A whole new beginning

[Jaqia Destiny Angleráx]

Piper havde for længst valgt at skulle tilgive ham, det ville et sted intet nytte hende at skulle bære nag til ham for noget som var forgået for så lang tid siden, det var slut nu, et overstået kapitel der var blevet snakket igennem og fundet en løsning på. Han var hos hende, hun var hans 'lille' prinsesse bedre ville det trods alt aldrig blive, ikke i hendes øjne om ikke andet. Hendes hjerte havde han og det havde han altid haft, det var blot intet som nogensinde var gået op for hende, ikke før den aften.. Ikke før det skænderi der udviklede sig på en måde hun stadig kunne undre sig over, der var det gået op for hende at hun i vlirgeden elskede ham, noget som var lidt for sent, lovet væk til den daværende dronning i Dvasias, men det hele var jo endt lykkeligt, for alle parter. Om måneder ville den lille hvile i deres arme, hun glædede sig. For blot 2 uger siden havde tanken om en lille været en som skræmte Piper næsten til døde, hun kunne jo end ikke tage vare på sig selv så hvordan skulle hun klare en sådan størrelse også? Ikke længere et spørgsmål hun behøvede stille sig selv, Ilar var der, stod til at tage det ansvar der førte med, stod til at ville elske hende, og gøre dette til noget de var sammen om, istedet for noget hun skulle være alene om. Hvor Nesissa var var et sted intet Piper ville bekymre sig om, hun vidste kun at hun virkelig frygtede for at skulle ende med at støde på hende på gangene, i frygt for hvordan de begge ville reagere, i frygt for det ville ende galt, hun var næsten blevet så paranoid hun næsten ikke turde befinde sig alene i et lokale for længere tid af gange - Charlie var jo også derude et sted. Belial var end ikke en hun gad bekymre sig det mindste om mere, lige den mand var hun rent faktisk begyndt at tvivle på om hun kunne stole på, intet havde hun vel uanset at bruge ham til nu hvor Ilar atter stod ved hendes side. Piper var sidst taget afsted uden at lade ham forklare i et vredesudbrud hun end ikke selv kunne huske hvad stammede fra, hun huskede kun at vreden havde boblet så længe, at hun var blevet så usikker omkring alt, hun huskede det faktum at Charlie havde givet hende et lille visit, og at Ilar derefter var vendt hjem sådan uden videre, en episode hun idag kunne fortryde og dog så var det da lykkedes hende at åbne hans øjne for hvad pokker han havde gjort galt. Hun blev roligt liggende i hans favn, følte den tryghed som kun måtte overvælde hende, det var utroligt som man kunne savne en enkel duft.. Savne en helt særlig stemme, som hun gjorde det nu. Blidt lod hunden søde nussen i hans nakke blive ved, måske hun langt fra havde lært alle hans punkter endnu, men i det mindste så var hun klar over hvordan man fik ham til at slappe af "At du var prinsen.. Gik op for mig allerede under det første store skænderi" svarede hun med en blid latter. I hendes øjne var det alle de dårlige minder med ham som blev vendt til det stik modsatte kun fordi de vel begge et sted havde ønsket det? At han begyndte på noget som måtte minde om en mindre tale, var noget som kun satte en underlig dirren i hendes indre.. Hvor ville han hen med det? Ikke at hun ikke nød ordene, hver eneste tog den direkte vej til hendes hjerte og satte sig fast som et minde, som hun ville huske dem orrdret imorgen på trods af det var timer siden de var blevet sagt. Intenst lyttede hun , lod de funklende grønne øjne hvile i hans mørke, nogle som hun aldrig kunne blive træt af at se ind i, finde den ro og den tryghed i, det kærlige glimt som altid måtte hvile, og noget af det eneste som i hendes øjne bandt ham til det at være hendes far. Historierne havde hun elsket, hver og en, prinsen og prinsessen, den lykkelige slutning, den selv samme som det kunne lyde til han var ved at skrive, måske også af den grund hun tog ordene sådan til sig? Hun fulgte hans hånd bevægelse ned i lommen og den lille æske som blev hevet frem, først der gik det op for hende hvad hele denne aften egentlig var til for.. At intet havde været tilfædligt. Det var som hun følte hjertet blive tvunget igang, på trods det ikke skete, følte en sitren og varmen som måtte brede sig i det indre. Kuldegysninger viste sig på hendes hud, mere af choket end det var et dårligt tegn på nogen måde "Jeg når rent faktisk at blive spurgt denne gang" mumlede hun med et lettere drilsk tone næsten forpustet, tydeligt hun hentydede til deres bryllup hvor ringene havde været rimelig alternative og hvor absolut intet havde været planlagt. Det var ligefør hun ville sige det havde været nemmere på den måde, blot at gøre det ikke skulle stå i situationen hvor hun var nødt til tage imod evige komplimenter for derefter give sit svar. Øjnene søgte hans, hun ønskede hans skulle se hendes ærlighed "Jeg er glad for du føler som det, Ilar.. Det er umuligt at beskrive så store følelser som jeg bære for dig, virkelig. Det er længe siden jeg er blevet sat i en situation hvor jeg ikke har den mest fjerne idé om hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal reagere, ikke at det er en overraske du har jo altid haft en tydelig evne til lukke munden på mig" lo hun blidt, hentydede igen til fortiden den aften alt var eksploderet, den aften hendes hjerte havde valgt vejen, lagt ved hans side velvidende om det ikke var normalt sove med sin far på den måde og velvidende om at han var forlovet " Det ville være direkte tåbeligt at skulle prøve komme med ord der hamler op med dem du netop har givet til mig, jeg vil end ikke forsøge så.. Vi har delt fortiden.. Vi deler nutiden.. Og jeg ved det er meningen vi skal dele fremtiden. Jeg elsker dig, det ville være mit livs største fejl hvis jeg afviste dig nu, og aldrig kunne jeg finde på det.. Så ja..Jeg vil gerne gifte mig med dig" endte hun med en bestemt tone, en tydeligt besluttet, hun behøvede ikke tænke over det, det var det som hun ønskede så stærkt. Smilet bredte sig om ikke andet yderligere over hendes læber, hun blidt lod trygge mod hans mere eller mindre som en bekræftelse.

