A new beginning..

[pierce]

Solen var oppe på den skyfrie himmel, der bar den smukke blå farve, der matchede med det mørke blå brusende hav. Vinden var kraftig nede ved stranden og ved generelle åbne arealer, hvor den var mindre kraftig inde ved byerne. Sneen lå endnu over sandet, som vintertiden ikke var forbi endnu, og der var kun gået nogle uger siden Pierce havde set Derick rive horroren ud af hans kære Malania, hvor det havde vist sig at hun var gravid, fordi de en måned inden havde været forenet, som kun elskende burde være. En morgen han virkelig ikke kunne fortryde på nogen måde! Han havde virkelig nydt at være hende så tæt, som han havde været endda også deres første gang de havde været så tæt, men konsekvenserne havde han ikke tænkt på, for det eneste der havde fyldt hans hoved, var Malania. Hun havde dog overlevet den nat, hvor han eftertiden ikke kunne gøre andet end at tænke på hende og den lille kernefamilie de ville blive. Men Dericks ord måtte dog også gå igennem hans hoved.. deres børn ville få horror i deres blod, og tanken om de ikke havde fået løst deres fuldmåneproblem havde skam slået hans nethinde utallige gange. Men hvad skulle han gøre? Han kunne ikke hade deres tvillinger bare fordi de bar et af nattens væsner, selvom det dog måtte minde ham om den nat med Pharrel, hvor han havde forgiftet Malanias blod, en tanke han virkelig afskyede! Det gjorde ham vred at tænke på! Havde han bare kommet to minutter før, så var det aldrig sket! Dog var det ikke noget som han fyldte sit hoved med, for han kunne virkelig kun se frem til den dag hvor de ville blive denne lykkelige lille familie!
Pierce havde sagt til Malania at han skulle være væk i nogle dage, for der var kommet problemer under vandet – langt væk – noget som han var nødsaget til at se til, netop fordi han var havengel, det var hans domæne og derfor var det hans pligt. Det havde dog ikke decideret været noget alvorligt, så han var allerede på vej hjem igen – skønt der dog måtte være gået nogle dage efterhånden, helt præcist hvor mange vidste han ikke. Han regnede ikke med at Malania var søgt ud midt om natten igen, for.. han regnede med at hun havde lært af sin fejl fra sidst? Desuden havde han jo fortalt at han ville være væk i et stykke tid. Han havde dog skyndet sig derud, for at opklare det så hurtigt som muligt, hvor han nu skyndte sig hjem igen. Han måtte ærligt erkende at hans længsel efter hende allerede var blevet større, også fordi han ikke havde set hende i et stykke tid, hun var trods alt gravid, bar på deres børn, så et sted glædede han sig til at se om maven var blevet større. Et lille smil hvilede på hans læber, som han svømmede med flere kilometer i timen mod stranden, hvor han havde bygget deres hus. Han satte først farten ned, da han kom ind på det lavere vand, inden det blev så lavt at han faktisk kunne gå det sidste stykke tid. Hans hoved brød ganske roligt overfladen, hvor hans blonde lokker måtte falde slapt ned over hans ansigt. Han bar kun nogle lyse jeans og med den bare overkrop, for han hadede at have meget tøj på, når han befandt sig i vandet, det blev alt for tungt! Plus med den nøgne overkrop, kunne hans havblå vinger frit strække sig. Han gik ganske roligt op ad havet, hvor hans turkisblå øjne faldt på deres lille hus, hvilket fik smilet til at brede sig. Hånden faldt til det havblå sværd ved hans side, som han næsten måtte knuge omkring af spænding. Han glædede sig til at se hende igen!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Solen var oppe og det var en ellers rigtig flot vintermorgen. Malania havde siddet hjemme alene i nogle dage, også selvom det ikke havde gjort hende noget, så vidste hun jo også godt at Pierce havde sit arbejde at passe i havet, så hun havde ladet ham tage af sted. Hun længtes allerede efter ham som aldrig nogensinde før. Hun kunne slet ikke beskrive den tanke og følelse som det satte i hende når han pludselig ikke var der mere til at holde omkring hende, når hun selv skulle døje med den irriterende morgenkvalme og alt det som ellers skulle ordnes omkring her i huset, for hvis der var noget som hun ikke kunne klare, så var det rod! Hun blev sindssyg af at kigge pådet. Hun holdt sig indendøre og gik ikke ud i mørket hvis hun da ellers var i stand til at blive fri for det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Horroren var revet ud af hende og hun klarte sig udmærket godt uden! Hn havde overlevet den aften og hvad hun kunne mærke sig af, så var det også noget som hendes kommende små børn havde, for det var næsten som hun kunne mærke dem rumstere i det indre. Maven voksede dag for dag og den var ved at være en anelse rundt nu. Nu hvor hun også var ved at være et par måneder henne, så var hun også nået til det punkt, hvor hun begyndte at spise ekstra meget. Hun skulle jo trods alt spise for 3! Om kroppen havde hun en let kjole som ikke sad stramt. Den sad kun stramt omkring hendes bryst og var ellers i en flot ferskenfarve.
Hvor længe at Pierce havde tænkt sig at være væk, det vidste Malania ikke, men hun ville nu heller ikke yde ham med mere stress end det som godt var. Stress var ikke godt for nogle af dem og da specielt ikke hende! Hånden strøg igen over hendes mave som var blevet godt rund og synlig igennem de sidste ugers tid og hun vidste stadig, at der var lang vej endnu før den ville nå den fulde størrelse. Hun sad inde i stuen i deres lille sofa med et tæppe kastet omkring sig og med blikket hvilende ud af vinduet. Det var virkelig rart at solen ikke længere måtte skære hende i øjnene, selvom det nu og da stadig måtte vise sig at være en bekymring som hun ikke havde skænket Pierce og det var der heller ikke nogen grund til. Hovedet lagde hun roligt ned i sofaen og med et stille suk. Her var så stille når Pierce ikke var hjemme og hun kunne ikke komme udenom at hun virkelig måtte savne ham noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun var slet ikke i tvivl om at han måtte være manden for hende og hun glædet sig virkelig bare til han måtte komme hjem igen! Hun kunne ikke lade være med at smile et stille smil. Nok at de skulle have deres at slås med omkring de to kommende unger, men hun var slet ikke i tvivl om at de ville klare idet i den anden ende, hvis de havde hinanden. Horrore eller ikke, så skulle de da nok klare det og at få det under kontrol! Desuden så ville de jo kun blive en tredjedels horror, så det var ikke engang sikkert at det ville blive så svært igen. ”Nu kommer far også snart hjem..” Hun vendte blikket stille ned mod sin mave, hvor hun lod begge hænderne roligt stryge over den. ”Mor savner ham,” hviskede hun fortsat. At han stod lige udenfor, var slet ikke noget som hun vidste. Det eneste som hun vidste var, at han havde haft sit at se til i havet og hun glædet sig bare til at han måtte komme hjem, se hvor stor maven var blevet, for den gjorde jo heller ikke noget andet end at fortsætte med at vokse som dagene gik. Desuden så skulle der jo trods alt også være plads til to.. Allerede nu måtte hun jo føle sig stor som en hval!

