Stand your ground!

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, og det var ved at være godt sent. Malisha var hjemme i Rozentas Manor, hvor hun stadig måtte hvile for at få sårene healet. Processen gik måske langsomt, men hun havde også været døden nær. Hun havde været stædig og ikke ønsket at søge til Mørkets Cirkel, så Konstantin havde ført hende til sin egen herregård, hvor hun var i sikkerhed også for at folk skulle se hende. Og eftersom hun ikke ønskede at blive set, var Konstantin nød til at tage sig af warlockerne, så de ikke løbede løbsk og troede at deres leder var væk, for det ville da kun starte en form for magtkamp! Med faste skridt bevægede han sig henover den frodige jord, der hvilede omkring Mørkets Cirkel. For andre lignede det måske bare store granitsten, men for ham, var det en dør ind til warlockernes tilholdssted, en underjordisk by. Han forsvandt i et mørkt lysglimt, kun for at dukke op nedenunder. Han bevægede sig ned langs de mange underjordiske gange, selvom han kunne høre råb og høje stemmer inde fra det som skulle forestille en mindre kro. Han kunne høre dem nævne deres leder, og det skulle ikke undre ham at de prøvede på at starte et oprør. Han sparkede let døren ind, som han trådte ind i rummet, hvilket fik stilheden til at sænke sig. Han sendte dem et fast blik. „Hvis I tåber tror at jeres leder er død, så tager I ganske fejl!” endte han i fast tone. Han vidste at han ikke kunne fortælle dem hvor hun var, han vidste at han ikke kunne fortælle dem omkring hendes tilstand, for det ville kun gøre at folk ville forsøge på at tage hendes stilling. „Malisha er på en hemmelig mission, til fordel for warlocks, I burde vise hende jeres respekt og lave noget nyttigt, i stedet for at sidde på jeres flade som en flok idioter!” hvislede han fast, hvor hans blik gled ganske sigende rundt. Der var ingen der kom med nogen indvendinger, hvilket fik ham til at vende ryggen til dem, blot for at forlade stedet igen, som han fortsatte ned langs gaderne. Der var bestemt ingen der skulle lægge op til oprør på hans vagt! Et sted håbede han at Malisha snart ville blive rask igen, for racen havde brug for en leder, en som kunne holde styr på dem, og ingen var mere perfekt end hende. Af den grund nød han nu alligevel at have hende derhjemme. Godt nok havde de deres mange skænderier, men.. han nød at pusle om hende, skønt hun ikke direkte virkede til at kunne lide det selv, også fordi hun næsten konstant skulle brokke sig over, at han gjorde som han gjorde, men han handlede virkelig kun ud fra hendes bedste! Men hun skulle absolut også være så stædig! Han sukkede svagt. Stædig var hun, men det var også hendes stædighed der gjorde hende til den hun var, og.. han elskede jo sådan set alt ved hende.

[romeo]

Måske det skiftede mellem lys og mørke i Dvasias, men Romeo følte virkelig at hans liv var fuld af mørke konstant. Der var intet lys, for det lys var blevet taget fra ham, sendt væk, og befandt sig nu et helt andet sted. Der var gået lang tid siden at Romeo havde set det mindste til Lexie, og han savnede virkelig den tøs! Han var dog ikke helt sikker på hvor lang tid at der var gået, for det føltes som en kæmpe evighed! Han ville bare have hende tilbage, men Malisha nægtede det, og det gjorde ham virkelig vred! Hun havde fået sin vilje, han var blevet langt mere kold og han kunne tydeligt mærke at der ikke var særlig meget tilbage af den gamle Romeo, for det sidste havde forsvundet hans krop idet sekund Lexie havde forladt stedet og taget til Procias. Et sted var han bange for at han ikke ville se hende igen, men han ventede stadig på hende, for han var hende skam stadig trofast og loyal, på trods at hun var langt væk! Han havde prøvet at tale med Malisha, men Konstantin havde ikke ladet ham se hende siden Lexies udsendelse, også grunden til at han hele tiden prøvede på at dræbe manden, eller i hvert fald skade ham så meget som han kunne, desværre var Konstantin en stærk warlock og ikke mindst en med erfaring og alderen på sin side. Han selv sad inde på den kro, hvor folk nærmest planlagde at gøre oprør. Ingen havde set eller hørt fra Malisha i flere dage, så folk troede at hun var død, eller også at hun var gået under jorden, uanset så bragte det uro. Folk var trætte af at skulle blive kommanderet rundt med på den måde som hun gjorde, så snart var det bare et spørgsmål om tid, før folk prøvede at tage magten og ende som leder. Alle havde deres ambitioner, alle havde deres planer og alle havde deres tanker som de ville føre ud i livet. Det var underholdende at se, og hvis der var nogen som planlagde Malishas undergang, ja så ville han skam være med! Folk stolede ikke fuldt og fast på ham, netop fordi han var hendes fætter, og så den del at han havde magikerblod i sine årer, men den del af ham kunne man snart ikke mærke længere, for den var så godt som væk. Han sad over i det ene hjørne, med en mørk kappe omkring sin krop og hætten slået op. Han tog let en slurk af sin vodka, inden han satte glasset fra sig på bordet, imens et morende smil gled over hans læber. Folk var virkelig rebelske! Smilet falmede dog, som døren blev sparket ind, hvilket også fik resten af forsamlingen til at tie. Hans mørke øjne søgte til Konstantins skikkelse. Det var selv lang tid siden at han havde set den mand, de trænede jo sammen, manden var i princippet hans mester, selvom han nægtede at kalde ham ved den titel! Han endte med at rejse sig, som Konstantin forlod stedet, hvor han endte med at løbe efter ham ned ad gaden, selvom han alligevel holdt en passende afstand.

