A Night Out

[romeo]

Natten havde lagt sig over Manjarno og bylivet var stort denne skyfrie smukke aften. Månen stod højt og prægtigt på himlen, hvor gadelygterne var tændt. Der var frit udsyn til himlen med de mange smukke blinkende stjerner, selvom det ikke var det som de fleste lagde mærke til denne aften. Mange gøglere optrådte i byen, nu hvor der var mange som var ude og nyde den lune sommeraften. Solen var gået helt ned, hvor det var et godt stykke over midnat. Der kom larm indefra Den Brændende Flamme, da musikken spillede højt, hvor man tydeligt kunne høre folk råbe for at kunne høre hinanden for den højtspillende musik. To mænd kom slående ud af døren, idet Romeo kom hen til den store bygning. Han trådte ganske let til siden, hvor hans mørke blik kort hvilede på de to mænd med et kynisk skær, inden han vendte blikket ind ad døren, som han trådte ind i den lille entré, inden han fortsatte ind i selve rummet, der var fyldt med folk. Han strøg ganske let en hånd igennem de halvlange mørke lokker, der bølgede ned over hans maskuline ansigt. Der lugtede langt væk af alkohol og tobaksrøg, hvor folk sad ved bordene ude i siden, andre var ude for at danse, mens helt tredje sad oppe i baren, hvor nogle kom med flirtende kommentarer til de rendende servitricer. Romeo fortsatte med lettere faste skridt op mod baren, hvor han møvede sig igennem den store menneskemængde. Han havde forladt Mørkets Cirkel hjemme i Dvasias, da han havde været nødsaget til at komme lidt ud og rundt i andre omgivelser, da han var ved at få spat af sin kusine hundse rundt med ham. Han havde ikke andre steder at gå hen, selvom det ikke var med sin gode vilje at han boede hos Malisha, warlockernes leder. Hun havde omgjort ham fra magiker til warlock, hvor han nu var nød til at følge hendes ordrer som var han en lille hundehvalp. Dog skulle hun bestemt ikke fortælle ham om han måtte gå ud og nyde en skøn aften eller ej! Han gik roligt op til bardisken, hvor han vinkede én af bartenderen hen til sig. Han gjorde et let ned mod ham i en mindre hilsen. ”Husets bedste drinks,” bad han med en høj stemme for at overdøve musikken. Der gik ikke lang tid før bartenderen havde mixet noget sammen til ham, hvor han rakte ham sin drink, som han roligt tog imod, skønt han blev siddende ved bardisken på de høje barstole. Han vendte sig kort om for at lade blikket søge rundt i rummet, men intet fanget hans interesse. Han vidste at Lexie var derhjemme, men han havde været nød til at komme ud og væk fra Malisha og hendes mange sadistiske planer om at føre warlocks ind i en ny tid og gøre dem til den mest ædle race af alle. Vanvittig kunne man i hvert fald godt kalde kvinden!

[dustin]

Det var en beskidt og sur og vred fattig 16 årige dreng ved navn Dustin som gik ned af byen larmende gade, der var en masse mennesker og boder og andre ting han hadede han ingen penge havde, så kunne han jo købe noget til sin far, for han vidste snart at han ville skulle tjene Brandon i ja han vidste ikke hvor længe, men det var snart, Dustin havde dog ikke planer om at dette skulle ødelægge hans aften, han far sad der hjemme sammen med nogen venner og drak, som altid, og dustin blev smidt ud fordi det var herre aften og det var dustin åbenbart for lille til, og ifølge hans far var han for lille til alt. Men dustin var ligeglad, han levede bare sit eget liv bag sin fars ryg. Da kom dustin forbi en bod med smykker, han kiggede længe og i det damen der stod bag boden kiggede væk tog han en helt hånd fuld smykker og satte i løb, han kunne bruge dem til at sælge dem så han fik penge. Han lagde dem i lommen mens han løb dog råbte damen hurtigt ” stop tyven stop tyven den lille møgunge stjal nogen af mine smyker råbte hun og folk kiggede efter dustin, men han løb bare. Da han kom til den Brændende Flamme, tog dustin hurtigt fat i døren åbnede den og løb ind og lod som ingen ting han var dog godt forpustede og hans fødder gjorde ondt, han havde ingen sko på han ahvde dog et par men det brugte han kun om vinteren, han ville dog aldrig vende sig til at løbe på bære tære. Dustin maste sig vej op til baren ved siden af en ung fyr, han kiggede op på fyren og sagde ” en stor øl bartenderen så på ham og grinte ” naarh lille ven er du ikke lidt for lille til det dustin så på bartender og sagde ” stik mig nu en stor øl eller jeg tager den selv” han var allerde på vej til at kravle over disken.

