I fuldmånens skær...

[shade]

Natten havde slået ind over Manjarno og fuldmånen havde endelig nået sit højeste punkt, hvor den stod prægtigt midt på himlen, uden en eneste sky til at skjule den. Den var stor og rund, omgivet af de små blinkende stjerner, nærmest som var det fuldmånen der var den store leder blandt de mange blinkende genstande på den sorte nattehimmel. Men det var ikke kun stjernerne som månen havde magten over, den havde over magten over visse væsner på Jorden, nemlig varulvene og andre som var månens evige slaver. Noget som Dominique måtte lide under. Det var endnu engang blevet tid til at hun var tvunget til at forvandle sig, lade det indre bæst komme frem, nu hvor det rev og sled i hende. Hun havde for ikke så lang tid siden befundet sig i Dvasias, hvor hun var stødt på en ung vampyr. Knægten havde været opsat på at få sin hævn og han havde været heldig, for hun havde kort set hvor Malisha havde befundet sig, så hun havde pejlet knægten ind på hende, så han havde været hurtig til at forsvinde igen. Hun havde derefter fundet den mand som hun havde fået en bestilling på at dræbe, og da hun havde nået Manjarno, havde fuldmånen slået ind over landet første gang, hvor hun havde forvandlet sig, det var anden nat, og hun skulle forvandles igen, og hun vidste at der også var en nat i morgen som hun skulle igennem, ved at flænse og flå i de uskyldige eller skyldige som hun måtte møde på sin vej.
Den hvide pels glinsede i månens skær, med et sort mærke af et pentagram ved venstre skulderblad, i form af sort pels, det tegn som gjorde at hun altid ville være slave under fuldmånen og aldrig ville kunne lære at styre sig. Hun var vild, ustyrlig og brutal når fuldmånen fik sin magt over hende. Den drev vildskaben frem i hende, hvilket man tydeligt kunne se på de kulsorte øjne, et andet tegn på at hun ikke var sig selv, for hun bar ikke de normale ravgule øjne som et normalt rovdyr ville. Hun var langt væk fra søen, selvom det var den som hun hastede imod, da hun i øjeblikket bare løb af sted. Hun stoppede kort op, hvor hun hylede op imod fuldmånen, der bar den tydelige magt over hende. Hun så frem for sig igen, med det samme vilde blik, inden hun igen satte i spurt, hvor hun løb henover den store eng, der grænsede op til de mange træer, der stod tætte og nærmest dannede en lille skov, som førte hen til søen, og videre hen til den store park der også lå her i Manjarno. Hendes skridt var tunge og det rungede næsten helt i jorden, hvor hvert skridt hun tog. Hun var hurtigt, ikke på samme måde som en vampyr, da man sagtens ville kunne se hende løbe væk, fordi hun var så stor, men ingen ville kunne følge med hende, da hun lå på trit med vampyrerne.

[Deleted]

