We need to talk..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Rejsen ind til Procias, havde taget Junior flere dage, selvom han virkelig bare valgte, at skulle bide det i sig. Tilladelsen til at rejse forbi muren var noget som han havde fået af sin kære storebror, Gabriel, som allerede nu, så ud til at have meget at sidde med mellem hænderne. Han havde rejst til Marius’ store herregård som efterhånden var blevet brugt som et mindre opholdssted for de tilskadekommende efter at slottet var styrtet sammen. Junior fik øje på den store herregård i det fjerne. Mørket havde hvilet over den store himmel i nogen timer nu og han havde taget resten af turen til stedet. Han vidste at Nathaniel allerede havde forklaret dem, at han ville komme og det ikke var med nogen onde intentioner, det var virkelig bare for at snakke. Cayla havde han efterladt derhjemme og han var nu ganske så sikker på, at hun gav ham denne mulighed til at få ordnet op med Camryn. Hun havde været hans bedsteveninde igennem så mange år og det var virkelig ikke noget, som han ønskede, at skulle miste lige netop nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han kunne næsten føle at det døde hjerte måtte slå mod hans bryst, det var ikke just med et behag på nogen måde. Han havde ikke fået snakket ud, siden han havde lagt ringen ved hendes side, sammen med et brev, hvori han havde beskrevet, at det slet ikke kunne gå. Han vidste, at det var helt forkert måde, at gå frem på og han havde jo også lovet Marius at passe på hende.. hvor havde han dog fejlet! Han bed sig let i læben, da han bevægede sig over gårdspladsen og op til hovedbygningen, hvor han varsomt bankede på. Det var Marius som mødte ham i døren efter allerede meget kort tid. Den spidse og faste mine, sagde ham virkelig bare alt. Han lod blikket falde kort. Han turde ikke rigtigt ,at skulle sige den mand imod. ”Er hun vågen?” spurgte han med en dæmpet stemme. De rødlige øjne hævede han stille og vendte mod ham. Marius nikkede blot stift. ”Hun sidder med sin søn inde i stuen.. Mareridt,” forklarede Marius med en kortfattet stemme. Han nægtet at omtale hans barnebarn som deres barn, det var Camryns og ikke hans. Han trådte stille til siden og tillod Junior at træde indenfor. Junior nikkede blot taknemmeligt og gik indenfor. Marius førte ham stille mod pejsestuen, stoppede Junior på den anden side af den, hvor han derefter gik ind til Camryn og med det tydelige faderlige smil. ”Jeg sidder inde på mit kontor min pige.. Kald ved det mindste,” sagde han med en dæmpet stemme. Han strøg kort hendes kind, inden han gik igen og lod Junior og Camryn være igen. Junior bed sig let i læben, blev stående i nogen sekunder, hvor han derefter stille gik ind i pejsestuen. Blikket faldt til både Camryn og den lille knægt ,som hun sad med i sine arme.

