A whole new beginning

[Deleted]

Smøgen var stumpet.. mere eller mindre helt for Ilars vedkommende. Han var nede på en eller to om dagen nu efter at han endnu en gang havde fået Piper ved sin side og det var så sandelig også sådan, at han ønskede at det skulle holdes! Den sidste var endelig gået for dagen og i læ af mørket som stadig måtte hænge så tydeligt over den store himmel. Ofte havde man kunne høre de levende måtte klage tydeligt over det iskolde vejr.. det rørte ham ikke, han mærkede ikke forskel og nu hvor man var på vej ind i det, som man vel kunne kalde for en tid i paradis for mørkets væsner.. specielt dem som selv måtte jage for sin overlevelse, hvor Laymian var tydeligt mere privilegeret end det som de var. De havde det lager nede i de dybe kældre og det blev fyldt op næsten på daglig basis efterhånden. Han var lykkelig og han ønskede så sandelig også at give Piper den samme følelse, at vække endes fuldendte tillid til ham endnu en gang, for det var virkelig fortjent med alt det som hun havde været igennem. Hun kunne spørge som hun ville og han skulle svare, det var vel også kun på tide, at hun fik at vide lige hvordan og hvorfor der var gjort som der var gjort? Han stumpet det sidste på den store balkon oppe ved det store soveværelse – det var jo ikke fordi at det var farligt for ham, med tanke til at han allerede var død. Dog var det jo ikke kun for sin egen skyld, at han havde valgt at stumpe smøgen, det var virkelig bare en vane af undskyldning som han måtte lægge på hylden, men han kunne da ikke gøre brug af det når han skulle være far! Den nyhed havde ærlig talt slået ham som noget af et så voldsomt chok, at han stadig ikke rigtigt havde fået den tanke til at sætte sig.. skabt i deres kærlighed og det skulle så sandelig også opfostres på den måde, det var han selv fuldkommen sikker på, det var ikke noget som nogen skulle få lov til at ødelægge og han agtede ikke a gøre de samme fejl som han havde gjort tidligere! Han ville være der.. og hele tiden, se til at den lille ville få den bedste opvækst som man kunne tænke sig og med forældre som ville elske hinanden. Han smilede svagt ved tanken alene, da han vendte tilbage til det store soveværelse. Han havde holdt Piper ude af værelset bevidst hele aftenen, han havde noget ganske særligt i tanke for dem, også mest for hendes skyld vel og mærke, men alligevel. Han smed frakken og lagde den over en stoleryg ved spejlet. Med tændstikkerne fik han tændt alle de stearinlys som skulle være med til at danne denne mere hyggelige atmosfære. Han havde planer for denne aften, det var der ikke nogen tvivl om. Sengen som var tildækket med rosenblade som måtte afgive den aroma. Han ønskede det.. at vise hende hvor meget han virkelig ønskede det. Perfekt.. en tanke som havde sat sig i hans eget sind og sjæl. Piper kendte efterhånden hans rutine med smøgen, vidste hvornår han havde røget færdig.. hun vidste hvornår hun kunne komme op, og nu kunne han ikke gøre andet.. end at vente. Ringen på plads i hans egen lomme. Han ønskede dem blot den bedste start.. en helt ny start.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Piper sad i vindueskarmen på det som var hendes gamle værelse. Med de funklende smaragdgrønne øjne der ebtragtede natten udenfor, den store blege måne som måtte kaste det lyse skær ind i lokalet. Stjernerne glitrede i millionvis. Roligt lod Piper hovedet glide mod ruden hvile, og med et lille suk efterfuldt af et smil. Den blege hånd hvilede mod hendes mave, kun en smule synlig men det var ikke nødvendigt hun vidste hvad der hvilede under, et lille væsen skabt sammen med den eneste mand hun nogensinde havde elsket og nogensinde ville elske. En lille bølge af lykke.. Og alligevel den manglende tillid på visse punkter. Hun ønskede at stole på ham, men som det stod nu var det ikke ham hun ville ligge sit liv i hænderne på. Et kort blik blev kastet mod hendes gamle seng, så pænt og nydeligt redt. Den første tanke som slog hende var: Charlie.. Han havde været med til at ødelægge hendes barndom, dette værelse rummede efterhånden ingen gode minder længere, kun glad for hun atter kunne sige sig flytte ind i Ilar's soveværelse hvor alt var startet.. Samme sted hvor hun var gået fra datter til elskerinde. Let bed hun sig i læben, skævede videre mod uret der tikkede. Han måtte snart være færdig med den aftensmøg nu? Stille rejste hun sig, rettede på den lange hvide kjole, det fulgte de kvindelige former og med et lille efterslæb. Med stille skridt på de nøgne fødder passerede hun værelset, åbnede døren ganske stille på klem. Hver eneste gang hun bevægede sig ud fra et værelse frygtede hun for alt del at støde ind i Nesissa. Piper vidste hun var derudeet sted men præcis hvor, anede hun ikke. Med stille næsten lydløse skridt endte hun på gangen, endte med at skulle følge den store trappe op til soveværelset. Hvilke planer Ilar havde for i aften vidste hun på ingen måde, for Piper var lykken gjort blot ved tanken om at hun i aften skulle hvile i hans arme i søvnen. Stresset var blevet lettet en hel del nu hun ikke længere var tvunget til at skulle bo alene på kroen, hun var ikke længere bange for hun ikek ville klare sig gennem tiden, dette var det sted hun uden tvivl hørte til, på trods det for hendes del bar så mange grimme minder, såvel som søde. Et blidt strøg gled over det hvide stof strøg blidt over maven.. Hun var fast besluttet på give dette barn en anden opforstring end dem som hun selv fik, uden Charlie, uden alt for mange søskende, uden en fraværende far - Forhåbentlig, give det alt det som hun ikke selv fik. Et sted var Piper udemærket klar over at mange derude kunne ødelægge det for dem; Belial, Charlie.. Nesissa? dog intet hun gad bryde sit hovede med i øjeblikket. Endelig nåede hun døren. Hun stoppede op uden gøre noget i første omgang prøvede lytte sig lidt frem -Stilhed. De slanke fingre gled gennem de blonde lokker, før hånden roligt faldt på håndtaget stille ende med at skubbe døren på klem "Ilar?" spurgte hun i en stille blid forsigtig tone.

