A bit confused..

[Deleted]

Det var ved at være længe siden at Aerandir havde haft en tur forbi Neutranium og efter hans møde med denne Michael, så var han kun blevet langt mere forvirret end det som godt måtte være for hans vedkommende. Han havde søgt fra byen af og hertil. Han skulle jo trods alt også igennem slotshaven for at komme op til den store og massive bygning som måtte tårne sig for hans blik. Det var ved at være hen på aftens timer, så det var egentlig heller ikke fordi at han regnede med at skulle finde nogen herude, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Lynn havde han ikke set endnu, selvom han dog også agtede at skulle aflægge hende et besøg, selvom det nu først var noget som han ville gøre når det endnu en gang måtte blive lyst. Han kunne jo heller ikke bare komme anmassende på denne tid af aftenen og forstyrre aftens ro! Det var da noget af det sidste som han havde lyst til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han sukkede dæmpet, som han trak sig henover stien. Han måtte erkende, at han var ved at være træt efterhånden, for det havde i den grad også været en lang og ikke mindst frygtelig forvirrende dag, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket op mod det store slot endnu en gang som han pludselig måtte marchere i sin egne tanker, hvilket faktisk var noget som skete sjældent. Han lyttede til vinden og den stilhed som havde sænket sig over stedet. Nu hvor han var så vant til marken, så var han vant til at det var et meget dårligt tegn, men lige her.. her kunne han virkelig ikke gøre andet end at nyde det! Michael havde nævnt noget om en balance – Lige hvilken slags, var noget som han nok skulle finde ud af om han så skulle gennemsøge hele slottets bibliotek, så var det noget som han gjorde!

[Deleted]

Det var ikke ofte, at Fabian bevægede sig ud i det hele taget, men til tider, så kunne selv en mand som ham godt bruge noget luft. Efter juleaftenen, så var det hele gået mere eller mindre.. perfekt! Han havde fået Destiny, de var lykkelig forlovet og han havde fået den bedste julegave som han kunne tænke sig. Bare lidt af det som Alecander havde taget fra ham og Destinys hjerte, så var han i den grad også tilfreds med det hele. Han bevægede sig igennem den store have. Det var måske sent, men det var ham stadig en vane at være ude på denne tid, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han kunne kommunikere med Destiny, hvilket i den grad også var noget som gjorde det hele så meget bedre for ham. Han var langt fra så frustreret som han normalt ville have været. Tvært imod, så var han en mand som endelig følte, at han havde fundet sin plads med det hele og det var noget af det bedste af det hele. Han havde fundet sin plads ved hendes side, så var der bestemt heller ikke nogen grund til at han skulle klage mere over det. At der efterhånden var ved at være ro på den igen, var noget som han havde fået med sig, hvilket i den grad også måtte lette ham og endda temmelig meget. Han havde brug for roen, for det var også tydeligt at det var noget som havde en påvirkning af Destiny. Han blev ganske kort revet ud af hans tanker, idet han hørte at andre måtte være på vej. Umiddelbart så det ud som Aerandir, hvilket fik ham til at stoppe op. Han havde ikke stemmen og ville aldrig nogensinde få den, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Han kunne leve med det, så længe, at han havde synet så var han faktisk ligeglad. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han vidste, at det næsten måtte se ud som om at Aerandir måtte vandre direkte ind i ham, hvis han ikke endte med at skulle se op og se hvor han egentlig måtte gå hen. Han så jo selv ud til at vade lidt rundt i sin egen tankegang.

