I got a job to do...

[Deleted]

Shalio sad i skyggerne og overvågede sit offer. Det var to dage siden, at han havde fået til opgave at slå denne mand ihjel. Shalio betragtede ham, mens han prøvede at holde sin åndedræt lave. Den ene grund til det, var at man kunne se hans ånde på grund af aften kulden. Den anden grund var, at han helst ikke skulle opdages. Derfor var det klogt ikke at larme, som en vild hest når man trak vejret. Shalio havde ventet på, at offeret skulle komme ind på kirkegården for at sørge. Det var trods alt hans domæne. Damen sad og sørgede foran en gravsten. Hun havde ingen anelse, om at hun ville blive likvideret inden for meget kort tid. Shalio trak på smile båndet, bare ved tanken om de skeletter der ville tage damen ned i mørket. Han havde planlagt længe hvordan hun skulle dø, men på nuværende tidspunkt var han i tvivl. Der var så mange valgmuligheder, så vidunderlig mange skeletter at vælge imellem. Der var krigere, bueskytter, magikere og mange flere. Han kunne også bare tage hende ned i dybet? Hvor hun til sidst ville dø, af mangel på ilt. Det ville nok være det bedste, så ville der heller ikke være et eneste bevis. Med et kort nik havde han besluttet hendes likvidering. Han ventede bare på det rigtige øjeblik.

[Deleted]

Tali sad knælende foran en gravsten med et svagt bekendt efternavn, og prøvede desperat at få sin vejrtrækning til at falde til ro. Hun lagde skødeløst en buket blomster fra sig på graven. De sidste par timer havde været hektiske. Et par yngre tyve og Tali selv havde gjort sig noget af et kup da de havde tvunget sig adgang til et af byens større huse. Hvad de dog ikke havde forventet, var at husets herre blev begæstet af en yderest paranoid Lord, med en lige så paranoid mængde vagter. Tali og hendes drenge havde nok fået hvad de ville, men derefter var jagten gået over stok og sten, hustage og smalle gyder. De havde sågar haft en mager til at stå på spring, der uden problemer havde set igennem Talis formskift. Der var en lang liste over ting Tali hadede, men magere lå utroligt højt på den, Warlocks og Magikere ligeså.
Heldet havde dog været med Tali. Det var lykkedes hende at ryste sine forfølgere af, og som sendt fra himmelen stod der en grædefærdig dame i sørgeklæder, med slør, blomster og hele pakken, der stod og hulkede en mand navn. Der havde været en smal sag at slå den stakkels dame ned, stjæle hendes kluns, og låne hendes ansigt for en stund, indtil Talis forfølgere gav op.

Men at tage en andens skikkelse så spontant var mere end almindeligt farligt. Tali var nød til at følge damens planer for ikke at vække mistanke, og sådan som hun havde set ud, var der ingen tvivl i Talis hjerte, om at kirkegården havde været det rigtige valg.

Da Tali omsider havde fået styr på sit åndedræt brugte hun ikke mange sekunder på at dvæle ved graven. Med en dæmpet hvisken viste kort sin respekt, undskyldte på damens vejene og takkede for skalkeskjulet, inden hun vendte sig mod sig skuldertaske. Den var i mørkebrunt læder, uden nogle særlige kendetegn og fyldt til randen med udstyr og ekstra forklædninger. Hun fumlede en smule med stropperne, inden hun fik den op. Hun stoppede kort, løftede sørgesløret og så sig omkring, stadig med damens ansigt. Ingenting. Der var død stille på kirkegråden, og det fik hårene til at rejse sig i nakken på hende. Jo før hun kunne få skiftet og komme væk, jo bedre.

((Hvis der skulle være nogen tvivl, så er det tanken at Tali har taget form af Shalios mål))

[Deleted]

Shalio havde efterhånden siddet der i lang tid. Han kunne mærke hvordan diverse dele, af sin krop falde i søvn. Han vidste at han måtte slå til med det samme, ellers ville han ende i en tilstand med en krop der ikke ville adlyde ordre. Han overvejede stadig hvordan, han skulle gøre det af med hende. Han stak en finger i jorden. Der begyndte pludselige at komme skeletter op af jorden. De blanke knogler kom langsomt op af jorden. Nogle med hænderne først, efterfulgt af arme hvor de derefter trak sig op. Nogle rejste sig bare fra graven. Skeletterne var udrustet med sværd, skjold, bue og pil. Shalio havde opdaget, at denne dame var speciel. Han ville ikke tage nogle chancer, for folk i hans branche var rimelig hårde. Så hvis han ikke fik arbejdet gjort, så ville han blive revet i småstumper. Bogstaveligt talt. Shalio havde også lært, at man skulle aldrig undervurdere sit offer. Det kunne også blive døden. Derfor tog han ingen chancer, så længe han var på hjemmebane. Skeletterne bevægede sig langsomt mod hende. En voldsomt blæst ramte kirkegården. Da blæsten ramte træerne, begyndte det at larme voldsomt. Chancerne for at hendes skrig ville blive hørt, var ikke specielt store.

