Heey Bro...

[michael]

Det dræbende slag havde været ret så smerte fuldt, mere end man faktisk lige kunne tænke sig da han ikke var død med det samme, han havde stadig haft kræfter nok til at slå sin modstander ihjel, før han selv var død. Michael kunne ikke lade være med at grine over det hun sagde, hvorfor vidste han ikke helt selv, det virkede et eller andet sted bare så komisk i den sammenhæng som de snakkede om lige nu ”tja så blev din samling jo bare det større” sagde han med et skuldertræk. Han tvivlede ikke på at hun havde fået ar i sit lev, det havde alle der havde trænet med et sværd i hånden, og endnu mere dem som brugte dem i kamp. Michael havde selv en del ar, det var ikke mange og det var langt fra alle der var store nok til at man ville kunne se dem ret nemt, men de var der. Han lagde hovedet let på skrå ved hendes ord og rystede bare lidt på hovedet ”Det er ikke helt sandt, jeg fortalte dig jo hvem jeg var, så du vidste det godt, at du ikke troede på mig er noget helt andet. Næste gang? Og tror du virkelig du vil vinde?” Han kunne ikke lade være med at grine. Han vidste godt nok ikke hvilken form for kamp hun havde i tankerne, men han var helt sikker på at hun ville tabe den endnu engang, han havde langt mere erfaring inden for kamp end hun havde, så der var ingen tvivl at spore hos ham. ”Jeg er skam bare nysgerrig efter at se hvad du dog kan havde planlagt” sagde han med et skuldertræk. Det var tydeligt at se på Valencia at hun morede sig over at han fjernede hendes sværd så let fra hende, og at hun ikke gjorde eller sagde noget da han smed det væk fra ham undrede ham endnu mere. Efter deres kys stod Michael bare og kiggede undrende på hende, og uden at tænke over det, førte han kort hånden op til sine læber, han fjernede den dog hurtigt igen da hun sagde noget. ”Det kan godt være at jeg burde, men jeg ved ikke om det er det jeg vil lige nu. Jeg er forvirret” sagde han helt ærligt og betragtede hende længe. Da hun trådte frem, lagde sine lænder mod hans bryst og til sidst lod sine læber strejfe hans holdt han igen hovedet i ro lidt, før han så skubbede hende tilbage og pressede hende op af muren igen, denne gang var der bare ingen hænder der pressede hende ind, denne gang var det nærmere hans krop mens han kiggede ind i hendes øjne ”Hvad har du gang i?” spurgte han forsat undrende han kunne virkelig ikke finde ud af hvad der foregik, det havde været hans første kys nogensinde, så han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, og når det så kom fra en kvinde hvis race var hans største fjende så var han endnu mere i vildrede.

[Deleted]

