Stille aften på kroen

[Deleted]

Det var en mørk og blæsende Oktoberaften, månen og de mange stjerner var dog intetsteds at kunne se, for et tykt tæppe af sorte skyer hang tungt over landet, men dog havde det indtil videre været tørvejr, så skønt det var meget koldt, så kunne det have været værre.. Gaderne i Manjarno var affolket, og ikke en eneste var at se nogetsteds i den ellers normalt tætbefolkede by, ikke en, bortset fra en stor mandsperson der sluttede sin tykke sorte kappe tæt om sin krop, manden var tydeligt vant til at skulle bruge sin krop, til en eller anden form for fysisk belastende arbejde, hvad end han skulle være soldat eller andet.. Han havde intet hår på hovedet, og en kutte i forbindelse med kappen dækkede derfor hans skaldede isse.. Hans lysende røde øjne, var agtpågivende og betragtede alt på denne gade som han gik forbi de forskellige huse og gyder. Øjnene var da også det eneste, der umiddelbart var at se, under kuttens lange skygger, der løb hen over hans ansigt, som flere steder var præget af dybe ar.. Efter at have gået hen af den kolde brostensbelagte gade i et stykke tid, drejede manden ned af en sidegade og havde snart kroen i syne, dog var der ingen musik, eller høje tilråb at høre, men lyset var som altid at se varmt skinnende i kroens vinduer, og manden glædede sig allerede nu ved tanken, om at kunne komme ind i den varme krostue, efter en lang vandretur, hvor han havde trasket hele vejen fra smedjen i Dvasias på denne aften, og han skulle videre igen næste dag, dybere ind i Manjarno.....

[Deleted]

Stilhed. Ja det var hun skam van til hvor hun kom fra men denne stilhed var anderledes og den føltes ikke spor behagelige. Hun havde siddet en del af aftenen på den værelse hun havde lejede i kroen men efterhånden havde sulten meldt sig og derfor havde hun søgt ned til krostuen efter noget mad, selvfølgelig kunne hun få det bragt op til sit værelse men det var jo ikke nær så spændende som at se folk i nærheden af sig og lige nu ønskede hun noget eller nogen der ville bryde stilheden, ja faktisk ikke bare nogen men en speciel person hun vidste aldrig ville dukke op, ganske enkelt fordi denne var død. Hun havde selv søgt til kroen nogle timer tilbage ganske enkelt for at søge ly indtil dagen ville dukke frem, ja hun var vampyr, men ikke en almindelig en af slagsen. Hvor hun havde været? Dvasias selvfølgelig! Hun havde søgt efter en person, en magiker der kunne hjælpe hende men uden held, hun havde selvfølgelig ikke opgivet men hun var nød til at vende hjem for at ordne sit arbejde og besøge kirkegården. Alera havde kun netop sat sig og endnu ikke fået bestilt noget mad, krostuen var næsten tom, en ung mand sad med en bog og så ud til at læse, en ældre tjenestepige sad og fik sig en lille pause, to tjenestepige fejede og et ældre par sad i deres hjørne og snakkede lavmælt. Alera var denne nat iført en simpel knælang kjole, den sad stram ved livet, var i en lyseblå farve, den havde en v-udskæring der afslørede en smule kavalergang og en medaljon. Håret var pænt redt ud og hang løst, hun havde en ring på den ene finger og ellers intet andet. sminke og den slags behøvede hun ikke, hun havde kulør selvom hun var vampyr, hendes øjne var sensuelle, hendes læber følsomme og bløde. Hendes hamrende hjerte hamrede roligt og pulsen var ligeledes rolig.

[Deleted]

Efterhånden som manden nærmede sig den underligt tavse kro, spekulerede han mere og mere over hvad der mon kunne skyldes denne foruroligende stilhed på dette sted, men han kunne ikke finde frem til noget svar, da han ikke havde hørt om noget der skulle kunne have været skyld i dette.. Da han kort efter nåede hen til kroen, tog han stille fat i håndtaget og åbnede døren roligt, hvor varmen fra krostuen strømmede i hovedet på ham, og han mærkede tydeligt den hurtige forbedring i klimaet, som der nødvendigvis måtte være indenfor, i forhold til vejret i naturen denne aften.. Han trådte efter få sekunder ind i kroen, og lukkede derefter lydløst døren bag sig, hvorpå han begav sig op til disken, hvor han lavmælt bestilte et stort fad, med råt og ubearbejdet kød, samt en stor kande med blod, før han med lette trin gik ned, bagerst i lokalet hvor lyset var mere dæmpet, hvor han så satte sig til at vente på sit måltid, alene i skyggerne.. Den sorte kutte over hans hoved, skjulte til stadighed alt andet, end de lysende røde øjne, fra at blive set af nogen i kroen..