[Deleted]

Hvorfor det skulle være så svært, at give slip, det kunne Camryn virkelig ikke begribe. Hun elskede ham. Som den mand, han i meget få timer havde været og den bedste ven, hun havde haft siden barndommen. Og hun havde hun ingen af delene i Junior. Han var forsvundet på dagen efter brylluppet, og det eneste hun havde efter ham, var hans ring og et brev, som beskrev alle de følelser, han skulle være kommet til hende med. Hun var for pokker blevet gravid, efter bryllupsnatten og så havde han bare forladt hende?! Nathaniel havde dog forklaret hende, at han havde sagt det til Junior. Han var vel den eneste kommunikation og oplysningsmand, som vandrede imellem Junior og hende. Hun sank en klump. Marcianus var vågnet med et skrig og havde ellers tudbrølet. Hvad han havde drømt, havde hun ikke forstået. Det eneste, havde været noget med et monster. Måske han drømte, at han var hans kære vaskebjørneskikkelse og blev jagtet? Det huskede hun fra sin egen barndom. Egentlig skræmmende, at det måtte gå i arv. Hun trak vejret dybt. Hun havde fået hendes slanke figur igen. Hendes lille søn var trods alt blevet 1½ år nu. Det fulgte hun nøje med hende. På væggen bag hans dør, tegnede hun ind, hvor høj han var efterhånden. Startet lige fra den første dag, hvor han kunne stå på sine egne ben. Det var noget, de talte meget om. Hun sov i samme rum som ham. Han havde hans eget sted, hvor der var en rundbue dør indtil hendes del. Så der var ikke en hel dør imellem dem, men heller ikke helt åbent. Hun hørte, da det bankede på døren. Hun havde dog hørt, at nogle var kommet ned forbi gangen og var gået ud for at åbne. Hvem det var, kunne hun ikke umiddelbart høre. Hun strak sig lidt og tyssede på hendes søn, som klamrede sig ind i hendes favn. Hun strøg ham igennem det mørke hår. Hendes skulder var blevet helt våd, af hans tårer. Det måtte virkelig være et drabligt mareridt, han havde haft. Hun så på sin far, da han kom ind. Lidt forvirret. Ja, det vidste hun da? Hun modtog hans kindstrøg og så mod døren, hvor at hun blev helt bleg i ansigtet, idet at Junior pludseligt stod der. Hun kneb øjnene stærkt sammen og drejede blikket mod pejsen. Hun tog et tæppe og slyngede omkring Marcianus. "Hvad vil du, Lestat?" spurgte hun og med en halvkølig tone.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var klar over, at det var helt forkert måde, at skulle gå frem på den gang, men han havde virkelig ikke vidst hvad han skulle gøre. Det var først i efterkant, at han havde fundet ud af, at hun havde været gravid og det var virkelig noget, som havde ramt ham som et stort chok. Han havde fået skideballen ved at have efterladt Nathia som han havde gjort og det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle gøre det på den måde, som han nu havde gjort det. Han betragtede hende stille. At hun måtte bære nag, kunne han næsten fornemme på hende. At hans tilstedeværelse var uønsket af hende, undrede ham jo egentlig heller ikke. Han sukkede stille og så kort ind mod pejsen og så tilbage på hende. ”Jeg ønsker bare at snakke, Camryn,” sagde han med en rolig stemme. Han gik stille hen mod hende, selvom han tog pladsen i en af de gode lænestole som stod der. Han lod hænderne foldes i hans skød og med blikket hvilende på hende. Deres bryllupsdag ville han i den grad aldrig glemme. Bare det ,at se hende så utrolig lykkelig for så at ende med at knuse hende på den måde, som han havde gjort det, så havde han det virkelig bare noget så elendigt med det hele. Han betragtede stille knægten som sad i hendes arme.. var det hans søn? I flere øjeblikke, sad han blot og så på sin lille søn som måtte hvile i hendes arme. Han var næsten sikker på, at det ville være den lille knægt, for det passede glimrende med tiden. Han havde sin egen lille pige nu.. godt nok stum og døv, men alligevel perfekt på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han tvang blikket stille op mod Camryn igen. At hun var vred på ham, forstod han og her var han så sandelig heller ikke bange for , at skulle påtage sig skylden for det som var sket, for her vidste han udmærket godt, at det var hans egen fejl. ”Jeg.. følte virkelig bare for at se dig igen, Camryn.. Jeg har megt at sige, så jg håber, at du bare vil lytte til mig..” sagde han stille. At det sikkert var meget at forlange, det vidste han. Marius var i nærheden hvis det skulle gå helt galt, selvom det slet ikke var noget som han ønskede selv i denne situation. Han ønskede virkelig bare en fredelig samtale, så de kunne få ordnet helt op i alt dette, for det havde de vidst begge brug for efterhånden. ”Jeg skylder dig en giga undskyldning,” afsluttede han stadig med en rolig stemme. Han var virkelig den samme som han havde været dengang. Der var intet anderledes personlighedsmæssigt.