[Deleted]

Ilar havde virkelig ændret sig. Han ønskede virkelig at vise Piper at det var hende som han ønskede ved sig.. at det ikke var en ting som Nesissa bare kunne komme og kræve igen som sit eget.. det var virkelig en tid som for længst var gået forbi. Han ønskede at være der for hende og deres lille, også på den måde vise, at han også var i stand til at være den far som han altid havde ønsket at skulle være for hende dengang. Hun havde i den grad fortjent at skulle få hele sandheden at vide og ikke bare den korte udgave, men det hele, det var han selv fuldkommen sikker på, han havde jo holdt det skjult hele hendes liv af en grund.. i troen om at det var det rette at gøre. Belial var jo desuden heller ikke noget godt at skulle samle på, han var virkelig ikke det kendskab værd. Smøgen var stumpet for denne aften i hvert fald, han kæmpet dog tydeligt med at skulle lægge den helt til side, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var virkelig noget af det som han ønskede mest, at falde helt tilbage til den mand som han var dengang lykken med Piper stod på sit højeste, ingen svigt eller noget som helst, bare de to, selvom det havde været en lykke som var så kortvarig. Han rettede sig op, da han kunne høre hende stemme i døren. Det blide smil passerede let hans læber. Alt dette var noget som han havde tænkt meget over.. opvejet det gode med det dårlige og i hans sind, var det gode meget mere værdifuldt og noget mærkbart end den stygge og onde modpart. Hænderne foldede han stille over sin egen ryg. I den tid Nesissa havde været her, have han faktisk sovet en hel del inde på Pipers værelse. .bare for at have hendes duft ved sig.. en følelse af, at have hende nær sig, det var hvad han ønskede og sådan som han ønskede og agtede at skulle holde fast i det, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han vendte sig. ”Ja, min kære?” svarede han roligt. Duften af roser og den behagelige atmosfære som stearinlysene ville skabe dem, det måtte vel kun være tydeligt at han havde noget i tankerne? Og det havde han bestemt, ikke nogen tvivl om det og han skulle nok lade hende vide og kende til det når han selv måtte føle . Han gik hen til døren, hvor han forsigtigt tog fat i dørhåndtaget og tvang døren helt op, dog ganske så roligt og forsigtigt. De mørke øjne faldt hurtigt til hendes blik. ”Kom indenfor min egen,” sagde han roligt. Lyset af de mange stearinlys som stod i hele værelset var eneste lyskilde foruden den store og næsten fulde måne. Selv med et kærligt glimt i øjet.. han havde virkelig mange planer for i aften.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Piper havde virkelig ingen idé om hvad der var sket da Nesissa var kommet tilbage. hUn frygtede blot at støde på den kvinde som i så mange år havde udgivet sig for at være hendes mor. Ingen anden mand ønskede hun ved hendes side end Ilar, men tilliden var virkelig ikke særlig stor til ham for tiden og alligevel måtte hun sige sig at være frygtelig lykkelig. Det var først for ganske få år siden det var gået op for Piper at en familie ikke skulle være sådan som den hun havde, indtil da havde hun levet i troen om at det var meningen den ældste pige skulle tage vare på de øvrige småsøskende, vaske tøj og så videre, troet det var meningen at ens storebror skulle besøge en om natten, og at ens far var direkte blind overfor hvad som foregik, det var helt sikkert ikke den opdragelse hun ville give hendes lille skat. Hun vidste at Ilar virkelig kæmpede med de smøger, det var en irriterende vane men hun beundrede ham for at være nået så langt på så kort tid. Alting havde ændret sig siden de sidst var sammen. Ilar var hos hende mere eller mindre hver eneste dag, han spurgte ind til hende, kærtegnede hende, sad oppe med hende selv når de burde sove for bare snakke, en utrolig rar følelse, men ud over det havde der endnu ikek været en særlig speciel romantisk aften bare for de to. Den velkendte stemme som hun svagt hørte inde fra værelset, sagde hende en hel del. Hun kunne endelig komme ind, frem for befinde sig på det værelse som kun gav hende gåsehud. Den lange hvide kjole, hun rettede endnu engang let på den, lod ikke hånden svinde væk fra maven efterhånden var det vel blot blevet hende en vane? De funklendeblik, med et så kærligt glimt faldt mod hans skikkelse som han lod døren søge stille op. Hun lod roligt et smil indfinde sig blidt over hendes smalle læber. Den søde duft af de mange roser var noget som nåede hende ganske hurtigt, varmen fra de mange lys, der var noget på færde, bare det glimt i hans blik sagde hende det hele. Hun hævede panden en smule som mere et spørgende blik, så nysgerrigt forbi ham og mod den mange starinlys, og rosenblade der lå spredt om den store seng. Smilet bredte sig en smule hånden faldt stile mod hans bryst for at stryge over i det hun trådte længere ind i det velkendte lokale der alligevel fik hende til at føle sig langt mere velkommen "Wauw... Du har haft travlt kære" påpegede hun dog med et tydeligt overrasket glimt i øjnene. Stille vendte hun sig mod ham bakkede et par skridt bagud, ikke for at flygte fra ham men mere for at få enhver detalje med og se det fra andre sider end blot forfra. Det var næsten overvældende.. Aldrig havde hun set noget lignende, aldrig havde nogen gjort noget lignende for hende - End ikke Ilar.

[Deleted]