[Deleted]

At folk var så kritiske og rebelske, var noget som virkelig måtte irritere Konstantin, for de vidste slet ikke hvad deres leder gik igennem! Hun havde fået et alvorligt knæk, og han vidste at hun var blevet følelsesmæssigt ustabil, selvom han nægtede at lade hende sidde i sin egen selvmedlidenhed! Hun havde brug for træning og det havde hun også selv indset, hvilket han med glæde ville hjælpe hende til. Når hun kom tilbage til Mørkets Cirkel, så ville han sørge for at hun var klar, og denne gang der var der ingen som skulle vælte hende af pinden! Og det skulle de bestemt heller ikke prøve på at gøre bag hendes ryg! At folk ikke sagde ham imod, var han kun tilfreds med, selvom han vidste at de med garanti ikke ville stoppe deres planer, for hvorfor skulle de? De havde ikke set Malisha, de havde ingen grund til at skulle tro på ham, så det skulle ikke undre ham at de ville forsøge at tage stillingen med magten, men han skulle nok holde et vågent øje med det hel! Det var også på tide at nogen så til warlockerne, og nu hvor Malisha nægtede at lade sig blive set i den tilstand, så var han jo nød til at gøre det. At Romeo sad inde på kroen havde han ikke ænset, tværtimod ville han helst undgå den knægt, for han var bange for at han slog ham ihjel hvis han så ham igen, specielt med alt det som han havde gjort! Den knægt var ved at blive godt rapkæftet, selvom det vel på sit vis var godt, for manden var ved at blive opslugt af mørket og det kunne han kun være dejlig tilfreds med, ligesom han vidste at Malisha var. Han vidste at hun ikke ville lade Lexie blive sendt hjem, og han vidste slet ikke om hun ville få hende hjem i det hele taget, selvom han ikke helt forstod hende, for hun havde sagt at hun havde haft sine planer, men var det bare at få hende slået ihjel? Han vidste at Lexie ikke var stærk, men hun kunne blive et godt kort at have på baghånden. Han fortsatte roligt ned langs gaderne, med det selvsamme respektable tøj på kroppen; det flotte mørke jakkesæt. Han lagde dog mærke til at han blev forfulgt, hvilket fik ham til at blive lettere opmærksom. Han kunne fornemme auraen, selvom.. Han endte med at stoppe op, hvor han knyttede næverne ganske let. Hvor var det typisk! „Kan man ikke få det mindste fred og ro?” spurgte han lettere irriteret, som han vendte sig om og lod blikket glide let omkring. „Kom nu bare frem Romeo.. du ved at du ikke kan skjule dig,” endte han kortfattet. Han ville helst undgå den mand, for han vidste at han ville spørge ind til Lexie og ikke mindst ind til Malisha, og han kunne desværre ikke fortælle ham noget som helst, og bestemt ikke noget som ville gøre ham glad eller stille ham tilfreds.

[romeo]

Det var længe siden at Romeo havde hørt eller set noget til både Malisha og Konstantin, derfor vidste han at der var noget galt, og dum var han bestemt ikke! Han var sikker på at Malisha ikke var på en hemmelig mission, men noget må der jo være sket, siden hun ikke var dukket op her i Mørkets Cirkel endnu. De mørke øjne gled let mod vinduet. Han savnede Lexie, han følte sig helt tom uden hende, han følte at han manglede noget, selvom hans krop automatisk prøvede at fylde det op med noget andet, hvilket gjorde at der blev plads til mørke, vrede og kulde. Han havde forandret sig siden at Lexie havde forladt stedet, for hun var trods alt den som havde holdt fast i hans gode og lyse side, men den var så godt som væk. Malisha havde da i det mindste fået det som hun ville have; ham i mørket og Lexie væk fra ham, selvom den tanke virkelig måtte gøre ham stiktosset! Han fandt sig ikke i den måde, som hun opførte sig på! Desuden.. han anede ikke engang hvad hun ville med ham, han var i mørket, han var her, men han gjorde jo ingenting! Han var træt af at stå passivt til! Han ville have noget at lave! Førhen havde han brugt tiden på at lære Lexie magi, og selvfølgelig genoptræne sig selv, for han havde jo siddet i rullestol, men.. nu lavede han ingenting! Kroppen var healet – og det var han naturligvis glad for – men Lexie var her ikke, og det var hende som han altid havde brugt mest tid med, selv her i mørket. Han kedede sig, og nu havde han hverken hørt fra Konstantin eller Malisha, så han var ved at blive godt og grundig gnaven! Han fulgte roligt med Konstantin ned langs gaden, selvom han holdt sig i skyggerne, han ville gerne se hvad manden havde i tankerne, for han måtte jo være her af en grund, ikke sandt? Han kunne tydeligt fornemme på manden at han skulle til at vende sig om, hvilket fik ham til at søge ind ad en gyde, så han skjulte sig i mørket, selvom stemmen gjorde det klart at han var afsløret og at han ikke kunne gemme sig for ham. Det måtte et sted irritere ham. Han ville dog ikke lade som ingenting, så han endte med at gå ud på gaden igen og afsløre sig, hvor han roligt trak ned i hætten og afslørede sit ansigt, uden at blikket forsvandt fra Konstantins skikkelse. „Jeg har ikke set dig i lang tid.. man skulle tro at du frygtede mig,” svarede han lettere hånende, som han lagde armene over kors, uden at han tog blikket fra Konstantin på noget tidspunkt. Han vidste at han provokerede manden, og det var måske dumt, men.. han var virkelig fuldstændig ligeglad! „Jeg har heller ikke set noget til min kusine. Hvor er Malisha?” Denne gang var der et strejf af en lusket undertone, hvor han sendte ham et sigende blik. Dum var han ikke, så han kunne lige så godt droppe skuespillet!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Romeo ønskede Lexie og at han ønskede noget at lave, for det var jo hvad knægten måtte beklage sig over konstant, og han var ved at blive drevet til vanvid over det! Han var træt af at høre på alt hans brok! Desuden så kom Lexie nok ikke hjem lige foreløbig, for det så ikke ud til at det var noget som Malisha måtte have af planer, hun virkede til at være ganske bevidst omkring noget andet, selvom han ikke vidste hvad det var, for han ville snart selv sætte pris på at få den tøs hjem, så Romeo holdt op med at plage ham på den måde, for det var noget som virkelig gjorde ham arrig! At knægten så var fuldt efter ham, gjorde det ikke ligefrem bedre, for han vidste udmærket godt at han så snart skulle til det igen, men denne gang ville han sætte knægten på plads, hvis han valgte at lægge sig ud med ham! Blikket gled ganske let omkring, da han ikke kunne få øje på Romeo, selvom han kunne fornemme mandens aura. Det ville være tåbeligt at prøve at gemme sig for ham, nu hvor han havde afsløret ham, for han gjorde kun sig selv til grin. Han endte med at lægge armene over kors, som manden dukkede op og trak hætten ned for at skjule sit unge ansigt. Romeo var en stærk mand, han kunne blive en mægtig warlock, hvis han havde hjertet på det rette sted, det havde knægten til gengæld ikke, for han tænkte ikke på andre end kærlighed, og det at han havde mistet Lexie, så han var ufokuseret på det som ville gøre ham til en stærk mand, men det var måske godt nok, han skulle nødig væltes af pinden af denne unge mand! Han betragtede manden med en fast mine. Tonen han gjorde brug overfor ham, gjorde ham allerede vred, selvom han holdt sig i skindet, for det nyttede ikke at miste besindelsen, det fik han desuden intet ud af, og den tilfredsstillelse ville han bestemt heller ikke give knægten! „Jeg kan bestemt ikke frygte dig, kære Romeo. Der skal lidt mere til end rapkæftede ord, for at skræmme mig,” svarede han lettere kortfattet, som han blev stående med den ranke holdning og det faste blik hvilende på knægtens skikkelse. Han fandt sig virkelig ikke i det! At han spurgte ind til Malisha forundrede ham virkelig ikke! Selvom han ikke kunne fortælle ham noget. „Det er uden for din bekymring Romeo. Du gør klogest i at lade det ligge,” svarede han kortfattet. Han trak vejret dybt, mest for at slå koldt vand i blodet og fraholde ham fra at flå manden. „Find dig en kvinde at hygge dig med, og lad vær med at blande dig i sager der ikke vedkommer dig,” endte han hånligt, som han vendte blikket væk, inden han vendte ryggen til manden, kun for at gå væk fra ham og videre ned ad gaderne, han havde andet at tænke på end denne knægt!

