With In The Woods

[Deleted]

Det var mørkt, duggen havde lige lagt sig og alt var dækket af et tyndt lag vand, det støvregnede og hænd af den lille skov sti kom Darkien traskende, hans store krop gik tungt over den lille og våde sti med nogle sjap lyde, han var sjældent ude i regnen, men han var blevet enig med sig selv om at han ikke kunne blive siddende i sin hule hele natten, når det var det tidspunkt han kom ud, man kunne tydeligt se hans store hoveaftryk i mudderet og Darkien tænkte i sit stille sind om der nogle sinde havde været nogle der havde været bange for de store fodspor han efterlod.

[Deleted]

Den mørke skov var tydelig flere kilometer væk, men det afholdt ikke en fra at gå ind i den. Snarre tværtimod da den skræmmende mangel på liv i skoven var så tydelig men samtidig dragende. Selvom at mørket var faldet på og duggen var faldet, virkede skoven ikke mindre skræmmende end den havde gjort før. Snarre tværtimod da skoven netop fremstod mørkere, men nu også klam. På trods af alle disse ting, var Guillaume draget helt ind i Dvasias for at finde ud af, hvad der var sket til en han kendte ganske godt. Nærmest en fra hans egen familie. Der foruroligende var at han faktisk var draget så langt ind i Dvasias som han var. Guillaume var nu næsten tættere på nord end han var på syd, hvilket var han område. Han var pinefuldt bevidst om at, hvis der skete noget, så ville nyheden først nå ham langt senere og ikke være i stand til at reagere hurtigt nok. Selv på trods af alle de ting så han sig nødsaget til at drage ind i Dvasias, det land der havde ødelagt så meget og som var befolket af væsener der ikke keerede sig meget om andres liv, og endnu mindre, hvordan det eventuelt blev endt. Guillaume havde været hos den mørke sø, men kunne ikke finde noget spor af den han ledte efter. Guillaume havde derfor tænkt at den eneste fornuftige ting at gøre var at fortsætte med at søge. Selvom at det ville betyde at han skulle bevæge sig ind i den Mørke Skov.
Guillaume bevægede sig med langsomme skridt, da han vidste at alle former for væsener kunne lure bag hvert træ og den guldstav som hans race altid bar, var meget let genkendelig. Svage sjæle ville måske endda blive fristet af synet af guld, men han var samtidig forberedt på det meste. Siden duggen var faldet, var hans humør steget betydeligt da det betød at han endelig var i nærkontakt med sit rette element og derfor ville kunne modsvare et angreb langt mere effktivt end hvis han var overladt til det vand der nu engang lå i pytter. Han bar som altid sin lettere mørke blazer der faldt lettere i med baggrunden, men da det var ved at være et stykke tid siden han havde haft mulighed for at vaske eller skifte, var der kommet enkelte pletter på den. Guillaume forsøgte dog for det meste at undgå at grisse den til da han så sig selv om en der som hovedregel var meget nydelig.
Guillaumes hørelse var skærpet og i det fjerne kunne han skimte enkelte faste dunk i jorden. Han syntes at det lettere kunne sammenlignes med skridt, men de var et eller andet sted alt for tunge til at tilhøre et menneske eller et væsen i menneskeskikkelse.

[Deleted]

Darkien fnøs og en stor dampsky stod ud fra hans store næse, han traskede videre hænd af stien mens et utal af spørgsmål fulgte med ham i sindet *hvordan ser der ud på den anden side af muren? hvis bogen taler sandt så må der jo være som der er her ik’? vis livet kun er begyndelsen hvad sker der så når man er faldet?* han slog tankerne fra sig et kort øjeblik og så et gyldent skær, Darkien kiggede forunderligt på det gyldne lys, han havde sjældent set noget lignende da han havde været vand til at leve i huler og kun gå ud om natten i frygt for de overboendes reaktion på hans krop, der bar tydeligt præg af at leve i mørke, men han var blevet sendt op på overfladen af sin cult for at fortælle om bogens ord, og det havde han i sinde at gøre til hvem som helst, så længe det førte i bogens interesse.
Darkien rystede engang på hovedet, men han kunne ikke slippe sine tanker, han måtte vide hvor det gyldne lys kom fra, han gik målrettet mod lyset, ikke hurtigt men i et behageligt tempo, for ham.