Ilar ønskede virkelig kun at bekræfte det for Piper netop ved at være der for hende. At vise hende at hun havde haft ret og det havde været ham som havde taget fejl. Han havde ikke været der som den far som han virkelig burde.. selv overfor hende. Alle de gang han havde lagt hånden over Charlie, selvom det for længst var en tid som var forbi. Den knægt skulle ikke i nærheden af Laymian huset og han ville glædeligt slå ihjel hvis det skulle blive nødvendigt for at holde det som det var nu! Han ønskede at være sammen med hende og så meget som det var ham overhovedet muligt, spørge ind til hende for at sikre sig, at hun havde det så godt som det var dem overhovedet muligt, kysse og kærtegne hende for at lade hende vide, at hun var den kvinde som var så speciel i hans øjne og den som han virkelig ønskede at være sammen med – vel også for at vise hende, at han havde forandret sig til det bedre vel? Bare det at bevise at det var hende som han ønskede at leve evigheden med. Smøgerne var gået fra en million om dagen til 2-3 maks, han kæmpet virkelig med det, udelukkende på grund af hende og deres kommende lille ny og han agtede at holde op inden fødslen ville sætte ind, det var virkelig hans endelige mål.. om ikke andet så stoppe længe før, noget som vedkom hele denne aften også og hvor de ville ende. Han sendte hende det varme og kærlige smil. At se hende overrasket, glædet ham selv noget tydeligt – han tog det jo kun som et tydeligt positivt tegn. Han lod armene søge stille omkring hendes talje og med de lette spændinger i brystet ved hendes hånd. Han lænede sig frem og kysset hendes pande ganske blidt og forsigtigt. Han sendte hende det lette smil, han kunne virkelig ikke lade være nu hvor han have hende der ved siden af sig, der var virkelig ikke noget bedre end det. ”Kan du lide det, min egen?” spurgte han dæmpet. Han slap hende igen som hun valgte at skulle bakke, selvom han så tydeligt kunne se på hende, at det næppe var ud af ubehag ved at stå der.. han vidste, at tilliden stadig manglede det sidste boost som skulle til og han agtede virkelig at gøre sit for at vise hende, at han virkelig mente det af alvor denne gang.. intet skulle få lov til at komme mellem dem og ej heller Nesissa. ”Aldrig for travlt til dig.. du fortjener kun det bedste som en mand kan give dig,” tilføjede han dog med en ganske så bestemt og alvorlig mine. Han holdt dog tonen blid og rolig, lige i aften ønskede han bare en hyggeaften.. bare de to.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Et sted kunne det ikke andet end at røre Piper at han gjorde så meget ud af en speciel aften kun for at se hende en smile, det var som om han næsten frygtede hun ville tage afsted igen noget som aldrig ville ske.. Ikke efter det mareridt hun havde med det sidste gang, det var sammen med Ilar i Laymian huset hun hørte til. Hendes egen barndom havde virkelig ikke været den rene lutter lykke, Nesissa var død da hun var ganske ung og siden dengang havde hun været kvinden i huset der tog sig af de moderlige pligter fordi deres far var fraværende og endda uden at vide det end ikke var hendes rigtige forældre, med en storebror som mere eller mindre hver aften kom for at besøge hendes værelse - Besøge hende. Det var slut med at finde sig i hans behandling af hende, den seneste var trods alt den som havde givet hende det sidste skub til at få det udbrud på Ilar og måske det ikke havde været fair, men om han ville det eller ej så var hun et eller andet sted blevet svigtet, han havde glemt at se det fra hendes synspunkt, lige der afslørede det at han var så rolig når hun selv var så vred. Blikket gled endnu omkring i det store værelse der på blot et øjeblik var blevet forvandlet fra hyggeligt og normalt, til direkte romantisk, lysene, rosenbladene, det udstrålede det så tydeligt og fik hende kun til føle sig som havde hun været en prinsesse. At hun bakkede ud fra hans blide greb var langt fra af ubehag på nogen måde, mere fordi hun rigtigt ønskede at se lokalet. Smilet prydede bredt men blidt hendes læber, det lille glimt i hendes øjne kunne ikke lade værre at afsløre at hun et sted nød den lille opmærksomhed hun var begyndt at få fra hans side, hun havde aldrig bedt om mere end bare lidt af hans opmærksomhed, og nu fik hun.. Den fulde, det ville hun dog på ingen måde klage over. Piper nikkede roligt dog overbevisende, lod blikket falde direkte i hans "Jeg elsker det" endte hun i en stille dog tydelig ærlig tone, det var virkelig ingen løgn.Tilbage mod ham med rolige langsomme skridt, lagde hun blidt armene omkring hans nakke, så ind i det varme blik "Af en mand der for et halvt år siden end ikke havde tid til at kysse sin kone farvel, at være, så kan du stadig få hende til at føle sig som en prinsesse" endte hun blidt, lod hovedet glide let på snedog de lange blonde lokker falde om hendes ene skulder. Det var langt fra for at skulle rive op i fortiden mere for at understrege hvor meget hun egentlig nød den ændring der var sket siden det, hvor meget hun nød hans nærhver. Stille strakte hun sig let plantede et yderst forsigtigt og blidt kys mod hans mundvige før hun atter valgte at trække sig, gav dog ikke slip.

[Deleted]

Ilar havde så sandelig lært af sine fejl og det var vel også det på sit vis, som han ønskede at vise hende? At han kunne være den mand som hun havde giftet sig med dengang.. selvom det hele havde fået en så fatal endelse og nu stod de der endnu. Han var virkelig ikke det mindste i tvivl om, at det var de to som måtte være ment for hinanden, det kunne han mærke selv så dybt i det mørke og så kolde sind, han kunne ikke slippe den tanke på noget tidspunkt overhovedet. De mørke øjne som måtte hvile på hendes ansigt.. et så smukt blik som stadig ikke kunne beskrives med nogen former for ord overhovedet. han lod hende betragte det.. Hun var en prinsesse, hun var stadig hans prinsesse.. nok snart hans kommende dronning af det pragt af et hus som de havde for sig selv.. og deres lille familie når den lille ville komme. Han kunne faktisk sige sig, at han glædet sig til det.. glædet sig til at vise sig fra den status som far som han ønskede at være for hende. Nesissas død havde virkelig bare tvunget ham i baglås.. en sindstilstand som han ikke var kommet ud af, før han var kommet ordentlig ind på livet af hende. Han lagde armene stille om hendes liv, da hun igen kom helt tæt ind til hans egen krop og stod helt tæt ved ham. Smilet kunne ikke falme. Hun var glad for hvad han havde gjort.. dette var virkelig noget som han burde gøre meget oftere end det som han havde gjort det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det er jeg glad for at høre min kære,” hviskede han gengældende. Var hun glad, så var han også glad og længere var den jo så ikke og det var kun en ting som han kunne sige sig, at være virkelig glad for. Han lod hovedet søge let mod den anden side og med de mørke øjne hvilende i hendes blik. Han trak lettere svagt på mundvigen. Han hævede den ene hånd forsigtigt og lod den stryge mod hendes kind. ”Den mand var virkelig blind min kære.. altid har du været hans lille prinsesse.. altid,” hviskede han med en rolig og dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han valgte at møde hendes læber frem for at lade hende møde hans mundvige. ”Han har kæmpet for kvinden i sit udødelige liv.. det lyspunkt som det eneste i hans tilværelse,” tilføjede han og blinkede let til hende. Han var nu ganske så sikker på, at hun ville fatte hans hentydning. Han mente da selvfølgelig hende. Han kyssede hendes mundvige og læber ganske blidt. ”Jeg elsker dig min kære,” afsluttede han dæmpet, han mente dog ordene noget så tydeligt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Ilar havde flere gange udtrykt overfor Piper at det var hende han ville have, med små hentydninger og de store ord, og stadig var hun ikke overbevist tilliden til ham var langt fra den største, på trods af hun et sted selv havde været med til ødelægge det den sidste gang, det var hende som var gået i et vredesudbrud men et sted vel med en god grund? Den mand Piper havde giftet sig med dengang var ikke den mand der havde vist dig efterfølgend emen nu.. Nu genkendte hun ham mere og mere for hver dag der gik, han var atter hos hende, nu huskede hun rent faktisk hvordan det var at mærke hans arme omkring sig, hvordan det var at kysse hans læber og høre hans varme stemme. Alt skete af en grund.,. Måske var det meningen hun skulle blive født ind i en voldig familie, måske det var meningen hun skulle have den rædselsfulde barndom, og måske det hele tiden havde været meningen Nesissa skulle dø så Piper ville kunne komme så tæt på Ilar som hun nu var? De var ment for hinanden. Piper følte sig virkelig som en prinsesse i nærheden af Ilar for tiden, han behandlede hende som ingen nogensinde havde behandlet hende før, hvis blot han blev ved at fortsætte i den stil var hun slet ikke det mindste i tvivl om at de kunne give deres fælles barn en langt mere elskværdig barndom end det som hun selv havde fået, opfostre det i kærlighedens navn. Det ælignede slet ikke Ilar gøre noget som dette, vel det faktum der gjorde Piper var eksytra overrasket. hUn så ind i de kærlige øjne, lod selv et kærligt glimt i øjet træde frem, og med en hånd som blidt endte med at skulle stryge over hans kind, lod den falde langs hendes side som hans egen hånd faldt mod hendes, hvor hun lod hovedet søge mod den næsten i en form af en kats spinden. Smilet hvilede diskret og blidt over hendes rosenrøde læber, hun følte næsten hjertet banke trods det ikke var muligt, følte den varme der bredte sig i hendes ved hans ord, hun havde hørt historien om askepot så mange gange, hun huskede Nesissa havde fortalt hende om eventyret om aftenen inden hun skulle sove, og nu kunne hun kun selv stille sig i hendes rolle. Som hendes læber mødte hans, lod hun øjenlågene glide stille i, valgte at holde kysset blot for et par sekunder før han valgte at skulle trække sig. Piper forstod sig udemærket på hans ord, hun endte med lade en hånd roligt indfinde sig om hans nakke, gengælde det blide kys med så megen dybte, så ind i hans øjne ved de store ord.. Det var som om de betød underligt mere i aften "Jeg elsker også dig, Ilar.. Virkelig" hviskede hun blidt, tydeligt både i blikket og i stemmen at hun virkelig mente. En lille knude af spænding hvilede i hendes mave, hvad havde han egentlig af planer?

