A night out?

[scorpius]

Natten havde slået ind over Manjarno, som den sædvanlige rutine, mellem månen og solen der skiftevis herskede på den store himmel, som intet var højere end. Med solen kom den varme dag, og med månen den kolde nat. På trods at sommeren var ved at være ovre, var det stadig en anelse lunt om aftenen, i hvert fald denne aften. Man kunne nok ikke rende rundt i shorts og top, men der var heller ikke grund til at dække sig ind i alskens bluser og kapper. Det var en smuk aften, med en skyfri himmel, hvor der var udsigt til de mange smukke stjerner og den store måne, der dog desværre ikke var fuld og perfekt, men den var dog på vej til det og strålede stadig smukt. Selve byen i Manjarno var der godt liv i denne aften. Der hang snore fra den ene side med huse til den anden side med de store huse, hvor der hang flotte forskellige lanterner ned fra snorene og skabte et flot skær i Manjarno by. Snorene gik i en ziczac, form gennem torvet hele vejen ned til markedet, hvor der var blevet sat fakler op til at oplyse det store marked, hvor boderne havde ekstra langt åbent. Der var mange folk, og dog ikke overdrevet med dem, da mange af dem sad inde på diverse kroer og værtshus for at få noget at drikke. Scorpius var dog kommet til Manjarno. Han havde skullet løbe et ærinde for sin onkel Giovanni, hvor han lige var blevet færdig med det. Han havde fået pengene af køberne, hvor han nu egentlig var på vej tilbage til Peula, hvor familien boede, skønt han regnede med at overnatte i Manjarno denne nat, inden han fortsatte videre hjemover, som han ville gøre i morgen. Han bar en hvid skjorte der var knappet en anelse op, så man kunne ane det faste bryst indenunder, hvor ærmerne var smurt op til albuerne, så man kunne se de stærke underarme. Han bar ellers nogle mørke jeans, der hang en anelse om røven på ham, der sad stramt omkring hans lægge. De mørkebrune øjne med den flotte sensuelle glød gled ganske let omkring, imens et lille træk fandt sted i hans ene mundvig. Han gik roligt langs boderne, der var mange forskellige ting, selvom de billige af slagsene ikke fangede hans interesse, men de mere dyre og kvalitetsprægede gjorde til gengæld. Han selv bar en lang guldkæde, der gik ned til midten af hans markante mave, hvor han ellers bar sin slægsring med familiens symbol på; kobraslangen som danner sig som et stort S i en ildkugle, og ellers hans to øreringe lavet af direkte diamant, der selv måtte glitre ganske let når lyset fra lanterne ramte dem perfekt.

[Deleted]

Atalya havde holdt sigen indendøre hele dagen, ikke fordi hun var tvunget til det. Hun havde fundet på måder hvorpå hun kunne færdes udendørs uden at frygte solens stråler mod sin hud. HUn ønskede ikke at dø som hendes forældre havde gjort det så få måneder tilbage. Måneder eller var det virkelig et år allerede? hun vidste det ikke helt. Hun havde mistet tidsfornemmelsen fuldkommen eftersom hun bare havde vandret fra sted til sted uden formål. HUn var jo stadig så ung, hun havde ingen tilbage og der var jo stadig det pressende problem med at hun ikke selv kunne kæmpe om føden. Hun var bare ikke stærk nok så længe at hendes kræfter var bundet i den dumme armulet. Endnu en gang prøvede hun at hive den løs, det prøvede hun jo så ofte men hun kunne ikke. Den ville ikke gå af og hun hadede det, eller gjorde hun. Det var jo egentlig et paradox hun sad i. Hun vidste hvem hun var men blev armuletten taget af hende hvad ville hun mon så ville blive? hun kunne ikke mindes sit tidligere jeg og hvad ville det også nytte? hun havde jo været så ung den gang armuletten var blevet lagt om hendes hals. Hun havde døjet med den i så mange år. Stille gik hun i sine egne tanker ned gennem Manjarnos gader. Lysene og de glade mennesker var noget hun kun svagt opfangede. Ikke fordi hun ikke synes at stemningen var hyggelig men hun ønskede vel et eller andet sted bare at være alene? stille bevægede hun sig hen mod en bod med nogle eksklusive stykker tøj. Dog kunne hun kun kigge, hun havde ingen penge, ikke en gang nok til mad. Hun fik dog tiltusket sig til noget blod som hun altid havde på sig. Hun tog den lille flaske op og drak en tår af den. Hun kaldte det medicin til de få mennesker som havde spurgt hende. Hun ville ikke have at folk fik afvide hvad hun var. Hun kunne jo sådan set også gå for at være en menneske med lethed så hvorfor ikke bare fortsætte det sådan? hvis hun ikke blev på et sted for længe så kunne hun vel godt lyve om sin race. Hun var ikke stolt over det der var sket og derfor nænnede hun ikke at fortælle nogen hvad hun var. Det ville jo også være dumt. Hun ville være et alt for let bytte for en vampyrjæger. hun ville blive et offer alt for let. Ude af den ene øjenkrog anede hun godt en ung mand som stod ikke så langt fra hende og kiggede også. Hun havde svært ved at tage blikket fra ham igen. hun vidste ikke hvorfor men det skræmte hende. Hvorfor blev hun ved med at kigge på ham? Til sidst fik hun dog hevet blikket fra ham og fik igen kigget på det tøj som hun stod foran. hvor kunne hun dog bare bruge noget nyt tøj. Hun sukkede stille. Hvorfor skulle alt i denne verden dog også koste penge?