[Deleted]

Mørket rykkede sig tættere omkring Guillaume og han kunne fornemme, hvordan mørket langsomt sugede varmen ud af alt omkring ham. Han kunne ikke lade være med at tænke på at det var klart at der ikke var noget levende i denne skov, når alene natten var i stand til at trække livsenergien ud af stedet. Guillaume fortsatte dog ufortrødent, han kunne ikke udholde tanken om at en han kendte kunne have brug for hans hjælp og at han ikke var taget ud for at lede efter personen. Han vidste ihvertfald at han selv ville gøre det samme for denne person. Da han var nået et stykke ind i skoven og mørket dækkede alt og der var koldt og klamt, kunne han ikke lade være med at tænke på at det måtte være sådan at være født. Han kunne ikke selv huske, hvordan det var ikke at eksistere, men han kunne tydeligt huske da han blev vakt til live. Han var evigt taknemmelig overfor dem der havde bragt ham til live og givet ham så stor et ansvar. Han vidste fra starten at han ville beskytte havet. Det eneste sted på Jorden der ikke havde været hærget af krig og smerte. Det var stadig relativt urørt på trods af at mange forskellige imperier havde forsøgt at underlægge sig hele jorden for derefter at vende sig mod havet. Guillaume vidste dog også at mange mennesker og selv væsener der levede i pagt med naturen, ville være i stand til at gøre skade på havet. Havet var trods alt meget balanceret og der skulle normalt ikke meget til før det kunne få store følger. Ikke blot for væsenerne i havene, men så sandelig også for dem på land der netop ville komme til at mangle mad. Alt dette var Guillaume villig til at forhindre. Af en eller anden grund havde han udviklet en fascination af væsenerne på Jorden... Altså dem der var i stand til at føle forskellige følelser på samme tid. Oprindeligt havde han villet beskytte havet mod alt der kunne true det, men nu var han kommet til den konklusion at ikke alle jordlevende væsener er onde, men at der faktisk er nogle der er i stand til at føle komplekse følelser. Ikke bare rumme had, men også kærlighed. Selvom at han havde denne fascination skulle det ikke stoppe ham i at prøve at overbevise andre, hav-såvel som landvæsener at deres udlægning af, hvad der var sket i tidernes morgen og den kamp der var sket, ikke var som de troede, men at det faktisk var havguderne der netop havde skabt de forskellige racer. Han troede fuldt og fast på dette. Specielt da han ikke havde oplevet andet end elendighed fra dem der troede fuldt og fast på en anden udlægning.
Guillaume blev pludselig revet ud af sin tankerække da han syntes at det virkede som om de tunge skridt kom nærmere og nærmere. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvilket væsen der ville komme ham i møde og, hvordan han skulle reagere på det. Guillaume greb instinktivt fastere omkring staven for at være klar på en eventuel overraskelse.

[Deleted]

I centrum af mørket gik Darkien, han var få skridt fra den lysende stav, han lod langsomt skyggerne forsvinde omkring sig for at kunne se den lysende genstand bedre, han var nu godt 3 meter fra det funklende objekt, han stoppede kort op da han så at objektet tilhørte en lille mand, som nok ville være stor i forhold til de andre væsner han havde mødt i skoven, han gik langsomt hen imod manden, man kunne aldrig vide hvad en ukendt person kunne finde på når han så en dæmon komme gående imod dem, især en dæmon som Darkien.

"Vær hilset" sagde Darkien med sin dybe stemme, mens han brugte sin magiske evner over skyggerne til at fjerne mørket fra sig mens han bukkede så dybt at hans horn næsten pejede ned i jorden, da han rejste sig op igen kiggede han med et undersøgende blik på manden, og fortsatte "Hvad bringer dem her ud? og hvad er det for en stok de har?"