[romeo]

At Romeo pissede Konstantin af, var han udmærket klar over, hvilket også var noget som måtte more ham. Han gjorde det ganske vidst bevidst, og han vidste at det kun gjorde Konstantin langt mere arrig, og han vidste at manden ikke måtte gøre ham noget, fordi at Malisha havde planer med ham, hvilket var noget som han på det kraftigste måtte udnytte! På den anden side, gad han godt vide hvad hun ville med ham, for det andet var da til at blive vanvittig over! Det var også derfor han var så meget efter Konstantin, for det ville måske sende et budskab til Malisha, for hende så han jo ikke specielt meget til, hun undgik ham, for at hun ikke skulle høre på hans snak om Lexie, for han vidste udmærket godt at hun havde sendt Lexie af sted for ikke at se hende igen, hvilket kun gjorde ham langt mere vred! Han ville have hende tilbage! Og han vidste at Malisha nægtede ham det. Men når han ikke kunne komme til Malisha, ja så måtte han jo nøjes med det næstbedste, og det var hendes lille sekretær, Konstantin! Han bed tænderne sammen til hans ord, hvor han endte med at knytte næverne ganske let. „Åh jaså? Så burde jeg måske anstrenge mig lidt mere og gøre brug af andet end ord!” hvislede han fast, som han kneb øjnene ganske let sammen. Han kunne mærke mørket røre på sig i hans indre, hvor han virkelig følte for at flå denne mand levende – som han altid gjorde, når de var under træning. Han bed tænderne fast sammen, som han rankede sig ganske let, uden at blikket forlod Konstantins skikkelse. At han skulle lade emnet om Malisha ligge, forundrede ham ikke, for den kvinde var sikkert et trygt sted, hvor ingen kunne røre hende, netop fordi hun havde været ude for noget slemt. „Jeg er bestemt ikke dum Konstantin! Jeg ved du holder hende indespærret et sted, hvad var der galt? Kunne hun ikke klare mosten?” spurgte han lettere hånligt, som et kynisk smil gled over hans læber. Han var ligeglad med om han nedgjorde Malisha bag hendes ryg, eller foran hende selv, for han fandt sig ikke i den måde hun opførte sig på. Hun spillede altid så høj og hellig at det virkelig måtte gøre ham irriteret! De sidste ord der dog forlod Konstantin, var noget som virkelig måtte gøre ham vred. Han skulle finde en kvinde at hygge sig med?! Han endte næsten med at knurre af vrede, inden en mørk strøm af mørk magi hvirvlede omkring hans hånd som var det elektricitet. Lexie var den eneste tøs han ønskede, og han ville have hende tilbage! Det som dog satte prikken over i’et, var det at manden vendte ryggen til ham, for det fandt han sig bestemt ikke i! „Og du skal bestemt ikke vende ryggen til mig!” hvislede han fast, som han skød en mørk kugle af elektricitet efter ham. Han var virkelig ligeglad, dette fandt han sig ikke i!