[Deleted]

Ilar elskede virkelig Piper og han ønskede virkelig også at vise hende, at selv en mand som ham.. med de mange gamle vaner som han nu måtte lægge bag sig, også ville være i stand til at ændre sig til det bedre. At hendes tillid ikke måtte være den største, undrede ham jo egentlig ikke. Han ønskede bare den tvivl væk og så langt væk som den overhovedet kunne komme. Skæbne var noget som han havde troen på.. troen på, at det var meningen at han skulle blive bidt dengang for så mange år siden.. at han skulle møde Narsissa, gifte sig med hende, kendskabet til Belial, tage Piper i hus.. tabet af Narsissa for at lade Piper komme helt tæt på som hun var i øjeblikket.. der måtte virkelig være en mening med det hele, det var den tvivl som han i den grad ikke besad. Deres barn skulle få en helt anden opfostring end det som han havde givet de andre.. det var han helt sikker på. Med forældre som måtte elske hinanden og som altid ville elske hinanden. Hvad kunne være bedre end det? Hænderne som hun lagde om hans nakke, hvor hans egne måtte forblive hvilende omkring hendes slanke talje. De mørke øjne hvilede glædeligt i hendes eget blik og med det lette smil på læben, alt-sigende på sin egen ganske særlige måde. Ord ville aldrig nogensinde kunne beskrive hvilken glædelig følelse som han faktisk måtte sidde igen med i øjeblikket, bare ved at have hende ved siden af sig som han havde nu. Hans hjerte.. måske dødt og koldt, men det var hendes så længe hun ville vogte om det. Beskytte det om hun ville, knuse det om det skulle være det. Han var glad.. han var lettet.. alt på en gang. Hovedet søgte let på sned. Han slap stille med sin ene hånd, lod den vandre med hendes side og op af hendes arm til han kunne nå hendes hånd som han lukkede sin egen blidt omkring. Han ville glædeligt vise hende, at han havde forandret sig, at han ikke var den mand som havde vandret rundt i blinde uvidende om hvad der egentlig foregik under hans næse.. nu så han virkelig det hele. Hånden lukket sig omkring hendes helt idet han næsten måtte føre hende ud i det som måtte være som en vals. Overfor hende, var han virkelig en helt anden end den som han ville have været. I begyndelsen hvor han selv måtte antage en lettere mumlen og nynnen og uden at skulle slippe hendes smukke skikkelse med hans eget blik på noget tidspunkt. Prinsessen var hun i den grad og hans kommende dronning om han skulle anse sig selv som prinsen på den hvide hest som det jo ville være ifølge det eventyr som han selv havde fået læst op som lille. ” No I can't resist, and I can't be hit. I just can't escape this love..” begyndte han med en rolig og dæmpet stemme mod hendes øre. ” Felt your lips on my neck and your voice in my ear. Like I missed you..” tilføjede han med en dæmpet stemme og med det blide smil på læben. Denne side af sig, var det faktisk kun hende som havde set, sådan havde han aldrig været overfor Nesissa engang. Han dansede let hen til sengen, hvor han greb forsigtigt fat om hendes ryg og knæhaser i en dog elegant bevægelse, hævede hende i hans favn og lagde hende på sengen og med sig selv ved siden af.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Ilar havde aldrig været den som gav børnne den ligefrem bedste opdragelse men et sted så havde det vel været hvad han ønskede men kun så længe han havde Nesissa til at hjælpe ham? Da hun var gået bort var alt blevet forandret, og Piper var gået fra at være barn til den unge kvinde i huset der måtte tage sig af alle de moderlige pligter,og med Ilar som var ekstremt fraværende, den del hvor Charlie søgte til hendes værelse om aftenen - det første stykke tid havde hun bare regnet med det var noget som fulgte med det at være mor, hun havde jo en gang set Ilar og Nesissa gøre det samme så hvorfor ikke.. Først for få år tilbage var det gået op for hende det ikke var sådan det skulle være, men først for kort tid sidenvar hun endt med råbe op om det, kalde på Ilars hjælp. Det var slut nu. De var atter lykkelige, de var sammen, hun var gravid, og nu dette... Han prøvede virkelig mere kunne man ikke sige. Den søde aroma fra de manage rosenblade, den varme fra de utallige lys, den stemning det skabte det var virkelig noget som kunne få en underlig varme i hendes ellers kolde krop, hun følte næsten som et andet paradis, stående med den amnd hun elskede af hele sit hjerte, kunne føle hans krop tæt til hendes - Hans hjerte ville hun holde så længe han ville lade hende holde det og gengældt så ville han til gengæld altid have hendes om han ønskede det eller ej. Hånden lod hun lukkes om hans, uvidst om hvad han havde i sinde, til han valgte at skulle fører hende ud i den blide vals, som hun med blide elegante skridt måtte ende med at følge. Manden havde virkelig ændret sig, den sidste gang havde han kanpt været hos hende, knapt haft tid til kysse hende farvel inden han tog på arbejde, nu havde han tid til bruge det som så ud til en aften med hendes selvskab. Ifølge det søde eventyr var han hendes prins, kommet på en hvis hest og taget hende i favn. Den blide sang i hendes ører, ikke rigtigt sammenhængen i melody men mere som en stille tekst, der gav hende den sitren, en mindre længsel efter at komme ham tæt. Den varme stemme mod hendes ører en så blid musik, der kun skabte en yderligere stemning, og en hun ikke havde følt i frygtelig lang tid. HUn lod sig danse med til sengen, lod sig blidt gribes i hans favn hvor armene gled om hans nakke som for at holde sig der, lod sig blidt glide ned i de bløde langner det føltedes så søde at ligge i, slap ikke taget omkring hans hals, som mere for at trække ham halvt om halvt over sig, noget som gjrode det muligt for Piper lade de bløde røde læber møde hans i et intenst kys.

