Well I´m back

[Deleted]

Det var godt og vel et års tid siden, at Brandon havde forladt sine vante omgivelser. Han havde rejst bort en tid. Han regnede stærkt med begge hans titler var væk nu, da han jo bare var rejst uden varsel, men han kunne skam klare sig uden at være hertug. Og bare fordi han ikke havde titel som torturmester og skulle rende og springe for dronningen hvis hun havde brug for ham. Ja så kunne han stadig torturere folk og hans evner var jo ikke røget med titlen. Han havde mere frie hænder nu til og gøre lidt hvad han ville. Det var nu engang rart nok. Han havde også fået alt på afstand af sin lille rejse. Han anede ikke engang ret meget om hvad der var hændt herhjemme mens han var borte. Godt nok boede han i Manjarno stadig selvom han måske rejste til Dvasias. Nej han blev nok hvor han var. Hans familie havde jo deres bopæl der selvom han var ved og være den sidste i sin slægt. Han havde jo ingen børn og fik det nok heller aldrig nogensinde. Det betød en kvinde og han havde kun kunne omgås en kvinde indtil nu og han anede ikke noget om hvor hun var den dag i dag. Eller nat var vel et bedre udtryk for ham?
For mørket lå tæt over Dvasias og vandet foran ham var mindst lige så sort som natte himlen over ham. Han havde været hjemme kort, men var taget ud og ride lidt for at gense stederne. Han havde faktisk savnet at være hjemme. Men nu blev hna her jo nok også for en tid i alle fald. Han satte sig roligt ned i græsset og strakte sig kort mens hans hingst roligt fik lov og gå og græsse for sig selv. Han vidste den ikke rendte sin vej. Måske hvis der kom vilde ulve eller noget selvom den var trænet til at blive. Men der var vel grænser for hvor mange den ville tolerere? Han havde en simpel mørkerød skjorte på der stod lidt åben ved halsen hvor han bar en guld halskæde med en ring i. Han havde sine ride støvler på og et par sorte bukser der sad stramt på de lidt slanke ben, der dog kunne bære mere end det så ud til måske. Han havde naturligvis også sit bælte på og nogle skalpeller og dolke gemt på kroppen. Man kunne aldrig være for forsigtig. Han var en af de vampyrer der ganske vist var god i nærkamp, men han kunne altså også slå fra sig på afstand. Havde op til flere oplevet. Ja man skulle altså ikke undervurdere vampyrerne! Han sad lidt og betragtede det mørke, men dog klare vand foran sig. Han burde altså virkelig snart opsøge Nathaniel igen og få sig lidt morskab ud af det! Han smilede let blot ved tanken om det. Et let og ondt smil. Han havde skam fundet ud af den mand ikke var død på trods af den måde han efterlod ham sidst. Han var svær at gøre til livs måtte Brandon erkende. Men det gjorde det jo også bare mere sjovt?

[Deleted]

Eldridge gik rundt ved bredden af det mørke vand, månen ramte overfladen og så ud til at reflekteres klarere end nogensinde, Under og omkring månens refleksion så vandet dog helt sort ud, dødt og som om det bar på store hemmeligheder, Eldidge havde aldrig været særlig glad for vand, men idag følte han sig på en underlig måde draget mod søen og hvis ikke han havde haft mere selvkontrol var han vadet lige ud i det, selvom søen langt fra indbød til det.
Ud over at beundre vandet, havde Eldridge travlt med at studere alt omkring sig, de store træer ikke så langt fra søen stod som livløse skikkelser og når vinden blæste imod grenene lød det næsten som om at de sukkede opgivende, sivene i breden dansede let og gav ingen tegn på liv fra sig selvom de ville være det perfekte gemmested for tudser og andre dyr og himlen som næsten altid indbød til et syn af rovfugle på jagt og et hav af flagermus var næsten tom, og det blottede en flot nattehimmel.
Eldridge havde da også lagt mærke til skikkelsen i græsset og hesten der trofast gik rundt i nærheden af skikkelsen på trods af at den ikke var bundet, Eldridge kunne dog ikke rigtigt se nogle detajler som fx ansigttræk eller kropsbygning på grund af mørket. Eldridge nærmede sig langsomt skikkelsen, dog uden at virke til at skikkelsen var målet, faktisk gik han nærmere langs bredden og lod som om han ikke var opmærksom på at der sad nogle, men for hvert skridt han kom nærmere skikkelsen, sænkede han farten en smule, forsigtighed frem for alt, han var ikke på sin hjemmebane og selvom han befandt sig i Dvasias og der muligvis ville ligge halvopløste lig på bunden af søen, og forsvundne personer begravet i nærheden følte han sig aldrig sikker på, på trods af at have fuld kontrol over sin magi, at have mulighed for at trække ligene til sig.
Eldridge smed et par ildkugler igennem luften, ud over vandet, for at oplyse sine omgivelser og se om dybet ville lysne lidt op, men det var forgæves, vandet så lige så mørkt og dødt ud og når ildkuglerne ramte vandet slukkedes de omgående og at vandet nægtede at lade lys ind så han kunne ane hvor dybt der var, gjorde ikke at han følte sig mindre draget ud mod dybet.
Hele tiden havde han skikkelsen hængende i øjnkrogen, for at være sikker på at hvis personen nærmede sig ville han være bevidst om det.