[Deleted]

Konstantin var ved at være godt og grundig træt af Romeo, den knægt ville han virkelig gerne snart flå levende, hvilket han også havde gjort klart for Malisha, men den kvinde nægtede jo at lytte på ham! Hun var virkelig stædig, ligesom Romeo var, det var i hvert fald mere end tydeligt at de var i familie! Men det måtte jo ligge til deres slægt. At Romeo så skulle spille smart foran ham, var noget som kun gjorde alt langt værre, og det var noget som kun måtte appellere langt mere til hans irritation, men denne knægt skulle nok lære ikke at lægge sig ud med ham, for det kom kun til at gøre ondt i den anden ende! Han var en tålmodig og tolerant mand, men der var selv grænser for hvad han ville finde sig i! Og der var grænser for hvad han ville tillade! Og han tillod heller ikke at warlockerne samlede sig for at starte et oprør og starte en magtkamp, kun for at overtage pladsen som leder selv. Han vidste at Romeo ville være med til at vælte Malisha af pinden, hvis han fik muligheden for det, men det skulle Konstantin nok sørge for ikke ville ske! Han vendte de mørke øjne ganske fast mod Romeo til hans ord. Han lagde sig ud med ham, og det gjorde ham arrig, for det kriblede i ham efter at sætte ham på plads, men noget sagde ham at han snart ville få muligheden for det. „I så fald skal du nok anstrenge dig lidt mere end hvad du gør til træning,” svarede han lettere hentydende, og viftede let med den ene hånd som betød det ikke noget. Han vidste godt at han lagde sig ud med Romeo, men han var ligeglad, han kunne sagtens klare den knægt! Han var ældre og langt mere erfaren, desuden så var han ikke faldet af på den, for han trænede tit, både i kamparenaen, men også sammen med Romeo, og han måtte dog give manden, han var god til at tænke abstrakt, så han havde altid noget at se til, netop fordi manden altid fandt nye måder at gøre tingene på, det var et sted beundringsværdigt, og hvis manden havde hjertet og hjernen det rigtige sted, ja.. så kunne han blive en mægtig warlock. Han vendte blikket fast mod ham til hans ord omkring Malisha, hvor han sendte ham et indgående blik. „Var din tunge knægt. Du ved hvem du taler om, og du ved du burde passe på!” Han fnøs ganske kortfattet, som han knyttede næverne ganske let. Han stod skam på Malishas side, men der var visse ting han ikke fulgte hende i, men helt enige blev de jo nok aldrig, af den grund så havde hun stadig hans loyalitet og støtte! Og derfor skulle denne knægt også passe på med hvad han sagde omkring hende! At han ikke fandt sig i at han vendte ryggen til ham, var noget som han vidste, for han kunne tydeligt fornemme at han blev langt mere vred og at energien steg. Han fortsatte dog uanfægtet med at gå, uden at se sig tilbage, selvom han kunne fornemme den elektriske kugle som han sendte efter ham. Da den kom tæt nok på, vendte han sig om i en hurtig bevægelse og greb kuglen. Han vendte blikket mod Romeo og slog let klik med hovedet, som han rystede let på hovedet. „Typisk dig Romeo.. men denne gang er det ikke træning!” endte han fast, som han kylede den elektriske kugle direkte tilbage imod ham.

[romeo]

Måske det var dumt at lægge sig ud med Malisha og Konstantin, men Romeo var virkelig ligeglad, de havde allerede taget alt fra ham! Og værst af alt, havde de taget den person der betyder mest for ham væk fra ham, og det fandt han sig virkelig ikke i! Han ville ikke leve uden Lexie, og så længe de holdt hende væk fra ham, så ville han fortsætte med at kæmpe! Så ville han fortsætte med at gå imod dem! Indtil de gav ham det som han ville have! Han havde intet imod at leve i mørket og på deres vilkår, men når de generede ham og Lexie på den måde, så satte han virkelig foden i jorden, for det fandt han sig bestemt ikke i! At manden hånede ham og tilmed hentydede til at han var svag, var noget som måtte gøre ham vred, selvom han for nu bed det i sig, for han skulle nok få sin chance og gøre det af med ham, som han også ville gøre det af med Malisha! I hvert fald hvis de ikke gav ham Lexie tilbage! „Bare vent..” mumlede han sammenbidt, selvom det var ganske lavt og derfor tvivlede han på at manden hørte ham. Han vidste at Malisha var svag i dette øjeblik, ellers havde hun for længst vist sig, og det var også derfor at Konstantin var så afvigende, derfor var det også nu at han skulle slå til, hvis han ville have Lexie tilbage, for Malisha var sårbar og dermed havde han en mulighed for at slå hende! Han vendte blikket imod Konstantin ved hans ord. Han vidste godt at det var dumt at lægge sig ud med dem, men de gav ham jo sådan set ikke noget valg! „Var min tunge?” gentog han undrende, inden han slog ud i en hånlig latter. „Hold op med dit skuespil Konstantin, vi ved begge at jeg har ret! Hun er i øjeblikket sårbar og derfor dækker du over hende, det er derfor du er her, dum er jeg ikke,” svarede han koldt og med et selvsikkert smil om læberne, „tør du ikke fortælle mig hvor hun befinder sig? Hvad er du bange for? Eller er det i sandheden hende som er bange?” Et kynisk smil gled over hans læber. Der var intet lys tilbage i ham, han var kold, han var ligeglad, og han var en warlock. Der var ikke meget magiker tilbage i ham, faktisk.. var han sikker på at det hele var væk. At kugle ikke ramte ham, men tværtimod blev grebet af ham, fik ham til at fnyse ganske let. Konstantin var en dygtig warlock, han havde trods alt ikke vundet over ham endnu, men i de dage, hvor manden havde været væk, havde han trænet, han var blevet stærkere! I hvert fald en lille del. „Bare kom an!” hvislede han fast, selvom han heller ikke nåede at sige mere, før kuglen blev sendt direkte tilbage mod ham og denne gang havde den ufattelig stor kraft på. Han satte hænderne frem, for at prøve at stoppe kuglen, hvor den ramte hans håndflader, og slyngede ham direkte tilbage og henover jorden. Han gispede let og knyttede næverne, som han knurrede, inden han endte med at rejse sig igen. „Du er færdig!” hviskede han fast, som han endte med at skyde to kugler direkte imod ham. Håndfladerne vendte han nedad, inden han gjorde et skub op med dem, hvor rødder skød op ad jorden ved Konstantins ben, for at holde ham fast.

