In the moonlight, where everything can happen..

[neo]

Mørket havde sænket sig over Dvasias, hvor det var en ellers flot nat. Der var frit til stjernerne og den klare måne, der næsten var fuld. Man kunne høre ulvene hyle i det fjerne, høre uglerne tude i det nærme, og de andre dyr der var på vej i skjul. Neo havde søgt ud fra Chevallier Mansion, hvor han allerede havde været væk i et par dage. Han var på jagt, hvilket han havde været siden han havde forladt huset. Han kom altid hjem med godt kød, til tider kom han hjem med godt skind, noget solgte han altid inden han tog hjem i Ramshia City, for det gav faktisk gode penge. Et ulveskind var altid imponerende, ligesom noget godt kød fra en stor kronhjort. Han havde sit sædvanlige tøj på; den sorte lædervest, der sad stramt til hans overkrop og viste hans tydelige muskulatur. Han bar ellers de brune og løse bokser, så han var i stand til at bevæge sig, og ellers hans sorte støvler der var beskidte af mudret som han havde vandret rundt i, når han gik i den fugtige jord, der lå i skoven omkring den sorte sø. Han bar en sort kappe omkring sin krop, som skjulte ham godt i skyggerne og som også varmede godt om natten, for måske mørket og natten gjorde ham stærkere, men han var stadig menneskelig og kunne derfor stadig godt fryse.
Neo sad på lur bag et træ. Han havde sin bue spændt, med en pil for, der var klar til at blive affyret. Hans dybblå øjne, hvilede lettere tålmodigt på en hjort, der var kommet lidt væk fra resten af flokken. Han havde set spor ikke så langt herfra, der tilhørte resten af flokken, så han gik ud fra at denne hjort kun var kommet lidt på afværge. Hans blik funklede i månens skær, hvor han ellers blev siddende helt stille, ventede på det rette øjeblik til at slå til. Han havde sin vandrefalk Shinux med sig, der sad et sted oppe over ham i et eller andet træ. Falken var hans øjne og ører, for igen, han var menneskelig og havde ikke skærpede sanser såsom vampyrerne måtte have, men Shinux havde langt bedre sanser end ham selv, og falken havde fulgt ham i tykt og tynd siden hans barndom, hans bedste ven og tro følgesvend, bedre blev det ikke! Han sank en klump, hvor han mærkede vinden slå imod hans ansigt, selvom han var gemt under den mørke kappe, med hætte slået over hans hoved, så man ikke ville være i stand til at se hans maskuline ansigt. Han var ikke meget for at skulle forlade sine søskende, eftersom han altid havde haft ansvaret for dem, han havde altid passet på dem, for han var trods alt den ældste. Han skulle tage over efter sin far, der altid var fraværende, så han havde altid været manden i huset, dog vidste han at de ikke var små længere og var i stand til at passe på dem selv, og han vidste at Nathan ville tage sig af Constance, når han ikke selv var der, men.. derfor følte han stadig en form for bekymring, han var trods alt den overbeskyttende type, når det gjaldt hans familie, specielt hans søskende. Det var dog ikke hans søskende som han havde i tankerne for øjeblikket, nej, han tænkte i øjeblikket kun på det bytte der ikke stod så langt fra ham. Tæt på den sorte sø, den giftige sø, på trods alt uden om var frodigt som intet andet.