Hendes samling blev større? ”Ellers tak, jeg er tilfreds med dem jeg har nu og medmindre det er nødvendigt så vil jeg ikke have flere” med nødvendigt mente hun selvfølgelig påtvunget, for under en kamp var intet af den slags ønskede, alligevel fik man skader til højre og venstre, i hvert fald hvis modstanderen ellers kunne få et slag igennem. Han fortsatte og hun smilede skævt ”Ja det gjorde du godt nok, men hvis jeg fortalte dig at jeg var Gud ville du jo næppe tro på mig… sådan er det med dig… du burde slet ikke leve” svarede hun med et fnys. Hun strøg kort hånden gennem håret og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. ”Men ja, jeg tror virkelig jeg vil vinde… og når vi kommer dertil vil du finde ud af hvorfor” svarede hun og lød ret udfordrende. Hun fugtede svagt sine læber med tungespidsen og smilede muntert da han fortsatte ”Tålmodighed min kære.. du vil tidsnok finde ud af det” sagde hun lettere ironisk. Ja hvorfor skulle hun ikke morer sig når det var lige hvad hun ønskede. hun havde nemlig ikke haft i sinde at bruge sit sværd til denne kamp, og heller ikke andre våben.. eller rettere, jo en men den kunne hun nærmest ikke kaste fra sig og han kunne ikke tage den fra hende. hun bemærkede hvordan han strøg sine læber ganske svagt, hendes kys havde vidst gjort noget ved ham, godt! så var det i hvert fald ikke kun hende der havde det sådan. På den anden side vidste hun ikke at hun lige havde givet ham hans første kys. Hans svar fik hende til at se forundret på ham, okay det her var ikke lige det svar hun havde forventede, hun havde forventede han vil smide hende ud uden kommentar overhovedet. ”Forvirret?” gentog hun ikke helt så spørgende som det lød. Igen stod han stille, han hverken gengældte hendes kys eller skubbede hende væk fra sig. hans reaktion var ikke den form hun var van til, men han havde vidst også mere hjerne end alle de mænd hun havde været sammen med i sit liv. Pludselig blev hun igen skubbede op ad væggen, hans bryst blev pressede mod hendes således at hun kunne fornemme hans varme hud så tæt mod sin egen kun svagt lune. Han gentog sit spørgsmål fra før og uden at fjerne blikket fra hans svarede hun roligt ”Følg dit hjerte, så vil du finde ud af det” svarede hun ganske roligt. Hendes egen hjerte hamrede vildt i hendes bryst, af spænding, af den elektriske luft som de var omgivet af, hun nød det men alligevel følte hun sig forvirret selvom hun skjulte det godt. Hendes hænder strøg op langs hans arm og standsede på hans skuldrer. De burde være hinandens værste fjender, det var de et eller andet sted også men lige nu var det slet ikke den tanke der strejfede hende. ”Gør noget” hviskede hun svagt, forsigtigt, nænsomt. Hun virkede ret skrøbelig, en almindelig kvinde, ikke den vilde kvinde som han havde set i kamp.

[michael]

Michael gjorde sit bedste for at virke lidt ligeglad med hendes kommentar, om at hun var tilfreds med de hun havde, men han kunne af en eller anden grund ikke lade være med at grine over det. ”Så må vi jo bare håbe at det ikke bliver nødvendigt for dig at få flere, det ville jo næsten være en skam” sagde han med et skævt smil. Det var som om det var faldet ind i den samme flirt som de havde startet i slutningen af kampen, og som de også havde haft et kort øjeblik her, eller sådan virkede det hvert fald på ham. Michael kunne ikke lade være med at grine da hun sagde at hun kunne have sagt at hun var gud ”Tja det har du fuldkommen ret i. så skal du jo bare være glad for at mit bevis ikke slog dig helt ihjel” Han vidste godt at han slet ikke burde være i live, og han havde længe undret sig over netop hvorfor det var at han var kommet tilbage til livet, det var ikke fordi han kunne gøre så frygtelig meget sådan som tingene gik lige nu. Han lagde hovedet lidt på skrå da han hørte hendes selvsikre men samtidig udfordrende svar, og sådan stod han lidt før han begyndte at grine og rystede så lidt på hovedet af hende ”Det kommer vi jo så til at se om du har ret” sagde han med et ryst på hovedet. Han valgte bare at grine af det næste hun sagde før han lagde hovedet lidt på skrå og bare betragtede hende. Sådan som det gik lige nu, kunne han slet ikke finde ud af hvad der foregik. Havde hun stukket en kniv eller et sværd i ham, eller på anden måde prøvet at såre ham fysisk og derved starte en kamp ville han have vidst hvad han skulle gøre, men lige dette de gjorde lige nu gav for ham ingen mening, normalt ville han slet ikke være så rolig omkring hende som han var netop nu. Da hun så forundret på hende kiggede han ligeledes forundret tilbage på hende, der var virkelig noget her der ikke stemte overens med hans overbevisninger, og det var noget der virkelig fangede ham på det forkerte ben. Han havde levet i 45.000 år før han var død, og da havde han endnu ikke oplevet noget ligende. Men nu havde han kun været i live i nogle få måneder, og nu stod han over for et sådan problem han ikke kunne takle. Han kiggede ind i hendes øjne et øjeblik da de stod tæt på hinanden, det var en underlig men utrolig dejlig følelse der skød gennem ham som hans krop rørte hende, og det at han kunne mærke hendes hjertebanken og hendes varme. ”Normalt ville jeg gøre det, men lige nu kan jeg ikke forstå det” det var selvfølgelig ikke sådan ment at hans hjerte rent faktisk talte til ham, men han mente mere det at det hans hjerte ville forvirrede ham. Han fik en behagelig kuldegysning da han mærkede hendes hænder der strøg op langs hans arme og han nød følelsen de gav da de lå stille på hans skuldre. Da hun hviskede gør noget, kiggede han først undrende på hende, men så var det som om at hans hjerne helt slog fra, han trykkede sig tættere ind til hende, og denne gang var det hans læber der ramte hendes i et forsigtigt kys, som han dog hurtigt brød da hans hjerne fik overtaget igen, Han stod længe bare og kiggede ind i hendes øjne efter kysset, og selvom han gerne ville flytte sig væk fra hende så kunne han ikke.

