Re: Freedom

[Deleted]

Det var en smuk højlys dag. Yasmya sad i de bløde græs, der kildede hendes nøgne hud på hendes ben. Hun havde været ude i flere timer, og følt solen varme hende, det beroligede hende. Hun skulle dog ikke for tæt på vandet, sidst var der sket grusomme ting og der havde Jaques endda været med hende. Hun følte en klump, bare ved tanken. Hun savnede ham så inderligt, også selvom det var flere uger siden, de var gået fra hinanden. Phoebe tog sig godt af hende, men at bo i kirken, vidste hun godt, var en midlertidig løsning, hun håbede vel et sted bare at hendes afskyelige onkel ville landsforvises, så hun muligvis kunne flytte tilbage på herregården. Det var lang tid siden hun havde skænket alt dette en tanke, Marius var død, Jaques var væk, hendes søn var død og borte, alting var vendt op og ned, og hun forsøgte virkelig at tackle det voksent, på trods hun stadig var umådelig ung. Yasmya betragtede roligt en fremmede mand, der stod et stykke fra hende. De funklende smaragdgrønne øjne betragtede hans prægtige vinger, noget som kun gav hende en følelse af ikke at være komplet. Hun snoede de gyldne lokker omkring hendes slanke fingrer. Så uskyldig som hun kunne se ud, så nysgerrig, på den engel foran hende. Engang havde det været hverdag for hende at forfører alt for gamle mænd, hun var ikke fristet længere, hun ville bare.. røre hans vinger? Hun sukkede stille, og rystede tankerne af sig, den slags kunne hun slet ikke tillade sig at tænke. Roligt gled hun tilbage, lagde sig i det bløde græs, og kiggede på den halvblå himmel. Skyerne dalede ganske stille frem og tilbage, hvilket hun næsten måtte finde utrolig imponerende. Hun kom i tanke om en melodi, som Melody havde plejet at nynne for hende, og gav sig til at nynne den for sig selv. Den var sød, hun havde altid elsket den! Tårene samlede sig i hendes øjenkrog. ”Tag dig sammen,” skældte hun sig selv. Hørte dette aldrig op? For et par år siden, havde det hele været lettere, måske hun aldrig rigtigt have elsket hendes liv, men hun var for ung til at give det op, også selvom det faktisk var hvad hun var mest fristet til. Hun kastede endu engang et blik på denne fremmede, og følte et stik af jalousi. De vinger var virkelig smukke, også selvom hun vidste det var uhøfligt at stirrer!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var en dejlig dag, selv set i Nathaniels øjne. Jason var sendt til Dvasias og hjem til Lisa, hvor han selv var endt i Procias, netop for at hjælpe med at finde muligheder hvorpå at man kunne få Ilosonic ud, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Selv han kunne ikke altid finde de små smuthuller og denne gang var det virkelig svært! Han kom vandrende ned mod floden med stokken i sin hånd. Det havde været en lang vandring og det var desværre noget som efterhånden satte sig i hans dårlige ben og i hoften, for han var bestemt heller ikke helt ung længere. Visse ting var allerede ved at forsvinde fra hukommelsen af grunde som han egentlig ikke var helt klar over, men det var virkelig bare at tage det hele som det nu måtte komme. Alt det som han kunne nå, det skrev han ned og nu hvor han var i fuld gang med en bog til sine børn – en til hver af dem, så var det egentlig kun mere for familiens skyld end det som det måtte være for hans egen, men Yasmya var i den grad en kvinde som han kunne huske. Alt den modgang som hun havde mødt, så ville han egentlig bare gerne se et smil på hendes læber igen. Han havde været forbi kirken og snakket lidt med Phoebe, også mest for at finde ud af, hvor deres unge engel måtte befinde sig. Et stille smil passerede roligt hans læber, som han fik øje på hende i det høje græs. At se hende ude i stedet for at gemme sig som Jacques gjorde, var selvfølgelig en tanke som glædet ham, selvom han vidste at hun bestemt heller ikke havde haft det nemt og det var noget som faktisk.. også påvirket ham. Det var virkelig utroligt hvor meget han var ændret efter at Liya var dukket op i hans liv, for det var virkelig utroligt! Han stoppede roligt op, som han lod hovedet søge let på sned. Det morede ham virkelig at se hende sidde der og.. stirre på en anden engel? Det var ikke ofte at man så dem nede på jorden mere – af åbenbare grunde. ”Det er godt at se dig igen, Yasmya..” sagde han roligt og med den stemme som kun bar præg af en enorm ro i hans eget sind. Han støttede sig en anelse op af stokken. Turen havde været lang, og selv der var han virkelig ved at være træt af, at det måtte sætte sig i hans ben og hofte, for det var virkelig en irritation uden lige, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne hvilede på hende, også selvom han havde masken med sig. Han gik ikke ude i det offentlige uden at have den med sig – mest af alt for andres skyld, for han vidste at han var ganske.. grim at se på.