[Deleted]

Ilar elskede virkelig Piper og mere end noget som helst andet, det kunne han da virkelig ikke komme udenom. Han ville vise hende det på den måde som det nu ville være ham overhovedet muligt.. Han ønskede at være der sammen med hende. Nu hvor han heller ikke havde sine pligter som en rådgiver at passe, det var ikke en stilling eller status som han havde taget til sig efter Taras død dengang. Han ville være lige her.. lige her og sammen med hende som han var nu. Armene som stadig måtte hvile omkring hans egen nakke og som tvang ham halvvejs over hende. Alt dette gjorde han da glædeligt igen og igen hvis det skulle være, bare hun var glad og lykkelig, det var virkelig også det vigtigste for ham, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom. Han mødte hendes læber glædeligt i et gengældende kærligt og intimt kys. Øjnene lod han glide ganske så stille og let i. Han havde så meget som han ønskede at sige og han havde hele natten til det.. han havde nemlig kun gjort dette af en enkelt grund og han håbede virkelig at hun ville være med ham hele af denne vej. Han satte hænderne i sengen og på hver sin side af hende. Han kunne tydeligt mærke rosenbladene mellem sine fingre. Aromaen som hang så tydeligt i deres værelse.. de mange stearinlys.. Han havde da åbenbart en mening med dette, det skulle man vel også være idiot for ikke at kunne se? Kysset brød han stille og roligt, trak hovedet bare en anelse til sig, for at lade blikket søge til hendes egne øjne og det smukke blik som han virkelig kunne finde sig selv i at skulle stirre på i timevis uden at blive træt af det. Han sendte hende det varme og det tydeligt kærlige smil som han slet ikke var i stand til at skulle skjule på nogen som helst måde overhovedet. Han sendte hende det varme smil. Han var selv ved at være godt tilbage i form nu.. alt i alt, var det jo kun smøgen som skulle stumpes helt så var han jo næsten i mål.. og han kæmpet virkelig for det. For hendes skyld og deres kommende lille. Han elskede allerede tanken og denne gang ønskede han og denne gang agtede han virkelig at skulle leve op til den rolle denne gang. Enhver idiot kunne jo gå hen og blive far.. det krævede i den grad en mand for at skulle leve op til den rolle og det var en rolle som han glædeligt tog på sig denne gang.. han ville virkelig ikke gå hen og skule miste det endnu en gang nu hvor han havde fået denne nye mulighed. ”Ved du hvad det her minder mig om, min kære?” spurgte han med en rolig og næsten så blid stemme. Denne mand som hun kunne se nu, var det kun hende som kendte til, selv ikke havde han været på denne måde overfor Nesissa.. ikke som han kunne huske i hvert fald. Han lagde sig roligt ved siden af hende, trak den ene hånd til sig som han blidt lod stryge henover hendes mave roligt og blidt. Han glædet sig virkelig til at skulle sidde med den lille i sine arme.. passe på og lade vokse op i trygheden som kun to elskende forældre vil kunne gøre det til.

[Jaqia Destiny Angleráx]

