Resurecting the dead.

[Deleted]

Solen stod hørt på himlen denne kolde efterårs morgen. Aimey stod og kiggede ud af vinduet i sin lille hytte i Manjarno. Hun havde hytter i flere af landende hvor hun udviklede sin reachers ind i alkymiens verden. Det var alt hun havde i denne verden, Sin alkymi og hun elskede den. Det kunne der vel heller ikke være nogen tvivl om? Aimey var alene, altid alene i denne verden og det var sådan hun fortrak det. De eneste hun havde nær kontakt med var de døde som hun bragte til live for sin egen hygges skyld. Hun elskede at bringe de døde tilbage hvor efter hun så kunne eksperimentere på dem, torturere dem og så igen slå dem ihjel. Et lille smil brød over hendes læber. Hun elskede de dage hvor hun havde et lig hun kunne gøre med hvad hun ville. Hun elskede det simpelthen! Men nu måtte hun altså afsted. Hun gik over til døren hvor hende kappe hang på en knage, hun tog den over hovedet og forlod den lille hytte i ro og mag.
Selvom solen skinnede var det forholdsvis koldt nær ruinerne. Hun var gået herhen for at se om hun kunne finde knogler, fortid lævn hun kunne gøre med hvad hun ville. Endnu en gang måtte det kolde smil indfinde sig på hendes læber. Hun ville nyde endnu et lig at lege med. Hun brugte en god del tid på at lede. Der var en gang i mellem hun var heldig at finde døde i dette område, lig fra fortiden som hun kunne bruge ubetinget, og som ingen vel ville savne? Hun brugte flere timer på at lede. Solen var så stille begyndte at blive en anelse svagere og hun bandede og svovlede over at hun intet havde fundet endnu. Hun hadede at hun ikke havde fundet noget. At hun endnu ikke havde kunnet finde et lig. Hun ville så gerne lege! hun ønskede at genoplive en, pine og plage staklen og så slå personen ihjel! Var det så meget at forlange? Hun satte sig ned på en sten og surmulede da hendes blik gled hen over jorden. Hendes blik stoppede hurtigt da hun så noget af interesse. Roligt rejste hun sig og med faste skridt gik hun over og undersøgte hendes fund. Ja, denne her var perfekt! Ikke for snusket, men så heller ikke helt nyt ud. Ja dette skelet skulle hun havde med hjem. roligt begyndte hun at grabe de jordiste rester op fra jorden. Det gik forholdsvis nemt og hurtigt for hende. alle knoglerne samlede hun i en sæk hun havde haft med sig til formålet og derefter skyndte hun stil tilbage mod hendes hytte. Denne gang var hun anderledes. Hun så nærmest ophidset ud over hendes fund. Hun var en pige der kunne lide at påføre andre smerte så dette var helt og holdent som sex for hende. Dette var det eneste der kunne stille hendes lyster.