Mens han talte kom der tung dis ud fra hans mund, da det var meget koldt, og han varsomt undersøgte det gyldne objekt med øjnene, han havde nemlig aldrig set en sådan gylden stok og han var ikke sikker på hvad det var eller hvad det kunne bruges til, han studerede også manden, som han mente måtte være lidt oppe i alderen, men langt fra alderen hvor man havde behov for at dø. Darkien huskede på hvad der stod i bogen *En dødelig der ikke har behov for at dø endnu, skal du lade leve, selvom han prøver at dræbe dig! For vis alle dæmoner drabte en dødelig ville der ikek være nogle dødelige tilbage og ingen til at lave mad eller slagte dyr.*

[Deleted]

Selvom at mørket var så tæt som det var, kunne det ikke ungdå at komme bag på Guillaume, hvor tæt og hvor hurtigt de tunge skridt kom mod ham. Han kunne mærke at hans hjerte hamrede og at han greb hårdere om sin stav for at være klar på et eventuelt angreb. Da en enorm dæmon, der mest af alt lignede en blanding af en tyr og en mand, dukkede ud af mørket, fik Guillaume et chok, men han lykkedes lige netop at holde sine lemmer under kontrol men han kunne ikke undgå at han udstødte et svagt gisp. Knap hørbart, men tydeligt da hans hånde kondenserede da den forlod hans mund og afslørede at han havde fået et chok. Noget der generede ham, men han forstod at han måtte tage det stille og roligt og forsøge at få sine tanker under kontrol. Han var smertefuldt klar over, hvor han befandt sig og var også klar over at langt de fleste væsener i Dvasias ikke ville keere sig voldsomt over at dræbe en fremmed, så længe de kunne få det blod de så desperat havde brug for. Alligevel var der et eller andet roligt over denne dæmon der var dukket ud af mørket. Guillaume kunne knapt få et ord over sine læber, før han samlede sig mod til endelig at åbne munden igen for at sige "Vær hilset" sagde han, nærmest tvingende ordenene ud af munden. Guillaume havde lagt mærke til hans fascination overfor hans stav, noget han havde blandende følelser overfor. Dels kunne han oprigtigt være interesseret i den eller også var han skræmmende hurtigt blevet klar over at det var hans eneste fysiske våben i tilfælde af at han skulle blive angrebet. Guillaume gjorde samme bevægelse som han gjorde da han bukkede. Hverken mere eller mindre, da han ikke ville risikere at blive overfaldet. Han kunne ganske enkelt ikke lade være med at være en smule på vagt. Dæmonens spørgsmål kom en smule bag på ham, "Jeg søger en person... Og det er en ganske almindelig stav.. Hvis du altså ser bort fra at den er lavet af guld" sagde han med en lettere bævende stemme. Han blev øjeblikkeligt rasende på sig selv over dette tegn på usikkerhed, men kom lige så hurtigt frem til at det alligevel ikke ville hjælpe noget alligevel. Guillaume kunne ikke lade være med kort at smile over dæmonens fascination af staven. Det virkede nærmest som om at han ikke havde set noget lignende før. Guillaume rankede sin ryg for at se en smule større ud selvom at umiddelbart virkede formålsløst i forhold til den dæmon der stod foran ham, men han kunne alligevel ikke lade være, det var nærmest en reaktion han blot udførte uden at tænke nærmere over den. Han studerede dæmonens ansigt mens han kort åbnede munden og spurgte, "Jeg tror ikke at jeg fik fat i Deres navn.... Mit er Guillaume de Montferrat." sagde han med en nobel stemme der ikke bar synderligt præg af at han var i en lettere beklemt situation.

