A bit confused..

[Deleted]

Fabian var kun glad for at Aerandir prøvede, også selvom han nok ikke kunne gøre det helt optimalt, så var det nu heller ikke noget som rørte Fabian som sådan. Så længe at folk respekterede ham for den han var, så skulle han bestemt heller ikke klage, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket, det var da helt sikkert. Selv var han en meget respektabel mand, han ønskede bare det at folk ville se på ham på den samme måde som altid, selvom han nu ikke længere kunne stå der som hærfører udelukkende på grund af det som Alec havde gjort ved ham. Hvis det ikke var fordi at Ilosonic havde slået manden ihjel, så havde han i den grad selv gjort det! Det liv som han havde været dømt til, var noget som havde gjort ham direkte vred som intet andet overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det, men det var nu også bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han betragtede Aerandir med en rolig og ikke mindst stilfærdig mine. Han havde været en af dem som havde gjort dette meget nemmere for ham, så det var jo selvfølgelig også noget som han virkelig måtte være taknemmelig for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod den store himmel. Ja i tider så savnede han virkelig det at han kunne formå at forklare sig verbalt, selvom det virkelig ikke så ud til at det var noget som han nogensinde ville være i stand til igen. Det var heller ikke fordi at det var noget som han direkte satte snuden op efter, for han troede ikke på at det nogensinde ville ske alligevel. Han nikkede til hans sidste ord. Var det så svært at forstå at han faktisk ønskede at han skulle beskrive ham for ham? Så det måske kunne være, at han kunne placere ham, hvis det var den Michael som han tænkte på, selvom han ærlig talt måtte være så frygtelig i tvivl. Den mand var jo gået i døden for så mange år siden, selvom.. man hørte jo om folk som havde fået en chance til. Det var noget som han måtte drøfte ved Jaqia og Nathaniel, for som han vidste, så var det kun de to som var i stand til at gøre det.

[Deleted]

Aerandir ønskede virkelig at kunne kommunikere med Fabian, også fordi at kongelig rådgiver og hærfører som regel havde et meget tæt arbejdsforhold og det var noget som han i den grad også ønskede at skulle opretholde på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det virkelig ikke var nemt, men det var noget som man nu bare måtte tage som det måtte komme på denne her måde. Det var heller ikke fordi at han troede på at de ikke kunne få det op at køre, for det var noget som han var overbevist om og nu hvor de stod som et tydeligt tegn på at mørket og lyset sagtens kunne samarbejde, så var det jo selvfølgelig kun noget som gjorde det hele så meget bedre også for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et sted så manglede han virkelig at kunne snakke med manden på den gode gamle måde, selvom det jo selvfølgelig var direkte umuligt når end ikke Nathaniel kunne gøre noget som helst, for at rette op i ødelæggelserne i hans stemmebånd. Det måtte i sig selv, have været en særdeles forfærdelig situation at skulle sidde i, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han vendte blikket mod ham, som han nikkede. Så var han da alligevel heller ikke helt gal på den, hvilket i den grad også var noget som måtte gøre ham glad. Han var ved at være dygtig til at tolke de signaler som Fabian gjorde udtryk for, så det var jo selvfølgelig altid en meget god ting i den anden ende, så selvfølgelig var det noget som han måtte være glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. ”Jeg ved det ikke rigtigt.. Han er en paladin.. Jeg mener han præsenterede sig som racens leder, men jeg ved det ikke rigtigt.” Han rynkede let på næsen i lettere forundring. ”Procianer.. jeg tror også han misforstod mig, da jeg præsenterede mig som hærfører her til lands. Han havde i hvert fald travlt med at komme ud igen og væk, så.. ja, jeg fik ikke meget at vide,” afsluttede han stille og med en til dels irritabel stemme, for det var faktisk noget af det som faktisk kunne gøre ham en anelse irriteret, men det var vel bare.. sådan at tingene nu bare måtte være?

