The sun is rising

[angelea]

Det var endnu en gang begyndt at blive varmere som solen skulle til at stå op over Manjarno. Angel burde ikke være ude stadigvæk men hun havde ikke kunnet finde et sted at finde ly efter denne nats jagt. #Vi når det ikke# Melanias stemme lyd inde i angels hovede selvom hun ikke ønskede det. Hun kendte konsekvenserne hvis de ikke nåede i ly. "Vi skal bare nå til søen Mel. Bare til søen så du kan få vand mens du beskytter mig fra solen. Ellers så skal vi ikke længere det lover jeg." Angel vendte hovedet over ryggen. Solen ville stå op bag hende og der var ikke lang tid endnu men på den anden side så var de heller ikke så langt fra søen så de skulle nok nå det. Hun håbede det ihvertfald, ellers så vidste Melania hvad hun skulle gøre. Hun vidste at hun måtte tage hjem til Angels datter i Peula og blive hendes drage istedet. Angel tillod ikke at lade hende være helt alene. #Der!# Mel's stemme i angels hovede var denne gang fyldt med lykke da hun kunne få øje på søen i det fjerne og hun satte farten en smule op sådan så de nåede den hurtigere. Heldigvis havde de begge fået mad den nat så de var begge friske og havde masser af energi.
Endelig nåede de søen og Mel landede på den hårde jord nær vandet. Det ville blive koldt at sidde der hele dagen men dete var ikke noget som påvirkede angel. Hendes før så varme krop var nu kold efter hendes møde med Pharrel. Han havde ved et uheld forvandlet hende til en spide. Den gang havde det været et problem men ikke længere. det betød bare at hun ikke kunne holde sig i solen længere og kun færdes frit om natten. Ant var en vanesag og angel havde vænnet sig til det. Angel var hoppet af Mel's ryg ligeså snart de var landet og hun fjernede sin saddel hurtigt så den ikke skulle genere Mel den lange dag. Mel lagde sig roligt ned på jorden nær vandet så hun kunne drikke og Angel satte sig i læ under hendes ene vinge. De kendte rutinen for de havde jo gjort dette så mange gange før, Angel vendte mod nor så hun ville få mindst chance for sol som muligt. Solen steg langsomt op ude i horisonten og et lille suk brød over angels læber. Det var længe siden hun havde set en solopgang og hun savnede lidt at se denne smukke ting som fandt sted i verdenen hver dag. Melania lukkede øjnene og udstødte et træt brøl der rungede hen over den ellers så stille sø. "Mel altså! du kommer jo til at tiltrække alle når du laver sådan!" hun grinede let af sin drage og lagde sig tilrette op af den varme krop og slappede bare af. Hun lå og planlage hvor hun mon skulle jage for føde den følgende nat.

[theis01]

Alexander var rejst væk fra imandra, kort efter at han var stødt på oprørernes leder, han havde ingen lyst til at blive trukket med i hendes krig mod hendes konge, og han så heller ingen grund til at angribe hende i kongens navn, for det var ikke hans konge. Han havde kun været i Imandra for at være i sikkerhed, men det kunne han jo så ikke være længere. Alexander var ret normal af højde, han lignede mest af alt et menneske, hvis det ikke var for hans hvide hud som han havde fået nu da der var gået så mange år hvor at Horroren i ham havde levet side om side med de tre andre racer i ham. Han var klædt i et sæt let rejse tøj og med sit sværd ved siden og skjoldet på ryggen, og lige nu stod han ude ved breden af søen og betragtede det rolige vand med et smil som afslørede hans hugtænder. han blev dog hurtigt revet ud af sine tanker da han hørte et brøl fra et stort dyr, hvad det var vidste han ikke. Selvom han var gammel havde han aldrig mødt en drage, så han vidste ikke engang hvordan sådan en lød. Usikker på hvorvidt han var i fare eller ej, lagde han sin hånd mod sit sværd og bevægede sig frem mod det sted hvor lyden var kommet fra. Han stoppede op da han så det store dyr, og han skyndte sig at finde ly bag et træ, mens han forsigtigt kiggede over sin skulder for at betragtede dyret. Han havde aldrig set noget magen til dette syn, han havde hørt om drager, og var ret sikker på at dette var sådan en, men havde de normalt ikke en rytter og i så fald hvor var denne drages rytter henne? Alexander lod sit blik glide søgende rundt men havde svært ved at få øje på nogen rytter, hvilket fik ham til at stramme grebet om sit sværd, nu var der ikke andet at gøre end at være på vagt.

