The sorrow in my heart

[Deleted]

Mens Marcianus lå og sov, havde Camryn sneget sig ud og sat sig udenfor. Faktisk tæt på hoveddøren i gården foran. Hun sad på en bænk og med solen lige på sig, som fik hendes sorte hår til at skinne i både de sorte farver, men også et brunligt skær af hendes tidligere hårfarve. Det var en ulempe for hende at være magiker når det påvirkede hende sådan til at ændre sig. Selv hendes øjne var en olivengrøn farve. Hun kunne ikke bedømme om det var kønt, for hun havde kun lige vænnet sig til hendes sorte hår der var kommet. I dag hang det løst. Lidt sad ned over ryggen og nogle totter hang ned over hendes bryst og nåede næsten hendes hofter. Det var blevet langt og hun kunne et sted.. Rigtig godt lide det. Hun smilede ikke. Hun sad med et stykke papir i hånden, som faktisk var blevet hulens langt. Det var til Jacques når hun engang fandt ham. Den fyr drev hende til vanvid, forstyrrede hendes søvn og lavede skyklapper foran hendes øjne, så hun næsten kun kunne se ham når hun tænkte. Hun sukkede og lænede sig lidt tilbage. Hun havde virkelig en formørkelse indeni. Sådan føltes det da. Hun kom med et lille nys pga. solen lige i hendes ansigt.

[Deleted]

Måske at solen var oppe, så var det ikke noget som havde nogen betydning for Jacques' del. Han sad time efter time sammen med Yasmya og specielt efter at hun var blevet syg, så havde han virkelig forbandet meget i hovedet. Han så jo hvad den syge måtte gøre, og det var virkelig også noget af det som skræmte ham mere end noget som helst andet. Den tanke var virkelig og direkte forfærdelig! I og med, at han havde muligheden for at skulle være ude, så havde han valgt at lade Yasmya ligge, nu hvor hun endelig måtte være faldet i søvn. Hans indre, var i den grad grebet af en mindre panik. Han hvilede knapt selv og han spiste kun når folk kom med blodet til ham. Nu havde han været nede for at hente en lille flaske med det. Vampyren stod stærkt i ham på enkelte områder, det var helt sikkert. Solen ramte ham lige i ansigtet og følelsen var faktisk dejlig og behagelig. Det var dejlig som intet andet. Han lukkede de mørke øjne ganske så stille og roligt, idet han roligt trådte udenfor og lod døren roligt glide i efter sig. Eftersom han var vampyr tildels og med en godt og vel død krop, så var chancen for at han ville bære sygdommen, den var næsten helt nede i nul. Han gik roligt udenfor, hvor blikket ganske roligt måtte falde til Camryns skikkelse. Et svagt og dog så træt smil bredte sig på hans læber. "Godmorgen, Camryn," hilste han roligt, som han normalt ville have gjort det. Han gik roligt hen og satte sig på bænken ved siden af hende. Træt det var han og det var tydeligt. Han tog roligt fat om flasken og åbnede den, idet han førte den til læberne. Han drak det roligt og ganske diskret, selv på trods af den ekstreme sult.

[Deleted]

Camryn hørte ikke at døren gik. Hun sad fuldkommen fordybet i at læse brevet. En speciel linje: "Du ser mig ikke længere og mit hjerte brister hver gang jeg får et lille glimt af dig. Jeg elsker dig, Camryn." Det var det sidste af brevet som hun sad og læste igennem igen og igen. Hun rystede på hovedet og foldede det sammen. Hun vidste at Jacques kunne være ude i solen, men hvorfor skulle han? Han så vel til Yasmya som altid. Han sad ustandseligt ved den piges side. Måske hvis hun selv blev syg, ville hun få opmærksomhed? Nej, så havde han vel stadig for travlt med Yas. Hun kunne ikke fordrage tanken. Hun skælvede let og var tæt på at rive brevet over, da hun hørte Jacques hilse hende godmorgen. Hun for lettere sammen og puttede hurtigt brevet ned i lommen. "Morgen," sagde hun stille uden at kigge på ham. Hun pillede lidt ved hendes hår som hang ned over hendes bryst. Hun strøg fingrene igennem det og filtrede det lidt ud. Vinden fik det til at filtre helt ind jo. Hun trak vejret dybt og følte et hul i hendes bryst. Dette var næsten værre end med Junior. Hun rystede på hovedet af sig selv og gned sig let i panden. Hun havde sådan lyst til at flippe fuldstændig ud på ham! Bare vrisse af ham og fortælle ham, hvilken idiot hun så ham som, fordi at han fuldstændig glemte hende i opløbet - nøjagtig som hendes far. Hun havde faktisk også et behov for at se andre væsner end lige hendes egen søn. For Marcianus kunne ikke trøste hende og fortælle hende hvad hun skulle gøre. Hun lænede sig træt tilbage og overvejede de ord hun ville sige, men det var svært. "Utrolig du husker mit navn," sagde hun stille og med en svag spydig tone. Han havde ændret sig, siden dengang de sad i haven, hvor hun faldt fuldstændig for ham. Han kom ikke så nær hende mere.

