Forvirring & frustration

[Deleted]

Mørket var faldet på forlængst, vejret var ikke så koldt endnu men man skulle alligevel have lidt mere på en almindeligt. En skikkelse sad dog på en gravsten, iført en læder corsage med kort nederdel og tilhørende G-streng. Corsage og nederdel kan separeres, corsagen kan snørres bagtil for mere flexibilitet og lukkes i front med metalkroge. Nederdelen er utrolig kort og ret snæver. Over tøjet havde hun en enkel kappe på der dækkede hendes krop delvist, da hun ændrede sin stilling til at sætte det ene ben over den anden gled kappen til side og de lange slanke ben kom til syne. Hætten var trukket over hovedet og skjulte hendes ansigt delvist, den anden del af ansitget lå hen i mørke folder og kun de intense grålilla øjne kunne svagt anes. Bæltet med sværdet havde hun løsnede, og sværdet lå støttet op ad gravstenen ved siden af hende så hun let kunne få fat i den hvis der skulle blive behov for dette. Hun sad mere eller mindre i sin egen verden, med sine egne problemer og overvejede dem. En let brise gled ind over kirkegården, førte lugten af jord, mos og død med sig. En lugt hun intet havde imod, men tværtimod nød. Dagen havde været lang, hun havde igen forsøgt at tage fat på arbejdet og det var gået bedre end hendes forgående forsøg, så lidt arbejde havde hun da fået af hånden.


Tag: Theodore
Outfit: Clik

[Deleted]

Theodore kom gående ind på kirkegården. Han var iført sine brune bukser, med de langskaftede mørke læderstøvler, samt en mørkegrøn kofter. i hans brede bælte hang den lange tunge seax kniv, der sagtens kunne måle sig med et sværd, den var måske endda bedre. han bar en lang mørkegrøn kappe, med hætten trykket godt op overhovedet, og hvad hætten ikke dækkede, dækkede den stof maske der sad over hans mund og næse. I hånden havde han sin spændte langbue, og han havde det bugnende pilekogger hængende på ryggen. Det var fyldt med sortskaftede pile med røde faner, pile som han kun brugte i udlandet.
Theodore var gået ind på kirkegården for at vise sin respekt til nogle af de fjender han havde elimineret. Men han var aldrig dryk i dette land og derfor var han da også bevæbnet.

[Deleted]

Lyden af trin fik brat revet den unge kvinde ud af sine egne tanker. Hun hævede blikket og kunne i det fjerne se en skikkelse træde ind på kirkegårdens grund. Udefra størrelsen og formen som var det eneste hun kunne se på den afstand tydede det på at være en mand. Som skikkelsen kom tættere på kunne hun se mere, bemærkede straks alle de våben han var i besiddelse af. Dette gjorde hende endnu mere klar i hovedet og mere vågen. Hun gjorde klar til at trække sit sværd hvis der skulle vise sig at være behov for dette. Hun så skikkelsen an, det var ikke en hun genkendte, og at tyde efter dennes træk så var han heller ikke fra landet. Hvad lavet en fremmed dog på Dvasias´ kirkegård? Det ville hun meget gerne vide, hun flyttede sig dog ikke, men blikket forlod heller ikke den fremmed.

[Deleted]

Theodore knælede ved den grav han var kommet for at besøge. "Hvil i fred" sagde han på elver sprog og rejste sig brat op. Han havde knælet sådan at han kunne se Kvinden. Han trak en pil af koggeret og satte den på strengen "Hvem der" sagde han højt, selvom hans stemme blev forvrænget og gjort mørkere af masken. *Hvem er det dog der bare sidder på en kirkegård midt om natten* tænkte han forbavset, *Og så, så ledt påklædt* han sænkede buen lidt, det var en kvinde, og selvom han så sværdet frygtede han ikke, for klingen, men nok nærmere for de evner kvinden måske besad.

[Deleted]

Valencia fulgte ham med blikket, da han knælede ned ved den ene grav hævede hun det ene bryn men flyttede sig ikke. Hun opfangede svagt ordene som blev udtalt på elversprog, det var længe siden hun havde hørt det sprog og derfor var hun en anelse rusten, men alligevel opfattede hun ordene. Han hævede dog blikket og trak en pil som han satte i buen. Hun var straks på vakt og rakte ud efter sit sværd men gjorde intet da han selv sænkede sit våben og spurgte hvem det var "Jeg var her først.. så spørgsmålet er.. hvem er du?" svarede hun spørgende. Stemmen var rolig, ikke blid men kærtegnene og dog kold.

[Deleted]

Theodore så på hende "Hvem jeg er, er ikke vigtigt" sagde han undvigende, han vil ikke have, at rygtet om ham blev spredt ud i landet. "Hvem du er er derimod, er meget mere intressant" han talte nu sit føde sprog Prociansk, selvom det måske ikke var det smarteste, at gøre for det var nok begrænset hvor mange bueskytter fra landet der var her. Han sukkede og trak masken af "Jeg hedder Theodore" sagde koldt og gik tættere på for at se kvinden nærmere i det svage lys. Hans øre stod nærmest på stilke for at opfange et hvert fare signal der måtte komme, thi han havde ikke lyst, til at lade livet uden grund.