[Deleted]

Romeo lagde sig virkelig ud med de forkerte warlocks! Han var måske lederens fætter, familie og kød og blod, men det ændrede ikke på at han var en rapkæftet hvalp der spillede smart og som blev kæphøj overfor de forkerte personer, men det skulle nok komme bagom og bide ham i bagdelen, han skulle nok komme til at smage sin egen medicin, han skulle nok snart få at se at han ikke var så god og stærk som han gav sig for at være! Romeo var måske en dygtig warlock og jo mere han gav efter for mørket og slap lystet, jo stærkere ville han blive, men det ændrede ikke på omstændighederne! Han var stadig ikke stærk nok til at kunne klare Konstantin, for han lå stadig langt over knægtens niveau! Han var ikke én af de ældste for sjov! Han havde været med i mange krige og kampe, han havde altid skullet kæmpe for at nå til tops og han havde haft en stærk makker at kunne træne med igennem tiden; Malisha. De havde altid kæmpet på et konkurrencemæssigt plan, de havde været hinandens rivaler, og dog hinandens bedste venner, og nu hinandens trolovede, en utrolig og dog morsom rejse. Han kneb øjnene ganske fast sammen til knægtens ord omkring Malisha. „Du burde vide at man bliver stærkere af lide nederlag, man lærer af sine fejl. Ganske vidst er Malisha ikke på toppen i øjeblikket, men jeg kan trygt love dig for at hun kommer tilbage tiptop i perfekt stand!” endte han i en fast og vrissende tone, som hans øjne slog gnistre, nu var han virkelig ved at blive godt og grundig træt af denne knægt! Det var på tide at han førte deres træningsniveau et stort tak op, for denne gang var det alvor! Nu fandt han sig virkelig ikke i det mere! At kuglen endte med at slynge Romeo bagover, fik ham kun til at trække svagt på den ene mundvig. Knægten var stadig ikke stærk nok, men jo.. knægten var kløgtig, han var stædig og han skulle nok kunne nå langt, hvis det var det som han ønskede sig. Han betragtede ham blot som han kom op på benene igen. Han vidste godt at der skulle mere til for at slå Romeo ud, for knægten var blevet hårdfør ved at træne med ham, det havde jo sine fordele ved at træne med én af de ældre generationer. De to kugler som han skød efter ham, fik ham til at himle svagt med øjnene. „Du burde lade det ligge Romeo.. du er stadig ikke stærk nok til at slå mig.” Han rystede lettere opgivende på hovedet, selvom han ikke nåede så langt, før hans ben blev fanget af rødderne der skød op af jorden. Han vendte blikket fast imod Romeo og sendte ham en lige så fast mine. Kuglerne der fløj mod ham, slog han væk med sine håndled, som han parerede angrebet. Han samlede hænderne foran sig, lukkede øjnene og trak vejret dybt, inden han åbnede øjnene igen og vendte blikket ned ad sig, inden han pustede luften ud af munden, selvom det ikke kom ud som luft, men som ild. Han spyede ild mod rødderne, så de endte med at gå op i røg, inden han vendte blikket mod Romeo igen. Han knyttede den ene hånd, inden han løb imod knægten. „Nu er det alvor!” hvislede han fast, som han skød en kugle direkte imod manden. Kuglen endte dog med at blive til en lang og dog tyk tråd, som faldt til jorden, som havde det været en slange, inden den bevægede sig imod Romeo. Han samlede hænderne foran sig endnu engang, inden han skød en kraftig trykbølge imod ham.

[romeo]

Konstantin beskyttede Malisha, så meget var Romeo klar over, manden stod loyalt hos hans kusine, støttede hende og var som en trofast lille hund, hvilket var noget som gav ham kvalme, for hvem pokker kunne se noget godt i den kvinde? Hun var forfærdelig og en elendig leder! Hun styrede folk med frygt og ikke ægte respekt, uanset hvor meget hun forsøgte, så ville folk på et eller andet tidspunkt gå imod hende, netop fordi hun ikke for evigt kunne styre racen med hård hånd, til sidst ville de gå imod hende, netop som de planlagde i øjeblikket. Han kunne tydeligt se at han hidsede Konstantin langt mere op, selvom det var noget som kun måtte more ham, for troede han virkelig at han bare uden videre ville kunne gemme hende af vejen uden at folk ville stille spørgsmål? Folk var nysgerrige på at vide hvad der var sket, de ville vide hvad deres leder gik og foretog sig, for det nyttede jo ikke noget at de havde en svag leder, det nyttede ikke noget at gemme sig væk som en kujon. Et kynisk smil gled over hans læber ved Konstantins ord. „Spar mig for prædiken Konstantin. Hvis Malisha har lidt nederlag, så er hun svag, og hun er bestemt også en kujon fordi hun gemmer sig væk! Og vi ved begge at hun gemmer sig væk fra mig, fordi vi alle ved at jeg ikke vil tøve med at flå hende, hvis jeg fik muligheden,” svarede han køligt og dog med et lumsk smil om læberne, „og jeg vil vædde med at du gemmer hende hjemme ved dig.” Smilet bredte sig kun på hans læber ved tanken omkring det. Han skulle bare til Rozentas Manor, finde Malisha og flå hende levende, så var der intet der kunne stoppe ham fra at tage Lexie tilbage! Måske at kuglen havde væltet ham om kuld, men der skulle mere til for at slå ham! At rødderne fik fat omkring Konstantins ben og holdt ham fast, fik et selvsikkert smil til at brede sig på hans læber, selvom det hurtigt falmede igen, da han uden videre fik pareret hans kugler, som fløj ind i bygningerne på hver side af Konstantin. Han bed tænderne fast sammen og knyttede næverne ganske let. Kuglen han skød mod ham, så han denne gang, hvor han skød klinge af mørk magi direkte imod den, for at kløve den, selvom han ikke nåede så langt, da kuglen forvandlede sig til en slange, landede på jorden og dermed undgik hans klinge, selvom klingen fortsatte direkte hen imod Konstantin. Trykbølgen ødelagde dog hans klinge og ramte Romeo, så han kun fløj endnu længere tilbage. Han gipsede let igen, og rystede let, som han kom vaklende op på benene igen. Han knurrede let af vrede. „Bare vent! Jeg er stærk nok til at klare dig nu!” hvislede han fast, som han spændte i hele kroppen, hvor han samlede energi, inden han skød hænderne i vejret, hvor han lavede et mindre jordskælv omkring Konstantin. Han førte hænderne ned mod jorden, inden han af den faste jord under sig, rev to stenkugler op, som han skød imod Konstantin.