Tag: Derek Inculi

[Deleted]

Mørket var en tid, hvor mange blev trukket frem – vampyrerne deriblandt, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Derek som sådan. For hans vedkommende, så skulle alle have lov til at være til stede – mennesker som andre væsner, dyr som planter da det alt sammen var noget som havde en massiv betydning for overlevelsen, for ikke at glemme at det at man kunne få det hele til at køre rundt i de mange kredsløb, var noget som tydelig også måtte forundre Derek rigtig meget! Blikket gled roligt i retningen af den lille skov som lå ikke så langt væk fra søen igen. Det lille stykke område som grænsede helt op til den store og mørke skov. Et sted var det nu heller ikke en ting som han var bange for som sådan, men efter hans møde med Brandon, så var der alverdens gode grunde til at bevæge sig varsomt frem! Han havde begået visse fatale fejl igennem livet. Han var blevet skænket en ny chance og endda af Dronningen af Dvasias, selvom han ikke rigtigt vidste hvad han skulle bruge den på, men det var vel også noget som han ville finde ud af før eller siden?
Vinden blæste godt og behageligt. De første tegn til efteråret var kommet i og med at træerne var i færd med at skifte farver, også selvom det kun var i det første stadie, så det var noget som man skulle have et godt øje for at lægge mærke til, ellers var det helt og særdeles umuligt at lægge mærke til som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. De smaragdgrønne øjne hvilede højt oppe på den store måne som hvilede lige over hovedet på ham. Stor og smuk og ikke mindst også rund og med de mange stjerner som blinkede som havde de blinket om kap for opmærksomheden selvom månen desværre var blikfanget. Et svagt smil som let passerede hans læber, som blikket endnu en gang gled over den store og mørke sø. Ikke fordi at han skulle nyde noget af at hoppe i den og mindre end det, så ønskede han bestemt heller ikke at drikke af den, for man vidste jo aldrig hvad det var for noget! Med sin skjorte som hvilede løst omkring hans overkrop og med de mørke bukser på, så var han i sig selv ganske svær at lægge mærke til i mørket. Ved hans side stod en lille taske som han havde købt og et par pergamenter og en fjerpen. Han elskede at tage herud for at tænke, for det var virkelig et dejligt sted at gøre det på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog roligt tasken op i sit skød og uden at tage blikket fra månen som den kunne afspejle sig i den ellers så rolige sø, for den var virkelig, virkelig flot lige i aften! Det var helt utroligt og noget som han slet ikke kunne få sig selv til at se det mindste væk fra, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Han raslede i den, for det larmede jo trods alt også en smule, idet han tog et stykke pergament op i sine arme og et blækhus samt en fjerpen med også som han satte foran sig. Hvorfor ikke bare gøre det nu hvor han havde muligheden for det? Han skruet låget af blækhuset og dyppede fjerpennen i det, hvor han derefter begyndte at lave sine egne stjernebilleder. Månen markerede han stor og rund, hvor han med en koncentration uden lige, prøvede at få den til at ligne. Alt dette var noget som fik ham til at tænke.. var der mon mere derude end månen og de mange stjerner?

[neo]

