A meeting with the past?

[angelea]

Det var endnu en gang begyndt at blive varmere som solen skulle til at stå op over Manjarno. Angel burde ikke være ude stadigvæk men hun havde ikke kunnet finde et sted at finde ly efter denne nats jagt. #Vi når det ikke# Melanias stemme lyd inde i angels hovede selvom hun ikke ønskede det. Hun kendte konsekvenserne hvis de ikke nåede i ly. "Vi skal bare nå til søen Mel. Bare til søen så du kan få vand mens du beskytter mig fra solen. Ellers så skal vi ikke længere det lover jeg." Angel vendte hovedet over ryggen. Solen ville stå op bag hende og der var ikke lang tid endnu men på den anden side så var de heller ikke så langt fra søen så de skulle nok nå det. Hun håbede det ihvertfald, ellers så vidste Melania hvad hun skulle gøre. Hun vidste at hun måtte tage hjem til Angels datter i Peula og blive hendes drage istedet. Angel tillod ikke at lade hende være helt alene. #Der!# Mel's stemme i angels hovede var denne gang fyldt med lykke da hun kunne få øje på søen i det fjerne og hun satte farten en smule op sådan så de nåede den hurtigere. Heldigvis havde de begge fået mad den nat så de var begge friske og havde masser af energi.
Endelig nåede de søen og Mel landede på den hårde jord nær vandet. Det ville blive koldt at sidde der hele dagen men dete var ikke noget som påvirkede angel. Hendes før så varme krop var nu kold efter hendes møde med Pharrel. Han havde ved et uheld forvandlet hende til en spide. Den gang havde det været et problem men ikke længere. det betød bare at hun ikke kunne holde sig i solen længere og kun færdes frit om natten. Ant var en vanesag og angel havde vænnet sig til det. Angel var hoppet af Mel's ryg ligeså snart de var landet og hun fjernede sin saddel hurtigt så den ikke skulle genere Mel den lange dag. Mel lagde sig roligt ned på jorden nær vandet så hun kunne drikke og Angel satte sig i læ under hendes ene vinge. De kendte rutinen for de havde jo gjort dette så mange gange før, Angel vendte mod nor så hun ville få mindst chance for sol som muligt. Solen steg langsomt op ude i horisonten og et lille suk brød over angels læber. Det var længe siden hun havde set en solopgang og hun savnede lidt at se denne smukke ting som fandt sted i verdenen hver dag. Melania lukkede øjnene og udstødte et træt brøl der rungede hen over den ellers så stille sø. "Mel altså! du kommer jo til at tiltrække alle når du laver sådan!" hun grinede let af sin drage og lagde sig tilrette op af den varme krop og slappedebare af. Hun lå og planlage hvor hun mon skulle jage for føde den følgende nat.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde været en enkelt tur i Procias for at se til Camryn og lille Marcianus. Selv der havde tingene ændret sig så meget og ikke mindst med hans mor tilbage på tronen igen, så kunne det jo kun gå i den rigtige retning – også set i hans øjne. Landet var endnu en gang ved at være tilbage på benene, hvilket var noget som glædet ham så inderligt. Hans tid som den regent som han var, selvom det kun havde varet i godt og vel et døgn, så var det slet ikke noget som han tænkte over mere og det var også tydeligt at det heller ikke var noget som folk gjorde. Han havde valgt sin egen vej at gå, han havde fået sin forlovede og sin elskede lille datter som han elskede mere end det som han nogensinde ville være i stand til at beskrive, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Med den mørke kutte over hovedet, så søgte han direkte ned til søen, for han skulle uanset forbi den på vejen hjem. Han vidste at Cayla sad hjemme og ventede på ham, også selvom hun slet ikke var meget for disse ture som han gjorde sig og han vidste jo udmærket også godt hvorfor; Hun var bange for at miste ham. Et sted så gjorde det ondt, at hun direkte måtte betvivle ham på denne her måde, men det var jo egentlig heller ikke fordi at han ikke forstod hende, for det gjorde han skam godt.
Søen faldt hurtigt Junior i blikket. Selvom han havde hørt at man ikke skulle drikke fra den, så var det jo alligevel et sted som han nød at slås sig ned ved, bare for at få lidt ro til benene inden han fortsatte turen hjem. Han kunne nemlig godt lide at gå og være lidt den mere menneskelige side end at gøre brug af sine evner konstant. Tankerne kredsede omkring hans lille pige derhjemme og hans forlovede med, hvor han selvfølgelig også glædet sig til at se dem! Et smil passerede roligt hans læber, selvom det hurtig falmede igen, da han lagde mærke til det massive og store dyr som lå nede ved søen. En drage? Dem så man da aldrig nogensinde frie i naturen længere, så hvad var det her for noget?! Han blinkede let med øjnene, hvor han lod hovedet søge let på sned, som han var endt med at stoppe op. Direkte så var det ikke til at kende igen – dragen om ikke andet, men han vidste, at det ikke var et dyr som han ønskede alt for tæt på, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Hans skridt blev derfor også langt mere rolige, kontrollerede og forsigtige af sig, selv med opmærksomheden hvilende på dragen. Alle skulle vel også have lov til at være her? Hånden gled roligt mod kniven som han havde siddende i sin side, hvor han var klar til at trække den hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Magien havde han selvfølgelig, men hvor effektiv ville den vise sig at være mod en drages massive og stærke skæl? Han tog bare ikke nogen chance med mindre, at det virkelig var nødvendigt!