[Deleted]

Ilar og Piper havde virkelig tydeligt erfaret det, at skænderier kunne påvirke folk på godt og ondt.. han kunne vel pænt sige, at de havde oplevet det begge på den forfærdelige måde af dem? Ikke bare at det var det som havde ladet dem finde sammen i sin tid, hvilket i den grad også var noget som han ikke fortrød det mindste overhovedet. Han elskede hende, aldrig havde han skænket hende en direkte løgn, han havde jo bare holdt sandheden skjult, så hun ej havde haft nogen mistanke. Hun kunne spørge som hun lystede det og sandheden skulle hun få, det var vel næppe det som Belial havde prøvet at skulle skænke hende dengang, han havde været den som stod hende tættest før han havde dukket op i Dvasias.. selv på det værelse som var betalt med hans egne penge.. stadig hans lille pige, hans lille prinsesse og han ønskede virkelig kun at skulle holde hende tryg og sikker, ikke det som havde været Belials hentydning, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde i sin egen forfærdelige tilstand, taget hele den tur dertil af en grund, og han havde fået det som det havde været ham ønsket – han havde fået hende med sig hjem, nu ønskede han bare den tillid tilbage som han havde haft dengang hvor de havde været på det lykkeligste, med det så desperate ønske om at vise hende, at han kunne være den far som han ikke havde været for hende.. eller nogen af de andre for den sags skyld. Med tiden som havde gået.. de mange år efter Nesissas bortgang.. i hans hoved og i hans sind var hun stadig død, han ønskede hende ikke, han havde fundet noget bedre og noget som virkelig kunne gøre ham lykkelig i Piper og det var det som han så sandelig agtede at skulle holde fast i, i øjeblikket, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende det varme og blide smil, selv uden at skulle lade det falde det mindste. Han havde spurgt hende denne gang.. ikke bare noget af en spontan handling som det havde været sidst for at redde lidt af ham i den situation som han havde stået i.. ikke nogen Faith.. ikke nogen Kimeya… ja gud ved vel hvad de lavede nu om dage.. han havde ikke set eller hørt det mindste til nogen af dem over lang tid. Denne gang var det virkelig kun de to.. en mening og vel også mere romantisk end det som det havde været dengang? Hun fortjente det.. hun fortjente hele verden hvis det var noget som han var i stand til at skulle give hende, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet, det kunne han da glædeligt stå ved også på denne måde. Meningen med alt det som han havde gjort i aften efter aftensmøgen vel at mærke, var nu kommet frem.. dette var noget som han havde haft i tankerne allerede ganske kort efter, at hun var kommet med ham hjem frem for at skulle sidde alene på et kroværelse. Dengang havde han kun givet hende hvad hun havde haft brug for.. at se hende søge til gaden og væk fra ham af.. hun havde jo haft brug for et sted at opholde sig. Han sendte hende et varmt smil og nikkede. Han kyssede let hendes kind. ”Denne gang bliver du spurgt ja,” hviskede han med en rolig og fattet stemme mod hendes øre. Den milde og blide mand, kunne han så sandelig godt være overfor hende.. og kun hende.. ikke at det var en side af sig som han ville vise overfor alt og alle, trods alt så havde han jo stadig et rygte som overhoved for Laymian at skulle holde fast i og det var alligevel noget som han gjorde med en stolthed.. specielt med hende ved sin egen side som hans dronning. Denne gang med en anstændig ring i det stærke sølvbelagte materiale og de lette markeringer. Hun fortjente det bedste.. alt andet var virkelig ikke godt nok i hans øjne. Hendes ord kunne ikke gøre andet end at få ham til at smile og det var virkelig mere end det som han havde gjort så frygtelig længe, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne, endnu en gang med den så tydelige glans i blikket og ej så matte som de havde været før hun havde valgt at tage med ham hjem igen. Han var lykkelig og det var virkelig ikke noget som var til at tage fejl af. Hun tøvede ikke det mindste, det kunne han virkelig så fint tolke ud fra hendes bestemte og så blide stemme. Han kyssede hendes læber ganske blidt. ”Fortid.. nutid og fremtid.. jeg er helt sikker på, at det altid har været meningen min kære,” hviskede han med en dæmpet stemme. Han rullede stille af hende og alligevel halvvejs liggende over hende. Han tog ringen ud af æsken som han stille satte fra sig på sengekanten. Han tog stille omkring hendes hånd og satte ringen på. Den passet helt perfekt. Han vendte blikket stille mod hendes så smukke ansigt endnu en gang og uden at smilet ville falme det mindste på noget som helst tidspunkt. ”Jeg elsker dig min kære.. det vil jeg altid gøre og det har jeg altid gjort,” hviskede han dæmpet. Han lod hånden søge stille mod hendes kind, vendte hendes blik helt mod sig inden han lod læberne møde hendes i et kærligt, blidt og intimt kys. Hun var virkelig den kvinde som han elskede mest, den eneste som han overhovedet kunne se sig selv dele livet med, uanset hvilken idiot som han så selv havde været i sin tid.. han havde virkelig lært af det og i den grad på den hårde måde.. Nu havde han hende ved sig, og det var virkelig også det eneste i hans øjne som overhovedet havde nogen betydning på dette led.