At han gjorde dette for hende var aldrig noget Piper i sin vildeste fantasi havde kunnet forvente af ham, der var virkelig sket en stor forandring. Det job han havde haft på slottet var et som hun kunne bande hele vejen til helvede, aldrig havde han været hjemme i hendes nærhed, han havde end ikke givet sig den tid til at skulle kysse hende farvel inden han tog afsted, det havde såret hende virkelig meget, de var brudt op, hun havde grædt trer været så fustreet ladet Belial næsten overtage den plads som Ilar havde hos hend ekun fordi hun havde været så frygtelig desprerat. endelig hjemme igen og så til dette? Manden kunne rent faktisk stadig slå benene væk under hende, og overraske hende for det var i den grad var dette var.. En overraskelse. Hvad der gjorde hende glad og lykkelig var ham som ingen anden formåede det. Trods han ikke var hendes far af kød og blod var det hvad hun selv så ham som og som så mange andre nok også ville gøre det, se på det de havde gang i som direkte frastødende men hun var ligeglad. Det var den mand hun elskede af hele sit hjerte, den mand hun havde giftet sig med i troen om at de to sammen skulle leve et lykkeligt liv, de havde trods alt evigheden på deres side. De dybe grønne øjne var sunket i bag hendes øjenlåg, langt fra på grund af nogen former for træthed, men kun for at skulle føle øjeblikket, leve sig ind i hvert sekund, holdte kysset så blidt og intimt. Hvad grunden til dette aften var, var intet Piper endnu havde gættet sig frem, til, dog hang romantikken tydeligt i luften, som om den blot hørte med den søde aroma fra de mange lys og duften fra rosenbladene hun tydeligt følte et sted under sig. Næsten modvilligt endte hun med at skulle slippe hans læber som han stille trak sig en smule, blikket gled op, mødte hans varme og kærlige som var et der altid havde formået enten at tænde hendes temperament eller få hende til at leve sig et helt andet sted hen, i en verden hvor kun de to fandtes, en verden som den de begge befandt sig i lige her i dette sekund på deres værelse. Smilet prydede hende fyldige læber, hun kunne og ville ikke lade det fjernes, hun ønskede han skulle se hvor meget dette betød for hende.. hvor meget han betød for hende. Smøgen var det eneste problem efterhånden, han var ikke længere sygeligt tynd og så ikke længere forfærdelig ud - Ligesom hun ikke selv gjorde det mere, det var utroligt hvad lykken kunne gøre ved et væsen på så mange områder. Piper håbede i den grad at han denne gang ville være langt mere far overfor deres lille unge end det som han havde været for hende, om de ville det eller ej så havde han aldrig været som en optimal far for hende, hun havde altid stået med det store ansvar, det var først i de senere år hun var stoppet med at skulle bebrejde ham for det og istedet indse at sådan var det bare. Han fik chancen for at gøre det om nu og hun tvivlede virkelig ikke på at han ville gøre et helt fantastisk stykke arbejde. "Nej hvad minder det dig om?" spurgte hun i en blid hvisken, lod hans hånd søge over hendes mave hvor man kun netop kunne føle den lille bule under intet der endnu endnu var direkte synligt. Den en hånd lod hun stille fange de mange rosenblade, hævede hnden over ham som for at skulle lade dem regne ned over ham, med et en let og blid latter. Det var længe siden hun havde følt sig som hun gjorde nu, som en hel prinsesse, måske det havde været meningen hun skulle yde i barndommen for at kunne nyde nu? Forkælet blev hun da i den grad, og hvis hun begyndte at påstå hun ikke nød opmærksomheden lidt så ville hun i den grad lyve. Selv glædede hun sig til endelig sidde med den lille i favnen, glædede sig til få lov at lege mor for hendes eget barn frem for søskende, og med en far som rent faktisk var i nærheden og ville være der for den lille. Et sted følte Piper sig nysgerrig. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle tro der var en mening med denne aften eller om det blot var en han havde lagt for hyggens skyld, det ville vel vise sig med tiden? Stille lod hun sig trille om på siden, hævede sig en smule mere for at skulle presse ham ned i sengen. Flere rosenblade lod hun regne over hans mave og bryst. De lange blonde lokker falde over hendes ene skulder, hun smilede et blanding af et så blidt og kærligt som hun pljede og alligevel var der noget kækt over blikket "Du har ingen idé om hvilke følelser jeg sidder med ligenu.. End ikke "Jeg elsker dig" vil beskrive det" hviskede hun blidt, lod hånden slippe de sidste rosenblade før den gled mod hans kind hun i blide kærlige strøg stille lod stryge over. HUn var helt sikekr på at også "baby" nød det her ligeså meget som hun gjorde. Først nu gik det rigtigt op for hende hvor meget hun i virkeligheden havde savnet hans nærhver havde savnet at føle ham tæt på sig, savnet at han holdt om hende og kyssede hende som han gjorde i øjeblikket.. Bare lyden af hans stemme var det rene englekor for hendes del, med den længsel hun i så frygtelig lang tid havde følt i det indre.

[Deleted]

