Renovation

[ilosonic]

Meget var sket på det sidste og alligevel var der noget som endnu var det samme, såsom at Procias endnu måtte stå fuldstændig i forfald. Det var jo faktisk takket være Ilosonic at det var sket, for det var jo faktisk ham som til at starte med havde startet oprøret, selvom han ikke var grunden til at folket havde været surt på Keischa, han havde bare pustet til den ild, som en anden havde skabt. For ham gik det stille og roligt, for han var ikke nær så præget af hungersnøden som så mange andre, for han havde jo sine kontakter på den anden side af muren, så han klarede sig faktisk udmærket. Så man derimod på hans privatliv, så var det både og, for han havde været tæt på Ilaria en enkelt gang og nu var kvinden gravid, hvor hun var endt med at smadre hele stuen! Han havde da fået hende til at blive, for han var – om han ville indrømme det eller ej – kommet til at holde utrolig meget af hende og han ønskede ikke at svigte hende nu, hvor han endelig var kommet så tæt ind på hende. Ikke nok med at han skulle være far, så havde han også fundet ud af at han havde fået en søster, Isabella. Han havde været oppe på slottet, hvor han havde fundet dokumenter og hendes fødselsattest som kun understregede at hun var datter af Vladimir Darcy og dermed hans halvsøster. Den selvsamme aften at han havde dræbt dronningen af Procias, Keischa, hvor det nu var Jason som havde taget over – noget som kun havde fået folket til at reagere langt værre end fra før af. Han havde valgt at lade hende blive, for det var jo heller ikke fordi at hun havde gået ham på nerverne endnu, og siden hun ikke havde andre end ham, så kunne han vel godt være lidt fleksibel og lade hende blive? Det viste jo så også bare at han stadig havde en procianer i sig, men det var trods alt også her at han var blevet født og havde levet de første par mange år af sit liv.
Sonic befandt sig i øjeblikket inde i den store stue, som han var i færd med at genopbygge, for efter at Ilaria havde smadret det hele, havde det ikke været til at være her. Han havde fået nogle af tjenestefolkene til at rydde op, hvor han nu selv var i færd med at bygge nogle af de møbler hun havde ødelagt. Han var gået i gang med vitrineskabet, som havde været i hans genration for flere år, det havde været antikt, men selvfølgelig havde den tossede kvinde valgt at smadre det hele. Han sad med hammeren og med nogle søm i munden, som han slog ind, for at få det bygget op igen. Selve stuen var ret tom, sofaen stod der endnu men betrækket var ødelagt, vinduerne havde han ikke fået skiftet endnu, så nogle var stadig ødelagt, så kulden udefra kunne trænge ind, det var dog ikke så koldt igen, for foråret var kommet ind over landet, så det hele var blevet langt lunere, og denne dag var der solskin, så det var kun godt med lidt frisk luft. Det hele var dog besværligt at skulle sætte i stand igen, for hans ene arm hvilede i slyngen, for inden han havde dræbt Keischa, så havde hun revet ham over armen og ladet sin spidevirus ramme ham, selvom at hans ilddæmon var ved at brænde virussen op, så han ikke blev smittet og dermed heller ikke omgjort. Det var dog besværligt at skulle bygge det hele op igen, men han nød faktisk at kunne give sig til at lave lidt.

[isabella]

Isabella kom gående stilfærdigt ned ad trappen oppe fra sit værelse på 1. sal, med den ene hånd hvilende på gelænderet og den anden brugt til at hive en smule op i den gulvlange kjole, så hun ikke faldt i den. Inde fra stuen hørte hun lyden af en hammer, der slog gentagende gange mod hårdt træ. Da hun nåede foden af trappen, bevægede hun sig i retning af stuen, og måtte uvilkårligt trække let på smilebåndet, da hun nåede døråbningen og så med sine egne øjne, hvad hun havde hørt om dette rums tilstand. Stuen var en slagmark. Alle møbler var væltet, ødelagt, revet i stykker, der lå vand nogle steder på gulvet efter de isdæmonkræfter der havde været på spil, vinduerne, ruderne i skabet og samtlige vaser og skåler herinde var smadret.
Midt i hele kaos'et sad Ilosonic på gulvet med et par søm i munden og en hammer i hånden og var igang med at reparere det smukke vitrineskab, som var blot var ét af mange ofre for Ilarias iltre temperament. Åh ja, hun havde skam hørt historien fra én af de tjenestefolk, der var blevet sat til at rydde op herinde efter Ilaria havde lagt rummet i ruiner på grund af sin graviditet. Han havde fortalt det med et påklistret smil og i en ret anstrengt tone, og Isabella kunne godt se på ham, han ærlig talt synes, hun var rablende skør og at han var højst utilfreds med, at de nu var hans arbejde at skulle rydde op.
Hun himlede let med øjnene, men det svage smil, der gled over hendes læber, gjorde det tydeligt, at hun egentlig blot fandt hele situationen temmelig morsom. Altså, den kvinde. Hun var sgu ikke for begyndere.
"Jeg skal love for, hun holder dig til ilden," sagde hun og rystede let på hovedet, mens hun kiggede sig omkring i stuen, "Men du har sikkert godt af det". Ved denne kommentar trak hun lidt på smilebåndet, mens hun løftede en smule op i sin kjole og tog et stort skridt hen over en væltet stol, hvis sædebetræk i øvrigt var revet itu, og styrede udenom de værste ødelagte genstande over til vinduet.
Under hendes fødder lød der små, knasende og klirrende lyde af glasskår, når hun gik, og der blev først stille igen, da hun stoppede op ved vindueskarmen. Hun drejede hovedet en anelse og kiggede ud ad den smadrede rude. I sit ansigt mærkede hun den milde forårsvind, der slap ind i rummet, nu hvor ruden ikke var hel. Hun kunne godt lide, at Ilosonic trods alt ikke var for fin til at sidde på gulvet og selv slå søm i et møbel for at reparere det. I det hele taget var hun faktisk begyndt at synes mere og mere om ham, på trods af, at deres første møde måske ikke havde været det allerheldigste.