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Skænderier kunne man ikke bedømme som hverken godt eller ondt, det var en ting midt imellem og udfaldet af det var jo det eneste vigtigte et sted, et skænderi var hvad man gjorde det til, det var de jo et så ganske tydeligt eksempel på. Hvordan de kunne gå fra at skændes som hund og kat og så direkte i de bløde lagner var nget hun endnu kunne spørge sig selv om, hun havde aldrig rigtigt forstået hvordan pokker det var endt sådan, men aldrig var det noget hun havde fortrudt, blot hvile der i hans favn efterfølgende velvidende om at han skulle giftes blot et par uger senere, noget som et sted havde gjort ondt. Der var aldrig blevet løjet for hende men at sandheden var holdt skjul var det værste for hendes del, den samvittighed hun havde båret overfor det at hun var faldet for hendes egen far, havde delt hans seng, skænket ham hendes hjerte, og så havde intet af det været nødvendigt? Hun var ikke hans af kød og blod at hendes biologiske far så var en endnu større nar end det som Ilar til tider kunne vise sig at være, var noget som hun ikke var så frygtelig glad for. Allerede ved deres første møde havde Belial løjet overfor hende, manipuleret hende og udnyttet den tilstand af sorg hun sad fanget i efter hendes brud med manden hun elskede, og udemærket klar over det liv hun måtte bære på, det liv som Ilar havde været med til at skabe. Måske Ilar havde fået Piper med sig hjem, men stadig kunne hun virkelig til tider frygte hun ville ende med at skulle møde Nesissa eller Charlie på gangene, hun var utryg i hendes eget hjem, det eneste sted hun følte hun hørte til, det var underligt hårdt, kun når hun lå som hun gjorde nu sammen med ham følte hun sig for alvor tryg. Piper huskede tydeligt følelsen af at stå mellem Kimeya og en mand hvis navn var Fabian og som hun egentlig ikke rigtigt var klar over hvem var, men ihvertfald at se Kimeya stå der med den samme følelse som hende selv, den samme jalousi og ønsket om noget ville gå helt galt, derefter det faktum at Faith ombestemte sig, noget som hun virkelig var lykkelig for nu, hvad var der sket hvis ikke hun havde? Så måtte hun se til mens manden hun elskede og i hendes øjne også hendes far gifte sig med en kvinde hun aldrig før havde mødt, nu var det hendes tur til at nyde stunden med ham. Selvfølgelig var det Faith og Kimeya som overstrålet alt den aften det kunne man vel ikke komme uden om, heller ikke at hun bebrejdede dem, men denne gang måtte det være hend eog Ilar som skulle nyde den stund, i langt mere romantiske forhold, og mere planlagt frem for det spontane, også selvom det havde været lidt spændende måtte hun erkende. Smilet falmede ikke over hendes læber, hun kunne ikke. Dette havde været hans mening med det hele? De mange rosenblade hun lå i, de levende lys som kun bragte den stemning som gav hende en underlig følelse af hjertebank mod hendes bryst på trods hun udemærket var klar over detikke ligefrem var tilfældet. Den blide tone mod hendes ører noget som virkelig kun skabte den sitren. Der var ingen grund for hende til at tøve, hun elskede ham hun vidste at de to var 'meant to be', at afvise ham ville hun virkelig ikke, det var deres tur, de havde atter fundet lykken nu måtte de blot sørge for at udvikle den. Hele hendes blik sagde vel at han virkelig formåede at skulle gøre hende lykkelig, funklend eog med det intense glimt, smilet som gjorde hendes ansigt så fuld af glæde. Kunne det blive meget bedre? Gravid med manden hun elskede og som hun nu kunne kalde hendes forlovede? Det var jo næsten ligefør livet ville blive alt for idylisk, ikke at hun havde noget imod det, det var bedre end de evige besøg fra Charlie og de utallige gange hend eog Ilar havde været adskilte "Jeg ved det hele tiden har været meningen.. Skæbnen ville det ellers var det aldrig gået som det har gjort så mange gange nu" påpegede hun med en sigende mine. Den blide hviskende tonefald. Hun lod ham trille en lille smule væk, kun for at skulle lade hånden falde i hans. Ringen var noget af det smukkeste hun før havde set det var der virkelig ingen tvivl om, aldrig havde det følt mere rigtigt end da den gled over hendes slanke ringfinger, og smilet kun endte med om muligt brede sig yderligere. Hun holdte hånden op for sig kun for at betragte den. Den passede aldeles perfekt! Alt var perfekt i aften! "Jeg elsker dig Ilar. Altid har jeg og altid vil jeg, det er et løfte jeg tør give" hviskede hun blidt, lod kinden søge mod hans hånd som den valgte at falde mod og stille stryge over "Altid" gentog hun blidt, lige før hans læber valgte at skulle møde hendes i det blide, intime kys, der virkelig kun måtte lade en indre varme skulle brede sig. Hånden søgte atter blidt mod hans nakke, kun for næsten tvinge ham tættere på sig. Lykken boblede virkelig i hende, denne aften var alelrede helt uforglemmelig, på blot den tid de havde været her havde han sunget for hende, ført hende i en vals og friet, ville det blive meget bedre end det? De isblå øjne sank stillei skjul bag øjenlågene ikke af træthed på nogen måde, mere for at kunne slappe af og nyde øjeblikket, kun de to sammen. Han havde hende hos sig, hun ville aldrig begå en fejl at skulle lade ham alene igen, hun elskede ham, aldrig ville hun kunne undvære den den mand, manden i hendes liv, den prins på den hvide hest, og snart nu kunne hun for alvor atter kalde sig hans, kun noget som Piper på alle måder var stolt af.

