One final break up?

[Kimeya Marvalo]

Solen havde for længst passeret den store himmel og det var endnu en gang blevet en sen aften. Ikke fordi at Kimeya havde nogen anelse om hvor længe eller hvor meget tid han havde brugt på værelset, for det hele var sket uden at han direkte kunne gøre noget ved det. Han manglede sit ene ben, han havde stadig ondt og han var virkelig pinligt forarget over at det manglede ben, så han nægtede endda at kæmpe for at komme ud af sengen og ned til familien. Han sad oppe i sengen, kun med blikket stirrende på hans ben, hvor han næsten kunne se ud til at han nærmest forventede at benet ville vokse ud igen, selvom han vidste, at det slet ikke ville ske. Han havde mistet det. Nathaniel havde taget det fra ham, så selvfølgelig var det noget som betød meget også for hans vedkommende, for det at han ikke længere kunne siges at være så komplet som han ønskede at føle sig, var selvfølgelig også noget som gjorde ondt. Han var vred og ikke mindst en meget frustreret mand som gemte benet væk så snart at folk opsøgte ham – selv Faith var et offer for den form for afvisning, men han fandt det virkelig ikke charmerende! Såret i hans mave var healet, selvom det havde taget Nathaniel tid. Om ikke andet, så kunne han takke den mand for at han stadig måtte være i live den dag i dag, så selvfølgelig var det også noget som betød uendelig meget for ham, for han havde om ikke andet en mulighed for at være der og sammen med hans børn og hans elskede forlovede, selvom.. ja, det var jo forbandet anspændt mellem dem efterhånden?
Uglerne tudet lige udenfor vinduet, selvom det nu slet ikke var noget som han tog sig det mindste af. De grågrønne øjne stirrede direkte ind i det lille stearinlys som stod på sengebordet, idet han havde lagt sig ned på siden, næsten som om at han måtte ligge og sove, selvom han ikke kunne sove. Hans ben manglede jo! Han kunne høre Cedric og Cecilaya nedenunder, han kunne høre det som måtte være Nathaniel og Liya, hvilket han nu heller ikke havde noget imod, for han kunne faktisk godt lide at folk kigget til ham, selvom han som regel endte med at afvise dem. Et sted så var det vel også først nu gået op for ham helt alvorligt hvor forfængelig han egentlig måtte være? Han havde det ikke nemt og det at folk ikke kunne sætte sig i hans sted, var noget som virkelig, virkelig måtte frustrere ham og noget så frygtelig voldsomt! Der var ikke nogen som kunne forstå ham og det eneste som de direkte måtte hentyde til var; Kom over det. Det var altså ikke så nemt, som man skulle tro! Han trak vejret dybt og pustede det tungt ud igennem næsen, idet at han roligt lagde sig til ro, selvom benet virkelig måtte mangle!

[Silia D. Diamaqima]

