Business like always

[alecander]

Solen stod højt på himlen, og Alecander havde søgt udenfor. Han havde hørt om sin brors tilfangetagelse, og også om henrettelsen, som ikke skulle foregå lige foreløbig, eftersom de ikke havde fået Valerio til at tale endnu – kun til organisationens bedste. Og hvorfor skulle Valerio også tale? Det ville uanset gå ud over ham, som han ville blive dømt til døden uanset hvad, så han kunne lige så godt tie. Men det var ikke den eneste nyhed han havde fået. Han havde for kun nogle timer siden fået at vide en anden nyhed, fra en spion af organisationen. Han havde hørt om Hertugens planer, planer, som kunne komme Dødgængerne til gode. En borgerkrig i Procias? Det lød ganske tiltalende! Og ikke nok med det, så havde han hørt rygter om, at en ny og retmæssig greve var dukket op i Procias, en forhenværende procianer, der var blevet besat af en dæmon, som nu var en del af mørket. Der var meget der skete, som kun kom Dødgængerne til gavn, mørket var han ligeglad med, det eneste han ønskede var at få vampyrerne til tops.
Alec var nemt kommet ind i Procias, det var ikke så vært, når han havde sin ring, der beskyttede ham for sollyset, en ring, som var blevet frataget hans bror, så solens stråler ville dræbe ham, når han engang ville komme til sin dødsstraf. Alec måtte blot forhindre det inden! Hans krop blev dækket af den mørke kappe, som skjulte hans mørke klæder, der bestod af en sort skjorte, og nogle mørke jeans – han bar ikke det pæne tøj som han plejede, fordi han var ude på en mission. Hans mørke øjne faldt på den store borg. Det måtte være her hertugen holdt til. Han var i sit hurtige tempo, som også gjorde at folk ikke kunne se ham, fordi deres øjne ikke kunne følge ham. Han stoppede først sit løb, da han kom hent til den store mur, som han betragtede. Den var ufattelig høj. Han smilede et hånende smil. Men den var ikke høj nok til at standse ham! Han gjorde et stort kraftspring, som fik ham et godt stykke op af muren, inden han lod sine fødder støde mod muren, for at gøre det sidste spring op og over muren, blot for at lande på jorden, på den anden side. Hans mørke blik gled stille omkring, blot for at orientere sig, han havde aldrig været her, så han måtte være forsigtig.

[tristan]

Tristan sad i møde med et par af hans generaler, som var med til at planlægge oprøret, som snart ville løbe af stabelen, intet bestemt tidspunkt var bestemt, Tristan ville ikke afsløre alt endnu, men så snart Tristan sagde det var nu, ville det være nu, Tristan havde allerede fået størstedelen af slægten med sig, så der var intet problem med soldater i starten kunne han regne ud. Tristan lagde et kort frem over muren og talte med generalerne om hvor det kunne være taktisk klogest at erobre en del af den, de blev hurtigt enige, og talte lidt, før Tristan afbrød mødet og de gik hver til sit, idag var Tristan rustningsklædt, han havde nemlig været på patrulje senere og havde ikke fået skiftet før der blev indkaldt til mødet. Tristan havde også sit sværd på sig. Tristan gik ned mod sovegemakkerne og ind på sit værelse hvor han åndede lettet op og kaldte på en af de unge stuepiger og bad hende bringe et vandfad og sæbe til ham og en kande vin og noget brød.

[alecander]