[scorpius]

Så livlige som Manjarnos gader måtte være, så var alle de glade mennesker noget som måtte smitte af på Scorpius, som bar sit sædvanlige kække smil, der selv ikke kunne skjule den sensuelle glød, som lå normalt til hans race. Der var noget muntert over ham, hvilket han heller ikke lagde det mindste skjul på, desuden var han jo også nød til at gå frem med et godt eksempel, for han skulle trods alt repræsentere familien, og med de ting som han allerede havde forvoldt af problemer, så vidste han også godt at han ikke havde mange chancer tilbage, han var bange for at han kun skulle gøre en stor fatal fejl og så var han ude. Tanken fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen, selvom han dog hurtigt endte med at komme på andre tanker, da hans mørkebrune, dybe og lettere glødende øjne faldt på en bod der havde langt mere luksuriøst tøj, noget som måtte aflede hans tanker og få et tydeligt stort smil frem på hans læber, så man kunne se den øverste perlerække af hans flotte hvide tænder. Han lagde ikke mærke til de folk han gik forbi, der ikke kunne lade vær med at skænke ham et blik eller to, da han ikke lagde det mindste skjul på sin sensuelle udstråling, skønt han gjorde det lettere ubevidst. Han stoppede op ved boden, hvor han næsten lyste op som et lille barn under juleaften. Det han dog dernæst lagde mærke til, var tøsen der stod ved siden af ham, hvor han kort havde fået et glimt af flasken med det røde stads i. Han lod hovedet søge ganske let på sned, hvor et næsten drilsk smil gled over hans læber. ”Rødt stads i en flaske? Det lover ikke godt,” svarede han som var det en konstatering for sig selv, selvom han kort skænkede hende et blik med et muntert smil på læberne, som et tydeligt tegn til at han henvendte sig til hende. Han tog kort nogle bukser op, som han betragtede ganske let. Hans familie var ufattelig rig, de levede på Giovannis mange forretninger og med alt det som han foretog sig, så løb de nok ikke tør for dem foreløbig eller det næste lange stykke tid. Han selv havde stadig pengene på sig som han havde fået af køberne tidligere på aftenen, de skulle dog tilbage til Giovanni, så dem turde han ikke at bruge af. Han havde dog altid sine egne på sig, så han var sikker på at han kunne købe noget hvis han faldt over det. Han lod kort tungen glide tænkende over hans fyldige underlæbe, selvom det var i en sensuel bevægelse. Han lagde roligt bukserne fra sig, hvor han endnu engang drejede hovedet for at vende blikket mod hende. ”Du virker til at have god smag, eftersom du står her,” lagde han roligt til. Selvfølgelig kunne fint og luksuriøst tøj altid fange folks opmærksomhed, specielt de fattige, så hun havde jo ikke behov for at stå her bare fordi hun var rig, som var årsagen til at han selv stod her.