[pierce]

Det ville gøre godt at komme hjem til Malania igen, for Pierce måtte erkende, at han havde savnet hende som bare pokker! Han havde længtes efter hendes kærtegn, hendes kys, hendes nærvær, simpelthen det hele! Han glædede sig til at se hende igen! At kunne holde om hende igen, trykke hende ind til sig og bare det at høre hendes stemme ville blive rart! Nok der var en masse sne på stranden, men det var ikke ligefrem fordi han frøs, for det kunne han jo trods alt ikke. Hans kropstemperatur ville være den samme uanset hvad, derfor kunne han ikke fryse, selvom solen med lethed kunne påvirke ham, netop fordi han var et af havets væsner, et væsen der både skulle bruge ilt og vand, lidt af en forbandelse, især når man prøvede at skabe et familieliv på landjorden, men at flytte til havet var nok noget som kunne løse deres vandproblem, selvom at der til tider skete disse ting ude i havet, hvor det var hans job at kigge på det. Nu hvor han var kommet tilbage kunne han ikke lade vær med at glæde sig til at se hende igen! Se hvor stor maven var blevet, for han kunne ikke andet end at glæde sig til at børnene måtte komme. De skulle blive en lille kernefamilie. Det måtte næsten ende med at han småløb det sidste stykke op til deres lille hus på den lille bakketop, med den smukke udsigt til havet, skønt han måtte indrømme at den udsigt var noget smukkere om sommeren end om vinteren. Han kom roligt luntende op til verandaen, hvor han sprang de tre trappetrin over, blot for at komme op på verandaen. Han håbede at hun var hjemme og ikke var søgt nogen steder, selvom han vidste hvor rastløs hun kunne blive, han håbede bare på at der ikke var sket hende noget, at hun ikke var kommet til skade eller noget lignende, for det ville han ikke kunne bære! Han gik roligt hen til døren, skønt skridtene var lange. Som han kom hen til terrassedøren, faldt blikket på Malania, der måtte sidde inde i stuen, med tæppet omkring sig. Han åbnede roligt døren, inden et bredt smil gled over hans rosenrøde læber. ”Malania..” Hendes navn var næsten kun en hvisken, for det var alligevel lang tid siden at han havde set hende og han kunne ikke beskrive den glæde han måtte føle ved synet af hende. Hans kæreste, hans eneste ene, hans et og alt, den person, den kvinde, som han ønskede at tilbringe resten af livet med, hende som bar deres børn, hende som han ønskede at blive gammel med. Han kunne virkelig ikke føle sig mere velsignet end det som han gjorde! Han var utrolig taknemmelig for den dag han havde mødt hende nede ved søen, for hun var den som havde reddet ham fra ensomheden. Han havde ikke set hvor ensom og alene han egentlig havde været, indtil han havde mødt hende. At være sammen med Malania var som at blive berørt af en engel. Han lukkede døren bag sig, dog uden hans turkisblå øjne forlod hendes skikkelse, som hun måtte sidde i sofaen. Han dryppede en smule, som han var gennemblødt af havet. Han strøg en hånd igennem de våde lokker, så de kom til at stritte ganske let, inden han gik over til hende ved sofaen, som han satte sig og slog armene omkring hende. ”Gud, hvor har jeg savnet dig!” mumlede han, som han måtte knuge hendes skikkelse ind til sig, blot for at mærke hende, vide at hun var der og at hun ikke ville gå igen, selvom at det jo faktisk var ham som var taget ud, men han forlangte nu også at hun blev i huset, for hun var trods alt gravid!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania længtes virkelig efter at skulle få Pierce hjem igen. Hun manglede ham virkelig og det var jo heller ikke fordi at hun turde at gå udenfor, for hun havde så sandeig også lært af den fejl dengang! Nu hvor hun var gravid, så var det jo bare endnu en grund til ikke a skulle gå nogen steder, for det ville hun så sandelig heller ikke få det mindste ud af. Det ville være godt langt værre for sig, hvis Pierce ikke avde været i nærheden af hende den aften, hvis han ikke havde søgt efter hende, så selvfælgelig var det nogt som hun var frygtelig glad for at han havde gjort. Nu stod de der.. De var sammen, de havde deres eget hjem og ventede endda tvillinger! Hun kunne simpelthen ikke vente! Hun havde sidet og brugt disse dage på at skulle fortælle deres kommende små børn om hendes første møde med deres far. Det var jo næsten som om at hun måtte betegne dem som levende allerede og var der i hendes arme, selvom der var mange fine måneder med graviditet, morgenkvalme og ændringer i appetitten endnu og hun så virkelig frem til at kunne kalde sig for mor. Måske at hun ikke var den mest passende som mor, men hun var bestemt heller ikke bange for at skulle gøre sit forsøg på at fungere med børnene i hus! Om hun så skulle blive hjemme som hun havde gjort i disse dage. Hun havde jo trods alt også lovt ham at hun ikke ville gøre noget dumdristigt, så hun havde fundet det mest passende, at skulle blive indendøre og så vente på at han kom hjem. Hun ville ikke ende md at støde ind i den Horror igen! Hun ville ikke igennem det helved endnu en gang hvis hun da ellers kunne blive fri! Det var no med at blandingen måtte hvile i hendes børn og det var noget som hun tydeligt havde mærket under fuldmånen som havde fundet sted aftenen før, for der blev de da ekstra vilde at skulle have med at gøre, ekstra kvalme som også havde ført til opkast, men det var i den grad det hele værd! Lyden af hendes navn som blev kaldt, var noget som omgående fik hende til at hæve blikket. ”Pierce?” svarede hun, idet hun satte sig op i sofaen. Hendes stemme bar præg af den store og klare længsel efter ham, for det var virkelig længe, at han havde været væk! Hun vidste at han havde sit arbejde at skulle tage sig til, så var det jo nget som hun bare måtte acceptere. Det var jo heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men det var nu og da bare sådan at de tmåtte være. Hun blev roligt siddende og ventet på at han skulle komme hen til hende, hvor hun selv slog armene direkte om ham, som han slog dem omkring hende. Hun kunne ikke lade vær med at storsmile, for hun havde i den grad savnet ham noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! ”Hvor er det dejligt at have dig hjemme igen min kære,” hviskede hun med en tydelig glæde i stemmen. Det var end ikke noget som hun ønskede at skulle skjule for ham, for hun havde virkelig savnet ham som intet andet! Hun knugede sig ind til ham og med armene fast omkring hans nakke, blot for at holde sig så tæt på som muligt. ”Du har været væk længe,” bemærkede hun stille. Ikke for at give ham dårlig samvittighed eller noget ,for det var bare disse små ting som hun lagde mærke til, når hun pludselig stod med det hele selv når hun var vant til at have ham så tæt på sig som hun havde haft før det. Hånden søgte til hans kind, hvor hun direkte måtte vende hans blik mod sig selv igen, idet hun skænkede dem et tydeligt længselsfuldt kys. Hun havde virkelig manglet ham ved sig og omkring sig. Hun havde følt sig så skræmmende rastløs uden at have ham omkring sig! Det var helt utroligt så meget som hun var blevet afhængig af ham!