[Deleted]

Fabian ønskede at kunne arbejde med dem alle her på stedet, så han også kunne bevise at han var lige så meget værd som alle andre, selv på trods af det handicap som han nu egentlig bare måtte leve med, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt på nogen måde, men han kæmpede med det og han vidste, at det også måtte være en kamp som han måtte fortsætte resten af livet og specielt hvis det barn som Destiny måtte bære sig af, måtte overleve det svangerskab. Han håbede virkelig på at det skulle lykkes dem! Han dvælede ganske kort ved netop den tanke, selvom Aerandirs ord, var noget som vandt hans opmærksomhed mere eller mindre med det samme, så var det jo trods alt bare sådan at det nu end bare måtte være. Han rynkede let på panden og med den tydelige tænkende mine. En paladin? Umiddelbart så passede det jo sammen med den Michael som han tænkte på og det var heller ikke fordi at han havde været helt klar i hovedet, det var jo noget som han udmærket godt kunne stå fast ved på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være. Han betragtede ham som han endnu en gang havde valgt at stoppe op og vendte sig mod ham og med den samme forundrende og lette tænkende mine. Han rystede let på hovedet og gjorde et kast med hovedet mod hovedporten ind til slottet. Lige nu havde han altså brug for at kunne kommunikere med Destiny og forklare hende hvad der var hørt, samt at hun kunne få Aerandirs vidneudsagn. Som situationen måtte stå for øjeblikket, så var de jo nødt til at gøre et eller andet, for de kunne altså ikke bruge den form for sindssyge med den uro som allerede måtte hvile her til lands, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selv var han jo nødsaget til at skulle tænke i de baner i stedet for alt det andet. Han begyndte at gå den vej i stedet for, hvor han pegede op i retningen af det ene tårn; Hans arbejdsværelse. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at vække Destiny hvis hun nu havde valgt at hoppe i seng. I så fald, så ville der heller ikke være forbandet lang tid før han ville følge trop. Han ønskede ikke at lade hende ligge alene.

[Deleted]

Aerandir kunne udmærket godt forstå at Fabian ønskede at blive set på som en af alle andre. En i mængden og en som havde sin egen værdighed et sted, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at tingene skulle være. Han ønskede egentlig at se den store og stærke mand igen og hvis det var sådanne her småting at det måtte kræve, så var det jo egentlig bare noget som han måtte se på med et stort iver og fascination, for det forundrede ham virkelig at nogen kunne kæmpe sig op på den måde, efter at have været så frygtelig langt nede. Han rystede de tanker ud af hovedet og fulgte efter ham, også selvom han udmærket godt kunne se at han reagerede på hans ord omkring Michael, som om at han.. genkendte lidt af det hele? Selvom det nu heller ikke skulle forundre ham hvis Fabian havde hørt om det, for det var jo heller ikke fordi at den mand var helt ung mere, så han havde vel også meget erfaring som ikke rigtigt var kommet til udtryk på nogen som helst måde endnu? Det var noget som han dog regnede med. Som han pegede op mod slotstårnet, så kunne han udmærket godt regne ud hvad det var at de skulle, selvom han ikke var den type som brød sig meget om at være inde på et slot, for han foretrak faktisk den frie natur. Det var noget som han havde det langt bedre med end alt det andet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når man endelig måtte komme så langt. Han blinkede let med øjnene og nikkede så endeligt, for det var skam heller ikke fordi at han ville sige noget til det. Han regnede heller ikke med at det var noget som tog så lang tid? Han regnede skam heller ikke med at det var fordi at Fabian ønskede at lade Destiny være over længere tid. ”Udmærket,” endte han roligt, selvom det vel også var tydeligt, at det heller ikke var noget som han brød sig meget om. Desuden så vidste han at han havde sit arbejde at passe, så det var jo egentlig heller ikke fordi at han havde alverdens med tid til dette, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var han jo stadig yderst pligtopfyldende af den grund. Han gik roligt med ham mod porten for at komme ind.