[angelea]

Angel lå så tæt op af Melania som det var hende muligt for at få den varme som dragen afgav. det var den eneste form for varme hun nogensinde fik og den ville hun ikke af med for noget! At der var kommet en anden ned til søen var ikke noget hun bemærkede selvom den fremmedes tilstedeværelse ikke gik helt usedt hen fra melania's side. Den stolte drage rejste hovedet og kiggede lige hen mod den kutteklædte skiggelse. Der var noget over personen, noget velkendt men hun kunne ikke lige placere hvad det var. "Angel bemærkede hvordan dragen rykkede sig fra sin faste position og det var da godt at hun åbnede øjnene for dragen havde ikke været opmærksom og solen var næsten ved at ramme angel med enkelte stråler. "Melania!" sagde hun surt og satte sig op så hun ikke var så tæt på solen. "Lig stille ellers så duer dette ikke. Så må vi blive hjemme i peu ...... hvad kigger du på?"angel havde først nu opdaget at Dragens opmærksomhed ikke var plantet hos hende men noget et stykke væk og forsigtigt kiggede angel frem fra dragens vinge og fik øje på den fremmede. Hvor længe havde personen mon stået det? hun vidste det ikke men et eller andet sted så hadede hun når folk kom for tæt på hendes drage eller bare stod og stirrede på den. Det var aldrig rart. Angel ragte stille ud efter sin dolk mens hendes blik ikke veg fra den fremmede. fra denne afstand kunne hun ikke se hvem eller hvad det var og den tanke gjorde hende en kende utryk. Melania bemærkede hendes utrykhed og brølede en gang af den fremmede selvom det ikke var et helhjertet brøl. Et eller andet sted ønskede hun vel ikke at skræmme den fremmede væk? Angel tog sig stille sammen og rømmede sig. "Undskyld men der er noget at kigge på?" spurgte hun, en smule flabet. hendes stemme havde ikke ændret sig meget fra den gang hun var 18 og dragerytter men dog var hun blevet en god del ældre nu end hun havde været den gang.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Denne store drage var noget som alligevel et sted måtte virke en anelse velkendt for Juniors vedkommende, selvom han nu heller ikke var i stand til at placere det som sådan. Han vidste ikke rigtigt, men.. noget var der og et sted så var det ham virkelig en frygtelig frustrerende tanke for hans vedkommende! De grønne øjne hvilede på dragens skikkelse. Umiddelbart med saddel og det hele, så ville han da gå ud fra at denne drage også måtte have en rytter et eller andet sted, og var der noget som han vidste, så var det at en drage ikke kunne leve uden sin rytter, så vedkommende måtte være i nærheden. At dragen havde fået øje på ham, var noget som omgående fik ham til at stoppe op, hvor han mødte dragens blik. Lige hvem og hvad det var som den måtte ligge der for vidste han ikke, men han vidste, at han slet ikke ønskede at komme dette væsen på tværs, for det ville han da slet ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet! Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt. Direkte så ønskede han ikke at fremstå som en trussel for dette dyr, for det kunne da spise ham i en enkelt mundfuld hvis det var noget som det havde lyst til og det var slet ikke noget som han brød sig om! Alene tanken om at skulle miste Cayla og lille Aliyah som han havde derhjemme, var slet ikke noget som han ville skjule det mindste. Han knyttede næven let og vendte blikket mod det store dyr endnu en gang. Han blinkede let med øjnene og stoppede op endnu en gang som han var kommet helt ned til vandet, selv om det var med en kæmpe afstand til det store dyr alligevel. ”Jeg står her ikke for at glo. Jeg ønsker bare muligheden for at hvile fødderne inden jeg skal videre!” svarede han med en ganske høj stemme, også for at være sikker på at vedkommende ville være i stand til at høre ham, for han ville heller ikke gøre vedkommende sur. Umiddelbart så genkendte han ikke stemme eller noget som helst. Det var jo noget som gjaldt noget som lå i den fortid som man mindes særlig meget, men noget som gjaldt frygtelig mange år tilbage faktisk. Hans hånd slap dog ikke kniven på noget tidspunkt, selvom han vidste at den ville kunne stille meget lidt op mod dette store væsen, men han var vel også nødt til at gøre et forsøg hvis det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed. ”Jeg vil Jer intet ondt!” afsluttede han med en stemme præget af ren og skær alvor. Det var da noget af det sidste som han ville gøre ved et væsen som en stor drage!