[Deleted]

”Jeg er sikker på at jeg ikke får nogen lige foreløbigt, medmindre du pludselig får lyst til at snitte i mig” svarede hun. Var det en lille indrømmelse af hans styrke i forhold til hendes? ja det var det vel, for hun sagde jo at hvis han fik lyst til at dræbe hende, eller skade hende på en anden måde så kunne hun ikke rigtigt stoppe ham, og derfor havde han frit leje til det. måske var det ikke klogt at sige det, men på den anden side, de vidste det jo begge to så hvilke skade ville der være hvis hun sagde det højt? Ingen! Hun ville bare vise at hun ikke var dum og troede at hun kunne overvinde ham, for det kunne hun ikke. han var meget gammel i forhold til hende i alder, og han havde en del mere fysisk styrke og erfaring end hende, det havde hun måtte indse så snart hun havde troede på hvem, han var. Hun valgte ikke at svar på det næste han sagde, ja hvad skulle hun sige, i stedet for smilede hun blot et skævt smil. Hun lo af det andet ”Det har jeg, og det vil du snarest se” svarede hun drillende og blinkede kækt til ham. Der var en grund til at hun ikke var gået i kamp mod ham igen, og det var at hun jo havde indset at hun ikke kunne besejre ham med fysisk styrke eller kampteknik, derfor måtte hun bruge noget andet, nemlig kvindelig charme og list. Desværre forstod hun bare ikke selv hvad der skete for noget skete der, inden i hende, noget hun ikke kunne beskrive med ord, noget hun vidste ville få fatale konsekvenser for hendes fremtidig liv. Hun burde stoppe det, men i stedet for beder hun ham om at gå videre, gøre noget, hvor dumt! Da hun bad ham følge sit hjerte fik hun et svar, hans svar fik hendes blik til at fange hans – som om det ikke havde ligget der hele tiden – og nærmest smilede opmuntrende til ham ”Så er vi to” hviskede hun svagt til svar. Pludselig var hendes stemme bare en hvisken, hun kunne ikke rigtigt bruge stemmen i sin fulde styrke, hvorfor vidste hun ikke. Hendes hjerte slog voldsommere mod hendes bryst, og hun fornemmede hvordan hans eget hjerte slog mod hans bryst. Hun bemærkede hans kuldegysning da hendes hænder strøg op langs hans arme, dette fik hende til at smile svagt. Hendes sidste ord fik ham til at se undrende på hende men hun sagde intet yderligere, så blot afventende på ham. Der gik kun nogle få sølle sekunder og så trykkede han sine læber mod hendes. Hun havde håbede på dette opdagede hun nu, men hun havde forventede han ville smide hende ud af værelset. Hun gengældte svagt kysset, blidt, forsigtigt, hendes hjerte sprang et ekstra slag over hvilket han sikkert. Han brød kysset alt for hurtigt og hun sukkede. Han flyttede sig ikke og uden at tænke over det lod hun panden hvile mod hans nøgne bryst mens hun forsøgte at fås tyr på sin puls. Det her var for meget! hvad skete der med hende!?