Hvad denne nat måtte bringe, var slet ikke noget som Jacques vidste, men en ting vidste han; Han skulle lidt hjemmefra og det skulle være så hurtigt som muligt! Det gik på ingen måder mellem ham og Yasmya og nu havde hun endda også fundet en ny? Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for ham, udelukkende fordi at hun var hans mage. Det gjorde ondt, han måtte jo også selv styre sig, i frygten for at det faktisk skulle gå galt i den anden ende, for det havde virkelig været så frygtelig tæt på nok i forvejen og mere end det som det var nødsaget til at være! Han havde brug for at tænke, han havde brug for at være sig selv for en gangs skyld, hvor ikke hans mange søskende ville komme og forstyrre ham. Han havde fundet sin familie, han havde fundet sin plads, også selvom der var meget som han pludselig skulle til at vænne sig til; Han var kronprins af Procias! Og han var startet op som en simpel ansat på det gamle børnehjem på Herregården, dengang Marius havde været greve. Utroligt hvad tiderne havde bragt til landet, for det var bestemt heller ikke det hele som måtte være godt eller positivt på den måde. Det var ikke fordi at man kunne sige, at han var præget af en glæde eller en lykke eller noget som bare måtte ligne det, for det var han på ingen måder! Han havde ondt i hjertet som han aldrig nogensinde havde oplevet det før og der var ingen som kunne hjælpe ham. Denne gang følte han sig virkelig bare.. magtesløs.
Den store fuldmåne var end ikke noget som Jacques skænkede så meget som en tanke. Han havde taget plads nede ved søen, hvor hans mørke øjne mere eller mindre bare stirrede på den spejlblanke overflade, alt imens han sad i sine mange tanker – alt for mange tanker! Ganske svagt blev han trukket ud af det, ved lyden af ulvehyl. Umiddelbart så tog han det ikke så tungt igen, for det var faktisk utrolig sjældent at man hørte noget som helst om angreb fra de væsner. Et sted så naget det ham, for et sted så stod det også som en naturlig fjende til hans side som vampyr. Heldigvis en så lille del, at han kunne forblive i Procias uden at skulle tænke på at blive landsforvist sammen med alle andre mørke væsner! Hvilket han selvfølgelig var glad for! Benene trak han let op til sig, hvor han slog armene om dem. Med den mørke kappe omkring sine skuldre og kutten som han havde trukket op over hovedet, så var han faktisk til dels besværlig at få øje på, selvom varulvens næse vel ville kunne opfange ham? Han ønskede bare ikke at fremtræde som en trussel på nogen måde, og specielt ikke hvis det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende. Hænderne spændte han ganske let omkring hans knæ, selvom han blev siddende uden at rokke sig. Han ønskede for en gangs skyld bare en fredelig tilværelse, hvilket var noget som han ikke havde fået igennem utrolig lang tid! Han havde ikke direkte nogen våben på sig, selvom han vidste at det var et meget farligt træk. Han havde sine tænder, da vampyren alligevel havde efterladt ham med og selvfølgelig sin vampyriske styrke og hurtighed, selvom den slet ikke kunne måle sig med en normal og fuldblodsvampyr. En enkelt lille kniv havde han dog i sit bælte, selvom den aldrig var blevet brugt i kamp. Det havde aldrig været direkte nødvendigt for ham at skulle forsvare sig mod noget som helst af den kaliber.

[shade]

Hvad natten ville bringe var slet ikke noget som var klart for Dominiques vedkommende. Hvad der var af væsner udenfor på dette tidspunkt, var ikke noget som hun deciderede tænkte over, for hvorfor skulle hun bekymre sig? Hun var det værste bæst man kunne finde herude på dette tidspunkt, specielt fordi at det var tid på måneden hvor det var varulvene som var de dominante og kunne springe frem fra sit skjul. Selvom at Dominique slet ikke havde styr over hvad hun lavede eller gjorde i øjeblikket, for hun havde virkelig mistet kontrollen over sig selv! Hun løb for fulde kraft henover engen, hvor det efterlod store fodspor i græsset bag hendes store hvide skikkelse. Hun stoppede kort op, da hun pludselig fik færten af noget. Blikket gled omkring, hvor de kulsorte øjne faldt på en skikkelse ikke så langt fra hende. Det var en ung kvinde, som havde bevæget sig ud fuldstændig på det forkerte tidspunkt, optaget af sin gråd og sin sorg, at hun slet ikke lagde mærke til det store bæst der løb imod hende, og som sprang på hende, da det kom tæt nok på, hvor Dominique flåede sine sylespidse tænder i hendes hals og skulder og dræbte kvinden på stedet, og gjorde en endelse på hendes sorg. Kvindens skrig nåede dog at forlade hendes strube, hvor det fyldte den store nattehimmel og blev ført videre af den kolde vind, der bragte den med sig et godt stykke. Den hvide pels blev fyldt med blod fra kvinden, som faldt død til jorden, hvor hun lod tungen glide omkring hendes snude, for at mæske blodet i sig. Hun gav et stort hyl fra sig, næsten for som et sejrsråb, så folk næsten kunne vide at bæstet var sluppet løs og var på fri fod, at det kunne slå til når som helst og at man skulle passe på. Blikket gled vildt omkring, som kvinden endte med at blive uinteressant, hvor en vind slog ind over hende, hvilket fik hende til at lukke de sorte øjne i. Hun opfangede en anden duft, en duft, som næsten måtte vække vreden i hende på ny, gøre hende helt arrig, så hårene på ryggen rejste sig. Hun blottede sine tænder og hvæsede kraftigt. Hun kunne lugte sin ærkefjende; vampyr. Hun endte med at sætte af for fuldt kraft, hvor hun satte imod søen, hvor hun kunne lugte at vampyren befandt sig. Hun løb ind mellem træerne, som henlagde hendes krop i skygger, hvor hendes tunge skridt endte med at blive til små lette skridt, da hun satte farten ned og nærmest måtte snige sig tættere på sit bytte. Hendes sorte øjne faldt på mandens skikkelse, hvor hun snerrede ganske let, så vampyren ville kunne høre at der var et bæst derude, som bevægede sig omkring ham i en cirkel, bare ventede på at slå til på det rette tidspunkt.