Hjemme i hytten igen havde hun fået skelettet op på hendes arbejdsbord. Hun kunne næsten ikke vente! kappen havde hun endnu en gang taget af og man kunne se hendes ansigt i det svage lys hun havde i hytten. Hun smilede, hun var ophidset og hun glædede sig så inderligt til hendes eksperiment! Hun begik sig rundt i det lille laboratorium og fandt flere lys så hun kunne se noget. Hun var nød til at have lys hvis det skulle lykket hende at genoplive dette lig. Selvom hun næsten kunne denne øvelse i hovedet så ville hun stadig gerne kunne se hændelsen med sine egne øjne og det kunne hun ikke med så lidt lys! Da hun havde fundet alle lysene og tændt dem begyndte hun igen at kigge på knoglerne igen. Hendes blik gled hele vejen op og ned af skelettet mens hun tænkte over hvordan hun skulle genoplive personen og hvad hun skulle gøre ved ham bagefter. Hun glædede sig, dette ville blive noget særligt. Hun kunne mærke det. Hun brugte meget tid på at gå rundt om bordet og nærmest kærtegne hver eneste knogle, hun granskede dem lidt for hun igen forlod bordet for at finde flere ting frem. Hun gik over til et skuffedarium og åbnede den tredje skuffe fra oven, fra skuffen tog hun en glaskrukke, en lille vial og en endnu mindre krystal. Hun smilede og gik tilbage til bordet. Det første hun gjorde var at ligge vialen og den lille krystal fra sig og vendte hele sin opmærkomhed mod krukken. En af de vigtigste ting man skulle bruge til denne procedure var et hjerte og hun havde kun for nyeligt fået fat i dette. Det var hjertet af en ung mand hun havd eslået koldblodiget ihjel til netop dette formål. Hvor hun dog elskede at bringe folk tilbage fra de døde. Det gav hende altid en vild og ubeskrivelig lyst til at bringe dem endnu mere smerte og derefter smide dem tilbage i intethenden! Der var ikke noget bedre! Han tog låget af kruggen og tog hjertet op af, det var stadig i perfekt stand da hun virkelig kun ønskede at bevare det. Gode hjerter var efterhånden ved at være sværre at få fat i. Roligt placerede hun det på den rette plads i venstre side af mandens bryst og smilede let. Nu varede det ikke længe, hun kunne næsten mærke hvor svært hun efterhånden havde ved at koncentrere sig af ren og skær ophidselse. Men hun vidste at hun måtte tage sig sammen og hun tog en dyb indånding og rækte over efter den lille Vial og den ennu mindre krystal. Krystallen var stor nok til at indholde en sjæl og det var den den skulle bruges til. Til mandens sjæl. Hun placerede den lille krystal i flasken og stilte den lige ved siden af mandens hovede. Alt var klart, nu skulle han bare vækkes. Hun tog et par dybe indåndinger endnu en gang for at få ro på sig selv og sin krop. Hun skulle virkelig være koncentreret for at dette ville blive godt! Hendes hænder placerede hun over brystkassen og den anden over mandens pande og derefter begyndte hun blot at chante. "Exorcizo te, omnis spiritus immunde, in nomine Dei Patris omnipotentis, et in noimine Jesu Christi Filii ejus, Domini et Judicis nostri, et in virtute Spiritus Sancti, ut descedas ab hoc plasmate Dei, quod Dominus noster ad templum sanctum suum vocare dignatus est, ut fiat templum Dei vivi, et Spiritus Sanctus habitet in eo. Per eumdem Christum Dominum nostrum, qui venturus est judicare vivos et mortuos, et saeculum per ignem" Mumlede hun roligt for sig selv og hendes øjne blev kulsorte. Man kunne se anstrengelsen på hende allerede nu, det var noget som tog hårdt på hende og vel også på en hver anden som måtte give sig i kast med denne øvelse? Blodårene på hendes hals, ja selv i hendes ansigt blev mere fremtrædende mens hun bare gentog og gentog remsen. Det virkede stille og roligt. Hun kunne se hvordan kødet fandt tilbage på knoglerne som lå foran hende, hun kunne se hvor dan musklerne formede sig på kroppen endnu en gang. Hun nåede lige at få et glimet af hjertet som taktfast begyndte at slå i brystet igen. Hun smilede endnu en gang og tvang sig selv til at holde focus endnu en gang. "Exorcizo te, omnis spiritus immunde, in nomine Dei Patris omnipotentis, et in noimine Jesu Christi Filii ejus, Domini et Judicis nostri, et in virtute Spiritus Sancti, ut descedas ab hoc plasmate Dei, quod Dominus noster ad templum sanctum suum vocare dignatus est, ut fiat templum Dei vivi, et Spiritus Sanctus habitet in eo. Per eumdem Christum Dominum nostrum, qui venturus est judicare vivos et mortuos, et saeculum per ignem." Gentog hun igen og igen mens kroppen formede sig, huden dukkede frem sammen med håret på kroppen. Hendes blik vendte ned mod Vialen med krystallen i, den var fyldt og roligt rjernede hun hånden fra hans pande og tog fat i vialen. Sjælen som var fanget i krystallen hældte hun roligt up på hans bryst hvorefter selve krystallen næsten svævede inden den blev et med kroppen og åndedrættet fulgte lige efter. Han var i live, Hun smilede og faldt roligt på knæ ved siden af bordet. Hun var noget så udmattet men dette var jo også en svær opgave så var det så underligt at hun var helt udmattet nu? Det var det vel ikke. Med en hånd holdt hun roligt fast i bordet mens hun selv trakt vejret i hårde stød. Denne proces var noget så udmattende men samtidig også utrolig tilfredsstillende!