[ilosonic]

Ilaria gav virkelig Ilosonic kamp til stregen. Den kvinde var og blev virkelig umulig! Den kvinde havde et iltert temperament så man skulle tro at hun var ilddæmon, skønt det ikke var tilfældet. Hun var hundredprocent is og deres barn ville jo faktisk havde den fordel at have både ild og is i sig, en god og garanteret også farlig kombination. Et sted glædede han sig til at den lille måtte komme, selvom det var en glæde han ikke havde givet udtryk for. Han prøvede at roe Ilaria ned, når hun begyndte at give op og blive sur igen, fordi hun hadede sin graviditet og et sted forstod han hende godt, for hun var bestemt ikke den fødte mor! Men på den anden side var han jo heller ikke den fødte far, af den grund så fandt man jo aldrig ud af hvor god man egentlig var, hvis man ikke prøvede det og han var villig til at prøve for ikke kun Ilarias skyld men også for den lille, for det barn hun bar i sit indre, var jo faktisk også arvingen til hele herregården og grevetitlen med.
Sonic havde ikke det mindste imod at være lidt fysisk aktiv, for efter han havde slået Keischa ihjel, så var der blevet ret stille. Der var ikke så meget han mere kunne gøre end at lade oprøret gå sin gang. Derfor vidste han dog godt at selve folket var sure over at Keischa havde givet det hele til Jason, som hun havde skrevet i sit testamente. Men det frydede nu kun Sonic at se folket være så vrede og se at det faktisk var lykkedes ham at få Procias i sænk. Det var faktisk en snild sag at overtage tronen, for Jason sad i rullestol så han ville ikke blive den sværeste modstander at tage livet af. Men sandheden var, at han vidste at han ikke ville klare sig bedre end Jason på tronen, så han kunne ligeså godt forblive greve, for her var han i sikkerhed, netop fordi at ingen kunne tage den titel fra ham, fordi at han var den retmæssige arvtager af det hele. Han slog ganske let endnu et søm i, som han var i færd med at bygge bunden af vitrineskabet. Han vendte roligt blikket mod Isabella som hun trådte ind i rummet. ”Isabella!” hilste han med en langt mere venligsindet tone, end det som han havde gjort under deres første møde. Et skævt smil gled over hans læber, inden han vendte opmærksomheden mod sit arbejde igen. ”Den kvinde kan virkelig være umulig,” mumlede han med sømmene i munden, selvom det var højt nok til at man ville kunne høre hans ord. Han tog roligt skabsdøren, som han satte i hængslerne, så den ene side af bunden var i orden. Et tilfredst smil gled over hans læber, inden han vendte blikket mod Isabella igen. ”Tja.. hun får mig da til at lave noget,” svarede han med et kort skuldertræk, inden han betragtede hende igen. ”Og hvad har du så gang i?” spurgte han stilfærdigt. Hvorvidt han kunne stole på hende eller ej, vidste han ikke, men han havde valgt at gøre det til nu, give hende en chance, for han var jo trods alt den eneste familie hun havde tilbage.

[isabella]

Hun vendte sig mod Ilosonic, så hun stod med ryggen til vinduet, og støttede med hænderne bag sig i vindueskarmen. Hans ord fik et smil til at brede sig på hendes læber, mens hun slog blikket ned i gulvet og rystede let på hovedet. Så blev hun stille lidt.
Efter at have været på Carino Fattoria et stykke tid, var Ilosonic uden tvivl blevet venligere stemt overfor hende - men han havde ikke åbnet sig rigtigt. Det virkede som om, han havde accepteret, at de var halvbror og -søster, og han var holdt op med at være afvisende. Han havde endda givet hende et værelse, der var finere og mere permanent end det, hun først havde fået tildelt... et værelse, der var hendes. Enhver anden havde nok stillet sig tilfreds med situationen, som den var nu, men nu var Isabella jo ikke som folk var flest, og sandheden var, at hun faktisk ikke var kommet Ilosonic en pind nærmere. Hun kendte ham stadig ikke. Hun vidste ikke, hvad der måtte gemme sig bag det flotte, charmerende ydre, men inderst inde, havde hun en knugende fornemmelse af, at det var noget, som ingen måtte vide, ikke kun hende. Der var en grund til, at Ilosonic stadig ikke stolede på hende og lod hende komme ind på livet sig, og helt ærligt - se på hende - hun var jo ikke nogen trussel for ham, så hvad end, han var mistænksom overfor, havde Isabella vitterlig ingen grund til at tro, at det var hende personligt. Det måtte handle om noget andet. Noget med mennesker generelt. Han måtte bære på nogle hemmeligheder, der aldrig var ment til at se dagens lys, ting han ikke ville indvie hverken hende eller andre i. Ellers ville han ikke have grund til at være så påpasselig, som han var, for hun havde godt lagt mærke til, at han holdt kortene rimelig tæt ind til kroppen. Om det var for sin egen sikkerheds skyld, eller om det blot var nysgerrighed, var ikke til at sige, men uanset hvad, så kunne hun mærke, at hun var nødt til at finde ud af det. Om ikke andet mente hun faktisk det, hun havde sagt til ham ved deres første møde, om at hun gerne ville lære ham at kende. Selvom den livsstil, hun det sidste stykke tid havde ført her, heller ikke ligefrem var til at klage over... det måtte hun trods alt give ham. Der var tjenestefolk, der blev lavet god mad til hende, hendes kjoler blev vasket og strøget og hver aften var der nogen, som havde skiftet hendes sengetøj, så det altid var helt rent. Men dybt i hende, inde bag hendes indre lykkeridder, var det bare ikke nok. Længere.
Hun drejede hovedet halvt, og kiggede ud ad vinduet med et fjernt blik. Smilet på hendes læber var væk og erstattet med et mere alvorligt ansigtsudtryk.
"Ilosonic..." sagde hun eftertænksomt, nærmest undrende, "Hvad er det, du er bange for, jeg skal gøre imod dig?". Hendes tonefald var lavmældt. Det var ikke hendes mening at starte en diskussion, og det var absolut heller ikke en beskyldning af nogen art - hun undrede sig virkelig bare. Og ordene forlod næsten hendes mund helt uvilkårligt som en eftervirkning af alle de tanker, der lige var gået gennem hovedet på hende. Der var vist ikke noget belejligt tidspunkt at stille dette spøgsmål på, selvom hun måtte indrømme, at hun havde trukket det lidt ud i håbet derom - så nu sprang hun altså bare omsider ud i det.