Neo ænsede ikke andre som var i nærheden. Det eneste han tænkte på, var hans bytte, den flotte kronhjort der måtte stå tæt ved den sorte sø og spiste af det frodige græs. Ingen var dum nok til at gå ud i søen og da slet ikke drikke af den! Det ville da klart blive ens død! Den var forgiftet, eller det var da i hvert fald hvad man sagde, og Neo skulle nødig sætte livet på spil ved at tage et dumdristigt træk! Han havde sin familie som han skulle forsørge, eller.. som han skulle beskytte, og dem kunne han ikke efterlade bare sådan! Han elskede sin familie overalt på jorden, han ville gøre alt for sin søskende! Også selvom han fandt det træls at være overhovedet af slægten, for han når hans far engang gik bort, så var det ham som skulle overtage stillingen som overhovedet af slægten, hvilket ville gøre at han skulle på forretningsrejse, så var han ikke meget hjemme, så var der ikke meget tid til at lave alt det man gerne ville, men det var hans pligt og han ville jo heller ikke vanære sin familie! Han ville gerne gøre sin familie stolt, selvom det bestemt heller ikke var lige til! Han var stort set manden i huset, hvilket han havde været siden han havde været en lille knægt. Deres far var aldrig hjemme, i hans øjne var han så godt som død. Han så ham så sjældent at han knap nok kunne huske mandens ansigt. Han havde mistet sit forbillede, en mand som havde stået ham utrolig nær, da han havde været helt lille, men som han med årene havde mistet helt. Han var vokset op uden nogen til at fortælle ham hvordan man var barn, for efter at hans far var begyndt at være sjældent hjemme, så var det ham som havde været nødsaget til at vise ansvar, han havde taget sig af sin lillebror Nathan, indtil Constance var kommet, hvor han så havde taget sig af dem begge, skønt deres mor altid havde givet Constance al sin opmærksomhed, derfor havde han også altid været meget over sin bror.
Neo spændte buen godt op, da kronhjorten vendte sig i den perfekte stilling. Den havde løftet hovedet og vendt blikket mod noget der var på den anden side af søen og ikke så langt fra den, dog havde Neo selv ikke lagt mærke til manden, der begyndte at fiske al muligt frem fra sin taske, nej han var fokuserede på at få nedlagt sit bytte. Han slap buestrengen, så pilen kløvede igennem luften, hvor et triumferende smil gled over hans læber, da han havde skudt den af sted i perfekte øjeblik. Smilet falmede dog brat, da kronhjorten sprang væk uden videre og derfor undgik hans pil. Den løb ind i skoven og var væk før Neo kunne nå at skyde den igen. Han stod for en kort stund og så helt mundlam ud. ”For pokker da!” råbte han vredt, som han rejste sig og gik væk fra træet og ud af sit skjul, som han gik hen imod den plet hvor kronhjorten havde siddet. Han stoppede op, hvor hans dybblå funklende øjne faldt på pilen, der sad i et træ ikke så langt fra ham, selvom lyden af noget raslen nåede hans ører, hvilket fik ham til at vende blikket mod manden, der sad ikke så langt væk fra ham. Han greb endnu en pil fra kobberkoggen, som han satte for buen og sigtede mod manden, hvis han nu skulle vise sig at være fjendtlig.

[Deleted]

Derek vidste udmærket godt at det at drikke af den sorte og mørke sø ville være et meget dumt og meget dumdristigt træk og det var ikke noget som han ville tage chancen på at skulle gøre. Han havde sit liv kært, det var sikkert, også selvom han ikke havde andet at tage hensyn til end sig selv. Han havde fået en ny chance og han havde fået en ny mulighed til at gøre noget ved sit liv og det var noget som han i den grad også agtet at gøre! Han havde ganske rigtigt ikke sin familie at tage hensyn til, han havde ikke nogen brødre eller søstre og hvad han vidste af, så var han den sidste som bar navnet ’Inculi’. Ikke fordi at der var nogen ære i navnet mere, for det var gået i glemmebogen allerede for længe siden, så han kunne med andre ord, fint starte op på en frisk igen og det var noget som han i den grad agtet at gøre det. Han havde kun sig selv, han kunne gøre hvad han havde lyst til, selvom.. der ikke rigtigt var nogen mening i det? Han ønskede noget at beskæftige sig med, han ønskede noget at tage sig til, noget som han kunne tage om, forme med sine hænder, noget at arbejde med, noget som han kunne tænke over, men der var virkelig bare ikke.. noget som helst. Og det var en tanke som i sig selv, faktisk måtte frustrere ham!
At Derek forstyrrede midt i en jagt, var slet ikke en tanke som faldt ham ind på nogen måde. Det var skam heller ikke fordi at han ønskede at stille sig i vejen eller noget som helst, for det var slet ikke hans mening eller hans intention på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han vendte blikket i retningen af den samling træer som udgjorde en lille skov ikke så langt væk fra ham igen. De smaragdgrønne øjne glimtede ganske let, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. I bund og grund, så mindede han på ingen måder omkring en typisk warlock og det var der skam også mange gode grunde til, for han havde aldrig levet livet som en hel af slagsen. Det var noget som først skete den dag i dag, hvilket var noget som gjorde, at det også var noget som han skulle til at vænne sig til. Han hævede blikket som han var sikker på at han kunne høre en råben, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Hvis byttet slap væk, så var det fordi at der var en grund til det, hvis han havde misset med pilen, så er det fordi at det ikke har været meningen at den store og prægtige hjort skulle dø i aften. Han lagde roligt sit stjernebillede ned mod sine lår, hvor det kunne hvile, idet hans blik endnu en gang røg i retningen af himlen som hvilede højt oppe over ham, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af på denne her måde. Blikket vendte han igen i retningen af sit papir, idet han placerede en ny stjerne på, også selvom han brugte frygtelig lang tid på hver enkelt af dem. Det hele skulle jo se ordentligt og ikke mindst også rigtigt ud! Tungen hvilede tydeligt i den ene mundvig i et tegn på ren og skær koncentration, for han skulle i den grad også koncentrere sig meget, for det skulle i den grad også se rigtigt ud!