[michael]

Michael smilte drilsk til Valencia ved hendes ord ”Det ved man aldrig om jeg ville få lyst til sådan lige pludselig, men jeg mener dog at det ville være en skam” Netop som Michael sagde dette kunne han ikke lade være med at lade sine egne hænder glide langs hendes arme uden at skubbe hendes hænder væk fra hans skuldre. Han vidste virkelig ikke hvad der gik af ham lige nu, men han ville bare rører ved hende og være tæt på hende, at det var langt ude. At hun havde hentydet til at han sagtens kunne slå hende ihjel hvis han ville havde han ikke rigtig lagt mærke til, han tanker var et helt andet sted, nemlig på den følelse som der var mellem dem lige nu, det virkede virkelig underligt. Han lagde hovedet let på skrå ved hendes ord og kunne ikke lade være med at grine af dem ”Jamen det vil jeg så glæde mig til at se.” sagde han og smilte flabet til hende. Han ville virkelig gerne vide hvad slags kamp hun regnede med at hun kunne vinde over ham i, og hvilken slags taktik hun ville bruge for at vinde over ham. For de vidste begge at hvis det blev en kamp om råstyrke og kampteknik ville han vinde uden problemer det havde han jo bevidst engang før. Da hun gav sit hviskende svar til ham brød et varmt smil frem på hans læber, han vidste ikke hvorfor, eller hvordan hendes ord havde påvirket ham på den måde, det gjorde de bare. Han stod længe og betragtede hende da hun havde lagt sin pande mod hans bryst, og han rørte sig ikke på noget tidspunkt, han stod der bare som en søjle. Efter lidt tid blev han fik han dog nogenlunde kontrol over sig selv, og han gav slip på Valencia og gik over til døren, men det var ikke for at smide hende ud, ikke denne gang. Da han kom over til den åbne døre, lukkede han den endnu engang og låste den, før han gik over til Valencia, og selv hvis man spurgte ham i fremtiden hvad der fik ham til at gøre netop det, ville han ikke kunne svare, ej heller ville han kunne fortælle hvad der fik ham til at gøre det næste han gjorde. Han lagde blidt sin hånd under hendes hage og løftede derved hendes ansigt lidt så de kiggede ind i hinandens øjne, og derefter kyssede han hende igen på munden, denne gang var det ikke prøvende og forsigtigt som sidst, denne gang var det langt mere beslutsomt. Han slap kysset da der var gået et stykke tid hvorefter han kiggede ind i hendes øjne med et skævt smil. Han fandt det hele latterligt for få dage siden havde de haft en kamp på liv og død og nu, nu kyssede de hinanden.

[Deleted]

