Ved søens bred

[Deleted]

Tali lagde sin rygsæk fra sig, og satte sig på en stor sten ved søens bred. Hun var på vej mod Mørkets skov for at mødes med Morgul, men hun var tidligt på den og mente hun havde fortjent et hvil. Når alt kom til alt var det vel ligemeget om hun sad og ventede lidt ved søen, eller om hun gjorde det når hun nåde skoven.
Med et anstrengt suk lændte hun sig en anelse tilbage, støttende på hænderne og sparkede støvlerne af. Det var fristende at stikke fødderne ned i det sorte, kølige vand, men efter hvad hun havde hørt om søens vand, kom hun hurtigt på bedre tanker. Tali havde ikke lyst til at miste sine fødder, eller sine hænder eller nogen anden kropsdel for den sags skyld!

Tali lukkede øjnene et øjeblik og lod den lune eftermiddagssol varme sit ansigt. En kølig brinse blæste igennem det åbne landskab og bragte den våde duft af efterår med sig.

((Ikke så lang, men sidder ved et rigtig dårligt tastatur denne weekend xD ))

[Deleted]

At rende rundt i blinde kunne man godt sige Jesse gjorde. Det ene sted lignede det andet for ham. Han vidste dog, at han ikke var i Procias endnu. Langt fra. Her var for mørkt og koldt. Han sukkede og havde gået i en evighed følte han selv. Han var øm i kroppen og var stoppet op for lidt tid siden ved denne skræmmende sø med sit sorte vand der lod til at være tjære. Han var godt træt og var tæt på at falde i søvn, men han ville finde et mere sikkert sted. Dette var bare en pause. Et kort hvil så hans stakkels trætte lemmer kunne slappe af og han så kunne gå videre på sin rejse i håb om, at finde hjem og finde hjælp til at få de vinger fri der stadig var lænket fast med magiske lænker og låse.
Hans tøj var beskidt og en smule laset efter hans lange vandring der måtte have stået på i uger eller måneder nu. Han anede det ikke. Han havde ingen tids fornemmelse og ikke rigtigt nogen stedsans over hvor han kom og gik. Han havde været i Manjarno, men var endt tilbage i Dvasias fordi en havde haft mulighed for at hjælpe ham, men det var ikke blevet til noget. Det var ikke lykkedes så han var gået videre og ja så var han faret vild igen. Pokkers også. Han burde være fortsat i den rigtige retning. Hvis og når han kom til Manjarno igen så gik han ikke tilbage hertil! Han sparkede lidt til en sten der trillede et par meter ned af den lette skråning og så ellers lå stille igen. Han sukkede træt og lånede sig tilbage mod træet han sad ved. Han måtte snart finde vej væk før vinteren slog ind. Hnas tøj var ikke varmt nok til vinter kulde så han ville fryse ihjel hvis han ikke kom væk.

[Deleted]

En rum tid gik, skyerne trak indover himlen og skyggede for solen som et stort, tykt vattæppe. Tali rynkede utilfreds på næsen da skyerne gled indover solen, og begyndte at tage sin støvler på igen med et tungt suk. Det var nok også på høje tid hun kom videre igen. Der ville nok heller ikke gå længe før det begyndte at blive køligere, nu hvor solen var væk og dagen var ved at gå på hæld.

Tali fik hurtigt samlet sine stumper. Hun kom på benene igen og begyndte sin tur rundt om søen. Der gik dog ikke længe før en skikkelse kom til syne, der før havde været skjult for Tali af en lille klynge træer. Hun stoppede straks op og troede knap sine egne øjne. En engle? I Dvasias?! Af alle Guds skabninger var det nok den sidste hun havde forventet at finde i det trøstesløse landskab hun betrådte for tiden.
Talis brune går blev hurtigt blond, hendes ansigt smallere og hendes øre spidse. På et øjeblik havde hun ændret sig fra at være mennesket Tali'Zorah, til elveren Xanaphia. Det slidte rejsetøj hun bar matchede hendes nye form, selvom det hang en smule løsere på Xanaphias slanke elverkrop. Xanaphia fluffede sit hår en smule op, så det skjulte hendes øre, inden hun nærmede sig englen. "Det er sjældent man ser din slags på disse kanter nu om dage" sagde hun med et skævt smil idet hun nærmere sig. Englen havde pirret hendes nysgerrighed, og kun mere så, da hun kom nærmere og så lænkerne om væsnets vinger.