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt at det var ved at være sent. Det var skam også en af de grunde til at han bevægede sig roligt frem, for han ønskede heller ikke at vække den forkerte opsigt og derved skabe opstyr, for det ville vække dem alle og det var slet ikke noget som han ønskede! Han var en meget rolig og fredelig mand, det var noget som han altid havde været, for det var noget som lå naturligt til hans race som en elver, så det var vel et sted også en meget god ting. Lige hvorfor han søgte hertil, vidste han ikke, men måske fordi at han følte sig mest hjemme her? Han vidste at hans dage uden marken var talte, og at han før eller siden skulle ud igen, så sårene skulle gerne tilses inden, så han var sikker på at han havde bevægelse nok til at kunne komme helskindet tilbage igen. Eftersom roen også var ved at falde henover Procias, så var det noget som selv ramte her. Lucas’ reformer var vidst noget som spredte sig godt og blev godt modtaget blandt folket, så selvfølgelig var det også noget som han måtte være storslået tilfreds med i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som han sagde. Han gik virkelig i sine egne tanker uden egentlig at se hvor han måtte gå hen. Han endte med at gå direkte ind i Fabian, uden egentlig rigtigt at have lagt mærke til ham. Det var det som virkelig bare måtte rive ham ud af hans tanker, hvor han næsten forskrækket vendte blikket direkte mod den store mand som måtte stå foran ham. Han bakkede hurtigt et skridt. ”Åh.. Jeg beklager ædle Fabian.” Han bukkede let med hovedet for ham. Nok kunne han ikke føre en samtale direkte med ham, men som man sagde, så sagde kroppen jo langt mere end det som munden måtte gøre! De mosgrønne øjne vendte blikket mod ham og med en lettere eftertænksom mine. ”Jeg burde have set mig for. Det beklager jeg virkelig,” sagde han roligt og ikke mindst med en stilfærdig mine, da han endnu en gang valgte at rette sig op. Han havde aldrig ment at vandre direkte ind i ham! Og så ham af alle folk som måtte være her på stedet! Et sted så var det jo næsten.. direkte pinligt!

[Deleted]

Det var i sig selv skræmmende sjældent at man så Aerandir på denne her måde, og selvfølgelig så var det også noget som måtte vække lidt i Fabians egen opmærksomhed. Hans hoved søgte ganske let på sned og med et let hævet bryn. Selvfølgelig kunne han bare træde til side, men.. det gjorde han altså ikke, så han lod Aerandir vade direkte ind i ham. At han jo så selv måtte blive ramt af et chok ved det dog så milde sammenstød, var næsten noget som morede ham. Alt i alt, så lignede han slet ikke en normal dødsengel. Man kunne snildt sige, at Destiny havde formået at tæmme det vilddyr i ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han slog armene roligt over kors, hvor han blot rystede afvigende på hovedet som et tegn til at det var okay. Han havde absolut ingen stemme, og den ville han aldrig få igen, selvom han havde fået synet, som var det som betød mest for ham. Han betragtede ham med en rolig mine. Det var Destiny som gik med kæden om halsen, ergo var hun også den eneste som faktisk kunne høre, hvad det var at han måtte tænke. Bare den tanke til at de havde en måde at kommunikere på, var noget som han var frygtelig, frygtelig glad for! Det var virkelig noget som kunne lette ham noget så voldsomt! Han betragtede Aerandir med en let alvorlig mine, næsten som han spurgte ind til hvad der måtte gå igennem hans tanker? De let hævede bryn måtte være en undren i sig selv, så det kunne vel i sig selv heller ikke gøres mere tydelig? En ting kunne man da sige om Fabian efter den tragiske ulykke; Han var i den grad blevet meget mere kropsbevidst end det som han havde været frem til nu. Så der var jo også kommet mange gode ting ud af det, selvom det virkelig havde været ham selv en kamp uden lige, at skulle ende med at stå her på dette plan som han gjorde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tvært imod, så var det jo faktisk noget som han havde lært at leve med og priste sig lykkelig for, for han havde jo slet ikke mistet alt det som han havde været så panisk bange for igennem tiden.

[Deleted]

At vade direkte ind i Fabian havde aldrig nogensinde været Aerandirs intention. Tvært imod, så havde han egentlig slet ikke regnet med at skulle støde på nogen på denne her tid af døgnet, selvom.. ja, det forundrede ham egentlig ikke at Fabian havde valgt at søge en smule ud. Nu hvor den mand langt om længe havde noget at skulle forholde sig til, et liv som han fandt værdigt, så var det egentlig kun dejligt at se manden kæmpe sig mod toppen igen. Destiny var gravid, hvilket blot var endnu en grund til at der var sat ekstra beskyttelse på rundt omkring på slottet – på Fabians ordre endda. Ikke fordi at det var en fornemmelse som han troede på at han selv ville få lov til at føle, men det var vel bare at tage tingene som de måtte komme, for før eller siden, så ville han jo også være nødsaget til at skulle søge bort fra marken, træde tilbage og vende tilbage til det liv som man vel også kunne kalde for typisk for en som ham selv? Det var i den grad også det som han var mest opsat på, for han følte sig ikke hjemme i marken, men gjorde det udelukkende for at glæde en god gammel ven. Han vendte blikket direkte mod Fabians skikkelse. At han ikke blev irriteret eller sur over det, var jo selvfølgelig kun en ting som han var storslået tilfreds med! ”Jeg beklager virkelig!” sagde han roligt, dog med en yderst stilfærdig stemme. Den spørgende mine var noget som han tydeligt måtte opfange, også selvom det lige var noget som han lige måtte finde ud af på alle tænkelige måder overhovedet. ”Åh.. du.. tænker på hvad jeg laver herude, ikke sandt?” spurgte han lettere stilfærdigt, som han let hævede det ene bryn. Ikke fordi at det var noget som han tog sig meget af, for han vidste, at Fabian bare ønskede at skulle beskytte dem som han holdt mest kær, selvom det nu heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst når alt endelig måtte komme til alt. Han trak vejret dybt og rystede så let på hovedet. Alt det som Michael havde sagt, var virkelig ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen som helst måde, selvom det nu var noget som han stadig agtede at skulle finde ud af i det store og hele. Han trak vejret dybt. ”Jeg mødte en ganske sær mand nede i byen her tidligere på aftenen,” begyndte han roligt. ”Han snakket om.. livet og verdenens balance,” sagde han selv med en tydelig forvirring i minen.