[romeo]

Romeo strøg ganske let en hånd igennem det mørke hår, inden blikket gled rundt i rummet. Det var lang tid siden at han var gået på en bar generelt, specielt fordi han altid havde været en naturtro person, men efter han var blevet en del af mørket, så havde meget ændret sig siden. Blikket gled dog mod den unge knægt, der nåede op på hans side, som han nærmest kom hastende derop. Køligheden hvilede i hans blik, hvilket det havde gjort siden han havde opslugt mørket og det var blevet en del af ham, meget havde ændret sig ved ham, han var gået fra en varmhjertet person, til en næsten følelseskold. Det var tydeligt at knægten ikke var særlig gammel og slet ikke burde indtage noget form for alkohol, men hvad? Man var kun ung en gang i sit liv. Et morende strejf af et smil gled dog over hans rosenrøde læber, da knægten nærmest selv var ved at kravle ind over bordet for at tage hvad han ville have. Han tog selv en mindre slurk af sin drinks, som bartenderen havde lavet til ham, inden han vendte blikket mod manden, der nærmest prøvede at gemme alkoholen af vejen så knægten ikke kunne tage det. ”Stik ham den øl.. jeg giver,” svarede han stilfærdigt, som han sendte bartenderen et lettere køligt blik, idet han lagde en mindre pengepose på bordet, for at betale. Bartenderen så ikke ud til at være meget for det, men på grund af pengene kunne han godt se igennem fingrene med det for denne gang. Han stak derefter knægten den fadøl som han havde bedt om. Der var visse fordele ved at være warlockernes leder – hun tjente penge, hvilket gik igen for familien, selvom han vidste at han ikke slap uden arbejde, og han turde end ikke tænke på Malishas planer!
Romeo vendte de mørke øjne mod knægten. ”Burde du ikke ligge hjemme i din seng, knægt?” spurgte han stilfærdigt og med et mindre morende skær i de mørke øjne, da han igen tog en slurk af sin drink. Det var sjældent man så så unge børn inde på et sted som dette, men knægten måtte jo nærmest have været hurtig, hvis dørmanden ikke havde set ham, ikke fordi at det gjorde ham noget, for selskab kunne han altid bruge, knægten så desuden ud til at være vaks, og med den iver han havde, så kunne det godt ende ud til at blive en underholdende aften, for knægten så ud til ikke at tage hensyn til reglerne eller noget andet. Knægten så dog lettere fattig ud, så det skulle ikke undre ham hvis han enten var forældreløs eller kom fra en utrolig fattig familie. Han selv bar ikke det fineste tøj, hvilket han aldrig havde gjort, han bar blot nogle jeans og en løs bluse, det eneste der faktisk var af god kvalitet var hans sko.

[dustin]

Dustin hoppede ned af disken igen da manden ved siden af ham, sagde til bartender giv ham en øl, han smilede stort og sagde ” tak han tog en stor tår af sin øl, han havde aldrig smagt det før, men set sin far drikke det flere gange og havde flere gange prøvet at tage noget af sin fars øl men uden held, derfor var han ret glad for at få en øl men da han havde slugt øllet vrængede han ansigt add, det smagte slet ikke godt, men nu havde manden jo betalt for den så han måtte bare drikke den, mens hans tanker kørte på hvad skete der når de opdagede han havde stjålet? Det var ikke første gang han stjal men han fik det altid dårligt når han gjorde det, han tog derfor endnu en stor tår af sin øl og så på manden. Han overvejede og spørge manden om han måske ville købe smykkerne, dustin kunne vel bare sige det var hans mor der havde lavet smykkerne, selvom han godt viste det ville være en stor løgn for hans mor var nemlig død lige efter han var blevet født. Dustin tog endnu en tår og tog sig sammen han tog nogen smykker op af lommen og sagde ” vil du ikke købe nogen smykker? sprugte han forsigtigt og ret lavt, han vidste kun manden dem hurtigt og lagde dem væk igen og kiggede rundt, var der nogen der havde set dem, det håbede han ikke, dustin tog en af de frie barstole og hev den hen ved siden af manden der havde givet ham øllet, og satte sig op, han frys om sine bare og beskidte fødder.