[Deleted]

Jacques vidste såvel godt, at det virkelig var en meget dum tid hvorpå at man skulle gå udenfor, men han havde virkelig brug for at få tænkt så skræmmende meget igennem, at han heller ikke gav sig selv noget valg. Han kunne ikke gøre det med sin far omkring sig, for den mand var virkelig en som formåede at lægge et skræmmende og ikke mindst irriterende pres på ham og det var noget som han mildest talt også havde fået nok af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere eller noget i den stil og det var noget som skræmte ham. Han havde oplevet meget på både godt og ondt, selvom han havde troet at det at skulle miste sin egen søn var det værste, så var det faktisk slet ikke tilfældet. At Yasmya var begyndt at gå til en anden var virkelig det som gjorde mest ondt af det hele og det var heller ikke fordi at han ville ødelægge det for hende. Hvis hun ville have en anden end ham, så skulle hun da også være velkommen til det, selvom det faktisk var noget som gjorde ondt at vide og tænke på. Han trak vejret dybt. Han var jo trods alt ikke helt vampyr, men havde også vanddæmonen og magikeren oveni. Klare træk fra begge sine forældre, hvor det at søge til søen i den grad var hans fars skyld i det store og hele.
Jacques blev dog kraftigt revet ud af sine tanker ved lyden af det kvindelige skrig. Som en vampyr så havde han jo en udmærket hørsel, for han kunne jo normalt også høre folks bankende hjerte hvis de var tæt nok på ham, selvom han vel havde holdt afstand til alt og alle igennem det sidste stykke tid, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var normalt ikke noget som han gjorde, men denne gang så han virkelig ikke noget andet valg. Han blev dog alligevel siddende og uden at rokke så meget som en muskel. Det var så også først nu at det sådan for alvor gik op for ham, at der i så fald kunne være en varulv i nærheden af ham, hvilket i den grad heller ikke var en tanke som han brød sig synderlig meget om, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Shit..” mumlede han let for sig selv, selvom han ikke rørte sig det mindste. Han kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det lige nu, for han var allerede ude i det åbne, hvor han vel også var nem at finde? Dette var dog noget som kraftigt gik op for ham, da han lyttede til den knurren som var ikke så langt fra ham. Næsten som hans hjerte måtte begynde at slå mod hans bryst, idet han roligt rakte ind efter kniven som han havde på sig. Han have bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle tabe til en varulv i denne nat! Han lagde kniven roligt i hænderne, hvor han blev siddende og bare lyttet. Lyden af skridt kunne han dog tydeligt høre, også selvom det ikke var så langt væk fra ham igen. Ulven var ved ham, han kunne lugte lugten af hund! Han viste svagt tænder. Han kunne heller ikke lide det!

[shade]

