Please help my little boy..

[Deleted]

Det var mørkt, da den kære Yasmin havde valgt, at skulle søge væk fra Himmeriget i ledtog med hendes mand, James. Hun var ligbleg at skulle se på og hendes øjne var fuldstændig matte, så dette var en beslutning som de havde taget i fællesskab uden at indvige den lille Joshua i noget som helst. Den lille knægt havde allerede mistet meget mere end havd godt var for en som ham og det var noget som hun vidste. James var udelukkende taget med for at støtte sin kære hustru hvis det skulle ende med at gå galt. Hendes kræfter aftog dag for dag som måtte gå og han vidste udmærket godt hvilken retning som de var på vej i, hvilket var noget af det som i den grad havde knust ham selv noget så grusomt. Joshua hvilede i Yasmins arme og sov trygt og godt. Den arme knægt var jo ikke mere end de 7 år, så han havde brug for nattesøvnen, der hvor Yasmin også snart var klar over at hun inden længe ville indlede den evige hvile uanset, hvilket heller ikke var noget som glædet hende det mindste overhovedet. Carino Fattoria var noget som hurtigt måtte spotte hendes blik, idet hun søgte dermod. Hun havde hørt at Greven havde skænket den ene store bygning som et børnehjem, så der vidste hun allerede fra start, at lille Joshua ville være helt sikker og hun var sikker på, at de nok skulle passe godt på ham. James fulgte hende og hjalp hende med landingen, eftersom hun selv havde det ekstra at bære på i armene. Hun sendte ham blot et stille og træt smil. "Lad os bare få det overstået," hviskede hun dæmpet. Sorgen havde allerede meldt sig. De havde aldrig klaret at få børn selv, så hun havde taget lille Joshua til sig, efter at hans rigtige forældre var gået bort. James nikkede blot, han fulgte hende op til den store dør, hvor han banket på. At Greven var af natten, var de kendt med, det var også udelukkende derfor, at de kom i denne stund fremfor midt i det store dagslys.

[Marius Amalani Darcy]

Børnehjemmet var åbent og et sted så var det Marius en skræmmende tanke, hvor mange som egentlig var fundet på gaden og efterladt, så var det i den grad ikke et sekund for sent, at skulle have gjort det. Jacques tog sig af børnene om dagen og ham selv og Melody tog meget af det om natten og undervisningen og legen om dagen også, så de skulle føle sig elsket. Et nyt barn havde Marius endelig fået skrevet ind i de arkiver som han måtte holde, også for at kunne sørge for, at de kom til det helt rigtige sted når det endelig var deres tur til at forlade dette sted. Han ville ikke anse dette som et hjem for dem, men i alle fald var det jo trods alt bedre end den gade hvor mange af dem var kommet fra, en tanke som i den grad også måtte gøre noget så frygtelig ondt. Krigen havde han at tænke på, aflingerne også var noget som han måtte have i hovedet nu, Melody og børnene, så var han i den grad en mand med ekstremt meget at skulle have om ørene og dog, så fortrød han virkelig ikke noget som helst af det som han gjorde lige netop i denne stund. Hvordan kunne han? Han fik noteret barnet ind som de havde fået dagen i forvejen, idet at han blev hentet af en af de tjenestefolk som tilbragte nætterne sammen med ham i form af arbejde selvfølgelig. Hun forklarede at der stod et par engle på døren. Marius rejste sig roligt op og efterlod arbejdet på hans kontor idet han bevægede sig mod døren og åbnede den. Englene som måtte stå der.. den lille knægt i hendes arme, for ikke at glemme, at hun så dødssyg ud. Hans mine trak let til en bekymring, selvom det ikke var noget som han nævnte med nogen former for ord. "Kan jeg gøre noget for Dem?" spurgte han roligt. Han trak sig let til side og tillod dem at komme ind. Eftersom de havde den lille knægt i armene, så var han nu ganske så sikker på, at det måtte være en som han måtte have her.. Så mange børn. Det var jo skrækkeligt.