[Deleted]

At dele hemmeligheder på et sted som dette der nærmest summede af hemmeligheder og dystre fortider. Ja det var faktisk nærmest perfekt. Som om stedet igennem en lang række år havde suget hemmeligheder til sig og gemt dem under vandet. Dog var der på samme tid noget idyl over stedet her. Mente Brandon og derfor havde han i årevis holdt af at komme her. Men det var efterhånden længe siden sidst. Han burde have smidt Nathaniel i denne sø. Så havde der måske været en chance for han ville forblive væk. Blive opslugt af det mørke vand. Nej han skulle bare ikke have efterladt ham i live. Men ønskede han sin fjende død? Det var jo sjovere og lege. Han sukkede lidt og rystede på hoveddet over sine øjne tanker for ligesom at skubbe dem væk. Han måtte gemme alt det til senere. Når han kom hjem eller måske stødte på ham? Lige nu ville han blot nyde stilheden der hvilede over dette sted. En flydende grav vel. Hvis man kom ned i dette vand og ikke var ved bevidsthed så forblev man der. Vandet var så mørkt, at ingen ville kunne finde en.
De mørke øjne fandt vej til søens skinnede dystre overflade igen. Han lod det hvile der. Hans øjne opfangede nærmest søens glans. Han gled nærmest ind i en trance tilstand hvor han bare var i sin egen verden. Han vågnede først lidt op af den ved et vrinsk fra hans hest der puffede sin mule mod hans skulder. Han så mod den og smilede lidt. Strøg stille over den og hviskede stille til den. Bare små ord og sætninger der skulle få den til og falde lidt til ro. Han kunne nærmest mærke den blev lidt opstemt. Der var måske nogen i nærheden?? Han så lidt rundt, men kunne først ikke se noget og så på sin hest igen og strøg ham stille over halsen.
Dog så havde han ikke glemte tanken om der måtte være nogen eller noget i nærheden og han holdt derfor sine sanser på vagt og spejdede lidt rundt igen. Og efter lidt tid fik han da også øje på en skikkelse der så ud til at være i gang. Det var ikke et dyr. Det var en mand eller kvinde. Hvad race kunne han jo så ikke sige ud fra det. Det kunne være alt fra menneske og hen over alle de racer der lignede. Men selv hvis han ikke havde set personene ville de lys kugler han sendte ud gøre Brandon opmærksom på der var nogen. Så var det vel ikke et normalt menneske. Måske en magiker? En warlock? Et eller andet magisk væsen kunne han sige sig selv. Det var jo soleklart. Han rørte sig ikke. Han så dog mere eller mindre direkte på personen. Mørket skjulte det jo så længe man ikke var helt tæt på hinanden så han så ingen grunde til og skjule det så længe der stadig var afstand. Han vidste jo så slet ikke om han var opdaget selvom hestens lave vrinsk jo nok havde lydt en smule høj i dette stille område. Men det kunne måske kun en vampyr opfange? og han kunne fornemme at det ikke var en fælles race han stod overfor så hvad var denne fremmede skikkelse?