Solen var gået ned. Familien havde netop været samlet om middagsbordet, og nu hvor Kimeya lå sengeliggende, så var det Liya der stod for maden, også selvom Faith slet ikke kunne klage, det smagte direkte himmelsk! Cedric og Cecilaya var som hver aften, i fuld gang med en direkte latterlig diskussion om hvor lang tid det ville tage en flamme af brænde igennem diverse materialer. På trods af at Faith hurtigt ville kunne opklare den sag, så lod hun dem blot, udelukkende fordi det ville være direkte meningsløst at bryde ind mellem de to. Liya og Nathaniel hjalp hinanden med at tage af bordet, mens hun selv var ved at forberede en tallerken til Kimeya. Der var livlig gang i snakken, blandt alle foruden hende selv. Hun havde udelukkende deltaget i samtalerne under middagen af ren høflighed, hun forsøgte af alt magt at lade som ingenting, hendes børn skulle nødig fatte mistanke til, hvor elendigt hun faktisk måtte have det. Det havde været et par hårde uger, siden Kimeya havde kæmpet sin kamp i arenaen. Hun forsøgte virkelig at være der for ham, og bevise at det manglende ben ikke generede hende det mindste, men alt hun havde mødt var en direkte kold mur, der end ikke ville være ved hende. Hun sukkede, og rystede let på hovedet for sig selv, mens hun roligt forsynede tallerkenen med et par skårene grøntsager. Hun kastede et blik ind mod stuen. Eniqa sad med Jophiel og Silia på hver sin side, og fyldte dem med eventyrlige historier. Det var første gang i uger, hun så et smil på kvindens læber. Hun ville blive en fantastisk mor, også selvom hun ikke havde Matthew omkring sig. Hun vendte sig roligt mod Nathaniel. ”Jeg går op med noget med til ham,” meddelte hun roligt, og strøg ud af køkkenet, før Nathaniel kunne nå at få indført så meget som et ord.
Roligt bevægede hun sig op af trappen, med den lille bakke i hånden, balancerede med det fyldte vandglas, for at det ikke skulle stå op over alle kanter. Gangen var mere eller mindre mørkelagt, olielamperne var gået ud. Faith sukkede tungt, og kastede blot et enkelt blik mod dem, før de igen begyndte at blusse uden olie til at brænde. Hun brugte albuen til at åbne døren, trådte ind, og lukkede den igen med foden. Det undrede hende ikke at se Kimeya ligge der under dynen og stirrer ud i luften. Et lille smil prydede hendes læber. ”Jeg har mad med. Liya har kokkereret, det smager himmelsk!” reklamrede hun, næsten desperat efter at blive mødt af bare lidt. Hun satte bakken fra sig på sengebordet, og strøg de flammerøde lokker tilbage bag ørene. Hånden vandrede roligt over hans lange mørke hår. Hun forsøgte virkelig, men han gjorde det ikke nemt for hende! Nathaniel havde bedt hende om at give ham tid, og hun synes hun var ganske tålmodighed! Hun gled ned i sengen, satte sig på hendes side af sengen og betragtede ham. ”Hvordan har du det?” hun så på ham med bekymret mine. På trods af den hårde kvinde hun var kendt for at være, så blødte hun omgående op, når det kom til Kimeya. Børnene savnede ham, og det gjorde hun også! Hvilket kun gjorde det langt mere frustrerende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at det ikke var nemt for nogen af dem, men han havde virkelig brug for tid. Det at vænne sig til at man kun havde et ben at hoppe rundt på var bestemt heller ikke nemt for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Liya var til tider oppe at snakke med ham, hvilket han var glad for, for han fandt det langt nemmere at åbne sig op for hende end det som det var for så mange andre. Hun udviste da en form for forståelse for hans situation, for hun vidste jo hvordan det var at have problemer, selvom hendes lå langt mere psykisk end hans gjorde, som måtte ligge fysisk. Hendes var selvfølgelig værre på længere sigt, hvilket også var noget som gjorde det nemmere for ham. Selvom han konstant gemte benet af vejen når folk kigget ind til ham, for han fandt det virkelig direkte pinligt at han manglede det! Han hørte glade stemmer nedenunder – endnu en gang en glæde som han ikke var i stand til at deltage i, hvilket var noget som kun måtte frustrere ham mere end det som godt måtte være for hans vedkommende, for han var virkelig ved at være en meget mørk personlighed. Han følte sig virkelig forladt på en eller anden måde. Ladt til sig selv og uden at nogen direkte gad at hjælpe ham..
At Faith måtte komme op med noget at spise, var noget som hurtigt måtte nå hans næsebor. Han var virkelig også ved at være godt sulten efterhånden, for det var virkelig ved at være længe siden at han havde fået noget som helst. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene let. Han måtte holde op med at opføre sig som en lille unge, hvilket var noget som han tydeligt vidste af! Han blev dog liggende med blikket hvilende tomt på det stearinlys som han havde stirret på i flere timer. Det var endda ved at brænde ned efterhånden, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget som helst til lige netop nu. ”Hun er også fantastisk i et køkken,” sagde han stille, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile ganske svagt. Han vidste det jo, for han havde jo oplevet hende i et køkken tidligere. Han blev dog liggende som Faith satte sig ved siden af han på sengen og lod hånden stryge igennem hans hår. Det var rart. Han nød virkelig af hendes omsorg. Han trak benet automatisk under dynen, som han roligt lagde sig på ryggen og vendte sig mod hende. Hans blik var tomt. Han sov ikke, han kunne ikke hvile. Nej, han var vred og han var frustreret! Matthew havde skadet benet så meget, at de var nødt til at fjerne det! ”Ligesom da du spurgte sidst.. Jeg føler mig.. nedtrampet, nedværdiget.. pinligt forarget.. behøver jeg fortsætte med at remse op?” spurgte han stille, som han igen lagde sig om på siden. Han ønskede jo ikke at afvise hende, men han følte virkelig ikke for alt den omsorg, for han havde virkelig ikke brug for medlidenhed!

[Silia D. Diamaqima]

