Heey Bro...

[Deleted]

Hun var blevet lappet godt sammen efter sin kamp med Michael og ja, nu var frisk og på benene igen. hun havde været vred, muggen, helt umulig at holde ud og dog tænksom. Hvorfor havde han ladet hende leve!? Han kunne havde dræbt hende så let! Det ville hun have gjort i hans sted, for hun ville ikke lade chancen løbe hende forbi når hun vidste at hans hoved var guld og ædelsten værd. Det var hendes egen også for den sags skyld, nok mere værdifuld end hans i disse dage fordi hendes spioner var så aktive, men det kunne han jo ikke vide. Det var den ene grund til at hun ikke havde kunnet få ham ud af hovedet, den anden var at han havde taget hendes sværd! Hendes kostbare sværd! Den havde kostede en del at få smedet og det var penge hun havde arbejdet en del for, desuden var sværdet noget helt specielt, fæstet var belagt med ædelsten og lavet af ægte sølv. Bladet var langt, langt og let men belagt med magi således at det ikke brækkede over så let. Hun elskede det sværd, og det var en del af hende. hun havde brugt den sidste tid på at lede efter ham, og hun vidste at han var at finde i Procias. Der havde hun ledt i alle kroen og et sted havde hun fået bingo. Eller rettere, den spion hun havde sendt ud havde fået gevinst. Denne var vendt tilbage til hende og havde sagt hvor han kunne findes, og så havde hun ellers bare taget af sted.

Det var hen på eftermiddagen da hun nåede frem til den Lyse Kro. Hun gik roligt ind i kroen, iført en sort kappe som dækkede hele hendes krop. Hun skubbede hætten af hovedet og smilede et blidt og venligt smil til kroejeren som kom hende i møde, denne spurgte om hun ønskede et værelse men hun rystede blot på hovedet ”Jeg er her for at finde min bror… jeg har ledt efter ham i flere uger og fik at vide at han skulle være her… Hans navn er Michael..” sagde hun blidt. Manden nikkede og sagde at de havde en Michael her. Hun gav ham en beskrivelse af den mand hun søgte og han nikkede og bekræftede at det var den samme mand som boede på kroen. Hun smilede et lettet smil, som om hun havde været i tvivl, i virkeligheden var det bare ren skuespil. Hun spurgte manden om han kunne vise hende om til hans værelse, denne svarede at Michael ikke var tilstede, men at han nok ville være tilbage om inden længe. Dette fik hende til at smile og forsøge at overbevise ham om at lukke hende ind, det ville der jo intet ske ved når hun jo var hans søster. Manden var ikke dum, men ha var jo en mand, og hun en kvinde, til sidst gav han op og viste hende derop. Med en ekstranøgle låste han hende ind i det tome værelse og smuttede. Hun kiggede sig omkring og trak kappen af, hun smed den over sengen og gled ned at sidde på den. Hun placeret benene over kort så den stramme lårkorte nederdel krøb en smule op. på overkroppen bar hun en sort Corsage og på fødderne nogle høje støvler med høj tynd hæl. Håret var løst. Det eneste synlig våben var en dolk ved bæltet.


Outfit: clik

[michael]

Michael havde kort været ude for at få fadt på nogle ting som han skulle bruge, og trådte med et smil ind på kroen. Hans sværd hang ved hans side, og ellers så var hans tøj som det plejede, dog med en kappe over sig denne gang. Han gik over til krofatteren med et smil "Godaften, sket noget jeg skulle vide noget om mens jeg var væk?" spurgte han med et smil. Han glippede dog lidt med øjnene da han fik at vide at en pige som udgav sig for at være hans søster ventede på ham oppe på hans værrelse. Han skyndte sig op af trapperne med hånden på sværdet, og da han kom til frem til sit værrelse, trak han roligt sit sværd for ikke at advare hvem end der måtte være der inde, hvorefter han fik låst døren op og bragede ind. Han stoppede op og sukkede så irriteret da han så hvem der sad på hans seng. Han lukkede døren bag sig og lændte sig op af den. Han havde stadig sit sværd i hånden, klar til at kæmpe mod hende, skulle dette blive nødvendigt. "Dig? hvad laver du her?" spurgte han nysgerigt dog stadig vagtsomt. Han lod blikket glide over hende, men selvom hun var meget let påklædt, og der kun var kniven synlig, så stolede han ikke på hende. Efter deres sidste kamp vidste han at hun var god til at gemme våben rundt omkring på sig. Dog var han Glad for hvor de var lige nu, der var langt til den nærmeste kirkegård hvor hun kunne få hjælp af sine skabninger.