Som Alecander var kommet over muren befandt han sig i en køkkenhave. Han anede faktisk ikke hvor han skulle gå hen, men han ville vel finde hertugen indenfor? Han valgte derfor at gå mod selve borgen, der måtte tårne sig højt op i luften. Ganske imponerende, hans egen Mansion var ganske høj, men ikke nær så høj som denne, men han kunne jo altid få bygget mere på selv, han kom trods alt selv fra en rig slægt; Mathimæus-slægten. Han tog sig ikke af tjenestefolkene, det gjorde han sjældent hjemme ved sig selv jo. Borgen indefra var faktisk lige så imponerende som dets ydre, hvis ikke mere imponerende. Tristan var faktisk den person, der kunne hjælpe Dødgængerne videre – hans organisation – for han havde kontakter her i Procias, og det var en oplagt mulighed for Dødgængerne at komme med ind i selve slaget, og tættere på deres mål om at overtage de tre lande. Han var ikke stedkendt på borgen, så han kunne selvfølgelig ikke sige, hvor han skulle gå hen, for at finde denne Tristan. ”Hey!” råbte han roligt, til den første han så. Det var en ung tjenestepige, som så ud til at have travlt med et vandfad. ”Kan du sige mig, hvor jeg finder hertugen?” spurgte han med en kortfattet tone, den var hverken venlig eller direkte ond. Han var endnu gemt under kappen, ligesom hans ansigt. Den unge tjenestepige nikkede. ”Kom med denne vej, hr.,” svarede hun lettere ydmygt, og førte Alec op på anden etage. Han sagde ikke et ord, men fulgte efter tjenestepigen, som så ud til at føre dem hen til et værelse. Alec gjorde kun et kort bank på døren, da han fulgte med tjenestepigen ind på værelset. ”Goddag,” hilste han med sin hvislende stemme, den var dog ikke decideret kold.

[tristan]

Tristan havde ikke lagt mærke til banket da han stod, og redte sin seng hvilket tjenestepigen havde glemt, selvom han stadig havde rustningen på. Tristan reagerede på ordene, ved at få et chok, men som normale mennesker hoppede han ikke eller skreg men sprang lige i nærheden af lyden og væltede tjenestepigen med vandfadet, så hun røg lige ind i væggen, Tristan lagde mærke til det bare havde været tjenestepigen og hendes vand, så nu var han i hver fald vasket. "Sagde jeg kom ind?" spurgte Tristan og pegede på døren før hun fik sagt noget, han smækkede den efter hende og lagde mærke til en mandsperson... I hans sovegemakker, hvor tit havde Tristan sagt, gæster skulle føres til riddersalen, og ikke sovegemakkerne! "Hvad vil du?" spurgte Tristan, myndigt og halvhårdt, med de knyttede næver i siderne, og benene let spredt, sådan som han stod, så han meget myndig ud, havde Tristan vidst hvad manden ville havde Tristan da med det samme reageret en hel del pænere og måske hilst lidt pænere, men i Tristans situation, hvor han var våd, og skulle skifte tøj i en fart og så have noget mad og så i bad og så noget søvn, fordi han gjorde klar til sin plan, var det klart han var en smule frusteret når folk kom "snigende" ind på ham.

[alecander]

Alecander måtte more sig over Tristans reaktion, det var dog intet han viste på sit ydre, desuden, så var hans ansigt endnu gemt under hætten, som måtte henlægge hans ansigt i mørke. De mørke øjne kunne dog lige skimte ud, og hvilede på Tristan. Det eneste der egentlig var til syne ved hans ansigt, var hans hage, noget af hans kæbeparti, og så hans mund, så han blev i stand til at se det grumme smil der måtte kruse over hans læber. ”Sikke gæstfri du er,” svarede han med en stemme der var præget af sarkasme. Han havde faktisk regnet med at hertugen af Procias ville være … god og venlig i sin udtale, ligesom de fleste procianer var, men den halvhårde tone gjorde ham faktisk intet, det bekræftede vel blot hans magt? ”Jeg kommer for at drøfte forretninger med dig,” svarede han stilfærdigt. Han kunne vel ligeså godt komme til sagen? Han havde jo ikke for megen tid. Han lænede sig op af væggen, og sørgede for at holde sine sylespidse hjørnetænder skjulte – blot indtil videre. Bleg kunne hvem som helst jo være. Dem som var blege bar dog ikke den kolde hud, som vampyrer gjorde, og det var vel der forskellen lå? Hans krop var død, hvor alle andres var levende, og derfor varme. En varme, som han aldrig ville få. ”Jeg har hørt om dine planer. Planer som jeg kan hjælpe dig med, at føre ud i livet!” sagde han stilfærdigt.