[angelea]

Angels øjne hvilede, som dragens på skiggelsen i hendes nærhed. Det var længe siden hun havde mødt et andet væsen som hun ikke konsekvent havde drukket blodet fra og derefter fodret til Melania. Mel hævede let sin vinge sådan så Angels skiggelse var synlig. Hvis hun havde vidst at det havde været junior foran hende så havde hun nok ikke taget den lige så stille og roligt som hun gjorde det nu. hun kunne godt huske junior, herre gud så kunne hun jo se ham i sin lille datter hver dag men hun tænkte ikke så meget på ham længere. Hun havde vel egentlig glemt den kort tid de havde haft sammen inden alt dette havde været sket. At han ikke ville gøre dem noget lettede ikke det mindste Angels svage nervøsitet. Hun kendte ikke denne fremmede, eller det troede hun i hvert fald ikke og man kunne aldrig vide hvad fremmede ville gøre. Angel vendte kort blikekt mod sin drage, Mel var som regel god menneske kender. "Kan vi stole på at han intet ondt vil os?" spurgte hun roligt og ignorere kort Juniors tilstedeværelse for at få svaret. Hun endte blot med at nikke til dragens svar og atter en gang vende blikket mod den fremmede. "Okay. jeg tror på dig. og hvis du prøver på noget så sender jeg min drage efter dig" Mel fnøs kort og puffede blidt til Angel. #Du behøver ikke skubbe folk væk ved at sige at jeg vil æde dem! Hvad med at få nogle venner istedet for bare at true folk du møder eller æde dem?# den bebrejdende tone var slet ikke til at tage fejl af og Angel mumlede irriteret noget til Mel og sukkede så. "Undskyld. Vi er heller ikke fjentligsindede men jeg er ikke vant til fremmede. Man er jo nød til at passe på sig selv i disse tider" Angel vente kort blikket mod Mel. #Tilfreds?# spurgte hun så kun Mel kunne høre det og det var næsten som om dragen smilede triumferende da den nikkede til hende, hvilket kun fik angel til at blive en smule sulky.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde en familie som han var direkte nødsaget til at skulle sætte i første række, så han kunne ikke og måtte ikke gøre nogen fejl! At stille sig overfor en drage på denne her måde, var virkelig ikke noget som han ville få det mindste ud af, så meget vidste han allerede! Af den grund, så var han dog stadig meget forsigtig og meget varsom, for han ønskede virkelig ikke at træde forkert! Han knælede roligt ved siden af søen, også mest for at få sig selv lidt ned på det lavere niveau, så han med andre ord også måtte lægge sig under dragen. Hans blik tog han dog ikke fra den på nogen måde. Middelbart genkendte han hende stadig ikke og det var bestemt heller ikke fordi at han direkte regnede med at få noget navn og specielt ikke med det liv som han havde i Dvasias, så var han van til at han selv var direkte nødsaget til at skulle spille lidt med musklerne, for ellers ville det gå galt, så meget vidste han. Han trak vejret dybt om med et skævt smil på læben. ”Send dragen efter mig hvis du ikke tror på mig, frøken. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget ondt eller dit smukke væsen for den sags skyld. Jeg vil bare hvile inden jeg vil hjem til familien!” forklarede han videre, som han roligt blev siddende ved søens vand, hvor han vendte blikket og sin opmærksomhed mod den endnu en gang, også mest for at vise at han ikke var der for at ødelægge noget som helst, han var der ikke for at ødelægge deres ro og deres fred, for det var noget af det sidste som han havde lyst til. Han lagde roligt kniven ved sin side og sad derfor ubevæbnet. Han formede hænderne som en skål, hvor han roligt lod dem søge under vandet, så han kunne kaste det direkte op i hans eget ansigt. Det var virkelig noget som gjorde godt! Han vendte sig roligt mod dragen igen, selvom han ikke samlede kniven op på nogen måde. ”Og hvad er Deres navn?” spurgte han roligt, som han satte sig på bagpartiet i stedet for. han havde virkelig brug for hvile inden han tog hjemover.

[angelea]