[Deleted]

Da han låste op sad hun fuldkommen roligt. hun regnede med at hvis han havde stødt på kroejeren at denne havde fortalt ham at hans søster ventede på ham. hun havde ret for få sekunder efter brasede Michael ind med sværdet hævet. Deres blikke mødtes og et skævt smil krydsede hendes læber ved hans svar ”Åh kære.. jeg havde håbede på en varm velkomst… hvad med en lille omfavnelse eller måske et kys” sagde hun flabede. Hun strøg hånden gennem håret og kom let og elegant på benene, armene gled over kors og hun lod blikket glide ned over ham på samme måde som hans var gledet ned over hende. hun vendte atter blikket mod hans ansigt og trådte et skridt tættere på inden hun standsede ”Jeg er her af to grunde.. for det første vil jeg have mit sværd tilbage, for det andet vil jeg vide hvorfor du ikke dræbte mig da du fik chancen.. jeg emner, jeg vil have dræbt dig” svarede hun nu på hans spørgsmål. om han var glad for at se hende eller ej rørte hende faktisk ikke, hun var kommet for at få sit sværd og nogle svar, ikke for at hygge nakke, selvom hun havde tænkt sig at bruge andre metoder denne gang end sidst.

[michael]

Michael rystede bare på hovedet af hendes flabede svar, nu hvor de ikke kæmpede var han langt mere afslappet og derfor kunne han da også grine over hendes flabedhed "Tja det kan du skam sagtens få, og så kan du få et spark ud af døren bagefter." sagde han og rullede med øjnene af hende. At hun var så let påklædt som hun var, var om han ville det eller ej, noget han ikke kunne se væk fra. Han flyttede dog til sidst blikket mod hendes ansigt og lagde hovedet på skrå mens han kom tættere på ham. "Ja jeg tænkte nok du ville komme efter det sværd. Det er der ovre" sagde han og nikkede over mod skabet i den anden ende af rummet. Han satte igen sværdet ned i dets skede og lændte sig på af døren, mens han låste døren. Det var ikke fordi at han brød sig om at være i et aflåst rum, med en kvinde han havde været i kamp med få dage tidligere, en kamp hun havde tabt. Men han havde ikke ville dræbe hende grundet det liv han havde set i hendes øjne, hvilket også var grunden til at han havde helet hendes sår "Og jeg slog dig ikke ihjel, på grund af at du tydeligvis var bange for at dø, og du er endnu ung du skulle have en chance til at rette op på dit liv, selvom du ikke kan gøre noget ved din race" Michael lagde hovedet på skrå mens han betragtede hende, hvorefter han satte sig over på sengen således at han sad med ryggen til hende. Han var ikke bange for at hun ville prøve at slå ham ihjel, han vidste jo at hun ville have svar, og han var helt sikker på at hun ville gøre alt for at få de svar, men at slå ham i hjælp var næppe noget som hun ville få noget ud af.

[Deleted]

Ved hans svar gled et trist skær hen over hendes ansigt ”Nu sårer du mig kære…” svarede hun med noget der kunne få folk til at tro at hun virkelig var sårede. Han ville nok dog vide at det bare var skuespil for i virkeligheden var det lige hvad det var. som om den slags svar ville såre hende, eller som om hun ikke havde forventede andet. var det nu igen den lille flirt der var på vej op, den flirt de havde startede under deres kamp for kort tid siden? Da han pegede mod skabet og sagde at sværdet lå der fjernede hun blikket fra ham og gik hen til skabet, hun regnede ikke med at han ville dræbe hende, i så fald ville han havde benyttet sig af chancen sidst, ikke at han ikke vil kunne nå at rette på den fejl, men hun regnede ærligt ikke med det, ikke lige nu i hvert fald. Hun åbnede døren til skabet, der lå det, hendes blik faldt straks på det og hun samlede det op. ”Åh så du tog det med vilje.. for at sikre dig at vi mødtes igen” svarede hun flabede ved hans egne ord. Bordet fanger, og han sagde lige at han havde regnet med at hun ville komme efter det. hun så roligt ned på sværdet, tjekkede det for skader men bemærkede i stedet at det var rent og poleret, han havde faktisk taget sig tid til at rense det. Hun vendte blikket mod ham for at opdage at han havde stukket sit eget sværd i skeden. Hans svar på hendes andet spørgsmål behagede hende ikke just, hun fnyste. Ung? Chance? Rette på sit liv? Lavede han sjov!? Hun elskede sit liv som det var. Hun betragtede ham idet han satte sig på sengen ed ryggen til hende og hævede det ene bryn. Hun smilede skævt, bevægede sig roligt hen til sengen og standsede bag ham, med en hurtig bevægelse svang hun sværdet så meget at den ville strejfe hans skjorte så den var i to dele. ”Det er pay back for mit ødelagte tøj sidst” sagde hun og satte sværdet fra sig op ad den nærmeste væg.

