Forvirring & frustration

[Deleted]

Han lo ad hende, "Tro hvad du vil din højrøvede skøge, men intet du siger rør mig, for hvorfor skulle det. Du er ingen trussel, og jeg har ondt af dig" han fortsatte sin gang "Men hel og lykke med din mand" han vendte sig rundt og så på hende sidste gang, og så huskede han noget, han havde engang set hende, før bare et glimt på en af sine misioner "Nu husker jeg dit navn, Valencia" det var det eneste han huskede men det var rigeligt til at kunne få flere oplysninger ud af folk, med eller uden trusler "Jeg har set dig før, for mange år siden, og en der råbte dit navn" han huskede det nu mest af alt fordi, at personen der råbte navnet få sekunder senere havde en lang sortskaftet pil med røde faner i halsen.

[Deleted]

Hun smilede skævt da han kaldte hende skøge ”Virkelig.. det er da godt for dig” svarede hun ligegyldigt. ”Men jeg synes ikke du skulle have ondt af mig.. det er mere dit ynkelig liv du skal have ondt af” sagde hun med et skævt smil over de fyldige læber. Da han pludselig vendte sig om mod hende hævede hun blikket fra sin færden med at binde bæltet med sværdet rundt om livet. ”Tillykke.. og hvad får du så ud af det..? du har et fornavn som intet siger, og hvis du får efternavnet hjælper det endnu mindre” svarede hun med den selvsamme arrogance som han tydeligvis hadede. Men det var ikke desto mindre sandt, hendes spionleder navn var ukendt, hun havde dæknavne så Valencia Evelyn Marvolo var blot en almindelig adelsfrøken, som havde sin omgang på slottet i Dvasias som hofdame.

[Deleted]

"Et fornavn kan give en så mange informationer, men vil du slet ikke vide hvorfor jeg husker det, trods alt var det jo din skyld det gik så godt for mig" sagde han med et smil, det var en officer, en adelsman han aldrig fik fat i navnet på, og lige da Theo var ved at give op kom Valencia gående, og Officeren gav sig selv til kende. Han kunne ikke lade være med at le, her sad den mest højrøvede modbydelig kvinde, og rent faktisk skyldte han hende sit liv. Han rystede på hovedet, det skulle hun ikke have vide lige med et samme. *Lad os nu se hvor klog hun er* tænkte han *Lad hende selv finde ud af det*

[Deleted]

Så det troede han? fyren var vist ikke særlig klog, eller rettere, han anede jo ikke hvem hun var så selvfølgelig troede han at hendes navn ville bringe ham et skridt tættere på hendes identittet. Hun hævede det ene bryn ”Endelig er jeg ligeglad… ser du en som dig interessere mig slet ikke… ” svarede hun ”Du lever for at hygge dig med at jagte og dræbe.. det samme gør jeg, men på en langt mere spændende måde” svarede hun nedladende, som om hans arbejde intet betød ”Du dræber en af gangen, hvorimod jeg dræber i flok og så det kan mærkes” hun strøg hånden gennem det kulsorte hår, den blege hud var som marmor i mørket, hendes grålilla øjne glitrede af kølig skønhed, en is dronning, det kunne man klart kalde hende, og det var hun blevet kaldt. Selvom hun udadtil virkede ligeglad så tænkte hun alligevel tilbage. Det lød som om at en fyr havde kaldt på hende hvorefter han var blevet dræbt. Den slags episoder var sket i hendes liv, men ikke mere end to gange, den ene gang var personen blevet dræbt af en af hendes egne, den anden af en fremmed som hun ikke havde kunnet lokalisere. ”Men ja.. det var vist dig der dræbte officeren Jordan… godt du gjorde det for ellers skulle jeg have taget mig af det” svarede hu. Nu hvor hun tænkte tilbage så huskede hun det klart, og pilen der havde ramt ham havde haft samme faner som dem denne mand bar på. Klogt at bruge de samme faner, så vidste man i hvert fald at det var den samme skytte.