[Deleted]

Yasmin var virkelig ikke meget for det her, og det var noget som James var udmærket godt kendt med, så var der virkelig ikke noget andet valg. Hun var syg og ville ikke være i stand til at tage sig af knægten længe og med det erhverv som han selv havde, så var han heller ikke i stand til det. De vendt begge blikket, da de så Greven stå i døren. Yasmin bøjede hovedet for ham i en tydelig respekt. Joshua trykkede hun næsten automatisk det tættere på sig. Hun ønskede virkelig ikke, at komme af med sin lille dreng, selvom hun virkelig ikke havde noget andet valg. End ikke en healer kunne hjælpe hende med den tilstand som hun måtte være i.. det var ovre og det var forbi for hende og det var noget som hun mere eller mindre bare havde valgt at acceptere. "Greve.. Vi kommer med en stor bøn til Dem," sagde hun stille. James lod armen søge stille omkring hendes liv. Hun rystede helt, ikke mindst fordi, at hun vidste, at det ville være sidste gang, at hun ville se sin lille dreng igen. En tåre gled stille ned af hendes kind. "Fald til ro min kære," bad James stille. Det var her, at han tvang sig selv, til at skulle stå som den stærke, han havde virkelig ikke noget andet valg. Joshua lå stadig og sov den tunge søvn i hendes arme, ligesom han havde gjort hver aften igennem det sidste stykke tid. Hun nikkede blot og trådte stille indenfor, da Marius tydeligt gjorde tegn til at de måtte komme ind. James kom roligt efter. Vingerne havde de begge trukket godt ind til sin egen krop. De ønsket jo ikke at ødelægge noget. Yasmin vendte sig mod Marius. "Er der et sted hvor vi kan snakke? Det er utrolig vigtigt for mig.. Jeg håber, at De kan tage imod vores søn, Greve. Vi er ikke længere i stand til at passe på ham," forklarede hun stille. At det jo var en ting som hun ikke var meget for at indrømme, måtte dog være tydeligt, så var der jo alligevel ikke noget at gøre ved det for hendes del. Hun hadet den tanke noget så frygteligt! Hun var dødssyg og hun havde accepteret det. Selv James stod med den næsten tryglende mine. Kunne han ikke være her, så vidste de ikke hvad de skulle gøre.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne udmærket godt føle og fornemme, at dette var en temmelig alvorlig sag, også derfor, at han valgte, at skulle lukke dem indenfor. Han betragtede dem roligt. De var respektfulde ligesom de andre engle som han havde kendskab til, hvilket kun var noget som han måtte se på som et tydeligt og godt tegn. At de søgte til ham, var vel også et tegn på respekt og tillid i den anden ende? Hvilket i den grad var to ekstrmt vigtige dele som han aldrig nogensinde ville kunne formå at skulle ødelægge på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om! Blikket hvilede let på den lille knægt i hendes arme. Han var ikke særlig stor, det var tydeligt. Han lyttede til kvindens ord. Den bøn og den tryglen var noget som han tydeligt kunne høre. Nok var han et væsen af natten, men hans hjerte var i den grad noget som måtte tilhøre lyset og det ville det i den grad også gøre til den dag, at han ville forlade dette sted for altid. Hvilket i den grad kun måtte indebære, at han ville være lys til hans bortgang. "Vi kan gå ind i stuen, så kan I forklare mig hele situationen," forklarede han roligt. Han gjorde et let kast med hovedet, blot for at føre dem ned af gangen og til den store som måtte ligge lidt afliggende fra resten af huset. Det var anlagt ganske specielt, så der også var steder hvor han kunne søge sin fred og ro, selvom det nu var noget som han kunne skyde en hvid pil efter, eftersom han nu har ladet alle disse børn blive en del af hans liv. Han ønskede dem alle sammen det bedste og det var noget som han blot måtte gøre ekstremt tydeligt igennem det som han gjrode for dem alle sammen. De havde også brug for den mulighed at skulle blive til noget og det var noget som han agtet. Der var jo en grund til at han havde påtaget sig rollen som lærer endda for at lære dem at læse og skrive, for det var noget som kunne blive ekstremt nyttigt i den anden ende. Det var slet ikke noget som man kunne betvivle på nogen som helst måde overhovedet. "Bare tag plads og forklar mig hvad det er I ønsker af mig," opfordrede Marius med en rolig og fattet mine, dog stadig rolig og mild. At de søgte til ham i mørket viste ham samtidig, at det var alvor, at de ønsket at han skulle tage deres dreng, det var noget som han gjorde glædeligt.