[pierce]

At komme hjem, ville virkelig blive dejligt for Pierce! Han havde virkelig manglet det! Men mest af alt, så havde han manglet Malania. Den kvinde var virkelig hans verden! Den kvinde var hele hans liv, det som han ville ofre alt for! Der var bare visse ting som han ikke ville blive i stand til at give slip på, netop fordi han havde et ansvar, sin pligt, som når han søgte til havet, for det var trods alt det som han havde sine forpligtelser overfor. Men så kunne hun jo også få lidt fred for ham, så han ikke gik hende på nerverne, så de ikke gik op og ned ad hinanden dag ind og dag ud, for han ønskede heller ikke at hun skulle blive irriteret på ham, fordi de var så meget sammen. Desuden så var der vel intet galt i at deres længsel efter hinanden blev større? Det gjorde jo bare at han havde savnet hende. Han var faktisk begyndt at længes efter hende. Han var ikke vant til at være væk fra hende i så lang tid, det var måske også at overdrive lidt, for det var jo heller ikke fordi de havde været samen i så lang tid igen, og de skulle allerede være forældre? Det gik pludselig så hurtigt! Men han kunne til gengæld ikke fortryde noget, desuden var han sikker på at det var Malania han ville dele resten af sit liv med, så det var vel i princippet også ligegyldigt hvornår de fik børn? Han ønskede jo alligevel kun at det var Malania som var mor til hans børn, for det skulle så absolut ikke være nogen anden kvinde! Det var kun Malania han ville have! Hun var hans kæreste, som han vel et sted også skulle fri til? Det var ikke fordi lovene i Manjarno var de samme som i Dvasias, så de kunne ikke blive straffet for at få børn udenfor et ægteskab. Han friede nok heller ikke indenfor den nærmeste fremtid, for han vidste jo faktisk ikke hvordan han var som forælder, om hun ville komme til at hade ham eller noget lignende, om børnene ville forandre hele deres situation, så han ville hellere se tiden an og så fri på det rette tidspunkt. Overraske hende, desuden skulle han jo også være sikker på hvad hun ville, så det ikke kun var ham der havde det på den måde. Det eneste han ønskede var at hun skulle være lykkelig, om det så var uden et ægteskab eller med, var han sådan set ligeglad med.
Det at komme ind af døren og se Malania igen, fik virkelig Pierces hjerte til at slå hårdere mod hans bryst, hvor han tydeligt kunne mærke savnet og længslen efter hende, for han havde trods alt skulle undvære hende i flere dage! Han knugede hende ind til sig, så han var sikker på at han kunne mærke hende, hvor han mere end glædeligt besvarede hendes kys, uden han slap hende det mindste. Der var dog en forskel denne gang ved at have hende tæt på sig. Han holdt hende lidt ud for sig, hvor hans blik faldt ned på hendes mave. Synet kunne ikke andet end at få ham til at trække på smilebåndet, som maven var blevet større. Han lod sin ene hånd falde til maven, som han lod sin tommel stryge ganske let. ”Den er blevet større,” bemærkede han roligt, inden han vendte blikket glædelig mod hende. Måske det at få børn var tidligt, men han kunne virkelig ikke andet end at glæde sig til det! Han skænkede hendes læber endnu et længselsfuldt og intenst kys. ”Jeg ved det godt.. men nu er jeg tilbage igen,” svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et mildt smil. Han vidste godt at han havde været væk i et stykke tid efterhånden, men det var jo hvad han var nød til, når det blev krævet af ham. ”Og jeg har virkelig savnet dig!” Han trykkede hende ind til sig igen, hvor smilet ikke kunne falme det mindste, for han var virkelig glad for at hun var i den skønneste orden, og det at se maven var blevet større, var virkelig noget som gjorde ham helt varm indeni.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke vant til at skulle mangle på denne måde, selvom det vel også et sted måtte være sundt for deres forhold at være lidt adskilt? Ikke fordi at det var en tanke som hun brød sig meget om, men det var nu og da bare en kendsgerning. Det lod hende bare føle sig menneskelig at kunne savne igen, for det havde hun ikke været i stand til på samme måde da hun havde været vampyr og det var jo.. sjovt nok den race som hun havde tilbragt længst tid som, selvom det nu ikke var noget som hun direkte kunne gøre noget som helst ved, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Måske mange ville mene at dette virkelig var at skulle gå frygtelig hurtigt frem, men det var bestemt ikke den mening at Malania var af. Ja måske at de havde fundet hurtigt sammen, ladet ordene komme hurtigt og nu ventede de deres tvillinger? Hun fortrød ikke det mindste at det var sådan her at det skete, for det var et tempo hun kunne følge med i og hun var slet ikke i tvivl om at det var Pierce som skulle være den mand i hendes liv! Det var bare hendes hjerte som sagde hende det hele. Hun var så sikker på at hun havde fundet den mand som hun skulle slå sig til ro sammen med for resten af hendes lange liv! Hun måtte dog rligt erkende, at det ikke ligefrem var ægteskab at hun havde i tankerne. Det var det sidste endelige steg når man begge var klare til at skulle trække den det skridt vædere og det var sådan hun ønskede det skulle vær. Her var de sikre og med deres kommende børn i form af eden perfekte lille kernefamilie. Hun måtte ærligt erkende, at hun virkelig glædet sig til de små måtte komme!
At høre Pierces stemme, var virkelig noget som måtte vække den evige længsel som måtte hvile noget så tydeligt i Malanias krop og sind. Det var virkelig utroligt så meget som hun var blevet afhængig af ham! At han besvarede kysset, var noget som næsten måtte gøre hende fuldkommen blød i knæene! Hånden mod hendes mave, havde hun bestemt heller ikke noget imod. Det var virkelig rart at skulle være så tæt på ham igen for det var virkelig noget så frygtelig savnet. Hun nikkede roligt og lagde hovedet stille mod hans skulder. ”Bare vent.. Om nogle måneder så er der ikke plads til dig i sengen mere,” sagde hun med et svagt grin. Det var bare rart at have ham tæt ved sig igen. De strøg over hendes mave, kunne hun ikke gøre andet end at nyde. Hånden lagde hun selv ganske så roligt over hans som hun strøg roligt. Det var bare rart at have hans favn igen. Kysset besvarede hun selv med den største glæde! ”Dag ud og dag ind har jeg siddet ved vinduet og ventet på at du ville komme hjem..” Hun hævede hånden stille og strøg hans bryst. Hun kunne ikke længere høre hans hjerte og det var virkelig en lettelse uden lige for hende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun trak vejret dybt. Kvalmen kom og gik som den havde lyst til og det var nogt som virkelig kunne frustrere hende noget så voldsomt! Ikke at hun ville tænke over det lige netop nu. Det var ham som fyldte det hele i hende endnu en gang og det var også sådan at hun agtet at skulle holde det, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! ”Du fik ordnet det hele ude i havet? Så.. så der er længe til næste gang?” spurgte hun stille. Det var ikke fordi at hun var meget for at han skulle søge ud for å længe af gangen, men det var jo bare sådan at det måtte være. Sådan var det at være sammen med en af havet. ”Jeg har virkelig også savnet dig,” hviskede hun dæmpet. Det var bestemt heller ikke nogen former for løgn at spore ved hende, for hun havde virkelig længtes efter ham som aldrig nogensinde før! Hu nvar slet ikke i tvivl om at det var ham som hun skulle være sammen med og kalde for sin!