Faith forsøgte virkelig at være tålmodig, forsøgte at være omsorgsfuld, og lade som om at hans afvisning ikke plagede hende, men det gjorde umådelig ondt! Hun hadede at føle sig tvunget til at tage let på det, når det i virkeligheden gjorde ondt. Han ville ikke se på hende, ikke røre hende, eller for den sags skyld lade hende røre ham, det var virkelig frustrerende! De funklende grønne øjne hvilede på Kimeya. Han så stadig umådelig bleg og skidt ud, selvom det nok kom af at ligge i en seng, dag ind og dag ud. Et sted var det næsten det mest ynkelige, også selvom det selvfølgelig ikke var noget hun sagde højt, hun ville bestemt ikke gøre tingene værre end de var! Hænderne lagde sig roligt i hendes skød. Duften af den lækre mad, havde allerede bredt sig i værelset. Selv var hun absolut fyldt, det var ligefør at hun følte, at kjolen sprækkede, men lidt mave var vel for hendes del sundt? Hendes hjerte slog nervøse slag mod hendes bryst. Hun følte sig underlig usikker, og det var bestemt ikke en behagelig følelse at sidde med, foran sin egen forlovede! Hun betragtede ham roligt, som han satte sig op, og sørgede for at holde benet skjult under dynen. Hun vendte øjne for sig selv, det var jo bare hende, der var ingen grund til at skulle skjule sig! Hun var for pokker bare glad for, at se ham i live! Hendes tanker lod en vreden i hendes bryst ulme, også selvom hun bare tvang den tilbage. ”Hvor er her mørkt,” påpegede hun, og formåede ikke at holde irritationen borte fra hendes tone. Hun gjorde en enkelt bevægelse med hånden, før olielamperne i hele værelset, igen måtte brænde lystigt. Han ville jo snart blive direkte lysfølsom!
Faith tog en dyb indånding, og tvang den ubehagelige følelse i brystet: Hun nikkede sigende. ”Det er hun,” medgav hun roligt, og formåede at lyde mere afslappet, end hun havde for blot et øjeblik siden. Nu hvor det orange skær for alvor ramte Kimeyas ansigt, gik det op for hende, hvor sort han var under øjnene, og hans hud var næsten mælkeagtig. Hun bed sig selv i læben, for ikke ende med et større udbrud, også selvom det lå lige på tungen. Faith sukkede direkte opgivende. ”Glem at jeg overhovedet spurgte,” mumlede hun igen direkte irriteret, og vendte blikket bort fra ham. Hvorfor skulle hun afvises igen? Hun forsøgte virkelig, hun havde sårgar, forsøgt at komme helt tæt på ham, og selv der var hun blevet afvist. ”Du ligger i en seng hele dagen, du burde bruge tiden fornuftigt, og få noget hvile,” næsten vrissede hun, og sendte ham et fast blik. Nu bad han efterhånden selv om det. ”Undskyld. Det har været en lang dag,” endte hun stille. Ganske stille gled hun ned ved hans side, krøb ind mod hans varme skikkelse. Læberne mødte hans bryst, i et stille kys. Det var ikke meningen at hun ville skændes, eller lyde vred, også selvom det forholdte sig sådan.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for Kimeya på nogen som helst måde. Han prøvede virkelig, selvom det ikke var nemt. Han ønskede jo ikke at afvise hende, men han følte sig virkelig ikke værdig. Endnu en gang havde folk formået at så hans selvtillid direkte i sænk og normalt så skulle der forbandet meget til, men nu stod han her og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Han var virkelig endt ud som en direkte frustreret mand! Hun skulle ikke røre ved ham, han ønskede virkelig bare at få lov til at ligge alene. Nathaniel tvang ham til hvile, også på grund af det sår som han havde haft i maven og med benet som stadig krævede sit, så var han virkelig heller ikke fristet til at hoppe ud af sengen og starte genoptræningen, for han vidste at det alene ville være en kamp som ville tage ham uendelig lang tid. Stokken stod ved siden af sengen i tilfælde af at han skulle skifte mening, men til nu, så havde han virkelig ikke rørt sig det mindste ud af stedet. ”Jeg kan bedst lide det sådan..” sagde han stille. Han var et væsen af mørke og det var det som han trives bedst i. Måske også fordi at det var noget som gav ham en menneskelig mulighed netop for at kunne skjule sig? For det var også noget som han følte mest for. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang og med den samme mine. Han lå i sengen dag ud og dag ind og kom forbandet sjældent ud af sengen og han vidste det jo godt. Han savnede jo også flokken som sad nedenunder.
Faith gjorde det bestemt heller ikke nemmere for Kimeyas vedkommende. Hendes umådelig korte lunte var noget som kun pissede ham af og hurtigere end det som noget andet kunne gøre det. Blev hun hidsig, så blev han hidsig og det var altid sådan! Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine, også selvom den var en anelse bestemt. At hun havde valgt at lyse det hele op, var nu heller ikke noget som han sagde ham det mindste. Det at hun så valgte at komme ham helt tæt og lagde sig ind mod hans skikkelse, var noget som næsten fik ham til at skære en grimasse. Det var virkelig noget som han havde savnet, for det havde han virkelig, men… kunne han ikke acceptere ham selv som den mand han nu var endt med at blive, så var det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet. ”Ikke tænk på det.. Jeg ved godt at det er svært..” Han hævede hånden som han lagde mod hendes kind, nærmest også for at få hende til at.. trække sig en anelse væk fra ham måske? Han vendte de grågrønne øjne mod hende. Matte og trætte, for selvom han lå heroppe, så kunne han ikke sove. Det kunne han virkelig ikke, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg gør hvad jeg kan, men det er bestemt heller ikke ensbetydet med at det er nemt,” påpegede han ganske kortfattet.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var udemærket klar over at dette heller ikke var nemt for Kimeya, hun forventede bestemt heller ikke at han skulle komme sig over det bare sådan, men hun havde forventet noget mere kampgejst. Han var i lige, han havde hans familie, de forsøgte alle at støtte ham, men han ville jo ikke lade dem! Hun var klar over, at Kimeya var en mand af mørket, som hun også selv var en kvinde af selv samme. Men hun frygtede det, skyggerne gjorde hende utryg, derfor forekom det hende også som en mærkværdig ting, at han direkte kunne holde ud at ligge i det dag ind, og dag ud. ”Det er deprimerende,” påpegede hun en anelse træt. Det havde virkelig været en lang dag, selvom han lå heroppe, så gik alt andet videre, og det var bestemt hårdt at stå for det hele selv. Eniqa specielt forsøgte at hjælpe, hun havde en teori om, at kvinden behøvede andet at tænke på, så hun lod hende blot, men det var bestemt ikke nemt, specielt ikke når hun ikke selv fik den form for støtte, som hun nu engang behøvede. Blikket gled mod stokken, hun havde skænket ham til jul. Han havde ikke rørt den i uger. Efterhånden var var selv hun blevet opgivende.
Netop på grund af den korte lunte, syntes Faith faktisk at hun gjorde det godt, hun ville nødig rose sig selv, men hun kæmpede for dem begge, også selvom det var umådelig hårdt. Det var bestemt heller ikke meningen at hun ville skabe et skænderi, ved at køre ham op, men det var svært at lade være, med den frustration som hun selv måtte brænde inde med, hun havde jo heller ingen at snakke med det om, som sådan. Hun kunne føle hans kølige blik mod hende. Hun følte sig til tider giftig, sådan som han forsøgte at undgå hende. Faith havde lagt sig til rette mod hans bryst, nød virkelig at føle ham bare en anelse tæt på, også selvom hun næsten forventede at han ville skubbe hende væk igen. Det at han istedet lod hånden glide mod hendes kind, fik blot et lille smil til at pryde hendes læber, hun puttede sig en anelse mere sikkert ind til ham, også selvom det var ment til at skubbe hende væk, det var ikke sådan hun opfangede den. Armen gled roligt om hans liv. Blikket hvilede mod hans mave. Det var trygt at ligge der. Smilet falmede en anelse, hun måtte bide tænderne hårdt sammen. Han gjorde jo ikke noget som helst?! Foruden at ligge her, og klage over hvor ynkelig han følte sig, det kunne hun så sandelig godt forstå, for han var bestemt ikke meget at prale af i øjeblikket! ”Mhmm,” var det eneste hun formåede at få frem. Hun tav. Hendes hånd var faldet en smule ned over hans liv, hendes tommel strøg ubevidst mod hans lår på det dårlige ben. Hun skænkede det virkelig ikke en tanke på den led, det betød intet, hvis så Kimeya ville se det så, ville det være lidt nemmere!