Man skulle som regel ikke ligge sig ud med hverken Angel eller Melania. De mange år da havde levet sammen, de kendte hinanden så godt var var blevet bedre til at arbejde sammen selvom de havde en lidt underlig omgangs tone med hinanden. Angel betraktede den fremmede som han satte sig ved breden og næsten underkastede sig dragen. hun vidste at hun da nok selv ville have gjort det i samme situation. En drage var ikke til at spøge med og da slet ikke Mel. Hun var egentlig ret hidsig, et træk hun nok havde fået fra Angel igennem alle disse år. "Jeg ønsker som sagt ikke at gøre dig noget. Jeg er ikke god til nye mennesker. Jeg lever for mig selv med min datter. Fremmede har det altid med bare at komme i vejen. En trussel med en drage holder folk på afstand som regel." hun sendte ham et undskyldende smil. Det var jo ikke fordi hun ville skade ham på nogen som helst måde! Hun ønskede jo blot ikke at komme i unoder med folk hun ikke kendte. var det så meget at forlange? hendes fremgangs måde var jo nok ikke den bedste men hun var jo stadig forholdsvis ung. Hun havde meget at lære endnu. Da han spurgte efter hendes navn måtte hun da alligevel tøve en kende. Ikke fordi hun var nogen speciel men hendes navn? det var da måske lige for meget. #Sig det nu. Jeg tror ikke han bider# Mels stemme lød drillende inde i angels hovede og angels opmærksomhed skiftede mod dragen. "Haha, meget morsomt Mel. Du skal vidst afrettes lidt" mumlede hun gnavent men rystede det så af sig da hun endnu en gang vendte blikket mod dem fremmede. "Mit navn er Angelea Dex. og dit?" de grønne øjne fjernede sig ikke fra den fremmede ved vandet. Hun vidste ikke hvorfor men hun ønskede bare at holde øje med ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior fandt det direkte klogt at underlægge sig denne drage, udelukkende for sit eget velbefindende. Han ønskede ikke at komme dem på tværs og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at kaste sig i strid med dette store og prægtige dyr. Det var frygtelig længe siden at han havde været i nærheden af noget som i det hele taget måtte minde om en drage, så selvfølgelig var det også noget som gjorde ham frygtelig, frygtelig nysgerrig, at det var noget som man skulle tro måtte være løgn. Blikket og de grønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse, som han lige kunne skimte hende henne ved dragen. Stadig var der ikke rigtigt noget som han kunne genkende. ”Det er de færreste som vil stille sig op mod et så stort og prægtigt væsen som en drage,” påpegede han sigende. De tykke skæl kunne hans egen magi jo trods alt heller ikke trænge igennem, så han gjorde vel også klogt i at holde sig på en mindre afstand? Han trak vejret dybt og blev ellers på sin plads som kvinden nu alligevel valgte at præsentere sig, hvor han endte med at sidde fuldkommen stiv i blikket. Angelea Dex? Kunne det være? Nej.. det var da slet ikke noget som gav nogen mening for ham på nogen måde overhovedet! ”Undskyld frøken.. Jeg er næsten sikker på at jeg hørte dig præsentere dig som Angelea Dex? Den Dex? Han endte roligt med at rejse sig, som han mærkede hans hjerte slå en kende mere fast mod hans bryst end det som det havde gjort tidligere. Han.. kendte hende jo! De grønne øjne faldt omgående til hendes skikkelse, som han let knyttede hænderne. Det var frygtelig, frygtelig mange år siden han sidst havde set hende, at man skulle tro at det var løgn, men han havde jo valgt en anden vej – uden Camryn, uden Angel, men med Cayla og det var slet ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at fortryde på nogen som helst måde overhovedet. ”Det.. det er årevis siden jeg har set en skygge til dig..” Disse ord var så lave, at det nok kun var ham selv som kunne høre dem, men han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere!