[neo]

At Neo ikke fik bid denne nat, var noget som et sted måtte irritere ham, for så gik der endnu længere tid inden han ville kunne komme hjem til familien, og selvom han var koncentreret under jagten, så kunne han til tider ikke lade vær med at skænke dem alle sammen en tanke, for han vidste jo hvor besværlig Constance kunne være og han var bange for at hun ville stikke af, hvis han ikke var der, for det var jo faktisk ikke første gang at hun prøvede på det, selvom han sidste gang havde nået at stoppe hende, fra hoppe ud fra vinduet, hvor der var mere end 4 meter ned, hvilket kunne ende galt hvis hun ramte forkert. Selvfølgelig var Nathan hjemme, så han skulle nok holde øje med Constance, også som han havde bedt ham om. Han savnede dog sine træningstimer sammen med sin bror, han vandt typisk selv, eftersom han var den ældste og derfor mest erfarne, så han lærte sin lillebror en masse, og han vidste at han slet ikke var den bedste, for han havde en masse som han kunne lære endnu, men det var svært, når han ikke havde nogen til at lære ham det. Han sukkede tungt, som han trak pilen til sig, der var kommet til at sidde fast i et træ ikke så langt fra hvor hjorten havde stået. Hans dybblå øjne søgte mod skoven, hvor han havde set den løbe ind, inden han nærmest måtte sparke til træet af vrede og irritation, som han trak pilen til sig og puttede den i sin kobberkogge, hvor de andre pile måtte sidde. Han lod blikket glide videre rundt, hvor det faldt på manden, som raslede med papiret, som vinden rev i. Det var ham som havde skræmt hjorten væk, for det var ikke svært at lægge to og to sammen! Han kneb øjnene en anelse sammen. Det måtte selvfølgelig irritere ham, men der var jo ikke noget at gøre ved det, så hvorfor hidse sig op over det? Manden virkede ikke ligefrem påvirket af noget, hvilket vel betød at han var ligeglad med at der var nogen, hvis han overhovedet havde lagt mærke til Neo? Det var ikke fordi at han stod langt væk fra ham og han stod ude i det frie, så det ville være umuligt ikke at se ham hvis man så på ham. I så fald så var han ikke fjendtlig og så kunne han fint fjerne fokus og lægge den over på noget andet, såsom de spor som hjorten havde efterladt. Han satte sig roligt ned i hug og støttede sig til buen, som han havde sat mod jorden, imens hans fingre gled over hjortens spor. Selvfølgelig var de friske, men det var ikke bare lige sådan at følge efter den, for den var jo langt hurtigere end ham. Hvor Shinux måtte befinde sig, vidste han ikke, selvom han vidste at falken ikke var så langt fra ham, for det var den jo aldrig. Hans blik søgte ganske roligt op ad det træ han sad ved, hvor falken ganske let tjippede og baskede med de flotte vinger der skinnede i månens skær. Når man taler om solen, et let smil gled over hans læber.