[Deleted]

Camryn så ikke på Junior. Hun følte virkelig ikke, at hun skulle værdige ham et blik. Hun så blot ind i pejsens flammer, mens hun vuggede Marcianus i sin favn og ønskede blot, at han ville sove trygt resten af natten. Hun trak vejret tungt og kneb øjnene sammen. Hun havde snakket ud med Nathaniel om Nathia. Pigen var jo trods alt forsvundet for hende, og hun havde søgt hele Procias igennem uden spor. Men heldigvis så havde hun fået besked om, at hun var i god behold. Det var hende vigtigst. Lige der, måtte Junior vel også få den største skyld? Hun fugtede svagt sine læber og så stadigvæk ikke på ham, selvom hun vidste, at han sad lige i nærheden i en lænestol. Hun skubbede sig op at stå, sagde et kort "2. sek" og gik ind til Marius, med hendes søn. Og bad ham putte ham. Han kyssede sin søns pande og gik så ind i pejsestuen igen. Hun lukkede døren efter sig. "Du vil bare snakke Junior? Der er virkelig intet at snakke om," afviste hun køligt, og stod nu op. Hun så på ham, med hendes mørke øjne. Nu lagde hun virkelig ikke skjul på, hvor ondt det gjorde på hende at han viste sig her. Og heller ikke, at hun stadigvæk var knust. Hun bar ringene i en halskæde, og den var tydelig omkring hendes hals, nu da Marcianus ikke lå op af hende og dækkede for den. Hun havde lovet sig selv, at Junior ikke skulle se Marcianus. Nu var det sket, dog så ganske kort og uden at ansigtet var vist. Det var godt nok for hende. Den fornøjelse skulle han virkelig ikke have, han havde jo sin egen lille datter derhjemme sammen med en eller anden tredje tøs. Nøj, hun kunne forbande ham hele vejen til helved. Hun var virkelig allerede ved at få sit pis i kog. Mest af alt, fordi det ramte hende hårdt, at han bare kom. Der var gået 2 år nu. Og lidt til. "Se mig igen? Se mig igen Junior?!" udbrød hun. Nu hvor, at hun ikke kunne kalde ham Lestat mere. Det var bare så upersonligt imellem dem. "Og skulle jeg lytte til dig?! Hvorfor sender du mig ikke bare et BREV som du gjorde sidst?!" Hun dirrede af vreden og kneb øjnene skarpt i. Hun kommenterede ikke på, at han skyldte hende en undskyldning. For det var ikke nok.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidst udmærket godt, at det var forkert at gøre det på måden som han havde gjort det på, men han havde virkelig haft det noget så elendigt med hans tilstand. Det var først nu her, at han for alvor havde valgt, at skulle acceptere den som den måtte være, selvom det i den grad ikke havde været nemt for ham på nogen måde. Han blev siddende og med blikket hvilende på dem begge. Hun var vred, det kunne han direkte fornemme. Nu havde han i alle fald fået lov til at se bare en anelse af sin egen knægt og et sted, så var det virkelig også noget som måtte varme. Alt omkring Nathia var hans skyld og han havde påtaget sig skylden og Nathaniel havde i den grad også skænket ham den største skideballe nogensinde og det var noget som han næsten kunne mærke endnu. Han skulle tage snakken med Nathia også. Lige der, var der ikke nogen tvivl om, at han virkelig var stolt af hende også selvom han nu ikke var den, som hun ville kalde for far mere, det var noget af det bedste ved det hele for ham. Han nikkede blot til hende, da hun gik ind til Marius med den lille knægt. Marius tog glædeligt imod den lille dreng og gik mdo knægtens værelse, for at få ham lagt i seng. Han sukkede stille, da Camryn kom tilbage igen og med en klar afvisning, selvom han virkelig ikke havde forventet sig noget andet. Han rejste sig stille op og med blikket hvilende på hende. Han havde jo savnet hende og ganske meget endda. Ringene fik han hurtigt øje på omkring hendes hals, selvom han nægtet at skulle kommentere dem lige netop nu Han knyttede hånden stille og roligt. Han var jo trods alt forlovet igen, men han håbede nu alligevel, at det ville gå lidt i deres retning alligevel, så de ville være i stand til at snakke om det? At hun gik tilbage til det at kalde ham Junior fremfor hans fødselsnavn, fik ham dog kraftigt til at reagere. Han betragtede