[romeo]

Romeo trak svagt på skuldrene, som knægten takkede for at have givet ham en øl. Det var intet i hans øjne, lidt venlighed skadede aldrig, dog blev han lettere overrasket over at knægten vrængede ansigt af at smage øllen, som om han aldrig havde smagt det før, men på den anden side; én gang skulle vel være den første? Han rystede lettere smilende på hovedet, som han tog en slurk af sin drink; en lettere klar og gennemsigtig væske med en blå væske i toppen. Han kneb øjnene en anelse sammen, da blikket gled mod de smykker som knægten kort viste ham og tilmed spurgte om han ville købe. Han lænede sig en anelse ind mod ham. ”Har du stjålet de smykker knægt?” spurgte han en anelse mistænksom, selvom det faktisk bare var et rent gæt. Normalt ville han nok have givet knægten en kæmpe prædiken om at det var forkert at stjæle, men denne gang måtte han indrømme at han faktisk var pænt ligeglad. Han rettede sig roligt op igen, med et koldt og dog morende smil om de rosenrøde læber. Han tog en kort slurk af sin drink, inden han igen vendte blikket mod drengen. ”Hvilke smykker har du?” spurgte han ganske kortfattet og som et tegn til at han ville se dem igen, for knægten havde jo hurtigt gemt dem væk. Måske knægten havde stjålet dem, men man gjorde vel alt for at overleve? Desuden så kunne det være at knægten havde nogle flotte smykker, hvor han måske kunne finde et enkelt som han ville kunne give til Lexie. Han drejede let på stolen, så han sad halvt med fronten mod knægten, som han blot betragtede lettere afventende. Denne knægt forekom ham utrolig spøjs, ikke direkte ond, men bare på en forkert sti i livet, for ja det var nok forkert at stjæle og gad vide hvad knægten ville ende ud som når han engang blev ældre, men igen, der var så mange som stjal, specielt af de fattige, og fattigdom kunne tvinge folk til at gøre mange forbudte og forkerte ting, såsom at stjæle. Det var dog heller ikke fordi at det var sikkert at knægten havde stjålet dem, men rent faktisk havde dem på ærlig vis.

[dustin]

Det ville være synd at sige at dustin havde smykkerne på ærlig hviss, han kunne jo ikke selv lave sådan noget og hans mor levede ikke længer så hvordan skulle de lave dem hans far måske NEEJ det kunne han da slet ikke finde ud af. Da manden spurgte om han havde stjålet smykkerne svarede han ikke med det sammen han kiggede lidt trist på manden og så, så hurtigt ned i gulvet , han var flov over det og havde det ikke særligt godt med det, det kunne man os godt se på ham, det var tydeligt han havde stjålet dem og havde det dårligt over det. Han tog smykkerne frem igen og viste ham dem, der var lidt af hvert nogen armbånd og nogen halskæde, han vidste ikke hvad han skulle gøre med dem hvis han ikke kunne få dem solgt. Han sad og tænke på at hans far bare sad der hjemme og troede at dustin opførte sig pænt og ikke stjal, og så var han måske fuld, men det ville heller ikke være noget nyt hvis hans far var fuld, det var hans stort set hver aften, han fattede ikke hvorfor hans far stort set brugte alle deres penge på øl og sprut, så hans far måtte stjæle for at de kunne overleve. Og låne penge hist og her.” vil du ikke købe dem alle sammen spurgte dustin en smule desperat.