Der kom nogle skelet hænder op af jorden, de greb fat om hendes ankler og ben. Flugt var ikke en mulighed. Skeletterne gik langsomt mod hende. De havde trukket deres våben. Shalio rejste sig langsomt fra sit skjul, da han vidste at hun ikke havde en chance. Ingen ville da kunne overleve det. De var på en kirkegård, fuld af skeletter. En let latter slap hans læber. Han nød at se sine skabninger dræbe. Sygt, ja i den grad, men han nød det hver gang. Døden, der laver død. Det var så smukt, det var næsten kunst. Men det var alligevel for meget, at sige om det. Ikke kunst, bare smukt.

[Deleted]

Tali var så småt ved at hive en gråblå kappe med hætte på op af tasken, da hun snurrede rundt i responds på noget der lød som om at en flok dyr var ved at grave sig op gennem jorden. Med et lille gisp, kunne hun konstatere at der ikke var tale om dyr men snarer lig!

Med en vred bevægelse hev hun kappen op af tasken, og kastede den fra sig. Det var ikke lige den hun havde mest brug for. Den kraftige blæst greb den grå kappe og førte den ned af stien inden den blev fanget af en busk, hvor den nu hang og blafrede dovent. Komplet uvidende om den fare, kappens ejermand var i. Hvor var det nu hun havde lagt den… Tali roede febrilsk videre i tasken. Der gik et gib igennem hende da noget greb fat om hendes ankel. Af nær refleks faldt Tali ned i knælende stilling og hamrede to fingre ned der hånden mødte arm-knoglen. Den ubeskyttede skelet hånd faldt af, med et sørgeligt dump. Armknoglen forsatte dog ufortørnet op igennem jorden, hvor hun dog hadede uddøde. De var så nærgående.

Tali prøvede at komme i tanke om hvorvidt netop denne kirkegård var berygtet for spontan animation, men da vinden bar en lille latter med sig var det tydeligt at dette bestemt ikke var tilfældet. Godt så var det vist tid til at tage fløjlshandskerne af! Inde under kjolen ændrede Talis ben sig markant, de blev brede mere muskuløse og begyndte at gro hår i takt med at mængde af testosteron i dem steg. Glad for at kjolen skjulte hvad der nok ville have set højst komisk ud. Sprang Tali op fra siddende stilling og op på den nærmeste gravsten ”beklager jeg skal bruge pladsen”. Der var den! Triumferende trak Tali sin bola op af tasken og sendte den sejlende gennem luften mod det nærmeste skelet, ikke for at snuble det nej, skelet var så dejlige at arbejde med da de ikke havde nogen muskler. De to stål kugler hvirvlede gennem luften og smadrede skellets højre knæskal. Den hjerne døde lakaj to endnu et skridt og væltede prompte da den nu ikke længere havde noget at støtte på.

”Kom frem usling!” råbte Tali højt og tydeligt. ”Eller agter du blot at gemme dig blandt fordums helte?” prøvede hun så i et om at provokere sin angriber til at vise sig. Hendes hånd var allerede nede i tasken igen. Hvor var det nu hun havde lagt den blå flaske henne.


//Jeg valgte at delvist ignorerer den del af din post der var i uoverensstemmelse med sidens regler, sker dette igen indberetter jeg posten, rember to play nice.

[Deleted]

Shalio var blevet meget overrasket, da kvinden let og elegant havde overmandet hans skeletter. Han var blevet endnu mere bange, da hun hoppede højt over dem, trukket sit våben og havde fjernet dem fra jordens overflade. Shalio havde i den grad undervurderet sin modstander. Den største fejl man kunne lave. Han kunne kun se til, mens hans skeletter faldt et efter et. Han sukkede tungt og fortrød inderligt at han havde rejst sig. Hun havde sikkert opdaget ham. Han gik langsomt ud fra busken. Vinden var stoppet og larmen fra træernes kroner var væk. Månens skær ramte hans ansigt, så man tydeligt kunne se ham. Han rettede på sin høje hat og sit tøj. Der kom et højlydt suk fra hans læber. "Du er meget stærk af en på din alder" sagde han med en anderkendende stemme. Hun havde i den grad imponeret ham. Han måtte erkende at hun var stærkest. "Tag imod min undskyldning" sagde han og bukkede. Han kunne godt selv høre at det lød dumt, så han fandt rester nok, til at få et skelet op på benene, til at tage det værste slag. Han blev ved med at være bukket forover, i håb om at det ville gøre indflydelse på hende. Han var rimelig sikker på, at hun ville slå ham ihjel. Hvilket også var helt forståeligt, eftersom han havde prøvet at gøre en ende på hende.

// Jeg undskylder meget ^^' Nu hvor jeg læser det igen, kan jeg godt se hvor overdrevet det er. Men det var ikke ment som det lyder, det var mere ment som at han troede at hun ikke havde en chance, men hun kunne sagtens slippe væk ^_^ Endnu engang undskyld //