Ilar vidste, at han havde gjort så utrolig meget forkert og galt overfor hende og han hadet virkelig tanken. Han ønskede vel blot at være et ’levende’ bevis på, at folk faktisk kunne ændre sig? At han virkelig havde ændret sig, nu sad han med den kvinde ved sig som han elskede, hele sandheden var så at sige kommet frem og de havde endnu hinanden og med en lille ny på vej. Bulen kunne han jo mærke .. bare tanken gjorde ham lykkelig. Det var virkelig en løgn, hvis man sagde, at en vampyr ikke ville være i stand til at føle. Han ville da personligt mene, at de var et bevis på det stik modsatte lige i øjeblikket. Blikket hvilede i hendes, alligevel så lykkeligt som intet som helst andet overhovedet. Hun var hans prinsesse.. hans kommende dronning og dette var deres slot. Selvfølgelig havde han planer med denne aften, hvorfor skulle han ellers gøre så meget ud af det? Ikke for at glemme, at hun fortjente det, for det gjorde hun virkelig.. han ville ikke dele det evige liv med nogen anden end hende. I så fald, ville han sætte sig ude og bare vente på at solen stod op. Skræmt havde han i den grad været, da han fik nys om at Belial var kommet så tæt på hende.. en ting var at hun havde forladt ham i ren og skær vrede, men det at lade den mand komme tæt på, var virkelig noget som han måtte nægte! Han ønskede virkelig at overraske hende og vise, at det var hende som han ønskede.. han ønskede at hun skulle forkæles. Hun havde altid været hans favorit, ikke fordi hun ikke var hans biologisk, men også på grund af de mange følelser. Charlie var ude af billedet, Tara var væk nu også.. de havde virkelig kun hinanden og bedre end det, kunne dette da umuligt blive? Han blev liggende med hånden som måtte stryge mod hendes mave roligt og blidt, selv da han blev trykket mere ned i sengen, da hun halvvejs måtte læne sig over ham. Ikke at det gjorde ham det mindste, han ønskede hende virkelig tæt på. Smøgen kæmpet han med at få lagt væk, selvom det nu end var en vane som han havde ekstreme problemer med at lægge bort.. han prøvede dog. Han prøvede i den grad. De smukke rosenblade som hun lod dale ned over ham, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. Måske at han jo egentlig havde været død igennem… ja gud ved hvor mange år efterhånden, men hun gav ham virkelig en følelse af liv igen og han nød det.. hun var virkelig den som han ønskede og agtede at dele livet med, det var der absolut ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun gjorde ham virkelig så glad som intet som helst andet overhovedet. Hun var hans lille øjesten og det havde aldrig været en løgn. Han lagde armene stille om hende, selv hvor han måtte lytte til hendes ord. En følelse af varme og glæde som kraftigt måtte skyde igennem hans egen krop og sind og det varme smil.. slet ikke ham normalt, at skulle vise sig fra denne side.. kun overfor hende som den eneste. ”Du ved virkelig ikke hvor lykkelig du gør mig.. ikke et ord eller sætning vil kunne beskrive det til fulde..” Han lod den ene hånd stille stryge hendes kolde og glatte kind. Perfekt på så mange måder. Hun var den som sad med hans hjerte og han agtede aldrig nogensinde at skulle forlange det igen. Han hævede hovedet stille og lod hans læber møde hendes mundvige i et kærligt og blidt kys inden han gled ned og lagde sig igen. De mørke øjne lod han falde til hendes smukke blik. Måske så ung, men i stand til at tage sine egne valg og det var så sandelig også det som han agtede at skulle lade hende gøre.. alt i alt, var det jo meningen som han havde sat sig for denne aften, han skulle bare finde det helt rigtige tidspunkt at skulle spørge om det. Han nikkede roligt. ”Dette minder mig om de mange eventyr som jeg læste højt for dig, da du var lille.. du faldt i søvn ind mod min favn, puttet og med de blide smil.. prinsen på den hvide hest i sin søgen for sin elskede prinsesse.. deres liv og lykkelige afslutning.” Han var virkelig kun ærlig. Det mindede virkelig ekstremt omkring de mange eventyr, den typiske slutning; ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende.’ Det var kun noget som han ønskede, at opleve selv og med hende, hvis hun selvfølgelig ønskede at opleve det sammen med ham. Han sukkede dæmpet, han var virkelig lettet, også selvom han ikke ønskede at bringe det på bane… ikke endnu. Han rullede stille i sengen og lod hendes ryg møde de bløde lagener i stedet for. Han ønskede blot at hun skulle være komfortabel, han ønskede hendes tillid som intet andet. Han kyssede hendes læber blidt og kærligt igen. ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende.. og der lå du og sov i min favn.. Bare det gjorde mig lykkelig min kære.. nu er lykken så meget større.. mit hjerte er dit om du vil tage imod det endnu en gang,” begyndte han stille, blot et forsigtigt forsøg på at lede op til det som han ville ende med.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Piper var langt fra blevet behandlet på retfærdig vis, det vidste de begge og hun var udemærket klar over at det var noget Ilar kunne føle en frygtelig samvittighed overfor, men han var tilgivet. Hun kunne jo ikke ligefrem sige sig at det stadig var sådan det forholdte sig, hun var møgforkælet det kunne enhver da se hvis de så meget som så ind i det lokale? Prydet med rosenblade, den søde aroma fra de mange lys og i det hele taget stemningen der hvilede omkring. Piper havde hørt rygterne der gik. De rygter om en vampyr var ude af stand til at føle, noget som Ilar i den grad var et helt andet bevis på. Måske en vampyrs hjerte ikke bankede mod deres bryst, måske at blodet ikke løb omkring i deres krop, men det havde så sandelig intet med de menneskelige følelser at gøre. Hvor denne aften i sidste ende ville fører hen havde hun virkelig ingen anelse om, det var ikke det som betød noget men det faktum at han havde gjort noget ud af det, taget sig tid til at være sammen hende, det var det eneste hun nogensinde havde forlangt af ham.. Hans nærhver og kun fordi hun hvert sekund lægtedes mere og mere efter ham. Hun var på ingen måde i tvivl om hvem hun ønskede at dele den evighed med, dette var lykke det kunne hun føle, det var kærlighed, det hun følte i hans selvskab, de tanker og den varme som strøg igennem det sagde virkelig det hele på så mange måder. Belial var kommet tæt på havde opsøgt hende på et tidspunkt hvor hun virkelig havde været sårbar, knust efter brudet med den mand hun elskede, knust ved tanken om den måde han måtte ligge og holde omkring Nesissa på, tanken om den lille baby som var blevet skabt i kærlighed men som hun havde regnet med ingen far ville få. På det tidspunkt var Belial svar på alt.. Han ville være der for hende som Ilar ville have været der, som hendes far, som hendes elskende, og som far til den baby, nu kunne Piper jo så kun rpise sig lykkelig for hun aldrig var gået så langt med den mand, som det ellers havde været så frygtelig tæt på, selv på det punkt var Ilar den eneste hun overhovedet ville være så tæt på. Piper havde altid været den mest iltre, noget som vel ikke var en stor overraskelse når man tænkte på Belial? Vrede var det som i starten havde ført dem sammen og det som igen havde skilt dem ad, men det var også hendes temperaments skyld at de nu lå som de gjorde lige i sekundet.. Den var jo ikke altid en plage.. Charlie var væk, han havde ikke længere dem dumme stilling som i første omgang havde udløst hendes vrede, de kunne bare være sammen, nyde godt af hinandens selvskab som det hun hele tiden havde ønsket.. ligge som de gjorde nu. Roligt lod hun sig trykke ind til ham som hans arme gled om hende gav hende en følelse af en umådelig tryghed. Varmen blussede ved hans ord. At vide hun betød ligeså meget for ham som han i virkeligheden betød for hende. Hånden som gled mod hendes kind hvor hun blidt lod dem falde mod, ligefør hun måtte tilbageholde en spinden. Hun ønskede ham tæt på, selv det tætteste kunne ikke være tæt nok, han var den eneste der til nu havde formået sætte den følelse af at nok ikke var nok i det indre. Piper lod kun det blide kys gengældes med står velvilje. Hun var ske ung men hun var i den grad i stand til at træffe hendes egne valg, hun vidste hvad hun gik ind til, hun ville træffe sine egne valg hun var ikke længere den lille pige der skulle have far til at gøre det for sig. De varme ord hun lyttede til, drømte sig tilbage til tiden hvor hun kun havde været en lilel pige, forestillet sig Ilar læse for hende.. Det var mange år siden han havde læst for hende. Den samme historie trods det var en forskellig bog, alle med en lykkelig slutning hvor prinsessen og prinsen levede lykkeligt til deres dages ende, og hun havde forestillet sig hun en dag kunne blive en af de mange prinsesser, faldet i søvn i hans favn med et smil på læben ved den tanke, og nu var hun endelig endt som en prinsesse. Den mest lykkelige af dem alle og med den prins på den hvide hest hun hele tiden havde søgt, som altid havde været lige ved hende og som hun aldrig havde vidst. Piper lod sig glide om den halve omdrejning for at lade ham ende over hende, på trods hun langt fra havde lagt dårligt før. Hånden gled snigende mod hans nakke, lod de små nakkehår blidt nuldre om hendes pegefinger. Blikket hvilede i hans, Hun følte sig ikke længere træt på nogen måde, nærmere nysgerrig..Levende.. "Nu er jeg en af de prinsesser.. Jeg har fundet min prins på den hvide hest, den mand jeg ønsker at dele en evighed med, aldrig i mit liv.. Ville jeg være dum nok til at sige nej til det hjerte, Ilar.." hviskede hun blidt. Der var som sådan ingeng rund til snakke i det normale tonefald når de lå så tæt som de gjorde, og kun de to. Hun hævede sig stille lod et kærligt kys plantes mod hans læber, følte selv et brus af varme bølge gennem hendes krop, noget som nlsten fik hende til at føle hjertet slog mod hendes bryst, noget som dog aldrig ville blive en mulighed. At det i det store og det hele var en ledetråd var virkelig intet hun bed sig i, hun var for længst tabt til øjeblikket, for nu var det hvad der skete hver eneste sekund som gjaldt.