[Deleted]

Døren til kroen gik op og ind kom en mand der var dækkede af en kappe, alligevel var de røde øjne synlige hvilket fik hende til at gyse per automatik. Hun tog blikket til sig og så alle andre steder end i denne fremmedes retning. hun savnede Procias, den slags typer så man ikke så tit, for ikke at sige aldrig. Og hvis man skulle være uheldig at støde ind i sådan en type, ville man kunne finde hjælp hos de folk man nu engang var omgivet af, det var hun ikke sikker på at man kunne få her. Hendes skarpe hørelse opfattede hans bestilling og hun rynkede på panden, han var warlock.. det kunne hun tydeligt lugte så hans bestilling var underlig… det ville have passet bedre til en vampyr. På den anden side.. lugten af warlock var ikke en ren lugt… der var andet i, noget hun ikke helt kunne sætte en finger på men en ting var hun da sikker på.. denne mand… var ikke født som warlock. En tjenestepige kom hen til hendes bord og tog imod hendes bestilling der var almindelig menneskemad, hun ønskede lidt vin ved siden af men heller ikke andet stærkt for hun ville gerne have hovedet klar hvis der skulle ske noget lige pludseligt.

[Deleted]

Manden der blot sad og ventede, på at modtage sin bestilte føde, holdte han meget godt øje med de få personer der sad hernede i krostuen. Ved første øjekast virkede det ikke til, at der var nogen, der skilte sig ud fra mægden, i denne lille og spredte forsamling, men efter et kort øjeblik, fik han øje på en genstand, som fangede hans opmærksomhed.. En ung kvinde, hvis race han dog ikke kunne fastligge, på nuværende tidspunkt, bar en sjældent halskæde om sin hals, en halskæde med et Prociansk våbenskjold.. Et våbenskjold som engang tilhørte en mand af adelig stilling, men som var falden i krigen.. Han rejste sig derfor kort for hovedet fra sit bord, og gik med faste, men dog lette trin, over til denne unge kvinde, hvor han uden at sige noget, eller vente på en indbydelse, satte sig ned ved hendes bord, og lod kutten falde således at hele hans arrede ansigt kom til syne, hvor hans øjne dog stadig var det mest makabre syn ved ham, da disse rent faktisk lyste en smule, med et grumt rødligt skær, her sad han roligt og så hende lige ind i øjnene, uden at sige noget..

[Deleted]

Fyren havde sat sig ved et hjørne hvilket hun var glad for, så sad han nemlig ikke i nærheden af hende og så kunne hun komme til at spise i tavshed inden hun vendte tilbage til sit værelse for at få sig lidt søvn inden hun skulle vandre videre dagen efter. Hun fornemmede hans der gled rundt i krostuen og standsede ved hendes. Hun holdt blikket rettet mod sine hænder som hvilede slapt i skødet. Hun hadede når folk kiggede på hende, og især når disse personer virkede så… skræmmende. Pludselig rejste han sig op hvilket fik hende til at knytte næverne da hun ud gennem de tætte vipper kunne se ham sætte kursen hen imod hende og derefter trække stolen overfor hende frem hvorefter han satte sig. Hvad gik der da folk for tiden! Det her var anden gang at en fremmed mand havde sat sig overfor hende uden at have spurgt om lov eller som ikke var blevet opfordret til det. Hvem der var stærkest af de to anede hun ikke men under alle omstændigheder ville hun ikke ende i et slagsmål med en fremmed fra Dvasias. Hun hævede omsider blikket og så op på ham med et spørgende udtryk de blide øjne, han skubbe hætten af. Hun bed tænderne sammen ved synet af hans arrede ansigt, de røde øjne virkede pludselig langt mere skræmmende men hun udviste ingen tegn for frygt, kun irritation. Det nyttede ikke at vise sig som svag. Hun lænede sig tilbage i sin egen stol og lod sit blik møde hans hvor hendes egne gyldne øjne virkede helt rolig, og dog faste. ”De er hverken blevet budt til at sætte Dem eller har fået lov til det…” lød hendes stemme, kvindelig, rolig og dog fast.