Domenique var ikke længere Domenique, hun havde mistet bevidstheden og kontrollen over sig selv og gav sig fuldstændig hen til fuldmånen, som havde den store magt over hendes store, massive, robuste og muskuløse pelskrop. Det var faktisk en flot pels hun havde, hvid, som måtte skinne ganske let i månens skær, selvom den var blevet plettet til af kvindens blod. De kulsorte øjne havde fundet sig et nyt bytte; den unge vampyr. Vampyrer og varulve var dødsfjender, noget de havde været igennem flere hundreder, hvis ikke tusinder af generationer, så det var vel ikke så mærkeligt at hendes instinkt sagde at hun skulle flå denne mand synder og sammen? Hun kunne dog tydeligt lugte at der var andre racer i ham, skønt det ikke gjorde nogen forskel, for denne vampyr var virkelig faldet i kløerne på bæstet. Hun gav en knurren fra sig, som var høj og rungende, så det næsten kunne være svært at finde hendes position, også da hun blev ved med at bevæge sig omkring ham. Til tider var hun lydløs og ikke til at høre, andre gange var hun uundgåelig at høre, da hendes massive og tunge krop maste grene under sin krop. Det var tydeligt at høre at hun bevægede sig i en cirkel rundt omkring ham, gemte sig bag buskene og tæerne, til tider ville han måske lige kunne få et glimt af hendes hvide pelsede krop, inden hun forsvandt igen. Det var tydeligt at høre at hun kom tættere og tættere på ham. Hun kunne dog ikke helt tæt på ham for at sætte et angreb ind, uden at blive set, da han stod ude i det frie. Hun lod sin tunge glide ganske let omkring sin store snude, næsten som om at hun ikke kunne vente med at sætte tænderne i hans kolde krop, som mere eller mindre var et omvandrende lig. Hun stoppede roligt op, hvor hun stod ude for hans side, skønt hun stadig var gemt bag træerne og buskene, så hun blev holdt skjult for hans blik. En varulvs lugt var ganske stor i forhold til andre, og eftersom hun havde bevæget sig i ring omkring ham, ville han ikke engang kunne lugte sig frem til hvor hun var, netop fordi hendes fært var på hvert træ og hver busk hun havde passeret. Hun kunne dog næsten lugte hans ubehag på denne afstand, noget der kun gjorde det langt mere morende for det store bæst. Hun rullede med skuldrene, som et tydeligt tegn til at hun snart ville angribe, og idet han så til den anden side, sprang hun frem fra sit skjul, hvor hun gjorde et kæmpe hyl fra sig i det hun slog sin store massive pote imod hans krop, og hvis den undveg, var hun klar til at bide tænderne i hans skulder, for at flå ham. At tabe til dette koldblodige væsen var skam ikke hendes intention! Hun var utrolig gammel af en varulv at være, så at undervurdere hende kunne blive ens død!

[Deleted]

Alene den tanke om at være i nærheden af en varulv, var noget som fik Jacques til at tænke helt i andre baner end det som han ellers ville have gjort det. Han kneb øjnene let sammen, også selvom han et sted var.. bange? Han havde ikke været i en kamp hvor det direkte havde været nødvendigt for ham at skulle forsvare sig på den ene eller den anden måde, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Jovist stod han overfor en varulv, hvilket han kunne lugte på en god afstand, for det var virkelig en afskyelig lugt! Han fulgte blikket rundt omkring sig, som bæstet måtte bevæge sig i en cirkel, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne eller ville skjule. At han så pludselig ikke kunne lokalisere bæstet var noget som først for alvor var noget som gjorde ham usikker, for han kunne ikke placere bæstet! Han blev stående med kniven i hånden. Umiddelbart så sagde hans instinkter at han skulle løbe, men.. løbe fra en varulv? Det ville han da aldrig nogensinde få det mindste ud af på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene en anelse sammen, som han bakkede et enkelt skridt og vendte blikket den ene retning, selvom det tydeligt var hvad bæstet havde ventet på, da det direkte sprang frem fra buskene og direkte mod ham. Han var dog alligevel hurtig til fødderne også med henblik på hans reflekser, hvor han direkte vendte blikket mod det store og massive dyr hoppede direkte mod ham, hvor han tydeligt også måtte undervurdere den styrke som lå i det. Han havde slet ikke muligheden for at flytte sig, hvor han røg direkte i jorden, da den massive pote måtte ramme ham direkte i brystet og med et kraftigt gisp. Vægten var jo også enorm i forhold til en hund! Hylet var noget som direkte fik det til at løbe koldt nedover hans ryg, for det var virkelig en ubehagelige lyd! Også i hans øjne og han var normalt meget, meget åben overfor andre, også på denne her måde! Han vendte blikket direkte mod det store dyr, da det begyndte at bløde på hans bryst udelukkende på grund af de kraftrige klør, hvor han let gispede efter vejret. Han knyttede næven omkring kniven, hvor han med alt den kraft som han havde i sin arm, svang kniven direkte mod det store dyr. Det skulle bare langt væk fra ham! ”Elendige skødehund!” endte han med en fast vrissen. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule, for dette var noget som direkte måtte gøre ham panisk!