[ilosonic]

Ilosonic var ikke typen som stolede på folk, han var normalt en enspænder, han havde altid klaret sig selv, hvilket han altid havde haft det bedst med, for på den måde skulle han ikke tænke på andre end ham selv. Så havde han mødt Ilaria, som faktisk var en af de få kvinder som havde formået at fange hans interesse og opmærksomhed og han var endt med at blive utrolig glad for hende, hvilket jo så også havde ført det hele videre til at de skulle have et barn sammen og om hvorvidt det var synd eller ej, kunne diskuteres, for hverken han eller Ilaria var de fødte forældre, men på den anden side fandt de jo heller ikke ude af om de var så elendige igen, hvis de ikke prøvede, desuden ønskede han ikke at kyle hende ud, lade hende pakke sin ting for selv at rejse, for han ønskede at hun skulle være her på hans herregård, hun var trods alt den eneste person han turde at stole på. For så man på Isabella, så var han stadig i tvivl om hvorvidt hun måtte stå med lyset eller mørket eller om hun i det hele taget stod med nogen af dem eller var neutral, det forvirrede ham og det var grund nok til at han ikke turde at åbne helt op, for han bar inde med så mange dybe hemmeligheder, at det kunne koste ham livet, så det var ikke ting man skulle tage chancer med at fortælle andre. Ilaria havde bevist at hun kæmpede for det samme som ham, der var jo også en grund til at kvinden var blevet, men han var stadig i tvivl med Isabella, for ja hun var godt nok hans halvsøster, men bare se på Marius, han var tilmed skyld i at hans egen halvbror var død den dag i dag!
Sonic slog de sidste søm som han havde i munden i selve træet, så den nederste del af vitrineskabet var ordnet – på den ene side, for Ilaria havde virkelig smadret det hele, og det lignede virkelig ruiner! Et stort kaos, som om det havde været en slagmark! Derfor kunne han jo ikke finde ud af at være sur på den kvinde, selvom at han virkelig heller ikke fandt sig i alt, for selv efter hans mening kunne man gå over stregen, som da hun havde valgt at smadre hele stuen kun fordi at hun var gravid! Han vendte blikket undrende imod Isabella ved hendes spørgsmål, hvor han så en anelse tænksomt mod hende. Selv ved Isabella var han blevet bedre til at åbne op, for han var ikke den samme kyniske, kolde og afvisende mand, som hun havde mødt til at starte med, nej han var faktisk venlig overfor hende, han havde givet hende sit helt eget værelse og tilmed ladet hende bo her på stedet. Han blandede sig ikke i hendes liv, så længe hun ikke snagede rundt, så var han tilfreds, så han lod hende normalt passe hendes egne sager, hvor hun jo kunne fortælle ham hvad hun lavede, hvis hun lystede for det. ”Hvad jeg er bange for at du skal gøre imod mig?” gentog han undrende og dog en anelse eftertænksomt. Han lagde roligt hammeren fra sig og rejste sig ganske let. Hans dårlige arm der stadig hvilede i slyngen kunne godt bruge lidt hvile efterhånden, for den var stadig ufattelig øm og den så ikke så meget bedre ud end som for nogle dage siden, men det tog også lang tid at få den skide virus ud af sin krop! ”Jeg håber da ikke at du vil gøre mig noget,” svarede han stilfærdigt og kneb øjnene en anelse skeptisk sammen. Han gned sin skæggede hage ganske let med den friske hånd, inden han trak på skuldrene. ”Jeg er ked af det Isabella, men jeg er ikke vant til at åbne op overfor folk, heller ikke engang min egen familie, hvilket du kan takke vores far for,” svarede han sandfærdigt, for han så ingen grund til at lyve, han var bare vant til at være en enspænder og med så mange hemmeligheder som han havde, så var det ikke smart at åbne op overfor hvem som helst, om de så var familie eller ej.

[isabella]

Da Ilosonic rejste sig op, vendte hun hovedet roligt mod ham. Det var som om, hun først nu bed mærke i, at han havde den ene arm i slynge, og hun fik pludselig en bekymret rynke i panden.
"Hvad er der sket med din arm?" spurgte hun bestyrtet, "Hvornår er det sket?"
Hun lod blikket glide fra hans mørke, tænksomme øjne til den tilskadekomne arm og tilbage igen. Hun lod hænderne falde slapt ned langs siden og rettede sig op, som om hun skulle til at gå over til ham og kigge nærmere på det - men hun gjorde det alligevel ikke. Hun blev stående. Det var ligesom om, det var... forkert, på en eller anden måde. Og et sted, så troede hun faktisk heller ikke, at Ilosonic selv ville finde det passende. Det havde bare været hendes første indskydelse, og at drage omsorg for en såret - især én i sin familie - var jo meget naturligt. Men så godt kendte de nok bare ikke hinanden, så hun lod det gå, ligeså hurtigt som det var kommet.
Hun sukkede, mens hun kiggede ned i jorden og rystede på hovedet af sin egen naivitet og den forhastede beslutning, hun var lige ved at have taget. Så rettede hun atter blikket ud ad vinduet, hendes mørkebrune øjne blev fjerne og eftertænksomme, som de skuede ud over de procianske stepper.
Ilosonic skød altså skylden på sin - på deres far - for at have opfostret en dreng, der var blevet indelukket, kynisk og ude af stand til at åbne sig for nogen. Med alt hvad hendes mor havde fortalt hende, og også til dels hvad Ilosonic indtil videre havde sagt, fandt hun det meget sansynligt at Vladimir Darcy sikkert ikke engang havde været en særlig rar og omsorgsfuld far, og Isabella kunne godt forstå, at faderens endeløse række af elskerinder havde pint hendes halvbror i en sådan grad, at han rent faktisk var endt med at stikke af hjemmefra. Derfor troede hun ham også, da han sagde, det skyldtes deres far, men hun havde alligevel en gnavende fornemmelse af, at der også var noget andet, som gjorde ham så svær at komme ind på livet af. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at hun ikke ville være i stand til blot at slå det hen, men Isabella var faktisk - tro det eller ej - en tåldmodig dame, der vidste, at hver ting kom til sin tid. Hun kunne derfor godt lægge det lidt væk, i hvert fald for nu.
Hun vendte sig nu igen mod Ilosonic. Hun forstod ikke, hvorfor han følte grund til at kigge så undrende på hende, men på trods af hans mistroiske tonefald, så hun tilbage på ham på med milde, venlige øjne.
"Fortæl mig om vores far," bad hun lavmældt, nærmest hviskende. Måden hun snakkede og måden hun kiggede på ham på, gjorde det klart, at hun for et øjeblik lod alt andet ligge; hvem Ilosonic egentlig var, hvorfor han var så hård og hvad han skjulte for hende - og hvordan han var kommet til skade. Hun ville bare gerne høre ham fortælle om Vladimir Darcy, selvom hun var forberdt på, at det nok ikke var en særlig køn historie.