[Deleted]

Fabian kæmpede og kæmpede, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt. Han var jo så heldigvis omringet af de rette mennesker som virkelig formåede at holde hans humør i sky og selvfølgelig, så var det også noget som han var noget så frygtelig glad for og på alle måder endda, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han var faktisk en lykkelig mand, han havde sin forlovede, han havde sit kommende barn og han kunne virkelig ikke bede om mere. For ikke at glemme, at han kunne følge maven i at vokse, han kunne følge sit barn i opdragelsen og igennem de mange år hvor det ville være direkte afhængig af dem, så kunne det jo heller ikke noget som han ville sige noget til, for han ville elske at være der, at vise at han faktisk kunne være den mand som han altid havde været, at han kunne skille mellem det private og det professionelle, for han vidste, at det var der at mange faktisk måtte falde bagud, hvilket han faktisk fandt som en temmelig så trist tanke. Han sendte ham et roligt smil. Han vidste nemlig godt at Aerandir foretrak at være ude ligesom enhver anden elver, så det var heller ikke fordi at han ville holde på ham alt for længe, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at tingene nu endelig måtte hænge sammen. Han beundrede Aerandir for at være så pligtopfyldende, for det var der ikke særlig mange som måtte være den dag i dag, så derfor havde han heller ikke noget imod, at det var den mand som havde taget hans plads som hærfører, også selvom han virkelig måtte være træt af, at han ikke kunne komme ud i feltet mere. At det jo faktisk var en ting som han måtte undvære for resten af hans liv. Selvom han nu vidste, at det nok ikke var en tanke som Destiny havde det mindste imod, så var det nu noget som han faktisk måtte savne, bare det at have en anelse.. spænding? Han gik roligt indenfor, hvor han sørgede for at Aerandir var med ham. Dette var noget som de skulle have styr på og helst så hurtigt som det måtte være dem menneskelig muligt.

//Out

[Deleted]

Aerandir var sikker på at Fabian nok skulle tackle rollen som en far ekstremt godt. Det var jo heller ikke fordi at han havde vandret under betegnelsen som en typisk dødsengel, for det var da noget af det sidste som man kunne sige, at han var, selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig i. Chancen for at barnet måtte komme var jo desuden så frygtelig lille, hvilket faktisk var noget som han selv var ked af på deres vegne, men det var bare ikke altid at naturen ville være med alle, selvom det var trist at den familie skulle rammes af mere ulykke end det som de allerede havde været ramt af set i hans øjne. Ikke fordi at det var noget som han ville kommentere som sådan, for det var nu heller ikke noget som han havde lyst til i det store og det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De mosgrønne øjne fulgte ham indenfor, som han gik den vej. Et sted så vidste han jo også godt, at dette efterlod ham med intet andet valg, så var det jo bare at tage tingene som de måtte komme vel? Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket, selvom han virkelig ikke brød sig om tanken ved at skulle søge indenfor på slottet. De store og tykke stenvægge gjorde automatisk at han følte sig en anelse fanget der og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om når alt endelig måtte komme til alt. Han trak vejret dybt, idet han bare valgte at bide i det sure æble, det ville ikke tage lang tid, det var en tanke som han var fuldkommen overbevist om, selvom det nu alligevel efterlod ham med et mindre ubehag i den anden ende, selvom han virkelig ikke ville sige det højt. De høje mure gav ham virkelig kuldegysninger! Han gik dog roligt efter Fabian for at komme indenfor. Jo hurtigere de kunne komme i gang med det hele, jo nemmere ville det jo faktisk blive og jo hurtigere kunne han jo faktisk komme ud og hjem igen, selvom han var overbevist om at han skulle kigge forbi Lynn på vejen inden han ville tage tilbage til marken endnu en gang. Han savnede hende faktisk, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.

//Out