[Deleted]

Yasmin og James fulgte stille efter ind i stuen, selvom det var noget som skete en anelse tøvende. De var jo slet ikke vant til møbler af denne standard. Det var jo meget finere end det som de lige var vant til at skulle se fra Himmeriget af. At Marius ville tage imod den lille dreng, var dog noget af det som de ville sætte mest pris på lige nu. Joshua vred sig stille i Yasmins greb, hvilket automatisk fik James til at tage knægten, for hun ville slet ikke kunne bære ham, hvis han ikke lå i ro. Joshua åbnede øjnene stille, så på dem og lod dem glide i igen, det var vel et sted bare for at sikre sig, at de var der og kunne beskytte ham, hvis det endelig var? Han var jo vant til at blive mobbet og var vant til at være den udsatte og enkelt, det var det dog bestemt heller ikke på nogen måde! Han faldt hurtigt i søvn igen. Stuen i sig selv, var lige så smkt som resten af det store hus, det var slet ikke noget som de kunne komme udenom. Kun ganske forsigtigt tog de pladsen i den store sofa. James fik kappen af sine skuldre og lagde den stille omkring Joshua som havde det været en lille dyne, så han vile være faldet ordentlig til ro, for det var så sandelig også noget som den stakkels knægt havde brug for lige nu - noget ro, for han havde virkelig været igennem meget på alt for kort tid, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Yasmin trak vejret dybt. "Greve.. Vi har virkelig brug for Deres hjælp," begyndte hun stille. Det var tydeligt, at hun mente med alvor. "På grund af min helse.. og min mands erhverv, er vi slet ikke i stand til at tage os af Joshua. Han er ikke vores biologisk. Han er søn af en afdød veninde. Hun gik bort efter hendes mands død," forklarede hun dæmpet. Det var hårde ord og det var svært at komme ud med. James vendte sig mod hende og lod den ene arm stille søge omkring hende. "Jeg er kun hjemme nu fordi at hun er syg, Greve. Hun har ikke meget tid igen, som De kan se." Han vendte blikket stille mod hende. Det gjorde forbandet ondt, at skulle sige farvel.. ikke bare til sin lille dreng, men også til sin kone. Han plantet et stille kys mod hendes pande. "Jeg er hjemme til hun ej vil være her mere.. Så må jeg selv ud igen," afsluttede han meget dæmpet. Joshua lå stille i hans favn, en så tryg og velkendt favn, så han hørte slet ikke hvad de snakket om.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde valgt, at skulle tage pladsen i sin ellers så velkendte lænestol. Han kunne næsten forestille sig, at Melody var sammen med Jacques for at få alle børnene lagt til ro. For de fleste, så var dette jo stadig meget nyt, så det var svært for dem, at skulle finde hvile i det hele taget, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var noget af en mundfuld, men han kunne under ingen omstændigheder fortryde, at det var sådan at det var og at det var sådan at det måtte foregå. Han betragtede dem stille. At hun var syg, var noget som man skulle være blind for ikke at se eller lægge mærke til, så det var jo en grund i sig selv. Han lyttede til deres ord. "Kald mig endelig Marius," bad han stille. Nok var han greve, men det var ikke en titel som han ønskede at blive tiltalt med. Det var jo trods alt meget mere personligt, hvis man kendte navn fremfor en titel som mange andre sikkert også ville gemme sig bag, hvis de ville have denne mulighed som han havde. Det var intet andet end et tragisk tilfælde som han måtte sidde overfor. Han nikkede blot. Han ville da ikke kunne afvise en bøn som den her. Han rettede sig stille op. Han rystede stille på hovedet. "Vi tager imod børn hvis det er eneste udvej, som I sikkert vil forstå. Er De blevet tjekket ved en healer frøken?" spurgte han stille. Han håbede dog ikke at hun ville misforstå, men de var jo to flotte mennesker med en lille dreng i armene. Havde barnet været fra gaden, så kunne han forstå det, men dette var jo deres på sit vis. Han vendte blikket stille mod den lille knægt. Han så jo ud til at have det fantastisk sammen med dem. De havde passet godt på ham, det var der så sandelig slet ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han udmærket godt stå ved på dette led. "Det gør mig virkelig ondt.. Den arme dreng, har været igennem meget mere end det som man burde i en så lille alder." At sætte sig ind i et tab, kunne han udmærket. Det var jo trods alt også det som han selv havde været igennem, for ikke at glemme, at det var meget hen af det som var sket med den kære Camryn da hun var kommet hertil. Hun havde bare været meget yngre end Joshua.. Meget endda.

