Who is it?

[Deleted]

Fandtes Gud endelig? Fandtes der guder? Nogen må jo have skabt denne verden, den var ikke perfekt, men alligevel måtte den være skabt af nogen. Alera hævede blikket mod alteret og kom på benene efter at have knælet længe. Hun følte en mindre form for smerte i knæene men ignorerede den blot. Hvor ironisk at en vampyr skulle være i stand til at betræde så helligt et sted, men en vis person havde skænkede hende den evne, en person som hun aldrig ville glemme. Med et suk gled hun ned at sidde ved den forreste bænk, hendes blik forlod alteret og gled ned over hænderne som var folede i skødet. Hun havde været der i snart en halv time, og inden længe skulle hun videre, det vidste hun, men for nu.. ville hun blive siddende. Det var hen imod aften, og kusken ventede nok udenfor for at føre hende tilbage mod baronens hjem hvor hun arbejdede for tiden. Hendes liv havde taget en drastisk ændring men var blot blevet endnu mere forvirrende end den havde været før. denne dag havde hun trukket i en tætsiddende mørkerød kjole, den var en anelse nedringede men dog med lange ærmer, over den bar hun en kappe som skjulte kroppen og hætten dækkede hovedet. Hun havde ikke skubbede den af selvom hun havde været derinde i et stykke tid efterhånden.

Tag: Dave

[Deleted]

Man kunne sige meget om vinteren, men denne kolde vinter havde Dave ikke været fan af. Han havde mere eller minder valgt at bosætte sig i kirken her om natten når kulden var værst. Han havde lavet sig en krog med puder og tæppe han havde fundet og så med nogle lys til at give lidt varme inden han skulle sove. Han havde mødt præsten, men var ikke blevet sendt væk fordi han var hjemløs og han var jo herfra Procias. Et af Guds børn så han havde været glad for han fik velsignelse til at søge tilflugt her og ikke bare nasse sig på.
Han var dog mest ude om dagen og samle ind til forråd. Tjente lidt skillinger eller mad ved at rende ærinder for folk og så tog han tilbage hertil. Han trådte netop ind af kirkens døre nu, da han helst ville være inde før det blev alt for mørkt. Han havde sin kappe på med hætten godt oppe for at beskytte sit ansigt mod blæsten, men nu hvor han var inde i den straks mere varme luft så skubbede han den ned og han havde et lille smil på læberne. Det havde været en god dag. Hans blonde hår var som altid lidt pjusket og han pjuskede lidt mere op i det af ren vane så det ikke blev fladt eller klistrende mod hans hovedbund. Hans isblå øjne gled stille rundt i kirken som han nu kendte så godt og han havde endnu ikke set der faktisk sad nogen der. Som regel når der var folk så trak han sig ud i siden og listede langs væggen. Han var vel det man kunne kalde sky? Men det var jo fordi han ikke kunne huske særlig meget af sin fortid og dermed kunne han heller ikke helt føle han burde stole på folk endnu. Han løsnede snoren i kappen der holdt den fast om hans hals mens han stille begyndte at gå op imellem bænke rækkerne for at finde sin hemmelige sove krog og få hvilet ud for idag.

[Deleted]

Alera havde været i sin egen verden da den fremmed mand trådte ind. I modsætning til ham opfangede hun både fært og lyd så snart han var trådt ind, og derfor var hun ret bevidst om at hun ikke længere var alene. Hun hævede blikket mod allerteret endnu engang og trak vejret dybt ind, for en vampyr var den slags unødvendigt, og det var det også for hende om end hun både havde puls og et hamrende hjerte, samt en varm krop der kunne varme andres, ikke kold og død som en vampyrs ellers var van til at være. Alera havde gennem årene været i stand til at heale folk, ikke fysisk men mentalt, hjælpe dem, gøre deres liv og tilværelse lettere, men endnu havde hun ikke selv opnået den fred hun ønskede, og genforening hun savnede med sine kære. Hun tvivlede også på at det ville ske lige med det samme, for ingen så ud til at forstå eller ville forstå hvordan hun havde det, alle mente at hun holdt for meget fast ved fortiden, ved minderne og aldrig kom videre. Det var måske sandt, men det var ikke let at give slip, når man havde givet slip på så meget andet. Hun rejste sig forsigtigt op, men blev stående idet hun sendte alteret et bedende blik, dog uden resultat, der skete aldrig noget, og det ville næppe ændre sig nu.