[Kimeya Marvalo]

Det var på ingen måder nemt for Kimeya, men han prøvede virkelig at gøre det så godt som det nu var ham muligt med de midler som han havde. Han måtte give det tid, det var en kæmpe omvæltning som han pludselig skulle til at vænne sig til, og det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. at Faith ønskede at hjælpe, for det hjalp ham selvfølgelig og de andre støttede ham også, selvom han kun kunne tage et enkelt skridt af gangen, for det var virkelig ikke nemt! Han havde ikke bevæget sig meget ud af sengen. At se på det manglende ben var noget som direkte pisset ham af, for han vidste udmærket godt hvorfor han havde mistet det; Han havde ikke været dygtig nok! ”Jeg synes nu det er glimrende,” svarede han blot tomt som han stirrede direkte op i loftet denne gang, selvom hans kære forlovede måtte sidde ved siden af ham. Det var virkelig ikke nemt på nogen måde, men han prøvede da om ikke andet at gøre det så godt som han nu kunne, selvom det var tydeligt, at det ikke var godt nok, hvilket selvfølgelig gjorde ham langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende, hvilket der bestemt heller ikke var nogen som helst tvivl om overhovedet! Og det var ham en frustration uden lige!
Kimeya vidste udmærket godt at han ikke var meget at prale af, det var også derfor at han var glad nok for at det kun var familien som fik lov til at se ham ligge der, for det var bestemt heller ikke fordi at han var glad for det. Han var frustreret og han var ked af det. Og det at han var ked af det, var noget som gjorde ham langt mere frustreret og det gjorde ham vred i stedet for. Hånden blev liggende mod hendes kind, som han betragtede hendes blik med det tomme blik som han selv måtte have. At hun havde lagt armen omkring ham, var noget som satte et sug direkte i hans indre, og det var rart, for det var i den grad også savnet. Han betragtede hende stille. Han prøvede virkelig, også selvom det hele endt med at gå direkte i sort for ham, da hun lod hånden søge længere ned og lagde sig mod hans lår – hvor han manglede benet fra knæet og ned. Det var virkelig at komme alt for tæt på ham og det var slet ikke noget som han kunne have for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Som hans pupiller trak sig sammen, så slap han hendes kind og trak benet næsten til sig omgående, for det var virkelig at komme alt for tæt på ham! Han ente med at sætte sig op og trække dynen godt til sig, også mest for at forhindre at hun ville komme så tæt på ham igen. Han følte sig virkelig ussel! Han vendte blikket mod hende og denne gang en anelse mere advarende.

[Silia D. Diamaqima]