[romeo]

At knægten pludselig blev helt stille ved Romeos spørgsmål om han havde stjålet smykkerne afslørede kun det hele for ham; knægten havde stjålet smykkerne, men han havde det tydeligvis også dårligt med det. Han fnes kort morende for sig selv, som han ikke kunne blive klog på knægtens valg, hvorfor stjæle hvis han alligevel fik dårlig samvittighed over det? ”Du er vidst ikke den typiske tyv, er du?” spurgte han lettere retorisk, hvor spørgsmålet mere var en konstatering for ham selv. Han trak svagt på skuldrene som gjorde det intet, for hvorfor skulle han dog spilde tid på at afsløre knægten og få ham taget af vagterne der gik rundt i byen? Knægten havde det tydeligvis dårligt med det, hvor samvittigheden vel måtte komme ham til gode, hvis den da overhovedet ville det, for det var jo ikke ensbetydende med at det ikke ville ske igen. Han vendte roligt de mørke øjne mod smykkerne igen, hvor det var tydeligt at det var mange flotte smykker som knægten havde fået fat i, hvilket faktisk måtte overraske Romeo. Han kiggede ganske kort det lille lager igennem, hvor han vurderede hvilket der så bedst ud. At knægten så ville have ham til at købe dem alle, fik ham til at slippe en munter latter. ”Tror du jeg er millionær?” spurgte han stilfærdigt, inden han rystede smilende på hovedet. Han valgte dog at fiske en halskæde ud af knægtens hånd, som var en guldkæde med nogle diamanter på der glitrede ganske let. ”Men dette vil jeg gerne købe,” tilføjede han ganske kortfattet, som han kort studerede halssmykket, inden han igen vendte de mørke øjne mod knægten. ”Og hvad skal du så have for det?” spurgte han roligt, som han kneb øjnene en anelse sammen og så lettere afventende på ham. Det var ikke fordi at han havde de fleste penge med, for normalt brugte ham dem slet ikke på byture, men denne aften havde han bare haft brug for at komme lidt ud og rundt i nye omgivelser, og da han normalt aldrig tog i byen på diskoteker som dette, så var det et helt perfekt sted at tage hen for at prøve noget nyt!

[dustin]

Dustin kiggede på ham og vidste ikke hvad han skulle svare, men kiggede op på ham og sagde ” nej det er jeg ikke, det er normalt min far der stjæler for at vi kan overleve, min mor er død, har aldrig kendt hende sagde han stille og mærkede et stærk prikken i hjertet, det gjorde ondt hver gang han nævnte sin mor, han ville give alt for at kunne få lov at få sin mor tilbage og lære hende at kende. Men sådan skulle det ikke gå an det vidste han os godt, men hvorfor tænkte han det så hele tiden? Han kunne virkelig ikke finde ud af, hvis det ikek var fordi der var så mange mennesker hvor han var nu, havde han sat sig til at græde som han normalt gjorde når han nævnte sin mor eller tænkte på hende. Da han spurgte om han troede han var millionær rystede han svagt på hoved, men da han fandt den pæneste halskæde af dem alle sammen, så han lige på ham da han spurgte hvad han skulle have for den, ” 10sølvmønter nåede han lige at sige før døren til stedet nærmest blev sparkede op, 2 vagter kom ind og alle stivnede, dustin forsvandt hurtigt fra stolene og hoppede ned på gulvet og gemte sig nede ved manden han lige var ved at handle med, de to vagter stillede sig ind midt i rummet og den ene råbte

[/B] har nogen af jer set en ung fattig dreng, han har stjålet nogen smykker, [/B] dustin sad og var bange, han rystede over det hele og holdte forsigtigt fast i manden bukser. Da vagterne havde kiggede lidt rundt sagde bartenderen ” der er ingen børn her inde, vi er dørvagter sagde han og så på vagten og vagterne så på bartenderen og gik op i mod ham og sagde ” så det meget underligt at flere vidner har set ham løbe her ind[/blockquote]

[romeo]