[ilosonic]

Ilosonic var ved at finde sig til rette med at have Isabella boende under samme tag. Hun var hans halvsøster, for det havde han selv fundet beviser på, så der var ingen tvivl om at hun virkelig var Vladimir Darcys datter, og dermed hans søster. Hvorfor han helt præcist havde ladet hende blive boende her, var han faktisk lidt usikker omkring, for normalt ville han da være ligeglad med sin familie, præcis som med Marius, men på den anden side havde han jo stået i nøjagtig samme situation som Isabella, desuden var hun ikke ude efter herregården, men ude på at vide mere omkring sin familie og hvor hun egentlig kom fra, hvilket vel som sådan var forståeligt nok? Som han kunne forstå, så havde hun mistet sin mor og havde ikke haft andre tilbage end sin far, selvom at det var utrolig mange år siden at deres far var gået bort, så det undrede ham lidt, at hun ikke havde hørt om at Marius var greve, for den mand havde været utrolig velset i landet, det var trods alt herregårdens vine som var den bedste i landet – i hvert fald blev det sagt – så det var jo ikke fordi at man aldrig havde hørt om Marius, desuden så var der jo også lige det som gjorde at sladderen havde gået; manden havde engang ført en dvasiansk prostitueret ind i landet og han var blevet omgjort til spide, nøjagtig som Sonic kunne have risikeret.
Sonic vendte blikket mod sin arm, som hun spurgte ind til den. Han lagde næsten fraværende sin anden hånd over armen, imens han betragtede den eftertænksomt. Det var Keischa der havde kradset ham, den aften han havde dræbt dronningen af Procias. Han trak svagt og langsomt på skuldrene. ”Det er sket for et stykke tid siden,” svarede han sandfærdigt, som han roligt vendte blikket mod hende, med et lille skævt smil om læberne. ”Ser du, efter at Keischa kom på tronen, så har mørkevæsnerne væltet ind, også en af grundene til at Procias’ skov er brændt ned til grunden,” fortalte han kort, som han trak svagt på skuldrene. Selve skoven havde han faktisk ikke haft noget at gøre med, så det var noget som man faktisk ikke kunne lægge over på ham, men så var han til gengæld skyld i en masse andet. ”Den ene dag blev jeg overfaldt af en spide, du ved hvordan jeg er, så jeg blev kradset.. og nu er jeg i gang med at få spidens virus ud af mig,” svarede han stilfærdigt, det var jo faktisk halvvejs sandt, han blev overfaldet af Keischa, og hun havde jo kradset ham og hvis det ikke var fordi at han var ilddæmon, jamen så havde han jo nok været spide præcis i dette øjeblik og det var han nu glad for ikke var sket! Han trak svagt på skuldrene som betød det ingenting, og det gjorde det jo sådan set heller ikke, for han blev jo rask igen på et tidspunkt. ”Men processen tager desværre lang tid,” mumlede han for sig selv. Han vendte blikket mod hende og smilede skævt. At hun spurgte ind til deres far, måtte undre ham, for han havde vel fortalt om ham? Den aften han havde mødt hende, havde hun jo spurgt ind til hans fortid og der havde han jo også nævnt Vladimir og selv før det. Han trak endnu engang på skuldrene. ”Der er ikke så meget at fortælle,” startede han roligt og så eftertænksomt på hende. ”Som sagt var han en mand der var glad for kvinder. Men rygtet siger da at han var en god greve, godt nok en charmør uden lige, men.. han var trofast – overfor landet vel at mærke. Overfor sin familie var han fuldstændig ligeglad,” svarede han lettere sammenbidt, som hadet næsten måtte vise sig i hans blik. Han kunne ikke fordrage sin far! Han så stilfærdigt på Isabella igen. ”Han skiftede kvinde hurtigere end du kunne nå at følge med, men.. efter at jeg stak af, fik han min lillebror og det siges at manden havde forandret sig, at han var blevet..” Han stoppede sig selv og trak på skuldrene som svar. Et sted vel jaloux over at Marius havde haft den perfekte far, hvorimod han selv nærmest havde været tvunget til at flygte. Hvorfor hans far havde forandret sig derimod, det vidste han virkelig ikke.