[Deleted]

Eldridge var kort blevet opslugt af vandet. Det føltes virkelig som om der var noget magisk over søen denne nat. Han vågnede dog og drejede sig mod hestens skygge og den siddende skikkelse, da han hørte et lavt vrinsk. Hans ildkugler havde uden tvivl gjort opmærksom på hans tilstedeværelse, Så han regnede med at han havde denne siddende persons opmærksomhed. Eldridge bukkede en smule overdrevet, for at indikere at han var opmærksom på at de var klar over hans tilstedeværelse og omvendt. Bukket var nok svært at se på afstand, men fordi han bevægelser var blevet overdrevet en smule var han sikker på at skikkelsen ville kunne ane hans hilsen. Eldridge var en smule nysgerrig og gik et par skridt nærmere, var det en hingst? Om ikke andet så det ud til at være en stor hest. Eldridge var ikke vild med heste, men han havde reddet dengang han var lille.
Da hans søster stadig var i live havde de haft 2 heste på gården. Hans søster havde elsket dem meget højt og Eldridge havde egentlig kun reddet for hendes skyld. Hun havde kunnet få ham til hvad som helst. Og han måtte da indrømme at det sommetider havde været hyggeligt nok. Tanken om hans søster fik ham til at stikke hånden i hans jakkelomme og give dukken et let klem. Han fik dog hurtigt hånden op ad lommen og for nærmest sammen da en større kugle af ild for igennem luften. Den landede i søen og slukkede i med en høj, hæslig lyd og søen gav et skvulp, nærmest et støn fra sig. Ikke et stort et, det havde selvfølgelig revet i søen, som hvis man havde kastet en sten i. Men det havde ikke været meget, nærmere som om den bare slugte kuglen, lod den forsvinde for altid og omhyggeligt slikkede sig om munden.
Eldridge trykkede øjnene sammen for at se skikkelsen tydeligere. Den havde siddet stille under hele denne hændelse, så det var ikke derfra kuglen var kommet. Eldridge selv havde ikke så kraftfuld magi med hensyn til ild til rådighed og han kunne ikke se andre i nærheden. Han blev dog ved at kigge sig omkring, ingenting. ”forbandede unger” hviskede han. Ikke fordi han var sikker på at det var unge, den konklusion drog han bare altid til når der skete noget han ikke lige havde kontrol over. Han havde ikke de bedste erfaringer med unge ilddæmoner, heller ikke unge warlocks for den sags skyld. I det hele taget var han bare ikke særlig glad for alt for unge væsner. Det var en smule dobbeltmoralsk, han havde ikke selv været et dydsmønster i sine unge dage, det var han for den sags skyld heller ikke den dag i dag.
Eldridge rejste sig igen, og børstede sine bukser. Måske han bare skulle leve med at han nok aldrig fandt ud af hvem der havde kastet den. Det kunne jo være hvem som helst. Og der var ikke tegn på anden liv end skikkelsen med hesten.
Søen var holdt op med at bevæge sig og det hele var blevet stille igen. Men Eldridge købte den ikke, der var ikke så stille for ingenting, der var nogen, eller noget i nærheden. I Dvasias var det ikke kun væsner der kunne være magikyndige. Nogle af dyrelivets eksemplare var ikke så ufarlige som det så ud, og det var jo heller ikke alle drager der var tæmmet. Måske var det derfor der var så stille i dag? Måske var der noget grumt i nærheden. Eller. Det kunne være de forbandede unge. Eldridge kiggede hen mod skikkelsen, det så ikke ud som om den ville nærme sig af sig selv, så Eldridge nærmede sig langsomt mens han tænkte over hvordan han skulle præsentere sig selv.