[shade]

At løbe fra en varulv ville da være det dummeste man kunne gøre! Måske en vampyr var hurtig, men det var en varulv bestemt også! Desuden var hun gammel af sig, så hun havde skam farten med sig på sin side. Hun havde fanget mange unge vampyrer, der havde troet at de kunne løbe fra den store stygge ulv, men de havde taget fejl, for de havde undervurderet styrken i hendes ben. En varulv var måske stor, tung og robust, men det var kun noget som gjorde at de kunne sætte langt kraftigere af fra jorden, springe højt og løbe hurtigt. At hun så var faldet over denne unge vampyr, var noget som måtte more det store bæst, der blot glubsk gled omkring i en cirkel, holdt den store massive krop i skjul, indtil hun blev helt stille, bare ventede på at slå til! At se at vampyren kun havde en enkelt kniv, var noget som næsten måtte more hende, for det var da ikke noget der kunne stoppe det store stygge bæst! Selvom det vel var at undervurdere det lille våben? For ramte det rigtigt, så kunne de jo dræbe hvem som helst, selvom det slet ikke var noget som Dominique tænkte over.
At han blev overrasket over Dominiques angreb, var noget som kun kom til hendes fordel, som hun lod den store massive pote slå mod ham, inden hun landede tungt i græsset, ikke så langt fra søen. Hun vendte den store robuste krop rundt, hvor de sorte øjne hvilede faretruende på ham, imens de blev lettere oplyst af fuldmånens skær over dem. En knurren gled over hendes snude, som hun blottede tænderne, hvor det kunne se ud til at hun smilede helt grumt, da hun så hvordan hendes poter og skarpe kløer havde flået hans brystkasse op. Hun kunne lugte blodet, hvilket fik hende til at slikke sig omkring den store snude, inden hun gjord et fast hyl, som hun endnu engang gjorde et udfald mod vampyren, dog var han hurtig denne gang, og hun blev ramt af kniven, der borede sig ind i hendes ene side, hvilket fik hende til at komme med et skingert klynk, som hun trak sig tilbage igen. Kniven havde ramt hende tæt ved ribbenene, oppe under det ene forben. Hun bed tænderne fast sammen og man kunne tydeligt se de to rækker med sylespidse tænder, der næsten løb i vand, som hun havde fået fråder om munden. De sorte øjne faldt endnu engang til vampyrens skikkelse, hvor hun lod de sorte sylespidse kløer lege med jorden under hende, et tydeligt tegn til at det kriblede i hendes store pelsede krop efter at flå ham levende. Blikket gled kort mod kniven. Den var farlig og hun måtte være på vagt. Hun gjorde endnu et udfald mod ham, hvor hendes store massive pote slog ud mod hans hånd, som holdt kniven, imens hun bed ud efter hans hals. Den vampyr skulle ned med nakken!

[Deleted]