[Deleted]

Ilar havde direkte reageret med en så voldsom panik ved at vide, at Belial havde valgt at opsøge Piper på kroen. At det hele så var gået i hans retning og med hans lykke og held, så havde de igen fået hinanden. Måske at han virkelig kunne være en så stor idiot til tider, men igen, så havde han virkelig kun gjort det som han havde gjort, udelukkende for at holde hende beskyttet. Han havde haft hende i hus siden hun var helt lille.. at deres forskel i alder var så stor, ragede ham mildest talt.. altid havde han ønsket at beskytte hende. At han jo så havde fejlet, var ikke noget som han kunne gøre noget med nu.. andet end at undskylde og så vise, at han i den grad også havde lært af det i den anden ende, det var jo det som i den grad måtte være det vigtigste for ham lige nu. Hun elskede ham og han elskede hende, han var virkelig ikke i tvivl om, at de virkelig var ment for hinanden i den anden ende.. hendes nærhed, hendes smil og alle hendes ord, lod ham virkelig ikke sidde igen med nogen tvivl. At han jo så selv havde valgt at opsøge hende og give hende den endelige forklaring på det hele.. det havde virkelig været noget som han havde været nødt til, lige der og da, havde han virkelig ikke haft noget andet valg uanset hvor meget han så end havde måtte hade den tanke i den anden ende, så var der ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det lige nu og her, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde fået gjort det i aften som han ønskede.. endnu en gang det faktum, at han måtte vente en lille og han nu havde sin forlovede ved sin side.. ja bedre end dette, kunne det virkelig heller ikke gå hen at blive, så intet skulle han ligge og klage over. Narcissa så han slet ikke efterhånden og han ville mildest talt slå Charlie ihjel hvis den knægt nogensinde ville melde sig her på det her sted igen. Han skulle virkelig ikke komme tæt på Piper, det ville han aldrig nogensinde tillade at ske igen! Ikke nu hvor han var klar over hva knægten havde lavet. Det var virkelig en tanke som klart måtte skræmme ham og meget endda, samtidig som den også måtte lade ham vide, at han slet ikke havde været der for nogen af dem udelukkende fordi det vel havde pågået i årevis? Uden at nogen havde sagt eller nævnt noget som helst for ham.. ikke at det var ham selv en tanke som han måtte bryde sig meget om overhovedet. Dette var virkelig det som man så fint kunne kalde for en ny start for dem begge og det var virkelig en tanke som Ilar klart måtte nyde af.. denne gang ville han virkelig glædeligt være der for hende og med hende.. i tykt og tyndt og igennem ild og vand.. aldrig ville han lade hende ligge alene i sengen og ham selv ude for at lave en masse andet enten i form af arbejde eller lignende.. når han kunne ligge og se tilbage på det, kunne han så sandelig også godt se hvor forkert det havde været overfor hende.. han elskede hende og havde bare vendt hende den kolde skulder? Det gav da virkelig ikke nogen mening! Skænderier havde ført dem sammen.. det havde skilt dem og nu havde de begge været i stand til at gøre det hele oprigtigt.. han kunne dog stadig ikke fortryde alt det som skete med Faith og det dengang, selvom det jo ikke havde været løfter som ville binde med hjertet, men blot med ansvar og beskyttelse.. Kimeya havde ikke været der dengang, selvom han nu også i den grad var glad for, at det var stoppet op alligevel, ellers havde han slet ikke haft muligheden for at skulle ligge her og det.. i hans øjne, havde virkelig været hans største fejl nogensinde! Hendes ord varmede virkelig hans døde krop, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom. Han smilede svagt. ”Aldrig.. aldrig vil den store fuldmåne.. aldrig vil noget i denne verden forhindre mig i at elske dig min kære.. altid har jeg elsket dig.. altid,” hviskede han stille og klart med den oprigtighed i stemmen. Han ønskede virkelig bare så brændende at lade hende vide det.. at det faktisk også var en sandhed i de løfter som han havde ønsket at give hende dengang, selvom det hele havde været så frygtelig spontant.. lige netop i aften havde alt sammen været planlagt. Han var virkelig bare så voldsomt glad for at kunne kalde hende for hans endnu en gang.. det var det som han ønskede, netop det at hun skulle være hans og ingen andens. Han mødte hende i kysset og valgte at skulle holde det. Hendes nærhed, hendes duft.. han elskede hende i sandhed og han ville i den grad ikke tøve med at skulle gøre alt for hende og deres kommende lilles beskyttelse.. man kunne vel snildt sige, at dette faktisk ville være en helt ny begyndelse og start for familien? At det var de to som skulle opbygge det hele på nyt og med en frisk start? Tanken nød han af, at hviske de sidste spor væk, fjerne det grumme og skræmmende som hvilede i familiens navn og så tage det hele fra en ende af.. kunne det nogensinde blive bedre end det? Han lod sig trække tæt på hende.. lod de tunge øjenlåg glide i.. langt fra af træthed, men af den sande fryd over at have hende ved sig endnu en gang. Armene sneg sig forsigtigt.. så frygtelig forsigtigt omkring hendes liv for at skulle komme tættere på hende. Forsigtig på grund af den lille.. intet skulle ske.. det ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv for!