[Deleted]

Malisha havde måske lidt nederlag, men hun var bestemt ikke en svag kvinde! At hun havde tabt til en ung vampyr, var til gengæld en større fiasko og han vidste at hun var lettere følelsesmæssig ustabil, specielt fordi hun havde været så tæt på døden som hun havde. Havde han ikke kendt hende så godt, som han gjorde, ja så havde hun været død nu. Han var kun glad for at han havde fundet hende, selvom hun også kunne drive ham til vanvid! Det var også grunden til at han var søgt lidt væk fra herregården, for han havde givet hende lov til at søge lidt ud, så længe hun fik lidt mere acceptabelt tøj på, men hun var ikke længere fanget på værelset, som hun havde været de sidste par mange dage. Han vidste at hun ville blive flået levende af warlockerne hvis hun viste sig i den tilstand som hun var i, hvilket også var grunden til at han gemte hende af vejen som han gjorde, selvom hun godt nok også selv var med på den, for hun nægtede at vise sig så sårbar. At Romeo så skulle kommentere det, undrede ham egentlig ikke, selvom det af den grund måtte irritere ham yderligere! Knægten vidste ikke hvad han talte om! Han skulle bare holde sig væk og lade vær med at stikke snuden i de sager der ikke vedkom ham! „Åh hold da op Romeo.. vi ved begge du ikke er stærk nok til at klare noget så simpelt som en stinkbille! Hvis du virkelig ikke kan klare Malisha før hun er sårbar, hvad gør det så ikke dig til? Ikke andet end en simpel kujon!” svarede han lettere fast, som han lagde armene ganske fast over kors. „Og ja.. hun er hjemme ved mig og hviler sig, men hvis du tror du kan komme ind på min ejendom, tager du grueligt fejl, den har jeg skam sørget for at beskytte med magi,” svarede han stilfærdigt, som et sigende smil gled over hans læber. Uanset hvor meget knægten ville prøve, så kunne han ikke komme ind før nogen lukkede ham ind, og det skulle han nok personligt sørge for ikke ville ske! At han prøvede at kløve hans kugle med en klinge, var skam snedigt nok tænkt, selvom Konstantin bare var snedigere! Slangen møvede sig hen over jorden, selvom Romeo ikke direkte virkede til at anse den. Jorden som begyndte at ryste under Konstantin, fik ham til at vakle ganske let, for her kunne han umuligt stå urokkeligt som en klippe! Han brummede lettere utilfredst, som han næsten var ved at vælte på røven, selvom han genvandt balancen. Blikket nåede kun lige at falde på Romeos skikkelse, inden han blev væltet omkuld, da den første sten måtte ramme ham, og slynge ham henover jorden. Han udstødte et smertefuldt støn, hvor han let tog sig til brystet, for det gjorde virkelig ondt! Han trak vejret dybt og lettere stakåndet, for han havde helt mistet pusten af den mavepumper! Den anden sten røg dog blot forbi ham, uden at ramme. Han kneb let øjnene sammen, som han prøvede at komme op, skønt det ikke lige lykkedes ham. Han vendte blikket hen mod Romeo, inden han strakte den ene hånd og knyttede sin hånd. Slangen der møvede sig hen over jorden, sprang direkte imod Romeos ben, og prøvede at sno sig op ad hans krop for at fange ham, hvor den først ville stoppe, til den nåede hans hals.

[romeo]