[Deleted]

Selvom gaderne og menneskerne ebbede af liv og glade dage så følte Atalya intet af det på sin egen krop. HUn var kold og stille som hun altid havde været det. Hun havde været alene i hvad der føltes som en evighed så hun havde lært sig at klare sig uden andre og derved også blande sig uden om hvad andre mennesker rendte rundt og lavede. Tøjet ved boden var flot, det ville hun ikke benægte. Hendes mor havde da lært hende god smag selvom det ikke kunne ses på hendes klæder for tiden. Manden som var stoppet op ved siden af hende var også ham hun havde betraktet før. Hun bed sig i læben. Hun ville ikke se på ham. hun havde før ikke kunne få øjnene væk og det ville hun ikke risikee igen. Det at han så måtte begyndte at tale til hende fik hende til at fryse på stedet. hun var ikke ikke vant til at fremmede snakke til hende så åbenlyst og det at han så havde måttet kommentere indholdet i hendes flaske .. hun vidste slet ikke hvilket ben hun skulle stå på. hun åbnede munden for at sige noget men der kom ikke noget lyd ud. hun var bare tavs og kiggede ned på de mange farvede ting der lå på boden. det tog hende lidt til at komme ovenvande igen efter han var færdig med at tale til hende. Hvorfor i alverden talte han til hende? Han kendte hende jo ikke? hun kom endelig til sig selv igen. "Det er Medicin." mumlede hun blot og vendte sig lidt væk fra ham. Hun ville ikke se på ham., gjorde hun det så ville hun blive fanget igen. Kort så undrede hun sig over had han var? hvordan han kunne fange hende på den måde? Hun måtte dog forholdvis hurtigt indse at det ikke kun var hende. Der gik mange kvinder forbi ham som heller ikke kunne få øjnenen fra ham. hun bed sig i læben igen, denne gang lidt hårdere. "Og god smag? det må jeg have efter min mor. Jeg er godt opdraget"

[scorpius]

Scorpius kunne tydeligt mærke at denne unge kvinde var ret så stille af sig. Hun så næsten ud til at være helt forundret over at han overhovedet talte til hende, hvilket fik ham til at slippe en perleklar og dog munter latter, en latter der selv bar præg af den sensuelle glød og faktisk fik flere folk til at vende blikket mod ham, selvom han ikke tog sig af det, for han var vant til at folk skænkede ham et blik eller to, han var vant til at folk skævede efter ham, så for ham var det blot en hverdag. Han betragtede det luksuriøse tøj, der faldt ham i smag, selvom han havde så meget af det derhjemme, så hvorfor bruge penge på noget nyt? Et sted følte han at han stod i et dilemma, for han ville gerne have det flotte tøj, eftersom det lige var hans smag, men på den anden side havde han jo meget derhjemme, så blev det spild af penge? Han rynkede brynene og så næsten lettere frustreret på det. For at få tankerne et andet sted hen, vendte han blikket mod hende igen. Et skævt smil gled over hans lettere fyldige læber. ”Medicin?” gentog han lettere forundret. Rødt stads som var medicin? Det lød næsten som noget farligt gift i hans ører! ”Lyder næsten farligt,” svarede han stilfærdigt, selvom han ikke kunne holde et let grin tilbage. Han vendte roligt blikket mod tøjet igen. Han havde godt lagt mærke til at hun ikke så tilbage på ham, næsten som om hun vidste at han tiltrak hende? Det var jo den effekt han havde på folk til tider, selvom.. han nød faktisk de blikke han fik skænket, så når folk faktisk kiggede væk så var det ubehageligt, det fik ham til at føle sig som en freak af en art, det fik ham næsten til at minde sig selv om at han faktisk var det sorte får i familien, og det var en tanke som han ikke brød sig om. Desuden så var han måske sensuel dæmon, men det var jo ikke alle som og enhver han førte med sig ind på et værelse og skaffede sig sex for at kunne overleve! Han gjorde det kun når han kunne mærke at det var ved at være trængende, eller hvis modparten faktisk havde lyst. Et stille smil gled over hans læber til hendes følgende ord. Hun var godt opdraget? Det var han selvfølgelig også selv, selvom.. han havde en vane til at skaffe sig problemer, og til at sige de forkerte ting. ”At have en god smag er da ikke ensbetydende med at man er godt opdraget,” påpegede han med en næsten drillende tone, som han endte med at vende blikket mod hende igen, da han havde valgt ikke at købe noget af tøjet, noget som sælgeren nok ikke var så henrykt over. Han vendte sig med fronten mod hende, næsten for at få hendes opmærksomhed, så hun ikke bare så væk. ”Men misforstå mig endelig ikke,” indskød han hurtigt, som hun endelig ikke måtte tro at han fandt hende uopdragen, for det kunne han ikke vide, eftersom han ikke kendte hende.