[Deleted]

At Camryn var direkte sur på ham, var slet ikke noget som han måtte være klar over. Han havde travlt med Yasmya, eftersom han jo stadig måtte være hendes plejer, men han var jo trods alt også hendes forlovede og han elskede den lille tøs. Han vendte blikket stille mod hende. Hvad hun måtte lave herude, vidste han ikke. Han sendte hende et ganske let og roligt smil og tog en tår mere af den flaske med blod som han havde. Dyreblodet var nu ikke noget som måtte mætte ham i længden, men det mættede ham nu for øjeblikket. Han vendte blikket mod hende ved hendes sidste ord. Hvorfor pokker skulle han da ikke huske hendes navn? Han rettede sig roligt op. "Okay, hvor brænder det?" spurgte han med en rolig og kortfattet stemme. Han var virkelig ikke dum, men han var bestemt heller ikke i humør til at skulle skændes eller diskutere, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig ganske let på bænken, lod den ene hånd roligt falde mod ryglænet og med blikket hvilende på hende. Han var træt og det var tydeligt, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han havde forsømt lidt alle sammen i det sidste og han var klar over det, men når det kom til hans forlovede, så satte han virkelig hende først! Selvom han vidste, at Marius ville flå hovedet af ham når det kom til stykket. "Hvorfor skulle jeg da ikke huske dit navn?" spurgte han med et ganske let og hævet bryn. Det var da bestemt ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på. Han ville da i den grad foretrække at få det at vide, hvis hun ville mene, at han havde gjort et eller andet rivende galt.

[Deleted]

Camryn var faktisk sur på Jacques. At han så ikke kunne se det eller hurtigt forstå hvorfor, det ville bare gøre hende mere irriteret. Men han var jo åbenbart så optaget af Yasmya, at han var fuldstændig ligeglad med alle andre. At de faktisk var forelskede og forlovede, anede hun virkelig intet om. Hvis hun vidste, ville hun også gå direkte til Marius. Yasmya var slet ikke gammel nok. Hun tog sig til hovedet og ønskede virkelig ikke at skændes, men hvordan skulle hun ellers få det ud? Nu var det eneste tidspunkt hun havde til at give ham en overhaling. "Ingen steder," asgde hun stille og undgik at se på ham. Han måtte vel bemærke det sorte hår? Han måtte vel for pokker kunne se at noget var galt! Hun sukkede og så endelig på ham. Så ham direkte i øjnene, med sine egne lyse olivengrønne og nærmest gennemsigtige øjne. Hun kneb øjnene sammen. "Fordi du har så travlt med alt mulig andet," sagde hun stille og skubbede sig op at stå. Hun gik mod den lille låge, som førte om til haven.

[Deleted]

Både Jacques og Yasmya vidste, at Marius aldrig ville tage forlovelsen som noget godt. Det var også af den grund, at de absolut intet havde fortalt til nogen. Der var blot en lille som vidste det, og det var Jason. At det var kommet frem for ham, at det var hans far, var noget som han havde været direkte overrasket over, selvom det var på en meget god måde. Han holdt virkelig af den mand og havde gjort det i årevis! Han sukkede dæmpet. Det havde virkelig ikke været hans mening at skulle overse Camryn, men der havde virkelig været så megt andet for ham at se til. De mange syge børn frem til at Yasmya var endt med at blive ramt af det, hvilket havde ramt ham som intet mindre end et chok. "Ja.. du.. du ved da, at der er meget for mig at se til, Camryn.." sagde han stille efter hende. Han ønskede ikke at skændes, men han ønskede så sandelig heller ikke at blive fremstillet som the bad boy her! Han rejste sig roligt op, efter at have bældet hans flaske med dyreblod, inden han satte den på bænken og gik efter hende. Dette var da noget som de tydeligt var nødt til at skulle få snakket igennem, for det gik da bestemt ikke i længden! Han var intet andet end en tjener på dette sted og hun stod som en grevedatter. Der var jo selvfølgelig sine forskelle! "Camryn.. Hvad er det som plager dig? Hvad er det jeg har gjort så gruelig forkert?" Han kunne ikke se det nej, han gjorde blot det som han følte, at han var tvunget til.