[Deleted]

Hvad der foregik omkring hende virkede så fjern, hun havde ærligt ikke overskud til at tænke på andet, end de mange problemer hun selv måtte sidde med. Hun havde intet særligt sted at være, Phoebe havde åbnet sit hjem for hende, hvilket hun selvfølgelig var glad for, havde det ikke været for hende, så ville hun nok have reageret netop som det Jaques gjorde, ved at gemme sig. Hendes blik hvilede direkte længselsfuldt mod den engel der stod ved floden, hans vinger var så smykke, snehvide og store. Hun havde mistet hendes egne for mange år siden, de havde været i vejen for det hun havde været tvunget til at gøre, hun huskede stadig den direkte intense smerte da de blev revet af, den dag i dag, var hun direkte jaloux på alle af hendes slags, der bar de smukke vinger, for hun følte ikke selv, at hun hørte til. Det blonde hår faldt ned over hendes milde ansigt, som hun lå der i det bløde græs. Solen varmede hende, desuden formåede det faktisk at lyse hendes dag en smule op, også selvom det virkelig kunne være hårdt at kæmpe sig op af sengen om morgenen, for hvad skulle hun stå op til? At Nathaniel nærmede sig mærkede hun sig selv ikke af, hendes opmærksomhed var fokuseret omkring den fremmede foran hende. Benene svævede lidt meningsløst i luften. Den varme, velkendte stemme gav hende et mindre chok, og tvang hurtigt blikket fra englen og med den ligeså velkendte skikkelse. Det var frygtelig lang tid siden, hun havde set ham, og hun måtte faktisk erkende at have savnet ham! Blikket faldt mod stokken. Desværre var der ingen tvivl om, at han også blev ældre, tiden gik hurtigere end det hun var i stand til at følge med. Smilet bredte sig. Hun fik kæmpet sig på benene, og uden at tøve eller advare, faldt hun ham i favnen, trykkede sig ind til ham. Nathaniel havde vist siden hun var ganske ung, at han var til at stole på, han havde reddet hende da hun var syg, han havde stået for hendes fødsel, han havde kendt til hende og Jaques forhold, uden at afsløre noget for Marius eller Melody, han havde altid været der!”Nathaniel!” udbrød hun, og følte sig faktisk en anelse.. lettet? Hun havde ingen tilbage, hun kunne have brugt ham, men hun vidste trods alt også at han var en travl mand, og at der nok var andre der havde mere brug for ham end hende, hun var jo ikke døden nær, ikke fysisk om ikke andet. ”Hvor har jeg savnet dig,” erkendte hun, og slap ham roligt. Hvad lavede han uanset i Procias, efter Liya var blevet udvist, så havde hun ikke set ham i landet, hvilket faktisk var en tanke der måtte gøre ondt, det var der heller ingen tvivl om.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at selvom årstiden var noget af det smukkeste, så var det ikke sådan at alle havde det. Yasmya havde meget at slås med, Jason med og Jacques og så mange andre. For en gangs skyld, så var det faktisk ham som kunne slappe lidt af, selvom han også selv havde sit personlige at slås med. Han kunne virkelig ikke forstå at han var i gang med at glemme så meget som han havde gjort! Det at han kunne vågne om morgenen og faktisk glemme Liyas navn. Det var ganske enkelt forfærdeligt! Blikket hvilede på Yasmyas skikkelse. Lige nu ønskede han at gøre så mange glade som det nu var ham muligt og inden han ville ende med at glemme.. alt? Det var slet ikke noget som han ønskede, men når han ikke kunne finde ud af helt præcist hvad der var galt, så kunne han heller ikke gøre noget ved det, selvom det var noget som kun gjorde det hele værre. Det var ikke ofte at han sagde det, men det var en tanke som faktisk skræmte ham en anelse. Ikke fordi at det var noget som han ville tænke på lige nu. Lige nu ønskede han egentlig bare at folk skulle smile lidt, selvom han vidste at det krævede sit. Men.. hvorfor ikke gøre det til ens sidste handling? At bringe folk et lille smil?
At se Yasmya bare sidde der og.. glo i retningen af en engel, viste vel også at han havde ramt fuldkommen rigtigt når det måtte komme til hende? Han kunne ikke undgå at smile ved den tanke, for hun var virkelig en kær i hans liv. Han var kommet tæt ind på hende. Han havde været en som hun kunne stole på, uden at det betød det værste. Han havde holdt hendes hemmelighed, han havde hjulpet hende når det var nødvendigt og det var slet ikke fordi at det var noget som han havde i tankerne at skulle lave om, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Ganske rigtigt var han ikke ung længere og det satte sig desværre i hoften, hvilket nu heller ikke var noget som han kunne gøre det mindste med, om han ville det eller ikke. at Yasmya vendte sig mod ham og han var genkendt, var noget som kun fik ham til at smile! Han lod armen mere end glædeligt falde omkring hende, idet at hun var faldet ham direkte i favnen. Han trykkede hende godt ind mod sig i en glædelig omfavnelse. ”Jeg har så sandelig også savnet dig,” sagde han roligt. Hans ture til Procias var der ikke mange af, og han ønskede selvfølgelig at gøre det så ofte som det nu var ham muligt nu om stunder, om det var noget som man ville det eller ikke. han havde for mange uafklarede sager, hvilket kun var noget som gjorde det hele for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket roligt mod hende. ”Hvordan har du det?” spurgte han roligt. Et sted efterhånden et meget .. naturligt spørgsmål at høre fra hans mund, men han ønskede at vide det. Han var jo faktisk lige så bekymret for hende, som så mange andre måtte være.