[tristan]

Tristan var tæt på at gå hen og smide ham og og sagde "Jeg gider i..." før Tristan hørte hvad han sagde, Tristan kiggede mistænktsomt på ham og sagde så meget mistænkligt men i en klart venligere tone end før "Fortæl, fortæl, hvad mener DU, du kan gøre for mig? Og hvad skal jeg gøre til gengæld?" spurgte den store kriger Tristan. Tristan gik lidt tættere på ham men holdt stadig 2 meters afstand. Tristan smilede til manden og sagde "Følg mig, og forklar mig det når vi er alene." Tristan gik ned i den tomme fangekælder og låste torturkammeret op, derinde kunne de snakke alene, Tristan låste døren efter dem, her ville de højt sansyneligt ikke blive forstyrret af andre end Tristans drage, vis den skulle finde på at lede efter ham. "Fortæl, min ven. Alle der bringer mig godt nyt er venner og velkomne her." sagde Tristan og satte sig i en stol, og så meget fredsommelig ud, han gjorde en gestus med hånden mod nogen andre stole i rummet for at vise at fyren bare kunne sætte sig ned hvor han ville.

[alecander]

Alecander frygtede skam ikke hertugen, og manden havde heller ikke givet ham nogen grund til at han skulle vise respekt eller loyalitet, for de var trods alt fra hvert deres land, men Tristans planer, kunne komme Dødgængerne til gavn, så hvorfor ikke give en hjælpende hånd med? Alec hævede et enkelt øjenbryn til Tristans ord, men sagde ikke noget, som han blot fulgte med Tristan hen til et rum, så de kunne tale i fred, det var nok også det bedste, eftersom han ikke ønskede at de skulle blive forstyrret eller overhørt. Han gik blot med sine lettere svævende og elegante skridt og fulgte Tristan til fangekældrene, og videre hen til et rum, der mindede om et torturkammer. Der lå måske bagtanker i Tristans hoved? Det kunne Alec ikke vide, men han var skam i stand til at forsvare sig selv, og han frygtede ikke et torturkammer, det var han jo trods alt selv vant til, når han pinte forræderne. Han rystede let afvisende på hovedet til Tristans gestus, som han havde det bedre med at stå op. ”Jeg har hørt at du prøver på at lave et oprør her i Procias,” svarede han stilfærdigt, han kunne ligeså godt komme til sagen, eftersom han ikke havde så lang tid igen. Han greb roligt om hætten og lod den falde, så hans ansigt kom til syne, hvor han smilede et lettere køligt smil, så hans sylespidse hjørnetænder kom til syne, og afslørede hans race. ”Og jeg har midler, som kan hjælpe dig,” tilføjede han sandfærdigt, vampyrernes kræfter kunne komme Tristan til gavn, i hans oprør. Og Tristans placering og status kunne komme Dødgængerne til gavn.

[tristan]

Tristan satte sig godt til rette og nikkede mens han lyttede som om det var hverdagssnak, og sådan noget som Tristan hørte hver dag. Tristan kiggede på Alecander "Hvad vis det bare er rygter? Og hvis det nu ikke bare var rygter, hvem og hvad ville så hjælpe mig uden at få noget til gengæld?" spurgte Tristan ret mistænktsomt og kommunikerede med sin drage gennem tankerne, Tristan var ikke utryg ved denne mand, men han var bestemt heller ikke tryg ved ham så længe man ikke kunne se hans ansigt. Efter lidt tid kunne man høre noget stort i gangen udenfor, Tristan vidste det bare var dragen der lagde sig på vagt, men det vidste fyren jo selvfølgeligt ikke. Tristan rejste sig fra stolen og gik lidt rundt i rummet mens han lyttede til hvad manden havde at sige og tænkte sig om.
Muligheden for det var en fælde var der, jo og der var ret så stor chance for det rent faktisk var en fælde, og Tristan var jo bestemt ikke dum, men ret god til at gennemskue folk, så han skulle nok få gennemskuet denne fyr, om han havde hætten på eller ej.