Malisha måtte med garanti være hjemme ved Konstantin, for hvor skulle hun dog ellers kunne være i sikkerhed? Ja medmindre hun slet ikke var i landet, og var et helt andet sted. Men på den måde som Konstantin afveg hele tiden, så kunne Romeo i hvert fald sagtens regne ud at den var gal med Malisha, selvom det kun måtte fryde ham! Hvor han dog gerne ville se hende og derefter flå hende levende! Han ville have Lexie tilbage og det skulle han nok få! Eller det håbede han da i hvert fald. Måske han intet lys havde tilbage, men han havde stadig håbet, for hans kærlighed til Lexie ville aldrig uddød, medmindre han virkelig aldrig så hende igen, af den grund så ville han ikke være sammen med nogen anden, for der var ingen der var gode nok! Der var kun Lexie, og hvis hun.. døde, så havde han slet ikke nogen grund til at leve selv! Blikket vendte han lettere stålfast mod Konstantin, som han udtalte sine ord. „Jeg er ingen kujon! Og jeg skal snakke med Malisha! Den tøs kan ikke skjule sig for mig for evigt! Jeg vil have Lexie tilbage! Og hvis den kvinde ikke agter at hente hende tilbage, så skal jeg nok personligt sørge for at hun gør det!” hvislede han fast. Han ville ikke opsøge Malisha for at dræbe hende, men for at konfrontere hende, for at få hende til at få Lexie hjem igen, og nægtede hun det, ja.. så kunne han nok godt finde på at flå hende levende. Og han ville bestemt ikke tøve med det! Hvis den kvinde troede at hun kunne træde alt og alle over tæerne, ja så tog hun godt nok grueligt fejl! Et lettere tilfredst smil gled over hans læber, som Konstantin var ved at miste fodfæstet, som han vaklede rundt, da jorden under ham begyndte at rumle og runge. At han så ikke havde set stenen komme og blev slynget over jorden, gjorde kun det hele langt bedre! Han var ikke usårlig og det skulle han nok personligt vise ham, for nok han var ældre, men derfor var han bestemt ikke uovervindelig! At den anden sten ikke ramte, tog han sig ikke af, han var tilfreds så længe den ene bare havde ramt. Han nåede dog kun lige at se ned, før slangen have snoet sig omkring hans ben og strammede grebet, så han stod helt stiv, med slanget snoet omkring sig helt op til halsen. Som hans ben blev trukket sammen, endte han med at vælte om på jorden så lang som han var, da han ikke kunne holde balancen. Han prøvede at vride sig for at komme fri, selvom det dog ikke helt lykkedes ham. „Pokkers!” hvislede han fast. Det kunne da ikke være slut nu! Hans hjerne begyndte at kværne, som han prøvede at finde en udvej. Han endte dog med at slappe af, hvor han lukkede øjnene og begyndte at trække vejret dybt, næsten som måtte han meditere. Han skulle nok finde en udvej!

[Deleted]

Hvis Romeo ønskede at komme i kontakt med Malisha, så skulle han først forbi Konstantin, for det var ham som kunne lukke ham ind på hans ejendom, ellers måtte han bare stå på sidelinjen og se pænt til! Desuden så ville han bestemt ikke lukke den knægt ind på sin ejendom, før han viste ham noget respekt og heller ikke medmindre Malisha gav tilladelse til det, for hvis hun ikke gad se ham, jamen så kom han ikke ind. Desuden så tvivlede han på at knægten ville vise ham eller Malisha noget respekt, så han måtte jo nøjes. Hans ord forundrede virkelig ikke Konstantin, for knægten havde for længst gjort det klart at han kun var ude på at få Lexie tilbage igen, og også som han havde sagt til Malisha, så ville hun kunne udnytte knægtens potentiale og loyalitet langt mere, hvis han bare fik hvad han ville have og det var Lexie, kravet var ikke så stort, men det var det i Malishas øjne, og som hun selv havde givet tydeligt udtryk for, så ville hun ikke lade Lexie komme hjem endnu. Hvad Malisha havde i tankerne omkring planen med Lexie, havde han virkelig ingen idé om, han havde regnet med at Malisha bare ville lade hende dø eller blive en del af lyset igen. De mørke øjne hvilede fast på Romeos skikkelse. „Malisha ønsker ikke at se dig Romeo. Og hun vil ikke hente Lexie hjem, det må du bare lære at leve med. Find dig en anden og langt mere passende tøs,” hvislede han lettere fast. Et provokerende smil gled over hans læber, „jeg kunne godt hjælpe dig med at finde en stærk og langt mere passende kvinde til dig.” Han blinkede let til ham, kun for at provokere ham langt mere. Konstantin måtte dog erkende at han var forundret over, hvor stærk Romeos kærlighed til Lexie var, for.. knægten ville jo ikke give slip på den tøs, hvilket kun kom ham selv og alle andre til det bedste! Men knægten var stædig, det måtte han give ham, selvom det dog ikke altid var lige godt. At blive slynget omkuld af den sten, havde virkelig gjort ondt, og Konstantin var bange for at det havde trykket nogle af hans ribben, for han kunne knap nok trække vejret! Han var trods alt menneskelig og ikke bygget op som en udødelig. Han tog sig let til brystet, som han var kommet op på knæ. Han stønnede lettere anstrengt, inden han vendte blikket mod Romeo der var blevet fanget af slangen og væltet omkuld, så han nu lå på jorden. „Din lille.. forbistrede.. rotte!” hvislede han fast, som han endte med at sætte en hånd mod knæet, inden han kom op at stå, stadig med en hånd mod brystet, for det var ømt og gjorde virkelig ondt. Han prustede lettere arrigt som en tyr, imens han gik hen imod Romeo. Han stampede let i jorden, som skubbede Romeo op at stå igen, inden Konstantin greb fat omkring hans krave og trak ham ind til sig. „Nu har jeg virkelig fået nok af dig knægt! Hvis du ikke lærer, hvor din plads er, så skal jeg personligt banke det ind i knolden på dig!” hvæsede han lettere vredt, som han gav slip, kun for at slå sin knyttede næve direkte imod Romeos ansigt. Han gik hen og tog Romeo om struben, kun for at løfte ham op og tvinge ham op mod den nærmeste væg.