[michael]

Michael kunne ikke lade være med at grine over hendes ord, han vidste jo udemærket godt at hun ikke mente det, så selvfølgelig fandt han det utrolig morsomt. Det var egentligt underligt at han kom så godt ud af det med en Necromancer, normalt ville han jo bare have slået hende ihjel så snart han så hende, men det havde måske noget at gøre med hvordan de havde mødt hinanden. Han fulgte hende med blikket da hun gik over til skabet, hvorefter han kiggede væk fra hende. At han havde renset hendes sværd kunne han ikke forklare hvorfor, men han tog sig altid godt af de våben han havde i sin besiddelse. Han kiggede kort over sin skulder og over mod hende da hun igen snakkede "Nej faktisk ikke. Jeg tog det for at du ikke skulle falde mig i ryggen, i det tilfælde at jeg havde helet dit sår alt for meget" Han kiggede helt alvorligt på hende , hvorefter han mistede interressen for hende og gav sig til at kigge rundt i værrelset. Da hun skar hans skjorte i stykker sukkede han irriteret og rejste sig op mens han smed det væk. Hans krop var godt trænet, og der var en del ar fra forskellige kampe han havde været i. Dog var det arret ved hans skulder der var det største og mest bemærkelsesværdige da det gik hele vejen ned til brystkassen foran, og det samme bagpå, noget intet mennesker eller væsen ville kunne overleve. Han havde selvfølgelig heller ikke overlevet det, rent faktisk var det der havde slået ham ihjel, at det endelig var lukket var kun fordi at han nu havde været i live et godt stykke tid. "Jeg mindes ikke at jeg ødelagde helt så meget af dit tøj, som du lige gjorde, men du kunne måske ikke vente med at få tøjet af mig?" spurgte han med et flabet grin og lagde hvoedet på skrå.

[Deleted]

Hans latter fik et skævt smil frem over hans læber. Hun nød faktisk hans latter, den var.. anderledes. Hun betragtede ham roligt idet han satte sig på sengen og var selv henne ved skabet, længe betragtede hun sit smukke sværd, hun havde savnede det utrolig meget. Hun strøg hånden gennem håret idet hun sukkede over hans svar. Ja hun havde været slemt tilredt og havde han ikke healet hende ville hun nok være død, så jo, hun skyldte ham sit liv… men hun ville næppe indrømme det. ”Falde dig i ryggen? Gad vide hvor du dog fik den tanke fra” svarede hun ironisk. Hun lagde armene over kors og betragtede ham roligt idet han rejste sig op. Hun betragtede ham mens hans smed skjorten som hun selv lige havde været med til at ødelægge. Hun lod blikket glide hen over hans overkrop, straks bemærkede hun arret der strøg tværs ned over hans bryst og så ud til at fortsætte over ryggen også. Hun så forundret ud, havde han overlevet det dræbende slag? For dræbende så det da ud til at være. Hendes blik forlod hans overkrop og gled op til hans ansigt ved hans svar, et flabede smil gled frem over hendes læber idet hun trådte tættere på, blot et enkelt skridt hvilket var mere end nok ”Jeg er hævngerrig… så når jeg hævner mig.. er det dobbelt det jeg har fået” svarede hun ”Men hvad… det er jo lettere end at bede dig om at smide det selv” fortsatte hun få sekunder efter, hun hævede hånden og strejfede hans bryst ganske forsigtigt ”For det vil du vel ikke gå med til selv..” sagde hun lavt og hviskende.