//Ved godt at det latin jeg har taget er en rigtig chante og ikke noget jeg selv har fundet på men vi har vel alle brug for noget djævle udrivelse eller noget xD//

[Deleted]

Det sidste som Maurus kunne huske, var hans aften med Eniqa, tårer trillende ned af kinderne, at have hende tæt på sig, at mærke hende som var de et og så.. det hele var gået i mørke. Blodet som fossede af hans håndled, at han havde skænket hende de store ord og så var det hele endt fuldkommen i mørke, idet at han var gået døden i møde. Dette havde været hans hvilested igennem de sidste frygtelig mange år. Ikke fordi at han direkte havde troen på at nogen savnede ham. Cayenne var væk, han havde mistet Eniqa til Matthew – igen! Og nu hvor han måtte ligge her i ruinerne, som tydeligt også var blevet hans sted til hvile, efter at han var fundet på kroen og de så havde valgt at smide ham ud. De sidste ord var det sidste som han havde skænket til Eniqa inden at han havde ladet hende skære håndleddene over, så blodet kunne fosse. Det havde været en ekstrem smertefuld, men alligevel frygtelig hurtig død – heldigvis set i hans øjne.
At blive vækket var noget som direkte drev ham voldsomt ud af den hvile som han måtte ligge i og det var bestemt heller ikke fordi at det var direkte behageligt. Den umådelige trang til at trække vejret og det at slå øjnene op var noget af det som tydeligt havde sat sig i hans krop og sind, idet at kroppen måtte danne sig lige så intakt som den havde været i sekunderne før hans død. Kroppen begyndte at dirre, idet at sjælen måtte finde sin plads i ham, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan kroppen virkelig måtte arbejde på højtryk, som om at han havde holdt vejret i evigheder! Ubehaget var noget af det som ramte ham som det første, idet at han prøvede at få vejret, selvom det var svært nok i sig selv, at få lungerne i gang bare sådan uden videre, selvom det var noget som han virkelig måtte prøve på, selvom det bare ikke så ud som om at det fungerede som han ville det. Han prøvede at hæve armene, også selvom hans krop føles tung som havde den været bly, for det var virkelig intenst! Han gispede tydeligt efter vejret, hans krop kæmpede for at komme i gang og det samme gjorde hans hjerte i hvert fald også! Hans sjæl kunne huske. Det sidste som han havde set; Eniqa.. Kniven.. kysset og så.. intet. Det hele var væk som det aldrig havde været før, så selvfølgelig var det også noget som betød forbandet meget for ham selv, for han vågnede op i en direkte panik! Tårerne samlede sig i hans øjne, idet han halvt om halvt fik kontrollen over hans vejrtrækning, hvilket var noget som fik hans krop til at ryste. Han var virkelig, virkelig kold!

[Deleted]

Aimey var udmattet, det var virkelig hårdt at dringe folk tilbage fra de døde men hun nød det nu en gang. Hun elskede at hun havde kontrollen, at hun kunne lege med deres liv så vel som deres død. Ingen var i sikkerhed hvis hun ønskede at genoplive en til hendes små lege. Det kolde gulv begyndte at gøre ondt mod hendes knæ og hun fik kæmpet sig på benene igen. En hånd kørte hun roligt igennem det krøllede hår mens hun betraktede sit mesterværk. Han var nøgen og hun kunne da tydeligt se at han frøs. Han rystede jo som et espeløv. roligt lænede hun sig ind over ham og tørrede tårerne væk. "Ikke græde min lille skat. Jeg lover dig at det nok skal ende igen." hviskede hun næsten kærligt men det var så tydeligt at falsk følelse for hende. Hun kendte ikke til kærlighed, hun ville heller ikke kende til den. den var ussel og ikke noget hun skulle indblandes i. "Men indtil da..... er du min!" hun begyndte en kold og kynisk latter mens hun endnu en gang trak sig væk fra ham. Han var hendes, han tilhørte hende og hun skulle nok få det meste ud af ham. Hun kunne jo bruge ham til mange ting! Roligt lagde hun en hånd mod hans brystkasse og begyndte at nusse den lidt med hendes spidse negle. Hun vidste at han skulle hvile lidt før han var helt frisk og indtil da måtte hun være sød. Ikke noget hun havde den vilde lyst til men hun var nødsaget. Ellers kunne hun ikke lege så længe!