[Deleted]

Yasmin bed sig i læben. Hun måtte virklig bare se de ting i øjnene. Det var færdigt. Hun havde ikke mere at gøre her og inden længe, så ville hun selv være væk. Den tanke alene, var noget som skræmte hende mere end noget andet. Hvad skulle der ske med James? Hvad skulle der ske med lille Joshua hvis de ikke kunne passe på ham for dem? En tåre gled stille ned af hendes kind, idet hun stille lod sig læne ind mod James, da han lagde armen stille omkring hende. Det gjorde ondt.. Det gjorde det virkelig og det var virkelig også noget så frygtelig meget, at man skulle tro at det var løgn. Hun sukkede dæmpet. "Vi har prøvet alt, Marius.. Der er virkelig intet som virker for mig," forklarede hun stille. De ville i den grad ikke sidde her, hvis det ikke var fordi, at det ikke var nødvendigt, for hun elskede virkelig Joshua som havde han været hendes egen søn, selvom det nu og da, slet ikke forholdt sig på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille mod den lille knægt i James arme. Hun kunne ikke lade være med at smile ved det syn. "Vi elsker ham som var han vores egen, men vi kan ikke.. Når jeg ikke er her længere, så står han uden noget som helst. Vi ønsker ham det bedste og det ved vi, at han vil kunne få hos Dem," forklarede hun meget dæmpet. Hun lod den ene hånd varsomt stryge over Joshuas kind. Hun ønskede virkelig ikke at vække ham. "Hvis der var noget vi kunne gøre, så havde vi gjort det. Vi ved ikke hvad det er, en healer kan ikke hjælpe mig. Det går kun en vej for mig, Marius.. vi ønsker, at De skal tage vores dreng og skænke ham et liv som er ham værdig.. uden flere tab eller sorger," forklarede hun stille. I den grad, at det var en bøn, for det var virkelig det som de måtte se på som den sidste udvej for dem og det var noget som i den grad også måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som de kunne komme udenom. Hun lukkede øjnene og lod hovedet søge mod James' skulder. Det knuste hende virkelig, at det var dette at de var tvunget for. "Jeg ønsker ikke at udsætte ham for mere nu," hviskede hun med en næsten tydelig gråd i stemmen.

[Marius Amalani Darcy]

At de havde prøvet var jo så det som gjorde det hele så meget værre for Marius' vedkommende. Det var tydeligt for ham, at de holdt af den lille knægt og det gjorde også ondt på ham, at det var denne skæbne som måtte møde dem, nu hvor det så ud til at de virkelig havde det utrolig godt med hinanden, alle 3. Han bed sig let i læben. Dette var aldrig en enkel beslutning det var sikkert, men at se væk fra deres bøn, var heller ikke noget som han kunne få sig selv til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han tog glædeligt drengen til sig og skænkede ham den mulighed for et liv, hvis det var det som man kunne betragte som deres sidste ønske. At hun var dødssyg, så gjorde det jo heller ikke dette nemmere for dem. Han nikkede blot forståelsesfuldt. At spore en løgn var han god til og de løj bestemt ikke for ham, hvilket også gjorde, at han var meget mere godvillig til dette, end det som han sikkert ville have været overfor nogen anden. Disse engle havde vel heller ikke nogen grund til at lyve? Det var jo tydeligt for ham, at tanken om at skulle miste deres søn, var noget som tog frygtelig hårdt på dem. "Det gør mig virkelig ondt.. Selvfølgelig vil jeg skænke Jeres dreng et liv som er ham værdig," sagde han endeligt efter et længere øjeblik. Det var slet ikke noget som han ville lægge skjul på. Hvis det var noget som kunne lette dem så meget, så gorde han det endda også med den største glæde, det var da slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Her vil han få et værelse som han kan søge tilbage til, samt mig og min kære Melody vil være her, sammen med Jacques, som er den som tager de natlige vandringer blandt værelserne for at sikre sig, at det hele foregår som det skal. Om dagen er der undervisning, hvor vi lærer dem at læse og skrive og ellers tid til leg. Jeg kan forsikre Jer om, at han vil få det godt her sammen med os," fortalteh an roligt og ikke mindst med en klart ærlig stemme. Han gik selv meget op i børnenes ve og vel. Det var klart noget af det som var ham selv det bedste og det vigtigste ikke mindst.