Romeo skænkede knægten et eftertænksomt blik, da han nævnte at det normalt var hans far der stjal og han aldrig havde kendt sin mor, fordi hun havde været død, hvor han ville skyde på at hun var død i barselssengen, det skete jo af og til desværre. Han selv havde heller ikke kendt sin mor særlig længe og sin far i kortere tid, han var blevet opdraget det meste af sit liv af elverne i de procianske skove, selvom han heller ikke havde boet hos dem i mange år. Mange af hans levevaner havde været de samme som elvernes, hvilket var ganske komisk når man tænkte på at han var magiker af race, eller han havde været magiker. Nu tilhørte han warlockerne, hvilket han kunne takke sin ’kære’ kusine for. ”Måske du skulle lade din far om at stjæle tingene knægt, siden du får dårlig samvittighed over det,” svarede han stilfærdigt og med et kort træk på den ene skulder, som han igen tog en slurk af sin drink.
Måske knægten havde stjålet sine smykker, men herregud man skulle vel tjene på den ene eller den anden måde? At knægten ville have ti sølvmønter for halskæden, var måske lige i overkanten når man tænkte på at knægten havde stjålet dem, men på den anden side, så var det faktisk en utrolig smuk halskæde. Han puttede halskæden ned i sin lomme, hvor han skulle til at finde pengene frem til knægten, da vagterne sparkede døren op og kom ind i rummet, hvilket også måtte fange hans opmærksomhed som det også gjorde alle andre. Musikken stoppede med at spille, hvor rummet blev fyldt med en mindre mumlen fra folkemængden. At knægten hoppede ned fra sin stol og gemte sig nede bag Romeos var noget som fik ham til at skæve efter drengen. Det var tydeligt at han ikke gad, at blive opdaget. Blikket gled kort mod bartenderen da han kom med sin kommentar, inden han vendte blikket mod vagterne, der klart virkede mistroiske. Han skævede kort ned mod sit ene ben, da knægten havde taget fat i hans bukser. Han bundede roligt sin drinks og satte det tomme glas fra sig, idet han vendte blikket mod de to vagter der kom op mod baren. ”Måske I to tumper burde søge et andet sted hen og lede. I ødelægger festen,” svarede han stilfærdigt, hvor et kækt smil gled over hans læber. Normalt ville han aldrig sætte sig op imod lov og orden, men det var igen dengang han havde været magiker og en del af lyset, han havde forandret sig en del efter han var blevet en del af mørket. Det var tydeligt at de to vagter ikke fandt hans svar særlig morsomt.

[dustin]

Vagterne stoppede op da de hørte hvad der blev sagt til dem, de vendte sig begge rundt og kiggede på romeo og gik helt hen til ham og stillede sig op af ham, ” hvad får dig til at være så stor i munden, måske du skal tage med os? Kun skjuler måske noget for os? sagde den ene mens den anden kiggede ned ved romeo’s ben for at se om han skjulte noget, men Dustin havde været snu han var kravlet væk men ingen så det, og gemte sig på den anden side af disken, hvor bartenderen havde puffede ham ind under et bord. Da tog den ene vagt sig til nakken og sagde ” han er her ikke” de forlod så stedet i tavshed selvom de var sure over ikke havde fået fat på knægten, bartenderen havde set de var gået og lukkede døren efter sig gjorde han tegn til at dustin godt kunne komme op, og sagde ” det her er første og sidste gang jeg hjælper dig knægt dusitn kiggede på ham og smilede og takkede mange gange, hvor efter han gik tilbage til romeo og virkede ikke nervøs mere. Da så han på romeo og sagde ” ja jeg er ikke selv en god tyv, men om ikke så længe skal jeg aldrig se min far igen sagde han og tog i mod sølvmønterne han fik af romeo

[romeo]