Det var I disse tider, at hende og Kimeya gik hen og fik det svært, de kunne ikke kommunikere, og den ene følte altid at den anden ikke støttede op om problemet, og Faith ville virkelig ikke ende ud i endnu en seperation, hun forsøgte virkelig at være der, og skubbe hendes egen behov i baggrunden, men efterhånden var nok bare ved at være nok, det gjorde forbandet ondt, hele tiden at forsøge, når hun gang på gang blev afvist. Hun havde for pokker også brug for ham! Bare det at blive holdt om, kunne hun end ikke nyde længere, end ikke når de hvilede i sengen om aftenen. Hun fulgte hans tomme blik. Loftet fik mere opmærksomhed i øjeblikket, end hun havde fået siden hun havde hentet ham i arenaen. Det var ikke fordi at Faith ikke forstod han frustration, for det gjorde hun skam, hn forstod at det var en omvæltning, og hun havde sine ideer om hvor meget det faktisk måtte plage ham, hun huskede selv følelsen, da synet var blevet hende frataget, men det ville heller ikke blive bedre, bare at ligge i en seng og stirrer ud i det rene ingenting.
Faith nød virkelig at putte sig ind til ham igen, det føltedes som en evighed siden. Han var dejlig varm, og tryg at hvile ved, og han skubbede hende væk, hvilket var absolut første gang i lang tid. Hun havde savnet ham, savnet det. Det var dog ikke fordi hun noget at dvæle ved den følelse særlig længe. Det var rent ubevidst at hendes hånd var faldet mod hans lår, det var vel ikke farligt? Tomlen strøg uden på dynen, der var hverken noget at se, eller føle for hendes del, så hun gik automatisk ud fra, at det var.. iorden? Uden rigtigt at opfatte hvad der foregik, blev hun per automatik skubbet fra ham, idet han satte sig op, og pakkede dynen væk. Det stak i brystet, specielt ved den direkte advarende mine han sendte, som om hun havde tænkt sig at ydmyge ham. Hun sukkede tungt, efterhånden følte hun sig virkelig bare modløs! Med en direkte irreteret mine trak hun sig helt, og satte sig istedet ud på sengekanten. ”Der er ingen grund til at se sådan på mig,” vrissede hun hidsigt. Dette var langt mere end hvad hendes temperament lige ville være med til! ”Jeg er ikke ude på at ydmyge dig, jeg er ingen fjende Kimeya. Jeg er din forlovede, der for en gangs skyld forsøger at få en smule opmærksomhed!” hun var vred, også selvom hun vidste at hun endnu engang burde bide det i sig. Hun rejste sig roligt for sengen, hvorfor blive når det var hvad der mødte hende. ”Jeg er træt af det her. Spis din mad, få noget hvile. Jeg sover på sofaen,” tilføjede hun som en stille mumlen. Det gjorde jo ingen forskel? Han ville ikke have hende tæt på, så skulle hun da endelig ikke stå der som den påtrængende! Hun havde allerede bevæget sig mod døren. Nathaniels latter brød gennem hele huset, ham og Cecilaya havde gang i et eller andet nu, ikke at det betød noget som helst, hun skulle bruge den mand, men ligenu skulle hun ud, inden dette ville blive endnu en seance. Hun ville råbe, han ville råbe, ingen ville lytte, og så kunne de atter gå hver til sit. Det øsnkede hun virkelig ikke.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig også savnet Faith. Han manglede hende, han manglede direkte en forståelse og en støtte, for han følte virkelig ikke at han fik nogen af delene. Jovist han fik den hvile, men han fik ikke søvn, så det var jo heller ikke oprigtigt, hvis man kunne sige det sådan. Det var en massiv omvæltning, og det var bestemt heller ikke nemt for ham at skulle slå sig til ro med dette, for det var det virkelig heller ikke! Han prøvede om ikke andet, men når man pludselig manglede et ben.. det sagde vel sig selv, at det frustrerede ham? Det satte så mange begrænsninger på for hans vedkommende, han følte sig pludselig meget låst fast og lænket og han havde altid været en mand af frygtelig fri natur. Og det var bare ikke noget som han kunne få længere og han vidste det jo udmærket godt! Loftet var nok det som han så mest, også selvom han virkelig prøvede at slå sig til ro med den tanke om at han havde Faith, han havde børnene, hvor det faktisk også var Liya som han snakket mest med. Hun gav ham om ikke andet, så en forståelse som han virkelig ønskede at mange andre også kunne give ham.
A have Faith tæt på sig, var noget som han havde savnet, for han ønskede selvfølgelig at bekræfte hende, men det var ikke nemt. Han havde ondt, han var direkte frustreret og han var i den grad også vred, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert! Hånden mod hans lår var noget som faktisk gjorde ondt, for hans ben var stadig ekstremt ømt og det at hun var kommet ham så tæt at hun havde berørt den ellers så voldsomt ømme kropsdel var noget som direkte satte ham i forsvarsposition, selvom det slet ikke var noget som han gjorde bevidst. Det var egentlig bare noget som skete! Han vendte blikket direkte mod hende, som hun tydeligt også måtte hidse sig op, hvilket var noget som måtte bringe ham tættere og tættere på det røde felt. Han sendte hende en direkte dræbende mine, som hun rejste sig op. ”Jeg kæmper med det hele Faith! Og tro mig, det er ikke fordi at jeg ikke vil, men jeg kan ikke give dig den opmærksomhed lige nu!” Han endte med at gribe omkring stokken, idet at han tvang sig selv op på benene, selvom det stadig gjorde ondt som fanden! Han vendte sig direkte mod hendes skikkelse. Og hun ville bare gå? Det var noget som pissede ham langt mere af end det som han nogensinde ville være i stand til at beskrive på nogen som helst måde overhovedet! ”Tag maden med dig igen. Jeg vil ikke have den,” vrissede han med en fast tone. Selvom han ganske rigtigt var sulten, så var han for vred og for oprevet til at kunne sætte sig ned og nyde et måltid. Glæden nedenunder var ikke noget som han kunne tage del i, hvilket selv også måtte frustrere ham. Han følte sig virkelig tilsidesat! ”Gør hvad du vil Faith. Jeg er ligeglad!” afsluttede han med en direkte vred og ikke mindst frustreret stemme. Han forsvarede sig. Havde han ondt, så var det vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst?

[Silia D. Diamaqima]

