A new beginning..

[pierce]

Om det var tidligt eller ej, om der var gået lang tid eller ej, så var Pierce ikke bange for at erkende at han havde brug for Malania, han havde brug for hendes støtte, hendes kærtegn, hendes selskab, simpelthen alt! Hun var hans store kærlighed, hvilket han heller ikke var bange for at indrømme, for han ville langt hellere fortælle hvad han følte end at holde det hele tilbage! Hun fortjente desuden at få at vide hvad han følte og hvordan han havde det, ligesom han håbede på at det også var gengældt. Han ville hellere end gerne høre på hendes klager, så han kunne prøve at gøre det så behageligt for hende som muligt, selvom han jo ikke kunne gøre maven mindre, men han kunne muligvis give hende noget for morgenkvalmen, for han kunne godt forestille sig at det måtte være ubehageligt, han var desuden specialist indenfor urter og planter, så han kunne sikkert godt mikse noget sammen til hende. Han vendte de turkisblå øjne mod hendes ansigt, som han betragtede i tavshed, med et varmt smil spillende på hans rosa læber. Han nød virkelig synet! Og han følte sig utrolig heldig! Han kunne slet ikke begribe at han havde været så heldig at støde på Malania, hvor han var faldet for hende ved første blik, da hun var kommet ud på søen for at redde ham, dumpet ned fra himlen som en smuk engel, der havde kastet sin velsignelse over ham. Han fortrød ikke en eneste dag i hendes selskab, måske de havde haft deres nedture, men de havde bestemt også haft deres opture! Og det var dem som var værd at holde fast i. Han ønskede ikke at forlade hende, heller ikke fordi han havde gjort hende gravid, for det havde jo rent faktisk ikke været meningen, men han fortrød det ikke, for den morgen havde virkelig været fantastisk! Og i disse dage, hvor han ikke havde været hende tæt, men hvor han havde arbejdet ude i havet, der havde han også rigtigt kunne mærke at han havde savnet hende, at han havde manglet hendes kærtegn og kys, for dem var han mere eller mindre blevet afhængig af, selvom det vel ikke var en dårlig ting? Han kunne ikke andet end at smile stort til hendes ord, for det varmede ham og det glædede ham at hun følte det samme, det var også det som gjorde ham lykkelig, som gjorde ham rolig og fik ham til at være godt tilpas. Hun var den eneste som han ville skænke de ord, hun var den eneste som han ville kalde for sin og han delte hende virkelig ikke med nogen! Han lod hende blot lægge sig ind til ham, hvor han strøg hende blidt over håret og videre ned over ryggen. Han havde godt nok ikke brug for hvile på samme måde som hun havde, og det var faktisk ikke altid at han sov, når de gik til ro, men af den grund, så blev han hos hende, holdt hende tryg om natten, hvor han i timevis betragtede hendes smukke ansigt, lyttede til hendes tunge åndedræt, håbede og bad til at hun drømte noget godt, hvor han ellers blev liggende til tidlig morgen, inden han søgte ud i havet for at tjekke hans distrikt, så han var sikker på at intet var galt, og når han havde gjort det, så kom han tilbage igen, hvor han oftest var tilbage inden hun vågnede. ”Tro mig min kære, søvnen er trængende denne gang,” forsikrede han hende, hvor han smilede et mindre træt smil. Han lagde sig godt tilrette, skænkede hendes pande et blidt kys og holdt hende ellers tæt. ”Sov godt Malania.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig fuldkommen ligeglad med om dette ville vise sig at være for tidligt eller ikke, for hun elskede virkelig Pierce og hun ville hjertens gerne vise ham det på den måde som det nu var hende menneskelig muligt – Hun kunne lade ham vide det med ord og vise det med de handlinger som hun kunne, netop ved at vise ham den tillid og den tro som hun gjorde. Hun stoledde fuldkommen blidt på ham og ville uden tvivl også lægge sit hjerte i hans næver hvis det skulle vise sig at være nødvendigt, for hun vidste, at han ville gøre absolut alt for at passe på det. Hun elskede ham og hun elskede at være sammen med ham. Hun havde aldrig nogensinde været så sikker igennem hendes liv! Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile, selv på trods af det faktum, at hun virkelig var ved at blive træt efterhånden. Hun lagde sig tæt ind mod ham. Lige nu kunne hun bare ikke komme tæt nok på ham! Bare alene den tanke om at være ham så tæt som det hun var lige i øjeblikket, var virkelig noget af det bedste som kunne ske hende. Hun vidste at han sikkert kunne bakse noget sammen mod hendes morgenkvalme, for den var virkelig strid til tider! Hun ønskede det bare ikke.. Hun ønskede en ganske normal graviditet med den mand som hun elskede ved sin side. Det kunne bestemt ikke blive bedre end det som det var lige nu! ”Mhmm. Det her er rart,” hviskede hun stille. Hun lagde sig godt ind til ham og så tæt på som hendes mave nu i det hele taget ville lade hende komme til, selvom det slet ikke var noget som gik i hendes retning på noget som helst tidspunkt. Den skulle selvfølgelig være bare en anelse i vejen! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham. Han så selv ud til at kunne bruge den søvn, også selvom hun vidste, at hans behov for søvn slet ikke var noget som kunne måle sig med hendes eget. Hånden strøg roligt over hans bryst, idet hun blot nikkede til hans ord. At lægge sig til ro, ville klart gøre det godt også for hendes del. Øjnene lukkede hun igen og lagde hovedet blidt og næsten forsigtigt mod hans skulder. Han havde selv brug for søvnen og hun ville bestemt heller ikke ende med at holde ham fra den når den ellers var så nødvendigt. ”Sov godt, Pierce..” hviskede hun stilfærdigt tæt ved hans øre, som hun skænkede hans kind et stille kys inden hun endnu en gang måtte lægge sig til rette. Søvnen overmandede hende mere eller mindre med det samme, som den rev hende med sig til drømmeland.. Lettet og tryg i Pierces favn, så havde hun så sandelig heller ikke det mindste problem med at skulle give efter for den fulde og tiltrængende søvn.