[Deleted]

Valencia hævede brynet endnu mere end tidligere. Så det troede han? "Jeg vurdere hvad der er vigtigt.. ikke du... så sig du hellere hvem du er siden du vover at træde ind over Dvasias grænse og snakke dit eget sprog for derefter at tro at du kan komme her og bestemme noget" hun forstod skam Prociansk, og gik nu over til at snakke det. Hun snakkede flydende og uden problemer. Hun fnyste da han sagde at hvem hun var var mere interessant, ja selvfølgelig var det det! men derfor betød det ikke at hun havde i sinde at fortælle det. Han besluttede sig for at fortælle det, og hun smilede et svagt smil, ja det var kun en lille trækning i den ene mundvig. Hun lod ham komme tættere på uden at flytte sig, fulgte ham blot med blikket. "Åh.. Theodore... jægeren... dig har jeg hørt om" svarede hun ganske roligt. Ja hun havde styr på sine sager selvom det havde været en stressende tid.

[Deleted]

"Du har hørt om mig, sig mig så hvem er du, så jeg kan finde ud af om der er en pris på dit liv" Theodores stemme var kold, han brød sig ikke om at blive gjort til skamme "Og hvad jeg har været inde og ude af dette land mere end jeg husker, mange af dem der ligger på denne kirkegård er blevet lagt her på grund af mig" sagde han.
Han kunne se hende klart nu, hun var ganske køn, omend han måske ikke var så meget for hendes påklædning. Han stak pilen tilbage i koggeret uden at fortrække en mine, han kunne sagtens klare sig med kniven "Du syndes mig at være lidt for uforskammet", ikke at det betød noget for ham, men han ville ikke have at hun skulle føle, at hun havde overtaget. "Vær selvsikker, vis at du ikke er bange" havde hans lære hos elverne altid sagt, og det havde hjulpet ham ud af mange problemer

[Deleted]

Hans svar fik en latter til at bryde hendes læber, en fin lille latter der hverken var ond eller god, men ganske sød alligevel. Hun svarede dog ikke, hvorfor svar når han kunne stå der og syde over den kendsgerning at hun kendte ham og han ikke kendte hende. Da han fortsatte og sagde at han selv havde været skyld i mange af disse døde væsners død smilede hun skævt, skubbede hætten en anelse tilbage og hævede det ene bryn ganske drillende "Lige så er jeg hvis du tager en tur forbi Procias´ kirkegård, men jeg vil nu sige at endnu flere af dem jeg har dræbt af dine landsfolk ligger og rådner op et eller andet sted" svarede hun nærmest glædeligt. Sindssyg var hun skam ikke, men hun kunne virke sådan. En brise strøg atter ind over dem, og skubbede hendes hætte helt af, hun gjorde intet for at trække den på igen i stedet for så hun blot roligt ind i hans øjne. "Uforskammet? Skam er heller ikke noget der kendetegner mig, desuden er jeg langt ældre end dig menneske, så mon ikke det er dig der er for uforskammet..." sagde hun ikke spørgende men nærmere konkluderende. Jo hun følte sig selvsikker, og hun havde ingen grund til andet.

[Deleted]

"Jeg har aldrig haft respekt for de gamle" fnøs han "men vil du ikke vide hvor meget eller hvor lidt det koster at få en til at slå dig ihjel. Eller du er måske bange, bange for at jeg har hørt om dig før, eller også er du så forfængelig, at du er bange for at jeg ikke har." sagde han "Hvem ved måske er prisen ligefrem så lav at jeg ikke gider at bekymre mig om det" han nød faktisk denne diskussion. Det var rart med nogen der svarede igen "Og jeg måler ikke folk ud fra hvor mange de har slået ihjel, men derimod hvordan de tænker" sagde han koldt "Men det kan være at du gør det?" Spurgte han, med en stemme der både kunne tolkes som varm og venlig, men samtidig også kold og farlig. "Hvis du ikke vil fortælle dit navn så fortæl da hvorfor at du er på kirkegården på dette tidspunkt"

[Deleted]

Hun smilede skævt ved hans svar "Og jeg har aldrig haft respekt for mennesker" gav hun igen med et lidt finere fnys end hans egen. "Du kan ikke fortælle mig noget jeg ikke ved... alt hvad der foregår er noget jeg ved... intet går mig over ørerne" svarede hun ligegyldigt. Hvis han forsøgte at tirrer hende eller gøre hende vred så skulle han hellere tage og opgive på forhånd for den slags virkede ikke på hende. Der var kun en person der kunne få hende til at fare op, og det var den person der havde tvunget hende ud på kirkegården denne nat for at være for sig selv og tænke. Problemet var bare, at hun ikke kunne tænke når han var i nærheden, eller når han var langt væk. Men det var langt lettere at tænke når han ikke lige var inden for rækkevidde men hvor hun alligevel vidste hvor han var. "Hvad jeg gøre er slet ikke interessant, men du kan få at vide så meget.. at mit hoved er langt mere værd end din dronnings, konges og hærførers til sammen nogensinde bliver" svarede hun ligeud. Ved hans næste spørgsmål smilede hun skævt "Fordi jeg føler mig hjemme her..." svarede hun ligeud.