Jacques vidste udmærket godt at det ville få fatale følger hvis han endte med at stikke af. Desuden så var det noget som var mod det som han måtte føle, for det var ham næsten naturligt at skulle hade det væsen som han måtte stå overfor! Han foragtede varulve, og det var egentlig ikke noget som han gjorde med vilje, for han var normalt en meget åben mand overfor langt de fleste, men der var visse ting som gjorde det ellers. Denne varulv var stor og tungt og langt mere end det som han havde regnet med, så det at blive væltet direkte i jorden, var noget som efterlod ham selv med et kraftigt gisp, som hele hans bryst nærmest måtte blive flået op, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! At han havde ramt hende med kniven var først noget som gik op for ham, da han hørte hende klynke og trække sig, hvor han hurtigt vendte sig om, selvom det virkelig var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt! Han tog sig let til brystet som han hurtigt måtte kæmpe sig op på benene, for han ønskede så sandelig heller ikke at det skulle gå galt for hans vedkommende! Hvad der dog hurtigt måtte gå op for ham, var at dette måtte være og blive en kamp på overlevelse; Kun en af dem måtte overleve det her.
Blodet løb stille og roligt nedover Jacques bryst og med den smerte som han måtte føle i det indre, så var det virkelig en intens fornemmelse at sidde igen med. At han havde ramt ulven var noget som kun måtte glæde ham, også selvom han vidste, at det var noget som kun ville være med til at gøre det hele så meget værre, hvilket han var udmærket godt klar over. Han havde vel formået at pisse hende af? Hans blik faldt direkte til hendes egen mind, selv uden at han så det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. At hun endnu en gang valgte at gå til angreb endnu en gang og hamre poten mod hans hånd og selv måtte sætte tænderne direkte i hans hals, var noget som kraftigt fik ham til at gispe af ren smerte, idet han endte med at stivne. Det brændt virkelig som bare fanden! Kniven røg direkte ud af hans hånd af kraften som hun lagde i det og røg direkte ned i jorden igen med hendes tandsæt direkte i hans hals. ”N-nej!” endte han med en anstrengt stemme, idet han greb ud efter hendes øre, hvor han bare rev til. Hun skulle bare af ham og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Endnu en gang greb han ud efter kniven. Han kunne jo heller ikke få luft så længe at hun havde fat i hans hals! Han kunne lige netop ikke nå den!

[shade]

Vampyrer og varulve var dødsfjender, så det var vel egentlig ikke så underligt at alle Dominiques sanser og instinkter skreg og råbte i hende at hun skulle dræbe denne unge mand? Det var jo hvad hun ønskede og brændte for! Hun var ukontrolleret, hun havde ikke styr på noget, når det kom til sig selv, selvom hendes kampteknik og kløgtige sind ikke fejlede det mindste! Alle hendes instinkter bød hende på at dræbe denne unge vampyr, selvom han jo faktisk slet ikke havde gjort hende noget, men det var nok også det faktum at han var en mand, som spillede ind for hendes vedkommende. De sylespidse tænder løb i vand, som hun tydeligt kunne lugte hans blod, skønt det var dødt, men det gav hende fornemmelsen af at hun var ved at tage styringen. Det havde såret ham, skønt det ikke ville forvandle ham, for det var ikke så meget hendes kløer han skulle frygte, men netop hendes bid, for det var hendes spyt som var en omvandrende virus og gik ind og smittede folk. Varulve var ikke velsete, så blev en vampyr bidt, blev man udstødt af gruppen, fordi man gik over til horrorer, der var langt mindre velsete end det som varulve var, skønt de var kraftfulde væsner, men på den anden side var ikke engang en horror uovervindelig, selv hun havde klaret mange af de slags, for horrorer var da både en skændsel for vampyrerne men bestemt også for varulvene! Det var dog ikke noget som hun tænkte på i øjeblikket, nej det var at flå denne vampyr levende, for hun havde ingen intentioner om at omgøre ham, men derimod dræbe ham!
At hun fik slået kniven ud af vampyrens hånd og tilmed fik ham væltet omkuld med sin massive krops vægt, var noget som måtte få et triumferende strejf i de kulsorte øjne. Med den ene forpote holdt hun hans arm nede – den som havde holdt om kniven – hendes andet forben trykkede ned ved hans brystkasse, så hun holdt ham nede med sin tunge vægt, for nok var en vampyr hårdfør, men en varulv var ufattelig tung og kunne holde næsten hvem som helst nede, netop fordi de ikke var på størrelse med en normal ulv, nej de var højere end en fuldvoksen mand og endnu højere hvis de stillede sig på bagbenene. Hun holdt ham godt fast i halsen og halvt i skulderen med sit store kæbeparti, hvor de spidse tænder borede sig ned i hans hud, så det blødte voldsomt. Hun knurrede let og ruskede nærmest i ham, som var han et bidedyr. At han tog fat i hendes øre og rev til, fik hende til at træde til siden, så hun ikke længere stod på hans arm og brystkasse, men i græsset ved siden af ham – han havde derfor mulighed for bevægelighed – hendes tandsæt holdt ham dog stadig nede, som hun kun strammede grebet omkring hans hals og skulder, ved at bide tænderne mere fast sammen.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Jacques ønskede at ende som en Horror eller en varulv. Egentlig så vidste han ikke hvad udfaldet ville blive i det tilfælde, udelukkende fordi at han ikke var en fuldblodsvampyr, men tanken om at han skulle rende rundt og frygte for den store fuldmåne, var slet ikke noget som ville komme på tale for hans vedkommende! Alt i ham skreg efter at få bugt med dette bæst. Det var til fare for ham selv og ikke mindst sine omgivelser! Der hvor han kom fra, der blev de låst inde under fuldmånen og det var noget som gjaldt alle som var afhængig af fuldmånen på denne her måde! Desuden så kunne man ikke ligefrem sige at det var et velset bæst og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at blive en del af på nogen måde! Nok var han kommet til skade og blodet var bestemt heller ikke helt dødt på grund af hans blanding, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham! Han vendte blikket direkte mod bæstet, hvor han selv endte ud i en kraftig hvæsen i ren advarsel. Nu var det selv hans mere vampyriske sider som endte med at tage over, uden at han egentlig tænkte mere over det, for det var bare noget som faldt ham ind naturligt i denne situation!
At varulven skulle holde ham nede med sine massive poter, var bestemt heller ikke noget som han priste sig lykkelig for. skriget som brød hans læber, idet at hun måtte tage frygtelig godt fat i hans skulder, var noget som bestemt heller ikke faldt ham i smag på nogen måde! Han spærrede øjnene kraftigt op. Udelukkende så vidste han godt hvad et bid fra en sådan en skabning betød, men også på den måde som hun holdt fast i ham, så var det svært nok for hans vedkommende at få luft i det hele taget! At han alligevel fik hende til at træde hen ved siden af ham, så han fik sin arm fri, var selvfølgelig noget som gjorde godt. Han blinkede let med øjnene som selv var endt mere blodskudte. Hendes bid var kraftigt og det gjorde virkelig også ondt! ”E-elendige bæst!” udbrød han med en kraftigt og anstrengt stemme, som han gjorde et kast med sin egen krop, selvom han kun rev mere op i det sår som hun havde fat i, idet han greb ud efter sin kniv. Det var det eneste som han havde at forsvare sig med lige for øjeblikket, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hans vedkommende. Han endte ud i et halvvejs brøl, idet han hamrede kniven direkte ind mod varulvens pelsede krop og ind mod ribbenene! Han ville bare have hende til at slippe ham, koste hvad det koste ville!