[Deleted]

Yasmin og James ville slet ikke have gjort dette, hvis det ikke havde været deres sidste og endelige udvej, for lille Joshua havde virkelig været igennem alt for meget til at de ville udsætte ham for mere end denne ene lille ting. At lade ham sidde alene og forladt på den måde, var slet ikke noget som nogen af dem ville være med til. At Marius gik med til at give dem dette, var noget som tydeligt måttet lette Yasmins hjerte, det var slet ikke noget som man kunne eller skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogne som helst tvivl om overhovedet. Et lettet smil bredte sig tydeligt på hans læber, specielt da han fortalte hvordan det hele foregik og hvad de skulle lære og hvad de lavede, så var det virkelig meget mere værd end det som hun nogensinde havde troet at det ville. Hun vendte blikket stille mod Marius og selv med det tydelige taknemmelige smil på læben, som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg takker virkelig, Marius.. Ord kan slet ikke beskrive det," begyndte hun med en næsten skælven stemme. Hun ønskede virkelig bare det bedste for den arme dreng og dette var virkelig det bedste som de kunne give ham, det var hun så sandelig slet ikke i tvivl om på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom. Marius havde virkelig ikke nogen anelse om hvad det egentlig var at han havde givet hende. Han havde givet hende en ro i sjælen som var noget så frygtelig værdifuld på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun trak sig stille ud af James' favn og rejste sig roligt op. Hun ønskede at skænke ham en omfavnelse, for dette var virkelig noget som betød så frygtelig meget for hende. Hun gik stille over mod Marius. Joshua vågnede stille op, selvom han bare blev liggende tæt ind mod James. Han gabte og gned sig let i øjnene. Armen greb omkring hans lille bamse idet han bare blev liggende og puttet trygt og godt. James smilede svagt. Lige så var han noget så frygtelig lettet. Bare det at vide, at hans lille dreng ville have det godt, så var det i den grad en bekymring ude af verden.

[Marius Amalani Darcy]

Marius gjorde virkelig intet andet end at gøre det som han selv måtte mene ville være det rigtige. At de ikke ville være i stand til at skulle tage sig af den lille knægt, var jo direkte en tragisk ting at skulle tænke på, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om, så derfor ønskede han virkelig at skænke hende denne ro i sjælen, for det var i den grad også noget af det som ville glæde hende mest i denne situation. Hun havde brug for den ro og han agtede i den grad at skænke hende denne ro hvis det var ham muligt og det var det i allerhøjeste grad i øjeblikket. Han sendte hende et stille og betryggende smil, det vr slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var det virkelig bare helt umuligt. Han rejste sig selv stille og roligt, som hun selv valgte det. At hun var alvorlig syg, var noget som han tydeligt kunne se, samtidig med, at han kunne se, føle og fornemme, at hun var noget så lettet over det her, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var noget af det som i den grad også måtte gøre ham selv noget så glad. "Der er virkelig intet at takke for, frøken. Jeg ønsker blot børnene det bedste og det er det som jeg agter at give dem på måden som jeg selv mener vil være det rigtige," sagde han roligt og med det stille smil på læben. At den lille Joshua var vågen, var slet ikke noget som han bed sig mærke i lige nu. Han ville selv lade dem få lov til at lægge ham i seng, så det ikke ville blive en alt for hård nat for den lille dreng, for det at blive kastet ind i det her, kunne i den grad godt være skræmmende. De rødlige øjne hvilede på hende. Selv klart med en sult, selvom han klart havde lært at skulle styre og kontrollere det. Det var jo heller ikke fordi, at han ikke havde haft meget andet at gøre ved det, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om overhovedet. Det ville blive en hård tid som den lille knægt ville gå i møde, det var der slet ikke nogen tvivl om, for det var noget af en omvæltning at skulle gå i møde på denne måde, det vidste han og det var derfor, at han valgte at gå frem på denne måde. "Hvis det skænker dig den ro i sjælen, frøken. Jeg vil lade jer lægge ham i seng i aften, sige godnat og lade mig tage over derfra. Jeg lover Jer begge, at jeg vil gøre alt for at sikre mig at Jeres lille dreng vil få det trygt og godt," afsluttede han roligt og ikke mindst ærligt.