[Deleted]

Selvom det næppe var muligt ikke at være opdaget så ville Brandon nu stadig gerne mindske chancerne for det. Mens han holdt øje med skikkelsen der stadig var et pænt stykke væk så gik alle mulige tanker igennem hans sind omkring denne person. Han havde været væk længe og allerede nu forstået hvor mange ting der måtte have ændret sig lidt igennem den periode, men derfor måtte han jo forsøge at indleve sig. Tilpasse sig selvom det ikke just var hans ynglings valg at gøre. Men han ville næppe have meget med ting at gøre alligevel når han først havde fundet sin rytme igen og mest af alt blev derhjemme og i nærheden så han altid vidste hvad han kunne forvente indtil han kendte forholdende bedre i landet.
Hans tanker blev dog imidlertid fjernet da han så et buk som gestus hos den ukendte. Enten var det en sær vane der blev gjort fra hans punkt af eller så var det et tegn på de var opdaget. Han smilede et svagt køligt smil. Han havde ikke forventet ret meget andet. Han klappede stille sin hingst på mulen og op af siden på det slanke hoved så der ikke var brug for stilhed mere og den sorte hest gik roligt, men dog lidt tøvende, igang med igen at spise græs. Efter lidt tid var den optaget af det og lod til at være ligeglad med alt andet igen. Dens ører var dog oprejst og rettet mod Brandon og den fremmede. Den lod til at ville høre med selvom den ellers bare passede sig selv. Brandon lod den gøre som den ville og kom let op at stå før man nærmest kunne nå og blinke. Han var ikke meget for at bukke selv, da han ikke var den type. Han ville dog nok virke uforskammet så hvis han ikke gjorde, men var det hans problem? Han holdt fast i nogle principper selvom det let kunne gå galt. Han virkede dog ikke fjendtlig mod den fremmede, som vel var mere høflig? Men Brandon nægtede altså bare visse ting i livet!

Ild var ikke en magt som Brandon kunne kontrollere som en dæmon eller magiker. Han kunne skam godt lege med det, men så skulle der eksistere noget først. Han kunne ikke skabe det ud af den blå luft. Han så derfor lidt forundret på den kugle der pludselig var kommet fra et ukendt sted og person mod den fremmede. En fjende eller bare et angreb mod alt og alle? Men så ville han vel også have fået en sendt mod sig? Det lod dog til det var en engangs forestilling og hans hest havde bare løftet hovedet mens den gumlede på græs og set kort mod scenariet og så gået tilbage til sin spisning. Brandon stak hænderne let ned i sine lommer og lod sit blik kort glide rundt. Det måtte være en dæmon eller warlock. Hvis ikke en magiker da havde taget sig sammen og rejst hertil. Og måske der fandtes enkle tilfælde med andre væsner der lærte magi, men de to første var bestemt det bedste bud. Han rystede lidt på hovedet og så hen over vandet. Ildkuglen var nærmest gået tabt før den ramte vandet. Dens ild havde været tæt på at gå ud bare ved at nærme sig det mørke vand der sugede lyset ud af ilden og så havde vandets overflade klaret resten. Et mærkværdigt sted dette. Uden tvivl. Han gik roligt lidt hen langs bredden og så på skikkelsen der var kommet op igen efter det lille fald ved undvigelsen. Men personen havde jo så også valgt lidt før, at gå hen mod Brandon så de gjorde jo begge afstanden mindre for hvert eneste lille skridt. Hvor han før havde tænkt over hvem personen var og om landet ås tænkte han nu mest over hvor pokker den ildkugle var kommet fra?

[Deleted]