Valencia hævede det ene bryn, stod han der og sagde at det ville være en skam at snitte i hende? det gjorde han vidst. Ordene var måske ikke betydningsfulde i sig selv men det der lå bagved gav hende et kick til at gå videre, han havde nemlig lige hentydet til at hun havde en flot krop som man ikke skulle snitte i. Sådan ville enhver kvinde i hvert fald forstå det. ”Jamen tak” svarede hun, hvad hun helt præcis takkede ham for kunne man komme til at tvivle på, men hun vidste hvad hun takkede ham for, og for hendes vedkommende var det sagt i al ironi. Ved hans næste svar smilede hun blot uden at svar, han ville nok komme til at nyde hendes form for kampe, det var langt mere spændende end hans metoder. Hans hænder gled op langs hendes arme, hans hud rørte ved hendes og det i sig selv var en del. Han stod stille, lod hende om at få styr på sig selv mens han også selv fik styr på sig selv. Få sekunder efter flyttede han sig og ud af øjenkrogen kunne hun se at han var på vej hen imod døre. Havde han i sinde at smide hende ud? Måske.. nej for han lukkede døren. Med en rolig bevægelse løsnede hun atter kappen så den faldt om benene på hende og hun skubbede den væk, den var ikke spor nyttig når man havde det så varmt som hun pludselig havde fået det. Han stod atter foran hende, denne gang vippede han hendes hoved op så deres blikke mødtes. Hendes var roligt dog havde hun en underlig fornemmelse i maven. Hun nåede ikke at tænke over fornemmelsen for hans ansigt var pludselig helt tæt på og deres læber mødtes igen. Hun gengældte kysset, det kys da denne gang var mere beslutsomt end tøvende eller prøvende som den havde været før. kysset varede i noget tid og blev brudt da han endelig lod det ske, hendes blik hvilede roligt på ham da det blev brudt, hendes hænder hvilede på hans bryst. Forsigtigt gled den ene op og strejfede hans kind.

[michael]

Michael ignorerede hendes hævede bryn, han stod ved hvad han havde sagt, men det var trods alt ikke ens betydende med at han ikke ville gøre det hvis det blev nødvendigt for ham, for han var ikke så nem at fange i en fælde som så mange andre mænd var, det mente han da hvert fald ikke selv, da han havde været god til at holde sig for at blive fristet igennem hele sit sidste liv, men om han kunne lade være nu var noget helt andet. Da hun takkede ham svarede han hende ikke, mest fordi at han kunne fange ironien i hendes ord, det ville virkelig været dumt hvis han havde valgt at svare på det. Da hun bare smilede af hans svar, blev han en smule usikker på hvad hun mente, han vidste ikke om han turde stole på hende, men samtidig var der en del af ham, som bare ville være sammen med hende nu, og hvis de forsatte sådan som de gjorde nu, ville det nok vise sig at være det sidste der ville vinde denne kamp, og så ville han nok falde i med begge ben. Da hun lod sin kappe falde af igen betragtede han hende roligt, det var lidt som om at de lige nu bare prøvede hinandens grænser af, men samtidig var der noget imellem dem som der måske havde været der siden deres kamp? Det var måske det havde fået ham til at lade hende forblive i live, i stedet for at lade hende dø. Michael nød kysset så længe det nu engang varede om han ville indrømme det eller ej, og det var en underlig følelse for ham. Han lukkede kort øjnene da han mærkede hendes hænder, den ene på hans bryst og den anden der strejfede hans kind. Han åbnede dem derefter og trak sig så væk fra hende og satte sig på sengen med hovedet begravet i sine hænder mens hans albuer hvilede på hans knæ. Han vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre nu, det her var så langt ud fra hvad han var vant til at håndtere, han kunne håndtere en kamp på liv og død uden at miste overblikket men her, der var han bare helt væk.

[Deleted]

Han burde være opmærksom for det her kunne meget vel ende galt. Men det samme skulle hun, godt nok havde han ikke dræbt hende sidste gang men han kunne stadig nå at ændre på sin handling så hun skulle også være opmærksom. Lige nu havde hun dog ingen planer om at tage livet af ham eller snitte i ham, og det tvivlede hun at han havde, han var nok forsigtig og forvirret men gik ikke med morderiske tanker. Hendes blik hvilede på ham i nogle skeunder hvor hun kunne se han nød hendes berøringer. Kort tid efter trak han sig dog væk og hendes hænder gled ned langs siderne. Hvad havde hun dog gang i! Hun ville have forført ham hvorefter hun havde efterladt ham og ladet ham opsøge hende senere. Men nu var det ikke længere det der trak i hende, det der trak i hende var ikke længere den seksuelle del, hun ville heller end gerne bare blive stående lige hvor hun var resten af dagen og bare glo på ham. men i stedet for at gør det bemærkede hun hvordan han trak sig væk og satte sig på sengen, hvordan han skjulte ansigtet i hænderne. Hun bed sig i underlæben inden hun gik hen til ham, satte sig på gulvet lige foran ham og lagde forsigtigt en hånd på hans knæ ”Michael…” hviskede hun lavt uden at vide hvad hun helt ville sige. Det her ville ende galt, ikke for ham, men for hende. Hvis man i Dvasias opdagede at hun gik rundt med disse tanker og disse fornemmelser omkring hendes fjende ville det have katastrofale følger. Hun burde stoppe nu, hun skulle stoppe nu. Hun tog hånden til sig og rejste sig op igen ”Undskyld… det var ikke min mening at gør dig fortvivlede… jeg går nu” sagde hun endnu med den lave stemme. Hun samlede sit sværd og sin kappe med uden så meget som at se på ham.