[Deleted]

Camryns frustrationer var nået dertil, at hun kunne sætte sig ned og tude uden at det overhovedet hjalp. Hun kunne bare ikke klare, at blive overset. Hun havde behov. Hun var ikke voksen endnu, selvom alle åbenbart så hende sådan? Måske var hun mere myndig end Yasmya, men nogen gange følte hun sig bare så overset fordi hun godt kunne klare sig selv. Hun sukkede tungt. Hvem der vidste det og ikke, og alt med dem ville hun slet ikke høre om. Det gjorde for ondt, bare at Jacques sad derinde ustandseligt. Hun trak vejret dybt og frustreret, idet at hun åbnede lågen. Hun følte sig ikke som grevedatter og hun havde vel heller ikke titlen vel? Hun var adopteret og havde ingen rettigheder, bare fordi Marius var den som havde adopteret hende i sin tid. "Jeg har ikke set dig de sidste 2 uger Jacques… Min far har været forsvundet i alt det her og jeg ligger på mit værelse HELE dagen, fordi at jeg skal passe på mig selv," sagde hun stille og skar næsten tænder. Hun sukkede tungt. Hun ønskede jo ikke at skælde ham ud, men det hele blev bare for meget. Hun gik ind af lågen og lod vær med at lukke den. Hun gik om i haven i stedet for. Hun stoppede op nogle meter fra havelågen. "Du ser mig ikke..Ingen ser mig mere," sagde hun stille og kastede med hendes ustyrlige lange hår. Hun trak ud i hendes hår. "Sort.. Kan du se det?" sagde hun stille. Hun gik hen til ham og så ham ind i blikket. "Se mine øjne… Der er ikke brune," sagde hun stille. Hun bakkede nogle skridt igen og hev let i hendes hår. Måske hun bare skulle blive usynlig? Det endte hun vel snart med, hvis hendes magi løb sådan over med hende. "Jeg kan ikke forvandle mig mere…" sagde hun stille. Hun havde prøvet, for at kunne løbe med Marcianus når han var vaskebjørn, men hun kunne ikke. Tårerne dukkede op i hendes øjne og gjorde hendes øjne spejlblanke. "Min magi løber fuldkommen over med mig… Den er så stærk lige for tiden," sagde hun dæmpet. Men i starten, havde hun jo også siddet og øvet sig på værelset, for at genoptræne hendes evner. Hun kunne jo faktisk en masse. Hun lod hænderne falde ned langs sidderne og tårerne faldt af vrede og frustration. Både over hendes egen udflip og det hele.

[Deleted]

Jacques kunne udmærket godt mærke og føle på Camryn, at hun bar inde med en voldsom frustration. Ikke at det var noget som kunne røre ham direkte. Han havde virkelig haft så frygtelig meget at se til igennem det sidste lange stykke tid og det var noget som tydeligt kunne mærke. Hans forlovede var virkelig hans et og alt, så det undrede vel heller ikke nogen når det kom til stykket? Han havde valgt en vej, selvom han vidste, at det var en frygtelig farlig vej for ham, at skulle gå, så agtet han stadig at gøre det! - Sådan som det stod nu selvfølgelig. Blikket hvilede på hende. At hun havde ændret sig meget, det kunne han da tydeligt se, selvom hun jo så sandelig stadig måtte være lige smuk og køn i hans øjne. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han fortsatte stille efter hende og med de rolige og sandfærdige skridt. "Jeg.. jeg vidste da ikke du søgte mig eller ønskede at se mig, Camryn.." Hvordan skulle han vide det? Specielt når ingen fortalte ham noget som helst? Han vidste, at han havde brugt ekstremt meget tid inde ved Yasmya og det var nu noget som han valgte, at skulle gøre fuldt ud bevidst og på alle tænkelige måder overhovedet! De mørke øjne gled stille mod hende og ikke mindst en anelse forvirret. Hvad var det som var så galt? Fik hun ikke opmærksomhed nok? Hvad Jacques kunne være træt af i denne situation, så var det, at Camryn gang på gang skulle placere sig i centrum. Havde hun i det hele taget overvejet, at andre havde mere brug for den opmærksomhed end det som hun ville have? Han lyttede til hendes ord. Hvis der var noget som han var temmelig god til, så var det i den grad at skulle lytte. "Det.. det er jeg ked af, Camryn.. Virkelig.." Alle havde travlt nu om dage, at det så måtte gå ud over Camryn, var jo så heller ikke hans mening. Han trådte stille op til hende og lod hånden søge mod hendes skulder. "Marcianus har ikke vist symptomerne på sygen, vel?" spurgte han stille. At det i sig selv, var noget som Marius selv havde spurgt hende om. Det bekymrede ham dog meget, at det var sådan her, at hun måtte tage det og han hadet det virkelig.