[pierce]

De turkisblå øjne faldt stille til Malanias skikkelse. Det at se hende igen, var virkelig noget som fik ham til at smile uden lige! Det var rart at være sammen med hende igen, det var rart at kunne holde om hende, trykke hende ind til sig og være hende tæt. Han havde virkelig manglet hende i disse dage han havde været væk, men på den anden side, så var det jo næsten kun godt for dem at være lidt adskilt, så de ikke kom til at gå hende anden på tværs til sidst, for det ønskede han bestemt heller ikke skulle ske! Desuden kunne han jo ikke løbe fra sit ansvar som havengel, for med den race kom der en forpligtelse overfor havet og dets væsner, han havde sit eget distrikt som han skulle passe på og beskytte, også selvom han havde valgt at slå sig ned med én fra landjorden. Han ville gøre alt for Malania, men visse ting, var han jo bare nød til at beholde, for visse ting ville han aldrig være i stand til at give slip på. Han smilede et roligt smil, som hun lagde hovedet mod hans skulder, hvor han dog ikke kunne lade vær med at slippe en munter latter til hendes ord. ”Hold da op kære! Du bliver aldrig så stor at jeg ikke kan være i sengen!” fastholdt han, hvor han klappede hende blidt på maven. ”Ellers gør jeg da bare sengen større!” tilføjede han drillende, inden han smilede muntert til hende. Han nød virkelig hendes selskab! Det at de selv kunne more sig i hinandens selskab! Han smilede ganske let, som hun lagde sin hånd over hans. At se hvordan hendes mave måtte vokse, var kun noget som gjorde ham gladere, for det betød blot at de to små voksede inde i hendes indre, at de om ikke længe ville blive denne lille kernefamilie. Det at hun besvarede kysset fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst, hvor han virkelig ikke kunne andet end at længes mere efter hende, skønt hun var lige her i hans favn – her hvor hun hørte til. Hans turkisblå øjne faldt stille til hendes ansigt, hvor han ikke kunne andet end at smile varmt til hende. Hånden mod hans bryst fik det til at sitre i hans indre. Han lod sin frie hånd falde mod hendes kind som han strøg ganske let. ”Tja.. vi kan jo heller ikke have at vi går hinanden på nerverne,” svarede han stilfærdigt og med et skævt smil. Sandt var det jo trods alt. Han ønskede desuden heller ikke, at det skulle ende ud i skænderier, fordi de var sammen så meget som de var, for nu hvor de var flyttet sammen, så gik de jo faktisk op ad hinanden dag ud og dag ind. Det gjorde ham dog intet, for det var Malania som han ønskede at være sammen med, så han elskede den tanke om at de var flyttet sammen! Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. der kan sådan set komme noget i morgen, eller først om en måned. Det er svært at sige, men bare rolig, jeg skal nok blive hjemme,” forsikrede han hende, hvor han smilede et varmt smil. Hvis der endelig skulle gå noget galt i morgen, så var der jo andre havengle som vel kunne tage sig af det? Han ønskede heller ikke at være adskilt fra Malania mere end nødvendigt! Han trak hende ganske let med ned at ligge, så hun kom til at ligge over ham og dog uden at han trykkede hende ned mod sig, for han ville jo heller ikke have at der skulle ske noget med hendes mave eller børnene! Selvom det vel var at overdrive? Men han var jo af den overbeskyttende type, og han kunne virkelig ikke gøre for det! Han skænkede hendes læber et blidt kys – han kunne jo ikke lade vær, når han ikke havde set hende i så lang tid! Han lod hånden stryge hende ganske blidt over håret og ned over kinden, imens han betragtede hende med et varmt smil.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig frygtelig glad for at have Pierce hjemme igen. Hun vidste udmærket godt, at det havde sine konsekvenser at finde sammen med en fra havet, men det var også noget som hun var mere end villig til at gøre og lade ham, for at de skulle holde sammen. Hun ønskede jo trods alt heller ikke, at det skulle gå helt galt mellem dem for hun ønskede for al del ikke at miste ham til nogen anden hvis hun gik ham så meget på nerverne! Hun havde brug for ham og det var ikke kun fordi at hun måtte bære med sig af deres tvillinger, men hun havde brug for ham. Hun havde brug for ham til at passe på hende, holde om hende og elske hende som han gjorde det og det var intet andet end direkte rart at skulle sidde igen med den følelse og den fornemmelse. Det var virkelig noget af det bedste ved det hele! Nu var han kommet hjem og hun ville nyde det så meget som hun kunne frem til at han igen måtte og skulle videre igen. Sådan var det jo bare og det var noget som hun måtte vænne sig til. Hun slap et let grin. Hun blev nok aldrig så stor! ”Så vil jeg da foretrække at sengen blev større.. Jeg vil da ikke undvære dig ved min side mere end højst nødvendigt,” sagde hun roligt og med det blide smil på læben. Hånden mod hendes mave, var noget som glædet hende, for hun følte sig allerede stor som havde hun været en hval! At han så ikke så på det på den måde, var jo klart noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hende, for det var lettende og det gjorde hende glad. Nok var hun ikke den mest forfængelige man kunne falde over, men lige hendes krop var hun altid gået meget op i! Hun hørte til i hans favn ,og det var heller ikke noget som hun var bange for at indrømme overfor nogen som helst, for det gjorde hun. Det var her at hun virkelig ønskede at være! Hun nikkede stille til hans ord. Ikke fordi at hun bifaldte tanken om at det kunne være han allerede skulle afsted igen dagen efter, men sådan var det vel at være sammen med et væsen fra havet? Hun fortrød det dog på ingen måde, for hun elskede ham virkelig og det var med hele hendes bankende hjerte. ”Er det slemt, så må du jo tage af sted,” begyndte hun stille. Nej, det var ikke fordi at hun ville kyle ham ud, for hun havde i den grad savet ham og det var noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg har ku et lille krav til dig..” Hun rettede sig roligt op i hans favn, som hun lod de mørke øjne stille søge til hans skikkelse og med den samme muntre mine som altid. Hun var glad og hun valgte at se lyst på tingene. Man lærte det jo efterhånden og nu hvor hun igen måtte være et lysvæsen, så var det noget som næsten måtte falde hende ganske så naturligt ind og på alle måder endda. Hun lod hånden stryge over hans kind og så videre igennem hans hår, idet hun satte sig op og med et ben på hver sin side af hende. Maven var nok ved at være tydelig, men der var stadig plads nok til at hun kunne gøre dette. ”Jeg vil have dig her når fødslen går i gang. Jeg ved godt der er længe til endnu, men alligevel..” Hun sendte ham et varmt og blidt smil. Bare alene tanken om at skulle gøre det alene, var slet ikke noget som hun brød sig det minste om overhovedet! Som han lagde hende ned i sofaen og med ham over sig, så gjorde det hende intet. Så længe at maven ikke blev mast så var børnene jo trods alt også udenfor fare. Kysset tog hun imod og de lette strøg over hendes kinder også, for det var bare dejligt at have ham hjemme igen! Hun vendte de mørke øjne mod ham. ”Har du nogen anelse om hvor frustrerende det har været, at gå i seng alene om aftenen?” spurgte hun i en rolig hvisken. Her havde virkelig været tomt uden ham!