[Deleted]

Atalya havde ikke lyst til at kigge på ham. Det var ikke kun fordi at hun havde kunnet mærke hvor meget hun var tiltrukket af ham men hun kunne bare aldrig lide at kigge på folk. hun følte sig bare så nervøs når hun skænkede folk de blikke. Hun bed sig let i læben da han endnu en gang kommenterede blodet i hendes flaske. Hun mumlede kort noget uhørligt og sukkede så. "Det er farligere ikke at tage det" sagde hun næsten så stille så det blev en hvisken. Hun så hvordan han vendte sig mod hende og hun endte med at træde et skridt væk fra ham. Dog fik hendes blik kort vendt sig mod hans og hun var fanget. Hun så hvor godt han så ud, hans sensuelle glød. han tiltrak hende og det måtte skræmme hende mere end noget andet. hvorfor var hun dog tiltrukket af denne fremmede hun kun lige havde mødt. Hun var fanget af hans øjne og holdt hendes blik i hans selvom hendes grønne øjen måtte udstråle en tydelig frygt, som var han en stor slange der var ved at sluge hende hel. Men selvom denne frygt var der var der også en lyst, et begær og en længsel som hans sensuelle glød frembragte i hende. Hun fik sig endnu en gang rystet ud af det og vendte sig helt væk fra ham. Hun ville ikke se på ham igen, hun kunne ikke lide det. Hun var bange for ham, han var en fremmed og han kunne skade hende. Hun kunne ikke lide fremmede mennesker, det havde hun aldrig kunnet. "Det var det i min familie" sagde hun blot som svar på det han sagde med at det ikke var ens betydning med at man havde god smag. Hun var godt opdraget med tid og skæbnen havde gjort hende så frygtsom som hun var det nu. et sted måtte hun da hade det men der var intet at gøre. Hun var som hun var og endnu vidste hun ikke hvordan hun skulle komme af med den måde at leve på. Ingen havde kunnet komme tæt nok på hende til at vise hvordan.

[scorpius]

Det var ikke fordi at Scorpius var tilbagetagende, for han kunne sagtens være imødekommende, specielt når folk viste ham interesse – oprigtig interesse og ikke kun på grund af hans sensuelle kræfter. Han kunne også godt være imødekommende, når han ville møde nye folk, som i øjeblikket, skønt han dog ikke kendte til hendes navn, men det kunne vel komme? Bare fordi han var rig og faktisk tilhørte den rigeste slægt i Peula, så var det da ikke ensbetydende med at han ikke kunne tale med andre og de som faktisk lå under ham.. var der? Sådan så han ikke på det, for han havde selv været ude i et dårligt miljø, så det var ikke fordi han var specielt velset i familien, hvor de andre var snobbede og arrogante, var han ikke bange for at åbne munden, være imødekommende og mænge sig med mængden, selv de som man normalt ikke var velsete for familier som hans. At hun mumlede fik ham til at lade hovedet søge en anelse på sned, hvor han kneb øjnene ganske let sammen. Hun virkede ikke til at være særlig snaksalig, men faktisk ret genert, hvor en mindre frygt for at hun slet ikke gad at snakke med ham, sneg sig op i ham, for der var vel intet galt i at møde nye mennesker? Han lagde dog tydeligt mærke til hvordan hun faktisk måtte ende med at stirre på ham, hvor han næsten kunne regne ud at det var hans sensuelle kræfter, skønt han ikke kunne skrue ned for det, for det lå jo normalt til ham, det var en del af hans udseende, som mildt sagt var perfekt, som enhver andens sensuel dæmons udseende, af den grund var det ikke ensbetydende med at man var perfekt personligt, og det kunne han desværre ikke prale af. Han nikkede dog roligt til hendes ord og sendte hende et stille smil. ”Så vil jeg da ikke stoppe dig fra dig,” endte han med det skæve smil på læberne, hvor han også lod emnet ligge, for det var tydeligt at det var noget som hun ikke ville tale om. Som han så ind i hendes grønne øjne, kunne han tydeligt se at frygten måtte ligge der, noget som et sted gjorde ham en anelse usikker, for det var jo ikke fordi at han havde tænkt sig at skade hende. Han vendte roligt blikket væk fra hende, så han gav hende chancen for at se væk fra ham, da han vidste at han kunne have en bindende magt over en person, når han fik skabt øjenkontakt, og det var tydeligt for ham at det bragte denne tøs ubehag. ”Jeg gør dig ikke noget,” svarede han roligt og i en næsten dæmpet tone, da der ikke kunne være tvivl om at hun faktisk ikke brød sig om situationen. ”Jeg er Scorpius. Og.. dig?” spurgte han nysgerrigt, som han vendte blikket mod hende igen med det samme muntre smil på læben. Han tvang hende ikke til at snakke med ham, selvom han et sted gerne ville vise at han ikke gjorde hende noget og at hun ikke havde behov for at frygte ham, for måske han var dæmon, men han var bestemt ikke ondskabsfuld!