[Deleted]

Selvom Dave kunne skifte sit udseende ud så gjorde han det stortset aldrig. Han holdt af sit udseende som det var og han havde ikke den store brug for, at stikke af og gemme sig og ændre sig så han slap fri for hvad der måtte ske. Han omgik jo sjældent folk og her i Procias ville han næppe komme ud for noget. Han var glad for at han havde fundet sig et tilflugt sted vinteren over, men han måtte jo se om han ikke kunne finde sig et sted et bo. Lave sig en hytte som den han havde fået ved søen. Selvom han jo nok måtte bygge den op selv denne gang, men nu kunne han jo også se så det var ikke det som var problemet. Han skælvede kort ved de gamle minder og trak kappen lidt mere om sig selvom han ikke frøs sådan direkte. Bare en kuldegysning der gled over ham ud af det blå.
Han sukkede lidt og gik om bag nogle søjler og mod en krog der var gemt helt ude i siden og bag alteret så det isolerede stedet lidt og gjorde det mere skjult. Der var dog trangt, men det var fint nok til ham. Han stoppede dog op før han kom dertil. For nu var han kommet langt nok op til, at han kunne føle noget var galt og så op og fik da også øje på en stående skikkelse lidt længere fremme. Han frøs midt i en bevægelse på stedet og stirrede på skikkelsen der måske og måske ikke havde opdaget ham. Han kunne have svoret på han ingen havde set lige før! men der var jo heller ikke fyldt oplyst, men en smule dunkelt i de sene timer så det havde narret ham. Mere end han brød sig om. Ikke at han var bange for det var et slemt væsen eller person, men bare tanken om andre gjorde ham lidt skræmt.

[Deleted]

Alera bevægede sig hen imod alteret og op ad de få trin der førte derop til. Hun standsede lige ude for alteret og rakte forsigtigt hånden frem mod det. Tørsten efter blod hun følte var ekstrem, hun havde ikke fået blod i lang tid men fordi hun havde noget kontrol virkede det ikke så slemt. Hendes hånd kom nærmere alteret og ved berøringen var det som om hun brændte sig på den og derfor trak hun hånden til sig med et mindre gisp. Hvad nu? Det var underligt, hun havde rørt alteret før men uden den reaktion, måske var det bare et tilfælde.. skulle hun forsøge igen? Hun tøvede, bed sig svagt i underlæben og gentog forsøget med samme resultatet. Hun bakkede og vendte sig om, stod derved ansigt til ansigt med den person hun havde fangede færten af og hørt komme. Der var afstand mellem dem, og han var standset op og så på hende. Heldigvis dækkede kappen hendes krop og hætten dækkede hendes hoved og ansigt, men det var ikke til at tage fejl af, at det var en kvinde. Hun skjulte den lettere forbrændte hånd ind under kappen og gik de få skridt ned mod gulvet igen. Hun gik nogle skridt hen imod udgangen og derved skulle hun forbi ham. Hun standsede kort for at neje høfligt inden hun fortsatte forbi ham.

[Deleted]

Af ren vane trådte han først et par skridt tilbage, da hun begyndte at gå væk fra alteret. Hvor der var sket noget som han ikke havde kunne se, da hun stod med ryggen til, men hans nysgerrighed efter at vide hvad det var havde næsten fået ham til at gå tættere på. Han stod lidt og så en smule forvirret mod hende, da hun stoppede op for at neje. for ham?! Det gav ikke nogen mening overhovedet i hans hoved der snurrede rundt af ren forvirring nok i forvejen over det hele. Han gav dog en smule tøvende et let lille buk før hun gik videre. Han åndede en smule lettet op, da hans stemme i hovedet havde sagt det ville gå galt. Selvom han ikke følte noget instinkt for at have løbet og derfor nok var blevet. Han havde nok truffet det rigtige valg. For en gangs skyld. Han løsnede omsider kappen helt og lod den falde af sin hals og greb fat i den før den ville lande på gulvet. Hun undrede sig nok ikke over hvorfor han var der så sent når hun selv var. Glimrende. Så slap han for nysgerrig blikke der ville finde hans hule. Han gik stille op mod alteret hvor hun havde stået kort forinden, men alt så normalt ud. Selvfølgelig. Hun var ikke en tyv eller en ballademager. Var hun for..venlig til? Men det ydre kunne jo snyde. Han skammede sig lidt over han havde troet det om hende; omend kun for sekunder, men stadig. Han var vist temmelig naiv og manglede tillid. Men hun var jo fremmed. Han så stille ned mod midtergangen og efter hende. "Må jeg spørge om hvorfor De vælger at opholde Dem her så sent?" Hans stemme var en kende nysgerrig, men sådan var han jo selvom han altid endte med, at få sit liv rodet mere for hver gang han blev nysgerrig. Men hans stemme var også bare søgende efter en form for forståelse, da det var en af de få sjældne gange og de andre havde været for at søge ly, men hun lod til at have siddet midt i en bøn eller blot søgt ro. Det var en adskillelse fra det mønster han normalt så. Og derfor havde han en form for behov for at spørge om en grund. Måske han ingen ret havde, men han håbede nu alligevel hun ville svare. Af en art. For hun virkede jo så venlig?