[pierce]

Malania kunne aldrig nogensinde gå Pierce på nerverne! Måske de ville blive lidt irriteret på hinanden hvis de gik op og ned ad hinanden dag ind og dag ud, men det var jo ganske normalt, desuden så kunne de skændes og så ville de jo alligevel ende i hinandens favn, så meget kunne han da regne ud, for hvis han nogensinde ville komme til at såre hende, så ville han også gøre alt for at gøre det godt igen! Han elskede hende og han ville bare være sammen med hende, kunne holde om hende og fortælle hvor højt han elskede hende, for hun fortjente at få det at vide! Han elskede hende højere end nogen anden og det var kun Malania som han ville give sit hjerte til, for der var ingen anden kvinde derude i verdenen som kunne vinde ham på denne måde, som kunne fange ham i sit spind som Malania havde formået. Hun var hele hans liv, hele hans verden, og hun var tilmed de søjler som holdt hans verden oppe. Uden hende ville hele hans verden styrte sammen, han ville blive knust uden hende, og han ville bestemt ikke selv være skyld i at han mistede hende! Hvis han blev skyld i at hun forlod ham, så ville han aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv! Desuden, tanken om at hun lå i en anden mands arme var noget som virkelig var dræbende! Han hadede den tanke! Han slap en munter latter til hendes ord. ”Når ja, går det helt galt, kan jeg jo altid sove ovenpå hvalen,” svarede han drillende, inden han strøg hende blidt over maven, som det naturligvis var hende han hentydede til. Han mente det dog ikke, for skulle han være ærlig, så glædede han sig til at maven blev helt stor, når hun selv ville føle sig stor som en hval, hvor han blot ville elske at betragte den store mave, hvor deres børn hvilede indeni hende. Han elskede hende og det var kun hende som han ville være sammen med, derfor var det for ham ikke tidligt at få børn, for uanset, så var det hende som skulle føde hans børn. Han nikkede roligt og smilede mildt til hende. ”Bare rolig Mal.. jeg skal nok blive hjemme, det gik fint derude, så jeg regner ikke med at jeg skal ud lige foreløbig,” svarede han stilfærdigt, hvor han lod sin hånd stryge ganske blidt igennem hendes hår. Hver morgen tog han sig en dukkert i havet, svømmede sit distrikt rundt for at ordne de daglige pligter og resten af dagen brugte han sammen med Malania. Her om vinteren og nu hvor hun var gravid tog han kun ud hver anden dag, for han ville gerne blive hjemme og holde om hende lige indtil hun vågnede og sørge for at hun ikke havde det dårligt. Hun kom trods alt i hans første række, når det kom til stykket. At hun havde et krav til ham, fik ham til at vænne blikket mod hende, hvor hovedet søgte en smule på sned. ”Og hvad er det?” spurgte han roligt. Han så blot afventende på hende og afventede hendes krav. Han kunne vel godt opfylde hendes betingelser? Så længe hun lod ham søge ud? Det var vel kun fair? Han smilede morende til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Malania.. måske jeg kommer fra havet, men selv fra havet står familien højt på ens prioriteringsliste, netop fordi det er ens sønner og døtre der skal tage over efter én. Så selvfølgelig er jeg der, når du skal føde,” svarede han stilfærdigt, som han lod sin hånd stryge blidt over hendes. ”Alt andet kunne da ikke flade mig ind,” endte han roligt, hvor blikket faldt på hendes mave. Han ville da ikke gå glip af hans egen børns fødsel! Desuden ville han gerne være der for hende, når hun skulle føde. Han lagde sig på siden, så han ikke lå over hende og på hendes mave, hvor han trak tæppet over dem begge to. ”Så er det godt jeg er hjemme igen, hva’? Og her bliver jeg,” forsikrede han hende, hvor han lagde sig tæt ind til hende, som han skænkede hendes læber et længselsfuldt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte virkelig sige sig, at hun var bange for at Pierce på et tidspunkt ville blive træt af hende, netop fordi at hun skulle have den bekræftelse så ofte som hun skulle ,så derfor havde hun heller ikke det fjerneste imod at han måtte tage ud og passe sine opgaver og pligter hist og her. Hun skulle jo trods alt også kunne klare den lidt på egen hånd og det kunne hun jo ikke hvis hun skulle have ham i ryggen hele tiden, det vidste hun jo trosd alt allerede udmærket godt. Hun sendte ham et stille og roligt smil. Det var bare rart at skulle have ham hjemme igen og hun håbede virkelig også at der var længe til at han skulle afsted igen! Hun ville gerne have ham lidt hjemme nu og det var heller ikke fordi at hun krævede at han skulle sætte hende først, for.. han gjorde det vel automatisk i og med, at de måtte være et par? Så lang tid at hun vidste hvor hun havde ham henne, så kunne hun også gøre det uden kvaler af den ene eller den anden slags. Hun rystede grinende på hovedet. ”Og hvad tror du de små vildbasser vil sige til det? At tykke far tager deres plads?” spurgte hun med en tydeligt drillende mine, for det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham på nogen måde overhovedet! At have ham tæt på sig, ville hun bestemt heller ikke have det mindste imod! De strøg over hendes mave, kunne hun ikke gøre noget andet end at nyde noget så frygtelig godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det gjorde virkelig godt at skulle have ham så tæt på sig igen, for hun havde virkelig savnet ham noget så frygtelig grusomt! At han ikke skulle ud foreløbig, var noget som gjorde hende glad, for det at skulle døje med kvalme og det hele alene var bestemt heller ikke nemt! Meget kunne hun sige, men det at være gravid.. Det skulle hun under ingen omstændigheder igennem en gang mere, det var helt sikkert! ”Jeg er bare glad for at du får det hele til at løbe rundt.. Med pligter, huset.. og mig.” Hun vendte blikket taknemmeligt op mod ham. Hun ville aldrig nogensinde kunne klare det, hvis hun skulle ende md at mangle ham. Bare alene den tanke om det ,var direkte dræbende! Hun smilede let. Hun havde gjort sig så mange tanker omkring fødslen af de små og det morede hende faktisk. Hun lod hånden søge til sin mave som hun strøg ganske let. ”Du skulle have mærket efter i går.. Fuldmånen var oppe,” sagde hun med et morende smil. Det glædet hende virkelig bare at hun kunne gå rundt som det passet hende, også under fuldmånen! Hun havde siddet ude og kigget på den, selvom hun tydeligt havde mærket den rumsteren i hendes indre. De kunne vel også fornemme månens tiltrækning, netop fordi at den også var den del af dem som den havde været det af hende i den korte tid? Selvom det havde vist sig at skulle være mere end nok. ”Jeg ville elske at gå under månen med dig, min kære.. Nu har vi muligheden..” Hun tog stille omkring hans hånd og trykkede den i sin egen og denne gang også uden at slippe. Hun vendte blikket mod ham som hun stille kysset hans kind. Hun puttet sig godt under tæppet og med smilet på læben. ”Som om du får lov til at gå nogle steder,” sagde hun med et svagt grin, idet hun mødte hans læber glædeligt i hans kys som hun valgte at besvare uden at skulle tøve det mindste overhovedet. Hun trak vejret dybt, hvor hun hævede den ene hånd og strøg over hans kind. ”Jeg elsker dig, Pierce,” hviskede hun blidt. Hun havde virkelig manglet og savnet, at skulle give ham de ord, fordi at han havde været væk i nogle dage. Nu ville hun bare nyde ,at han var kommet hjem igen og det ville hun gøre i hvert eneste sekund!