[Deleted]

Frygten for ham var stor. Hun var så bange for fremmede mennesker og alligevel var der noget over ham sog fortalte hende at han ikke ønskede hende ondt. Men hvordan kunne han ikke det? Verdenen var et ondt og grumt sted uden medfølelse og hun var alene. Helt alene i denne usle verden. Enkelte tårer trillede ned af hendes kinder men hun ønskede ikke at fjerne dem. Hun var ikke bange for at græde, hun havde gjort det så meget på det sidste at hun bare levede med det. Det at han sagde at han ikke gjorde hende noget fik hendes hjerte til at hamre i hendes bryst men vist ikke kun af frygt. Hun vidste ikke hvorfor men hun troede ham vel et eller andet sted. Forsigtigt vendte hun blikket lidt i hans retning, dog uden at kigge på ham. Hans præsentation gjorde hende ikke mere rolig, tværtimod. Skulle hun også fortælle ham sit navn nu? det var vel det mest høflige at gøre men hun var bange. Hun talte næsten aldrig med folk og det ville dette jo føre til. En samtale. Hun bed sig i læben og tænkte stille. "Atalya. Mit navn er Atalya" sagde hun stille. det var vel en start? At prøve noget nyt. Hun hadede nye ting, foragtede dem men det var vel i bund og grund hendes egen usikkerhed som gjorde det. "Jeg ... Jeg ved godt du ikke ønsker mig noget ondt. Jeg bryder mig bare ikke om fremmede. Jeg Har ikke haft gode oplevelser med fremmede" forklarede hun nærmest undskyldende. Hun ønskede vel et sted at han forstod hende selvom denne følelse var så fjern for hende![/blockquote]

[scorpius]

Det var mere end tydeligt for Scorpius at denne kvinde var bange for ham, selvom det et sted måtte gøre ham usikker, for han ønskede da slet ikke at gøre hende ondt! Jo han var godt nok dæmon, og mange ville nok forbinde dæmoner med onde væsner, men det var faktisk ikke alle som var det! Han vidste at der var mange stygge dæmoner fra hans familie der måske ikke var lige så venlige og imødekommende som ham, men han var allerede det sorte får, han skilte sig meget ud, ikke kun fordi han led af ADHD, men fordi han generelt havde en vane til at skille sig ud fra sin familie, han var faktisk ikke sikker på hvornår det overhovedet skete, selvom det vel var i en tidlig alder? Han var faktisk ikke sikker. Han endte med at blinke, hvor han kort så sig omkring, da han næsten var bange for at nogle skulle gå forbi og tro at han havde gjort hende ondt, da tåren faldt ned over hendes kind. Han greb næsten af ren vane ud efter hendes hånd med sin den ene, hvor han løftede sin den anden hånd og strøg roligt tåren væk fra hendes kind. ”Du må da ikke græde!” endte han næsten panisk, for det havde da slet ikke været hans mening! Selvom.. var han skyld i det? Han rynkede let brynene, da det faktisk forvirrede ham. Han endte dog hurtigt med at slippe både hendes hånd og fjerne sin fra hendes kind, da hun havde nævnt at hun ikke brød sig om fremmed, så det var vel grænseoverskridende for hende? Han rømmede sig let, som han kløede sig i nakken, næsten blot for at have noget at lave. ”U-undskyld,” endte han forsigtigt, som han rynkede brynene ganske let. Han vidste faktisk ikke hvordan han skulle begå sig ind på hende, selvom han et sted gjorde hende en tjeneste ved at gå? Så kunne hun da få fred og slappe af igen, men.. noget sagde ham bare at han skulle blive, sagde at han skulle lære hende at kende, for mon hun overhovedet havde nogen tæt på sig? Han sendte hende et let smil, som hun faktisk valgte at præsentere sig, selvom det falmede igen til hendes følgende ord. Tja.. nu hvor du kender mit navn.. så er jeg vel ikke en fremmed længere?” Han sendte hende et muntert smil. At gøre hende fortræd ønskede han ikke, ikke når hun var så nervøs og nærmest skræmt. ”Desuden.. så er du vel nød til at lære bare nogen at kende? Ellers må det da være et ensomt liv!” endte han stilfærdigt, som han næsten ikke engang turde at tænke tanken, for det gav ham helt kuldegysninger!