[Deleted]

Maurus var virkelig helt rundt på gulvet. Hvem eller hvad denne kvinde måtte være, var ikke noget som han var sikker på, men det var noget som bestemt heller ikke gjorde det nemmere for ham på denne måde. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, idet at han prøvede at genvinde sit gamle fokus, selvom det bare ikke så ud til at gå for hans vedkommende. Et sted så var det jo selvfølgelig en tanke som virkelig måtte være direkte frustrerende for ham, for han kunne virkelig ikke finde hverken hoved eller hale i noget som helst af det som skete omkring ham, så selvfølgelig var det noget som betød ekstremt meget også for hans eget vedkommende. Det sidste som han havde oplevet var at ligge og sove i sin egen seng og nu var det bare ikke sådan at det måtte forholde sig. Et sted så var det selvfølgelig noget som virkelig måtte frustrere ham som bare pokker, hvilket han nu heller ikke kunne gøre noget ved, om det var noget som man så ville det eller ikke. Hånden som lagde sig mod hans kind, var noget som næsten gav ham et chok, hvilket fik ham til at vende de isblå øjne direkte mod hende. Han rystede stadig og han kunne ikke finde varmen på noget tidspunkt, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde en hel del for hans vedkommende. Han åbnede munden som han prøvede at sige noget, men han havde ingen stemme og han havde det virkelig bare helt af helvede til, så det var bestemt heller ikke noget so måtte sige så lidt. Hånden som lagde sig mod hans bryst var virkelig brændende i forhold til hans iskolde krop. At han lå der i det rene ingenting, var nu heller ikke noget som han tog sig af som sådan. Ikke fordi at han direkte kunne gøre noget ved det, var det? ”E-E..En..” Han tav endnu en gang. Han var hæs og så meget at der endda ikke kom så meget som en eneste lyd fra ham. Han gispede let som han prøvede at trække vejret. Det var virkelig ikke nemt!

[Deleted]

Aimey stod bare og betraktede ham med et blidt og roligt smil. Hun kunne virkelig ikke andet selvom dette bare ikke var følelser hun følte overhovedet! Hun var blevet god til at spille på det at være sød, i hvert fald for en stund og når hun havde brug for det. Hun vidste hvor hårdt det måtte være for ham, hvor svært det at komme tilbage til livet nu en gang måtte være men et sted var hun helt og holdent ligeglad. Han var hendes og hun kunne gøre med ham hvad hun ville. Hun var den som havde magten og det i sig selv var en tanke der gjorde hende usandynelig godt.
Hånden som hun holdte på hans bryst begyndte langsomt a blive kold selvom dette ikke var noget som rørte hende. Kulde havde hun nu aldrig frygtet det mindste. Hun måtte dog til at indse at hun jo nok var nød til at finde et tæppe til manden med mindre hun vile have at han skulle fryse ihjel inden hun kunne lege med ham for det ville da være noget af en skam! Roligt løfted hun sin hånd og forsvandt kort ud af rummet, blot for at komme tilbage med et tæppe. Roligt lagde hun det over ham mens hun hørte at han prøvede at tale. De brune øjne fandt hurtigt hans ansigt og de var så kolde som isen om vinteren. "En hvad?" spurgte hun roligt men hun var ikke rolig. Hvad pokker ønskede han af hende? Hun havde da skænket ham livet, han burde da være hende evigt taknemmelig. Hun fnøs kort uden at fjerne blikket fra ham. Utaknemmelige skarn!

[Deleted]

Maurus kunne virkelig ikke finde ud af noget som helst, for intet ved dette lokale var noget som han havde set før. Han havde svært ved at genvinde fokus på nogen som helst måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hvem denne kvinde var, så var det bestemt ikke Cayenne eller Eniqa, hvilket var noget som stak ham i hjertet. Umiddelbart så gik han næsten ud fra at Cayenne stadig var væk og Eniqa sammen med Matthew, hvilket var noget som gjorde ondt. Eniqa havde ganske rigtigt været en erstatning for hans vedkommende, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til for lige i øjeblikket, så kunne han virkelig ikke gøre for det, for han kunne ikke sige noget som helst!
Tæppet som hun lagde omkring ham, var noget som et sted gjorde ham glad, hvor han stadig fortsatte med at samle sig. Han prøvede at trække hænderne til sig, også selvom han virkelig var stiv i mere eller mindre hele kroppen! Han havde jo ligget stille i det som måtte være årevis! Han bed sig let i læben, hvor han sank klumpen i halsen, selvom det alene faktisk var noget som måtte gøre ondt. Ikke fordi at han sagde noget til det. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod hende. Tårerne var stadig i hans blik, selvom de ikke faldt. Han ønskede det ikke! Han trak vejret dybt og uden at skulle tage blikket fra hende på nogen som helst måde overhovedet. ”E-En.. Eniqa..” endte han dæmpet, også selvom det virkelig kostede energi at få det frem i det hele taget. Hvem denne kvinde var, så var det bestemt heller ikke en som han kendte! Blikket gled stille ned mod hans håndled. Der var ingen mærker.. Var han i live? Det var også først nu for alvor at den tanke måtte gå op for ham.