[Deleted]

Yasmin var lettet som hun aldrig nogensinde havde været det før. Nu vidste hun nemlig også at Joshua havde det godt og at han ville være i sikkerhed og det var virkelig noget af det som hun selv måtte sætte som det forreste lige i øjeblikket og den lettelse og den ro havde allerede ramt hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun gik stille det sidste skridt tættere på ham, hvor hun ganske forsigtigt lod armene søge omkring hans skikkelse. Hun følte virkelig bare for, at skulle vise ham det på den ene eller den anden måde, og dette var da en måde, at skulle vise den taknemmelighed på, var det ikke? Det var i alle fald sådan som hun selv måtte se på det. Hendes tårer trillede stille ned af hendes kinder. Hun nikkede blot til hans rod ,selvom hun på ingen måder var enige. At udtrykke denne taknemmelighed var faktisk noget af det som hun ønskede lige for øjeblikket, at vise ham hvor meget hun satte pris på det og hvor meget hun elskede at han gjorde det, for det gjorde, at hun i det mindste også kunne tilbringe sin sidste tid med James uden de store bekymringer, for nu ville hun jo trods alt også vide, at hendes lille dreng, ville være i sikkerhed på dette sted, så var det noget af det som hun ikke behøvede at skulle tænke mere over. "Det letter mit hjerte, at høre dig sige det, Marius.." Nu valgte hun selv, at droppe lidt af den høflige tiltale overfor ham. Hun kunne vel bare håbe på, at det ikke var noget som gjorde noget direkte, for hun ønskede virkelig også at det ikke skulle gøres som uvenner det her. Hun slap ham stille efter et roligt øjeblik og betragtede ham roligt. "Jeg.. formoder, at du skal have nnoget at vide omkring ham?" spurgte hun stille. Joshua endte stille med at sætte sig op i James' favn og gned sig igen i øjnene. "Moar?" kaldte han stille og tydeligt med en træt stemme. Han var slet ikke vågen, han lagde end ikke mærke at Marius stod der, eller at de ikke var hjemme. Han havde bare hørt hendes stemme og det var jo den som han havde genkendt. Yasmin reagerede instinktivt. "Ja min skat?" svarede hun roligt. Hun gik tilbage til sofaen og satte sig ved siden af James, som tillod Joshua at kravle ind i hendes favn istedet for, hvor han stille lagde sig til rette. Han knugede bamsen ind mod sin favn. Det eneste som han faktisk havde fra sin biologiske mor. Noget som de bare ikke nænnede, at skulle tage fra ham på noget tidspunkt overhovedet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius stivnede ganske svagt, da hun endte med at skulle lægge armene omkring ham. Det var vel hendes måde, at skulle vise denne form for taknemmelighed på og det var noget som han glædeligt måtte tage til sig, også på denne måde, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han smilede svagt og lod armene stille og roligt også søge omkring hende i en form for gengældelse. Han slap hende dog med det samme igen, da hun valgte, at skulle give slip på ham, for det var slet ikke noget som han ville skjule det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Det glæder mig virkelig at høre. Kan jeg hjælpe, så gør jeg det," sagde han roligt og ikke mindst med den klare ærlighed i stemmen, som han under ingen omstændigheder kunne formå, at lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var det virkelig bare helt og særdeles umuligt for ham. Han lod hende blot trække sig tilbage til den lille dreng. Han var virkelig ikke særlig stor, ganske tynd faktisk. Han så til med en lettere bekymring, det var slet ikke nogt som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og det var slet ikke noget som han var i stand til. Han nikkede blot stille og roligt. "Jo mere jeg ved om drengen, jo mere kan jeg formidle for de fremtidige forældre for ham, så vil det klart gøre det bedre for mig, at skulle placere ham det helt rigtige sted," forklarede han roligt. Han tog igen stille og roligt plads i sin lænestol og med blikket hvilende på ham. Han var i den grad ikke særlig gammel og han var heller ikke særlig stor, det var noget som han udmærket godt kunne se, selvom det jo i bund og grund ikke gjorde ham det mindste. De rødlige øjne faldt stille til deres skikkelse og med det samme rolige smil. Deres lettelse var ham selv blot en glæde, selv på trods af hans mørke race, så fornemmede de vel også det lys som han måtte bestå af på denne måde? Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, tvært imod, så var det ham blot en lettelse i sig selv, for han havde været ude for, at skulle bevise sit vær så mange gange. Han samlede roligt hænderne i sit skød og uden at skulle tage blikket det mindste fra dem det mindste. "Der er intet hastværk. Tag Jer blot af den tid, som i har brug for," afsluttede han roligt og ikke mindst med en ærlig og fredelig stemme, det var slet ikke noget, som han ville kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og det var heller ikke noget som han havde det mindste i tankerne for øjeblikket. Ingen tvivl om det.