[shade]

At vampyren hvæste, var noget som kun gjorde Dominique langt mere ivrig efter at flå ham levende! For det var tydeligt at han også viste sig fra hans mere fjendtlige side, selvom det vel heller ikke var noget som man burde sige noget til? Hun havde trods alt angrebet ham først, men hun havde simpelthen ingen kontrol over sig selv, selvom hun faktisk kunne huske og se det hele. Når fuldmånen endelig forsvandt, så kunne hun stadig huske det klokkeklart, skønt hun et sted aldrig rigtig fortrød noget af det som hun gjorde, men når hun så tænkte på hvor tæt på hun havde været døden nær, så kunne det godt efterlade hende med en ubehagelig følelse, for hun gjorde ufattelig mange dumheder når hun mistede kontrollen over sig selv, for når hun gjorde det, så mistede hun enhver form for fornuft og blev ufattelig fjendtlig så hun var utilnærmelig, ingen turde at komme hende tæt men flygtede så snart de så hende, selvom hun havde en tendens til at tage de som faktisk måtte flygte fra hende, for de var da langt sjovere at jage!
At han fik hende revet væk, var noget som fik hende til at knurre langt mere vredt, hvor de kulsorte øjne kort vendte sig imod ham, som holdt hun ham fast med blikket. Hun kunne dog tydeligt mærke, hvordan han gav et ryk i hele sin krop, hvilket gjorde at hun kun flåede mere op i huden omkring hans skulder og hals, noget som faktisk var selvforskyldt. At høre hans skrig, var noget der gjorde hende langt mere overlegen, men også langt mere dumdristig for det steg hende til hovedet, selvom hun ikke selv kunne styre det. Hun nåede dog ikke at reagere i tide, da han valgte at gribe ud efter kniven og hamrede den imod hendes ribben, hvilket fik hendes pupiller til at trække sig sammen, som hendes blik blev fjernt, hvor hun kom med et halvkvalt klynk, som mere lød hen af en forfjumsket og kvalt lyd. Hun endte med at slippe ham, hvor hun tydeligt kunne mærke hvordan knivens blad havde boret sig igennem hendes hud og søgt mellem hendes ribben, for at bore sig direkte ind i hendes hjerte. Hun peb kun kort, inden hun endte med at vakle en anelse til siden, kun for at vælte omkuld, hvilket gav et mindre ’bump’. Den store pelsede krop begyndte at ryste og vride sig, som var hun blevet forgiftet, selvom det var hendes forvandling der endte med at tage form, som månen ikke længere havde nogen magt over hende; en drøm som hun altid havde håbet på ville gå i opfyldelse, og nu hvor hun faktisk kunne få fred, så var der ikke længere nogen som havde kontrollen over hende. Den store massive ulvekrop blev erstattet med en halvnøgen kvinde, der kun bar trevler rundt omkring på kroppen for at dække den, hvor kniven sad placeret perfekt i hendes bryst. Hun blødte ganske svagt ud af den ene mundvig, med lukkede øjnene, som hun tog det sidste åndedrag og derefter sank stille og roligt og næsten helt fredeligt ind i døden..