[Deleted]

Derek var ikke fjendtlig af sig, hvis han kunne slippe for at være det. I hans øjne, så var det spild af energi at være vred og fjendtlig på denne måde. Det havde skam heller ikke været hans hensigt at skræmme kronhjorten væk og derved spolere denne mands jagt, for han havde ganske rigtigt lagt mærke til at der var andre omkring ham, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, hvilket var noget som man vel også tydeligt kunne mærke den dag i dag? Han vendte blikket roligt op mod den store himmel en gang mere, blot for at finde helt præcist de stjerner som han var ved at få ned på papir. Ikke altid noget som man kunne se med det blotte øje, men alle former og lys skulle tegnes med også, så det blev så identisk som det var ham menneskelig muligt at gøre det. Benene en anelse bøjet og med hele hans opmærksomhed hvilende på det lille stykke pergament som han havde i sine hænder, som havde det været noget frygtelig værdifuldt for hans del, selvom det vel heller ikke altid var sådan at det skulle være?
Derek endte dog alligevel med at hæve blikket fra sit arbejde og vendte det direkte mod manden som måtte stå tæt ved skoven. Ikke fordi at han var fjendtlig anlagt, men han var selv nødsaget til at passe på i frygten for at det kunne gå galt. Han havde lært det på den hårde måde og det var jo heller ikke første gang at det var gået galt, men en gang med fatale følger. Han kunne knapt nok huske hans fortid, selvom der var visse ting som tydeligt var indprentet i hans hukommelse. En Melvin var noget som han tydeligt kunne huske og så var der jo selvfølgelig Gina. Ikke fordi at han havde opsøgt nogen af dem endnu og det var vel også noget som han et sted gjorde klogt i at undgå i det store og hele? De smaragdgrønne øjne skinnede ganske let i månelysets smukke skær, selvom han nu heller ikke gjorde noget andet end bare at blive siddende. Et stille smil passerede let hans læber. Et sted stadig meget præget af den magiker som han var engang, selvom han følte sig langt mere.. kraftfuld den dag i dag, end det som han havde været tilbage dengang, hvilket selvfølgelig var en god og positiv oplevelse ved det hele! Blækhuset satte han roligt ned i græsset ved siden af ham selv. ”Jeg mente ikke at forstyrre jagten. Slap byttet fra Dem?” spurgte han med en ganske stilfærdig mine. Han var ganske venlig af sig, for han havde virkelig ikke haft nogen grund til at skulle være direkte fjendtlig overfor denne mand, for han havde endnu ikke givet ham en grund til det, selvom det selvfølgelig meget hurtigt kunne ændre sig til noget ganske andet. Han lagde pergamentet roligt fra sig, hvor han satte blækhuset mod det ene hjørne, så det ikke blev taget med vinden, idet han roligt rejste sig op. Han var en mand halvvejs oppe i årene – ung af udseende, selvom han stadig havde meget at byde på. ”Hvem har jeg æren af at møde?” tilføjede han roligt og ikke mindst en anelse nysgerrigt.

[neo]