[isabella]

Isabella havde tænkt meget på det sidste. Hun havde tænkt på Ilosonic og på sin far, og indimellem også på dét hendes halvbror havde fortalt om sin tilbagevenden til Carino Fattoria. Hun havde tænkt på de få gange, hvor han flygtigt havde nævnt en bror, sin lillebror, og det vil sige, at Isabella altså havde endnu en bror et eller andet sted. Så vidt hun havde forstået, havde denne lillebror arvet Grevetitlen efter deres far, og senere var Ilosonic altså dukket op og havde som den ældste søn og retmæssige arving fået skaffet broderen af vejen.
Før hun var rejst fra Apterta, havde Isabella brugt lang tid på at overveje om denne her familie overhovedet ville passe til hende. Indtil hun mødte Ilosonic, troede hun jo - naturligt nok - at hun i sin faders hjem ville finde en ædel, prociansk slægt af animagus'er med intet andet end gode hensigter, dedikeret til deres land og til lyset. Men der var ikke nogen familie, der var kun Ilosonic. Og han var mildest talt ikke som hun havde forventet. Dedikeret til sit job, det var han jo nok, men han var også blevet opslugt af mørket og havde forvandlet sig fra en fuldblodsanimagus til dæmon. Ikke ligefrem en typisk procianer. Men et eller andet sted var det nok ikke så dumt igen, for Isabella var heller ikke nogen pæn pige, og var hendes oprindelige forventninger blevet indfriet, var hun sikkert hurtigt blevet træt af hele tiden at skulle være så korrekt, som man egentlig skulle i en adelsfamilie. Hun var trods alt vokset op i en burlesquebar, et ganske uhæderligt og - ifølge pøbelen - et beskidt sted, og hun havde levet hele sit liv blandt skøger og strippere - og så var hun, sidst men ikke mindst, selv halv dæmon.
Da Ilosonic begyndte at fortælle om sin far og sin lillebror, lagde hun mærke til, at han blev sammenbidt ved sine egne ord. I hans øjne så hun pludselig en plaget mand, det forsømte barn han havde været som lille. Hun nikkede en enkelt gang med et svagt smil, da han løb tør for ord og ikke fik gjort sin sætning færdig; hun vidste godt, hvad han mente.
"Hvad med din mor?" spurgte hun undrende, dog forsigtigt. Hendes ansigtsudtryk var alvorligt, men hendes øjne var milde. Det ville ærlig talt glæde hende, hvis hun kunne få trængt bare en smule ind bag hans hårde ydre, og med tiden finde ud af, hvad for en slags mand, han i virkeligheden var.

[ilosonic]

Ilosonic havde ikke noget imod Isabella, dog var der noget ved hende som specielt måtte irritere ham; hun stillede alt for mange spørgsmål! Men han prøvede og kommenterede det heller ikke, hvilket vel også var det vigtigste? At han prøvede? Han kunne jo have været helt kold og bare smidt hende ud, men sandheden var nok – om han ville det eller ej – at der endnu var lidt procianer i ham, og han kunne specielt godt mærke det efter at han var flyttet tilbage i Procias. Nok var hans animagusrace blevet dræbt dengang for mange år siden, men hans sjæl var der skam endnu og altid – igen om han ville det eller ej – ville han have lyset i sin sjæl.
De mørke øjne faldt til Isabellas skikkelse som hun spurgte ind til hans mor. Hvad der var sket med hans mor? Han vendte blikket tænksomt ned mod gulvet. Han havde aldrig rigtig talt om sin fortid med andre, end ikke Ilaria havde spurgt ind til den, men på den anden side så var den jo også irrelevant, selvom at det vel egentlig var ganske imponerende og fascinerende at han var gået fra at være animagus til dæmon? Isabella var dog hans søster, så det sagde vel lidt mere sig selv at hun spurgte ind til ham og hans familie? Til deres familie vel at mærke. Selvom de naturligvis ikke havde samme mor.
Sonic løftede roligt blikket mod hende igen, hvor et stille smil, som man dog næsten ikke kunne se, passerede roligt hans læber, hvor han kort lod tungespidsen søge over hans rosenrøde læber, for at fugte dem. ”Jeg kan ikke huske hende,” endte han stilfærdigt, hvor hans blik for en kort stund blev helt dødt og intetsigende. Han trak kort på skuldrene, inden han vendte ryggen til hende, for at vende opmærksomheden mod sit arbejde med vitrineskabet igen. Det var godt nok et stort skab, men det var utrolig aflangt og havde to underskabe, tre skuffer over de to nederste skabe og ellers tre rækker med aflange skabsdøre, hvor der var glas imellem tremmerne. Han havde lavet det eneste nederste skab, og skuffen derover, hvor han ellers havde lavet rammerne af hele vitrineskabet. Han tog nogle søm i munden og derefter satte sig ned på knæ igen, som han gik i gang med den anden side, hvor det andet nederste skab skulle være. ”Hvorfor spørger du ind til min mor?” spurgte han i en lettere mumlen, som sømmene måtte gøre det vanskeligt for ham at tale. Han var dog nysgerrig på at vide det, for hans mor havde jo intet med hende at gøre, han kunne jo ikke engang selv huske sin mor, det eneste han faktisk kunne huske ved sin mor, var det at han faktisk havde elsket hende, han havde holdt af hende og det havde knust ham, da hans far havde skrottet hende som havde hun været affald. Han tog skruetrækkeren, som han skruede de to hængsler i selve skabet, inden han tog skabsdøren og begyndte at sætte det fast til hængslerne. Han var måske adelig, men han havde igennem hele sit liv skulle klare sig selv, desuden så var der vel altid lidt handyman i enhver mand? Det mindste en mand skulle være, var da i hvert fald det at være praktisk! Ellers var de jo svanse alle sammen!

