Back to city life

[Deleted]

At kalde Dave for et socialt væsen var mere end rigeligt til at overdrive. Han havde levet i årevis væk fra andre i et tæt mørke. År der var gået uden han havde styr på hvad der var dag og nat. Han havde ikke kunne gøre andet end stole blindt på Tarja der hjalp ham selvom han til tider ikke så hende i noget han følte som dage. Hvilket det måske også havde været? Og selv nu hvor han kunne se igen og han atter havde mistet en han elskede havde han søgt til skovenes ly igen. Dog i Procias denne gang selvom han ikke var klar over hvad der var hvad andet end træerne måtte være en skov. Han havde dog mødt sin elskede igen og minderne var så småt begyndt at komme tilbage til ham. Men her og nu sad han altså inde i byens midte på kroen. Han havde forladt træerne og skovens tryghed for at få set sig lidt om. Han havde lovet at komme igen så hurtigt som muligt. Han havde allerede været forbi kirken hvor han i vinters havde mødt sin elskede igen. Det havde været koldt, men hyggeligt så snart deres minder kom tilbage til dem begge og de atter kunne være sammen.
Hans klæder var simple og ikke just noget at prale af. En lidt falmet skjorte der dog på trods af hans omgivelser ikke var revet i stikker af torne på buske og af træernes grene når han gik rundt. Den var mere eller mindre intakt. Han havde et par bukser på der var lidt falmet også, men også en anelse slidte visse steder. Ikke fordi han kravlede rundt på jorden og op i træerne. Det var vel bare sådan tøj blev? Han havde sko på som han ellers kun brugte i kolde tider. Om sommeren var skoven fin nok, at gå rundt i med bare tæer i det dejlige græs og kolde bække. Men ja det var ved og blive køligt plus han var i byen så han havde taget sine sko på. Han drak lidt mere af det krus der stod foran ham med noget havlilje te som han måtte indrømme smagte skønt selvom mange ville kalde det en tøset ting at drikke? Men øl var ikke ham. Og han kunne lide den beroligende effekt teen havde på ham. Han blev næsten helt salig. Han sad ved væggen og kunne se ud af vinduet tættest på sig med en lidt skrå vinkel. Dog kun den side af gaden som førte væk fra ham jo. Hvad der skete på kroens anden side var ham ukendt. Han sad dog tilbagelænet og lod et par fingre let glide gennem sit lidt halv lange blonde hår med et skævt smil for sig selv. Han ville se på lidt flere butikker og måske købe lidt nyt tøj med tilbage. Eller måske hellere tæpper og sådan til når vinteren atter ville slå ind. Han lod blikket kort glide over gadernes travle liv igen. Handlende og folk der skulle nå en masse. Ja det var ikke just en stille dag på gaden og han var glad for han sad herinde og ikke blev mast derude. Solen var jo også på himlen og der var kun en svag vind. Og ikke en sky at se. Ja det var sandelig en af de bedre solrige dage selvom de ikke ville vare med ret meget længere.

[noro]

Noro var taget til aparta City, og var nu på vej mod byens kro. Det var ikke fordi han havde et job at han var taget her til, men for at hente nogle penge fra et job, og nu hvor han havde hentet dem, kunne han vel lige så godt tage ind på kroen og få sovet der, det var vel lige så godt som alle andre steder uden for byen. I stedet for at være klædt i sin normale læderdragt som gjorde det muligt for ham at bevæge sig lydløst og uopdaget, var han idag, klædt i normalt tøj lavet af stof, med en brun kappe der dækkede hele kroppen. Det eneste der kunne ses ved hans krop, andet end kappen og hans hovede, var sværdhæftet fra hans katana som han ikke gik nogen steder uden, selvom han dog sagtens kunne forsvare sig med sine evner alene, han var trods alt den sidste levende Avatar, og det var kun fordi at han var deres leder at han havde overlevet at uddø. Desværre ville Avatar racen nok uddø med ham, og hvis ikke med ham så med tiden. Han stoppede op foran døren til kroen, og uden at rører håndtaget, blev det presset ned og døren åbnede sig roligt op, og et lidt krafttigt vindpust slap ind i kroen. Det var det gode ved at være leder, han kunne kontrolere sit hovedelement fuldkommen, og hans tilfælde var det hovedelement vinden. Han trådte roligt ind af døren, og da han var kommet ind lukkede døren som ved sig selv igen bag ved ham. Han gik med rolige skridt op til skranken, og satte sig på en stol der oppe. Han fandt nogle mønter frem og lagde dem på bordet "Jeg skal have et måltid og et værrelse for natten" sagde han til kvinden som åbenbart var på arbejde den dag, hun nikkede med et smil, tog pengende og gik ud bagved hvor man svagt kunne hører at hun rumsterede med et eller andet. Mens Han ventede, lod noro sit blik glide rundt blandt menneskerne der inden, for at finde ud af om der var en mulig trussel mod ham, eller om han kunne slappe af.

