One final break up?

[Silia D. Diamaqima]

Faith var udemærket klar over, at hidsede hun sig op så ville Kimeya gøre det samme, men dt var for helvede da ikke hendes problem! Hvis han ikke kunne kontrollere hans temperament, så ville hun bestemt ikke høre for det! Måske hans manglende ben ikke ligefrem var det, man kunne kalde for små skader, men om ikke andet, så forsøgte de virkelig alle at hjælpe ham! Han valgte jo direkte ikke at tage imod hjælpen, hun forstod skam hans frustration, hun havde for pokker selv været blind gennem mange år! Hun havde taget imod den hjælp, som deriblandt Nathaniel havde tilbudt hende, Kimeya sad bare og gloede på benet, som ville det gro ud i sig selv, og det gjorde hende direkte syg at se på! Faiths hjerte hamrede så hårdt mod hendes bryst, at hun var sikker på at det ville hoppe ud. Det var mere end hun ville finde sig i! Det gjorde ondt, men måske havde han ret? Ikke nok med, at han ikke behøvede hende, så var hun måske noget derud hvor hun heller ikke behøvede ham mere? Et sted var det håb, det eneste der kunne bringe en mindre lettelse. Tårerne tvang hun tilbage, hun ville bestemt ikke vise sig svag overfor Kimeya! Døren var endnu engang gledet op, hun stod ansigt til ansigt, med en mine der ville have slået hende ihjel om muligt, også selvom det faktisk formåede at dræbe en lille del i hendes indre. Det var ikke fordi hun direkte havde ønsket ham ondt, og nu stod han og var netop kommet på benene, i et værelse der stank af brændte klæder, og Liyas fantastiske mad overalt over sig, og hun var fuldkommen kold overfor det, den havde han bestemt selv bedt om det! ”Fint!” at høre ham sige det, og bekræfte hans ord, gav hende virkelig en kvalm følese. Hendes eget blik slog direkte gnister, flammen havde bredt sig til hendes blik, der i ny og næ synes at afspejle dem. ”Tro mig jeg har ikke tænkt mig at være her længe!” blikket faldt mod den kugle der endnu engang dannedes i hans hånd. Han havde før forsøgt at slå hende ihjel, skulle hun være ærlig, så var der en stigende tvivl om hvor vidt han ville gøre det, og hun turde ærlig talt ikke at tage chancen. ”Brænd i dit ynkelige helvede, Kimeya din forpulede kujon!” hun smækkede døren med et kraftigt brag bag sig. Hendes krop var direkte brændende, den røde farve i hendes kinder afslørede det hele. ”Cedric? Cecilaya? Jeg går ud fra at jeg ser jer i drypstenshulerne,” råbte hun sammenbidt, i et forsøg på ikke at snerrer af hendes egne små engle. HUn burde måske pakke hendes ting, men det ville kræve at hun endnu engang ville opsøge soveværelset, og det kom slet ikke på tale, hun skulle bare LANGT væk fra Kimeya! Et sted hvor han ikke ville være i stand til at charmere sig ind på hende igen, denne gang var det slut! Måtte han brænde op i hans eget ynkelige helvede! Hun var nærmest ved at falde ned af trapperne, i en iver efter at komme ned. HUn strøg direkte forbi stuen. Stilheden var slående, hvilket næsten var lettende, hun orkede slet ikke at stå overfor Nathaniel i øjeblikket. Uden så meget som at gribe hendes kappe, rev hun døren op, og smækkede den, så hårdt hun overhovedet var i stand til, bag sig. Den kølige luft kærtegnede hendes nøgne hud, gåsehuden meldte sig øjeblikket. Faith ignorerede den, fortsatte med målrettede skridt mod drypstenshulerne, uden at se sig selv det mindste tilbage.

//OUT

[Kimeya Marvalo]

At hidse sig op overfor Kimeya var aldrig smart, for det var noget som tydeligt også måtte have den samme effekt ind på ham selv og det var bestemt heller ikke smart. Han var virkelig en frustreret mand, han havde ondt og det var bestemt heller ikke fordi at han ville beskrive dette som en simpel skade, for det var det bestemt heller ikke! At hun direkte havde jaget ham ud af sengen og tvunget ham direkte op i det røde felt var bestemt heller ikke smart. Han var slet ikke klar til at komme ud af sengen endnu! Han prøvede virkelig og det at pludselig at skulle mangle et ben var bestemt heller ikke noget som var nemt! Det var noget helt andet end at miste synet og mangle det! Han vidste godt at han var ganske forfængelig af sig. At miste hende var slet ikke noget som han ønskede, men den opførsel som hun lagde for dagen var noget som direkte måtte pisse ham af, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han ønskede da ikke at miste hende eller børnene! Han havde kæmpet sig op at stå efter at hun havde kylet en kugle af ild efter ham. Det stank langt væk af det blandet med Liyas fantastiske mad, selvom dette vel måtte siges at være enden? Han sendte hende en direkte dræbende mine. Han var virkelig vred og det var alt sammen hendes skyld! Han havde kæmpet for sin egen overlevelse og nu skulle hun kalde hans skader for simple?! ”Forpulede kujon?!” gentog han med en direkte vred mine. Ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville skjule for hende på noget tidspunkt. ”Jeg skulle have ladet Matthew overleve! Så kunne han være her til at tage sig af sin kommende lille unge, Faith! Du kan jo tydeligvis godt undvære mig, så SKRID!” hvæsede han med en fast og kraftig mine. I det store og hele, så var det bare vrede som talte for ham. Han havde et voldsomt temperament og det var hun jo klar over? Det var jo ikke første gang, at de endte med at stå der og råbe og skrige af hinanden, men på denne her måde? Han havde ondt. Han havde virkelig ondt og nu skulle hun gøre det hele værre? Det var simpelthen ikke retfærdigt!
Kimeya lod bare Faith forlade værelset og efterlade ham der. Han kunne høre hvordan Cedric og Cecilaya pakkede færdigt, hvor det først var der at hjertet direkte måtte synke i hans bryst. Hvad var det at han havde gang i? Han var bare for vred til at se det og han vidste det godt! Han tog fat om stokken som Faith havde givet ham, idet at han kæmpet sig hen til vinduet, hvor han så hvordan hun hastede igennem haven og væk og ud i mørket. Kendte han hende ret, så blev det Drypstenshulerne – det eneste sted hvor han ikke kunne fange hende her. Børnene fulgte hurtigt trop, hvilket han tydeligt kunne se og først ved tanken om at han havde mistet dem, så lod han en tåre trille ned af hans kind. Han rystede stille på hovedet. ”Forbandede kvindemenneske..” vrissede han let, selvom tonen var en helt anden. Han endte med at hoppe tilbage til sengen, hvor han satte sig ned og bare stirrede frem for sig. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hans vedkommende. Hvad skulle der ske med ham nu? Alene? Han kunne jo ikke og det vidste de jo alle sammen godt. En tåre trillede ned af hans kind, selvom han var for vred til i det hele taget at lægge mærke til den. Han prustede let, hvor han bare blev siddende i sine egne mørke tanker.

//Out