[pierce]

At være sammen med Malania igen, var noget som virkelig gjorde Pierce glad! Der var alligevel gået utrolig mange dage – hvilket føltes som en evighed! Så det at være sammen med hende igen, var noget der fik savnet og længslen til at falde, skønt han måtte indrømme at han endnu længtes efter hende, skønt hun sad der lige ved siden af ham, skønt han kunne række ud og nå hende, røre ved hende, kærtegne hende eller trække hende ind i sin favn og holde hende tæt. Han lå lige ved siden af hende i deres sofa inde i stuen, men selvom han gjorde det, så kunne han ikke holde op med at længtes efter hende, en længsel som aldrig ville blive slukket, fordi han aldrig ville blive i stand til at kunne få nok af hende. Han var blevet afhængig af hende, hun var som narkotika for ham, hvor han ikke kunne få nok, hvor han hele tiden skulle have mere. Han slap en let latter til hendes ord. ”Jeg er da ikke tyk!” vrissede han drillende af hende. Han vidste dog at det kun var i sjov, for hun ville sikkert sige noget til ham hvis han tog på i vægt? Tanken morede ham egentlig. Han trak svagt på skuldrene. ”Desuden er jeg sikker på at børnene nok skal overleve, at far ligger oven på mor, som er stor som en hval,” tilføjede han drillende og blinkede let til hende. Han kunne virkelig ikke lade vær med at glæde sig til at de to små måtte komme, for de ville blive en lille kernefamilie, hvilket han virkelig glædede sig til! Tanken om deres fremtid kunne han gjorde ham glad og han var virkelig ikke i tvivl om, at det var Malania som han ville dele den med, for det var det! Det var Malania der engang skulle blive hans hustru, som skulle være mor til hans børn, det var Malania som han ville blive gammel med her i dette hus, som han havde bygget til dem og som deres børn engang skulle overtage. Han løftede sin ene hånd og strøg den igennem hendes hår. ”Jeg vil da altid være her til at holde styr på det hele, når du ikke kan smukke,” svarede han sandfærdigt, skønt der også var en drillende undertone. Han lænede sig ned over hende, hvor han skænkede hendes læber et blidt kys. Han ville holde på pligterne, huset, passe på Malania og deres børn i al evighed! Han smilede mildt ved hendes ord. Han kunne ikke sige sig at være andet end lykkelig over at de var sluppet af med fuldmånen, men han var så bare bange for at det ikke var overstået endnu, for de to små spirrevipper indeni hende var jo også horrorer, så måske de faktisk først lige var kommet i gang? ”Jeg går ud fra at de kunne mærke det,” mumlede han for sig selv, uden han stoppede sine strøg af hendes bløde mave. Han smilede muntert til hendes følgende ord. ”Selvfølgelig Mal! Vi fik jo aldrig gået den tur i måneskinnet,” svarede han lettere eftertænksomt, inden han vendte blikket varmt mod hende. Men det kunne de endnu nå! Intet kunne holde dem fra at gå ud under fuldmåne, for nu var hun ikke længere dens slave, nu var hun ikke længere fange for det bæst, nu var hun fri. Kysset mod hans kind fik ham til at smile, hvor han blot lagde den ene arm omkring hende, så han kunne trykke hende ind til sig. ”Jeg går heller ikke nogen steder Malania.. aldrig,” lovede han hende og det var med oprigtighed! Han kunne ikke drømme om at lyve for hende! ”Jeg elsker også dig, Mal,” hviskede han blidt mod hendes øre, inden han skænkede hendes kind et mildt kys. Han havde virkelig savnet at være hos hende! Men nu var han her og han gik ikke fra hende foreløbig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var utroligt så tomt at Malania måtte føle det, når Pierce ikke var der! Det var virkelig ensomt, det var mørkt, det var stille og hun følte næsten at hun var forladt, selvom hun udmærket godt vidste, at det slet ikke måtte være tilfældet, for han gjorde jo trods alt bare sit arbejde ude i havet, hvilket hun selvfølgelig også måtte have den store respekt for når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på ham, hvor hun selv ikke kunne skjule det tydelige drilske smil. Hun morede sig blot og det var jo heller ikke fordi at han var tyk, for det var han da slet ikke! Hun elskede ham som han var og det var da fuldstændig ligegyldigt af hvilken form eller størrelse han ville have, for han var virkelig noget ganske særligt set i hendes øjne og det var bestemt heller ikke noget som hun måtte sige omkring særlig mange. Hun vendte blikket mod ham. ”Tjo.. lidt måske?” påpegede hun med en tydeligt drillende mine, for hun mente det på ingen måde, det var helt sikkert! Han var virkelig ikke tyk, men fuldkommen perfekt i hendes øjne! Hun var bare glad for at han var hendes og ikke nogen andens, for det ville virkelig slå hende ihjel indvendig om det måtte vise sig at være tilfældet, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Hun grinede mildt. ”Åh.. Så nu giver du mig ret?! At jeg er stor som en hval? Jeg fylder jo snart det hele!” sagde hun drillende. Hun strøg roligt over maven. Der var mange fine måneder endnu og hun vidste det jo også godt. Mange fine måneder med kvalme og det som måtte være værre, for det var ikke altid helt nemt, så meget vidste hun da godt. Hun trak vejret dybt. Fuldmånen natten før var noget som hun tydeligt kunne mærke i det indre, for børnene var jo mærket af det. Ikke fordi at et var noget som rørte hende, hun ville elske dem lige så meget, selvom de nok skulle have deres kampe under fuldmånen, så var hun mere end villig til at tage de kampe op for dem! For deres lille familie, for det var meningen at de skulle være lykkelige og hun var slet ikke i tvivl om at det også ville være det som måtte ende med at blive tilfældet. Hun nikkede stille. ”Jeg kunne i hvertfald mærke det. De bliver ekstra livlige,” sage hun roligt. Måske at det var ekstremt tidligt at kunne mærke det i et svangerskab, men lige den aften havde hun mærket det. Måske fordi at hun have været ude.. hvem viste, men det var jo bare sådan at et jo måtte være. Hun glædet sig noget så frygteligt til at skulle blive en mor, et var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Hun glædet sig til at stå der med dem begge to på armen og med det største og stolte smil på læben! Bare tanken om det ,var noget som fik hende til at smile! Hun strøg hånden roligt over hans bryst. ”Lige netop.. Så.. hvis du ikke er træt eller udmattet, så.. så er der jo aftenen i dag.. eller i morgen måske?” spurgte hun roligt. Hun ville nyde at være der sammen med ham, komme lidt ud af huset, for det var ikke noget som hun gjorde uden ham. Hun havde i den grad lært af det for det havde jo nært kostet hende livet såvel som Pierces og det var da slet ikke noget som hun ønskede skulle ske! Selv den dag i dag, kunne skylden stadig ramme hende. At han direkte lovede hende, at han ikke ville gå nogen steder, var noget som kun måtte få hende til at smile, for det var i den grad også noget som gjorde hende glad og det var også lettende at høre! Hun lagde hånden i hans nakke, hvor hun trak ham tættere på sig og kun for at skænke ham et let og stille kys og alligevel så intenst. Hun elskede ham virkelig mere end det som hun ville elske nogen anden!