At vagterne stoppede op, for at gå hen til Romeo, fik et koldt og dog kækt smil til at glide over hans rosenrøde læber, hvor de mørke øjne faldt lettere køligt på vagterne. ”Jeg siger bare det, som alle herinde tænker,” svarede han stilfærdigt og gjorde et mindre buk for vagterne i respekt, selvom det var lettere sarkastisk. Han kneb øjnene en anelse sammen, som vagterne kom helt hen til ham og vendte blikket ned mod hans fødder, hvor han var bange for at knægten var opdaget, selvom han blev lettere overrasket over at knægten var væk. Han vendte blikket mod vagterne, hvor han så dem forlade stedet. Blikket gled mod bartenderen og derefter mod knægten der kom frem, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han fandt roligt de ti sølvmønter frem igen og rakte dem til knægten. Han bed dog mærke i knægtens ord. Han ville snart ikke se sin far igen? Det var noget som måtte undre ham, eftersom knægten var så ung og som han selv havde sagt, så var hans mor var død, så knægten måtte jo kun bo hos sin far? ”Jaså? Og hvorfor skal du snart ikke se ham igen?” spurgte han roligt, hvor han gned sin hage ganske let. Han vendte sig ganske let mod bartenderen igen hvor han gjorde et ganske let nik, som tegn til at han ville have mere at drikke. ”Et glas whisky tak,” svarede han ganske kortfattet, hvor der ikke gik længe inden bartenderen havde fyldt et glas op med whisky og rakt det til Romeo, som ganske let tog en slurk af den klare væske, inden han stillede glasset fra sig på bordet, blot for at vende blikket mod knægten igen. ”Nå fortæl mig knægt.. hvad er dit navn?” spurgte han med en ganske fattet stemme, hvor det muntre smil hvilede på hans læber. Nu hvor vagterne var væk, så var det tydeligt at knægten ikke længere var nervøs, men igen var blevet rolig. Det var nu godt nok at komme lidt ud, møde nye mennesker, selvom hans selskab kun bestod af en ung dreng, men knægten havde da skabt underholdning, så det gjorde ham bestemt intet. De mørke øjne hvilede lettere afventende på knægtens skikkelse, et navn og præsentation ville vel være på sin plads? Om ikke andet så var det i hvert fald sådan Romeo så på det.

[dustin]

Dustin satte sig til rette og kiggede på bartenderen og sagde ” må jeg ikke få noget uden alkohol jeg kan ikke lide øl han kiggede på bartederen og ned på sin øl der stod der og var halvt fyldt. Da Romeo vendte sig mod dustin og spurgte hvorfor han ikke skulle se sin far igen snart. ” jo fordi min far skylder en mand en masse penge, og så har han krævet at få mig som slave, fordi min far ikke kan betale tilbage, og har intet valg sagde han og så på ham han blev lidt trist og lukkede øjene og tog i mod et gangske almindeligt glas vand. Han nikkede som tak til bartenderen. Dustin tog glad i mod sølvmønterne, og stirrede stort på dem med store øje og åben mund, han havde aldrig nogen sinde før holdt så mange sølvmønter i hånden før, der var så mange at han dårligt kunne have dem i en hånd, men han lagde dem ned i sin læderpose han havde hængende fra sit slidte bælte. ” jeg hedder Dustin, hvad med dig?” sagde han smilende og rakte hånden frem, selvom dustin godt kunne være en ballade mager og irreterende kunne han altså os godt være venlig og høflig.

[romeo]

Romeo kluklo ganske let, som knægten bad om noget uden alkohol, fordi han ikke kunne lide øllen. Han rystede lettere smilende på hovedet og tog en slurk af sin egen whisky, som han havde bestilt, inden han igen stillede det fra sig på bardisken. Han lyttede ganske opmærksomt til hans ord, hvor han betragtede ham en anelse eftertænksomt. At hans far havde lovet ham væk, fordi han ikke kunne betale gæld af, var lettere tragisk, selvom at det ikke var første gang man hørte om forældre sælge deres barn for at kunne overleve. Han nikkede ganske let og forstående til hans ord. ”Så.. har du mødt denne mand som du skal bo hos?” spurgte han roligt og betragtede ham lettere afventende. At se ham lysne helt op i hele ansigtet ved at se de mange sølvmønter var noget som måtte more Romeo. Han havde faktisk ’lånt’ dem af hans kusine, selvom han ikke havde taget så mange igen, for han havde kun taget med til denne bytur, for at komme lidt ud, prøve noget nyt, hvor han også måtte indrømme at han havde moret sig her til aftenen, det var ganske forfriskende, hvis han da selv skulle sige det! Det var lang tid siden at han havde været udenfor, takket være det handicap han engang havde haft, dog havde mørket helbredt ham, selvom han var bange for at det kun var så længe han var knyttet til det, ikke fordi at det gjorde ham noget, for han var lykkelig for at kunne smide krykkerne fra sig og løbe som ganske normale mennesker! Han tog let imod Dustins hånd og klemte den ganske roligt i en hilsen, inden han igen slap den, tog omkring sit glas med whiskyen i for at tage en slurk. ”Hyggeligt at møde dig Dustin,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod ham igen, da han havde stillet glasset fra sig. ”Jeg er Romeo.. Romeo Malachi,” præsenterede han sig med en kortfattet tone og et lettere skævt smil på læberne. Han gjorde et ganske let nik mod hans læderpose, der hang ved hans slidte bælte. ”Og pas nu godt på de penge Dustin,” svarede han roligt, imens et skævt smil hvilede på hans læber. Han havde betalt Dustin for en smuk halskæde, så et sted var han ligeglad med hvad knægten måtte bruge pengene på, men han ville dog foretrække at han brugte dem fornuftigt og ikke bare på nipsting og bagateller.