[michael]

Michael prøvede virkelig at være opmærksom på hvad det var der skete rundt om ham, han prøvede virkelig, men hans hoved var i et totalt kaos, ligeså var hans hjerte. Alle mulige forskellige tanker, og håb for rundt i hans hoved og gjorde at han overhovedet ikke kunne tænke klart, ikke engang så meget som et enkelt sekund selvom han utvivlsomt gerne ville. Hvis Valencia havde villet det, ville hun nok kunne slå ham ihjel nu, uden at han overhovedet ville lægge mærke til det. Han skjulte ikke på noget tidspunkt at han nød hendes berøringer, for han vidste ikke hvordan, det var første gang en kvinde overhovedet havde rørt ham på den måde, og hans krop nærmest skreg efter mere. Han hørte godt at hun bevægede sig, men da han ikke kiggede op, forventede han nærmere bare at høre lyden af et sværd der blev trukket for derefter at føle en kort smerte og derefter ingenting, det var derfor han kiggede noget undrende på hende da han mærkede hendes hånd på sit knæ. Han løftede hovedet og kiggede ind i hendes øjne, og uden at tænke på det lagde han sin hånd over hendes. Han vidste ikke hvad der foregik op i hendes hoved lige nu, for pokker! Han vidste ikke engang hvad der foregik i hans eget hoved. Han lyttede til sine ord og kiggede først bare håbløst efter hende da hun rejste sig og begyndte at samle sine ting sammen. Men så var det som om der skete noget i ham. Han rejste sig op og kiggede på hende ”Nej Valencia, du skal ikke undskylde. Det hele kommer bare bag på mig, da jeg mødte dig sidst vidste jeg ikke at du ville kunne skabe sådanne følelser i mig. Du må ikke Gå jeg tillader det ikke!” det sidste var sagt i en bestem tone, som han gik over og greb blidt men bestemt fadt i hende og trak hende ind til sig, igen reagerede hans krop nærmest som af sig selv og han fik hende vendt rundt i sine arme så han kunne kigge lige ind i hendes øjne.

[Deleted]

De var begge forvirret, men om han selv havde bekymringer anede hun ikke. Selv havde hun jo bekymringer, og det var mange bekymringer. Hvad skulle hun dog gøre! Det var hendes egen skyld, hun havde selv bragt sig ud i dette og hun vil gerne ud. Det ville blive svært men hvis hun gik nu ville hun have en chance, en lille chance men alligevel en chance. Hun skulle bare gå ud af døren, og holde sig langt langt væk fra ham så ville hun glemme ham. For pokker! Hun havde aldrig haft problemer med at holde sig fra en mand! Hvorfor så nu!? hendes blik mødte hans idet han kiggede op og lagde sin hånd over hendes som hvilede på hans knæ, hun sagde dog intet før hun igen havde rejst sig, kort strøg hun hans kind inden hun vendte sig væk fra ham nu fuldkommen opsat på at gå sin vej. Han var dog få sekunder efter på benene og havde grebet fat i hende og bedt hende om at blive. Hans arme forhindrede hende i at bevæge sig og da han vendte hende rundt så hun op på ham med tydelig forvirring i øjnene. Hans ord var søde, og noget i hendes var utrolig glad for at høre ham sige de ting, men hun burde gå. ”Michael, det her går ikke… hvor meget jeg end gerne vil blive, hvor meget jeg end ønsker det så kan jeg ikke… jeg er virkelig ked af det.” sagde hun blidt. hun strøg atter hans kind ”Du ved hvad jeg er… men du ved ikke hvem jeg er” hun tav, plantede et svagt kys på hans kind ”Det vil blive svært at glemme dig…” hun trak sig ud af hans favn og gjorde sig klar til at trække kappen på.