[Deleted]

Darkien smilede let på læben, da han så mandens reaktion, det var lidt sjovt at se en dødelig blive skræmt når de så en dæmon, der pludselig hopper ud af mørket. Han nikkede og lyttede som manden, der hed Guillaume, fortalte om sin stav og fortalte sit navn *en almindelig stav lavet af guld? Så er han enten meget rig eller også lyver han, eller også er han bange for at jeg stjæler den, han kender nok ikke til bogens ord.*tænkte Darkien hurtigt efter fortællingen om staven, ”Det må de undskylde, mit navn er Darkien Azazel Valafar Erebus, men de få som kender mig kalder mig blot Darkien” sagde Darkien med en rolig og dyb stemme mens han studerede staven yderligere med øjnene. Darkien rettede nu sit blik mod mandens ansigt mens han vippede sine øre tilbage så ringende i klingede mod hinanden ”Men de siger at de leder efter en person? Vis de ville fortælle mig hvem denne person er, kunne jeg muligvis hjælpe dem med at finde denne person, vis de forstår hvad jeg mener?” sagde Darkien i et hurtigt og dybt tone leje, hans ånde skabte store dampskyer når han snakkede, mens han kløede sig eftertænksomt i sit blodrøde gedeskæg mens han kiggede afventende på manden. Tankerne snurrede rundt oppe i Darkiens hoved, *Hvem mon denne mand gerne vil møde i denne skov? Vampyr? Dæmon? Varulv? Eller mon en uhellig?* Darkien huskede endnu engang bogens ord *De uhellige skal udslettes lige meget om det kræver en million dæmoner! De uhellige er en skændsel for racerne og må udslettes!* Darkien rystede let på hoved og skuppede tanken om at denne mand måske skulle se en uhellig.

[Deleted]

Selvom at Darkien nikkede da han fortalte om staven kunne Guillaume ikke undgå at få en kølig rislen ned af ryggen. Han kunne ikke ryste tanken fra sig at Darkien måske havde luret ham og i det tilfælde kunne finde på at stjæle den. Han var dog stadig klar til at kæmpe, selvom at han var langt mindre anspændt end han havde været hele dagen. Han kunne ikke sætte en finger på det men det virkede som om at der var noget over Darkien der virkede beroligende. Da han præsenterede sig selv, kunne Guillaume ikke lade være med at smile lidt for sig selv, ikke fordi at navnet eller situationen var sjov. Snarre det stik modsatte, det var langt mere det at han nu var mere eller mindre sikker på at han ikke ville gøre ham noget. Der var et eller andet civiliseret over det, når to væsener havde hilst på hinanden. Medmindre der var svig indblandet kunne det selvfølgelig udvikle sig til en grim affære, men indtil videre havde Guillaume holdt sig udenfor intrigerne der fandt sted på landjorden. Han var dog også samtidig smertelig klar over at han ikke ville tøve med at slå sig sammen med en anden, for netop at beskytte havet. Guillaume kunne ikke undgå at sætte pris på alt der bandt ham til havet og det var netop også derfor han havde løjet om staven og dens evner og karakter. Alle disse tanker for gennem hans hoved den den korte tid der var lige efter at Darkien havde præsenteret sig selv. Guillaume bukkede svagt, "Mig en ære at møde Dem" sagde han med en stille røst da han tydeligt kunne høre at Darkien ikke var færdig med at tale. Han hørte, hvordan Darkiens ringe i ørene ramlede sammen og sendte lydbølger ud gennem den stille skov. Det var som om at hele skoven holdt vejret, som om den ventede på dem at blive færdige. Han kunne ikke helt slippe tanken om det, men rettede hurtigt opmærksomheden mod Darkien igen, "Denne.. Person er ikke en der er let at finde og lader sig, hverken let opspore eller opdage af andre end dem der kender mønstret og hvordan man tænker.. Specielt her i Dvasias er det bedst at være på vagt... Ikke for noget" Det sidste sagde han samtidig med at han løftede en hånd, ikke for at true, men for at vise at han oprigtigt ikke mente noget ondt med det, som sådan, men langt mere som et faktum. At sådan var det i Dvasias. Kort efter at han var kommet med dette faktum virkede det som om hans hjerne ikke kunne tænke på andet end, hvorfor Darkien netop var ude i nat, om det var ude efter et bytte eller hvad det var. Han var ret så sikker på at det ikke var det sikreste tidspunkt at være udenfor, men samtidig virkede det heller ikke til at Darkien var den der tilbragte mest tid ude i solen, netop som mange væsener fra Dvasias ikke brød sig om. Guillaume fandt endeligt modet til at spørge ham, "Sig mig.. Darkien, hvis jeg må kalde dig det.. Hvad laver du herude i denne mørke skov på dette tidspunkt?".. Han spurgte nærmest med en hvisken.. Han vidste fortsat ikke om der var andre væsener der var fulgt efter nogen af dem.