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var tydeligt at Ilar mildt sagt havde hadet den tanke omkring at Belial havde opsøgt hende, ikke at Piper ikke havde været skeptisk det første møde havde ikke ligefrem været det mest behagelige, på trods at hun havde fundet en udvej hvad angik deres lille ny, hun havde haft muligheden for et forhold med hendes egen biologiske far, og dermed muligheden for at den lille også ville have en far at kende til. Selv havde hendes barndom åbenbart ikke været med den bedste fader siden Ilar var endt med at skulle tage hende til sig og fejle mindst ligeså meget som det Belial havde gjort, efter Nesissa var død havde det været held hvis han overhovedet var hjemme, og det var Piper som måtte tage alle de sure pligter, at passe de små, begynde på oprydningen og når hun endelig udmattet hoppede i sengen om aftenen så fik hun besøg af hendes kære bror Charlie som også skulle tilfredsstilles men langt fra på firvillig basis, med andre ord havde hun levet som en voksen mere eller mindre siden hun var lille. At han var den som havde valgt at skulle opsøge hende og undskylde var noget som måtte lette hende ekstremt, det var det som i sidste ende havde ført dem sammen, givet dem muligheden for at ligge sammen som de gjorde nu og med en ring på hendes finger, det var virkelig ikke ligefrem ventet, det var dog en rar tanke at hun rent faktisk blev spurgt denne gangm og at de kunne forberede sig på det, sådan var det ikke ligefrem forgået den sidste gang.Ilar var den mand som gjorde hende lykkelig, måske set på som en skændel så grund af et dumt tal kaldt alder, og på grund af det faktum at han var den mand som havde opfostret hende at han var den som et sted var hendes far, det var dybt forbudt, men hun var kort sagt ligeglad. Skaden var sket den aften under det skænderi for længe siden hvor hun sådan uden videre var endt som en voksen kvinde i hans seng, og med ham over sig, ganske frivilligt og et minde hun kun så tilbage på som noget positivt, aldrig ville det for hende blive andet. Charlie og Narcissa var to hun faktisk ikke ønskede at tænke på, de begge havde ødelagt såmeget for hende, især Charlie, hun frygtede virkelig hvad der ville ske når Narcissa ville finde hende her tilbage ved Ilar's side og med den ring som han havde budt hende på hendes finger, gravid med den lille skat skabt i kærlighed. Nu var hun virkelig ved at være klar til at skulle indtage moderrollen af en grund var den ikke nær så skræmmende nu hvor han atter var ved hendes side. At Ilar havde været så blind overfor det som Charlie havde haft gang i, var noget han var tilgivet for for længst, godt nok kunne det irritere ehnde, men det passede vel hvad man sagde, at kærlighed overgik alt? Endelig kunne de være sammen, prøve at starte op på ny og så se om ikke de kunne fungere lidt bedre. Et smil bredte sig over hendes læber ved hans ord, kunne hun ville hendes kinder have antaget den lettere røde farve "Når vi har været gift i et par århundrede og har 10 unger rendende omkirng os og knapt nok tid til at nyde en nat med hinanden så holder jeg dig fast i den tanke" hviskede hun lettere drillende. Læberne endte mod hans så dybt og ømt, hun nægtede at slippe dem. Selv hendes smaragdgrønne øjne endte med at synke i skjul bag øjenlågene ej heller af nogen form for træthed, men virkelig kun for at skulle nyde dette sekund. De blide strøg han tildelte hendes mave, så forsigtige på trods selv hun vidste at der skulle så langt mere til før den lille ville tage den mindste smule skade. Hånden som blidt lod falde mod hans bryst, det var utroligt så meget hun havde savnet hans nærhver, savner at skulle ligge som dette med ham, der kunne de ensomme nætter nætter på kroen virkelig ikke hamle op med det, vandre søvløs rundt i dagtimerne og ligeså søvnløs i nattetimerne hun havde mildt sagt lignet noget katten slæbte med ind den periode. Det var dog tydeligt at se på hende at det var en ting som havde ænndret sig en hel del, hun var rent faktisk i stand til at skulle smile og le, nyde en stund som dette. Hun elskede ham virkelig, det var hun ikke det mindste smule i tvivl. Det prikkede lettere behageligt et sted i det indre, den sitren som han formåede at sætte i hende, hun nød virkelig at være i hans selvskab noget som hun kun kunne se fem til.