[michael]

Michael havde selv en del bekymringer omkring hvad der foregik, men det var mest fordi han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere det, han havde aldrig været i den slags problemer før, selvom han havde levet længe, og samtidig så var han Paladinernes Leder, og derfor burde han slet ikke føle på den måde omkring en Necromancer, de to racer var jo hinandens nemesis. Hvad hendes bekymringer anede han virkelig ikke. Og han vidste heller ikke at hun mest af alt ønskede at gå og bare glemmer ham, fordi det var farligt for hende det hun havde gang i. Han lyttede roligt til hendes ord ”Du kan hvad du vil. Det har du selv pralet med. Og hvis du så gerne vil så bliv dog. ” han var mest af alt uforstående lige nu, og han var ærligtalt på dybt vand. Da hun sagde at det ville blive svært at glemme ham, kunne han ikke lade være med at smile”Så lad vær” sagde han, og netop som han sagde det, trådte han helt ind til hende, hev hende ind i sin farm igen, drejede hende rundt og kyssede hende først forsigtigt og prøvende, men derefter langsomt mere krævende. Han forstod ikke hvad hun havde gjort ved ham, men han kunne ikke bare lade hende gå sin vej, det nægtede han simpelthen at gøre, ikke hvis der var noget som han kunne gøre ved det. Han strammede grebet om hende, og fik derved trykket hende tættere ind til sig mens han gjorde kysset endnu mere krævende. Han lod hende tydeligt mærke at han ikke ville lade hende gå helt så let. Efter lidt tid trak han sig væk igen og kiggede bare ind i hendes øjne. Han førte sin ene hånd op til hendes kind og nussede den blidt, og flyttede samtidig noget af hendes hår om bag hendes ene øre.

[Deleted]

Hans svar fik hende faktisk til at smile, for hun røg i hendes egen fælde. Han havde ret, man kunne hvad man ville men ærligt var hun endnu ikke klar til at give sit liv for en mand hun knap kendte. Desuden var det vel bare hormoner, det var nok ikke andet end det. Hormonerne drillende, og det var spændingen og tanken om det ukendte, det nye og al eventyret der fik hende til at tænke sådan. Hun pressede læberne hårdt sammen og så væk fra ham da han vendte hende om hende, hun havde dog nåede at spænde sit sværd rundt om livet igen og dog ikke fået kappen på endnu. ”Det er desværre ikke så enkelt” han trådte helt hen til hende og nu kunne hun hverken se væk eller flytte sig. Hendes ben nægtede at lystre hende. Hendes hjerte slog voldsomt og det føltes som om den for nogle sekunder holdt op da han trykkede læberne mod hendes. Endnu engang var hans kys forandret, hun havde forventede noget i retningen af det sidste forsigtige blide kys men fik nu et hedt krævende kys som nærmest fejede benene væk under hende og gjorde hende helt blød i knæene. Det kunne bare ikke være rigtigt, den mand! Hun kendte han knap nok men alligevel kunne han få hende til at føle sig så svag! Hun brød sig ikke om det, hun brød sig ikke om at han havde den magt over hende, hun hadede det nærmest, men alligevel var der en side af hende der nød følelsen. Hans greb om hende blev strammere, ikke at det gjorde ondt men på samme tid gjorde han det klart at hun ikke skulle gå, at han ikke ville lade hende. Hun havde lyst til at droppe alle ideer, alle tanker, alle afgrænsninger og hoppe ud i det men det kunne hun ikke. Da han endelig brød kysset så hun op på ham, lukkede svagt øjnene ved fornemmelsen af hans blide strøg. Hendes ungespids strøg ned over hendes underlæbe ganske svagt, nærmest for at få smagen af ham med. Tænk at hun stod med disse følelser overfor sin værste fjende! For det var vel et sted hvem han var, og hvad han var. Hun burde gennembore hans hjerte med hendes dolk, ikke lade ham få sit helt gratis som hun så dumt stod der og gjorde. Hun burde skride, for hun vidste at for hvert sekund blev det svære og svære at forlade dette sted. Hun stod og blot så på ham uden at vide hvad hun dog skulle stille op. disse følelser skræmte hende, men de skræmte hende kun fordi de var så nye, så fremmed, så .. varme og de fik hende mave til at række sig sammen. Men han vidste intet! Hvis han vidste at hun var kilden til de fleste af Procias´ problemer, hvis han vidste at hun havde dræbt så mange af hans folk ville han hade hende, og ikke bare jagte hende, men nok dræbe hende. Det var den tanke der fik hende til at bakke et skridt, ikke fordi hun frygtede for sit liv for hun havde været tæt på at miste den til netop denne mand en gang før, hun ville bare ikke se hadet i hans øjne, hadet der var rettet mod hende og kun hende.