[Deleted]

Atalya ønskede virkelig ikke at være bange for folk men hun havde aldrig kendt til det at være tryg med andre end hendes forældre. Det var i sig selv en underlig og trist tanke men der var vel ikke så meget at gøre ved det. Hun var blevet som hun var med den forholdsvis korte opdragelse som hun havde haft sig indtil nu. Atalya åbnede stille munden for at sige at det ikek gjorde nogen at hun græd. At det var hende meget normalt at gøre men hun nåede det aldrig. Hun mærkede Scorpius hånd i hendes og mærkede hvordan han tørrede hendes tårer væk fra hendes kind. Hendes hjerte hamrede som ti vilde heste der galoperede hen over stepperne i vild frygt. Hun Stod som frosset fast til jorden og mærkede bare hvordan blodet måtte flyde i hans åre. Hun kunne mærke hvordan det pumpede og det tiltrak hende selvom det langt fra var lige så meget som hvis hendes kræfter ikke havde været bundet. Hun kunne mærke hvordan varmen steg op i hendes kinder og hvordan hun endte med at føle sig svag og dårligt tilpas. Stille begyndte hun at svaje lidt, hans ord blev svagere og svagere i hendes hovede og hendes blik blev sløret og til sidst helt sort. Hun faldt stille ud af bevisthed og ned mod jorden. Hun vidste ikke hvorfor at denne reaktion var forkommet. Det var helt underligt for hende. Han påvirkede hende på sådan en måde at dette var hendes krops reaktion. Alt var blevet sort for hende.

[scorpius]

At Atalya var bange for fremmed, var noget som gjorde Scorpius en anelse usikker, for måske han skulle gå? Et sted var det bare trist at hun aldrig blev vænnet af med den frygt, for.. hvis hun frygtede fremmede, så ville hun da få et ensomt liv! Desuden var han jo ikke ude på at skade hende eller gøre hende ondt, så.. han kunne vel godt forsøge? Prøve at få hende til at bløde op? Én gang skulle vel være den første? Det håbede han da om ikke andet på, for ham skulle hun da bestemt ikke være bange for! Han var måske dæmon, men det var jo ikke alle der bar de typiske onde tendenser, som så mange fra Dvasias havde. De mørke glødende øjne hvilede roligt på hendes skikkelse, hvor smilet også fortsat måtte hvile på hans rosenrøde læber, selvom det falmede da hun begyndte at svaje. Han rynkede brynene en anelse. “E-er du okay?” spurgte han en anelse usikkert, som han næsten automatisk endte med at tage et skridt tættere på hende, da hun pludselig så så dårlig ud. Hun lignede én der skulle til at kaste op, eller én der skulle til at besvime. “Du ser helt dårlig ud.” Han endte med at rynke brynene i en bekymret mine, hvor han kneb øjnene en anelse sammen, som det lignede at hun sank helt væk, hvilket han også kunne se, da hun valgte at besvime og falde mod jorden. Han endte dog med at gribe fat omkring hende, hvor han trak hende ind til sig, så hun ikke faldt mod jorden, men ind mod hans favn. Han endte med at falde på knæ, som han sad med hende i hendes arme. “Atalya!” Han vidste ikke hvorfor hun pludselig valgte at besvime, og han kendte hende jo faktisk ikke, så han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han endte med at kigge omkring, selvom folk blot vadede forbi ham uden at lægge mærke til at hun var besvimet. Han endte med at vende blikket mod hende, hvor han klappede hende blidt på kinden. “Atalya..?” forsøgte han, som han let strøg håret væk fra hendes ansigt. Han endte dog mod at tage hende op i sine stærke arme, hvor han roligt gik mod kroen. Der kunne hun i det mindste få et ordentligt sted at ligge i stedet for her på den kolde og hårde jord. Han vendte kort blikket mod hende næsten for at se hvordan hun havde det, inden han fortsatte mod kroen.