[michael]

At hun kunne lide hans latter, var ikke noget han vidste noget som helst om, han lagde dog mærke til hendes skæve smil, hvilket bare fik ham til at smile selvom han ikke helt vidste hvad de smilte over. Michael vidste godt at hun ville have været død hvis han ikke havde healet hende, men han havde ikke ville slå hende ihjel. Blikket i hendes øjne lige efter at han havde overvundet hende, havde fået ham til at heale hendes så. "Ja man kan komme til at undre sig over hvor jeg dog fik den ide fra"sagde han med et skævt smil og blinkede drilsk til hende, selvom de stortset havde kastet sig i kamp med det samme, så havde han lært nok om hende til at vide at han ikke kunne stole på alt hvad hun sagde, hun var utrolig smidig. han fulgte hendes forundrede blik over hans krop og lagde mærke til at hun kiggede på det dybe ar, han vendte derefter blikket mod hende igen og trak lidt på skulderne "Det ser ikke kønt ud gør det vel" sagde han med et grin "Tja det har jeg faktisk slet ikke så svært ved at tro om dig, at du er hævngerig altså, men betyder det så også at du tager mit sværd når du går? og jeg kan forvente to dødelige sår?" spurgte han med et flabet smil. Han lagde hovedet lidt på skrå da han hørte hendes næste ord, og han trak sig lidt væk fra hende da hun strejfede hans bryst "Nej det har du ret i, jeg plejer ikke at smide tøjet for kvinder der vil slå mig ihjel" sagde han og lagde hovedet på skrå mens han prøvede at finde ud af hvad hun helt nøjagtig var ude på netop nu.

[Deleted]

Deres forhold var underligt, og hun brød sig ikke ligefrem om den. Deres blikke hvilede ved hinandens og lå der i et godt stykke tid. Blikket i hendes øjne da hun var blevet såret havde været en klar .. svaghed. En tanke hun slet ikke brød sig om. Hun så roligt på ham lod ikke sit blik vise andet end det hun ønskede, nemlig et flig af munterhed og styrke. Det var hendes tur til at le ved hendes svar og drillende blinken. Tænk at de to for en uge siden havde kastet sig ud i en kamp der var så stor at de nok ikke ville glemme den lige med det samme, selvom hun ikke havde voldt ham synderlig skade var hun sikker på at denne kamp ville han ikke glemme så hurtigt. Da han nævnte sit ar vendte hun blikket væk fra det og så atter op på ham ”Nogle kvinder tænder på den slags…” svarede hun drillende. ”Tager dit sværd? Næppe. To dødelige sår? Måske.” svarede hun flabede tilbage, om det var ment sandt var ikke til at sige men mon ikke han alligevel skulle passe lidt på der. Han trak sig tilbage, se det skete ikke hver det. Hun smilede ved hans svar ”Jeg smider heller ikke tøjet for mænd der prøver at redde mig… hov.. det er jo kun sket en gang” svarede hun inden hun fortsatte ”Men hey.. hvis du ikke vil jeg er bare den der er smuttede” svarede hun og med to rolige skridt havde hun fået fat på sin kappe og trukket den over skuldrende.

[michael]