[Deleted]

Ilar havde i det mindste prøvet at skulle finde ud af det helt siden han havde taget hende i hus som en ganske lille pige. At Belial havde opsøgt hende, var virkelig også det eneste som virkelig havde fået ham tvunget til at skulle tage afsted og kun for at finde hende, inden at den mand nogensinde ville have muligheden for at skulle fylde hende med løgn. Han vidste, at fejlen havde været hans og det var i den grad også det som han havde valgt, at skulle undskylde hende for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev liggende ved siden af hende, selv hvor han måtte tænke tilbage på det som de egentlig havde oplevet sammen efterhånden. Her kunne de ligge sammen, med en lille skat skabt i kærlighed og denne gang, så agtede han så sandelig, at skulle blive hjemme under hele dette. Han ønskede virkelig hende ved sig, så måtte han være hjemme, hjælpe med den lille som han virkelig ikke kunne vente med at lade komme til verden. Han glædet sig virkelig som et lille barn op til jul når gaverne skulle pakkes op, selvom han virkelig gjorde absolut alt for at skulle kunne holde det i det skjulte, det var der heller ikke nogen tvivl om. Måske at det var så forkert at de skulle finde sammen, men teknisk set var de jo heller ikke blodsbeslægtet, ellers havde han virkelig heller ikke ladet det gå så langt som han havde gjort. Hvis gud forbyde, at Charlie skulle dukke op, ville han personligt ende med at skulle slå den knægt ihjel. Necissa var han slet ikke bange for efterhånden. Han var ganske så sikker på, at den kvinde slet ikke turde at melde sig op på dette sted og det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Blikket lod han stille finde vejen til hendes og selv med det varme og kærlige smil på læben. Han kunne virkelig være en glædelig og kærlig mand omkring hende og være en helt anden udenfor. Det var jo også kendt, at det var ham som havde gjort Lestat De Lochér til en vampyr i udgangspunktet der for de fire årtusinder siden. Han havde virkelig været kold som bare det dengang og et sted var han det jo trods alt også stadigvæk, det var han slet ikke det mindste i tvivl om. Hånden som hun lod falde mod hans bryst og med hendes udtalelse, hvor han virkelig ikke formåede, at skulle holde et smil skjult det mindste overhovedet. Han havde set hvordan det var med mange børn i hus og nu stod han kun med hende tilbage, det var jo stadig ikke direkte en tanke som han kunne slippe bare sådan uden videre. Han manglede dem virkelig.. tvillingerne, Sarah.. Dem alle, selv Charlie et sted, selvom det i den grad ikke var noget som han ønskede, at skulle sige åbent foran hende, da han vidste, at det ville resultere i endnu et major skænderi af den anden verden og det ønskede hn så helst at skulle undgå. Han smilede et stille smil og plantede et stille kys mod hendes mundvige og mod hendes dejlige bløde læber. "Det gør du bare min kære.. Det er jo en drømmetanke.. Hvis de enklete hundrede år, kan gå hen og blive flere, så er det jo kun det bedre.." Han skænkede igen stille og roligt hendes kind et stille og blidt kys, tog om hendes hånd hvor han roligt og varsomt måtte flette deres fingre og med den rolige mine i ansigtet. Han kunne virkelig ikke hidse sig op, han var virkelig kun lykkelig sammen med hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvis 10 unger kan gøre det?" Hvislede han med en lettere drilsk stemme. Selvfølgelig var 10 unger alt for meget, selv for en mand som ham. Han ønskede at holde det lidt mere i det lille og mindre, så de også ville have tid til hinanden, ellers ville det jo gå fuldstændig galt, og det var virkelig ikke noget som han ønskede skulle ske. Han lagde hovedet tæt på hendes, tog varsomt og blidt omkring dynen som han trak over hendes skikkelse. Han ønskede hende virkelig kun alt godt, alt andet var ham fuldstændig ligegyldigt og på alle tænkelige måder, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede hende det bedste, og det var virkelig også det som var det vigtigste for ham. Hånden lod han falde mod hendes mod hans bryst, tog fat om den og førte den op til sine læber, hvor han skænkede den et blidt og forsigtigt kys inden han igen så stille i hendes blik. "Jeg elsker dig Piper," sagde han med en rolig og blid stemme. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle vide det, det var virkelig bare det vigtigste lige for ham for øjeblikket. Han havde hende ved sig, han havde fået slået Belial væk fra hende endnu en gang. Hvis han nogensinde så den fyr igen, så ville han personligt slå ham ihjel og han tøvede virkelig ikke med det! Den anden hånd fortsatte de rolige og blide strøg mod hendes mave. Deres lille skat og endda skabt i deres fælles kærlighed. Han glædet sig virkelig.. Denne gang var han virkelig opsat på ikke at fejle!