[Deleted]

Alt var et stort kaos. Det var egentlig efterår, men det var en utrolig dejlig dag, det var direkte sjældent at solen måtte skinne som den gjorde i øjeblikket, det var bestemt ikke en stund hun ville lade gå til spilde. I disse tider, havde alle meget at slås med, og hun var bestemt ikke et undtag. Hun måtte næsten have tilbragt alt for megen tid sammen med Phoebe, for hun var næsten overbevist om, at det var hendes kære familie der lod solen skinne over hende som nu, hvilket selvfølgelig var direkte naivt, det var hun klar over, men man kunne vel ikke bebrejde hende, for den trøst? Hun havde mistet stort set alle, inden for en kort periode, det var faktisk hårdt, og hun var for pokker ikke engang rigtigt voksen endnu! Hun stirrede frem for sig. Forestillede sig hendes fars ansigt, han havde ikke rigtigt støttet hende, det havde altid været Camryn, hvilket også var en tanke der gjorde direkte ondt, den manglende støtte var for alvor kommet til udtryk dengang hende og Jaques var blevet opdaget. Den dag idag, kunne hun trods alt kun ærgre sig over, at hun ikke havde valgt at lytte til ham, så havde hun om ikke andet, endnu haft Jaques at gå til, men selv den mand var væk. Hånden strøg igennem de blonde lokker. Hvordan ville han have reageret, hvis hun en dag blev i stand til at fortælle ham, at hun så brændende ønskede at fortsætte hvad ham og hendes mor startede, men hverken havde et fast sted at bo, nogen økonomi, eller nogen hjælp overhovedet, hun ville ej heller kunne gøre det selv. Nathaniel havde afbrudt hendes tanker, også selvom det bestemt ikke gjorde hende det mindste, det var fantastisk at se ham igen! Hun havde virkelig savnet den mand! HUn trykkede sig ind i hans favn. Han ville ikke gøre hende noget, så meget var hun allerede klar over, han havde jo altid hjulpet hende. Nathaniel var det nærmeste foruden Phoebe, hun den dag idag kom på familie, ham havde hun endnu, og hun gik ikke ud fra, at hun skulle miste ham lige foreløbig, så ville det da først gå galt for hende! Bare det at få bekræftet, at han ikke havde glemt hende i mængden af folk omkring ham, det varmede, hun havde brug for at høre det. Ganske stille endte hun med at slippe ham, han var der nu, så der var vel heller ikke noget at frygte? Det var første gang i lang tid, hun faktisk tog sig selv i at smile. Hænderne foldede sig roligt foran hende. Hun kastede et blik mod den fremmede engel. Hun måtte vel bare finde sig i, at hun ikke direkte ville blive en del af hendes race på den måde? Også selvom det var på dage som idag, at det garanteret ville være direkte fantastisk at tage sig en flyvetur? ”Behøver jeg overhovedet at svare?” spurgte hun med et anelse mere dæmpet smil. Blikket gled mod hans. ”Men jeg går ud fra, at jeg overlever,” hun trak svagt på skuldrene. Hun havde aldrig været god til at sætte ord på følelser, egentlig var hun drøn forvirret, og følte sig umådelig alene.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var virkelig alt for længe siden, at Nathaniel havde set Yasmya. Han burde i den grad havde opsøgt hende allerede for længe siden, selvom det nu heller ikke var sket af den grund – dette ene og alene, var selvfølgelig et valg som han kunne fortryde. Han havde savnet hende og det at han kunne få hende til at smile, var i den grad også det hele værd i hans øjne! Han lod hende roligt stå i hans arme og i hans favn, for det var virkelig, virkelig rart! Han vidste godt, at Yasmya havde været igennem rigtig meget, og det var heller ikke meningen at hun skulle stå med det alene. Alt det som hun havde haft at slås med, var betydeligt mere end det som så mange andre ville og skulle kæmpe med på egen hånd, for han havde virkelig, virkelig ondt af hende og alt det som hun ellers havde haft at skulle slås med på denne her måde, for det var virkelig forfærdeligt nok i sig selv! Han slap hende roligt, som hun selv valgte at give slip. Hvis hun kendte til hans egen tilstand, så ville det hele nok have taget en ganske anden drejning, hvilket han bestemt heller ikke ønskede for hende. Nathaniel havde bestemt ikke glemt hende, så det var slet ikke noget som han ønskede at hun skulle glemme. Dem som kendte Yasmya ville aldrig være i stand til at glemme en som hende. Han vendte de mørke øjne stille mod hende. Hun stolede på ham go det var noget som han selvfølgelig var forbandet glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han hævede hånden og lod den varsomt stryge mod hendes kind. Han havde hjulpet hende i de stunder hvor hun havde brug for det, og hvis han kunne, så havde han gjort det hele igen. ”Jeg ved godt, at du har haft meget at slås med, min kære..” sagde han stille og med hovedet en anelse på sned. Selv han vidste, at hun ikke var den bedste til at sætte ord på sine følelser, men det var der nu heller ikke noget som man kunne gøre ved. Han lod hovedet søge let på sned. Ud fra omstændighederne, så hun da også ud til at klare sig ganske godt. ”Af hvad jeg har hørt – også fra Jason, så er det sjældent du smiler.. En skam, for det klæder dig virkelig.” Han hævede let det ene bryn. Masken havde han med sig, for den havde han altid på, når han var ude – hvilket der var ganske gode grunde til, men det var virkelig underordnet lige nu. Han var bare.. vant til at vandre rundt med den når han endelig var ude, for det havde været en vane allerede igennem denne stund nu. Han stod let støttende op af stokken som han havde i sin ene hånd. ”Er der noget som jeg kan gøre for dig, kære?” Han betragtede hende med en ganske rolig og stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, for.. han vidste at han havde mulighederne og sådan som hun så efter vingerne på denne engel, så var det noget som næsten kun måtte more ham, for det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Hvis der var noget i denne verden som du virkelig ville have.. mere end noget andet? Hvad ville det så være?” endte han stilfærdigt.