Hvem denne mand var, havde Neo virkelig ikke nogen som helst anelse om. Det eneste han vidste var at manden havde larmet med sit papir, hvilket havde skræmt hjorten væk, så den nu sikkert var så langt væk at det ville tage tid før han kunne opspore den igen! Noget som faktisk måtte irritere ham! Nu ville der gå endnu længere tid før han kunne tage hjem til sin familie igen, og et sted var han jo faktisk bekymret for dem, selvom de vel var voksne nok til at kunne passe på sig selv? Nathan kunne måske, men Constance var så pokkers rebelsk, og han havde jo allerede taget hende i at søge ud midt om natten førhen, så hun kunne helt sikkert finde på at lave ballade, nu hvor han ikke var hjemme til at holde øje med hende! Tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, hvor han let rystede på hovedet, for at slå tankerne ud af hovedet. Han blev dog lettere opmærksom, som manden faktisk valgte at tale til ham, hvilket fik ham til at vende blikket imod ham. Det var tydeligt at se og mærke at manden var langt ældre end Neo, men Neo var jo i princippet også kun en ung mand, han var ikke særlig gammel af en warlock at være, så der var meget han slet ikke havde lært endnu, han havde kun det som han lærte sig selv, hvilket også var fint nok, men det var ville være lettere hvis man faktisk havde én til at vise ham hvordan man skulle gøre, vise de mere større og mere effektive magier, som faktisk ville kunne dræbe personer og ikke bare skade dem. Han var måske god til at lære fra sig, specielt til sine yngre søskende, og i forhold til dem var han måske god, men derfor vidste han at der var så mange flere warlocks der var derude som med snildhed kunne slå ham i gulvet, hvis ikke dræbe ham. Han kneb øjnene en anelse sammen til mandens ord. Det var jo faktisk på grund af ham at hans bytte var sluppet væk, men på den anden side, sket var sket, så han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det mere. Han sukkede tungt. ”Og hvad så?” spurgte han spydigt og i en mindre vrissende tone, næsten som om at manden havde sagt det for at håne Neo, selvom han ikke vidste om det var tilfældet, men det irriterede ham stadig at det var sluppet væk! Han strammede grebet omkring sin bue, som han vendte blikket lettere irriteret ind i skoven. Normalt var han venlig, imødekommende og høflig, men nu? Nu var han altså bare irriteret! Mørket var jo stadig en del af ham om han ville det eller ikke, selvom man ikke ligefrem kunne prale af at han var en typisk warlock. Han vendte kort blikket op mod Shinux, der var blevet lettere opmærksom, som manden havde rejst sig og nu kom hen imod ham. Som manden kom tættere på Neo kunne han også tydeligt se at han var langt ældre end Neo selv, skønt han dog ikke tog sig af det, for hvem sagde at han kunne noget af den grund? Hvad race manden var, vidste han jo heller ikke. Han vendte sig med fronten imod ham, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Manden virkede ikke decideret fjendtlig, faktisk mindede han om en fra Procias. ”Én der sikkert ligger langt over dig,” svarede han lettere hånligt. Måske han var ung, men han kom faktisk fra en ganske adelig og rig familie. Normalt pralede han ikke, men han brød sig faktisk ikke om manden. Han lagde armene over kors. ”Og hvem er så du?” spurgte han lettere irriteret, som det var tydeligt at han var utilfreds.

[Deleted]