[Deleted]

Aimey havde ingen ide om hvem denne mand var eller hvad hans liv havde betydet for ham, hvem han havde været sammen med og et sted var hun også ret så ligeglad. Han var der udelukkende for hendes underholdnings skyld og det var en tanke som et sted varmede hende en smule. Tæppet puttede hun godt om ham sådan så han kunne få varmen noget hurtigere. Hun ønskede bare at han kunne komme på benene igen sådan så hun kunne begynde at lege! Hun elskede tortur og det ville være noget af det første som han skulle opleve. Hun havde allerede besluttet sig for det. hun vidste allerede hvordan hun skulle gøre for at få ham til at lide mest muligt! Hun smilede roligt. Han nævnte et navn for hende og hovedet søgt en anelse på skrå. "Pfft. Eniqa? Hvad er det dog for en navn. Var det din lille kæreste mens du var i live?" spurgte hun hånligt og lænede sig indover ham igen og kiggede ind i hans tårefyldte øjne. "Kærlighed er en myte. Du er alene. Den eneste i denne verden du har lige nu er mig og jeg kan godt love dig for at dine timer her ikke bliver behagelige men absolut og helt og aldeles kun for min nydelse." hviskede hun til ham. Igen lagde hun hånde mod hans kind før hun blid lod hendes læber være lige ved hans øre. "Du er alene. De har forladt dig" hun kunne ikke lade være. Hun nød virkelig bare at skulle være sådan ved andre mennesker. Det gjorde hende helt glad.

[Deleted]

Hvorfor han var revet ud af den evige hvile, var noget som gjorde Maurus usikker, for det var slet ikke noget som han kunne forstå. Han havde aldrig bedt om dette. Han havde endda bedt Eniqa om at ende hans liv, også fordi at han ikke magtede det liv som han havde haft. Det eneste som han havde gjort ,var at miste.. og det var igen og igen at det var sket, så selvfølgelig var det noget som påvirkede ham! Kvinden overfor ham i denne stund var fuldkommen ukendt for ham og det var noget som kun gjorde ham direkte usikker, for han havde ikke bedt om noget lignende af dette, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed sig kraftigt i læben og vendte blikket mod hende. Eniqa var den sidste som havde set ham i live, så det var vel heller ikke helt underligt at han spurgte efter hende? At kærlighed var en myte var noget som han næsten kunne give hende ret i. Han havde kun følt sorg på grund af det! At hun havde noget med ham at gøre var noget som han tydeligt kunne føle og fornemme på hende. Hånden mod hans kind, fik ham let til at lukke øjnene. Det var virkelig lang tid siden at nogen i det hele taget havde lagt hånden på ham på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! ”H-hvad er d-det du v-vil m-mig..?” spurgte han med en dæmpet stemme og tydelig hæs som han vendte sig mod hende. At han var alene var noget som skar ham i hjertet, også selvom.. ja, det kunne vel heller ikke komme direkte bag på ham, kunne det?

[Deleted]

Aimey kunne ikke andet end blot at betrakte ham. Han var da virkelig en fantastisk eksemplar. Han ville da blive virkelig dejlig at lege med. Roligt måtte hun bare smile til ham da han han spurgte hvad hun ville ham. Hun ville ham meget, usandsynelig meget! Hun grinede og rystede på hovedet. "Jamn du er da mit nyeste legetøj. Jeg skal bruge dig til at styrre mine lyster, du vil blive tortureret, pint og plaget og hvis jeg kunne ville jeg finde dnene Eniqa og slå hende ihjel for øjnene af dig blot for at se en reaktion. Men Du er nok sjov i dig selv er jeg sikker på" hun rejste sig igen og gik over til den ene væg i hytten. Hun tog den stol som stod op af væggen og gik tilbage til bordet med Maurus på. Det var altid individuelt hvor hurtigt folk kom på benene igen efter denne genoplivning og hun ville bare sidde lige der og vente på ham lige indtil da. Det kunne der vel heller ikke være nogen tvivl om. De brune øjne hvilede på ham mens hun blot afventede hans krop blive normal igen. "Du tilhøre mig nu. Du er min underholdning, min slave. Du vil gøre som jeg siger og det vil blive meget smertefuldt for dig. Du ligner en der kan klare meget så derfor vil jeg også lade dig gennemgå meget" forklarede hun roligt og begyndte at vippe let på sin stol.