[Deleted]

Nathaniel havde været fraværende for en længere periode, men Yasmya bebrejdede ham nu ikke, hun vidste trods alt at han var en travl mand, og at han havde meget at se til med hans familie og den enorme omgangskreds. Hun klarede sig nu med Phoebe, også selvom hun var blevet fraværende, det var svært at sige hvorfor, men un lod næsten til at ænke meget mere end det hun plejede, det var faktisk lidt irriterende, men hun tog sig ikke af det, for hun var blevet vant til at være alene, det var trods alt år det drejede sig om efterhånden. Bare det at stå i hans favn, var nok til at lade hende lyse op, for hun var tryg ved ham, han hjælp hende, det var lidt som at have en.. onkel, han havde altid været der for hende, og det var altid rart, at vide at hun ikke var gået i glemmebogen, at han endnu huskede, at han også havde hende. Yasmya havde valgt at slippe ham. Hun betragtede hans ansigt, også selvom masken næsten var i vejen, for han havde jo aldrig skjult sit ansigt overfor hende, hun kendte til hans vansirede hud, men det skræmte hende ikke mere, end den forbandede maske gjorde, hun vidste dog, at han bar den så snart han måtte træde ud fra en dør. Som han stod der, så, så han meget frisk og frejdig ud, hun mistænkte ikke at han kunne være syg overhovedet. Hans kærtegn var rart. Det var næsten ligesom når Marius havde sagt godnat til hende om aftenen, puttet hende under dynen, og strøget hendes kind. Det beroligede hende faktisk. ”Tjah. Jeg klare mig.. som altid,” tilføjede hun, og forsøgte at lyde som en fuld af overskud. Hendes smil falmede. Det lykkedes overhovedet ikke! Blikket gled mod hendes fødder, der skrabede en anelse nervøst i jorden. Nathaniel kendte hende, han vidste at dette bestemt ikke var nemt for hende, også selvom hun forsøgte at lade som om. Hun rynkede let på brynene. Hun havde ikke set Jason i lang tid, han så til hende i tide og utide, men hun gik ud fra at det var.. akavet, nu hvor hende og Jaques ikke havde været sammen længe. ”Jeg ville gerne, det er ikke det. Det er bare.. svært,” hun sukkede en anelse opgivende. Blikket gled igen mod åen, hvis rendende vand i sig selv gjorde hende en anelse utryg, hun var egentlig ikke meget for vandet, men englen fascinerede hende, det var sådan set hele grunden til, at hun var endt hernede. Et lille fraværende smil prydede hendes læber. ”Ikke som jeg lige kan tænke på. Jeg er glad for at du er her,” svarede hun roligt. Denne fremmede havde spredt de prægtige vinger, for at forlade jordens fæste. Hun sukkede tungt, og lod blikket finde tilbage til Nathaniel. ”Jaques ville være en god start,” svarede hun en anelse instinktivt. Den røde farve fyldte hendes kinder. Det var ikke sådan ment. ”Jeg mener.. listen er lang. Jeg ville ønske at jeg havde et hjem, en familie, jeg ville ønske at jeg kunne holde min søn, bare lidt, og jeg ville ønske at..” hun tav og så længselsfuldt mod stedet hvor den nu forsvundne engel havde stået for blot et øjeblik siden.. ”.. at jeg selv ville kunne opleve at flyve,” afsluttede hun stille. Smilet falmede langsomt. Det var bare drømme, tåbeligt af hende i disse tider, men nu hvor han havde spurgt, så ville hun bestemt også svare.

[Nathaniel Diamaqima]