[angelea]

Angel gabte roligt og trillede rundt i græsset under Melanias vinge. Hun nød at kunne ligge der også selvom jorden var kold. Det var vel et eller andet sted ret så afslappende bare at ligge der og kunne tænke. "Mel, hvor hurtigt tror du at vi kan nå hjem til Peula når det bliver mørkt?"Angels hovede tittede frem nær dragens hovede og hun begyndte at nusse den stille på halsen. Dragen udstødte et nydende suk og ANgel smilede. Hun elskede Melania, Melania var den eneste ven hun havde. Hun lænede sig let op af dragen og betraktede forårs farverne nær søen. Mels øjne gled rundt i skovkanten og hendes blik stoppede. #Vi er ikke alene# Mels stemme lød endnu en gang inde i angels hovede. Selvom hun endnu ikke havde set den fremmede så havde hun kunnet lugte ham. hovedet søgt let på sned mens hun blot betraktede træerne. Hun kunne ikke se den fremmede men hun vidste at han var der. Hun vidste at han gemte sig i skyggerne. Hvad han ville kunne hun ikek gætte sig til men lige nu var de lette mål hvor Angel ikke kunne rykke sig grundet sollyset. Hun ville ikke ricikere noget.

[theis01]

Selvom Alexander var på vagt over for det kæmpe dyr han måtte have set, var han helt rolig. Han regnede ikke med at han var blevet opdaget endnu, hvilket var noget han virkelig håbede på, han betvivlede virkelig sine chancer for at kunne vinde over sådan et væsen, i sær hvis der var en rytter i nærheden. Han begyndte at snuse ind, og brugte sin forbedrede lugte sans for at se om han ikke kunne finde rytteren, for han var stadig helt sikker på at der var en, da han endnu ikke havde hørt om frie drager. Han kunne svagt lugte noget andet end dragen, og han kiggede forsigtigt over. Han kunne ikke se nogen, mens han lugte sans sagde ham at der var et andet væsen over ved dragen, end dragen selv. Alexander begyndte at snige sig fra træ til træ, med hurtige og lette bevægelser, han ville tættere på dragen for at se om han kunne finde dragen, men også fordi at han var nysgerig omkring dragen, det var jo første gang han overhovedet så sådan en. Hans hånd lå stadig på sværdet, og han holdt vejret let da han var nervøs for at dragen ville kunne hører det.

[angelea]

Mel havde set ham og hun kunne ikke lide folk der holdt sig skjult. hun ville gerne kunne se hvem hun havde med at gøre. Hun skulle jo beskytte Angel. Både for sin egen, for angels og for den lille pige som ventede på dem i Peula. Mel ustødte et højt brøl og rettede sig lidt op Så angel næsten blev ramt af den svage sols stråler. "Melania!" råbte hun hårdt og gemte sig inden under hendes vinge endnu en gang. "Hvad går der dog af dig din skøre drage" hun mumlede surt og valgte at kigge frem fra under vingen for at kunne se hvad det var der havde oprevet Melania. Angel kunne af gode grunde ikke gå ud og lede efter nogen når solen skinnede. "Hvem end du er" Angel råbte ud i det blå. "Du må hellere komme frem. Min drage bryder sig ikke om folk i det skjulte. Det gør hende ophidset" Angel sukekde og rystede på hovedet. "Du er simplthen for overbeskyttende Melania. helt og aldeles for overbeskyttende. Der er jo ikke nogen." Angel selv havde ikke opfanget noget hjerte der slog eller lugten af blod. Hun regnede derfor ikke med at der var nogen selvom Melania nu normalt var rimelig god til at finde folk som gemte sig. Angel plejede dog også selv at kunne opfange dem. "Slap nu af Mel"

