The storm is comming..

[Nathaniel Diamaqima]

Skrig og skrål havde man hørt i dagevis på de store sletter, enge og marker i hele Manjarno. At krigen var i udbrud, var der sjovt nok absolut ikke ngen tvivl om overhovedet. De mange heste, lyden af de klinger som måtte møde hinanden fast og kraftigt på denne måde. Nu.. var det hele bare stille. De faldene lå mere eller mindre spredt udover det hele, skjolde og sværd kastet rundt til alle sider og selv de mange faldende heste, måtte ligge igen som et eneste tegn til hvad der egentlig var sket på dette sted. Nathaniel stod oppe på sletten og spejdede over den store slagmark.. nu om dage, levede den virkelig op til sit navn og det i sig selv, var skræmmende nok. Vinden slog køligt mod hans eget ansigt og uden at han rokket sig det mindste. Til nu havde han stået udenfor krigen, selvom han dog kun måtte stå og se til, at de bevægede sig tættere og tættere på Neutranium og det alene, var ikke en tanke som han brød sig om på noget som helst tidspunkt overhovedet. Det var en tanke som var direkte ubehagelig kort sagt.. han havde Liya der.. han havde sine 3 unger og han agtede virkelig at skulle holde dem beskyttet uanset hvad pokker det så end skulle koste ham! Liya havde han ikke set noget til det sidste stykke tid, og han var ved at være godt bekymret. Ikke blot at han skulle slås med Nathia i lænkerne under hver eneste fuldmåne, igen at være på krigsstien med Elijah, så havde han virkelig mere end rigeligt at skulle se til og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Han var bekymret og ganske så meget faktisk, selvom det dog ikke var noget som han direkte viste i blikket. Striden her var i alle fald ovre.. for nu vel og mærke, han vidste at dette blot ville være begyndelsen. Solen havde forladt den store himmel og ladet den store måne kæmpe sig frem med mørket og de mange stjerner. En stilhed uden lige at det næsten måtte være helt uhyggeligt. Nathaniel stoppet op foran det som ikke var andet end en ganske så ung dreng. Han var i alle fald ikke mere end de 16 år gammel og tydeligt død af de mange blødende sår som kunne skimtes igennem hans tøj og specielt i mave og bryst. Han knælede forsigtigt ved siden af den unge knægt, selv uden så meget som at skulle bryde den stilhed med noget som måtte minde om ord på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han sukkede dæmpet og lod hånden kør over knægtens panikslagende ansigt og lukkede derved også hans øjne. De krigende kunne end ikke høres længere, selvom de mange faldende sjæle næsten kunne fornemmes.. specielt af Nathaniel selv. Blikket endte han med at skulle hæve, lod hans fingre hvile mod knægtens øjne, hvor hans egne endte fuldkommen mørke. For det indre blik, hvor filmen måtte køre.. alt det som den unge knægt havde oplevet til nådestødet i hans bryst. Han lukkede øjnene igen og fjernede hånden ganske varsomt, alt i respekten for det unge væsen. ” Requiescat in pace,” hviskede han med en dæmpet stemme. Foreløbig var her ganske stille.. specielt lige på denne side af slagmarken.. for nu i hvert fald. Kutten havde han stadig godt trukket om sin egen krop, mørk som aftenen og natten selv. Han bevægede sig ikke ude længere uden at være sikker på, at han kunne komme hjem til sine små igen og det kæreste i hans liv.