[dustin]

dustin kiggede på romeo og smilede, men det forsvandt dog ret hurtigt da han spurgte om han havde mødt manden, der måtte dustin sige nej for det havde han ikke, og på en måde havde han heller ikke lyst til det, for han vidste godt lige meget hvor meget han prøvede at flygte ville han sikkert kunne finde ham, eller ville han nok bare myrde hans far så dustin alligevel ingen ting havde at vende til det, og det var os den eneste grund til at dustin ikke var flygtede ” nej har jeg heller ikke, men han skule være rige, for han har lånt min far penge siden jeg var lille tror jeg nok han fortalte mig min far altså sagde han stille og kiggede ned. da han havde hørt Romeo’s navn smilede han og kiggede ned på sin hånde, den var bevidst hvilket hele hans krop var og kunne godt trænge til et bad, men Dustin nægtede at gå i kold bad så heller lade være med at gå i bad. Men man kunne os godt se på ham han trængte til bad, hans hår var fedtet, beskidt og hans ansigt var beskidt. Generalt var dustin bare beskidt. ” det skal jeg nok, jeg vil sørge for at min far ikke kan drikke pengene op, og så vil jeg bruge dem på mad sagde han og sad nærmest og dagdrømte om andet mad en grød, ” så kan det være vi kan få noget andet en trist grød sagde han og tog fat i læderposen.

[romeo]

At Dustin mere eller mindre var blevet solgt væk til en anden mand og så tilmed af sin egen far, var noget som Romeo ikke helt kunne fatte. Måske man manglede penge, men fik hans far virkelig flere penge af at sælge Dustin og dermed kunne klare sig bedre? Han havde måske ikke kendt sin far særlig længe, men han vidste at hans far havde været en god mand, han havde fået Romeo over grænsen til sin mor, som havde været magiker, hvor han havde boet derefter. Han kendte ikke sine forældre som unge, selvom det mere var hans farfar, der havde opdraget ham dengang han havde boet i Dvasias, en hård og kold mand, som man bestemt ikke skulle lægge sig ud med. Han gned sin hage ganske let. ”Hm.. hvis manden er rig, så får du i det mindste et bedre liv,” påpegede han stilfærdigt, for at prøve at få knægten til at se lyst på tingene, selvom han nok hellere ville foretrække at bo hos sin far end den mand der kom for at tage ham. Romeo selv havde nok også foretrukket at blive hos sin familie end at gå med en fremmed mand, uanset hvor rig manden så end havde været. At Dustin ville bruge pengene på noget fornuftigt, var noget som måtte glæde Romeo, for så vidste han da at hans penge ikke gik helt til ingenting. Han nikkede ganske let til hans ord. At de ikke ville blive brugt på hans fars drikkeri, men på mad, var noget som lød fornuftigt! Desuden så var knægten måske fattig, han havde måske stjålet, men han virkede ikke til at være den slemmeste fyr, han virkede ganske fornuftigt når det kom til stykket. ”Udmærket. Det lyder ganske fornuftigt,” svarede han stilfærdigt og lettere tilfredst, hvor han nikkede ganske let mod drengens lommer, ”så kan du se om du kan få solgt dine andre smykker for en rimelig pris. Så længe du undgår at fortælle at du har stjålet dem, for du skulle nødig have vagterne efter dig igen.” Han sendte Dustin et lettere strengt blik, inden han tog en slurk af sin whisky, som smagte ganske udsøgt. Han stillede roligt glasset fra sig på bordet, da han havde drukket det ud, hvor han ganske let strøg en hånd igennem det mørke hår, så det endte lettere strittende. ”Hvad laver du egentlig ude så sent? Bliver din far ikke bekymret?” spurgte han ganske stilfærdigt, som han igen vendte blikket mod ham og betragtede ham lettere afventende.