hende med et næsten skræmmende roligt blik. Han var virkelig ikke kommet for at hidse sig op. At hun så skulle bringe brevet på banen, var bestemt ikke noget, som han tog let på. Hans blik faldt direkte til hendes. ”Jeg gjorde en fejl, okay, Camryn?!” endte han med en mere fast tone. Han vidste at fejlen var hans og han havde virkelig ikke brug for hende til at påpege det for ham! Camryn havde altid været hans bedsteveninde og hvis der var noget at redde, så var det i den grad det værd. ”Hvorfor tror du at jeg er kommet denne lange vej for at se dig? Jeg havde brug for at se dig.. Jeg har savnet dig, Camryn.. Jeg er ikke fejlfri og jeg gjorde den største fejl, som jeg nogensinde kunne begå… vær sød.. bare lyt til mig..” bad han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Camryn var virkelig knust. Og det var tydeligt at se på hende, nu da han stod her i levende live. Hun vidste ikke, om hun kunne tilgive ham. Uanset hvor meget hun gerne ville. Han havde handlet alt andet end rigtigt, og hendes kære far Marius, var helt og aldeles på hendes side. Hun tog sig lidt til hovedet. Hun havde håret sat op, et sort hovedklæde med guld spunden omkring. Hendes mørke øjne så på ham, og hun var på nippet til at tude af fortvivlelse, sorg, had, savn og vrede. Hun kneb øjnene sammen og lagde armene over kors, da hun kom ind igen. Hun så på ham og havde øjnene ganske normale igen. Hun blinkede med hendes lange øjenvipper. At han bar skylden omkring Nathia, det havde hun udmærket hørt fra Nathaniel af. Sjovt nok som han skulle klokke i alt? En grund til, at han ikke skulle have noget at gøre med hendes søn. Hun omtalte ej Marcianus som Juniors, selvom hun godt vidste, at han var den retmæssige fader. Hun så på ham. "Ja du gjorde så!" svarede hun ham igen med en bidende tone. Hun rullede svagt øjne og så ham i øjnene. Hun knyttede hænderne lidt. Det ramte hende, at han var rejst den lange vej, for hende. "Sikker på, at det ikke bare er p.g.a min søn?" bed hun af ham med en spydig tone, før han havde snakket færdig og hun slog blikket i gulvet. Hun blev lettere tavs, da hun manglede ord. "Så snak," sagde hun stille.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var bestemt ikke bare på grund af deres lille øsn, at Junior var kommet, selvom han virkelig havde siddet med et brændende ønske om at skulle få lov til at se knægten siden han havde fået beskeden om graviditeten. Han vidste udmærket godt, at fejlen var hans egen og han var virkelig heller ikke bange for, at skulle indrømme det i den anden ende og han var heller ikke bange for, at skulle indrømme det overfor hende. Marius søgte til knægtens værelse for at lægge ham i seng, hvor han roligt blev siddende på sengekanten til knægten ville være faldet i svn, det var noget som i den grad også gjorde Junior glad et sted, også selvom han udmærket godt var klar over, at Marius i den grad tog Camryns parti her og han klandrede virkelig ikke nogen af dem. Han rystede stille på hovedet til hendes ord. Hendes frustration forstod han dog, det var der ikke nogen tvivl om, selvom han virkelig bare ønskede at snakke med hende og så tage det hele derfra i stedet for. De rødlige øjne faldt stille til hendes skikkelse og uden, at skulle se det mindste væk overhovedet. ”Hør Camryn.. Jeg forstår godt din frustration.. bare lyt til mig.. Om jeg så skal tage videre allerede i aften, så må det være sådan..” begyndte han stille. Han vågede sig stille tættere på hende. Han ønskede virkelig ikke at skulle skændes eller mundhugges for den sags skyld, han ville bare have snakket det igennem. ”Det er ikke blot på grund af… din søn.. Det er lige så dig, jeg også har savnet..” Han var virkelig bare ærlig, det faktum, at skulle lyve for hende, var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til, det var der ingen tvivl om. Han vågede sig mod hende, hvor han tøvende og dog forsigtigt greb ud efter hendes hånd. ”Kan vi ikke gøre hinanden den tjeneste, at snakke stille og roligt? Jeg er virkelig ikke kommet for at