(der er ref. billeder i hendes profil)

[Deleted]

Der gik et lille chok igennem kroppen på Jesse der havde siddet i sin egen verden og forsøgt at finde en løsning på sine problemer selvom det nok var dumt. Men han anede jo ikke helt hvor han var hvilket var et af hans største problemer. Han ville så gerne finde vej hjem til sit barndomshjem i Procias hvor han ikke havde været i årevis. Han havde aldrig haft chancen for at vokse op der og det var noget der havde sat sine præg på ham. Blandt andet end evnen til og flyve var ham ukendt. Han havde aldrig lært det og vingerne var bare blevet låst fast, da hans slave ejer havde regnet med han kunne vel? Men han havde aldrig lært det og han savnede bare det, at kunne sprede vingerne. Hvilket han heller ikke havde kunne siden han var et barn. Han var bange for de var låst fast i denne position selv hvis han fik dem fri.
Han så op på den kvinde hvorfra stemmen var kommet. Hun lignede ikke en ond person. Hun var så lys i det på en måde? Men naturligvis kunne mørkets væsner også bestå af lyse farver i deres krop så det var ikke noget han skulle stole på alene. Han fik rejst sig stille op mens han ikke fjernede blikket fra hende. Han kunne ikke stikke af andet end til fods i løb og var det nok? Han vidste det jo ikke før han så hvor hurtigt hun kunne løbe, men han ville først lige se om hun mon gav tegn til hvad hendes mål var at opnå. Ville hun bare snakke eller angribe? Han fugtede let sine læber mens hans blik blev på hendes skikkelse så meget som muligt for at aflæse muligt krop sprog. "Jeg ved det. Jeg er her heller ikke af min egen gode vilje.." Han forsøgte at holde sin stemme så rolig som muligt for ikke at vise sin uro og nærmere sagt frygt og angst for dette land og dets væsner.

[Deleted]

Xanaphias kropssprog var afslappet og imødekommende. "Det kunne jeg næsten sige mig selv" sagde hun og nikkede kort mod englens vinger. Xanaphia betragtede ham kort. Det krævede ikke man var et geni eller overdrevet empatisk at se han var bange. Og hvorfor skulle han ikke være det? Han var en engel midt i Dvasias med stukkede vinger, og hvis hun skulle give et kvalificeret gæt, var han nyligt stukket af fra hvor end han havde været fanget. "Bare slap af. Det er nok svært at tro, men jeg har ingen hensigt om at stikke dig, eller tage dine vinger eller noget i den stil" forsikrede hun ham ærligt. "Jeg er selv ikke alt for velset på denne side af muren" tilføjede hun hurtigt og skubbede sit hår tilbage, så de spidse øre kom til syne. Skov- og højelvere havde nok markant nemmere ved at bevæge sig på tværs af grænserne end mange andre af Procias racer, men den store population af mørkeelvere i Dvasias gjorde det altid til en risikabel affære.

[Deleted]

Hna så på hende lidt, men han begyndte at slappe af. Hvis hun ville angribe så havde hun jo gjort det nu nok. Han nikkede stille og mærkede sin krop slappe af lidt efter lidt. Det var nu en lettelse at have chancen for det. Det havde han ikke særlig ofte mere. Desværre. Men han håbede det ændrede sig når og hvis han en dag endelig fandt vejen hjem til Procias. Han havde stadig håb til det skulle ske. Det var jo alt han rigtigt havde.
Han så på hendes ører der kom til syne. "Åh..du er elver.." nu følte han sig allerede meget mere rolig og det var også let nok, at se på ham. Hans anspændte skuldre faldt til ro og han åndede lettet op. nu hvor han kunne se hun var elver så troede han hende jo meget mere på hendes ord alene og der kom da også et smil fra ham. "Det er skønt endelig og møde en derhjemme fra igen. Det er så lang tid siden at det næstne gør ondt." han sukkede og lukkede sine øjne lidt for at slappe af i sit hoved også.