[Deleted]

Fabian var ude kun for at trække en smule luft, for det var jo noget som han selv havde brug for. Han havde været helt nede at ramme bunden, men nu kunne man vel også kun sige, at han var på vej op igen? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var i den grad kun rart, at man kunne genkende sig selv bare en smule, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Han sendte blot Aerandir et roligt smil, kun for at indikere, at det ikke var noget som gjorde ham det vildeste. Manden havde kun levet op til de forventninger som han havde haft, så det var jo også derfor at han måtte stole på ham og det som han gjorde, for.. ja, det var jo bare sådan at tingene var? At han aldrig ville komme i marken igen, selvom han virkelig længtes efter at få lov til at sætte livet på spil, men med en forlovede og et kommende barn på vej som han gjorde absolut alt for at beskytte, så var det i den grad noget som han var nødsaget til at nedprioritere. Han var nok ikke som enhver anden dødsengel ville være, men det var virkelig ikke noget som ændrede det mindste for hans vedkommende, for det gjorde det bestemt heller ikke. Tvært imod, så elskede han tanken om den familie som han var i færd med at skabe sig. Det var faktisk noget som gav ham en følelse af at han var der hvor han burde være. Han betragtede roligt Aerandir som han begyndte at forklare sig. Ikke mindst at det også var noget som måtte fange hans opmærksomhed. Han ønskede på ingen måde, at nogen af landene skulle falde, for det ene kunne jo slet ikke være til uden det andet, så det var vel heller ikke noget som forundrede nogen som helst? At det jo så var sådan at tingene måtte hænge sammen, var jo sådan at man nu bare måtte tage tingene. Han nikkede ganske kortfattet, trak på skuldrene og rystede let tænkende på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at han var ung mere, men dette var slet ikke noget som gav nogen mening for ham! Livet og verdenens balance? Om ikke andet, så lød det som mange store ting og det var da klart noget som han agtede at undersøge videre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han trak vejret lettere dybt og med en tydelig tænkende mine. Han endte med at vinke Aerandir med sig ned af haven. Dette skulle de nok finde ud af.

[Deleted]

Aerandir kunne virkelig ikke gøre andet end at vise den klare respekt for Fabian og det som han havde gjort, det som han stod for og hvad han havde gjort for landet før i tiden, også selvom han havde sine rødder i Dvasias, så var han da bare et tydeligt bevis på at man kunne forandre sig, hvis man færdes omkring de rigtige mennesker. Han tøvede ikke i at skulle lytte til hvad manden havde at forklare, for det var jo heller ikke direkte fordi at han kunne tale, selvom det nu heller ikke var nogen grund til decideret at skulle nedlade ham på den ene eller den anden måde, så var det jo trods alt bare sådan at det nu end måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De mosgrønne øjne hvilede trygt på hans skikkelse. Foreløbig stod han som kongelig rådgiver, selvom forlovelsen beviste at han var i færd med en større opgradering i hans rolle her til lands, selvom det nu slet ikke var noget som betød det mindste for ham. Nu hvor han havde prøvet at forklare ham hvad det var at Michael havde fortalt ham, så var det jo også temmelig så tydeligt at Fabian heller ikke kendte det mindste til det, hvilket faktisk et sted måtte irritere ham, selvom det nu heller ikke forundrede ham det mindste. Han lod hovedet søge let på sned. Fabian var nok den ældste som var her til stedet og med de pladser som han havde haft igennem livet, så skulle det et sted også forundre ham, hvis han ikke rigtigt vidste hvad han snakkede om. ”Jeg gik heller ikke ud fra, at det var noget som De kendte til,” sagde han stilfærdigt. Han var høflig i hans tale, også fordi at han vidste at Fabian måtte ligge i en langt højere respektabel stilling end det som han selv måtte gøre – i sine egne øjne om ikke andet, så var det jo trods alt også bare sådan at det nu end måtte være for hans vedkommende. Han vendte blikket ganske kort og tænkende mod stien som Fabian havde gjort tegn til at han skulle følge efter, hvilket han selvfølgelig gjorde, for hvem ville da sige Fabian imod? Det var så om ikke andet, så bare af den mening som han selv måtte være i det store og hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt. ”Hvad tror du at det kan være?” spurgte han forundret. En anelse fritstillet måske, også selvom han vidste, at det at kommunikere med denne mand, bestemt heller ikke var nemt i sig selv.