[Cressida Marvalo]

Mørke.. Det eneste som der i den seneste tid havde hvilet over Manjarno.. En evig kulde, værre end decembermånedens sne.. Jaqia bevægede sig med lange forførende skridt over den store plæne. De tynde hæle sank ned i den bløde jord der flere steder var flået op efter heste, knive, pile og millioner af væsner havde raseret den. Hendes isblå øjne.. Så kølige uden nogen former for medlidenhed at spore for nogle af de mange lig som jorden var befængt af. De faldene soldater fra alle lande, unge såvel som gamle, ingen nåde blevet vist for nogen lige som hun selv havde givet klare ordre på. Hun kunne kun sige sig at Noelle havde gjort et fantastisk arbejde. Krigen havde bragt ondt for alle. Den havde bragt tårer og sorg med sig, revet familier fra hinanden, og selv Jaqia havde måttet lide tab. Gode soldater for det første, men selv under krigen havde hun mistet den eneste mand hun rigtigt havde stolet på - Samuel. Måske det ikke direkte var i selve krigen, han var hele grunden til hun havde haft muligheden for bryde den fredskontrakt og erklære den krig som altid havde været kold.. Den var brændt og nu var der næsten intet tilbage. For hvert skridt hun tog knirkede de stramme lædderbukser der hang fast omkring hendes slanke liv, og på trods den sædvanlige korsettop lod så megen af den kølige luft slå mod hendes nøgne hud så følte hun... Intet. Stemningen var uhyggelig. Måske skrigene var hørt op men enhver af de soldater der nu lå døde på jorden havde deres historie, de var død med værdighed, selv dem som havde kæmpet for Procias.. Helte var helte. Man kunne sige meget om Jaqia.. Hun var udemærket klar over at de fleste frygtede og afskyede hende, så mange som ønskede at se hende død, men ingen forstod hende. Ingen forstod hvorfor hun handlede som hun gjorde, de fleste troede hun havde været en så stor kujon stikke af fra tronen midt i krigen. Selv hun kunne føle.. Selv hun havde et hjerte der måske ikke bankede, men betød det noget i sidste ende? De lange blonde lokker faldt frit, lod det kønne følelsesløse ansigt indrammes så smukt af de bølgende krøller. Udenpå lignede hun en ganske normal kvinde, indeni - Så farlig. Det var på tide at vise folk hvorfor hun havde ladt den trone stå.. I frygtelig lang tid havde hun stået på sidelinjen og gloet til, kun ventende på det rigtige øjeblik, det øjeblik hvor hun ikke længere ville være sårbar, men hvor hendes modstander i den grad ville være det. En modstander i hendes øjne var ingen tilfældig soldat, for hendes hånd vilel en sådan være død på ganske kort tid, nej.. Hendes modstander var et langt større væsen. Den største mand af alle i frygtelig mange tider, en mand som hun aldrig havde frygtet men haft en respekt for og nu var det kun på tide at vise ham.. At hans spil var farligt. Ikke så meget som et enkelt våben var at finde på hendes krop nogen steder.. Hun behøvede dem ikke. Vinden pustede let i hendes nakke rev i det lange hår, fik hende kun til at se så majestætisk ud på en måde der ikke var nem at forklare. Skikkelsen tog form for hendes dystre blik, et så køligt smil de dog alligevel var det varmeste hun overhovedet formået at gøre det, fandt vejen over hendes rosenrøde læber. Fuldmånen faldt i et med hendes blege hud, stjernerne over dem virkede som frygtelig mange efter de faldne soldater. Stanken af død hang tydeligt på trods af det var udendørs, lig der lå og rådnede op. Mange sjæle var i luften råbte for hjælp og hun hørte det ikke. Død var overalt.. I den kølige vind, på den fugtige jord, i duften.. Overalt hvor du så var den. At det ikke lod til at røre hende på nogen måde var vel det som kunne gå hen go skræmme de fleste? At hun var så ligeglad, så kold overfor det.. hendes blod var koldt, tæt på det frøs til is i hendes årer, aldrig var der en der havde givet varme til hende, og nu var det for sent, tankerne om magt var det eneste som nu herskede i hendes sind, det eneste hun kunen finde ud af.. Hun kunne ikke elske.. Hun ville ikke elske. Med rolige skridt nærmede hunsig målet - Hendes modstander.. "Godaften Nathaniel" lød hendes hæse sensuelle hvisken, næsten som havde det været en helt normal hilsen mellem to bekendte som tilfældigt mødtes. Noget i hende sagde at han vidste nu var nu.. De kunne ikke undgå hinanden, de kunne ikke frygte hinanden uden nogensinde havde kigget ind i deres øjne. Smykket om hendes hals lyste kraftigt i den lilla farve. I en sensuel bevæge lod hun tungespidsen stryge langsomt over læberne som for at fugte dem. Planer var lagt for længst, hun havde stået for meget på sidelinjen nu ville hun komme så stærkt igen.. Folk havde vel ikke troet hun ville gå under jorden uden en grund? De kloge måtte have vidst noget langt større var under optræk og det var netop tilfældet "Uhyggelig stemning der hviler her haa?" fortsatte hun med rolig stemme, som havde hun ingen fjendtlige intentioner haft, noget som langt fra vat tilfældet "Det er stort endelig stå ansigt til ansigt.." roligt lod hun hendes skirdt stoppe, det kolde dog så smukke blik søge hans, hun ville se ham.. Hun ville se om han var endnu en af de dumme som frygtede