Det var slet ikke fordi at Faith ikke forstod den frustration, hun forsøgte om ikke andet, derfor irriterede det hende også, at hun ikke fik noget som helst igen, intet der sagde at hun var på den rette vej. Hverdagen var stresset, hun havde Cedric og Cecilaya at tage sig af, Marvalo Masion, hendes kære dæmoner og ikke mindst hendes pligter på slottet, det var hårdt, og specielt når hun også skulle tage sig af Kimeya. De havde alle forsøgt at snakke med ham, men ligemeget havde det hjulpet, og hun var træt og frustreret over at hun end ikke fik lov at røre hendes egen forlovede, også selvom hun virkelig forsøgte at hjælpe ham på vej, netop fordi hun forstod sig på, hvor frusterende det måtte være!
Den korte tid hun netop havde fået lov til at hvile ved ham, var noget der havde formået at sætte en direkte længsel i hendes indre. Hendes lynende blik betragtede ham, også selvom hun allerede nu var klar over, at dette ville ende galt. Når hun hidsede sig op, så gjorde han det samme, og nu hvor hendes tålmodighed virkelig ved at være brugt! Faith stoppede roligt før hun nåede døren, hendes hjerte slog hårde slag, der kun pustede ild i vreden. ”Nej Kimeya. Problemet er at du overhovedet ikke prøver! Du ligger på det her værelse, dag ind og dag ud, i det samme mørke, og forventer at tingene kommer helt af sig selv!” udbrød hun med direkte frustration. Hun havde kæmpet så hårdt, for ikke at afsløre hendes tanker for ham, men det gjorde ondt, at han direkte måtte forsøge at ramme hende. ”Hvornår kommer du til at kunne det så? For jeg vil meget gerne vide det, Kimeya!” en klump satte sig i hendes hals, uanset hvor meget hun forsøgte at synke den, føltedes den blot som en blokering. Når han var i forsvarsporsition, var hun automatisk det samme. Det overraskede hende direkte at se ham tage stokken, og rent faktisk rejse sig op, også selvom hun ikke skænkede det manglende ben, så meget som et blik. Med stædig mine, gik hun hen og tog bakken op, uden at diskutere, hvis ikke han ville have det, så skulle hun bestemt ikke tvinge ham, hun vidste derimod at Liya ville få et føl på tværs.”Fint,” påpegede hun kortfattet. At han så direkte valgte at sige sig ligeglad med hende, var noget der direkte måtte pisse hende af! Hun sendte ham et direkte dræbende blik, og slog ham nærmest instiktivt ned med bakken. Tallerken klirede mod det hårde gulv og knustes i flere stykker, mens maden måtte brede sig over det hele. ”Selvfølgelig er du ligeglad, det er efterhånden blevet en vane for dig, synes du ikke!” det var mere en konklusion end det var et spørgsmål, hun var virkelig bare rasende! Tårerne samlede sig øjenkrogen, også selvom hun ikke tillod dem at falde, den gamle stolthed vældede endnu engang op i hende, han skulle ikke se hende svag på grund af ham! Uden yderligere ord, drejede hun om på hælen, og bevægede sig endnu engang mod døren.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han var noget af en byrde for dem alle sammen, hvilket var noget som kun gjorde ham langt mere vred og langt mere frustreret end det som han var nødsaget til at være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på noget tidspunkt, men han prøvede virkelig! De andre snakket med ham, også selvom han kun følte at det var ren og skær frustration som spillede ind der, hvilket han bestemt heller ikke kunne have med at gøre, hvis han ellers kunne være fri! Han ønskede virkelig bare muligheden til at finde ud af helt præcist hvad det var som var gået så galt, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen måde!
Alene den tanke om at han skulle igennem endnu et skænderi med Faith, var nu heller ikke noget som han direkte huet efter, men når hun endelig hidset sig op, så gjorde han automatisk det samme. Hans ben var forbandet ømt, og det at hun havde rørt ved det, var noget som i det store og hele, faktisk var noget som gjorde ondt. Han havde fået besked på at lade det hvile, og det at det så ikke var nok for hende, var noget som han blev direkte irriteret over, for han havde bestemt heller ikke bedt om at ligge i sengen igennem alt denne tid! Hvor vovet hun at udtale sig omkring hans tilstand?! Hun vidste ikke noget som helst om hvordan han havde det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg gør for pokker da kun hvad folk beder mig om, Faith! Til forskel fra visse andre, så lytter jeg faktisk til hvad folk beder mig om!” vrissede han med en direkte vred stemme. Han havde ikke bedt om sengen, men Nathaniel havde bedt ham at hvile, ellers ville det gå galt! Han vendte sig direkte mod Faith. At hun ville vove at påstå at han ikke gjorde noget som helst, gjorde ham vred! Selvom han ikke nåede at gøre noget som helst, inden han direkte blev hamret i hovedet med bakken, hvor han endte fuldkommen tildækket i Liyas fantastiske sovs og mad generelt. Der endte det dog virkelig at slå klik for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende og med den tydelige vrede mine! ”En vane for mig at være ligeglad? Må jeg være fri! Bare fordi at du for en gangs skyld ikke er i opmærksomhedens centrum!” Han endte direkte med at danne en lille kugle i sin hånd idet han bare uden at tænke det, kylede den direkte efter hende, godt nok ikke direkte, men den ramte da dørkarmen lige ved siden af hende. ”Forsvind ud af mit hus!” endte han med en højrøstet og fast tone, som han klamrede sig til stokken ved sin side. Uden den, så kunne han jo trods alt heller ikke holde sig oprejst, for det var virkelig heller ikke nemt for ham. Han havde ingen balance og specielt ikke når han bevægede sig så meget som han pludselig gjorde. Han havde ikke styrken til det endnu. Skulle hun kalde ham ligeglad? Fint! Så kunne hun bare smutte ud af hans liv!

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke fordi at Kimeya var en direkte byrde for nogen af dem. Cecilaya nød at have en undskyldning til at pusle om sin kære far, og Liya nød til at kunne stå i køkkenet igen, og hun selv.. hun kunne godt lide at vide hvor pokker hun egentlig havde ham henne, men hun havde bestemt ikke ligefrem regnet med, at det ville betyde en direkte afvisning! Det plagede hende virkelig, at de endnu engang var på vej ud på dybt vand, for de havde desværre en tendens til at miste kontrollen, når først de hidsede sig op. Som regel var det hende der startede det hele, men denne gang følte hun virkelig ikke, at hun gjorde noget forkert. Var det så slemt, at ønske sig tæt på sin egen forlovede? Hun var ikke ude efter et skænderi, men at blive set for en gangs skyld, ville ikke gøre hende noget!
Nathaniel havde ganske vidst bedt ham om at hvile, men han havde ligeså bedt Kimeya om at starte på genoptræningen, om ikke andet, så kunne han vise sig nedeunder engang imellem, så familien rent faktisk ville kunne få glæde af ham, men end ikke det kunne han overkomme! Dette var ikke et spørgsmål om hvad han var blevet bedt om, men om hans egen ringe selvtillid! Han glemte desuden, at hun ikke var så uviden, hun havde gennemgået mange større forandringer. Hvem var det ikke der havde været dødsengel, såvel som ånd? Hvem havde mistet synet, hvem havde fået dyriske tendenser, ved at slå Dvasias kronprins ihjel? Hun vidste faktisk hvad hun snakkede om! ”Hold mig ude af denne her! Jeg gør faktisk mit bedste! Lad være at spille helgen” vrissede hun. Bakken med mad var faldet ud over både gulvet og sengen, en del var endt direkte på Kimeya, hvilket næsten satte en følelse af tilfredsstillelse. Hun fulgte ganske vidst hendes egne spor, om ikke andet var hun selvstændigt tænkende! Hans ord var som en direkte lussing. Hendes bryst brændte, det føltedes som hendes blodårer slog knuder overalt. Det sitrede i hver lille del af hendes krop. ”Åh ja, Kimeya, det er det der er galt! Du har absolut ret! Jeg er opmærksomhedskrævende, fordi jeg forventer ikke hele tiden at blive slået ihjel af kolde øjne, eller blive skubbet væk!” Inden hun overhovedet nåede at reagere, strejfede kuglen hende, og forbrændte hendes kjole, hun kunne føle snittet mod hendes liv.Det lød et brag idet kuglen ramte et sted bag hende. For flere sekunder betragtede hun ham blot, med en overrasket mine. Det var ikke førsye gang han angreb hende, og alligevel kom det bag på hende. De smaragdgrønne øjne endte blanke. ”Brænd i dit eget forbandede helvede, Kimeya” hendes stemme dirrede, også selvom hun ikke direkte råbte længere. Af ren og skær vrede, lod hun en flamme skyde fra hendes hånd og mod gulvet hvor han stod. ”Med glæde,” hun lod døren glide op. ”Cedric! Cecilaya! Pak jeres ting, vi tager afsted om 5 minutter!” råbte hun med kraftig vrede i stemmen. Døren blev direkte smækket i bag hende. Så kunne Kimeya få lov til at rådne op i hans eget mørke!