[angelea]

Angel vidste godt at det var de færreste mennesker der ville lægge sig ud med en drage. Det var der vel heller ikke nogen tvivl om, men alligevel var der jo nogen der var dumme nok til at prøve det og hun ønskede ikke en kamp så længe at solen var fremme. Hun var ret så magtesløs i dagtimerne! At angels præsentation var noget som påvirkede ham kunne både Melania og Angel da tydeligt se. Mel blev hurtigt mere opmærksom og hendes blik hvilede på den fremmede. Hans ord kom også bag på Angel. "Ja. Mit navn er Angelea Dex måske du ..." Hun stoppede op da hun hørte hans andre ord. Længe siden? hvad mente han med det? Havde hun mødt ham før? hun kunne ikke genkende personen på stående fod og blev egentlig lidt forvirret over hans reaktion. #Det er Junior# Mels stemme lød stille inde i Angels hovede og nu var det Angels tur til at fryse fast. Hun havde aldrig regnet med at skulle støde ind i ham igen, at se ham igen. Hun dumpede ned bag Mels vinge og tog sig kort og tænkende til hovedet. Hun vidste at hun måtte gøre noget. "Det er jo svært at efterlade en skygge når man er tvunget til at leve i mørket" Det var det eneste hun kunne sige. Hvorfor det var det vidste hun ikke selv. Melania vendte blikket mod Angel og fnøs af hende. Mels stemme lød inden i Angels hovede endnu en gang. "Det er ikke noget han skal vide ..... Jeg ved da godt men hvad fanden kan han .... Nej det skal han ikke .... Pas nu bare dit eget afkom .... Ja jeg ved godt du ikke har noget! Hold nu bare op med at være så belærende hele tiden!" for udeforstående mennesker ville man tro at hun talte med sig selv men dem der kendte til dragerytter vidste at de kunne snakke med deres drager.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan han burde reagere. Han havde ærlig talt slet ikke regnet med at han skulle se noget som helst til Angel mere. Af hvad han havde hørt, så var hun død? Og her var hun? Han kunne da slet ikke forstå det! Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod hans hænder som tydeligt også var begyndt at ryste, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om på nogen måde overhovedet! Han burde tage hjem til familien – hjem til sin forlovede og sin lille datter. Han blev stående, selvom han et sted vidste at han burde søge en smule tættere på, eller burde han? Han vidste virkelig ikke noget som helst og det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet! Han bed sig let i læben. Det måtte være den Angel. Han var slet ikke i tvivl om det! ”Angel..” Han endte dog alligevel med at træde et skridt frem, selvom han stoppede igen. Han ville trods alt heller ikke for tæt på Melania og specielt ikke hvis han ikke var ønsket på denne her måde. De grønne øjne vendte han roligt i retningen af dem. At han havde en datter også sammen med hende, var slet ikke noget som han havde det mindste anelse om, også selvom han faktisk ønskede at tage sig det ansvar som han burde gøre det. ”Mørket er blevet en del af mit liv nu, Angel..” Han vendte blikket mod dragen, selvom han nu heller ikke kunne se hende mere, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet, et sted var det noget som ærgrede ham, for han kunne virkelig ikke have det! Han tog endnu en gang et par skridt tættere på hende, selvom det nu var noget som han gjorde langt mere sikkert end tidligere. Han lod hovedet søge let på sned. ”Angel, er det virkelig dig?” spurgte han stille, nu hvor hans stemme endnu en gang måtte kræve et svar. Nu hvor kongen og den adelige trådte lidt mere i karakter ved ham.