[Deleted]

Dave sad mest i sin egen verden mens han holdt øje med folk på gaden og også lidt med de få der var herinde. Bare for at sikre sig man undgik så mange former for ballade som muligt, da han bestemt ikke var glad for at blive blandet ud i noget. Han ville ikke slås. Han ville ikke ende med at skulle bruge nogen af sine evner. Han savnede egentlig lidt at kunne snakke med folk, men han fandt det nu bedst ikke at snakke med fremmede. Han måtte lære nogen og kende først på en eller anden måde. Han måtte vel bare se hvad der skete?
At et vindpust så trængte ind i krostuen kom lidt bag på Dave der mærkede et spjæt i sig selv. Han så om og så en mand der kom ind. Nå det var derfor. Ja det gav vel sig selv. Bortset fra at der vist ikke var så kraftig en vind udenfor. Træerne han kunne se bevægede sig knap nok. Underligt. Han så ned i sin te kop igen og tog endnu en lille tår med et skævt smil på læben og mærkede den skønne væske i sin hals. Han havde ikke lagt meget mere mærke til den fremmede mand der var kommet og den sære vind. Han tog sig ikke videre af det, da det ikke virkede farligt på nogen måde. Han lod fingrene trimme let mod bord pladen mens han hældte mere havlilje te op i sin kop. Den var stadigvæk dampende varm, men ikke mere end man kunne drikke den. Han lænede sig tilbage og så lidt rundt igen mens han tænkte over om han mon skulle bestille noget mad.

[noro]

Da noro var blevet sikker i sin sag, om at han ikke ville være i problemer her, da der ikke var nogen som ville ham ondt, slappede han mere af, selvom det dog var tydeligt, at han end ikke, når han slappede af, lod sin vagtsomhed forsvinder. Han levede et liv, hvor man aldrig kunne være sikker på hvad folk ville gøre, og selvom dette var i lysets land, fandtes der også væsner som ville gøre andre ondt for penge, mad eller bare fordi at de havde sagt noget forkert til personen mens denne var fuld. Noro kiggede op da han fik maden han havde bestilt sammen med en nøgle. Han nikkede taknemligt og betalte med et smil på læben, han begyndte derefter at spise sin mad. Hans blik gled roligt gennem kroen, mens han spiste, da han ikke ville blive taget med bukserne nede. Hans blik faldt på manden der sad lidt for sig selv, men efter at betragtede ham lidt, bevægede blikket sig videre, da Noro ikke mente at der var noget at frygte fra ham.

[Deleted]

Det var ikke alle der lænede sig tilbage og holdt sig i ro selv i dette land. Dave var langt fra rolig så længe han var omgivet af fremmede folk. Han gned sin arm lidt og så bort fra vinduet. Han gad ikke rigtigt se ud mere. Der var ikke noget videre interessant og han fik jo ikke noget af ud af det andet end han lagde mindre mærke til dette herinde som jo nok var mest vigtigt. Han kunne let blive angrebet bagfra. Ikke at han nok kunne gøre noget hvis han opdagede det. Han sukkede stille og lod hænderne let lukke sig rundt om hans kop. Han havde været forbi en smed og set på nogle sværd, men nej han havde ikke købt et. Han ville næppe skade andre. Mest sig selv med sådan en ting. Han havde nok heller ikke råd. Slet ikke hvis det skulle være et let et han kunne bære og løfte. Dem der havde været virkede tunge for ham. han var jo spinkel og ikke særlig trænet. Han sukkede igen og rystede lidt på hovedet og slap sin kop og fik skubbet den lidt væk efter han havde drukket det sidste. Han sad lidt før han fik rejst sig og gik op mod baren for betale for sin te. Han så kort mod den fremmede mand der var kommet ind med den sære vind. Han vidste ikke om det var en god idé at nærme sig en sær person som ham, men han skulle jo frem og tilbage i rummet.