[isabella]

Hm, jo, Isabella vidste i virkeligheden godt, at hun måske var ved at bevæge sig ud på gyngende grund ved at stille Ilosonic den slags personlige spørgsmål, og det overraskede hende ikke, hvis han var en tikkende bombe, når det kom til sådan noget. Men hun var nysgerrig, og i øvrigt tilhørte hun den slags menneske, der hellere ville tage en chance og blive forbrændt, fremfor slet ikke at prøve.
Hun havde set Ilosonics blik blive dødt, idet han nævnte sin mor, hvilket af uklare årsager, fik hende til at betragte ham med et uvilkårligt smil på læben, som han vendte ryggen til hende og genoptog sit arbejde med vitrineskabet.
Isabella gik stilfærdigt hen til en stor, vingrøn lænestol, der stod midt i rummet, til venstre for hvor Ilosonic befandt sig nu, gik et par skridt bag den, mens hun lod fingerspidserne glide forsigtigt hen over dens flossede, ødelagte ryg, før hun stoppede, lænede sig let op ad den og lod begge hænder hvile på dens iturevne velourryg.
Hun kiggede ned på sine hænder, idet hendes tommel- og pegefingre legede uvilkårligt med et par af de løsslupne stoftråde.
"Min far var der heller ikke for mig, da jeg var lille," sagde hun så med et svagt skuldertræk, "Min mor var den person i verden, jeg elskede allerhøjest. Jeg elsker hende stadig."
Hun drejede roligt hovedet og med det ene øjenbryn hævet, lod hun sit eftertænksomme blik hvile på Ilosonics fokuserede skikkelse.
"... jeg tænkte, det måske var noget, du kendte til," tilføjede hun så i en mere spørgende tone.
Hun savnede sin mor af hele sit hjerte, og Isabella havde aldrig følt sig så alene i verden, som den nat, hun døde. Men på trods af det - og her vidste hun ikke om hun burde skamme sig eller ej - følte hun også en vis... lettelse... over at hendes kære mor endelig havde fået fred fra sygdommens hærgen. På en måde var hun også bare færdig med sit stripperliv i Apterta, hun havde været klar til at komme ud og prøve noget nyt, efter at have levet af sit gode udseende i 57 skamløse år. Hun var sikker på, der måtte findes et bedre liv et andet sted. Måske her. Måske ikke. Det var endnu for tidligt at sige, men det var i dén grad værd at gøre forsøget.

[ilosonic]

Som Ilosonic fik skabsdøren sat på ved hængslerne, prøvede han at lukke skabet for at se om det passede ind, selvom at når det var lukket, hang det i den. Han åbnede det derfor igen, og strammede hængslerne, hvor han prøvede sig frem et par gange, indtil at det passede helt perfekt. Han vendte roligt blikket over skulderen, som han kort betragtede hende gå hen til stolen, inden han igen genoptog sit arbejde. Ilaria havde virkelig sørget for at holde ham i gang, men et sted gjorde det ham nu heller ikke noget, for efter at han havde dræbt Keischa, og nu hvor oprøret mere eller mindre gik sin egen vej, så var han nød til at gå i tænkeboks for at finde på noget nyt han kunne lave, hvor han også hellere måtte holde lave profil, så han var sikker på at han ikke blev opdaget for sine synder. Så det passede ham et sted fint at han kunne gå i gang med at lege handyman, for at få hele stuen op at stå igen, for den lignede virkelig et stort kaos og der lå stadig små glasskår uvilkårlige steder på gulvet efter de mange knuste glas. Desuden så havde han jo faktisk mange penge, selvom at landet selv var ramt af en økonomisk krise, for når man havde skaffet sig mange penge hjem, og ikke hjalp med velgørenhed, hjalp med at få landet i rette kurs igen, men gemte pengene, så blev man ikke ramt af den krise. Dog havde han set glæden i de butikker hvor han havde købt de nødvendige ting hjem, for at kunne bygge stuen op igen.
Imens Isabella talte, gik Sonic i gang med skuffen, som måtte hvile over det skab han lige havde lavet. At hendes – deres – far ikke havde været der for hende, undrede ham sådan set ikke, for havde han slået hånden af hendes mor, og hendes mor så havde taget barnet med sig, jamen så havde han også slået hånden af hende, for deres far var bare gået videre til den næste i rækken. At hun bragte sin egen mor på banen rørte ham sådan set ikke, det var hendes sidste ord der faktisk måtte røre ham. Om han kendte til følelsen? ”Igen.. jeg husker knap min mor..” svarede han afvigende. Han var ikke typen der talte om sine følelser, og han ville da bestemt ikke drøfte dem med hende! Men jo, han kendte følelsen, for han havde virkelig elsket sin mor højere end noget andet, på det tidspunkt havde han jo også været en animagus, en procianer, desuden hvem holdt ikke af sin mors kærlighed og puslen? Han havde bare ikke oplevet særlig meget af det. Et sted gjorde det ham intet, for han var ikke ked over hans fortid, at tingene var sket som de var sket, for ellers var han jo aldrig nået til det punkt, hvor han stod den dag i dag, hvor han var skyld i at Procias måtte stå så svagt som det gjorde, han tvivlede på at det overhovedet nogensinde havde stået så svagt, næsten noget som han var stolt over vel? ”Flere spørgsmål?” spurgte han næsten morende, for det var næsten som om at hun forhørte ham med alle sine spørgsmål. Det gjorde ham ikke noget som sådan, så længe hun ikke borede ind i tingene, når han afveg sine svar, som med hans mor.

[isabella]