[alecander]

Alecander tog ikke blikket fra Tristan, eftersom han ikke vidste hvad manden kunne finde på, så han var selvfølgelig også på vagt med hvad der skete omkring ham. Alec fnøs ganske let af hans ord. ”Jeg har skam hørt det fra en meget pålidelig kilde, så jeg ved at det ikke er rygter,” svarede han lettere stilfærdigt, uden at tage de mørke øjne fra Tristan, de var en smule hårde, og dog ganske alvorlige, for det var skam ikke noget man spøgte med! Han måtte dog slippe en lettere hånende latter. ”Uden at få noget til gengæld?” gentog han lettere vantro, og dog i en sigende tone. ”Du må være skør! Sådan er verdenen slet ikke indrettet min fine ven! Noget for noget, som man siger,” påpegede han med en løftet pegefinger. Han forlangte skam noget til gengæld, det var trods alt Alecs ressourcer det kunne gå ud over. Alec opfangede en stor lyd udenfor rummet. Var det en fælde? Han fjernede ikke de mørke øjne fra Tristan. Han kunne høre et stort hjerte slå, hvilket fik ham til at tænke, lugten af blod nåede ham, men det var ikke noget blod som han var stedkendt med, mon det var et dyr? Så skulle det godt nok være et stort dyr. ”Men uanset, hvis du planlægger et oprør, så har jeg ting og midler, der kan hjælpe dig, hvis du ikke er, går jeg igen, for jeg har ikke megen tid at spilde,” svarede han stilfærdigt, blot for at understrege at han havde travlt og ville til sagen. Han havde ikke tid til julelege.

[tristan]

"Det kommer an på hvilken hjælp du taler om, om jeg er igang med et oprør. Taler du om at give mig penge, og låne mig soldater, så kunne det godt være der var noget under opsejling, men ellers så er der vel intet på færde." sagde Tristan, meget tvetydigt.
Ville manden hjælpe ham ville Tristan med glæde fortælle ham om hans plan, havde manden ikke i sinde at hjælpe, ville Tristan smide ham ud hurtigst muligt eller få ham 'fjernet' så han ikke kunne sladre til nogen, eller forsøge at afpresse Tristan, for det gik Tristan ikke ind for.
Tristan smilede påtaget til manden og spurgte "hvad var det, de skulle have til gengæld?" Tristan lyttede, til manden, men det var tydeligt han ikke forsøgte at være slesk eller noget, Tristan ville nemligt heller ikke finde sig i det vis det bare var, ævl fra fyrens side.

[alecander]

Alecander betragtede Tristan med et lettere roligt og dog alligevel køligt blik. En kølighed som blot lå til ham af natur. Han trak på smilebåndet. "Jeg går ikke ud fra at hertugen af Procias skal bruge penge," svarede han stilfærdigt, sådan en stilling besad end ikke Alec, skønt han kom fra en rig slægt, som var ganske velhavende, "men penge har jeg, og soldater, som ingen kan slå i fysisk styrke, hurtighed og udholdenhed." Sandt var det jo, levende væsner kunne ikke hamle op med vampyrer. Han vovede sig roligt nogle få skridt tættere på Tristan og så ganske alvorligt på ham. "Jeg kommer fra Dvasias, mit navn er Alecander Mathimæus. Jeg er leder for en hel organisation for vampyrer; Dødgængerne, kalder vi os, og vi er ude på at splitte de tre lande fra hinanden!" Han talte med en stemme præget af ærlighed, for sandt var det, og det var faktisk sjældent at han var så ærlig og direkte, men han kunne ligeså godt komme til sagen, for han var ganske tidspresset! "Og hvad jeg ønsker til gengæld? Såmænd blot lidt styrke i den anden retning, allierede, en fod i Procias, kald det hvad du vil, så længe vi kan få splittet Procias, Manjarno og Dvasias, så er jeg tilfreds," sagde han sandfærdigt. Han var ved at blive godt træt af alle de regenter, og med de informationer han havde hørt om Tristans planer, så var han simpelthen en oplagt mulighed! Sammen kunne de vælte hele kongeriget af pinden! Og det var skam også det han var ude på! Men det hele skulle planlægges nøje, og det nyttede ikke, at de blev afsløret alt for tidligt! De måtte holde lav profil, skaffe informationer, og til sidst slå til i et endeligt oprør! Han veg ikke blikket fra Tristan på noget tidspunkt.