[Kimeya Marvalo]

En god ting som km ud af dette, så var det lige netop det faktum, at han så sine børn mere, for de tilbragte mere tid sammen med ham. Selvom det måske ikke altid var helt nemt, for det var det virkelig ikke. Han prøvede virkelig, han prøvede at holde sig positiv, selvom det slet ikke var nemt for ham, men han prøvede da om ikke andet, så giv ham da lige et klap på skulderen! Han ønskede jo ikke at miste familien fordi at de endnu en gang skulle være stødt på et kæmpe hinder, men det var virkelig ikke nemt! Han havde fået et tættere bånd til børnene – alle foruden Cedric selvfølgelig, selvom han stadig så mere og mere til sin store dreng, hvilket han selvfølgelig også måtte være direkte glad for, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Nathaniel havde ganske rigtigt bedt ham om at hvile, men det var skam også hans egen selvtillid som havde lidt et voldsomt knæk og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som han så ville det eller ikke. Lige nu var han virkelig ved at koge over, og det var virkelig ved at være så forbandet længe siden at det var sket sidste gang, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt for ham nu! At han skulle rammes af bakken og blive overdynget af den gode mad, hvilket var noget som næsten havde skubbet ham ud af kurs, var noget som kun måtte gøre ham langt mere rasende end normalt! Hendes udbrud af ord og det at hun bare gik var noget som alt sammen var noget som fik ham direkte til at koge, for det var ikke noget som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! ”Jeg kan ikke give dig den krævede opmærksomhed, Faith! Hele verden drejer sig altså ikke om dig! I tilfælde af, at du ikke vidste det!” vrissede han med en tydelig vred stemme, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. At kuglen alligevel måtte ramme hende – eller snitte hende, var egentlig ikke noget som var hans mening, men det var jo egentlig bare at tage det hele som det måtte komme. At hun kylede en flamme direkte mod ham, var noget som hastigt fik ham til at hoppe direkte tilbage, hvor han alligevel ikke landede som han burde, hvor han endte med at ryge direkte i gulvet og med et kraftigt gisp, for det gjorde jo ondt som bare fanden! Han knugede omkring stokken, idet han prøvede at kæmpe sig op at stå igen, selvom det bare ikke så ud til at gå for hans vedkommende. ”FORSVIND!” hvæsede han dræbende, idet han prøvede at søge direkte væk fra flammen. Han tog fat om dynen og kastede den over flammen, kun for at slukke den. At hun bad Cedric og Cecilaya om at pakke, var noget som direkte måtte stikke ham i hjertet. Han ønskede jo ikke at miste børnene! Han fnøs let, idet han prøvede at kæmpe sig op igen, selvom det bare ikke ville som han ville. Kroppen fungerede på ingen måder sammen med ham! ”Skrid ud af mit liv!” endte han med en fast hvislen!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig forsøgt at være tålmodig, hun havde forsøgt at kæmpe, sel på trods af de alt for mange afvisninger, der var for poker grænser for, hvor meget hun kunne holde til, og hvor meget hun ville finde sig i! Hendes hjerte slog faste hårde slag, og denne gang var det ikke fordi han havde formået at charmere sig ind på hende – langt fra! Hun var direkte vred, han havde absolut ingen ret til at råbe af hende! Døren var blevet smækket bag hende, der lød ikke længere muntrer stemmer nede fra stuen, alt var blevet helst tavst. Tilgengæld kunne hun høre rumlen inde på Cedric og Cecilayas værelse, hendes hjerte sank fra hendes bryst, som en tung sten. De vidste hvad der foregik, og at dette var endnu engang. Tårene pressede sig på, også selvom hun for flere sekunder stod og stirrede på den modsatte væg, knyttede hendes gænder, og lod neglene borer sig ned i hendes håndflader. Det gjorde ondt, udelukkende fordi de for første gang i mange år, var blevet en familie, Kimeya havde endda taget sig godt af hende og børnene.. indtil hans skade naturligvis. HUn slap roligt med den ene hånd, og lod den glide igennem de flammerøde lokker. Det havde slet ikke været hendes mening, at overdynge ham med alt den fantastiske mad, som Liya havde brugt timer på, men hun kunne ikke kontrollere det, blot hendes forsøg på at tænke en klar tanke, havde hun allerede nu måtttet opgive. Selvom hun stod på den anden side af døren, så kunne hun høre ham råbe, men hun vidste at han ikke ville komme efter hende. Hun lod blikket glide i, forsøgte at ignorere hans råbende afvisninger, hvilket kun direkte måtte gøre ondt. Hun forsøgte at trække frisk luft ned i hendes klemte lunger, men hun kunne ikke se bort fra det uden videre. ”Nej, den handler i stedet om dig og dine latterlige skader!” råbte hun tilbage. En lille tårer trillede ned over hendes blege kind. Nok var nok! Hendes side føltedes øm og brændende efter kuglen der havde snittet hende. En tynd stribe af blod havde malet hendes kjole, ikke at hun tog sig af det, hun havde oplevet værre, men at den kom fra Kimeya?! Det gjorde hende direkte vred! Hendes flamme havde ramt, hun kunne dufte det, og hvilken lettelse det næsten måtte være. HUn burde gå, men i øjeblikket var hun som frosset fast på det ene sted på gangen. Han ønskede hende direkte ude af hans liv?! Han forventede vel ikke at hun ville efterlade børnene her? Det var jo heller ikke fordi hun ville tage dem fra ham. HUn bed tænderne hårdt sammen, fik tvunget sig ud af hendes frosne stilling, og slog døren op igen. Han havde halvt om halvt fået kæmpet sig op, hun havde ikke tænkt sig at give ham en hånd denne gang, det var helt sikkert! ”Så se mig i øjnene, og bed dem om at forsvinde,” vrissede hun, dog med en langt mere behersket tone. Han sagde ting i vrede, det gjorde de begge, derfor ville hun havde en be- eller afkræftning på , om det i virkeligeheden måtte være hvad han ønskede. ”Du er en kujon,” mumlede hun for sig selv, også selvom det var højt nok til at han ville høre det. Hendes kinder var blusset til en direkte rødmosset farve, hun tog sig selv i at synke en smule i siden, hvor han havde ramt hende, døren var ligeså godt forbrændt. HUn så på Kimeya med et direkte intenst blik, der i den grad havde slået ham ihjel, hvis blikke havde kunnet dræbe. Denne gang var hendes grænse nået!