[romeo]

Romeo havde tit været sammen med Konstantin, så han vidste udmærket godt, hvordan man skulle tirre manden og gøre ham irriteret, for det var noget som han efterhånden havde fundet ud af hurtigt og som han var blevet ganske god til. Han havde jo tit været sammen med manden, hvor de havde trænet, selvom det denne gang var langt mere alvorligt. Hvis Konstantin nægtede at høre på ham, og Malisha med, jamen så skulle de bestemt heller ikke regne med ham, det var da helt sikkert! Det eneste han ønskede var at have Lexie hos sig, for han savnede hende virkelig efterhånden! Det gjorde ondt at tænke på at han skulle undvære hende fordi andre ikke tillod at de var sammen, det var jo direkte forfærdeligt! Han vendte blikket fast imod ham til hans ord. Malisha ville ikke se ham og lod ikke Lexie komme hjem? Hans krop begyndte roligt at dirre og ryste af ren vrede. Han knyttede næverne ganske fast, som han fortsatte sine ord. Han trak vejret dybt og lettere dirrende. Han ville bestemt ikke have nogen anden tøs! „Ingen anden tøs er god nok for pokker!” hvislede han fast, som han spændte i hele kroppen. Nu var han virkelig træt af de to! De troede de kunne tillade alt, men hvis de nægtede at tage Lexie hjem, jamen så tog han fandeme selv af sted! Han var ligeglad med hvor pokker han skulle bo, han ville bare være sammen med Lexie! Mørket kunne han til gengæld ikke give slip på, for.. han var bange for at hans krop så ville blive svag og kvæstet igen, at han skulle til at sidde i rullestol eller gå med krykker og det ønskede han virkelig ikke! Det havde skam sine fordele at have mørket i sig og være en del af det, hvilket også var grunden til at han var blevet her indtil videre, men hvis det skulle være uden Lexie, så gik han virkelig amok! Han prøvede at slappe af, som slangen havde snoet sig omkring ham og holdt hele hans krop fast og sammen. Blikket vendte han mod Konstantin som kom hen til ham. Jorden der pludselig skubbede ham op at stå, fik ham til at vende blikket lettere forundret mod Konstantin. Et kækt og frydende smil gled over hans læber til mandens ord, det var tydeligt at han var ved at være godt vred, og at han var ved at være godt og grundig træt af ham, men det gjorde kun det hele langt bedre! Slaget kunne han dog ikke stoppe på nogen måde, da han var fanget af det sorte og tykke reb, der hvilede omkring ham. Han blev ramt lige ved kæben og væltede direkte i gulvet, hvor han stønnede lettere af smerte. Øjnene klemte han let sammen, selvom han ikke rigtig nåede at komme til sig selv, før han var blevet tvunget op af den nærmeste væg. Han vendte blikket fast imod Konstantin. Hånden mod hans strube, gjorde det kun mere besværligt at trække vejret. „Skr.. skrid af helvedet til…!” hvislede han sammenbidt og lettere anstrengt, som han samlede en spytklump i munden, kun for at spytte Konstantin direkte i ansigtet.

[Deleted]

Når Romeo opførte sig som han gjorde, rebelsk og lettere oprørsk, jamen så fik knægten sgu ikke lov til at komme ind på Konstantins ejendom! Desuden så skulle han nok sørge for at denne knægt snart viste lidt mere respekt for den ældre generation, end hvad han hidtil gjorde! Hvis han virkelig troede at han kunne klare sig ved at gå imod alle og tilmed sin leder og hertugen af dette land, jamen så tog han virkelig grueligt fejl! Han skulle nok personligt sørge for at denne knægt tog sig sammen! Selvom han vidste at det ville blive svært, men det skulle nok lykkedes ham at knække hans stædighed! Han holdt måske så dybt og inderligt fast i Lexie, men selv den følelse kunne han få knægten til at slippe, om det så skulle være med de rette, hårde og brutale midler! Romeos ord, kom slet ikke bag på Konstantin, hvor han blot himlede svagt med øjnene og fnøs ganske fast. „Du graver din egen grav knægt!” hvislede han fast, som blikket hvilede lettere fast på hans skikkelse. Det var virkelig utroligt at den knægt skulle være så stædig! Han fik jo ikke tøsen igen! Eller.. det vidste han faktisk ikke, for han vidste ikke hvad Malishas planer med Lexie gik ud på, han kunne slet ikke selv se logikken i det, derfor gad han heller ikke blande sig, for den tøs var ham sådan set ligegyldig, men han gad virkelig ikke at skulle døje med Romeos vrede dag ud og dag ind, for sådan her gik det jo altid! Men denne gang var det slut, nu skulle han nok sætte ham på plads, om han så skulle torturere den knægt! Han strammede kun grebet omkring Romeos strube, som han fik ham tvunget op af den nærmeste væg, hvor han holdt ham fast. Han kneb øjnene ganske let og skuende sammen til hans ord. Han nåede dog ikke at reagere, før han blev spyttet i ansigtet, noget som virkelig var et stort fejltrin fra Romeos side, for det måtte virkelig pisse ham af! Han tørrede let spyttet væk, inden han løftede den frie hånd og begyndte at slå løs mod Romeos ansigt, så blod blev malet mod hans hånd, for knægten kunne ikke røre ham alligevel, da han var fanget af det sorte reb. „Du får hende aldrig at se igen! Om jeg så selv skal tage til Procias og slå hende ihjel!” hvislede han fast, som han fortsatte sine slag, indtil hans egen hånd måtte blive øm, hvor han gjorde et sidste slag, for at få ham slået i gulvet. Han rystede ganske let sin hånd, og ømmede den ganske let, for det gjorde virkelig ondt! Af den grund føltes det virkelig rart at kunne få afreageret! Han trak vejret lettere tungt og hurtigt, som det var tydeligt at han var vred. Det var sjældent at han kom i dette humør, men selv han havde en mørk plet på bagsiden af sin mønt. Han havde skam også en ond, sadistisk og brutal side, selvom det var sjældent den kom til udtryk, men nu var det virkelig slut! Han knælede let ved Romeos side. „Jeg vil lemlæste hende, bid for bid, torturere hende, mens hun stadig er i live, og jeg vil med glæde vise dig det hele, når jeg først er færdig,” hviskede han i en lettere kynisk og sadistisk tone.