[pierce]

Der var ingen tvivl om at Pierce elskede hende! Når han så hende, så mistede han helt pusten, hvor hans tunge slog knuder, ligesom de sommerfugle der kom i hans mave af ren spænding og glæde. Han ville aldrig nogensinde forlade hende, for hun var alt det som han ønskede sig! Hun havde hans fulde opmærksomhed og interesse, for det var svært at holde fokus på noget andet når hun var i nærheden. Han blev helt blød i knæene at mærke hendes bløde læber, han følte at han smeltede, når han mærkede hendes blide kærtegn, hun var virkelig fantastisk! Hun var utrolig smuk, og han var virkelig stolt af at kunne kalde hende for hans! Hun var virkelig et godt eksempel på en smuk og moden kvinde, og han ønskede sig virkelig ikke nogen som helst anden, for hun var alt det han ville have, hans et og alt. Hans eneste ene! Hvis hun nogensinde blev nogen andens, så ville hans verden styrte sammen! Derfor tillod han heller ikke at nogen anden mand tog hans plads hos hende, for han ville virkelig gå igennem ild og vand for hendes skyld! Han ville gøre alt for at beholde hende! Han skulede drillende til hende. ”Lidt?” gentog han med den skulende mine og drillende undertone, inden han viste sin nøgne overkrop frem, hvor han klappede sig selv på maven, dér hvor de tydelige mavemuskler var. ”Jeg er stærk som en okse!” påpegede han lettere selvsikkert, inden han lo triumferende. Han slap en munter latter til hende ord, inden han lod sin hånd stryge ganske blidt over hendes mave endnu engang. ”Tja.. du kan jo selv se hvor stor du er!” påpegede han drillende, inden han kluklo ganske let. Han lænede sig ned og skænkede hendes læber et blidt kys, inden han kun trak sig få millimeter, så han kunne betragte hende. ”Du er smuk og perfekt som du er, Mal,” endte han med et varmt smil på de rosa læber. Han mente det! Og hvorfor lyve? Det kunne han da slet ikke få sig selv til overfor hende! Blikket gled kort ned mod hendes mave. Den var ikke særlig stor endnu, men de små var jo trods alt ved at vokse inde i hendes indre, en tanke der virkelig måtte glæde ham noget så betydeligt! Han så tilbage mod hende, hvor han skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Vi får nok en masse at se til, når de engang bliver født,” konstaterede han roligt, som han igen så ned mod hendes mave. Men han var dog sikker på at de nok skulle klare det! Han ville bestemt også kæmpe for sine børn! Derick havde jo sagt at de kunne trænes til at styre deres varulveskikkelse under fuldmånen, hvis man bare trænede dem i den tidlige alder, så det var vel hvad de måtte gøre? Han ville hellere end gerne passe på sine små børn! Hånden mod hans bryst fik ham til at slappe af, hvor hans hjerte måtte slå den lille tand hårdere mod hans bryst. Han smilede varmt til hendes ord og nikkede ganske let. ”Jeg vil hellere end gerne gå en tur i måneskinnet med dig i aften!” endte han med et kærligt smil. Det var jo hvad han havde ønsket de skulle gøre den aften, hvor han havde fået huset bygget færdigt. Det var så aldrig blevet noget, for hun havde jo været horror dengang, så der havde de kæmpet med den, en måned efter var den blevet trukket ud og nu var de så her, hvor de snart skulle blive denne lille kernefamilie, hvilket han virkelig ikke kunne andet end at glæde sig til! Han elskede tanken om at de blev en familie, og han var ikke i tvivl om at det var Malania som han ville blive gammel med, som han ville leve resten af sit liv med.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke i tviv om at hun måtte være sammen med den rette mand for øjeblikket. Hvordan kunne man drage det i tvivl på nogen måde? Det var slet ikke noget som hun i det hele taget kunne være i stand til! Ingen anden foruden Lucius havde fået den mulighed at kmme så tæt på hende, som dettte, for det var ikke ofte, at hun måtte sidde igen med denne følelse – Følelsen af at det måtte være så rigtigt, for det var den effekt som hun måtte sidde igen med i øjeblikket og det var virkelig noget så frygtelig behageligt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun sendte ham et muntert smil som han klappede sig på maven. Der hvor hun ikke kunne lade være med at slippe en let latter. ”Jeg tror du lever lidt i en drømmeverden, lille skat,” sagde hun morende og klart også med den drillende stemme for der var ikke nogen grund til at hun skulle lyve for ham. Det var da noget af det sidste som hun kunne finde på, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage det mindst i tvivl om overhovedet! Selv så var hun mere end villig til at skulle gå igennem ild og vand for ham og hele vejen tilbage igen hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, for hun ville virkelig gøre alt for ham! Hun sendte ham det muntre smil. Hun vidste da godt at hun var stor! Hun følte sig som en kæmpe allerede! Og hun vidste at det kun måtte blive værre og værre nu med tiden, selvo mdet nu ikke var en tanke som hun direkte måtte sige sig, at være begejstret over. ”Jeg ved det jo godt! Jeg er en blåhval!” udbrød hun med et grin. Hun følte det i hvertfald sådan! At han måtte beskrive hende som perfekt, var noget som måtte få hende til at smile. ”Kig på mig om 6 måneder og sig det samme en gang til,” opfordrede hun ham med et stille smil. Hun strøg hånden stille og roligt over maven igen og med det muntre smil. Hun ville stå ved, at hun faktisk havde været dygtig her til dags og i de dage hvor han ikke havde været der, for hun var faktisk blevet indenfor, for hun ønskede ikke at der skulle ske dem og deres lille familie nogt som helst! Bare alene den tanke om det ,var noget som direkte måtte få det til at løbe koldt ned af ryggen på hende selv. Det ville aldrig komme på tale! At de fik deres pas påskrevet når ungerne var født, var stensikkert. ”Jeg glæder mig helt,” sagde hun stilfærdigt og selv med smilet som kun måtte blive mere og mere tydeligt på hendes egne læber, for det i sig selv, var ikke noget som hun sagde særlig ofte, ikke fordi at det jo var noget som måtte komme udenom i ord og udtryk. Hun takte sandt. Alt andet ville slet ikke falde hende det mindste ind! Kys og kærtegn var alt sammen noget som hun mere end glædeligt måtte tage imod, for det var noget som direkte måtte gøre hende glad! Det gjorde hende virkelig lykkelig. ”Jeg tror jeg skylder dig det,” hviskede hun roligt. Hun tog begge hans hænder i sine egne, hvor hun let måtte knuge om dem. Det var i sig selv en frygtelig befrielse, at hun ikke kunne høre hans hjerte slå mere! Det var faktisk dejligt, at hun igen kunne være sig selv uden at hungre direkte efter blod som hun havde gjort. Hun hadet virkelig den tanke og fornemmelse! ”Jeg har ikke været ude siden du tog afsted. Jeg vil ikke have en gentagelse fra sidst jeg søgte ud,” fortalte hun stille. Ikke fordi at hun ville skjule det for ham, for hun ønskede ikke at ende ud i det samme en gang mere! ”Og det er kun et spørgsmål om tid, inden jeg skal kæmpe mig ud af sengen om morgenen med min morgenkvalme,” påpegede hun stilfærdigt og med den samme morende mine. Ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham. Maven ville blive stor, specielt hvis de måtte bære tvillinger. Hun var spændt.. Frygtelig spændt!