skabe ballade,” forklarede ha med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Camryn fortrød i det indre, hvordan hun skejede ud. Han gjorde en fejl, men efter deres lange venskab (som havde været meget længere tid end kærligheden), så burde hun da kunne tilgive ham. Hun tog sig let til hovedet, men gjorde det i stedet til, at hun tog lidt af hendes hår og pillede ved. Hun så på ham. At han havde haft et brændende ønske, om at se knægten, ved siden af savnet til hende. Det kunne hun næsten regne ud. Nathaniel havde virkelig været guld værd. Sådan at rejse imellem den ene og den anden, for at udele oplysninger og kommunikere langvejs mellem dem, igennem samtaler med begge parter. Hun var faktisk utrolig glad for at se ham. Så hun måtte virkelig bare tage sig i nakken og falde ned. "Nej du må ikke gå!" udbrød hun og rakte hånden ud efter ham, selvom hun hurtigt tog hånden til sig og lagde en løs knytnæve foran sin mund og tænkte lidt. Hun gik hen imod ham, bad ham sætte sig på sofaen og satte sig ved siden af. "Stille og roligt," sagde hun stille til sig selv og så på ham. At de nu sad så tæt, gjorde at hun ikke kunne holde sig igen og i stedet slyngede hun armene omkring ham, og trak ham ind i sin favn. "Ikke bliv væk så længe igen," sagde hun klagende og bearbejdende til ham. Hun holdt armene tæt omkring ham og ønskede nu slet ikke at skulle slippe ham. "Bare snak.. Jeg har fået noget i øjet," sagde hun stille og fik tårer i øjnene.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Skylden var Juniors og han var udmærket godt klar over det i den anden ende, hvorfor skulle han da komme denne lange vej for at ende i et stort mundhuggeri sammen med Camryn? Deres venskab havde varet længere end deres kærlighedsliv, så han håbede virkelig bare, at det ville kunne reddes i den anden ende. Han krydsede i det mindste fingrene for det i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om. At hun ikke ønskede, at han skulle gå, var noget som klart måtte forundre ham en hel del. Det var bestemt ikke det, som han havde regnet med, at skulle få kastet i hovedet. Hu nvar varm at røre ved og der vidste han, at han var noget så kold at skulle lægge hånden på. At rejse i aften, så krævede det i den grad et stop på vejen i den lyse kro og videre i Manjarno. Kunne han blive her til mørket igen ville falde på, så ville det klart være det hele værd. Han havde i den grad savnet hende, de var virkelig ikke nogen hemmelighed. Hun havde haft en noget så stor betydning for ham igennem mere eller mindre hele livet, så det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste. Nathaniel skyldte han virkelig alt for at holde bare en anelse kontakt dem imellem, også for at vise, at hun i den grad ikke var glemt af ham. At hun slyngede armene omkring ham, var i den grad noget som kom helt uventet for ham. Han stivnede mere eller mindre af ren overraskelse. Han vendte blikket stille ned mod hende. Hun skulle klart være glad for, at han havde næret sig til den mættende grænse for denne aften. Han lod armene stille søge omkring hende igen og trykkede hende stille ind til sig. Om ikke andet, så var hun stadig en ekstrem god veninde for ham.. hvis hun ville selvfølgelig. ”Jeg må hjem før eller siden, Camryn. Jeg ønskede virkelig bare at se dig, og få snakket ud… Nu ser jeg jo.. at du bærer ringene om halsen..” sagde han med en dæmpet stemme. Ikke at det var noget som han sådan direkte ville ind på lige nu, men det var vel også med en meget god grund? Det var ikke fordi at han havde løjet for hende ved deres bryllup.. Han elskede hende stadig, bare ikke på den måde. Han tillod sig selv frygtelig forsigtigt, at skulle stryge hende over håret. Han sukkede indædt. ”Jeg ved at jeg gjorde noget så grusomt forkert den dag Camryn. Da jeg lagde ringen vedlagt et brev.. Jeg ved det.. Jeg ønskede bare ikke, at du skulle se mig sådan her..” sagde han dæmpet. En sandhed hele vejen igennem det var det virkelig på alle måder. Han havde virkelig foragtet hvad han var blevet til.