[tristan]

Tristan nikkede og lyttede tænksomt til alt hvad denne Alecander Mathimæus sagde... Alecander var en de mere spændene typer og det var tydeligt at Alecanders tilbud allerede havde vagt Tristans interesse da han var begyndt at tale om disse supersoldater.
"Fortæl mig først hvordan man uddanner disse supersoldater, så skal jeg fortælle om min plan, og hvordan det er muligt at splitte disse tre såkaldte 'riger', som skal forestille at have magt, men ingen regenter der kan styre deres grænsetropper." sagde Tristan og det sidste sådan lidt for at vække Alecanders interesser, for hvem ville ikke vide, hvordan det var muligt at komme nemt gennem muren?
Alle skulle jo på et tidspunkt gennem muren, på den nemme eller hårde måde, og de fleste ville nok helst have det på den nemme måde.

[alecander]

Alecander lyttede glædeligt på denne Tristan, for det så ud til at de kunne opbygge et godt partnerskab, for med Alecs styrke og Tristans stilling, så kunne det vel ikke gå helt galt? Uanset, så kunne det godt være at Tristan var af en anden race og tilmed kom fra Procias, og Alec kæmpede vitterligt kun for vampyrerne, men han måtte vel give sig hvis han skulle nå sit fulde mål? At smadre de tre riger og overtage dem, i hvert fald noget af dem. Så han var vel nød til at gå på kompromis? "Uddanner?" gentog han, inden han slap en munter latter. Han så på Tristan med sine mørke øjne, der nærmest strålede af selvtillid, hvor et lettere dominerende smil gled over hans læber. "Det er skam ikke kriger der er uddannet, men de stærkeste og mest erfarne af alle: Mine vampyrer," svarede han stilfærdigt og smilede et lettere skummelt smil. Han kunne ikke lade vær med at glæde sig til at smadre alle tre riger! Han lagde roligt armene over kors, og så ganske alvorligt på Tristan. "Nå hvad siger du? Afslår du eller vil du være min allierede?" Han kunne lige så godt spørge direkte ud af posen, for han havde ikke så megen tid igen.

[tristan]

Tristan lyttede og kiggede så begærligt på Alecander før han langsomt men ret bestemt sagde "jeg VIL have de kræfter. Noget skal jeg jo også have ud af det, for jeg regner ikke med at få så meget andet ud af det, ud over et stykke land på størrelse med... Apertha City? Faktisk vil jeg have Aphertha City." sagde Tristan og trak på skuldrene bare for at gøre Alecander klar på betingelserne, Tristan var ikke magtsyg, han ville bare ikke miste sin titel og havde han Apherta City, kunne Alecander få resten af Procias.
"Er du med på mine betingelser, så er jeg vist nok med på dine." Tristan lagde armene over kors og afventede Alecanders reaktion på Tristans krav.

[alecander]

Alecander lyttede blot til Tristans betingelser. Apterta City? Den skulle Alec alligevel ikke bruge til en skid! Han stod roligt og gned tænkende sin hage, uden at de mørke øjne forlod Tristan på noget tidspunkt, inden han nikkede ganske roligt. "Jeg vil gerne give lidt soldater til det endelige slag, og til at starte oprøret, men jeg så vil jeg også have adgang til Procias," svarede han stilfærdigt, de fik vel begge goder? "Og du kan beholde byen, den har jeg skam ikke brug for." Han trak på skuldrene. "Så, hvad er planerne? Vil du kun starte et oprør i Procias, eller skal det sprede sig helt til Dvasias?" spurgte han nysgerrigt, de kunne jo lige så godt komme til sagen, for dette var måske en ganske god mulighed for Dødgængerne, og den kunne Alec simpelthen ikke lade sig passere! Han skulle bruge en fod i Procias, og han kunne trænge til den 'beskyttelse' som det kunne bringe med sig. Et partnerskab med selveste hertugen af Procias, det skulle nok gå hen og blive morsomt! Han ventede spændt på at få at vide hvad planerne måtte være, for hvordan havde han dog tænkt sig at starte det hele? Han håbede i hvert fald bare på at det hele ville sprede sig til Dvasias, for det var nok det land, som han var mest interesseret i, især fordi det var det mørke land og det land som vampyrerne hørte til.