hende, lige der forventede hun en del mere af ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt klar over, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden han selv ville og måtte stå ansigt til ansigt med Jaqia. Aldrig havde han frygtet hende, selvom hendes mange gerninger var kendt verden over efterhånden. Han blev stående ved det unge lig.. Man kunne næsten fornemme de mange kampe og krige på et sted som dette. Bare en fornemmelse som han efterhånden var vant til.. noget var galt.. sjælene kunne han næsten høre skrige og råbe på hjælpen til at komme videre.. Dødsenglen havde ikke været at se nogen steder i det sidste, det var dog alligevel noget som han så tydeligt havde mærket sig af. At Jaqia så faktisk måtte være i hans nærhed, havde han ikke nogen anelse om.. endnu i hvert fald. At hun var væk fra tronen, var en besked som havde nået ham og det havde ærlig talt også ramt ham tydeligt chokeret. Så meget som hun var gået efter den trone som han havde mærket sig af, så var det virkelig kun mærkværdigt, at hun trak sig nu? Stemmen som alligevel måtte ramme ham ganske tydeligt, selvom han ikke rørte sig det mindste. Han kendte ikke det mindste til hende og havde aldrig nogensinde set hende før, men alligevel, så tvivlede han virkelig ikke på hvem det var som måtte stå lige ved ham. Ganske roligt rettede han sig op og vendte sig om og lod de mørke øjne falde direkte til hendes egen skikkelse, stå der i al sin pragt. Lige hvad hun lavede her, havde han ikke nogen anelse om, men dum nok til at tro, at hun stod der ganske tilfældigt, var han nu ganske så sikker på, at det ikke var. Hans ansigt fortrak ikke så meget som en eneste mine på noget som helst tidspunkt, hverken afsløring af tanker eller følelse, overraskelse eller rædsel for den sags skyld. Han havde ikke nogen grund til at frygte for hende, dog snarere viste han hende en respekt for den kvinde som hun jo faktisk var. At hun selv havde mistet ligesom han selv havde, var vel også så at sige, det eneste som måtte placere dem i samme bås. Han måtte beundre hendes greb på mørket, det at skulle vende frygten om den til respekt som hun havde dengang hun havde stået på toppen med Samuel i støtten, nu var han væk og det hele var mere eller mindre et rent helvede uden at overdrive det mindste overhovedet. Et svagt træk fandt sig vejen til hans egen mundvige, også selvom han ikke rokkede sig det mindste. Han ville ikke vie bort for hende og det havde han aldrig nogensinde ville gøre det på noget tidspunkt overhovedet. ”Hvilket mærkværdigt sted, at skulle finde dig.. Jaqia,” sagde han kortfattet. Man kunne virkelig ikke være i tvivl når man måtte se hende. Den hvislende stemme, den kolde attitude og den autoritet og stemmen alene, som var nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen.. selv på ham, selvom han kort sagt nægtet at skulle vise det overfor nogen som helst. Ikke bare fordi, at det var noget som faktisk også kunne bruges og specielt hvis man kendte til hans svagheder, deraf hans 3 adoptivbørn og Liya specielt. Det var i den grad ikke dem som man skulle bringe på banen! Lugten af forrådnelse var virkelig ubehagelig, selvom han efterhånden var vant til den.. han arbejdede jo blandt de døde, læring af nye alkymister, nu hvor Jesse var blevet så selvstændig, at han ikke længere var nødvendig og det var en måde som han brugte i forsøget på at komme tættere på Elijah og Nathia. Brystet hævede han roligt idet han blot nikkede til hendes ord. ”Langt om længe.. ansigt til ansigt,” medstemte han med en rolig og kortfattet stemme. Stadig fuldkommen tom for følelse.. lige nu hvor han alligevel kun måtte være glad for, at han ikke havde nogen af børnene ved sig.. hvem vidste da, hvad Jaqia kunne finde på i den anden ende? Han stolede i den grad ikke på den kvinde og ville aldrig nogensinde komme til det. Han kneb øjnene blot svagt sammen.. til nu havde de undgået hinanden, allerede klar over, at et helvede meget hurtigt kunne bryde løs. Hun var jo teknisk set, den eneste som han kunne anse som en trussel på noget tidspunkt. Nok gik han ikke selv efter en kongemagt, han vidste allerede, at han ikke ville være i stand til at skulle styre det og han havde det alligevel godt med det som han var allerede.. underkastet de kongelige og arbejdet alligevel på deres niveau. ”Hvad bringer dig til et sted som dette?” tilføjede han med en mere spids tone end det som han havde gjort brug af til nu. Måske, at han var neutral af sig, men hans rødder var i den grad fra mørket af og det var stadig en side af sig, som han bare ikke var i stand til at skulle lægge væk bare sådan uden videre og specielt ikke overfor hende. Hun var virkelig den sidste som skulle få lov til at se den normale side af ham.. den som Liya faktisk havde vist ham, at han stadig var fuld i stand til at skulle gøre brug af også. ”Jeg hørte at du røg af tronen..” Han hævede sigende det ene bryn.. Han kunne vel altid håbe på at dette faktisk kunne gå hen og blive et fredeligt møde, selvom det dog bestemt ikke var noget som han ville sætte næsen op mod.. tvært imod, så var han i den grad beredt på det modsatte.