[Deleted]

Camryn havde længe gået og håbet på, at Junior faktisk måtte dukke op. Om han så allerede var gift eller forlovet igen, så var han jo så meget mere end bare end ex. Han var hendes bedste ven, igennem hele hendes barndom. Og det måtte gerne fortsætte endnu. Hun havde trods alt savnet ham ekstremt. Hun holdt fast omkring ham. Hun nægtede virkelig nogensinde at slippe ham igen. I hvert fald ikke lige med det samme. Hun satte sig ved ham, nede på sofaen. Lige nu glemte hun alt om skyld. Hun ville bare sidde i hans favn og mærke ham. Uanset om han var kold eller ej. Hun ville da have taget ham, lige som han var. "Jeg vil godt snakke," sagde hun stille og blot forsikrende. Hun trak sig lidt, da han nævnte ringene og hun lod hånden falde omkring dem. "Det var alt jeg havde efter dig," forsvarede hun ligeså stille som svar til det. Hun lod hendes mørkebrune øjne falde til hans skikkelse. "Jeg vil da acceptere dig uanset hvordan du er Junior," sagde hun stille og så ned på sine hænder, som hun havde foldet i hendes skød. "Hvad du er.." tillagde hun. Hun sukkede stille og så op på ham. Hun strøg hans kinder og havde nogle små tårer ned over hendes.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Deres venskab havde varet længere end deres kærlighed, så Junior kunne virkelig bare håbe på, at der ville være noget, som de ville være i stand til at redde, for han ønskede virkelig ikke at miste hende helt. Hun var stadig en meget stor del af hans barndom, så det at være en eks eller noget lignende, var slet ikke en titel som han ønskede, at få kastet direkte op i ansigtet. Han havde savnet hende, og han ønskede virkelig kun, at skulle gøre det tydeligt for hende, at hun ikke bare var et glemt og et overstået kapittel bare sådan uden videre, for det var hun virkelig ikke. Hun var stadig af en voldsom stor betydning for ham og det var virkelig bare det, som han ønskede, at få frem i denne stund. At hun ikke ville slippe ham, kunne han nu udmærket godt mærke, føle og fornemme, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det lettere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han bed tænderne let sammen og blev ellers bare siddende. Bare trangen til at bide hende, var noget som han måtte bide i sig. Han havde jo ikke været det som han var i lang tid trods alt, så det var nogte som han kraftigt var påvirket af.. Han ville virkelig ikke sætte de tænder i hende! "Det er godt, Camryn.. Det er alt jeg ønsker lige nu." sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende og med et svagt smil. Han var kold og hun var virkelig varm at skulle sidde med, selvom det var noget som han bare valgte, at skulle bide i sig for nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. At hun havde beholdt dem, var noget som et sted også måtte varme ham. Han hævede den ene hånd og lod den stryge hendes tårer væk fra hendes kinder. Hun skulle virkelig ikke sidde der og græde. Han var bestemt ikke mistet endnu. Måske som mand eller lignende var han, men han ønskede jo stadig, at være hendes ven som dengang. "Du har da meget mere efter mig end de ringe der," påpegede han med en rolig og dæmpet stemme. Han lukkede øjnene svagt ved hendes berøring af hans kind. Han bed tænderne mere sammen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Jeg kunne ikke selv acceptere det i et længere stykke tid. Jeg ønskede virkelig ikke, at du skulle se mig sådan her. Jeg ved, at det jeg gjorde, var så brændende forkert, men jeg følte at jeg var nødt til det. Jeg håber virkelg bare, at du kan tilgive mig.. og lade os fortsætte som venner," sagde han dæmpet. Det var hvad han måtte ønske. Han ønskede bestemt ikke, at skulle miste hende for noget som helst.