Hvis Ilosonic løj for hende nu, var det sandsynligvis fordi hun havde berørt et yderst følsomt emne - og hans afværgende tonefald taget i betragtning, kunne hun rigtig godt forestille sig, at dette var tilfældet.
Tåldmodighed var en dyd for Isabella. Hun gav ikke op, bare fordi hendes nyfundne bror havde vist sig at være intet mindre end en lukket bog. Hun havde tænkt sig at få ham åbnet, om det så skulle tage 100 år - og siden hendes dæmongener forlængede hendes levetid markant, var dette faktisk for en gangs skyld ikke blot en talemåde.
Stadig stående lænet op ad lænestolens ryglæn, stadig ligegyldigt legende med dens løse tråde mellem fingrene, kiggede hun et kort øjeblik hen på Ilosonic ud af øjenkrogen.
Efter at have tænkt og tænkt, havde Isabella taget en beslutning. Hvis Ilosonic ikke selv ville fortælle hende noget, så måtte hun jo selv finde ud af det, og derfor var hun nødt til at forlade Carino Fattoria et stykke tid, på trods af, at hun næsten lige var kommet. I øvrigt var hun nødt til at finde ud af noget mere om sin far og sin fars familie, og sidst, men ikke mindst, den lillebror, hun havde hørt Ilosonic nævne. Umiddelbart ville hun ikke anslå dem til at være særlig gode venner efter hans hjemvenden, hvor han opslugt af mørket havde smidt broderen ud af sit eget hjem og overtaget hans titel - og netop derfor ville hun ikke spørge ham selv. Hun havde brug for nogen, der vidste noget om den her familie, men ikke selv var en del af den... og hun vidste godt, hvor hun ville tage hen.
Om hun havde flere spørgsmål?
"Ja," sagde hun roligt, "Èt."
Hun slog blikket ned på sin hænder, der hvilede på stolens ryg.
"Jeg rejser væk et par dage," konstanterede hun uden tøven, før hun drejede hovedet en lille smule og så på ham med en let afventende mine. Det risikable ved at forlade ham nu, var netop det faktum, at hun - ja - lige var kommet. Hun havde ganske vist fået sit eget værelse og havde fået lov at bo her på ubestemt tid, men hvis hun først rejste herfra, betød det, at han automatisk ville tage stilling til, om han overhovedet ønskede at hun kom tilbage. Og desværre var hun ikke helt sikker på, hun var så velkommen her, som hun gerne ville være...
En anden ting, der på en måde også var lidt 'desværre', var, at hun faktisk selv havde lyst til at vende tilbage hertil. Hun var ikke færdig med Ilosonic. Men... var han færdig med hende?
Hun lagde hovedet en smule på skrå, og stillede ham ham så sit sidste spørgsmål:
"Når jeg kommer tilbage, er jeg så stadig velkommen her?" spurgte hun. Der var intet bedende, intet forhåbningsfuldt i hendes stemme - det var blot en helt neutral, spørgende tone.
Hun havde lyst til at komme tilbage til ham, men hvis han ikke ville se hende igen, hvis han gerne ville have hende ud af sit liv med det samme, så havde han chancen for at sige det nu.

[ilosonic]

Selvom at Ilosonic ikke så på Isabella, men som han var i fuldt sving med vitrineskabet, som Ilaria i sin vrede havde smadret, sammen med resten af stuen, så hvilede hans opmærksomhed stadig imod hende, for efter at han havde besluttet sig for at hjælpe hende bare lidt på vej, ladet hende blive boende, som han jo havde fundet hendes fødselsattest og andre dokumenter der beviste at de var beslægtede, så var han også begyndt at bryde sig mere om hende. Hun var ikke den helt så blødsødne procianer, som plaprede løs og om alt det gode, fred og harmoni, nej hun så skam realistisk på tingene og det var noget af det som han faktisk godt kunne lide ved hende. Så var der jo også det faktum at hun oprigtigt ønskede at lære ham at kende og prøvede at komme tættere ind på hans og deres families liv, hvilket kun gjorde at hun også viste interesse for at være her og for at være hans familie og ikke bare var ude på at skrabe guld og grønne skove til sig. Han vidste selvfølgelig ikke om det jo egentlig var det som hun i sidste ende var ude på og det hele bare var et spil fra galleriet, så det var selvfølgelig også grunden til at han var så opmærksom, at han tog sine forbeholde og ikke bare åbnede sig som en bog man kunne trække ud. Han var indelukket, som hun jo allerede havde fundet ud af under deres første møde, men viste hun ham sin tillid, sin loyalitet og at hun var trofast, jamen så kunne det jo godt være at han ville åbne op for hende i sidste ende, for han kunne ikke spå fremtiden, så han kunne ikke sige hvad der ville ske imellem dem.
Sonic stoppede roligt sit arbejde af skufferne, som han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Hun havde et enkelt spørgsmål tilbage? Ikke fordi at det gjorde ham noget, for måske hun næsten kunne lyde til at forhøre ham, men han ville gerne svare på hendes spørgsmål, så hun vidste at hun ikke blev mødt af en direkte kold mur og ikke følte sig velkommen her, for hun havde trods alt fået sit helt eget værelse. Men så længe hun ikke overskred hans grænse og spurgte videre indtil tingene, når han virkede afvigende, for alle havde sine grænser, som folk måtte respektere ikke at overskride. Han lyttede til hendes ord, som hun sagde at hun ville rejse væk, hvilket han ikke havde noget imod, ikke dårligt ment, men han ville jo heller ikke bestemme over hende og hendes liv, for han lod hende jo passe sine egne sager uden at snage. Han nikkede derfor blot roligt, hvor han igen vendte blikket mod den skuffe han var i gang med, som han fik færdig, inden han satte den ind i det hul, hvor den passede ind. Selve hendes spørgsmål fik ham dog til at se forundret på hende. Om hun var velkommen når hun kom tilbage? Et skævt smil gled over hans læber, som han roligt rejste sig og lagde hammeren fra sig på vitrineskabets flade. Han vendte sig imod hende. ”Du ønsker måske at komme tilbage?” spurgte han med et morende træk i den ene mundvig, næsten som om at hun nød at være her? Han nikkede dog endeligt. ”Du er velkommen, hvis du kommer tilbage,” endte han stilfærdigt og smilede skævt. Han ville faktisk ikke have noget imod at hun kom tilbage igen, for helt hjerteløs var han dog ikke, og hvis hun kunne lide at være her, hos hendes familie, så var hun også mere end velkommen.