[michael]

Michael rystede lidt på hovedet af sig selv, mens han prøvede at komme tilbage til sine fulde fem, her stod han. En gammel erfaren Paladin, endda Lederen af Paladinerne og så flirtede han og kyssede med en Necromancer. Men selvom han prøvede, så kunne han ikke bare se hende som en modstander, som han burde have dræbt. Han gjorde virkelig sit bedste for at se på hende, på den måde men han kunne bare ikke. at hun havde spændt sit sværd om livet igen gjorde ham ikke det store, han nød stadig kysset, som hun gengældte. Han kunne tydeligt mærke at hun blev blød i knæene på grund af kysset, hvilket fik ham til at smile let. Da hun til sidst trak sig væk fra ham kiggede han først undrende på hende før han trak lidt på skulderne og gik over i sit skab. Han fandt en ny bluse frem som han hurtigt tog den på hvorefter han vendte sig over mod hende. ”Der er vidst ikke noget jeg kan gøre for at få dig til at ændre din mening?” han kiggede spørgende på hende, men ventede dog ikke på svar, da han gik direkte over til døren og åbnede den for hende. Han havde givet hende sit bedste skud, og hun havde alligevel trukket sig væk fra ham, så han vidste at han ligeså godt kunne give op. At hun havde trukket sig væk fordi hun ikke ville se det ikke eksisterende had i hans øjne, vidste han ikke noget om, da det jo var ikke eksisterende.

[Deleted]

Hun fulgte ham med blikket da han gik over til skabet og et sekund bakkede hun i den tro at han ville finde et våben frem. Da han bare trak en trøje frem åndede hun lettet op og fulgte ham med blikket idet han trak den på. Hans spørgsmål gjorde ondt, og hun bed sig svagt i underlæben, svarede ikke for det behøvede hun åbenbart ikke. Da han gik hen til døren vendte hun sig om, lod kappen trække på og snørede den sammen ved halsen inden hun trak hætten over hovedet. Hun gik hen til døren, og tøvede ”Lev vel” hviskede hun svagt inden hun forlod værelset ganske roligt. Hun vendte sig ikke om men tvang benene videre selvom det krævede store kræfter at lade dem fortsætte. Det lykkedes hende og inden længe var hun ud af kroen på vej til Dvasias. Hun standsede dog inden hun nåede grænsen, og valgte at træde ind i baren for at få sig en drink. Her mødte hun den stakels Tobias, hendes vrede og frustration gik ud over ham.

///out