Eldridge kiggede hen mod skikkelsen som nu havde rejst sig, og var begyndt at nærme sig vandet. Han så det som en mulighed for selv at nærme sig personen yderligere, som om at det på dette tidspunk var hensigten at de skulle støde på hinanden og Eldridge ikke bare ville forstyrre personens fred og jo ved at nærme sig hvor han sad. Eldridge havde ikke lagt tanke i at skikkelsen ikke selv havde bukket, det var trods alt en gestus der nærmest var gået til grunde. Dog holdt Eldridge stædigt fast i altid at præsentere sig selv på en høflig og præsentabel måde, hvis ikke han havde nogle bagtanker. Og han lagde slet ingen tanke i at han muligvis slet ikke var opdaget, men det var også næsten umuligt ikke at have gjort opmærksom på sig selv på dette tidspunk. Han kiggede en smule flakkende frem og tilbage, først på skikkelsen, så på hesten. Den så ikke ud til at følge med personen som nærmede sig vandet, men nærmere ud som om den stædigt spise videre og ikke ville lade sig forstyrre af at dens herre gik et stykke væk. Eldridge som indtil nu bare var gået frem mod skikkelsen, begyndte nu langtsomt at sætte kurs til præsis det stykke af bredden han lige kunne regne sig frem til at skikkelsen ville ramme, hvis han altså fortsatte helt ned til vandet. Det var i Eldridges opfattelse fjollet ikke at møde personen på nær hånd nu hvor alle var klar over at de ikke var alene. Dog ville han ikke råbe noget ud over den strækning der var imellem dem. Det virkede i hans opfattelse på en måde provokerende at råbe af folk? Også selvom det var en hilsen og i god mening, Så Eldridge nærmede sig bare og håbede på at personen ikke ville bakke eller opfatte han som truende.
Sommetider tiltrak vandet sig Eldridges opmærksomhed, det var som om det med uforudsigelige mellemrum var ved at spytte noget ud men så besluttede sig for at sluge det igen. Som om ildkuglen var svær at fordøje og gav søen sure opstød. Eldridge stoppede op, lige overrasker, hver gang. Dette måtte have set noget så morsomt ud for personen der ikke længere stod så forfærdelig langt væk. Og han følte sig måske en smule latterliggjort, som om han var en hund der nærmede sig en anden hund i intervaller for ikke at virke skræmmende og for selv at se den anden til. Dog kunne han ikke bare ignorere vandet, alt hvad der foregik omkring ham skulle observeres, og selvom det virkede rigtig nemt at have overblik på en så død nat som denne. Så virkede det nærmest som om det gjorde Eldridge nervøs. Det var første gang han havde besøgt søen der ikke havde været et utal af flagermus og andre rov-flyvere, eller store tudser der ivrigt kvækkede. Og stilheden genere ham, det var som om han ikke havde overblik fordi stedet netop var stille og han havde forventet det at være mere levende. Denne nat var det virkelig som om søen havde slugt alt hvad der var levende, og på Eldridge virkede dette både magisk og som en grund til at være nervøs. Hans tanker faldt konstant på at der måtte være noget i buskene som livet frygtede, han kunne slet ikke forstille sig at natten bare var rolig. Ildkuglen havde heller ikke gjort det lettere for ham, men hans tanker faldt ikke på at det kunne være nogle han havde gjort sig uvenner med. Hans tanker faldt på gamle fabler om store dyr, historie der ikke var be- eller afkræftet.

Da der kun var få meter mellem Eldridge og den indtil nu mystiske skikkelse. Førte han sin hånd op til tindingen og gjorde nærmest militært honnør. Igen fordi at høflighed var vigtig for Eldridge at opretholde. Det var ikke så vigtigt for ham hvordan andre handlede og hilste, men han foretrak at vise sin respekt og fredelighed overfor folk han intet ondt havde i sinde. "godaften" fik han sagt i en dyb og måske lidt rysten tone, hvorefter han tvag et host igennem for at smøre halsen

[Deleted]

At de kom nærmere for hvert enkelt skridt de tog som enkelte individer ja det var jo så meningen. Brandon tog det dog stille og roligt. Skridt for skridt. Ikke noget med løb eller at vise ildhu. Han kendte jo ikke denne mand og hvem vidste om de ville ende i kamp? Han kunne slet ikke huske den sidste gang han havde taget imod en person med glæde og smilende udstråling og måske med en smule løb for at komme hurtigere hen til den person. Ikke siden... Ja det var over et år. Næsten to nu. Han mærkede et kort stik af savn i sit bryst. Der hvor hans hjerte sad. Uden et eneste slag igennem hele hans liv.
At hans modgående part så skiftede lidt retning fik Brandon til at løfte et øjenbryn indtil han kunne se lidt mere hvad det var manden havde udtænkt sig i sin plan om valg. Han stoppede dog selv lidt op væk fra vandkanten. Han havde gået i en blød skrå bue mod den samtidig med han var gået langs den. Han ville dog ikke helt tæt på, da man let kunne miste fodfæste i det mudrede jord der udgav bredden visse steder. Og der kunne leve ukendte væsner i det mørke dyb der måske ville række op og trække en med ned ved anklen. Heller ikke just en rar tanke at have. Han valgte derfor at gå mere lige langs bredden med en afstand på mellem en meter til to bare for at være sikker. Og afstanden blev fortsat mindre og mindre. Lige efter deres plan? selvom de vel ikke anede nogen af dem hvad der så ville ske medmindre en af dem planlagde et angreb, eller andet træk? Han gjorde ikke just, men han kunne jo ikke tale for den fremmedes vegne.