[Deleted]

Fabian havde i den grad forandret sig siden hans tid i Dvasias og der var mange som kunne tage del i den udvikling; Destiny mest af alt, men også mere eller mindre.. alle som havde befundet sig i Marvalo Mansion skulle have en tak her. De kunne jo selv se hvordan det var gået ham og han var bestemt heller ikke utilfreds med det. Han vendte de olivengrønne øjne direkte mod Aerandir. Måske at han ikke kunne snakke, men han havde skam også andre måder hvorpå at han var i stand til at skulle kommunikere, så var det jo trods alt også bare sådan at tingene måtte være om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det heller ikke ensbetydet med, at det var noget som man bare gik hen og gjorde, for det gjorde man ikke. Han havde virkelig været helt nede i kulkælderen udelukkende på grund af hans tilstand, men efter juleaften, hvor han mere eller mindre bogstavelig talt havde fået øjnene op, så var det kun gået op af bakke og han var endnu en gang en meget selvsikker mand, også selvom det svandt ind i tide og utide, så var det jo noget som han kæmpet med. Umiddelbart ville han ikke ligefrem erkende, at snakken om jordens balance, var noget som han som sådan kunne sætte sig direkte i, for det lød virkelig.. langt ude? Måske at han var ved at være godt oppe i alderen, men det var jo så også det. Han havde stadig forbandet mange gode år på bagen, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle gå hen og tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Den faste mine gled op mod himlen og med en tænkende mine. Han havde hørt meget om Darlene og Azrael og Michael..? Ja, hvem var han? Hvis han kunne få sat et blik på manden i stedet for, så kunne det måske være, at det blev en anelse nemmere? Han stoppede op som han vendte blikket mod Aerandir igen og med den samme rolige og faste mine. Det var jo trods alt bare det som lå helt naturligt til ham og på alle måder endda. Han pegede op mod den store himmel med sin ene hånd. Det måtte have noget med de højere magter at gøre og selv, så var han fuldkommen sikker på at der var noget deroppe, selvom han nu aldrig havde været den mest troende alligevel. Han så på Aerandir alt imens at han måtte stå der som han gjorde for nu i håbet om at han forstod. Han kiggede jo så op og vendte så hånden ned mod jorden igen – Med andre ord; Samspillet mellem det i det høje og det i det nedre.

[Deleted]

Aerandir kunne blot se at Fabian havde kæmpet sig op fra bunden af, og det var jo selvfølgelig noget som han måtte være noget så frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. De mosgrønne øjne fulgte hans skikkelse, som han gik igennem haven. Til tider så måtte han dog erkende, at det føles som at han gik og snakket en anelse med sig selv, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for det var bestemt heller ikke første gang, at han stod i en sådan situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde været i disse ’samtaler’ med Fabian før, selvom det nu heller ikke ligefrem kunne siges, at have omhandlet et så stort et tema, hvis der var nogen sandhed i at det kunne have noget med jorden og verdenens balance at gøre. Nemt var det bestemt heller ikke, fordi at han direkte skulle stå og tolke det som Fabian prøvede at fortælle ham, selvom det bestemt heller ikke altid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Som han valgte at stoppe op, så var det jo lige før at Aerandir endnu en gang måtte gå ind i ham. Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme stilfærdige mine som han pegede mod den store himmel, hvor hans blik automatisk måtte søge med. Han havde skam selv hørt om Darlene og Azrael, men at det var dem som Fabian måtte hentyde til, var bestemt heller ikke nemt at regne ud på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed og på alle måder endda. Han rynkede brynene lettere usikkert, som han endnu en gang så på Fabian. ”Jeg kan ikke rigtigt følge dig, Fabian,” sagde han stille. Nej, det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at nedværdige ham på den ene eller den anden måde, for det var bestemt noget af det sidste som han havde lyst til! Som han så pegede ned mod jorden og med den samme faste mine, så var det ved at gå op for ham.. Han vendte endnu en gang blikket op. Skæbneguderne havde vel noget med det at gøre? Alt efter hvis han skulle tolke Fabians udsagn i den retning. ”Du tænker på.. Kærligheden og Døden?” spurgte han. Endnu en gang bare for at være på den helt sikre side.