[Deleted]

Camryn vidste, at hun ikke burde tilgive ham så let. Men kunne hun andet, når han var det bedste hun nogensinde havde mødt? Nej det ville hun umiddelbart ikke tro og derfor havde hun også svært ved, ikke at sige ja, til at ville snakke. Måske havde han en god forklaring? Og venner burde jo ikke blive gift, de burde være bedste venner for evigt. Hun strøg tungen over sine læber, og så stille på ham. Han var nu noget så kær, at han kom tilbage igen og bad hende om at snakke med ham. Det var nu en rar følelse, at han kom til hende. Der var ikke noget bedre, end at sidde sammen med ham igen. Uanset omstændighederne. Hun blinkede tårerne væk fra hendes øjenvipper, og lod han stryge dem væk fra hendes kinder. Han fik hende dog beroliget ved det og tårerne stoppede også deres fald. "Så er dit ønske opfyldt," sagde hun med et skævt smil. Hun kunne ikke lade vær med at smile. Hun nikkede stille, selvom hun dog stoppede sig selv i det. "Hvad har jeg mere efter dig?" spurgte hun stille. Marcianus? Det vidste hun dog ikke helt. Hun trak på mundvigene i et bredt smil, som hun endte ham. "Hvis du bare var kommet til mig, kunne jeg have hjulpet dig," sagde hun stille. Men hun ville helst lade emnet ligge. "Jeg kan tilgive dig Junior. Og jeg ønsker at være din veninde som førhen."

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

De havde været venner så frygtelig længe, og det var slet ikke noget, som Junior måtte ønske, at skulle slippe på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille ned mod hende. Hun havde vel meget mere efter ham end de ringe som kun måtte vise, at de faktisk slet ikke var ment for hinanden på den måde? Det var bestemt ikke kun for sin søn, at han var kommet, selvom det var noget som de havde sammen. Han ville elske at lære knægten at kende, hjælpe ham med det som var muligt, men om han overhovedet var tilladt at komme tæt på, det vidste han ikke. Det havde jo trods alt heller ikke virket sådan i udgangspunktet. Han ville virkelig ikke miste hende helt og så længe, at den procianer stadig måtte være gemt i ham, så var det noget som han glædeligt måtte tage imod. Han sendte hende et svagt smil, selvom han nu gjorde sit for at holde de tænder i skjul og mere for sin egen skyld også. "Det er jeg bare glad for at høre," sagde han stille. Han mente dog de ord på alle måder, det var der ingen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned. "De mange barndomsminder? Den flotte knægt som vi har sammen? Der må da være noget andet end de ringe?" spurgte han stille og med et let hævet bryn. De havde jo været ballademagere begge to dengang de havde været helt små og tanken var noget som på alle måder, også måtte more ham noget så voldsomt. "Jeg kunne ikke engang selv acceptere det, Camryn.. Jeg ville bare ikke vise mig.. ikke for nogen." Han var ikke andet end ærlig i hans udtalelse overfor hende, hvorfor skulle han gøre alt det andet, hvis det ikke var nødvendigt? Han sukkede stille og med et svagt smil. "Du har altid været min bedste veninde, Camryn," sagde han stille og med en blid stemme.