Det havde aldrig nogensinde været Dereks mening at skulle forstyrre denne mand i jagten på hjorten som var løbet igennem skoven. Han havde selv set den i det første lange stykke tid herude, men det var heller ikke fordi at han ønskede at forstyrre naturens gang. Nej, han var jo selv en stor del af den og det var noget som han i den grad også var frygtelig tilfreds med. Han var glad for det liv som han havde, også selvom det var noget som man skulle finde ud af først. Han var måske ikke en typisk dvasianer, selvom mørket tog mere og mere over ham for hver eneste dag som måtte gå. Han kunne mærke hvordan det samlede sig som en kæmpe knude i brystet, selvom han slet ikke var meget for at lade det slippe fri i et kæmpe udbrud, for hvem skulle det da kunne gavne? Specielt når han vidste hvilken mand som han havde været og den som han stod som nu, så ønskede han ikke at det skulle være anderledes på nogen måde.
Derek trak let på skuldrene og lod hovedet søge let på sned. ”Jeg beklager,” sagde han roligt og med en ganske stilfærdig mine. Han mente det dog af den grad, for han havde aldrig nogensinde ment at skulle ødelægge hans jagt på denne her måde! Selvom han var glad på hjortens vegne selvfølgelig, så vidste han også godt, at det kunne betyde at der var nogen som gik sultne i seng, hvilket heller ikke var meningen. Manden var irriteret så meget kunne han da hurtigt konstatere, selvom det slet ikke var noget som hjalp ham det mindste lige nu. Manden præsenterede sig ikke, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen. Det var vel bare typisk mørke at det skete på denne her måde? At man ikke præsenterede sig med høflighed, også for at gøre det hele en anelse mere personligt? Han rettede sig op. Han vendte blikket mod dyret som måtte være tæt på dem. Han var bestemt ikke dum af sig, det var helt sikkert. ”Det er du sikkert.. Jeg er blot en simpel hjemløs mand som nyder en flot og smuk aften som denne.” At prale og hovere med noget så stort som et hjem, en rigdom og en stor familie, var nu heller ikke noget som rørte ham som sådan, for det var virkelig ikke noget som han kunne eller ville blande sig i. Nogle var jo desværre født med en sølvske i munden og skulle aldrig nogensinde kæmpe for sin egen overlevelse ligesom han skulle på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let på sned, selv med den samme rolige og kortfattede mine som tidligere, for der var vel heller ikke nogen grund til at ændre det på nogen måde? Han nikkede dog alligevel roligt til ham. ”Jeg er Derek Inculi,” præsenterede han sig med en rolig og kortfattet mine som han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg fik aldrig fat i Deres navn… De som ligger langt over mig.” Han hævede sigende det ene bryn og uden at fjerne blikket fra ham. Han var jo alligevel lidt nysgerrig af sig. Desuden foretrak han da helt klart at vide hvem han måtte stå overfor.

[neo]

Normalt følte Neo slet ikke denne fjendtlighed overfor fremmed, for normalt var han høflig og venlig, noget som slet ikke lå til dvasianere og mørke væsner som han trods alt var. Men det havde irriteret ham at han ikke havde fået fat i sit bytte, for det betød at han ikke kom hjem lige foreløbig, og det måtte frustrere ham, for han vidste ikke hvad hans søskende rendte rundt og lavede. Det var så heller ikke meningen at det skulle gå ud over denne mand, for det var vel egentlig latterligt at give manden skylden for at han selv havde været for langsom i betrækket? Han vendte de funklende blå øjne mod ham, hvor han betragtede manden ganske let. Han virkede ikke som en direkte dvasianer, men derimod virkede han ganske imødekommende, noget som faktisk måtte forundre ham. Han vendte let blikket væk fra manden, hvor han kort så rundt, næsten for at finde noget der var mere værd at kigge på. Hans dybblå øjne faldt kort mod Shinux der sad et stykke væk i et andet træ. Falken fulgte nøje med i samtalen, klar til hvis der skete noget, for falken var trods alt Neos bedste ven, en trofast følgesvend som aldrig havde svigtet ham endnu. Han vendte roligt blikket mod manden igen, som han sagde at han var hjemløs, hvilket fik ham til at rynke ganske let på næsen. Hjemløs lød som et helt beskidt ord! Selvom manden ikke virkede direkte beskidt, så han havde lidt svært ved at tro på det, men han vidste at mange var hjemløse, så.. det kom et sted ikke helt bag på ham. Han vidste mange ikke havde de privilegier, som han havde, derfor pralede han normalt ikke, men denne gang havde han kun gjort det fordi han havde været irriteret. Han så ganske let omkring, inden han trak på skuldrene. ”Tjo.. det er da en ganske.. flot nat,” svarede han en anelse spørgende, for han havde ærligtalt ikke helt selv lagt mærke til selve natten, men havde haft sin fulde fokus på sit bytte. At han præsenterede sig, og slet ikke tog sig af hans hånende ord eller pralende triumfering, var noget der et sted måtte gøre ham en anelse usikker, for hvem pokker var denne mand? Derek Inculi sagde ham dog intet, så det var ikke fordi at han blev klogere af det. At han brugte hans egne ord imod ham, fik ham til at smile ganske let, hvor han næsten blev ramt af en mindre skyldfølelse, for det havde jo ikke været hans mening, at håne manden, for hvorfor blive sur, når det var hans egen fejl at byttet var sluppet væk? ”Mit navn er Neo Chevallier,” præsenterede han sig roligt, som han sendte Derek et let smil, hvor det var tydeligt at se at han var blødt langt mere op end det som han havde været tidligere. Han følte sig ikke længere irriteret, nej han blev næsten nysgerrig efter hvem denne Derek måtte være. Han gjorde et let nik mod den plads Derek førhen havde siddet ved, hvor hans tegneting også måtte ligge. ”Hvad var du i færd med at lave?” spurgte han lettere nysgerrigt, som det gik op for ham, at han lige så godt kunne have forstyrret Derek som omvendt, så hvorfor blive sur og irriteret? Han fandt jo nok et bytte senere hen.