[theis01]

Alexander stoppede op med at snige sig tættere på da dragen brølede, og han stod stille længe, mens han overvejede sine chancer for at forsætte med at snige sig tættere på. Men kort efter hørte han en kvinde stemme som råbte ud over området at han skulle komme frem da han var blevet opdaget. Alexander bandede sagte, men valgt så at gå frem fra sit skjul. Han kom frem fra sit skjul tæt på dragen, dog ikke så tæt på at denne ville kunne rører ham uden at skjulle flytte sig, hvilket var noget han ikke regnede med at denne ville gøre. Han kunne se den kvindelige skikkelse der gemte sig under vingenen, og da der kun var en grund til at gemme sig under vingen netop nu, lod Alexander blikket glide op til solen, med et smil. "Det må være surt ikke at kunne se solen. Jeg ville slet ikke kunne forestille mig hvordan det ville være. Den er så varm" sagde han helt roligt og betragtede hende. Der var ingen tegn på nogenfølelser, eller tegn på at han var i live, selvom han stod op. Hans hud var hvid som alle horroers. og hans hugtænder var tydelige at se. Det var det mest iøjenfaldene af hans racer, selvom det dog ikke var den eneste han havde i sig, og det var heller ikke fordi at den var den stærkeste. Det var bare den der havde de stærkeste synlige træk.

[angelea]

At der virkelig var nogen ville Angel ikke have troet på så hun blev derfor overrasket da hun så manden komme ud fra sit skjul. hun bed sig let i læben og stirrede bare på ham. hvorfor havde han gemt sig? og hvorfor var han så tæt på! det var absolut ikke noget hun brød sig det mindste om. Hans kommentar fik hende til at fnyse og rystede på hovedet. "Solen er ikke så smuk som stjernerne på en klar nattehimmel midt om sommeren" hendes stemme var kold. Hun hadede fremmede. havde ikke meget med dem at gøre fordi hun var bange for at der skulle ske hende noget og hun ikke ville være i stand til at komme hjem til sin datter. Hendes datter havde stadig brug for hende selvom hun snart var ved at være voksen og skulle til at klare sig selv. Angel satte sig ned helt op Af Melania og lukkede øjnene. Forhåbentlig ville den fremmede ikke forstyrre dem mere? man kunne aldrig vide med fremmede, der kunne ske de vildste ting hvis man ikke passede på.

[theis01]

Alexander kiggede ikke engang på kvinden som var under dragens vinge, for at være ærlig var han mere nervøs omkring det store dyr der stod foran ham. Hans blik fulgte hver en bevægelse dragens muskler lavede, og det var tydeligt på ham at han var klar til at bevæge sig hurtigt, på den måde han spændte i kroppen. Han vendte kort blikket mod kvinden da hun sagde noget, hvilket fik ham til at trække på skulderne "Nej det er rigtigt. Men jeg er nu glad for at jeg kan nyde begge lige godt" sagde han med et smil. Som Horror behøvede han ikke at sove, han havde brug for hvile engang i mellem, men desideret at sove var ikke noget han havde grund til. Han lagde lod igen de vagtsomme øjne glide op til dragen, og det var tydeligt at han ikke mente at han havde noget at frygte fra kvinden, hvis hun havde villet skade ham havde hun vel gjort det på nuværende tidspunkt, i stedet for at gemme sig bag sin drages vinge? han flyttede roligt hånden fra sit sværd, men flyttede ikke armen så langt væk at han ikke ville kunne få fadt på det hurtigt hvis der var brug for det. For selvom han ikke ville blive set som fjendtlig, ville han heller ikke risikere at blive angrebet af dragen uden at kunne gøre noget igen mod den.