Måske at man ikke kunne se på Nathaniel at han faktisk var syg, men det var han. Ikke fordi at det var noget som han ville sige åbent til Yasmya, specielt hvis han blotte tilstedeværelse, var noget som kunne få hende til at smile, for det var en tanke som faktisk kun måtte gøre ham selv glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. At hun boede ved Phoebe havde han hørt en lille fugl synge om, også selvom han nu var ganske så sikker på at hun måtte nyde sig af det selskab, i og med at hun havde været alene igennem alt denne tid. Hånden lo han roligt stryge mod hendes kind. Hun var stædig, hvilket bestemt heller ikke var noget som han anså som en slem ting, for det var det på ingen måde. Det var noget som faktisk gjorde ham glad at se, at nogen faktisk formåede at holde humøret højt, selv på trods af det mørke som hele tiden måtte ligge over dem. ”Jeg må beundre dig for din fremgang min kære,” sagde han roligt, og ikke mindst sandfærdigt, for det var jo heller ikke engang fordi at det var en løgn. Med alt det som hun havde været igennem og alt det som hun havde haft at slås med, så var det jo heller ikke noget som måtte forundre nogen som helst, for det som hun havde haft at slås med, var mere end det som så mange andre havde haft igennem et helt liv! Masken generede ham ikke som sådan længere, for hvorfor skulle den? Han havde den på ude, udelukkende for at spare andre for synet – det syn som han selv havde lært at leve med når han så sig selv i spejlet, og så længe at de nærmeste ikke havde et problem med det, så var alt også i glimrende orden for hans vedkommende. Han kunne stadig huske hende, han betragtede hende jo nærmest som en del af den store pukkelryggede familie. Han trak let på smilebåndet til hendes første udsagn. Meget kunne han skænke hende, men Jacques var ikke just på den liste, selvom det selvfølgelig var noget som han hellere end gerne ville give hende det! Han blev stående, hvor han roligt lod begge hænder lukke sig omkring stokken som han stillede foran sig. ”Mange vil se på dig som en ung pige, Yasmya.. Men du brænder inde med et voksent sind.. Og det kan jeg godt lide.” Han sendte hende et stille smil. At se hende blive så nedtrygt, var slet ikke noget som han brød sig om, for det med et smil, var noget som klædte hende langt bedre end det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kan ikke skænke dig dit ønske nummer et.. og ej heller nummer to… men nummer tre derimod..” Han blinkede let til hende og med det samme stille smil på læben. Han ønskede virkelig bare at muntre hende lidt op og se på hende smile igen, for det var noget som man efterhånden kun måtte se på som en mangelvare. Der var alt for få smil nu om stunder og han vidste det jo godt! Han var jo selv kraftigt ramt af det i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. ”En oprigtig mulighed for at flyve.. På egen hånd,” endte han stilfærdigt og med et lettere bredt smil på læberne.

[Deleted]

Nathaniels tilstand, var slet ikke en hun kendte til, hvilket under alle omstændigheder nok var meget godt, eftersom det virkelig var begrænset, hvor meget hun kunne holde til for tiden. Skulle hun være ærlig, så måtte hun erkende at hun bare var glad for at se ham, i disse tider, var det vel heller ikke underligt, at hun følte sig ret.. alene? Phoebe tog sig virkelig godt af hende, men hun lod til at have sine egne problemer, og Yasmya følte sig ærlig talt lidt i vejen, hun savnede en tryg tilværelse, for nu var hun blevet kastet rundt i forbandet mange år, det forvirrede hende. Det var blot endnu en grund til, at hun virkelig priste sig lykkelig over, at se en velkendt skikkelse. Smilet havde sågar formået at finde fæste over hendes læber, hun lyste op på en anden måde, nu hvor han var der. Kinden faldt mod hans hånd. Det var beroligende, et kærtegn hun ikke var blevet skænket så længe. Hun længtedes direkte efter kontakt, for ligenu var hun virkelig bare ensom. Den røde farve forlbev i hendes kinder. Hun nød hans ros, for det var bestemt heller ikke ofte hun havde fået den, særligt ikke af Marius. Jason og Lisa havde været meget bedre til den slags, men dem så hun trods alt heller ikke mere nu hvor hende og Jaques ikke længere var sammen. ”Jeg ved nu ikke om det er noget at beundre,” svarede hun stille. Foden skrabede nervøst mod græsset, der kildede hendes nøgne fødder. Hun var ærlig. Det var sjældent hun fandt en glæde i morgenen, somme tider var det direkte svært at stå op, men hun gjorde det, hvor den viljestyrke var kommet fra, var noget hun end ikke selv kunne svare på, hun havde trods alt aldrig rigtigt haft den. De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse, ikke mindst hans ansigt. Hans maske generede hende ikke, hun frygtede ham ikke, hun var også en af de få, det rent faktisk var blevet fortalt, hvordan han vansirede ansigt var blevet skabt, og skulle hun være ærlig, så var det en romantisk tanke. Et sted nød hun mere at se ham uden, men hun forstod ham godt. Smilet prydede hendes rosa læber. Hun var blevet en anelse flov ved hendes instinktive svar. Intet ville kunne give hende Jaques bare sådan, det vidste hun jo godt. Hovedet gled på sned, som hun måtte betragte ham. Det overraskede hende direkte, at han synes hendes sind var voksent, for det følte hun bestemt ikke. Hun havde dog også været så tidligt ude med alting, hun var end ikke helt myndig endnu, og hun havde allerede været både gravid og forlovet, den dag idag, kunne hun selvfølgelig fortryde det, for det var bestemt heller ikke gået, som hun havde håbet. ”Jeg er en ung pige, Nathaniel. Jeg har altid så brændende ønsket at blive voksen, men jeg ville ønske at.. jeg havde tilladt, og at andre havde tilladt mig.. at være et barn,” afsluttede hun stille. Hun sukkede. Det var skam rigtigt. Hverken hendes rigtige forældre, Marius eller hende selv, havde givet hende lov til at være barn, så det voksne sind, var ikke noget hun direkte var stolt af. Hans ord, fik farven øjeblikket til at aftage fra hendes kinder. Hun gjorde store øjne. Han kunne give hende vinger?! Hun sank en klump, forsøgte at få ord ud, men ikke mange kom. ”V-vinger?” fremstammede hun, yderst forsigtigt. Hun turde trods alt ikke håbe, på noget hun så brændende havde ønsket sig, siden hun var ganske ung.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede slet ikke at indberette Yasmya omkring hans tilstand, for han ønskede ikke at ødelægge den lille glæde i hende, som han havde skænket hende bare ved at være til stede. Desuden så ønskede han vel bare.. at give hende noget som hun ville kunne huske ham for? Som den mand som han var i stedet for.. den mand som han var ved at blive? Hans egen forlovedes navn glippede for ham temmelig ofte og den tanke var noget som skræmte ham, for han vidste slet ikke hvad der var galt! Om ikke andet, så var det slet ikke noget som han ønskede at tænke på lige nu. Hans blik hvilede roligt på hendes skikkelse, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Hun var alene.. så meget havde han fået med sig, hvilket han i den grad også betragtede som intet andet end en skam, for hun fortjente virkelig bedre end det. Lige hvad der var gået galt mellem hende og Jaques, var ikke noget som han ville blande sig i, selvom han var sikker på – håbede om ikke andet, at det var noget som de ville finde ud af før eller siden. Han håbede i hvert fald! Han sendte hende et stille smil. ”Det er en fremgang, kæreste.. Prøv bare at se på hvor du startet.. og hvor du står nu. Jovist med.. forhindringer på vejen som har krævet sit, men i det overordnede blik..” sagde han roligt. Han var selv i et godt hjørne for øjeblikket, han kunne i hvert fald huske, og han kunne godt huske den forskræmte lille pige som havde ligget syg i sengen på børnehjemmet, som direkte tiggede og bad om hjælp, da hun havde fundet ud af, at hun var gravid, at han havde hjulpet hende, holdt tæt på hendes hemmelighed, kun fordi at hun havde bedt ham om det, så han var vel også til at stole på når alt endelig måtte komme til alt? Det var om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det i det store og hele. Hovedet lod han søge let på sned. Hun virkede temmelig nedtrygt, hvilket ikke var en tanke som han brød sig meget om, for han ønskede virkelig at give hende noget at smile af, noget som hun kunne mindes, noget som kunne gøre hende lykkelig, selvom han vidste at hans måde at gøre det på, nok var mere materialistisk end det som godt var, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Masken bar han stadig i det offentlige, selvom han nu slet ikke skammede sig over det, for der var en mening bag. Liya havde faktisk forsøgt at hjælpe ham, prøve sig med en masse som hun aldrig havde prøvet før og sur var han heller ikke. hjemme viste han det faktisk stolt frem, for i hans øjne, så var det et tegn på det som hvilede mellem ham og Liya, selvom det ganske vidst var en tanke som folk flest havde problemer med at sætte sig ind i, så rørte det ham ikke spor. Han sendte hende et stille smil. Det var ikke urealistiske ønsker set i hans øjne, for enhver ønskede sig vel kærligheden i deres liv? Så det var egentlig ikke fordi at det var noget som kom bag på ham som sådan. Alligevel kunne han godt forstå hende, selvom.. Marius havde vel prøvet? Netop ved at prøve at splejse Jacques med Camryn? Han sendte hende et stille smil. ”Man kan altid blive bagklog, min kære..” sagde han dæmpet. Han måtte dog give hende ret – hvilket faktisk skete temmelig ofte, når det kom til hende. Hendes fremstammende ord, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber! Han nikkede sigende til hende og hendes ord. ”Vinger.. lige præcis. Store og hvide.. som en sand engel,” endte han roligt.