[angelea]

Angel vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op med sig selv lige nu. Skulle hun fortælle ham om Acacia som lige nu sad derhjemme og ventede på hende. Hun vidste det ikke men en ting var sikkert. Hun var jo nød til at take med ham. "Ja, det er mig Junior." sagde hun stille og knap nok hørligt. Hun hørte hvad sagde og sukkede stille. Hun huskede stadig hvordan hun havde revet ham den gang, hvordan hun havde dræbt ham men at han stadig var i live med en død krop. Dette var tydeligtvis ikke tilfældet længere hvilket kun kunne glæde hende. "Er du en del af mørket? lysets prins?" hun kiggede frem fra vingen og sendte ham et lille smil. "Jeg kan se at solen ikke længere er dig en byrde. Jeg er glad for at du ikke er som mig længere. Selvom det er så lang tid siden er det stadig noget det trykker mig den dag i dag, at jeg ikke kunne styrre mig den gang og bragte dig så meget i uføre" sagde hun roligt. hun var virkelig ked af alt det hun havde forvoldt ham. Det havde aldrig været hendes intentioner. Hun rejste sig og trådte et par skridt mod ham og lagede hovedet let på sned. Han var blevet mere voksen at se på, det kunne hun ikke benægte. Hun sendte ham et lille smil. Hun havde ikke tænkt over det men var kommet lidt udenfor Mels skygge. Hun mærkede den brændende smerte i hendes skulder og endte med at falde på knæ foran ham. Hun var inde i Mels skygge igen og stønnede svagt i smerte mens hun prøvede at se skaderne. "Man jeg er da også et klods" hun rystede på hovedet af sig selv. Men hun var ikke den eneste. man kunne tydeligt høre og se på Mel at hun ikke var tilfreds. #Du passer da heller aldrig på# vrissede hun derud af inde i angels hovede.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig nogensinde regnet med at han endnu en gang skulle stå ansigt til ansigt med Angel, men her stod han. Ikke fordi at det var noget som hjalp ham i det store og hele, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre det mindste ved. Han måtte tage det hele som det måtte komme, for det var heller ikke fordi at han havde noget andet valg. Hans hjerte begyndte fast at hamre mod hans bryst, som han endnu en gang måtte tage et skridt tættere på hende og Melania. Han havde jo gang på gang tidligere også bevidst at han ikke havde ønsket at forvolde hende noget ondt og det var bestemt heller ikke fordi at det var et ønske som han sad inde med. ”Den royale titel lagde jeg fra mig for mange år siden, Angel. Jeg er ikke længere bosat der.” Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme kontrollerede og stilfærdige mine som tidligere, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende. Han var bare ærlig – ligesom han også havde været tilbage dengang.
At se Angel søge ud mod solen og at se hende få ondt, var selvfølgelig noget som tydeligt måtte ramme ham. Han gik næsten hastigt mod hende. Han havde selvfølgelig glemt kniven henne ved søen, men det var ærlig talt ikke det som han tænkte på lige nu. Han kendte til Angel, så hvorfor skulle hun da gøre ham ondt? Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende ondt på nogen måde! Han trak vejret dybt og endte et par meter derfra. ”Angel..? Er du okay?” Uden at tænke over det, så endte han helt henne ved hende. Som dengang, så stod magikeren heldigvis stadig stærkest i ham og det var uden tøven. Han søgte til tider kun ud for at lufte warlocken lidt, for han kunne heller ikke skjule den del af sig for tid og evighed! Han knælede ved hende, hvor han lagde hånden mod hendes overarm også for at give hende en anelse støtte. Han ønskede hende jo intet ondt. Han ønskede jo egentlig bare at.. hjælpe hende.