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Ilar havde prøvet og det var i det mindste noget som Piper kun kunne sige sig taknemmelig for, han havde taget hende fra forældrene i bedste intention, det var det som hun for nu vakgte at tro på, ikke mindst fordi at halvdelen af det som var kommet ud af Belials mund havde været ren og skær løgn, og kun gjaldt om at sætte Ilar i et ekstremt dårligt lys hos hende, og ja hun var udemærket godt klar over at Ilar ikke havde gjort et meget bedre job end det som hendes oprindelige forældre havde, men han prøvede i det mindste og nu prøvede han for alt i verden at gøre op for de fejl som han gjorde dengang og det var jo det som i den grad også hjalp hendes syn en hel del. Her lå de, hvor hun måtte bære på den skat som var skabt i kærlighed, selv på trods at det havde været et desperat forsøg fra hendes side om at vinde ham tilbage efter Nesissa var kommet igen som var mislykkedes ekstremt, og i starten ville hun gerne erkende at tanken om et barn var en direkte byrde, før det første fordi barnets far og manden hun elskede på det tidspunkt ikke ville have med hende at gøre som sådan, men ikke mindst også på grund af det faktum at hun boede i et værelse på kroen betalt af selv samme eprsons penge, hun var fyldt af savn og end ikke vant til at bo alene og klare sig selv noget som slet ikke var gået specielt godt, hun kunne intet job skaffe sig, og for en kort peiode havde hun virkelig bare haft lyst til at opgive, hun hverken sov eller spiste, og hun var gaske overbevist om hun ikke ville have en chance for at tage sig af et barn. Det var jo der Belial var kommet ind i billedet, han havde tilbudt sin hjælp, tilbudt at stå der for hende, og naiv som hun var faldt hun direkte i fælden hun ledte jo direkte efter en grund tila t hade og asky Ilar, og det var den grund som han skænkede hende. Lige der var Piper virkelig kun glad for at det var nået Ilar for ører og han valgte at opsøge hende, nu kunne de hvile her sammen, med et bryllup som ikke ville være frygtelig langt væk, hun kunne ikke vente med at skænke ham sit ja, de kunne få deres elskede lille familie, starte på en frisk og selvom han var en rædselsfuld far overfor hende, så fik han nu chancen for at gøre det om med deres lille ny hun ville ikke tillade andet end at han ville være hjemme hos dem og passe på dem. Charlie skulle end ikke prøve at dukke op, normalt brød hun sig ikke om tanken om at skulle slå ihjel men hun magtede det ikke mere de mange minder kunne endnu hjemsøge hende om natten og hvad Necissa angik, så ville hun kun håbe at den kvinde ville holde sig væk, hun ønskede Ilar og hun ønskede ham for sig selv, denne gang ville hun ikke miste ham ikke til noget eller for den sags skyld til nogen. Et sted så var hun komplet ligeglad med den mand han var ude omkring det ville hun ikke blande sig i, men hjemme så nød hun den kærlige mand og far som tog sig af hende, planlagde ting som dette det var jo trods alt de ting som hun havde savnet den tid, hun savnede hans nærvær, til tider fik hun end ikke lov til at kysse ham farvel inden han atter var taget afsted hun var jo gået hen og blevet ensom uden ham. Piper måtte indrømme at hun et sted savnede hendes søskende, alle ligeud over Charlie om ikke andet, hans mange års midbrug af hende, det var utilgiveligt og uanset hvordan Ilar følte det så var det for hendes del sådan, det var hende det hele i sidste ende var gået ud over, han skulle end ikke vove og sige til hende at han savnede den knægt, så ville den lille lykkelige familie nok hurtigt gå af. Blidt gengældte hun hans kys, nåede netop kun smagen af hans læber inden han atter træk sig næsten til hendes ærgelse. Dog så måtte der bredde sig et lille smil over hendes læber ved hans udtalelse omkring mere end de to unger "I så fald.. Ville du blive en frygtelig travl mand Hr. Laymian, jeg er ked af at minde dig om det men du er ikke i dine tidlige år mere, de unger skulle prodesceres temmelig hurtig, Og jeg ville blive en ekstrem hærdet kvinde efter alle de fødsler.. Desuden hvornår pokker skulle vi få tid til at hvile som nu?" påpegede hun med en lille latter. Hun vidste at det var for sjov, 10 unger ville blive alt for mange, men alligevel så morede det hende lidt med tanken. Trygt blev Piper hvilende i madrasen med hans ansigt så tæt til hendes og dynen som måtte finde vejen over hendes krop, ikke at den temperaturmæssigt gjorde nogen forskel for hende, men den peppede i den grad stemningen lidt mere op. Hun nød godt af hans blide strøg over maven der efterhånden var blevet ganske godt synlig. Blikket hvilede i hans, mens smilet måtte pryde hendes læber, hvis hun fik en søn og han blot var halvt så charmerende som sin far så ville hun ikke være urolig for noget som helst, "Og jeg elsker dig, Ilar" endte hun blidt men oprigtigt, lænede sig stille frem kun for plante det kys mod hans mundvie, før hovedet atter måtte falde tilbage i puden. Hun glædede sig i den grad også til den lille ville være født, ikke mindst fordi den var tung og trættende at bære på, og fik hende til at føle sig som en hval, men i den grad også fordi hun så frem til at have hendes egen familie.