[Deleted]

Camryn betragtede ham. Det var sandt, at de havde været venner utrolig længe og hun ønskede så sandelig heller ikke at give slip der! Så længe hun bare havde del i noget af ham, så ville hun faktisk være fuldt ud lykkelig. Bare at han havde vist sig her til aften, det var virkelig noget af det bedste han kunne have gjort. Hun slap ham endeligt og foldede sine hænder i sit skød. Hun lænede en overarm op af sofaryggen, og sad med fronten imod ham. Hun så ham ind i øjnene, så ham tydeligt for sig. Han var der virkelig. Kort havde hun tvivlet, om dette bare var en drøm? Hun hævede den ene hånd og mærkede hans iskolde kind. "Jeg er bare glad for, at du er her," sagde hun blidt til ham. Hun holdt jo virkelig meget af ham, og selv som en ven. Det var jo der, at de altid have været. Et vennepunkt. Hun trak ringene af, og rakte dem til ham i stedet. "Gør med dem hvad du vil. For du vil altid være herinde," sagde hun stille og lagde sin hånd på sit hjerte. "Og jeg vil altid være her.." Hun lagde hånden over hans og så op på hans ansigt igen. Hun fugtede kort sine læber. Hun nikkede bare til hans ord. "Det er så i orden," sagde hun og skulede kort til ham, selvom hun kort efter slap et blidt grin. Hun trak vejret dybt. "Og jeg vil altid være din bedste veninde.."

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At de måtte fortsætte som venner, var de nu ganske overbeviste om begge to og det glædet Junior meget. At hun havde råbt af ham i udgangspunktet idet at han var endt i døren, sagde han virkelig ikke noget til. Han var blot kommet for at snakke, finde en løsning - også mest for hendes søns skyld. Det var ikke en knægt som han vil kunne kalde for sin egen, selvom det var hans egen af kød og blod, så var det nok ikke sådan at det forholdt sig i den hverdag som Camryn og Marius var vant til. Ikke at det var noget som han ville blande sig i direkte. Det var helt sikkert. Han var hadet af Marius og Camryn havde han knust som han aldrig nogensinde burde have gjort det før, det var han slet ikke i tvivl om, uanset hvor ondt den tanke havde gjort ham. Hendes strøg mo hans kind, fik det virkelig til at sitre og han var virkelig tvunget til at skulle bide tænderne fast sammen, for ikke at ende med at gøre noget direkte dumdristisk. At hun rakte ham ringene, var slet ikke noget, som han overhovedet havde regnet med og specielt ikke hvis de betød så meget for hende som de gjorde og som hun selv havde valgt, at skull give udtryk for. Han tog dog imod dem. "Er du helt sikker, Camryn? De.. betyder jo meget for dig," sagde han stille. Hånden som hun lod glide over sit eget hjerte og så hans eget. Der ville hun altid være, selvom den plads som den eneste ene, slet ikke var noget som hun kunne tage. Det var Caylas og han elskede virkelig den unge tøs som intet andet idenne verden. Han sendte hende et varmt smil. Nu var han da noget mere lettet end det som han normalt ville have været ved noget som dette. Han var ikke den bedste til konfrontationer, men denne havde virkelig været ekstremt nødvendig for ham. "Det er jeg glad for at du siger, Camryn.. Selv dengang, var du den eneste som kunne få mig til at falde til ro.. på trods af mine vredesudbrud," påpegede han roligt. Han lænede sig en anelse frem, hvor han roligt lagde ringene på bordet og satte sig så tilbage igen. Han havde intet imod, at hun sad så tæt, bare de begge var klare over hvor grænserne måtte forekomme og hun dansede selv på den, ved at være så tæt på ham og stryge hans kind. For nu, valgte han bare at bide det i sig. "Jeg ved at Marius hader mig for hvad jeg gjorde mod dig og jeg ved, at det er forkert.. Hvordan takler din søn det?" spurgte han dæmpet.