Hvis man spurgte ham hvad det var for et forhold han havde til Valencia, så ville han ikke vide hvad han skulle sige, det at han ikke havde slået hende ihjel på stedet var allerede der noget underligt. Sidst han havde været i live, ville hun have været død nu, der ville ikke have været noget der. Det var måske mere det at hun havde fundet ham mens han var i den situation som han var. Han var lidt trængt op i en krog i øjeblikket, Lige siden han var kommet tilbage til live, havde folk kaldt ham sindsyg når han sagde hvem han var, eller rettere de fleste folk havde kaldt ham sindsyg, eller sagt at han hånede det navn han havde. Og det var jo netop problemet, han kunne på Ingen måde forklare eller Bevise at han virkelig var hvem han var, ikke med mindre han kunne få fadt på Azreal og overtale denne til at forklare det til det procianske kongehus, for hvis de troede på ham, måtte resten vel også til sidst stole på ham når han præsenterede sig. Michael kiggede kort på hende før han trak på skulderne over det hun havde sagt "Det er meget muligt, men jeg har nu ikke skaffet mig disse ar for at tiltrække piger" sagde han med et skuldertræk. Han rystede grinende på hovedet af hendes næste svar "Du prøver da bare, du huske vel hvordan det gik sidste gang du prøvede at skade mig gør du ikke?" spurgte han med et grin. Han rullede let med øjnene og gik over til døren og åbnede den "Jeg skal endelig ikke holde dig tilbage, så værsågod at gå hvis du vil. For du skal da ikke regne med at jeg vil i seng med dig. Sidste gang jeg mødte dig prøvede du at slå mig ihjel" at hun var klædt meget let på påvirkede ikke rigtig Michael, han havde levet hele sit sidste liv uden at have haft en kæreste eller en kvinde, så han behøvede heller ingen nu, og slet ikke nogen hvor han ikke vidste om han ville være i live dagen efter. Michael kunne dog ikke undgå at glæde sig til at se hendes reaktion, for han tvivlede på at det var ret tit at folk smed hende ud, i stedet for at klæde hende af, det var hvert fald det han ville gætte på når han så hendes reaktion, at hun var så hurtig til at tage kappe på efter at han havde afvist hende første gang. Michael lændte sig lidt op af døren og kiggede roligt på hende, dog holdt han hånden tæt på sit sværd bare for en sikkerhed.

[Deleted]

Ja hvilke forhold? Had? Foragt? Glæde? Jalousi? Kærlighed? Varme? Ja hvad følte hun i nærheden af ham? En blanding af det hele og en dyb forundring. Noget gjorde han ved hende. Han satte tanker i gang, forvirring og en masse spørgsmål. under al den tid hvor hun havde ligget i sengen havde hun kun tænkt på ham, tænkt på ham i alle banner og på alle måder. Ved svaret lo hun ”Virkelig.. jeg havde heller ikke forventede det.. det ligner noget dødeligt.. men du har jo også været død ifølge rygterne” ja ifølge rygterne var han jo stadig død, men hun troede jo på at han var den han sagde han var hvilket var fordi hun havde set ham i kamp og havde både hørt og læst en del om ham gennem de rapportere hendes forgænger havde skrevet om ham. Ja hun var sikker på at hun stod overfor den rigtige person, ikke en der udgav sig for at være ham. Hun vidste at de rygter der løb om denne person var at han var en hykler, en sindssyg person der udgav sig for at være den oprindelige Zerakiel. Hun smilede da han mindede hende om deres sidste kamp ”Jeg var der, og det er for knap en uge siden, så jo jeg husker det” svarede hun. Han åbnede døren for hende ved hendes ord, okay ikke lige hvad hun havde ventede, og ærligt skete det ikke så tit at man afviste hende men manden havde vidst heller ikke haft spor aktivitet i den del af sit liv. Hun kastede et blik efter sit sværd og samlede sit sværd op som hun havde sat fra sig for lidt siden. ”Åh.. jeg fik vist aldrig takkede dig for vores kamp.. det sker ikke så tit at jeg taber, men jeg er sikker på at du vil fortryde at du ikke slog mig ihjel.. du kunne have fået folk til at indse at du virkelig er den du siger du er hvis du havde dræbt mig” sagde hun og standsede ved døren mens hun så på ham ”På den anden side… kunne du have dræbt den eneste person i verden der virkelig tror på at du er den du siger du er…” hun strøg hånden gennem håret, smilede et skævt smil til ham da hun bemærkede hvor tæt hans hånd var lagt over sværdet hun gik med vilje helt tæt på ham ”Du slipper ikke så let fra mig Zerakiel… jeg er fast besluttet på at pynte mit hus med dig.. jeg vil råde dig til at se dig over skulderen… husk på at jeg fandt dig her.. jeg kan finde dig igen” hun strejfede hans bryst med sin frie hånd inden hun blinkede.