[Deleted]

Darkien løftede øjnbrynet til Guillaume's ord "Dvasias er kun farligt for dem der tror det er farligt, for vis man allerede er instillet på at folk vil slås, så vil man se blindt på folks opføsel og kun se de ting som kendetegner en der vil slås og man vil sandsynligvis komme til at indlede slås kampen selv, med en sådan indstilling til det ukendte. Sådan står det skrevet i bogen." sagde Darkien roligt i sit dybe toneleje, mens han så Guillaume direkte i øjnene og bevægede sine store hånder til sine ord, i håb om at virke mere overbevisende. Darkien havde vokset op med bogen og han var blevet pålagt at prædke dens visdom til dem han mødte, han havde dog aldrig fortalt den dybeste essence af bogen, men den ville dæmonerne aligevel kun acceptere.
Darkien smilte, ikke så han viste tænder, men så man lige kunen skimte et smil, da Guillaume spurgte om hvorfor han var ude om natten. "Se på mig, selv i Dvasias er jeg uhyggelig!" sagde Darkien med et lille smil og strækte sine arme ud i vær sin retning så man kunne se dem i deres fulde længde: "Jeg har boed under jorden i flere tusinde år, jeg har kun været oppe på overfladen i under hundrede år! Jeg er bange for at mine øjne ikke kan tåle det skarpe lys fra solen om morgnen." Svarede Darkien mens han vrikkede lidt med næsen og sagde så: "Ikke for at være uhøflig, men jeg tør gætte på de ikke er indfødt og det får mig til at tænke på at den person de leder efter endten må være på flugt eller blevet bortfødt siden de er her, er det sandt?" Darkien så på Guillaume med et stift blik, han ville gerne studere denne mand nærmere, denne mand var mystisk, han lignede på ingen måde en der kom fra Dvasias og så havde han den underlige stok "Hvor kommer de enlig fra?" spurgte han efter at have tænkte sig lidt om.

[Deleted]