[Deleted]

Hans tilstand var ukendt, og det var nok i det store og det hele det bedste, for hun kunne ikke tage mange flere ubehagelige overraskelser. Marius, hendes kære far var faldet, hendes moder med, hun hadede hendes søster som pesten Jacques var væk, hendes elskede, vidunderlige lille dreng var faldet bort i hendes egne arme, intet var som hun kendte det mere, og det var langt mere end hendes unge og sårbare sind i virkeligheden kunne håndtere, det at hun var i stand til at skænke ham et smil, var næsten i sig selv et mirakel. Blikket hvilede i hans. Det var en direkte lettelse at se ham igen, for det var ved at være alt for lang tid siden! Nathaniel var den eneste der endnu ikke havde valgt at lade hende alene, og ved at komme hele den lange vej, blot for at aflægge hende et besøg, var noget der bevise, den betydning hun måtte have for ham, hvilket var en tanke der i sig selv, formåede at forandre hendes humør. Hun sendte ham et ikke spor overbevisende smil og sukkede lidt opgivende. ”Du mener fuldkommen alene, uden et hjem, og ude af stand til at gøre noget som helst, fordi jeg ganske enkelt er for ung?” spurgte hun direkte, med en lettere ironisk tone. Det var om ikke andet sandt, hun var nået langt, men hun havde i den grad også mistet det hele igen, nu var hun igen bare Yasmya.. Unge Yasmya der skulle skånes og beskyttes fra den stygge omverden, som hun faktisk havde færdes i på egen hånd i det der efterhånden løb op i små år. Tiden gik skræmmende hurtigt. Ganske stille trådte hun endnu engang tæt på ham, og slog armene om livet på ham, som havde hun stadig været den forskræmte lille pige, der i det store og det hele, end ikke havde været klar over hvilke byggesten et forhold måtte bestå af, hun havde faktisk ikke forstået noget som helst. ”Jeg er virkelig glad for at du er her,” påpegede hun, velvidende om at hun allerede havde nævnt det, hun mente det dog, for hun havde bestemt savnet ham, der var ikke nogen mand, hun stolede mere på, end denne der faktisk havde formået at holde hendes hemmelighed, selvom hendes far havde været en nær ven, han havde hjulpet hende og Jacques, også selvom hun den dag i dag var tilbøjelig til at give hendes far ret. Det havde ikke været rigtigt, og den tanke gjorde ondt, men hvorfor skulle det ellers være endt på den måde? Hun havde aldrig været et barn, og hendes far havde virkelig prøvet, han havde forsøgt at splejse Jacques og Camryn gennem så lang tid. Skæbnen havde sine underlige veje at gå. Darlene og Azrael, havde deres mærkværdige veje at gå. Yasmya nikkede medgivende, men sendte ham dog blot et usikkert smil. ”Tydeligvis,” svarede hun kortfattet. Hun var blevet mere voksen, dog stadig så ung, hun havde meget at lærer, men for tiden var hun ikke fristet. Den glæde han satte i hende med hans ord, var en hun ikke havde oplevet i så forbandet lang tid! Han kunne give hende vinger?! De store øjne betragtede ham, som ventede hun på at han skulle afsløre, at det blot var en spøg. Hjertet hamrede, fyldte hende med forventninger. ”Det ville jeg elske, Nathaniel! Det har jeg drømt om siden.. siden de blev skåret bort!” udbrød hun, med den undertrykte jubel i stemmen. Hun klappede sig ivrigt i hænderne. ”Hvordan.. Hvornår og ja, hvil..?” hun nåede end ikke at stille alle hendes spørgsmål, hun kunne ikke vente!