[Deleted]

Ilar var udmærket godt klar over, at han havde fejlet som han aldrig nogensinde havde gjort det før og det i sig selv, var klart en tanke som han ikke var meget for at skulle stå ved, selvom han virkelig ikke havde noget andet valg, end bare at indrømme, at sådan var det. Han prøvede i det mindste, det var så meget mere end det som man kunne sige omkring Belial som ikke havde gjort andet end at prøve, at vende Piper mod ham. Han havde fået fortalt hende sandheden og endda den fulde sandhed, selvom han virkelig havde været så panisk for, at det i så fald ville have været det sidste som han nogensinde havde set til sin elskede pige. Han havde været der igennem mere eller mindre hele hendes liv, været den som havde set til hende vokse op, selvom han virkelig havde været så fuldkommen blind. Han savnede et sted den familieidyl som de havde haft for mange år tilbage, selvom det indebar et godt forhold til Charlie, hvilket han i den grad ikke ville være i stand til at indgå netop nu. Nu ventede han et barn med kvinden som han elskede og holdt mere af end det som han nogensinde havde troet, at han ville. Tabet af Nesissa havde sagt ham det ene og det andet og han var nu også klar over, at han slet ikke var i stand til at skulle tage den kvinde tilbage igen. For ham var hun død og borte på alle måder og det havde hun været siden han havde fundet hende udendørs og bragt hendes døde krop med sig hjem, det var i den grad også der, at det hele var gået fuldstændig forkert for sig, lige nu ville han bare nyde denne ekstra chance som han havde fået og med Piper ved sin side. Hvis hun havde ønsket sig væk, som hun havde gjort der, så havde han klart hjulpet hende, og det var virkelig kun med et eneste formål; Han ville vise hende, at hun stadig havde et sted at komme hjem til og en som ville opfylde hvad hun havde i sindet at skulle ønske. Han havde betalt for hendes værelse og det var udelukkende på grund af denne ene lille ting, det var der ikke nogen tvivl om. Han holdt virkelig for meget af hende til at han nogensinde ville være i stand til at skulle se væk når hun gjorde sit. Han kunne virkelig bare ikke få sig selv til det hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke mere at gøre ved den sag overhovedet. Han betragtede hende og med et stille smil på læben. Han var klar over, at de stadig havde de små ting som de måtte slås med, han havde blandt andet taget kampen op omkring hans egen rygning, da han vidste, at det ej ville glæde nogen af dem, og dog, så vidste han jo så også, at det ikke ville slå ham ihjel i den anden ende uanset. Ilar havde valgt, at opsøge hende med det samme, at det var kommet ham for øre, at Belial havde fundet hende, det i sig selv, var et valg som han havde gjort fuldt ud bevidst, da han ikke ønskede, at skulle miste hende. I så fald, så ville han aldrig nogensinde have gjort hvad han havde gjort. Han havde prøvet og han havde fejlet, det vari det mindste meget mere end det som man nogensinde ville være i stand tilat skulle sige om Belial om ikke andet. Han sendte hende et varmt smil. Det var virkelig bare hende som formåede, at skulle vække lige denne side i ham på dennde måde.. Bare det at smile og le, at være glad og lykkelig. Det var virkelig bare hende som kunne det og ikke nogen anden. Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes udtalelse. "Jeg har mange gode år endnu, Frøken Laymian," påpegede han med en let drilsk stemme. Nok var han ved at være oppe i årene, men han havde mange gode endnu og da specielt hvis hun var der sammen med ham. "Man kan sove og hvile når man bliver gammel," tilføjede han med en drilsk mine. Han plantede et stille kys mod hendes pande. At ligge der og bare hvile med hende, var noget af det som gjorde det hele så godt for hans vedkommende. Det var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Hans hånd fortsatte så roligt og stille over hendes mave. Han glædet sig, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Han ville i den grad gøre sit for ikke at gøre de samme fejl igen. For hans del, så ønskede han virkelig bare, at kunne lægge dem bag sig og så komme videre derfra istedet for at hænge fast ved den fortid som de vel begge havde lært af på denne måde? De mørke øjne fæstede sig direkte til hendes skikkelse og uden, at han vendte sig væk. Han ønskede hende tæt på sig og helst så tæt på som det ville være ham overhovedet muligt, at skulle få hende på denne måde. "Uanset hvilken idiot jeg har vist mig at være, så har jeg altid været sikker idenne sag, Piper.. Du er min udvalgte," hviskede han stille mod hendes øre, da han fik trukket dynen godt over hende og med det samme blide smil på læben, som han bare ikke ville skjule det mindste for hende. Det kunne han virkelig ikke få sig selv til. 10 unger blev selvfølgelig for meget, men de havde hinanden, de ville gå med hinanden i tykt og tyndt og det var klart det som var ham selv det vigtigste.