Det gik stille for sig følte Brandon. Måske for stille, men han nægtede nu stadig at løbe. Det kunne virke ivrigt og i visse øjne som en trussel eller et angreb. Så han holdt nu også øje med den fremmede ikke satte i løb. For så tog han det højst sandsynligt som et angrebs træk. Han stoppede dog op, da der til slut kun var ganske få meter mellem dem. Om manden så ville stoppe også eller helt tæt på måtte man jo vente og se an. Brandon ville næppe lade ham komme for tæt før han var mere klar over hvad han var ude på. Han var derfor stoppet op her. Han var især blevet lidt forundret over måden manden hele tiden stoppede op på med mellemrum. Som om han.. Ja strategisk foretog sig noget? Eller ås ville han bare holde øje med om der kom flere ildkugler flyvende ud fra det ukendte? Dog havde det ikke stoppet Brandon i, at gå længere frem. Og nu stod han så her. Og han mødte endnu et sært syn der fik ham til og hæve sit ene øjenbryn. Honnør? Troede manden de var soldater eller noget? For så var der bestemt noget Brandon havde overset. Eller så var manden det bare og sådan hilste de måske på alt og alle? Temmelig forvirrende og han nægtede simpelthen, at gøre det! Han gav dog et kort nik som hilsen. Sådan blev det. Let og enkelt. "Godaften.." Han vidste faktisk ikke om den hilsen som soldat havde været høflig eller hånende. Men hans stemme og ansigt gav ikke tegn på mishag eller had. Han var mere sådan neutral. Og med en anelse høflig gestus så man ikke virkede helt umødekommende. Han var jo trods alt lidt nysgerrig efter at kende mere til de sære ting der foregik om denne mand. Uden det ville ramme ham!

[Deleted]

Eldridge smilede bredt, han var ikke helt sikker på hvad han nu skulle gøre. Hans smil virkede ikke til at det var det sociale der rørte ham, og det ville på nogle måske virke en smule skummelt. Han havde dog ingen bagtanker. Han var bare ikke meget van til at omgås fremmede. Hvis han gjorde var oftest på biblioteket, og der skulle han bare vise dem til den rette placering af en ønsket bog. Eller, hvis stemningen var til det, dele ud af sin viden. Han trak vejret dybt, han kunne ikke stå og holde foredrag her? Kunne han? Hans blik var vendt mod søen, og han følte at han skulle til at sige noget hurtigt, nu hvor personen havde hilst på ham. Det ville virke underligt at lade samtalen stoppe ved godaften, han var jo stoppet op, og det lagde ligesom op til samtale. ”Kender du til meningen med dette påstyr?” fik han frembragt. Med tanke på ildkuglen, dette var nemlig det første Eldridge lige kunne komme på eftersom at hesten stod for langt væk til at han kunne sige noget fornuftigt om den. Han rynkede dog hurtigt panden lidt, hans kommentar var måske ikke helt så gennemtænkt da han normalt ville tiltale en af samme alder eller ældre end ham selv de, men af ren refleks fordi personen overfor ham var yngre, her havde han sagt du. Det var muligvis ikke noget de fleste ville lægge synderligt meget i, men Eldridge fortrød lidt sin tiltale. Han trampede en smule i jorden og overvejede om han egentlig skulle have præsenteret sig selv som det første. På den anden side, så kendte han jo ikke personen han stod overfor, og før han vidste om han ville ham noget ondt ville han mene at det var fornuftigt at holde personlig information for sig selv. Eldridge kiggede ofte fra søen og over på skikkelsen og studerede ham nøje, det var dog ikke så tydeligt at han var i gang med at se personen an fordi han forgav at kigge ud over vandet og bare lod skikkelsen hænge i øjenkrogen og prøvede at koncentrere sig derom. Dog flakkede hans blik engang imellem hen på personen hvis der var en bevægelse eller lignende han ikke havde forventet. Men hans ansigt rykkede sig ikke, det var rettet mod søen. Han ville gerne have at personen han nu stod overfor søgte hans øjenkontakt inden han gav sig til at kigge direkte på ham.