[Nathaniel Diamaqima]

Så længe at Nathaniel var i stand til at bringe et smil frem på Yasmyas læber, så ville han så sandelig også gøre det. At fortælle hende hvordan han i sandhed havde det, var slet ikke noget som han ønskede at fortælle hende. Nej, hun havde brug for at høre godt nyt og det vidste han. Mange var efterhånden ved at forbinde ham med dårligt nyt, og han kunne altså godt bringe andet end det! At hun valgte at slå armene omkring ham endnu en gang, fik ham kun til at smile og slå armene omkring hende lige så. Han havde savnet hende og han havde tænkt på hende temmelig mange gange, og det var ikke engang en løgn set i hans øjne. Han var kommet denne lange vej for hendes skyld og det var ikke noget som han havde nogen intentioner om at lave om. Han vendte blikket ganske roligt mod hende. ”Når man har ramt bunden, min kære, så kan det kun gå en vej.. Og det er op,” opmuntrede han hende roligt. Han strøg hende roligt over ryggen, ganske roligt og ganske forsigtigt, for han ønskede jo heller ikke at være påtrængende eller noget i den stil. Han havde valgt at holde på hendes hemmelighed dengang det hele var gået op for ham. Han ønskede at skabe en tillid og en relation til hende, hvor det var tydeligt at hun selv gik meget op i det ærlige og den tillid og det var ikke noget som han ønskede at svigte! Han plantede et stille kys mod hendes pande. ”Det er jeg glad for at du siger. Jeg følte bare for at kigge til dig.. Jeg har været bekymret..” erkendte han ærligt, for det havde han faktisk. Han havde virkelig været bekymret for hende, for det var ikke engang fordi at det var løgn for hans vedkommende. Han blev stående og betragtede hende. Han kunne give hende vinger og det var ikke fordi at han havde sagt det i en spøg, for det kunne han da slet ikke finde på! At se hende blive direkte.. lykkelig ved tanken, var noget som kun fik smilet til at brede sig mere på hans læber, hvor han slet ikke kunne holde det lette grin tilbage. At skabe hende en form for glæde og en lykke, så han vidste han havde skænket hende noget som hun kunne bruge som et minde om ham. En ting som ville minde hende om ham når han var væk, hvilket var det som han ønskede sig. ”Rolig nu! Du minder mig virkelig om et barn på juleaften!” begyndte han morende. Han lod hånden let stryge mod hendes kind som han vendte hendes blik op mod sig. Der var vel heller ikke rigtigt nogen tvivl om at de stod hinanden meget tætte? Selvom det på ingen måder var ment som nogen negativ ting, for det var det virkelig ikke. Han nød af tanken og det at vide, at han faktisk kunne gøre noget rigtigt. ”Så snart du er klar til det, min kære.. Jeg har allerede fået det hele stablet klart og parat i Castle of Light,” sagde han roligt og med det samme stille smil på læben. På slottet kunne de gøre det i trygge omgivelser og han vidste at det hele ville gå fint for sig, for det ville blive svært og avanceret, selvom han virkelig ønskede brændende at give det til hende, for hun havde virkelig brug for noget godt i sit liv efterhånden og han vidste at han ville være i stand til at give hende det – og det ville han.