[Deleted]

Yasmin lod armene stille og roligt søge omkring sin lille dreng og lod ham igen stille falde til ro i hendes arme. Han var træt og det var tydeligt at se. Man skulle næsten være blind for ikke at se på det, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om. Hun smilede svagt. Det var virkelig det første naturlige smil igennem så frygtelig lang tid, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet, for det havde virkelig lettet hende, at Marius ville tage knægten til sig og give ham det liv som han så inderligt have fortjent. Hun nikkede stille til hans ord. Det var tydeligt at høre, at Marius vidste hvad han gjorde, og hun stolede i den grad også på ham, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom. Han havde stadig ikke givet hende en grund til ikke at skulle stole på ham med alt det som han allerede nu havde gjort for dem. Nu kunne hun i det mindste sove ind med en ro og det var noget som betød så ekstremt meget for hende. Hun vuggede ham stille. "Han hedder Joshua Nixan Malourani og er lige fyldt 7 år," begyndte hun stille. Hun vendte blikket stille ned mod sin lille dreng og plantet et stille kys mod hans pande. Hun elskede ham virkelig som havde han været hendes egen, det var der ingen tvivl om. Hun smilede svagt. "Han har været ved os siden han var lille. Hans far døde under kamp og vi mener at det var et knust hjerte som lod hans mor sove ind. Det er slet ikke noget som han ved. han var så lille, så han kan ikke huske det." Hun tog om kappen og pakkede det stille omkring den lille knægt. "Han er normalt alene, han bryder sig ikke om for mange.. Han er svag af bygning som du sikkert har set. Man tror ikke, at han nogensinde vil komme op og flyve som enhver anden engel," sagde hun med en rolig og dæmpet stemme. Det var noget som gjorde ondt, for der fandtes virkelig ikke noget bedre. Hun lukkede øjnene stille og tørrede roligt sine kinder. Joshua lå bare og stirrede ind i væggen og krammede sin bamse trygt i sine arme. Det var hans eneste ven og det eneste som han havde af betydning som sådan foruden hans mor og far selvfølgelig. "Han er blevet mobbet for det, Marius.. Han er meget usikker på sig selv." afsluttede hun stille. Det var måske hårde ord, men de var sande, hvert eneste et af dem var noget som hun måtte fortælle ud af ren og skær erfaring, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget at skulle kunne gøre ved det, uanset om hun ville det eller ikke, så var det jo noget som måtte gøre ondt. Hun trak vejret dybt. "Han fortjener det bedste.. Det kan vi ikke give ham." Hun lagde sig selv ind mod James igen som lod armen søge omkring hende i en form af blid trøst.

[Marius Amalani Darcy]

De var ikke meget for at miste den lille knægt, selvom det var tydeligt for Marius at se, at de vidste, at det ville give knægten det meget bedre end det som de kunne. At de i det mindste kunne se det, var noget af en frygtelig stor hjælp for ham og ikke mindst også for den lille knægt. Han var tynd, det var sikkert og hans benbygning var ikke meget at prale af, men det at han var blevet mobbet for det, var noget som direkte kunne gøre ham sur. Her var han selv meget opmærksom på hvordan børnene havde det med hinanden. Hvis han ikke var der, så var Melody eller Jacques, så der var altid en eller anden omkring dem til at passe på og tage fat, hvis det skulle vise sig, at være nødvendigt og det ville det meget hurtigt kunne vise sig til at skulle blive i denne situation. Han sukkede stille. Lige denne situation kunne hurtigt vise sig, at skulle kræve lidt mere fra ham end det som lige var ventet selvom han på ingen måde, ville tøve med at skulle hoppe ud i det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han trak let på smilebåndet og lyttede roligt til deres ord og det som hun havde at fortælle omkring den lille knægt. Det var alt sammen noget som han skulle huske. Han kunne dog stadig stå ved, at knægten ville have det bedst muligt på dette sted, også for hendes skyld. "Tragisk.." sagde han stille. I sig selv, så ville han normalt slet ikke blande sig på denne måde, hvis det ikke var helt og særdeles nødvendigt. Tilbuddet stod dog stadig ved lige hvad end om de ville det eller ikke. Han ville tage knægten til sig, hvis det var det som de ønskede fra ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han elskede børn og specielt tilfælde som dette, så ville han glædeligt gøre sit for at skulle beskytte den lille knægt, som han også ønskede at skulle beskytte med alt som han nogensinde vile kunne gøre brug af. Han rejste sig roligt igen. Knægten skulle jo trods alt også have sin søvn og det hele, så de skulle heller ikke blive alt for længe og sludre. "Vi må se om vi kan finde et værelse til ham, så i kan få ham lagt i seng," afsluttede han roligt. Det i sig selv, var et klart hint til, at dette møde var ved at gå mod sin ende og da de selv måtte videre, så var det vel også på tide, at få den lille dreng i seng. "Hvis det er ønsket, så kan jeg sende besked med hensyn til udvikling og adoption når det kommer så langt," sagde han roligt. Det var noget som enkelte ønsket og andre som slet ikke ville, men han fandt det nu bare passende, at skulle gøre det på lige nøjagtigt denne måde her, også mest for forældrenes skyld, hvis de ønskede at vide hvordan det gik med deres lille datter eller søn for den sags skyld. Han gjorde et let kast med hovedet i retningen af en dør som lå i den anden retning end hoveddøren. Det var den som han selv brugte når han skulle ud til ungerne om dagen for undervisning - Det var det som han stod for.