[Deleted]

"Ingens hoved er som sådan mere værd end andres. Og og selvom du mener dig selv mere værd end min konge og dronning, så er du i mine øjne ikke andet end et forskruet kvinde menneske, der burde finde sig noget fornuftigt at tage sig til" sagde han koldt. Patriotisk var han ikke og han gjorde heller ikke forskel på folk, de var alle lige meget værd end til de åbnede munden, for så bestemte deres ord deres værdighed. "Hvorom alting er, så er jeg ikke her for at tage et liv i aften, jeg er her for vise min respekt for en mand, der lige så godt kunne have været min bedste ven." sagde han.
Det var en officer, den eneste som Theodore fortrød at have skudt. en værdig man med rigtige idealer, som desværre var havnet i det forkerte selvskab, og som ikke kunne komme væk. Theodore havde senere fundet ud af, at det vare offeret selv der havde beordret sin død.

[Deleted]

”Der tager du fejl din tåbe, selvfølgelig er nogens hoved mere værd end andres og det sagde du selv da du ønskede at vide hvem jeg er. Du ville vide om mit hoved var værd at hugge og derved spurgte om hvem jeg er” svarede hun med en tone der sagde at han da var rigtig dum når han stod der og modsagde sig selv. Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet af ham ”Kvindemenneske? Jeg er intet menneske” svarede hun nedladende, var han virkelig så dum at han ikke engang kunne se det? ”Og for det andet, så burde du også lave noget fornuftigt, fx skulle du komme dig over de folk du dræber i stedet for at besøge deres grave” hun flyttede sig kort, ændrede sin stilling så hun byttede benene der lå over hinanden. Da han fortsatte og forklarede hvad han lavede i kirkegården hævede hun endnu engang det ene bryn ”Jeg er da ligeglad…” svarede hun arrogant og nedladende.

[Deleted]

"Et drab har sin pris, og den svinger fra person til person" sagde han "Men ingens hovede er mere værd end andres, Og jeg har ikke fået nogen bud omkring en kvinde af din beskrivelse, for hvis jeg havde, vil vi ikke have snakket sammen nu" han var træt af hendes nedladenhed "Og nej du er ikke et menneske, men hvad skulle jeg ellers sige, kvindenecromancer, åh jog jeg ved hvad du er" fnøs han "Jeg ved hvad du er, og dog ikke hvem du er, men det kan være du har ret, det er ligegyldigt, du er et nul, det kan være det er derfor du sidder på en kirkegård om natten, fordi ingen vil have dig" han rystede på hovedet da han vendte sig for at gå "et så sørgeligt væsen vil jeg ikke bruge min tid mere på" han spyttede koldt i jorden og begyndte at gå mod udgangen

[Deleted]

”Jo tro mig.. mit hoved er mere værd end du kunne drømme om… men ganske rigtigt er hvad du siger, ingen har sat et bud på en kvinde af min beskrivelse, ganske enkelt fordi de tror at jeg…” hun tav i nogle sekunder, trak tiden lidt ud inden hun fortsatte ”Er en mand…” hun lod sig atter ikke tirrer, hans ord kunne rende hende et vist sted og han var så utrolig dum hvis han troede at han kunne komme her og provokere hende, eller for den sags skyld forlade stedet med livet i behold hvis hun ønskede andet. ”Du ved hvad jeg er… men hvad jeg er, er ikke lige så vigtigt som hvem jeg er lille ven…” svarede hun håndende, nedladende og uden at lade sin arrogance og hovmod falde fra sig et eneste sekund. Og hvor det dog klædte hende at være sådan, der var en vis charme over hendes personlighed. Hun brød ud i en latter, en hjerteløs tom latter som fik den stille kirkegård til at holde vejret, og de døde til at lytte efter hendes ordre hvis hun skulle udstede sådan en. ”Du siger ingen vil have mig? Sjovt nok er familie noget jeg har, og noget jeg med glæde ville have været foruden..” ja hun ville gerne have dræbt sin egen far og sluppet af med den sidste familie hun havde, men hun havde for travlt til at ordne sagerne i huset så han kunne lige tage sig af dem lidt endnu. ”…Og desuden… er en mand heller ikke hvad jeg mangler, for jeg har verdens bedste mand.. og hvem du hvad…” hun lænede sig frem, støttede sig med håndfladerne rettet mod gravstenen under sig så hun ikke mistede balancen ”Han er en af jer..” med jer mente hun Procias, med dette sagt gled hun selv ned fra gravstenen, spændte sværdet rundt om livet og strakte sig.