[Deleted]

Nathaniel var efterhånden kendt for ikke at bringe godt nyt. Det var ham der havde fortalt hende om hendes forældres død, det var ham der havde fortalt hende om hendes fars planer med Jacques og hendes egen far for den sags skyld. For denne ene gang, formåede han faktisk at bringe hende godt nyt. Armene hvilede omkring ham endnu engang. Hun trykkede sig ind til ham, som en lille pige der netop var blevet genforenet med hendes egen far, også selvom det langt fra var tilfældet, alligevel så havde han hendes fulde tillid, han havde trods alt været der hele hendes barndom, hjulpet hende og udvist hende den gensidige respekt. Blikket gled i. Hun nød strøgene ned over hendes ryg, det gav hende en følelse af tryghed, en følelse af ikke at være alene, ikke mindst fordi Phoebe havde meget andet at tænke på, end lige hende, hvilket hun selvfølgelig også havde respekt for, hun skulle bestemt ikke være fokus, faktisk havde hun aldrig brudt sig om den slags. Med lettere røde kinder trak hun sig en smule igen. Hun var fyldt op med glæde og iver efter de nye vinger, skulle hun være ærlig, så var hun endelig blevet befriet for de mange bekymringer hun ellers måtte være fyldt op af til dagligt. Hun nikkede stille. ”Jeg ved det,” mumlede hun en anelse skamfuld. Det var jo heller ikke meningen, at hun ville give op, men det var ikke nemt at miste alt så hurtigt, hun vidste efterhånden ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, for hun havde jo ingen omkring sig mere! Hende og Nathaniel var ganske vidst tætte, og hun var lykkelig over, at han havde valgt at tage den lange tur til Procias, men han kunne heller ikke være der hele tiden, han havde jo Liya og hans børn, hvilket i sig selv, var noget hun måtte misunde, han havde så meget at beskytte og elske. Blikket gled en anelse i ved det stille kys mod hendes pande. Lige nu kunne han næsten fremstå som en bekymret far, og den tanke kunne hun godt lide. For en periode havde Lisa og Jason været hendes forældre, de havde taget sig af hende, men efter bruddet med Jacques, var det ligeså gået i sig selv, hvilket hun direkte synes var uretfærdigt! ”Der er nok at bekymre sig om,” medgav hun med et lille smil. ”Men bryd ikke din senile knold med det, jeg klare mig,” forsøgte hun en anelse drilsk. Hun forsøgte da om ikke andet, selvom hun direkte gik med indre smerter dag ud og dag ind. Hun så på ham med samme store øjne, og hans mine afslørede ingen spøg, hvilket kun gjorde hende mere ivrig! ”Nej, det her er bedre end juleaften!” påpegede hun stædigt, for det var i den grad sandt, det var en af de største gaver, han overhovedet ville være i stand til at skænke hende! Hendes øjne blev kun større. Alt var allerede klart? Beslutsomt greb hun omkring hans hånd. ”Hvad pokker venter vi så på?! Ingen betænkningstid – kom så!” hun begyndte direkte at slæbe ham med sig mod Castle of Light. Han var alt for langsom i optrækket gamle mand! Tjept det skulle gå!

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke just kendt for at bringe godt nyt, men en gang skulle jo trods alt være den første. Han ønskede at give Yasmya noget at smile af, og det var noget som han også stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han holdt virkelig af hende og ja.. efter alt det med Marius og nu også efter alt det med Jacques, så følte han sig næsten som en.. far for hende, også fordi at han efterhånden også var ved at blive ganske familiekær efter alt det med Liya. Ja, man ændrede sig jo meget med henblik når man fandt den kvinde som man elskede, og det var han virkelig. Han lod Yasmya stå tæt ind mod ham, for selv det at hun kunne slappe af ved ham, var noget som selv lettede ham. For mange kunne han virke skræmmende, men også kun på grund af den betydning og den viden som han havde, for det var ikke altid en positiv ting. Han nikkede med et stille smil. ”Jeg er sikker på at lykken nok skal tilsmile dig endnu en gang, min pige..” endte han ganske sigende, også selvom han var ganske bestemt i sin sag, for løgn var det ikke. Yasmya havde en fantastisk personlighed, hun var en kvinde som man blot måtte holde af, for selv det gjorde han og det var ikke noget som ville forandre sig på nogen som helst måde overhovedet. At se hende direkte lyse op som havde hun været den glødende sol, var noget som direkte måtte more ham! Ikke fordi at han kunne skjule det, for det var virkelig en fantastisk tanke i det store og hele. Han slap en let latter og rystede på hovedet. Han var måske ved at være senil, men han ønskede virkelig ikke at give hende den bekymring lige nu, ikke nu hvor han faktisk havde fået hende til at se lidt mere lyst på tingene og givet hende en grund til at smile lidt igen, for det så virkelig godt ud til hende! Det var jo helt savnet at se hende smile, for det klædte hende. Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg burde måske have gemt gaven til juleaften så..” påpegede han næsten drillende. Han var jo faktisk ikke sikker på om.. han i det hele taget ville være der juleaften. Han vendte blikket mod hende endnu en gang, for det var ikke engang fordi at han kunne skjule det. At hun direkte virkede ivrig efter at få det gjort, forundrede ham nu heller ikke. At hun direkte valgte at tage omkring hans hånd og direkte endte med at rive ham med sig, var noget som direkte måtte more ham og endda rigtig meget! Han lukkede roligt hånden omkring hendes. Han kunne faktisk godt lide at se hende lidt mere oppe på dubberne, for det føles faktisk rigtig godt at se og så det at vide at det faktisk også var hans skyld at se hende så glad og munter. ”Okay Yasmya..” endte han med en sigende mine, hvor han endte med at følge hende lidt mere selvsikkert. Han måtte jo have gang i stok og det hele, for selv de gamle ben kunne have problemer med at følge med.

//Out