[angelea]

Angel havde da savnet Junior, hvordan kunne hun ikke det når deres fælles datter var hjemme i det lille hus hun havde i Peula. Det havde været hårdt at være alene og Angel var jo stadig så forfærdelig ung! Hun havde dog ændret sind, hun var blevet meget mere voksen end den gang hvor alt hun kunne var at skabe kaos for ham. Det at hun havde søgt ud i solen havde dog fået hende til at vågne lidt op. Det var stadig lyst og hun var stadig bundet af den skygge Melania skaffede hende med sin krop. Hendes blik søgte jorden og hun lukkede øjnene. Det kunne have været endt så frygtelig galt fordi hun ikke havde passet på! Hun mærkede juniors hånd på hendes overarm og hendes blik søgte hans med det samme. det var som om hun indtil der ikke helt havde troet på at han var der. Måske at hun havde drømt eller noget men hans berøring fortalte hende noget andet. En ting der da også kun kunne glæde hende.
Hendes øjne bar præg af at have haft det hårdt men det var ikke vigtigt nu. Hun sendte ham et lille og blidt smil. "Ja, jeg er okay" sagde hun roligt og kørte en hånd igennem det brune hår. "Jeg er bare lidt uforsigtig, man burde da tro at efter 100 år at jeg burde have vænnet mig til det at være Spide men det lader det da ikke til" hun rjste sig og sørgede denne gang for at holde sig ude af solens lys. Forsigtig tog hun blidt fat om et lille stykke af hans tøj og hev ham med sig over til Melanias vinge. Det var der hun var sikrest, det var der vel heller ingen tvivl om? rolig slap hun ham og satte sig ned i skyggen. #Du burde fortælle ham det Angel. Det er jeres fælles barn# Mels bebrejdende stemme lød igen i angels hovede og et lille suk lød over angels læber. "jeg skal nok, jeg skal nok" mumlede hun med et irriteret blik til Melania men havde ikke i sinde at gøre det hvilket Mel vidste og det irriterede hende grænseløst. Han burde vide det! Mel lukkede øjnene. #Junior kan du høre mig?# det var længe siden hun havde prøvet at sende sine tanker til andre end Angel og Acacia men hun håbede da han at han kunne høre det. #Hvis du kan høre mig så bare svar ved at tænke#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det overraskede virkelig Junior at han skulle støde på Angel, for det var virkelig noget af det sidste som han havde regnet med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et sted måtte han vel også erkende, at han faktisk havde.. glemt hende? Selvom det måske ikke var noget som man måtte se til med et godt blik, så var det virkelig ikke noget som han kunne gøre for. det var frygtelig mange år som var gået, og det var frygtelig lang tid som havde passeret på denne her måde, så hvornår og hvorfor skulle han have skænket hende en tanke?
At se hende bevæge sig ud i solens lys var bestemt heller ikke noget som han brød sig om, hvor han næsten hurtigt endte henne ved hende, hvor han greb omkring hendes skuldre, nærmest også for at få hende til at stoppe, for det ville da først for alvor gøre ondt, hvis hun kom helt ud! Hånden gled roligt mod hendes overarm, hvor det næsten overraskede ham, da hun trak ham ind til sig og ind i skyggen under Melania. Han bed sig let i læben og vendte blikket mod hende hvor han alligevel sendte hende et stille smil. Han havde holdt frygtelig meget af hende. Ja, han havde været på det punkt, hvor han faktisk kunne stå ved, at han faktisk elskede hende, men det var ikke noget som han kunne sige nu. Han havde sin forlovede hjemme, han havde sit eget liv og det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen som helst intentioner om at skulle give slip på, på denne her måde! ”Det kræver stadig en tilvænning som kan glemmes i uventede situationer.. såsom denne,” forklarede han stille. At der var noget som hun skulle var noget som gjorde ham nysgerrig, selvom det nu heller ikke var noget som han spurgte ind til. Hvis hun ikke ville fortælle ham det, så skulle han bestemt heller ikke plage og mase om det. Han vendte blikket ganske kort op mod Melania som han var sikker på at det var hende som lød i hans hoved? Han bed sig en anelse i læben. #Hvad sker der?# Han var nysgerrig og det at spørge dragen ville han sikkert få langt mere ud af end det som han ville, hvis han spurgte Angel. Han vendte blikket mod Angel hvor han sendte hende et skævt smil – næsten som om at intet skete.