[Deleted]

Han så blot på hende, og lyttede roligt til hendes ord, dog gjorde han intet tegn til at ville rejse sig fra hendes bord igen, men blev ubetinget siddende og stirrede hende fortsat direkte ind i hendes øjne, med sit røde lysende og ret gennemborende blik, der kunne føles som kunne han se lige ind i hendes sjæl, skønt dette ikke var tilfældet.. Efter at have siddet sådan i et par sekunder, lænede manden sig endelig, en smule ind over bordet, og greb fast i hendes halskæde "Dette er ikke noget almindelig halssmykke.. Hvordan er netop dette smykke havnet i din varetægt?" forlangte han så at vide, med sin dybe og ret grove mandestemme, skønt han ikke umiddelbart lød til at være truende i denne stund.. Han studerede halskæden yderst nøje, og lagde mærke til hver eneste synlig detalje, dette gjorde han ikke fordi han var interesseret i nogen særlig grad, overfor historien i Procias, men snare fordi han havde en interesse, i smedefagets udfoldelser og værker, og altid yndede at lære mere om dette, så han en dag kunne blive den bedste smed i live...

[Deleted]

Alera følte sig slet ikke glad for hans tilstedeværelse og i de næste sekunder overvejede hun at rejse sig og bede tjenestepigen bringe mande op til hendes værelse. Men med det samme lænede han sig ind over bordet og greb fat om hendes halskæde hvilket fik hende til at stivne i nogle sekunder inden hun lukkede hånden om hans håndled. Han var nok stærk men hun var vampyr og besad også en vis styrke, ikke at den kunne tvinge ham til meget men understrege at han skulle slippe var vel også nok. Hun strammede grebet om hans håndled og sendte ham et hårdt blik. Ingen skulle røre ved den halskæde uden at have fået lov! Det skulle hun nok sørge for. Hans gennemborende blik stak i hende men hun nægtede at give sig uden videre og endte i stedet for med at se ham tilbage lige ind i de røde øjne. Hun strammet endnu mere grebet ”Slip!” forlangte hun hårdt og beordrende. Hun hadede den slags typer! De troede de kunne komme og bestemme over alt og alle men hun skulle vise ham at han tog fejl! Hvor al den vrede pludselig kom fra kunne ikke siges medmindre man kendte hende, og når man gjorde ville man vide at man ikke skulle røre den halskæde. Det var en af de dyrebare ting som hun havde fået af sin mand, en af de få ting hun havde tilbage som minder fra ham.

[Deleted]

Da hendes hånd greb fat om hans håndled, kunne han med lethed mærke hendes store styrke, og i det samme begyndte hans arm at stå i flammer, lige omkring hendes hånd, disse flammer lod dog ikke til at skade ham, men var ment til at få hende til at slippe sit greb i ham "Jeg skal gerne slippe dig, men så skal du også fortælle mig hvorfor netop du, bærer dette sjældne smykke, ellers kan jeg ikke garantere, at du har dette smykke når solen står op" bemærkede han så med rolighed i sin generelt grumme mandestemme, og lod ikke til at tage sig af hendes faste tonefald overfor ham, hvor han end ikke havde afgivet tegn til at slippe halskæden, om hendes hals..

[Deleted]

Hans lille trick brændte selvfølgelig på hende og hun slap modvilligt grebet om hans hånd. Hvor hun dog hadede warlocks! Hans ord fik hendes blik til at blive køligere ”Jeg skal intet… slip så den halskæde” svarede hun vredt, et hårdt vindstød rystede pludselig krostuen og hun så advarende på ham. Hun var måske vampyr men med lidt mere end det i blodet, hendes luftdæmoniske tendenser gav hende en fordel og hun ville nok godt kunne bruge den mod ham, alt i ham skreg af Dvasias og kulde, hvilket var nok til at få hende smidt i forsvarsposition. Hun brød sig ikke om den magt han troede han havde, hun ønskede blot at komme væk derfra. Tjenestepigen kom hen til dem, nu med deres mad. Hendes var simpelt menneskeligt, hans det helt modsatte.