[Deleted]

At han i det mindste var tilgivet, var virkelig Ilar en ganske så stor trøst faktisk. Det gjorde at han automatisk blev mere og mere rolig i hendes nærhed og det var så sandelig også sådan, at han ønskede at skulle holde det. Han ønskede hendes tillid, han ønskede hendes kærlighed og han hæmmet virkelig ikke før han havde begge dele. De havde hinanden, de havde vel også begge lært af sine fejl? Han ønskede i den grad at skulle være der for hende og ikke mindst også den lille som de begge måtte vente sig. Han kunne ærligt indrømme, at han virkelig glædet sig noget så frygteligt til at kunne kalde sig for far endnu en gang, bevise for hende og ikke mindst også sig selv, at han kunne være der som den far man virkelig burde være for sine børn. Han var kommet over Nesissa. Hvor hun egentlig var henne, havde han virkelig heller ikke nogen anelse om og det var ikke noget, som faldt ham det mindste ind lige nu. Piper opslugte hver eneste tanke ved ham i øjeblikket, bare det at skulle ligge der ved hendes side og se ind i hendes smukke øjne. Han blev liggende ved hendes side og uden at skulle fjerne blikket det mindste. Hun fortjente at blive forkælet som den prinsesse som hun stadig var i hans øjne og ganske snart hans dronning om hun ville selvfølgelig. Han ønskede hende i sin evighed, han ønskede hende til at skulle lyse det hele op for ham som hun gjorde det i øjeblikket. Nesissa var ude af hans billede og Belial var ude af hende, de havde hinanden og de havde en fremtid sammen, det kunne vel næppe blive bedre end det vel? Det var han ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Hans følelser var virkelig kun blevet mere og mere klar for ham selv, og at de var hende som han ønsket. Han var mildest talt bare gået ned, da hun havde valgt at skulle søge væk fra ham, endnu værre, at hun havde gjort det i vrede og uden, at han havde haft nogen mulighed for at skulle forklare for sig, selvom han vidste, at fejlen havde været hans, han havde anerkendt det, at han ikke var så fejlfri som han havde ønsket at han skulle være, og det var der jo så ikke noget som han kunne gøre noget ved lige nu. Det havde jo kun givet ham noget at arbejde med og det var jo så nu at han var i stand til at skulle høste frugterne af det. Hans arme blev hvilende omkring hendes smukke skikkelse og med blikket hvilende i hendes. Han ønskede virkelig kun at vise hende, at han ønskede hende, at han ville holde hende tryg og sikker.. ikke nogen vrede som skulle tvinge dem sammen for så at tvinge dem fra hinanden, ingen Nesissa, ingen Belial og ingen Charlie.. de havde kun hinanden og mere end det, havde han virkelig ikke at skulle bede til, det var virkelig alt det som han havde og nogensinde ville ønske sig. Ord ville aldrig nogensinde kunne beskrive til fulde, hvad han følte for hende, han kunne vel kun gøre et lille, dumt og usselt forsøg for at skulle kunne være i stand til at forklare det for hende. Hendes nussen i hans egen nakke, som måtte lade den lette gysen skyde igennem hans krop, selvom det nu kun var med et elsket behag. Dengang hun var lille.. det var virkelig meget som han kunne tænke på nu. Den elskværdige lille pige som hun havde været dengang. .de mange samme historier og alligevel så mange forskellige.. altid havde det været hendes yndling og nu kunne hun selv få lov til at skulle leve det ud i en form af det som hun virkelig havde fortjent. Hans hænder havde han sat i sengen og på hver sin side af hende, mest af alt, for at skulle undgå at skulle lægge alt for meget vægt på hende og deres lille. .de skulle jo nødigt komme til skade jo, det var da noget af det sidste som han ønskede sig. Hendes ord kunne virkelig kun få ham til at smile bredere end det som han havde gjort tidligere. Hun gjorde ham virkelig lykkelig, intet ord ville nogensinde være i stand til at skulle beskrive det på en bedre måde end det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Prinsessen har du altid været min kære.. det er først nu gået op for mig, at det er mig som var prinsen,” påpegede han med en lettere drilsk stemme. Han kysset hendes kind og mundvige kærligt og blidt inden han igen valgte at skulle trække sig. Det var vel nu eller aldrig? ”Du ved virkelig ikke hvor lykkelig du gør mig min kære.. bare at vide, at vi stadig har den chance.. dig og mig,” begyndte han med en rolig og alligevel bundærlig stemme. De havde hinanden og det var sådan som han agtede og han ønskede at det skulle forblive, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du er min lykke.. du giver mig virkelig den store følelse af liv som jeg ikke har oplevet igennem så mange århundrede.. sågar årtusinder nu..” Han smilede et stille smil. Hans slægt var måske gammel, men altid med plads til fornyelse. ”Jeg ved, at jeg har været en komplet idiot.. jeg har lært min kære.. jeg har virkelig lært. Jeg kan ikke uden dig.. jeg vil ikke uden dig. Jeg ønsker at dele min nutid og min fremtid sammen med dig.. kalde dig for min og være din hvis det er ønsket..” Han smilede svagt og lod hånden stryge roligt mod hendes kind i en kærlig og blid bevægelse. ”Jeg elsker dig min kære… bare de ord alene, vil slet ikke kunne beskrive hvad jeg føler så dybt i sindet som jeg gør.. du tænder det lys af håb i mig… du er mit håb, min lykke og mit livs kærlighed..” Han trak hånden stille til sig og lod den falde ned i hans lomme, hvor han greb efter den lille boks som han tog frem og åbnede den. En fuldstændig blank ring, dog alligevel med smukke markeringer hvilede der så smukt. ”Piper.. jeg ved det kan være meget at bede om.. en chance til men.. vil du gifte dig med mig?” tilføjede han roligt, med den dog kærlige stemme. Han mente det.. det var virkelig hvad han måtte ønske.