[michael]

Hvis Michael skulle være ærlig over for sig selv, så vidste han ikke hvad han følte for hende, han havde ikke rigtig skænket hende en tanke siden han havde forladt hende halvdød på jorden, efter at hun havde angrebet ham foran ruinerne. Eller det var hvert fald hvad han gerne ville fortælle sig selv, men han havde jo netop tænkt på hende, eller rettere tænkt på det blik han havde set i hendes øjne. ”Tja de rygter er skam rigtige nok, jeg har været død i flere hundrede tusinde år, men nogen syntes åbenbart at jeg skulle komme tilbage” sagde han med et skuldertræk. Han lagde hovedet på skrå mens han prøvede at regne ud hvad hun tænkte på lige i det sekund ”Så kan du nok også huske hvad der skete” sagde han med et grin og rystede på hovedet af hende. Han lyttede undrende til hendes ord ”Takke mig? Jeg vidste ikke at du var så ivrig efter at tabe og miste livet havde jeg da gerne hjulpet dig” sagde han med et hovedryst. At hun mente at han skulle have slået hende ihjel bare for at bevise for alle hvem han var, var ikke noget han overhovedet gad hører på, for han var ligeglad om folk troede på ham ”Så du tror på mig? Jeg ved ikke om det er godt eller skidt” sagde han og kiggede på hende. Han lyttede til hendes sidste ord og greb fadt i hende og pressede hende ind mod muren med et vredt blik i sine øjne ”Du er ikke videre smart at du truer mig sådan, måske skulle jeg virkelig have slået dig ihjel sidste gang” snerrede han af hende og prøvede at hive hendes sværd ud af hendes hånd og smide det væk fra hende.

[Deleted]

Rygterne var sande sagde han, og så havde hun vel ret i at arret havde været det dræbende slag, for hvad ellers skulle det være? ”jeg kan i hvert fald sige så meget at det der er ganske klædeligt.. prikket over i´et” svarede hun drillende. en mand med et ar var forførende, men en mand med flere var ikke, alt med grænser var godt nok. Hun himlede med øjnene ”ja det gør jeg… hver en detalje endda” svarede hun og fejede det lige væk. ”Ja takke dig for en god kamp.. ikke fordi jeg gerne vil tabe, eller miste livet. Men hellere miste livet til en værdi modstander end til en taber grundet en dum fejl” svarede hun med et skuldertræk. Hun mente det skam, om han kunne lide det eller ej så mente hun det. da han fortsatte og tvivlende sagde at han ikke helt vidste om det var godt eller skidt at hun troede ham ”Både og… men nok mest det sidste.. du har nok opdagede at jeg på sin vis er farlig… men du har endnu ikke indset hvor.. farlig” svarede hun med et skævt smil. Pludselig havde han grebet fat i hende og pressede hende op imod den nærmeste væg. Blikket i hans øjne var fuld af vrede hvilket hun ikke tvivlede på. Han forsøgte at hive sværdet ud af hånden på hende, og det sjove var at hun faktisk overgav den til ham uden kamp. Hans ord fik hende faktisk til at le og hendes fingre dansede hen over hans overkrop ”Jeg sagde jo du skulle” svarede hun med blikket rettet roligt i hans, og med en hviskende tone. Hun lænede sig en anelse frem og fangede hans læber med sine egne i et blidt og forsigtigt kys.

[michael]