[Deleted]

Camryn sukkede dæmpet. Det var jo ikke fordi hun var opmærksomhedskrævende, men hun var blevet isoleret af det hele. Selvfølgelig af omsorg, men hun havde ikke haft nogle at snakke med. Og oveni den blinde forelskelse til Jacques, så blev det hele kun meget værre. Hun trak vejret tungt. Hun havde det virkelig dårligt med det hele. Både med at skulle kræve denne opmærksomhed pludseligt. Men hun måtte jo ikke hjælpe med noget heller, så det hjalp hende heller ikke. Fuldkommen afskærmet, mens Jaq og hendes far hjalp de syge. Hun trak vejret tungt. Hans ord gjorde ondt. Vidste ikke? De var da venner ikke? "Er vi måske ikke venner Jacques? Barndomsvenner… jeg vil da se dig," sagde hun og bed sig i læben. Hun så op på ham og hendes øjne flakkede. Hun elskede ham jo. Men venner betød åbenbart ikke noget for ham mere.. Så.. Hvad havde han gang i med Yasmya? Hun rystede let på hovedet og strøg hendes hår om bag hendes ryg. Hun ville ikke være i centrum, hun ville bare også have nogle at snakke med og se sine ven. Men man skulle åbenbart være syg, for at få opmærksomhed? Hun stod lidt og tøvede, før hun endte med at lægge armene omkring ham og lade hovedet falde mod hans bryst. "Nej.. Jeg burde jo bare, lade jer arbejde," sagde hun stille og undskyldende, hvor hun virkelig ønskede hun ikke var flippet ud. "Men bare.. Et lille øjeblik med jer ville altså gøre godt," sagde hun til ham og hentydede til de, som hun kunne snakke med her på stedet. Hun trak vejret tungt og lukkede øjnene. Håbede virkelig ikke at han ville skubbe hende væk.

[Deleted]

Jacques måtte virkelig erkende, at Camryn til tider, virkelig var alt for opmærksomhedskrævende. I situationer som dette, så var han selv en frygtelig stresset mand og specielt med alle de frygtelige mange tiltag som Marius havde sat i sving for at holde smitten så lav som det ville være den overhovedet muligt. Han havde ikke noget imod det, bare han fik lov til at være inde ved Yasmya også. De var jo trods alt forlovet, det var der jo så noget som han stadig måtte holde skjult, udelukkende fordi at det ville koste for dyrt hvis Marius måtte finde ud af det, og han vidste det. Udelukkende på grund af den aldersforskel som måtte hvile mellem ham og Yasmya måtte være så frygtelig tydelig og stor, så var det i sig selv, helelr ikke noget som han havde det mindste imod. Han betragtede hende med et roligt blik. "Hvorfor kommer du ikke ind til Yasmya og mig så?" spurgte han stille. De var jo søstre, så hvad skulle det store problem ellers være? Han lod hovedet søge let på sned. Han vidste, at det ikke var sådan, at hun altid havde været, men hvad kunne han egentlig gøre ved det? Han måtte jo.. bare gøre det som han blev bedt om, også selvom han agtet at passe bedst på Yasmya, for han kunne høre, at hun blev svagere og svagere og han foragtet virkelig den tanke og følelse mere end noget andet! At hun valgte at vende sig om og lagde armene omkring ham, fik ham svagt til at stivne. Tænderne bed han let sammen og blinkede let med øjnene. Han hævede let tåvende den ene hånd og lagde den let og stille mod hendes ene skulder. "Camryn... Jeg.. jeg forstår dig udmærket godt.. Jeg ved det ikke er nemt for dig.. Vi må jo være der for alle.. undskyld." Han vendte blikket stille ned mod hende. Denne form for kontakt havde han aldrig været den helt bedste til. Specielt ikke på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Det skal jeg nok gøre bedre.." sagde han stille. Det var jo ikke hans mening at glemme hende på den måde.

