Few days to fullmoon

[Deleted]

Himlen blev genspejlet i det rolige hav, mens det brusede op mod stranden, hvor bølgerne blev brudt og trak sig tilbage igen. En evig magtkamp mellem det land og vand. En repræsentation af den magtkamp der foregik i alle væsener. En del af dem der længtes efter at alt blev ved det gamle. Det sikre, mens den anden del kæmpede for at bryde den stilstand der uundgåeligt ville komme ud af denne sikkerhed. Det var stjerneklart og månen, som kun var få dage fra at være fuld, blev spejlet i det dybblå hav, så det ude i horisonten så ud som to himle i gensidig forening. Et spejlbillede af hinanden. Stranden var for længst øde, både for mennesker og for havfruer, der kunne dog skimtes en skikkelse der langsomt gik lige i vandkanten. Guillaume kunne ikke lade være med at finde vejret irriterende rolig, men samtidig følte han sig beroliget af følelsen af det glatte vand der gled mellem hans tæer. Han var iført sin sædvanlige blazer og skjorte. Da han ikke havde følt for at gøre noget ved bukserne, blev de våde omkring anklerne, men han havde absolut intet i mod det, snarre tværtimod. Han gik med et lille smil mens han kiggede ud mod horisonten og kunne fornemme, hvordan livet blomstrede derude. Han havde været meget glad for den kamp der havde fundet sted på land. Det virkede som om at så længe at væsenerne på land havde travlt med at kæmpe mod hinanden, havde de ikke tid til at ødelægge havet. Han kunne kun komme på enkelte gange at det ene land havde været så ødelagt at det ikke kunne gøre havet noget. Guillaume kunne dog ikke forstå at væsenerne havde så travlt med at bekæmpe hinanden, men dybest set var han også dybt ligeglad da han ikke anså dem for andet end nogle der havde misforstået hele deres skabelse og skæbne. At de ikke kunne indse at de alle var en del af verden, var ham ganske ubegribeligt. Denne følelse fjernede dog ikke den nysgerrighed, eller nysgerrighed var måske for meget sagt, interesse for deres følelser og, hvordan de udviklede dem. For selvom at væsenerne var i stand til at indeholde had, så var det den dobbelthed de kunne besidde som fascinerede ham. De kunne både indeholde had og kærlighed var ham ubegribeligt. Han var selv ilter af temperament og kunne rumme mange følelser, men han kunne dog ikke indeholde to modsatrettede følelser. Han kunne ikke både føle had og kærlighed over for en person. På ingen måde og under ingen omstændigheder. Hvis han fandt persons handlinger at være dumdristige for blot at friste skæbnen så var konsekvenserne selvforskyldte, om så han blev nødt til at slå denne person i hjel, for at beskytte det han elskede højest af alt. Guillaume mærkede hvordan livet i havet blev forstærket mange gange gennem den guldstav der var hans kendetegn.

[Deleted]

Lyden af fjerne vingeslag der langsomt kom nærmere brød stilheden. En skikkelse dukkede op på himmelen i det fjerne, og kom nærmere med hvert vingeslag. Det var ingen prægtig skikkelse, men en spinkel grå silhuet, en spøgelsesagtig figur, under det blege månelys.
Skumring var så ufatteligt udmattet. Hvert eneste bask var en kamp, men hun havde klaret det så langt, så hun kunne godt klare det en smule længere endnu. Bare en smule. En bølge af lettelse skyllede indover hende, da Manjarnos strande kom til syne. *Bare en smule længere!* gentog hun for sig selv, igen og igen, for at finde styrken til at tilbagelægge den sidste vej.
Skumring kunne knap tror det, da hun endelig nåde frem. Hun havde udset sig en tange der stak et stykke ud fra stranden som landingsplads, og skønt hendes landing var langsom og elegant, så nåde hun knap at få fast grund under fødderne, før hendes ben gav efter og hun faldt på knæ.
Skumrings åndedræt var tungt, men lettet. I favnen knugede hun en vandsæk der, fyldt med blod, havde været hele årsagen til hendes lange, udmattende rejse. Blod var ikke til at opdrive i Procias, og svært at skaffe i Manjarno uden de rigtige kontakter men i Dvasias solgte de det nærmest på hvert gadehjørne, selv dyreblod som det hun nu sad med! At komme ind i Dvasias var dog ingen leg, og hun havde måtte flyve den lange vej over havet, udenom muren. Men det havde været det værd.