[Deleted]

De var virkelig ikke meget for at skulle efterlade knægten, også selvom de udmærket godt kunne se, at det virkelig var for det bedste for alle parter. Yasmin ville få den ro i sjælen som hun i den grad havde brug for, udelukkende fordi, at hun vidste, at deres lille dreng ville have det fantastisk godt på dette sted. Det i sig selv, var vel også det vigtigste som man kunne komm til? James tog atter Joshua i sin egen favn og holdt ham tæt ind til sig. Joshua sagde ikke så meget som et eneste ord, også selvom han udmærket godt kunne mærke, at der var ved at ske ting og sager, som han i den grad ikke var beredt på. Han var mere eller mindre helt vågen nu og puttede bare ind til James og med sin lille bamse. Yasmin fulgte blot efter Marius hele vejen ned igennem gangen som ville føre til det område hvor de ville have alle børnene. Hun måtte ærligt sige, at hun var meget nysgerrig på at finde ud af, hvordan det egentlig måtte se ud. Om de boede lige så fint som resten af huset ville gøre det, som de allerede havde set af Marius' hjem og de måtte i den grad sige, at det var ganske så imponerende. Yasmin gik stille op til Marius. Selv hendes vinger var falmende og det var tydeligt at se, at der ikke var forbandet meget af den engel og hun ville falde bort ganske snart. Det var også derfor, at de var endt med at skulle komme lige netop i denne stund, selvom det virkelig havde været utrolig hårdt. "Hvis det sker.. inden jeg falder bort, så vil jeg være meget taknemmelig Marius. Jeg vil elske at vide hvordan min dreng har det og hvordan det går.. Hvis det selvfølgelig kan arrangeres," sagde hun roligt og ikke mindst med den klare taknemmelighed. Joshua hørte ordene, selvom han på ingen måde, kunne sætte dem i den helt rigtige sammenhæng, hvilket også var grunden til at James ikke tog det så tungt. Han havde blot accepteret det, selvom det i den grad var noget så frygtelig hårdt for en mand som ham.. Han ville mangle hende. Den eneste som han nogensinde havde viet livet til på denne måde, og så skulle hun rives fra ham bare sådan uden videre? Han fulgte efter og dannede bagtroppen. Ikke at han ville gøre meget andet lige netop nu. Hun ville ikke vide hvor de ville sende knægten hen, men hun stolede nu så pas meget på Marius, at hun ville kunne sige, at han ville finde det bedste sted for deres lille dreng at være for den lykke og det liv, var i den grad også noget som han måtte fortjene noget så inderligt. Det var slet ikke noget som hun ville skjule. "Jeg ønsker ikke at vide hvem, hvad eller hvor han ender.. Bare hvordan han gør det her," sagde hun roligt. Hun ville heller ikke kaste for meget arbejde over på Marius for han havde vidst også mere end rigeligt, at skulle se til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg takker virkelig for det hele.. Det gør jeg virkelig," afsluttede hun stille og med det samme varme og blide smi. I sig selv, var det slet ikke noget som hun vil kunne skjule det mindste og det var heller ikke noget som hun ville for ham.