[angelea]

Angel ville vel et sted også have glemt ham hvis Acacia ikke havde været derhjemme? Hun lignede jo Junior så meget! Eller det synes angel i hvert fald. En gang i mellem havde angel hadet det, det at hun ikke kunne glemme ham på grund af deres barn men på den anden side .... så havde hun vel vokset af det. Lært sig selv en hel del om det at være voksen, at man ikke kunne få hvad man pegede på. Hun smilede stille fra skyggen til Junior. "Du er vokset en del" Startede hun ud og begyndte at pille genert ved sit hår. Det var så længe siden hun havde set ham. Ikke fordi hun stadig var vild med ham, det var ikke derfor hun var genert men det var bare det at se en gammel ven? hun bed sig let i læben og de grønne øjne hvilede på ham med en ro hun ikke havde formået at udvise før. I hvert fald ikke i nærheden af ham. "Hvad har du bedrevet i alt den tid? det er jo efterhånden længe siden vi sidst så hinanden" hun var nysgerrig efter at vide hvad der var sket i hans liv.
Mel opfangede hans tanker og hun stjal et enkelt blik mod Angel. Junior skulle altså vide at Acacia var hans datter. Angel ville ikke meget længere kunnet styre hende, det vidste Mel og måske kunne junior hjælpe dem på en måde? #Angel ønsker ikke at du skal vide dette men ....# Mel tav kort og kiggede igen på Angel. Angel havde ikke opdaget noget endnu da hun var langt mere interesseret i Junior og hvordan det gik ham. Mel tog sig sammen og vendte opmærksomheden mod Junior igen. #Angel var gravid da du forlod hendes sidst. I har en datter. En pige som Angel har døbt Acacia og som er i Peula ligenu. Acacia er en håndful for Angel at klare alene. Sidst vi var hjemme kom de næsten op og slås begge to. Acacia har arvet Angels temperament og jeg er bekymret. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med dem. Jeg håbede lidt på at du måske kunne give mig et råd eller to?# Mel håbede virkelig at han kunne hjælpe. Hun var i vildrede med hvad der skulle ske med Acacia og Angel.