//Out.

[Deleted]

Jacques vidste udmærket godt at han udfordrede varulven netop ved at hvæse af den, men kampen var jo allerede i gang, så hvordan skulle han da ellers gøre det? Han vendte sig mod den store og pelsede skikkelse. Han havde kun en simpelt lille kniv og hans bryst var bogstavelig talt allerede flået op og det gjorde ondt som bare fanden, hvilket var noget som han tydeligt kunne mærke! Han burde aldrig nogensinde have søgt ud her til aften, selvom det også var for sent at fortryde det. Hans tanker hvilede dog helt andre steder, også fordi at han slet ikke ville få det mindste ud af tænke på hvad han burde og ikke burde have gjort, så selvfølgelig var det også noget som måtte gå kraftigt ud over ham selv!
At varulven havde formået at få fat i hans skulder og hals, var noget som han tydeligt kunne mærke, for den brændende fornemmelse var virkelig ikke noget som man kunne tage fejl af, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han gispede kraftigt ligesom han gispede efter vejret, men også fordi at det virkelig brændt som bare fanden! Han blinkede let med øjnene som selv var endt direkte tårefyldte, også fordi at han vidste hvad dette i sandhed måtte betyde for hans vedkommende; Virusset måtte have sat sig i ham og det ville gå kraftigt ud over ham selv til den næste fuldmåne! At han så rev mere op i såret ved at vride sig, måtte han bare tage med, for han skulle bare have det store bæst til at slippe ham, så han kunne komme hjem! At han havde ramt hjertet var faktisk ikke hans mening i det store og hele, men bare noget som var sket, som han ikke rigtigt kunne gøre for. At hun dog valgte at slippe ham, var selvfølgelig noget som han virkelig var glad for. han gispede let og tog sig til skulderen og mod halsen, hvor han vendte blikket mod det store og massive bæst, selvom.. det var blevet til en kvinde? Han havde slået en kvinde ihjel?! ”Shit..” Han vendte sig om, selvom det virkelig var smertefuldt, idet han trak sig hen til hende. Han kunne ikke høre en puls eller noget lignende og hun så virkelig også død ud. Han bed sig i læben og tog fat om kniven og trak den ud, kun for at få den på plads i skeden i hans side. ”Hvil i fred, unge frøken.” Han strøg hende let igennem håret. Skaden var sket for hans vedkommende og at klandre en død kvinde for det, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til! Det var virkelig ikke at vise nogen respekt! Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, idet han rejste sig op, selvom det virkelig gjorde ondt! Han var virkelig, virkelig kvæstet! Han begyndte med sneglende skridt at gå tilbage mod Procias. Han havde virkelig, virkelig brug for sin far!

//Out