[Deleted]

Det havde bestemt heller ikke været Dereks mening at komme i vejen for denne unge mand og hans jagt, men han måtte jo bare gøre det så godt som det nu var ham muligt. Han passede sig selv og det var noget som han altid havde gjort, for han havde ikke haft nogen grund til noget andet. Han havde ikke noget fast at vende tilbage til eller gå frem mod om ikke andet, for han havde kun sig selv, hvilket også var en grund til at han kunne give efter for sine alt for mange filosofiske tanker – ligesom han gjorde i denne stund. At denne mand så var kommet ham så nær på denne her måde tog han sig nu ikke af, for det var noget som fik ham ud af sin egen lille drømmeverden og derved også snakke med ham. At han jo så skulle markere sig allerede med det samme, at han var højere end det som han selv måtte være, var så heller ikke noget som han tog sig det mindste af på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert, for det var heller ikke noget nyt set med hans øjne. ”Det er det virkelig.. Den er mørk, stjerneklar og uden så meget som en eneste sky på himlen. Det er perfekt!” sagde han med en bestemt tone og med et stort smil på læben. Hvorfor lyve for ham? Også selvom han ikke kendte til ham, men det var virkelig underordnet på alle måder som man overhovedet kunne komme i nærheden af. Han lod hovedet søge let på sned. At han endelig måtte få mandens navn, var noget som kun fik ham til at trække ganske så tilfredst på smilebåndet. ”Neo Chevallier? En glæde at møde Dem,” sagde han roligt og med et let nik. Et sted så gjorde det jo det hele langt mere personligt at kende til navnet overfor den som man stod og snakket med og det var bestemt også en mening som han måtte være af.
At Neo spurgte ind til hvad han lavede, var noget som kun svagt var noget som fik ham til at smile. Han vendte blikket ganske kort ned mod sin plads. Mange ville nok betegne ham som en galning, men han kunne faktisk rigtig godt lide det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne her måde. ”Jeg tegner stjernebilleder,” sagde han roligt og med et stille smil. Han rullede let med hånden, hvor tegningen op i hans hånd som han kort skævede over. Nu var han forstyrret i arbejdet, så kunne han heller ikke lave den færdig, for hvordan skulle han finde den retmæssige stjerne på himlen, så han kunne lave billedet videre? Det kunne man virkelig ikke! Han sukkede stille. ”Jeg skal jo starte forfra nu, men.. Ja, jeg kalder det glimrende tidsfordriv. Jeg finder det ganske spændende.” De smaragdgrønne øjne vendte han roligt mod Neo endnu en gang, som han rakte ham den ellers så ufærdige tegning. Det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre så meget andet ved denne tegning lige netop nu, hvilket han nu heller ikke sagde noget til. ”Det er fascinerende.. Alle de glimtende prikker på den store himmel og der er ingen som kan forklare hvad det er..” Han vendte blikket op mod den store himmel endnu en gang, som han igen gled ind i sin egen lille verden, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Endnu en gang yderst tænkende.