[isabella]

Ved Ilosonics spørgsmål, Du ønsker måske at komme tilbage?, var Isabella ærlig talt lige ved i et bittersødt tonefald at mumle 'af uforklarlige årsager, ja', men hun nåede at stoppe sig selv. Eftersom hun havde fået lov til at blive boende i et stykke tid nu uden at blive smidt ud, og hun tilmed havde fået et bedre værelse, end dét der først var blevet hende tildelt, så gik hun ud fra, at Ilosonic faktisk havde accepteret hende som sin søster nu... men hun kunne bare ikke lade være med at spekulere på hvorfor. Hvad havde egentlig fået ham til at godtage hendes påstand om, at de var søskende? For han kunne vel ikke have undersøgt det, kunne han? Var det i virkeligheden bare fordi, han ikke gad at bruge tid og energi på at afvise hende og smide hende ud, simpelthen ikke gad at tage dén diskussion med hende én gang til, og så var det bare nemmere at lade hende blive? Uanset hvad, så var det næste han sagde, at hvis hun rejste herfra, måtte hun gerne komme tilbage, og dette fik hende bestemt til at hælde mest til den første grund, hun havde tænkt på. Måske gik det rent faktisk begge veje? Måske kunne han - hvor utænkeligt det end lød - godt komme til at kunne bryde sig om hende? Med tiden. Uden at have kendt Ilosonic særlig længe, kunne hun nemlig allerede nu fastslå, at hun selv klart var mere opsat på hele den her bror-søster-idé, end ham - og i øvrigt også var meget mere villig til at åbne sig op i dén anledning. Men samlet set - hvad end grundene så var - så ville han havde sagt det ligeud, hvis han ikke ønskede at se hende igen nogensinde. Og han havde i stedet sagt, hun var velkommen.
Isabella vendte sig om, så hun i stedet stod med siden lænet op ad stoleryggen, og lod sit blik hvile på Ilosonic, idet han rejste sig op og lagde hammeren fra sig. Det var først nu, han rent faktisk havde rettet hele sin opmærksomhed mod hende, og det nærmest morende træk i hans mundvig fik hende yderligere til at tænke, at han helt oprigtigt mente, hvad han sagde.
Nu stod han så dér og så på hende, og hun så på ham. Så gled et lille, skævt smil over hendes læber, mens hun nikkede ganske let, som om hun drillende sagde 'hvis dét er din beslutning, så må jeg jo rette mig efter den'.
"Så kommer jeg tilbage," sagde hun bekræftende, mens hun kiggede ham direkte ind i de mørke øjne.
Derpå rettede hun sig op, trak en anelse op i sin lange kjole og skrånede hen over alt rodet på gulvet, hen til døren, hvor hun stoppede op og drejede hovedet halvt, så hun kun netop kunne se Ilosonic ud ad øjenkrogen.
"Forhåbentlig kommer du til at kunne lide mig med tiden," sagde hun så, lavmældt, med en ganske svag antydning af et nærmest provokerende smil, "For jeg tror desværre, jeg kommer til at kunne lide dig."
Med disse ord - som faktisk kom direkte fra hjertet af - og et hemmlighedsfuldt glimt i de listige katteøjne, gik hun ud af døren og lod ham atter alene tilbage i stuen.
Ilosonic skulle ikke tro, han kunne være hende overlegen, blot fordi hun bestræbede sig mere på at lære ham at kende end omvendt. Med sig selv vidste Isabella nemlig godt, at de havde langt mere til fælles, end han nok var klar over. Troede han, hun var en pæn, prociansk pige? Så skulle hun nok vise ham noget helt andet...

// Out

[ilosonic]

Ilosonic kunne fint smide Isabella ud hvis han ikke gad at have hende boende, for ham var det lettere at smide hende ud, for nu hvor hun boede her, så skulle han jo også til at betale for hendes forbrug af ting og sager, så det var kun blevet dyrere at have hende boende, så det sagde vel lidt sig selv at han ville have hende her af en eller anden grund? Desuden burde hun næsten også have fået indtrykket af ham at han ikke var bange for at sige sin mening og komme ud i en diskussion for det var han bestemt ikke og så var han virkelig ligeglad med om det var dronningen af Dvasias! Men der var noget over Isabella som han godt kunne lide og det var ikke det der blødsødne procianske som lå over hende, for det var der faktisk ikke særlig meget af, hun var mere af den realistiske type, som ikke var bange for at sige sin mening, hvilket vel egentlig også var et tegn til at de mindede lidt mere om hinanden end det som man egentlig skulle tro?
De mørke øjne hvilede stilfærdigt på hendes skikkelse, som hun måtte stå ved den ødelagte lænestol, som Ilaria også havde ødelagt i sin vrede. Det var ikke fordi at han ikke havde nok at se til i denne tid, for Ilaria tog virkelig også meget af opmærksomheden, for hun var begyndt at hundse langt mere rundt med ham end hvad hun havde gjort førhen, som om hun pludselig var blevet hjælpeløs fordi hun var blevet gravid, og så var hun også blevet en del mere knotten, men det var vel på grund af hormonerne? Det var næsten noget som kunne irritere ham, selvom han dog ikke fortrød at hun var blevet boende, men det var også grunden til at han ofte søgte herned i stuen for at arbejde på det lille projekt om at få stuen gjort pæn igen, for her fik han da lidt fred og ro, medmindre hun kom ned for at irritere ham her og hundse med ham her.
At Isabella besluttede sig for at komme tilbage gjorde nu ikke Ilosonic noget, for han havde ikke noget imod hendes selskab, eftersom hun havde vist sig at være ganske fin på bunden, når det kom til stykket, desuden så hundsede hun da i det mindste ikke rundt med ham, selvom at hun heller ikke rigtig kunne tillade sig at gøre det, for han havde måske givet hende lov til at bo her, men det kunne hurtigt ændre sig igen. ”Udmærket,” svarede han roligt, som tegn til at det var fint med ham at hun en gang kom tilbage igen, selvom han jo så ikke vidste hvornår og det var tydeligt at hun heller ikke selv gjorde det. Han nikkede dog roligt, hvor han blot betragtede hende som hun gik hen til døren og så sig tilbage, hvor hans blik ikke forlod hende på noget tidspunkt. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, hvor han blot så til som hun gik ud af stuen. Han svarede dog ikke til hendes ord, for han vidste ikke hvad fremtiden bragte med sig, så om han ville komme til at kunne lide hende eller ej vidste han jo faktisk ikke, men indtil videre havde han intet imod hende. Som hun var gået, fortsatte han blot med sit store projekt af stuen, for det var tydeligt at der var langt endnu..

//Out