//Out

[pierce]

Om det så var tidligt eller ej, så fortrød Pierce ikke hele sit forløb med Malania, de havde mødt opture og nedture, men de havde klaret det til nu, hvilket han ikke kunne være andet end glad for! Han fortrød intet af det som han havde været igennem med Malania med, selvom han dog godt kunne have været noget foruden! Men på den anden side, så var de aldrig endt her, hvis det dårlige ikke var sket, såsom at hun var blevet bidt af en horror, måske det ville sætte sit præg i deres børn, men det var han faktisk ligeglad med, for han var sikker på at de nok skulle få styr på det hele, desuden så ville deres børn også bære lyset og havet i sig, så helt onde væsner ville de jo heller ikke blive! Desuden med hans og Malanias kærlighed, så skulle de da nok få dem opdraget til gode unger, han var også sikker på at deres børn nok skulle blive til noget stort en dag, han var sikker på at de nok skulle komme til at klare sig godt – horror eller ej. Han satte sig roligt op i sengen, hvor han begyndte at putte Malania godt under dynen, så han var sikker på at hun ikke ville fryse, skønt det dog var dag, men han ville have at hun skulle ligge så godt som overhovedet muligt! Han lagde sig roligt ned, pakkede sig selv godt ind i dynen, inden han lod sine stærke arme glide omkring hendes smukke krop, så han kunne trykke hende blidt ind til sig. ”Mhm.. meget,” mumlede han med en fredfyldt tone, hvor hans øjne allerede var gledet i, for han var virkelig blevet træt! Det var begyndt at blive godt tiltrængt for hans vedkommende. Han havde dog ikke behov for at have åbne øjne for at se hende, for han havde allerede et billede af hende indprentet i hans eget sind, desuden havde han sovet sammen med hende i det sidste lange stykke tid, hvor han mere eller mindre kendte alle steder på hendes krop, derfor havde han heller ikke behov for at se hvor han berørte hende henne, fordi det mere eller mindre lå i håndleddet. Han strøg hende blidt over håret, hvor han skænkede hendes pande et blidt kys, efter hun havde skænket hans kind et kys. ”I lige måde min kære,” mumlede han stille, hvor man allerede der ville kunne regne ud at han halvsov, for han havde virkelig brug for noget søvn og han var også træt! Der gik derfor ikke lang tid før søvnen overmandede ham, specielt ikke når han havde let ved at slappe af, eftersom hun strøg ham over brystet, hvilket blot gjorde at han slappede langt bedre af. Han havde savnet hendes selskab, hendes berøringer og kys, og nu hvor han var hjemme igen, så var det også langt lettere at falde i søvn.

//Out