[Kimeya Marvalo]

At Faith skulle hidse sig sådan op, var også noget som tydeligt havde den samme effekt på Kimeya selv. Han brød sig virkelig ikke om det, men det at hun skulle betegne hans skader for små og sølle, var virkelig ikke noget som han ville lægge øre til! Det var ham en kamp uden lige at finde ud af det hele. Et sted så var han faktisk temmelig forfængelig og det at ramme hans ben på den måde, så han knapt nok kunne gå, så var det vel også ren og skær logik, at det ikke bare var noget som man kom over bare sådan uden videre? Det var om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det! Alle sagde ting i vrede som de ikke mente, men lige nu så følte han virkelig at han mente hvert eneste ord som han havde sagt! Han kæmpede virkelig med det, han holdt benet i ro, han masserede lårmuskelen, så den ikke blev helt stiv. Han gjorde faktisk bare som han havde fået besked på! Til forveksling fra visse andre! Han vendte blikket direkte mod hende og med den direkte dræbende mine! Kunne blikket dræbe, så var Faith faldet om på stedet! Og han ville bestemt ikke være der til at hjælpe hende op igen! ”Latterlige skader?!” gentog han med en næsten brølen som næsten måtte gøre ham hæs, for det var noget som gjorde ondt. Var det sådan at hun så på det? Han kunne så sandelig godt huske fra hun var blind! Måske med et større gå-på-mod end det som han havde, men det var fandeme noget helt andet! Hun havde ramt med ildkuglen og selv stod han fuldkommen dynget i Liyas gode mad, hvilket virkelig var en skam. At hun ikke kunne se hans anstrengelser for at prøve og at komme sig, var virkelig noget som gjorde ondt og det var noget som videre førte til at han blev direkte sur, for han følte virkelig at han havde fortjent noget credit, for det var bestemt heller ikke nemt for ham! At Faith endnu en gang måtte ende direkte i døren, som han selv prøvede at komme op at stå, for det var bestemt heller ikke nemt! Benet var forbandet ømt og bare det at bevæge det, var virkelig en smerte uden lige for hans vedkommende. Han vendte de grågrønne øjne direkte mod hende, hvor de direkte slog gnistre. ”Forsvind Faith!” hvæsede han. En ting var at hun skulle se ham sådan her, men at sparke ham direkte i gulvet og sparke til ham mens han faktisk lå nede, var virkelig ikke retfærdigt! Han gjorde for pokker bare det som han fik besked på, og han gjorde det virkelig så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, men det var virkelig, virkelig ikke nemt! At hun direkte valgte at gå så langt og kalde ham for en kujon var noget som kun gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han trak sig op at stå ved hjælp af sengen og med blikket hvilende på hende. Hans øjne slog gnistre og det at tricke den warlock i ham, var heller aldrig en særlig god ting, hvilket var noget som hun sgu nok skulle finde ud af, om det jo så måtte blive på den hårde måde, så måtte det jo være sådan! ”Hvis jeg ikke er god nok for dig Faith, hvorfor fanden så være her?” spurgte han med en vred stemme, som han endnu en gang dannede en kugle i sin hånd. Han var virkelig, virkelig fristet til at kyle den efter hende! ”Forsvind ud af mit hus, væk fra min grund! Jeg lover dig, at jeg ikke misser næste gang!” hvæsede han med en kraftigt advarende stemme. Han så virkelig for rødt til at tænke en rationel tanke for øjeblikket og han vidste det godt. Han kunne sagtens høre Cecilaya og Cedric inde på deres værelse, selvom det var baggrundsstøj for ham i øjeblikket. Han kæmpede for at holde sig oppe, hans ben brændt som bare fanden og han havde ondt og samtidig med at hun trickede hans temperament på denne her måde? Det var bestemt heller ikke en god kombination og det burde hun af alle vide!