Post by Deleted on Oct 20, 2011 22:33:07 GMT 1
A tree is a tree. How many more do you have to look at?
Tågen faldt ind og ud mellem de mange træer der smøg sig listigt fremad mellem de fine træer. Men det var ikke det eneste der listede af sted i mørket. En pige, hvis ben var mørke og blodige, fik formået at knække en tør gren, der uskyldigt lå og bredte sin desperate hånd ud. Hun havde bare tæer og tænkte ikke yderligere over smerten, grenen havde påført hende. Det eneste hun koncentrerede sig om, var udelukkende den desperation der var begyndt at tage form i hendes bryst. Hendes fingre rystede svagt, men det var ikke noget der bekymrede hende. Det var den følelse hun gik rundt med inde i hovedet. Hun var ensom. Hun havde ikke været sammen med nogen i lidt over et døgn. Og hun havde sågar været nødsaget til at sove alene. En svag knurren banede sig vej fra hendes hals og ud mellem hendes læber. Hun var helt klart fjendtligt indstillet, men det var ikke noget hun kunne gøre for.
Det eneste ved hende, der egentlig var iøjefaldende i nattens dystre mørke, var den fine, hvide skjorte, der netop var blevet vasket i dag. Hun kiggede lige frem for sig, som om hun havde tænkt sig at skære igennem den fine luft, der var fyldt med bittesmå, fugtige dråber der steg opad. Hun trådte langsomt et skridt længere frem, dog med det resultat at hun trådte en knudret rod op i foden. Det gjorde fandens ondt, og det ville hun ikke finde sig i, så hun skubbede sig sidelæns ind mod træet, der gav efter med en svag, kroget lyd fra sig. Så drejede hun kroppen, og hørte det bløde stof blive flået op af træets knudrede bark. Hun drejede sig fuldstændigt og pressede neglene ind mod barken. Hun fik presset hul og skrabede en stor del af det af. Hun mærkede frydende hvordan den gav efter og hun lod hånden glide henover det bare stykke, der netop var blevet blottet.
Tågen faldt ind og ud mellem de mange træer der smøg sig listigt fremad mellem de fine træer. Men det var ikke det eneste der listede af sted i mørket. En pige, hvis ben var mørke og blodige, fik formået at knække en tør gren, der uskyldigt lå og bredte sin desperate hånd ud. Hun havde bare tæer og tænkte ikke yderligere over smerten, grenen havde påført hende. Det eneste hun koncentrerede sig om, var udelukkende den desperation der var begyndt at tage form i hendes bryst. Hendes fingre rystede svagt, men det var ikke noget der bekymrede hende. Det var den følelse hun gik rundt med inde i hovedet. Hun var ensom. Hun havde ikke været sammen med nogen i lidt over et døgn. Og hun havde sågar været nødsaget til at sove alene. En svag knurren banede sig vej fra hendes hals og ud mellem hendes læber. Hun var helt klart fjendtligt indstillet, men det var ikke noget hun kunne gøre for.
Det eneste ved hende, der egentlig var iøjefaldende i nattens dystre mørke, var den fine, hvide skjorte, der netop var blevet vasket i dag. Hun kiggede lige frem for sig, som om hun havde tænkt sig at skære igennem den fine luft, der var fyldt med bittesmå, fugtige dråber der steg opad. Hun trådte langsomt et skridt længere frem, dog med det resultat at hun trådte en knudret rod op i foden. Det gjorde fandens ondt, og det ville hun ikke finde sig i, så hun skubbede sig sidelæns ind mod træet, der gav efter med en svag, kroget lyd fra sig. Så drejede hun kroppen, og hørte det bløde stof blive flået op af træets knudrede bark. Hun drejede sig fuldstændigt og pressede neglene ind mod barken. Hun fik presset hul og skrabede en stor del af det af. Hun mærkede frydende hvordan den gav efter og hun lod hånden glide henover det bare stykke, der netop var blevet blottet.