Hver gang at en af dem talte blev stilheden brudt og Guillaume kunne ikke lade være med at tænke på om det ville tiltrække andre væsener mod dem eller om det ville holde dem væk, at der netop var to der umiddelbart virkede til at kunne stå sammen. Mørket omkring dem blev gransket nøje af Guillaumes øjne for netop at holde øje med om der var nogen der prøvede at sige sig ind på dem. Guillaume kunne ikke lade være med at smile en smule over Darkiens ord, det var ganske rigtigt det han sagde og han kunne også godt se det. Problemet var bare at han ikke kunne se, hvordan han ellers skulle kunne forhold sig til et væsen i en skov som denne på dette tidspunkt, om han skulle møde det som et hvert andet væsen eller om han skulle møde det med en smule skeptisk. Guillaume kunne ikke lade være med at give Darkien en smule ret, "Det er rigtigt, at den måde vi møder andre på, kommer til at afspejle sig i, hvordan vi opfatter deres bevægelser, deres ordvalg og deres fremtoning. Ikke desto mindre må du give mig ret i at det også kan vise sig at være et problem, hvis man netop vælger at ignorere disse signaler og bliver ved med at nærme sig løvens hule." Øjnene havde hvilet på Darkien hele tiden for at se hans reaktion samtidig med at han selv undrede sig over at ingen havde valgt at angribe Darkien, men netop det spørgsmål blev hurtigt efter besvaret af Darkien selv. Guillaume kunne ikke andet end at give ham ret i at han så ret så skræmmende ud, "Du har ganske ret, du virker ikke på nogen måde til at være en man angriber bare for at få et måltid." Hjertet bankede pludselig en smule hurtigere nu da Darkien begyndte at spørge ind til, hvor han var fra og hvad hans ærinde egentlig gik ud på. Han kunne ikke forhindre det, han var generelt ikke meget for at dele ud af oplysninger om sig selv medmindre han virkelig vidste at han kunne stole på personen, på den anden side virkede Darkien til at være ganske oprigtig og nærmest det stik modsatte af, hvad man normalt ville forvente af en dæmon af hans størrelse og udseende. Han sank en enkelt gang, "Jeg er ked af at høre at du aldrig har oplevet en solopgang, det er virkelig noget af det smukkeste i verden. Specielt fra stranden ud over havet. Det er et fantastisk syn." fortalte han nærmest drømmende. Drømmende sig selv tilbage til havet, der hvor han egentlig hørte til. Ikke på landjorden, hvor man kun kunne bevæge sig i to dimensioner, ikke noget med op og ned, men kun frem og tilbage. Intet andet om og om igen.
Guillaume var pinligt klar over at han ikke kunne undgå spørgsmålet om, hvor han var fra, så han besluttede sig for at tage mod til sig, "Det er rigtigt gættet at jeg ikke er indfødt.. Et eller andet siger mig at det er den måde jeg går, men jeg kan tage fejl. Den person jeg søger er hverken bortført eller på flugt. Så meget er jeg næsten sikker på. Jeg har bare ikke haft kontakt med omtalte person i lang tid og det gør mig en smule bekymret.. Vi er nærmest i familie, så det ville være meget trist, hvis det viste sig at jeg kunne hjælpe, men ikke prøvede.." sagde han, nærmest med et strejf af tristhed i stemmen inden han fortsatte, "Jeg kommer fra det sydlige hav og er vandret over det meste af Dvasias for at lede efter denne person... Men nok om mig, hvad med dig? Du snakkede noget om en bog tidligere." Hans stemmeleje havde fundet et normalt leje, hvor han var helt glad for at lyde rolig og fattet. Noget han hele tiden havde været bevidst om, men nu bare kunne lade glide i bagerst i hovedet da det næsten virkede som om at det kom af sig selv. Guillaume kunne ikke rigtig få tanken ud af hovedet om, hvad det var for en bog han havde refereret fra, men samtidig kunne han heller ikke få sig selv til at turde håbe at Darkien ville afsløre mere.

[Deleted]

Darkien så på Guillaume med et løftet bryn og sagde så, i sit dybe toneleje: ”Jeg har ikke sagt at de skulle ignorere de signaler, vis vi skal kalde dem det, jeg vil hælere kalde det sprog, jeg har blot sagt at de ikke skal regne med at de ukendte er ude på at slå dem ihjel, inden de har mødt dem, ikke mindre, ikke mere.” Det sidste blev sagt med en nærmest hviskende stemme. Darkien nikkede forstående til Guillaume da han fortalte om solenopgangen, om hvad han viste om hans ven og da Guillaume fortalte om hvor han var fra, han stoppede dog med at nikke, da Guillaume ville vide mere om ham, ”Jeg er hvad du ser, en dæmon, hvad bogen angår, så er det den bog som min familie, eller ’kult’ som så mange ville sige, lever efter, bogen handler i korte træk om hvordan moralerne, lovene, bør være for en vis man, lige som mig, er blandt de udødelige. Lovene er ikke svære at forstå og moralerne er simple. Kort sagt er det den ideelle bog, som formidler den måde, som man lettest ville kunne skabe fred i verden på.” sagde Darkien mens han tænkte over sin forklaring, han havde formået at verbalt formidle bogen uden at hive de ting ind som, andre ville mene, var mørke eller fordi ingen ville lade sig acceptere disse regler. Darkien smilte i sit indre over sin historie og vende tilbage til virkeligheden, hvor han stod ude i en skov sammen med sin nye bekendte, Guillaume, som han ligge havde forklaret ideologien bag bogen. Darkien kiggede spørgende på Guillaume og sagde så: ”Tanken bag bogen er smuk, men det er svært at finde folk der vil glemme sine gamle guder og lade sig døbe i bogens navn, for så har de ingen undskyldning for at dræbe længere, det er en skam.”