Klædet, der normalt dækkede Skumrings ansigt, var foldet tilbage og lod den milde aftenvind kærtegne hendes ansigt. Hun så op mod månen, og dens lys genspejlede sig i hendes store, blodrøde øjne. Hun tog en dyb indånding og lod nattens ro fylde sig. Den taktfaste brusen fra bølgerne var nærmest søvndyssen.

[Deleted]

Selvom at månen lyste ud over stranden og havet, var det stadig meget mørkt. Bølgerne slog regelmæssigt ind mod stranden og druknede det meste af den lyd der kunne komme fra andre væsener. Ikke desto mindre kunne Guillaume skimte en skikkelse der kom fra ude over havet, flyvende ind mod stranden. Han gik lidt stærkere hen mod det sted, det virkede til at personen ville lande, men han tvivlede dog lidt på at det kunne lade sig gøre at flyve hele vejen ind til stranden da vingernes slag begyndte at blive præget af udmattelse og skikkelsen kom tættere og tættere havet. Dette begyndte at bekymre Guillaume da det ville komme til at være besværligt at svømme ind til land i de bølger samtidig den afkræftelse som prægede skikkelsen. Da skikkelsen kom nærmere og nærmere overfladen af havet, begyndte han at løbe i strandkanten og blev helt opslugt af det optrin han var vidne til. Da skikkelsen landede, var til ikke til Guillaumes store overraskelse i havet, men på en lille tange ud for stranden. Han kunne ikke undgå at føle sig en smule dum over at have overset den, men det havde han ikke desto mindre.
Da skikkelsen var landet, virkede den som om at den slappede af et kort øjeblik for at få vejret og genvinde nogle af kræfterne. Guillaume bemærkede at skikkelsens ansigt var blottet og var en smule overrasket over at det var en kvinde. Han kiggede ud mod skikkelsen for at få et indtryk af, hvilken person det var. Han mærkede, hvordan han hjerte var begyndt at hamre efter at han havde løbet i det bløde sand, for at følge med skikkelsen da den fløj. Han tog et dyb drag og mærkede, hvordan den friske havluft gennemstrømmede hans lunger og nød det et kort øjeblik inden han med små rolige skridt gik hen mod skikkelsen der var faldet på knæ over landingen. Han var klar over at landinger normalt kunne være elegante, men han vidste også at, hvis personen var udmattet blev det sjældent smukt, selvom at han fandt det fantastisk, hvor flotte og elegante bevægelser vingerne kunne frembyde.

[Deleted]

Skumring lukkede langsomt øjnene. Hendes åndedræt blev stille og roligt mere normalt, men hende hjerte hamrede stadig, som forsøgte det at banke sig vej ud igennem hendes brystkasse. Hendes vinger hang slapt ned på hver side af hende, men tros hendes udmattelse, voksede nye fjer stadig langsomt frem, for at erstatte alle dem hun havde mistet på flyveturen, alle dem der nu var overladt i havets vold, og blev skubbet frem og tilbage af bølgerne over den blanke vandoverflade.

I takt med at Skumrings åndedræt blev mere normalt, og hendes hjerte langsomt begyndte at sætte farten ned, nåde de langsomme skridt i sandet hendes ører. Et tungt suk forlod hendes læber, og hun mærkede hvordan trætheden pludselig skyllede indover hende. Hvis hun nu bare lagde sig ned, så ville vedkommende måske lade hende være?
I Procias måske, men dette var Manjarno, og hun kunne aldrig vide om vedkommende var fjende eller ej. Hun prøvede at løfte armen, for at trække klædet ned for sig ansigt, men hendes arm nægtede at lystre. Der gik adskillige, lange sekunder, før det endelig lukkedes Skumring at tvinge sin arm til at adlyde. Modvilligt slap armen vandskinnet, og rakte rystende op efter klædet, for at trække det ned. Da opgaven var fuldbragt lod Skumring armen falde slapt ned ved sin side, mens hun langsomt drejede hoved og kiggede sig over skulderen, for at se hvem det var der nærmede sig.
Skumring var ikke sikker på hvad hun skulle tro om manden der nærmede sig. På tros af at månen næsten var fuld, var det svært at se andet end en høj, mørk silhuet gennem klædet.