Hun havde helt ret i at antage at det var det dræbende slag, det var det der havde været det sidste sår han havde fået før han var død, det eneste han var glad for var dog at han selv havde fået slået sin modstander ihjel, istedet for at overlade ham til en anden af de andre soldater. Han kiggede undrene på hende da hun kaldte arret for klædeligt "Jeg kunne nu godt leve uden, men du vil måske være med på moden?" spurgte han lettere drillende tilbage, han vidste udemærket godt at hun nok ikke ville overleve at få et slag magen til, det var der nok ingen der ville kunne, men det tog han ikke så tungt, da det jo ikke ligefrem var fordi han ville kunne betegne hende som en ven, sidst de havde set hinanden havde de jo haft en kamp på liv eller død selvom han godt nok havde reddet hendes liv i sidste ende. At hun fejede det af trak han bare på skulderne, det var ikke ligefrem fordi at han gad snakke mere om det alligevel, han ville bare lige påpege at ved deres sidste møde havde han vundet deres kamp, og medmindre han dummede sig ved den næste ville han vinde endnu engang. "Tja at gå imod en modstander der er dig overlegen i sværdkamp er jo en fejl for din side, så uanset hvad du havde kaldt det, så var det jo stadig en fejl fra din side der kostede dig sejeren" sagde han helt roligt og vente roligt blikket væk fra hende igen. Han kiggede spørgende på hende da hun sagde at han endnu ikke havde oplevet hvor farlig hun kunne være, det var faktisk morsomt, at hun blev ved med at udfordre ham "Jamen så hvis det da for mig? jeg er sikker på at jeg nok skal overleve alligevel" sagde han selvsikkert. og lagde hovedet lidt på skrå. Han kiggede lidt undrene på hende da hun overgav sit sværd til ham endnu engang, denne gang uden kamp, og han smed det derefter langt væk fra sig selv. Han lyttede til hendes ord og nåede dog ikke at svare før hun pressede hendes læber mod hans i et forsigtigt kys. Det kom tydeligvis bag på Michael så der gik lidt tid før han trak sig væk fra hende og kiggede uforstående på hende "Hvad i alverden har du gang i?" hans vrede fra før var pist forsvundet da hun kyssede ham, og nu var det afløst af undren. Michael som aldrig havde kysset en kvinde før, lagde først nu mærke til en mærkelig behaglig branden på hans læber, og han vidste ikke hvorfor men som han stod der, så gled hans øjne automatisk ned mod hendes læber,hvor de hvilede lidt før hans blik gled op til hendes ansigt igen, stadig undrene.

[Deleted]

Selvfølgelig havde det været et dræbende slag, man skulle være godt dum hvis man troede andet. Det måtte have været smertefuldt med sådan et kæmpe sår, andet kunne det da ikke have været når det var så stort og dræbende. Ved hans svar gled hendes ene bryn op ”Nej ellers tak, jeg er rimelig tilfreds med de nips ar, og du tilføjede jo en til samlingen for en uge siden” svarede hun. Ja hun havde jo fået sår i sit liv, og hun havde grundet sine kampe fået rifter hist og pist, nogen af dem havde efterladt sig ar, godt nok var det ikke vildt mange, og godt nok var det kun nogle lyse striber enkelte steder, men det var stadig ar. Da han fortsatte enkelte sekunder efter hævede hun det ene slanke bryn ”Jeg vidste ikke hvem du var inden jeg kastede mig ud i kampen, og desuden… så trækker jeg mig heller ikke bare tilbage. Næste gang! Vil du ikke vinde kampen” svarede hun mere end bare selvsikkert. Ja hun var sikker på at der ville komme en anden kamp, og hun var sikker på at hun vil vinde den. Hvilken form for kamp og hvordan vinde den ville tiden vise, en ting var dog sikkert, det ville ske! hun måtte holde en latter tilbage da han fortsatte åh ja, han skulle nok overleve, men mon ikke være forandret resten af sit liv? ”Er man så ivrig?” svarede hun drillende. Hun skulle nok vise ham det, men det kunne hun jo ikke lige her og nu, hun måtte få det til at virke naturligt. Hun bemærkede hans undrende blik da hun bare overgav ham sværdet og kunne ikke andet end morer sig over det. lyden af sværdet der blev smidt langt væk generede hende ikke, normalt ville hun flippe ud over at nogen kastede rundt med hendes kæreste våben på den måde men lige nu var der ting der var vigtigere. Han flyttede sig ikke, ikke i starten, men han gjorde heller ikke noget for at gengælde kysset hvilket hun faktisk heller ikke havde forventede. Da han trak sig væk fra hende virkede han tydelig forvirret hvilket hun faktisk også følte sig. Hendes blik hvilede på ham, som hans hvilede på hende. Hun bemærkede hvordan hans eget blik gled ned over hendes læber, og selvom hun normalt ville have smilet så gjorde hun det ikke nu. Hun havde en underlig følelse i kroppen, en følelse hun normalt ikke fik. Hans ord trængte nu endelig ind og hun kom ud af den trancelignende tilstand hun var kommet i. Et svagt smil brød hendes læber, hun rettede sig op fra væggen og trådte et skridt tættere på ham. ”Jeg ved det ikke, men du må hellere stoppe mig” svarede hun lavt og hviskende inden hun igen tog et skridt tættere på ham, eller rettere et halvt skridt hvorefter hun placerede sine hænder på hans bryst, stillede sig på tæer og lod sine læber strejfe hans igen.