[Deleted]

Camryn havde hørt nogle tale om, at hun var opmærksomhedskrævende. Men kunne man blive andet, når alt havde handlet om hende i hendes barndom? Alt opmærksomhed havde hvilet på hende? Nej, næppe. Det hang jo ved. Hun trak vejret dybt og ville virkelig ønske, at Jaq ville vende tilbage til den fyr han havde været ude under solen sidst de havde været sammen i haven. Før han begyndt at hænge ved Yasmya. Hun hadede den tanke. Hun vidste at hendes 'søster' var syg, men hvad skulle hun gøre? Marius ville aldrig nogensinde lukke hende tæt på en syg, fordi hun kunne smittes. Alt blev bare så forkert, når der var dette helvede på stedet. "Fordi jeg ikke må have noget at gøre med de syge," sagde hun stille og lettere muggent. "Far lader mig ikke," forklarede hun mere uddybende, så han forstod lidt bedre. Hun sukkede dæmpet og trykkede sig lidt ind til ham. De var vel venner ikke? Havde leget sammen som små og havde haft en kemi, da de sad ude i haven før. "Du skal ikke undskylde..." sagde hun stille og næsten bedende, det gav hende bare endnu større skyld. Hun så stille op og gav slip, da han kun berørte hendes skulder og ellers bare stod stiv som et bræt. Hun bakkede lidt og lagde armene omkring sig selv. "Ja, I må," sagde hun dæmpet og lagde tryk på "I". Hun så ned og håret faldt ned over hendes bryst og mave, og lagde sig. "Tak.. Det betyder virkelig meget, jeg ønsker virkelig ikke at miste dig," sagde hun stille til ham.

[Deleted]

Jacques vidste udmærket godt, hvad det var at Camryn måtte være vant til, så var der ikke meget at gøre ved det. Han havde kendt hende siden at hun havde været lille, men her i det sidste, havde han simplthen været for stresset med det andet frem for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl omkring overhovedet. Han var virkelig ikke meget for denne type af nærkontakt, for det var han simpelthen ikke vant til. Det var kun Yasmya som normalt kom ham så frygtelig tæt på som dette her. Han havde arbejdet intenst med hende siden hun havde været ganske lille, så det sagde vel også lidt sig selv? Hvad Jacques dog vidste, så var det at Marius gjorde de ting som han gjorde af en grund, det var også helt sikkert. "Du kan stadig hjælpe på mange andre måder, Camryn," påpegede han stille. Han vendte de mørke øjne stille i retningen af hende. Han vidste godt, at ham, Melody og Marius ikke var i stand til at blive syge og det udelukkende var derfor, at det var dem som måtte tage sig af de mange stakkels børn. Han havde virkelig ondt af dem og ønskede selv ikke, at nogen af dem skulle dø alene. Han ønskede virkelig bare heller ikke, at miste Yasmya! Han sendte hende blot et stille og roligt smil. "Din far gør det hele af en grund, Camryn.. Han er stresset, meget stresset," sagde han stille. At han i det hele taget kunne få det hele til at hænge sammen, var noget som han praktisk talt måtte beundre på alle måder, det var også helt sikkert. Han gik roligt hen til hende, hvor han ganske forsigtigt lod en finger glide under hendes hage, for stille at hæve hendes blik op mod sig. "Hvem siger, at du vil miste mig?" spurgte han stille. Han stod der glædeligt som hendes ven, hvis hun dog bare ville lukke ham en anelse ind.