[Deleted]

Fabian vidste udmærket godt, at han ikke var den nemmeste at føre en samtale med for øjeblikket, men det var heller ikke fordi at han direkte kunne gøre for det! Den tortur som han havde været igennem, selvom han over en længere periode, bare havde tigget og bedt til at Alec bare havde gjort det færdigt i stedet for alt det andet. Snak om at tage en mands værdighed fra ham! Men at tage sanserne havde virkelig været det værste af det hele, for han havde virkelig ikke kunne gøre noget som helst. Han var ved at være på toppen igen, og selvfølgelig var det noget som han virkelig måtte være frygtelig glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. De olivengrønne øjne hvilede på Aerandirs skikkelse, som han blev stående og med fingeren pegende i retning af jorden i håbet om at han fangede det som han prøvede at forklare. Det var bestemt heller ikke altid lige nemt når man ikke havde en stemme at gøre brug af! Når man ikke havde det, så lagde man i den grad også mærke til hvor meget man egentlig gjorde brug af det og hvor nemt det var at tage noget som en stemme for givet, selvom han nu heller ikke rigtigt havde noget andet valg end at skulle klare sig uden den, for.. ja, han kunne ikke få den igen. Kunne Nathaniel ikke hjælpe ham, jamen så var der ikke noget som helst som man kunne gøre ved det, selvom han havde fået et alternativ når det kom til det med at kommunikere – specielt med den kvinde som han elskede mest, så skulle han bestemt heller ikke være den som skulle klage over tingene. At han dog endte med at gætte sig frem til hvad det var at han måtte hentyde til, var noget som faktisk fik ham til at smile. Han holdt hænderne ud for sig, som han nærmest prøvede at efterligne en vægt af en eller anden art. Han ville meget gerne have sat blik på Michael. Ikke mindst at navnet måtte ringe en bjælde ved ham, selvom han ikke kunne få det placeret, hvilket et sted faktisk måtte irritere ham noget så frygteligt voldsomt i den anden ende, selvom det nu ikke direkte var noget som han kunne give meget udtryk for, men det var nu bare sådan at tingene måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Måske at det var den form for balance at den mand mente?

[Deleted]

At føre en samtale med Fabian var bestemt heller ikke nemt, for man skulle mere eller mindre konstant prøve at regne sig frem til, hvad det var at han hentydet til og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen som helst måde overhovedet. De mosgrønne øjne hvilede på ham. At han havde gættet rigtigt i henhold til Kærligheden og Døden, var nu alligevel noget som gav ham en god selvfølelse, for han kunne sætte sig i mandens tankegang, hvilket vel heller ikke så mange var i stand til. Det var kun Destiny som var i besiddelse af muligheden for den endelige kontakt med ham, selvom det nu heller ikke var noget som han klandrede hende for, for de var jo trods alt også et par, så selvfølgelig var det noget som måtte spille frygtelig godt ind for deres vedkommende og nu hvor hun var gravid, så havde de jo også ekstra brug for hinanden. Det var nu heller ikke fordi at han var den type som ønskede at dømme folk alt for hurtigt, men i hans øjne så var Michael virkelig ikke andet end direkte sindssyg. Den tankegang var da noget som de færreste måtte sidde med. Han kunne forestille sig at en mand som Nathaniel gik frygtelig meget op i det, men det var jo så også det. Det var noget som man kunne forholde sig til, men at en fremmede udefra skulle komme og tro at han var noget.. det ville da i sig selv, kun være frygtelig dumt. Hænderne som Fabian holdt som var det en vægt, var ikke så svær igen at skulle gætte sig frem til, på nogen som helst måde overhovedet. Et stille smil passerede hans læber. ”Tror du det har noget med balancen og dem at gøre? Altså.. det er det som vægten skal forestille, ikke?” Han hævede sigende det ene bryn. Han var selv en mand som godt kunne lide at tænke, og specielt når det kom til natur og alt det som måtte følge med i den køre. Igen fik det ham til at tænke på Lynn. Han burde jo næsten opsøge hende, for det var i den grad også længe siden at han havde set hende. Han nikkede. ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtigt ved det.. I mine øjne, så er Michael.. ja, en kende sindssyg måske.” Han trak let på skuldrene og så stille på ham. Det var bestemt heller ikke ofte, at han kom med den form for konklusion, men det forekom faktisk.