[Deleted]

At Maurus var blevet vækket for andres lysters skyld, var noget som et sted gjorde ham vred, for det var slet ikke noget som han havde bedt om nogensinde! Han vendte blikket direkte mod hende. Han var stadig ligbleg og iskold, men tæppet hjalp ham da en smule om ikke andet, så det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes ord fik hans pupiller til at trække sig sammen. Meget havde han været igennem i løbet af hans liv, men intet som dette og det var bestemt heller ikke noget som han måtte se på som retfærdigt på nogen måde! Han bed sig endnu en gang i læben, idet han prøvede at få de resterende af hans rigtig mange led til at knække ordentligt tilbage på plads, bare for at have lidt bevægelsesfrihed uden at det skulle gøre alt for ondt, idet han vendte blikket mod hende. Han endte stille med at ryste på hovedet, selvom det virkelig heller ikke var særlig nemt for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet og indædt. ”D-det kan d-du i-ikke..” endte han med en yderst dæmpet stemme. Det var virkelig ikke fair! Han havde jo ikke gjort hende noget, så hvorfor skulle han rende rundt og være andres legetøj?! Måske at han havde været igennem meget, måske at han ikke var så psykisk stærk som sin egen bror, men han kunne i den grad godt klare meget, for det havde han gjort stort set igennem hele hans lange liv! Han prøvede stille at sætte sig op, også selvom det knækkede hele vejen op i ryggen, hvilket var noget som fik et halvkvalt skrig over hans læber. Han skulle ud og det skulle være nu!

[Deleted]

Det var tydeligt at han var vred. En ting som faktisk måtte overraske Aimey noget så meget! Det fleste plejede at blive bange, frygte hende men ikke ham her. Hun smilede roligt. Dette ville blive en yderst interessant leg. Roligt betraktede hun ham men hendes smil måtte dog falme da han sagde at hun ikke kunne gøre det. Hendes øjne blev helt mørke og kolde. Roligt rejste hun sig op og greb fat om hans hals. hendes øjne var næsten kulsorte og neglene borrede sig ind i hans hud. "Jeg kan gøre hvad der passer mig! Du tilhøre mig, jeg gav dig livet igen. Du har ikke valget at nægte!" Hvæsede hun af ham før hun slap ham igen og prøvede at få styr på sig selv. Hun var virkelig vred! Hvordan kunne han tillade sig at sige sådan til hende? Havde hun ikke givet ham livet igen? Havde hun ikke bragt ham tilbage og dette var takken? Komplet ulydighed? hun kunne virkelig ikke tro det. "Du tilhøre mig! er det forstået?" hendes stemme var isende kold og dirrede af vrede. Hun krævede virkelig lydighed. Og det var en ting hun ikke ville slekke på!

[Deleted]

For Maurus’ vedkommende, så var der selv grænser for hvad han måtte finde sig i. For det første, så var denne kvinde fuldkommen fremmed for ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Nok var han vant til så meget igennem hans liv, det var heller ikke fordi at han havde gjort andet end at leve i sin broders skygge, blive nedgjort, udnyttet og had andet og det var ikke fordi at han gjorde noget som helst ved det, for han.. fandt sig vel bare i det? Hendes greb omkring hans hals, idet at hun tvang ham direkte ned at ligge igen, var noget som direkte tvang ham til at vende blikket mod hende. Han kneb øjnene direkte trodsigt sammen, idet han blev lagt ned igen. Vreden gjorde ham hidsig og det varmede mere eller mindre kroppen op på en mærkværdig måde som han ikke rigtigt kunne skjule på nogen som helst måde overhovedet. ”L-lad mig gå!” vrissede han direkte, som han vendte de isblå øjne direkte mod hende og denne gang, så var det ham som var trodsigt. Han endte med at gribe direkte ud efter hendes håndled, også selvom han knapt nok var i stand til at holde fast, for han kunne knapt nok gøre brug af sine fingre! Han havde aldrig nogensinde bedt om et liv som en tjener, en slave eller et stykke legetøj, selv det var noget som måtte ligge under hans værdighed og det var ikke noget som han ville finde sig i!