[Deleted]

Skoven omkring dem var tydeligvis øde og død. Der var en underlig mangel på liv omkring dem. Det var som om at alt her i landet var ødelagt, enten af væsenerne eller bare var sådan fra tidernes morgen. Det var en underlig fornemmelse siden Guillaume altid havde været vant til at der var liv omkring ham. Selvom at det meste af hans opmærksomhed var rettet mod Darkien, så kunne han alligevel ikke lade være med at kaste et enkelt blik over skuldren for at sikre sig at der ikke var noget der var igang med at snige sig ind på dem. Selvom at han godt kunne se at Darkien havde ret, så var han alligevel en smule af natur, nervøs for steder han ikke var vant til og af alle de steder han ikke var vant til var det landjorden. Da Darkien var færdig med at tale, kiggede han kort ud til siden, "Du har ret i at man skal møde fjenden før man kan bedømme den, men samtidig skal man også være opmærksom på at det ikke er alle fjender der viser sig først. Det er aldrig dem jeg har mødt jeg er på vagt overfor, det er det ukendte, man er meget sårbar når man ser ud som jeg gør.. Specielt med en gylden stav." Det sidste sagde han i en munter tone selvom at det meste af det forsvandt da han ikke turde tale alt for højt af frygt for at tiltrække sig opmærksomhed. Da Darkien begyndte at tale om 'Bogen', noget der i Guillaumes øre, nærmest virkede blasfemisk, kunne han ikke undgå at lytte med interesse samtidig med at hans ikke kunne lade være med at tænke at det var klart at en religion ville blive set som ideel af dem der støttede den. Det var soleklart. Guillaume blev ganske naturligt oprørt da Darkien påstod at grunden til at folk nægtede at omvende sig, var for ellers ville de ikke have en grund til at slå hinanden ihjel. Kulden sneg sig ganske langsomt ind på dem, mens de stod ude i skoven og talte. Alligevel kunne Guillaume ikke lade være med at få en smule varme i kinderne da de kom ind på et emne han var passioneret om. Hans hænder begyndte at bevæge sig før hans ord havde forladt læberne, ,"Problemet ved disse love er at de ikke kan gælde for alle da ikke alle væsener er udødelige. Det er faktisk kun et fåtal af dem der er. Efter mine erfaringer og observationer er det ikke muligt at skabe den ideelle religion, den er svær og kompliceret da der altid er nogle der vil bruge dens læresætninger til det onde. Fred er en god ting, men vi bliver nødt til at indse at det er noget der er kommet for at blive.." Med sin ene hånd gav han tegn til at de måske skulle begynde at gå lidt, mest for at han kunne få varmen, "Personligt ville jeg ikke skifte de gamle guder ud med nogle nye. Jeg tror lige så meget på dem som jeg tror på at du eksisterer og det er ikke noget jeg siger for at have en undskyldning for at dræbe, det er fordi at jeg ved det dybt nede, at det jeg tror på er det rigtige. Jer er villig til at beskytte det jeg tror er rigtig og bekæmpe det jeg tror er forkert.. Intet mere eller mindre" Han sagde det med en passion han ikke havde haft længe, han kunne fornemm at Darkien var mindst lige så religiøs som ham selv og kunne ikke lade være med at tænke på at han ville være fantastisk at diskutere ting med, så længe de kunne formå at bekæmpe hinanden.