[Deleted]

Fabian var rundt omkring Destiny mere eller mindre hele tiden og specielt da hendes graviditet var blevet kendt for ham. Ja, han måtte erkende at det havde været en tanke som havde fået ham direkte til at smile, selvom det var faldet ved nyheden omkring hendes sygdom. At hun ikke havde fortalt ham om den, var noget som havde gjort ham direkte arrig, men de klarede det vel? Uanset hvad, så ville han i den grad elske sin lille søn eller datter, uanset hvad de så end måtte fejle, om de så skulle støttes igennem hele livet eller hvad det nu skulle være, det var en tanke som han allerede havde bestemt sig for, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det lå bestemt heller ikke naturligt til i hans race som warlock, men hvad gjorde man ikke for at holde fast i det som man havde fra før af? Det var jo heller ikke fordi at det var noget som sådan kunne komme bag på folk og specielt efter det som han havde været igennem? At Aerandir så kunne gætte hvor han ville hen, var noget som kun fik ham til at smile efterfulgt af et nik. Han vidste godt, at han måske ikke ligefrem var den bedste kongelige rådgiver, men han forsøgte da om ikke andet. Nathaniel ville være mange gange bedre til dette end det som han var, udelukkende fordi at det også havde været en stilling som han havde siddet i, igennem så skræmmende mange år, så det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen i det hele taget? Han nikkede endnu en gang til hans ord, blot for at gøre det tydeligt, at han kun måtte være enig, også selvom det virkelig måtte frustrere ham, at navnet Michael faktisk måtte sige ham et eller andet, men at han ikke kunne placere det! Endnu en gang lod han hovedet falde på sned og med en mine som gjorde det tydeligt, at han faktisk stod og tænkte. Han gned tænkende sin hage og med en tænkende mine hvilende i retningen af den store og nærmest helt sorte himmel over dem. Det var underligt selv i hans øjne, men at nogen gik rundt og varslede verdens undergang mere eller mindre, var i den grad noget som skulle stoppes og det skulle helst være så hurtigt som det var dem menneskelig muligt! Han sukkede med en nærmest irritabel mine. Det måtte være noget fra hans gamle liv, for ellers ville han da kunne huske det!

[Deleted]

Normalt så skulle der faktisk meget til, før at Aerandir måtte drage den konklusion at nogen måtte være lidt sindssyge af sig, men denne Michael bar virkelig alle de faresignaler med sig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Tvært imod! At reklamere med verdens undergang på den måde, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om, for hvis der var noget som denne verden bare ikke havde brug for, så var det da det kaos som den nyhed ville bringe, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hans hovedopgave var jo at opretholde lov og orden, selvom det bestemt heller ikke skulle vise sig at blive det nemmeste på nogen som helst måde overhovedet, hvilket et sted i den grad også var noget som bekymrede ham et sted. Han havde nok om ørene til at skulle tage sig af dette lige nu, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet! De mosgrønne øjne hvilede på Fabians tænkende mine. Han vidste jo trods alt heller ikke om det var en mand som Fabian havde kendskab til, for med det liv som han havde haft, så havde han da erfaring fra lidt af det hele og det indebar vel også kendskab til adskillige mennesker og væsner her omkring i disse lande? Det var umiddelbart hans første gæt. ”Hvad er det De tænker på?” spurgte han stille. Det var jo selv noget som faktisk måtte gøre ham nysgerrig og endda temmelig meget, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hvad der måtte røre på sig i Fabians tanker, var noget som han selv ønskede at vide, for han vidste, at det var en mand som virkelig tænkte og meget over tingene, så det var jo selvfølgelig noget som han selv kendte frygtelig meget til. Han tog et roligt skridt mod ham og med den samme rolige og ikke mindst så stilfærdige mine, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. ”Du.. kender vel ikke Michael?” spurgte han endeligt. Der måtte vel også være grunde til at han kunne drage denne form for konklusion? Det var om ikke andet så bare de tanker at han måtte gøre sig omkring denne situation. Uanset hvad, så var Michael en som skulle stoppes.