[pierce]

Det at være sammen med Malania, var noget som Pierce ikke kunne fortryde på nogen måde, for han nød virkelig at være sammen med hende, han nød at være hende tæt, han nød simpelthen alt ved hende! Han var lykkelig sammen med hende, hun var hans eneste ene og han var virkelig ikke det mindste i tvivl! Hans forhold med Malania var langt bedre end det som han havde haft med Jelicka, skønt han dog ikke ønskede at vanære hende, men det var lang tid siden at han havde været sammen med den kvinde, det var mange år siden at hun var død, og han sørgede ikke længere over hende, han var vel kommet over hende? Noget som Malania i hvert fald havde sørget for om ikke andet i så fald. Han var faldet for denne kvinde ved første møde, ved første øjekast, sådan som hun var kommet ud på søen for at redde ham, hvor hun ikke engang havde kunnet være sikker på at han havde været død eller levende, en tanke som faktisk måtte more ham. Hun havde allerede fra starten skilt sig ud fra resten af sin race som lysvæsen, men det var noget som ikke gjorde ham det mindste, for han elskede virkelig den del om at hun skilte sig ud, netop fordi det gjorde hende den del mere unik. Han kunne more sig sammen med hende, og det var bestemt også hvad han gjorde i øjeblikket! Han så bedrøvet på hende, skønt det var et overspillet blik. ”Så.. du vil hellere have at jeg er tyk?” spurgte han med et overdramatiseret suk. Han løftede tæppet og så ned ad sin egen muskuløse, nøgne overkrop, inden han så på hende. ”Vil du virkelig ikke ligge ind mod denne fantastiske krop om natten?” spurgte han denne gang med vantro i stemmen, selvom det kun var spil fra galleriet, hvilket det morende smil også måtte afsløre. Han var skam ikke ked af sin krop, og han vidste at hun også langt hellere ville have hans krop end en tyk mands krop! Om hun så ville indrømme det eller ej. Han kunne ikke lade vær med at grine til hendes ord, selvom det kun blev kort, for han ville ikke fornærme hende. ”Du er ikke nogen blåhval!” fastholdt han, hvor han strøg hende blidt over kinden, inden han lænede sig ned over hende og skænkede hendes mundvig et kys. ”Du er fantastisk præcis som du er,” hviskede han med et kærligt smil, hvor hans turkisblå øjne betragtede hendes skikkelse ganske let. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, som hun nærmest blev ved. Måske hun ville blive stor, men hun var trods alt gravid! Og han elskede virkelig tanken! Han ville elske at betragte hendes store mave, når den ville blive større, han ville elske at kunne stryge hendes store mave, for hun bar trods alt deres børn! ”Malania.. jeg vil stadig elske dig med den store mave, det er ikke ligefrem fordi jeg vil se på dig med væmmelse,” svarede han stilfærdigt, hvor han smilede kærligt til hende, som han skænkede hendes pande et let kys. Han ville elske hende uanset hvad! Han smilede mildt, som hun tog omkring begge hans hænder, hvor han også blot lod hende, for han elskede at være tæt på hende, han elskede at være i berøring med hende. Han smilede til hendes ord. ”Jeg glæder mig også,” svarede han sandfærdigt, hvor han betragtede hende med et kærligt skær. Han kunne virkelig ikke andet end at glæde sig! ”Det glæder mig at høre, min skat.” At hun ikke havde søgt ud var noget som faktisk måtte lette ham en god del! Han ønskede nemlig heller ikke selv at der skulle ske en gentagelse af alt det med Pharrel, en mand han ville dræbe på stedet! Hvis han da så ham igen. Han skænkede hendes læber et dybt kys, inden han trak hovedet let til sig igen. ”Tja, jeg skal da nok hjælpe dig ud af sengen og bærer dig derhen hvor du vil, hvis det bliver nødvendigt,” svarede han lettere drillende, selvom han dog mente det! Han ville gøre alt for hende!