Søen var holdt op med at give underlige lyde fra sig, som var de sure opstød gået over. Og nu lå den igen som et næsten kulsort tæppe og ernærede så på månens lys. Eldridge havde svært ved at koncentrere sig om personen i øjenkrogen, fordi han også var optaget af alt hvad der foregik omkring ham, og ikke kunne lade det ligge selvom omgivelserne virkede til at være idylliske. Det kunne ikke passe at der skulle være så lidt liv omkring søen. Han rømmede sig igen, og klikkede med tungen et par gange. ”Er du kendt her? Jeg syntes ikke at have set dig før?”

[Deleted]

Brandon betragtede ham roligt og ja han havde ikke været i selskab med særlig mange på det sidste og slet ikke uden det var endt i kamp eller drab. Så ja det var heller ikke helt let for ham at stå der og skulle tage det stille og roligt og prøve og finde ud af hvad det næste træk var for ham selv. Han forsøgte dog ikke at gøre det for åbenlyst for denne mand, at han ikke anede sine levende råd særlig godt her og nu. Men han kunne jo ikke gøre meget andet end prøve at skabe en samtale eller noget andet der kunne sætte spark bag denne mødestund. Han blev dog opmærksom på lidt, at fyren også virkede lidt rådvild? Han kunne ikke helt lade være i sit indre at more sig lidt over tanken om det. Ikke på en måde ment som nar eller hån. Nej det morede ham bare lidt de begge ikke anede hvad der skulle gøres.
At der så blev smidt ord ud i luften fik Brandon til at ligge hovedet på skrå og han måtte lige vende det i hovedet for at komme i tanke om hvad det var han mente helt præcist, da det var han så kom til at tænke på han måtte mene alt det med den der ildkugle? Han kunne dog kun ryste på hovedet til det og så i retningen af hvorfra det måtte være kommet fra og der var stadig ikke noget at se. at blive tiltalt med du var ikke noget han lagde vægt på. Før da han havde været hertug så var det en anden sag, men der måtte jo være en anden der havde fået tildelt den titel da Brandon selv var forsvundet sporløst i lang tid. Han så atter tilbage på den fremmede foran ham. "Hvad det kan være og hvad der har udløst det skal jeg ikke kunne sige. Men det kunne være gået rigtigt galt så man må vel tillade sig at sige, du var temmelig hurtig på reflekserne.." Når han selv blev tiltalt med du så sagde han det automatisk tilbage selv. At søen så virkede til at opfange mere opmærksomhed end ham selv gik så Brandon lidt på. Han tog sig dog ikke af det med vold eller vrede. Endnu.

At han så stadig blev holdt øje med alligevel ville ikke komme bag på ham hvis han vidste det. men det kom bag på ham, at fyren virkede til at være ligeglad med ham. På en sær måde vel? Men han forsøgte at ignorere det så godt som muligt. Han havde bestemt sig for ikke at kaste sig over alt og alle i vrede så han lagde bånd på sig selv, men det var bestemt begrænset hvor længe det kunne blive ved!
Hans vejrtrækning ville nok være begyndt at stige i tempo hvis han altså havde trukket vejret. Han så på ham en smule igen med et suk og lagde hovedet lidt bagover og så op på himlen højt oppe over dem. "Jeg ville holde lidt afstand til søen dog hvis jeg var dig...Den kan let opsluge en..Jeg har hørt rygter om folk der nærmest blev ført i trance af at se på dens vand og selv gik ud og blev..ja slugt af vandets dyb og ikke slap fri igen.." han så nu direkte på fyren igen og ventede lidt at se en reaktion og hvad slags det blev. Overraskelse eller måske ligegyldighed? "Jeg har boet i Manjarno i mange år..Men har været på en rejse i det sidste års tid så jeg er ved og gense Manjarno og Dvasias igen nu jeg er tilbage.." ja nu smed han lidt på bordet om hvor han kom fra og sådan, men det kunne man vel ikke bruge imod ham? Så han tog det roligt. "Hvad med dig selv?" han ville også gerne lige kende til lidt om ham.