[Deleted]

Camryn var for vant til opmærksomhed, til at hun bare kunne være lukket inde i flere uger uden at have et voksent menneske at snakke med. Hun blev ikke lukket tæt på nogle af de små, blev sendt bort når hun prøvede og følte virkelig at det hele var så pokkers irriterende og frustrerende. Hun trak vejret lettere tungt og dirrende, før hun gned sine øjne. Hun vidste at de alle var stressede, men de gav jo heller ingen lov til at hjælpe dem. "Nej jeg kan ikke," afviste hun stille. "Jeg kan passe Marcianus og han er allerede beskyttet med magi," uddybede hun forsigtigt og rystede på hovedet. Intet kunne hun gøre. Hun samlede hendes hår i en høj hestehale og satte et hånd om det, ved hjælp af hendes egen magi. Hun ønskede heller ikke at børnene skulle dø. Men havde de nok medicin? Havde de noget brugbart i det hele taget. "Det ved jeg..jeg ved det jo godt," sagde hun meget stille og næsten helt forvirret. Hun rystede på hovedet, gned sine øjne og lagde armene omkring sig selv. Hun så ned i jorden. At Marius var i et stykke endnu, var hun kun glad for. Hun så op, da han hævede hendes blik. Hun satte vægge op, fordi det hele gjorde for ondt. "Det ved jeg ikke," svarede hun ham blot og fortvivlelsen stod i hendes øjne. Hun satte vægge op, for at se om hun faktisk betød noget for hende - indtil nu, havde han været for optaget til at se det og bryde væggene ned. Hun ville lukke ham tæt, hvis han bare.. Kunne se og gøre det samme. Han lukkede jo selv af.

[Deleted]

Jacques vidste udmærket godt, at Camryn var vant til opmærksomheden, men det var virkelig ikke altid muligt at skulle få den, det var jo noget som man tydeligt kunne se lige i dette øjeblik, det var jo også helt sikkert. Han blev stående overfor hende og med blikket roligt hvilende i hendes blik. Det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle lykke af overfor hende, men selv der hvor han havde mistanker til hendes følelser og eftesom at han havde Yasmya her, så var der virkelig ikke noget at gøre ved det. Han ønskede virkelig at være der med hende, selv der hvor han gang på gang, tiggede og bad til de højere magter om at lade hende overleve dette, for hun havde virkelig været igennem mere end rigeligt! Han sendte hende et let og betryggende smil. "Når jeg passere dit værelse på gange, kan jeg mærke magien derfra, Camryn.. Alene der gør du virkelig et fantastisk stykke arbejde," forsikrede han hende. Det var jo selvfølgelig ikke bare for at trøste hende, for det var tydeligt, at hun gjorde det som hun i det hele taget ville være i stand til at skulle gøre, det var helt sikkert. Han strøg ganske varsomt en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. Den fortvivlelse som han kunne se i hendes blik og det bekymrede ham ærlig talt. Han lignede sin far frygtelig meget og på dette sted, så var det noget som kunne mærkes - En tanke som i den grad også måtte gøre ham noget så frygtelig stolt i den anden ende, det var også helt sikkert. "Camryn?" begyndte han stille. Han greb forsigtigt omkring hendes ene hånd. Han ønskede jo virkelig, at de skulle være i stand til at fortsætte som venner. "Hvad er det der plager dig?" fortsatte han dæmpet.

[Deleted]

Camryn betragtede Jacques' øjne, som de havde øjenkontakt. Hendes blik var fortvivlet og hun ville virkelig håbe, at hun bare kom over dette her. Hun bed sig let i læben og sank en klump, mens hun bare stod tavs. Hendes øjne flakkede let over hans ansigt og hun så ned i jorden igen, brød derved den ellers næsten holdbare øjenkontakt. Hun kom med et lille suk. Om han kunne se, at hun følte noget for ham, det vidste hun ikke. Men hun ville give ham brevet, før de igen gik hvert til sit og passede sig selv. Hun havde overvejet at besøge dem, men igen ville det blive akavet og hun måtte holde et magiskjold omkring sig selv, hvis hun nogensinde skulle have lov. Hun bad da til, at Yasmya ville overleve. Det kom hun ikke udenom, for det var ikke retfærdigt at nogen skulle dø af denne syge overhovedet. Hun trak bare lidt på skuldrene. "Måske.. Jeg prøver da," sagde hun dæmpet og rankede lidt i ryggen. Hendes arme faldt ned langs hendes sider og hun så op på ham, da han strøg noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. Hun sendte ham et halvhjertet smil. "Ja?" sagde hun stille og holdt hans hånd. "Bare det hele.. Alt denne sygedom, jeg ikke må hjælpe til og ser derfor ingen.. Bare.." Hun sukkede stille og vidste ikke hvordan hun skulle eller kunne sige det.