[Deleted]

Han lo "Det ser ud til at vi begge gjorde hinanden en tjeneste, jeg havde aldrig set ham hvis ikke han havde kaldt på dig" han smilede skævt til hende. Valencias skønhed sagde ham intet overhovedet, selvom hun var smuk, hvilket han gerne ville indrømme, havde hun noget koldt og modbydeligt over sig han ikke brød sig om, som hun var lavet a kulde. "Ironisk, at en kvinde så frastødende, kan være så behjælpsom, jeg må indrømme at det havde haft konsekvenser hvis ikke du var dukket om, Min ven" han lagde et underligt tryk på det sidste, det var ikke ironisk, nok snare drillende. "Men nu bliver jeg nød til at gå jeg har andre planer, folk der skal besøges, handler der skal indgåes" han rystede på hovedet "det er en skør verden vi lever i"

[Deleted]

Hun trak på de spinkle skuldre, det kunne de vel godt kalde det. at hendes skønhed intet sagde ham generet hende ikke, det betød intet for hende om en mand fandt hende tiltrækkende længere, bare Michael gjorde var hun ligeglad med enhver anden. Men skulle hun selv sige det, havde selv de mænd der havde forsøgt at afvise hende endt med at give efter for hende, dette gjaldt faktisk også Michael selvom det denne gang var gået begge veje. Hun smilede ved det næste han sagde, ikke et venligt eller varmt smil, men et ironisk køligt smil ”Frastødende, det er nok mere min personlighed frem for mit udseende der frastøder dig… hvor trist at jeg hjalp dig… jeg ville ønske jeg havde ladet være” sagde hun ironisk som om hun havde kunnet gøre noget ved det. da han sagde vendte sig om og sagde at han havde ting der skulle ordnes ”Du har en dårlig vane med at fortælle hvad du skal eller hvad du laver.. igen.. jeg er ligeglad” sagde hun ligegyldigt. Da han tilføjede det sidste himlede hun med øjnene ”Det er folk som dig der gør denne verden til skør.. min ven” hun lagde tryk på det sidste, men så det lød som hån frem for venskabeligt

[Deleted]

"Sjovt så hånlig du er, din mand kunne jo være den næste, Vali" han bluffede totalt, han vidste ikke engang hvem det var, men han havde lyst til at gøre hende vred, se hende an, se om hun kunne udvise følelser. "Man ved aldrig hvem der får den næste pil, om det er en selv eller om det er ens ven, ens elskede, der er så mange ting der kan gå galt, og det er det der gør verdenen skør" han bukkede for hende "Deres nåde" sagde han venligt og gik, han havde en grav til han skulle se til, hans første mission, en varulv der havde dræbt mænd, kvinder og børn. Det havde været et nemt drab, og en gang om året plejede han da at vende tilbage for at hovere, over den eneste person han havde nydt at slå ihjel

[Deleted]

Hvis hun skulle være blevet provokeret over noget så ville det være det kælenavn han gav hende, og ikke det han sagde om hendes elskede mand. For hun vidste at Michael næppe ville dø for hånden af sådan en fyr, og dog… selvom Michael var utrolig stærk så ville en pil på afstand være en svaghed, men mon ikke det ville blive svært at fange ham? Michael var trodsalt diskret, så vidt hun vidste. ”Jamen held og lykke Theo” svarede hun ligegyldigt. Da han begyndte at slynge det næste sæt lort ud sukkede hun irriteret ”Hør her.. du må med glæde tage hele familien.. det vil gøre mit liv lettere” sagde hun ligegyldigt og vendte ryggen til ham. Satte kurs den modsatte side af ham. Måske var det ikke klogt at vende ryggen til ham men hun gjorde det, opmærksomt lod hun sine evner glide ned i jorden og lod de døde fortælle hende hvis han skulle vende sig om. Hun var dog hurtigt væk mellem skyggerne og forlod lydløst kirkegården.


///out

[Deleted]

Han lo, uanset hvad var hun blevet bekymret, *Det er godt, ingen er uovervindelig* tænkte han, han vidste han havde handlet uklogt og måske endda skabt sig en dødelig fjende, men han vidste også nu hvem han havde med at gøre, "Hun er smart" sagde han lavt og gik hen til graven han ledte efter "Nå din gamle køter, så mødes vi igen, ja jeg lever stadig" han spyttede på den slidte gravsten og forlod kirke gården, han trak sin hætte op igen og masken for, og i den mørke nat så det ud som om han forsvandt. Nu gik rejsen hjem, hjem til Procias, en tur han kendte godt efterhånden, for han havde taget den mange gange.

//Out//