[Deleted]

Fabian kendte udmærket godt Aerandir efterhånden og vidste at han var en meget åben mand når det kom til andre mennesker og deres holdninger og meninger, men at han kunne beskrive ham som en som havde en skrue løs var noget som et sted også måtte forundre ham selv en smule, selvom det nu også bare var en bekræftelse i sig selv et eller andet sted, selvom han ikke rigtigt vidste hvad pokker han skulle sige til det, men det måtte jo så bare være sådan når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hovedet søge let tænkende på sned, som han kort vendte blikket mod den store himmel. Han kendte til en Michael, men han var jo trods alt gået i døden for skræmmende mange år siden, så det var heller ikke noget som han ville tænke meget over når det endelig måtte komme til stykket. Han rystede de tanker ud af hovedet, det var jo heller ikke fordi at han gjorde meget andet end at tænke efterhånden. Siden jul havde det været hans eneste måde hvorpå at han var i stand til at kommunikere, så det var jo heller ikke fordi at det var så nemt igen, men han forsøgte da om ikke andet at finde sig til rette i sit nye liv. Destiny var ham en fantastisk hjælp med den opgave, selvom det klart også tog hårdt på dem begge. Han fik sine små tilbagefald, hvor han bare blev indelukket, var sur, trist eller ked af det, selvom det skete mere og mere sjældent. Efterhånden så var det nu bare en tanke som han havde lært at leve med. Hvis det var sådan at hans liv skulle være, jamen så måtte det jo bare være sådan at det nu måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han betragtede Aerandir med et roligt blik. Han trak let på skuldrene. Han var faktisk usikker på om han havde kendskab til denne mand, hvor han rakte hænderne mod ham, nærmest som han ønskede at han skulle fortælle lidt omkring ham, så kunne det måske være at det var ham en hjælp. Han prikkede sig selv til tindingen bagefter, mere for at gøre det klart at han ønskede at tænke lidt over den ting, hvis det var noget som han kunne fortælle ham selvfølgelig. Han endte med at vende om, gøre et let kast med hovedet, så de kunne fortsætte ned igennem haven. Det var jo bare at nyde denne fred mens den endnu måtte hvile.

[Deleted]

Aerandir prøvede virkelig at finde ud af hvad det var at Fabian ville, selvom det bestemt heller ikke altid var en nem opgave, men han prøvede om ikke andet at finde ud af det. De var vel et glimrende bevis på at mørket og lyset faktisk fint kunne arbejde sammen? En elver og en dødsengel? Selvom det nu heller ikke var noget som man så særlig meget af på den ene eller den anden måde, og nu hvor mørket endnu en gang skulle træde frem i karakter som det gjorde, så måtte han erkende at han virkelig frygtede for konsekvenserne ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at tingene nu måtte være, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke. Hans blik hvilede på manden foran ham. Måske at han var mørk, til dels skummel, men det var heller ikke noget som skræmte ham som sådan, for der skulle lidt mere til end dette, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. Han var ikke bange af sig, hvilket han i den grad også ønskede at skulle få frem på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at man ville det i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Umiddelbart så forstod han ikke rigtigt hvad det var at manden ville have ham til ved at række armene mod ham, nærmest som han ønskede et eller andet? Skulle det være i forbindelse med det som de havde været inde på? Uanset hvad så var Michael en større trussel end det som han ville anse oprørene som, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt, men man måtte jo trods alt også tænke lidt på folks ve og vel, selvom det bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt på den ene eller den anden måde, det var jo så bare sådan at det nu måtte være. ”Hvad er det du vil af mig?” spurgte han stilfærdigt. Ikke fordi at det var for at virke nedværdigende eller noget i den stil, for det var virkelig noget af det sidste som han ønskede sig lige for øjeblikket! Kunne han hjælpe, så ville han mere end glædeligt hjælpe til, selvom det virkelig heller ikke var nemt på nogen måde. ”Er det.. med hensyn til Michael?” spurgte han videre, som han bare valgte at følge efter ham.