The first time

[michael]

Michael betragtede hende roligt, mens han prøvede at regne ud hvad der forgik i hovedet på hende. Da det vigtigste for en kamp var at komme ind i hovedet på sin modstander så man kunne læse deres planer for hvordan de ville angribe. Han lagde hovedet på skrå og lyttede til hendes ord, at hun smilte charmerende og feminint til ham, var han ligeglad med, for ham var hun bare en necromancer, den race han hadede mest. "Fordi jeg havde håbet at du have bare en smule fornuft, men det var vel for meget at håbe fra en Necromancer" sagde han med et suk. Han fulgte efter hende da hun bakkede væk, og begyndte at svinge sværdet ned mod hendes skulder oppe fra, men lige inden det ramte drejede han på hælen og svang sværdet mod hendes venstre overarm i stedet for, det kunne for det utrænede øje, næsten se ud som om at sværdet var levende sådan som det fulgte hans mindste bevægelse, men for nogen der bare vidste lidt om sværd teknikker, ville man ikke kunne andet end at blive imponeret af bevægelsen da det krævede meget præcis timing for at få det ind i en kamp, med sådan et flow som han havde netop det, At han var drejet rundt på hælen, gjorde bare at der var kommet mere fart og kræft i svinget.

[Deleted]

At han hånede hende gjorde hende intet. Mange før ham havde forsøgt men hun lod sig aldrig påvirke af deres hån. Hun betragtede ham fuldkommen roligt, fulgte sværdet med et opmærksomt blik. Hendes blik gled dog af og til hen over ham, undersøgte hans kropssprog. At se bort fra krigeren fordi man kiggede på sværdet var det dummeste man kunne komme til, og hun havde altså erfaring med et sværd. Hun parrerede slaget med sit sværd. Slaget havde dog været så hård, præcis og fuld af styrke at hun med sine svage kvindelig krop havde bakkede flere skridt for ikke at blive ramt af klingen. Hun pressede læberne hårdt sammen, bed tænderne ligeledes hårdt sammen for ikke at tabe sværdet. Hun nød det faktisk selvom han kunne dræbe hende på ingen tid. Hun sukkede, idet hun mærkede den kølig mur mod sin ryg og så dog blot på ham med et roligt blik. Med al den styrke hun kunne mønstre – hvilket faktisk var en del når man tænkte på hendes køn – fik hun frigjort deres klinger og skubbede hans lidt væk fra sig. hendes vejrtrækning havde ændret sig, hendes krop var blevet varm efterhånden. Det var begrænsede hvor længe hun kunne holde ham fra sig, men det betød intet, det ville intet ændre. Hun havde selv bragt sig i denne situation og enten døde hun eller også gik hun derfra med livet i behold. Helt svag var hun jo ikke, en dødelig eller to skulle nok holde ham beskæftiget hvis det blev nødvendigt.

[michael]

Michael lagde hovedet lidt på skrå da hun parrede slaget, men var ikke sen til at udnytte at hun bevægede sig flere skridt tilbage, som han bare fulgte efter. "Kom nu, du må kunne gøre det bedre end det hvis du vil kæmpe" sagde han, han tog nogle skridt tilbage da hun skubbede til ham, og stod der ellers bare rolig. I forhold til hende var hans vejrtrækning stadig ret så normal, men han havde endnu ikke brugt ret mange kræfter i kampen, selvfølgelig bruge han krafter i slaget, men to slag var langt fra nok til at gøre ham forpustet. Michael trådte lidt tilbage fra hende, for ligesom at give hende en chance for at komme sig, da han selvom hun var en necromancer ikke gad slå hende ihjel, de var ikke i Procias, og sådan som tingende stod lige nu, var det bedst for ham hvis han kunne undgå at blive opdaget "Hvorfor giver du ikke bare op og gør vores begges liv lettere?" spurgte han næsten opgivende, han vidste dog allerede hvad hendes svar ville være, hvilket gjorde at han bare angreb igen. Han lod det ene slag falde i efter det andet, men alle var mod hendes skuldre og arme, da han kun prøvede at gøre hende ukampdygtig. Efter et lille stykke tid trak han sig tilbage igen og kiggede ventende på hende, han håbede snart at deres lille styrke prøve var afsluttet, selvfølgelig ville han ikke være ked af at slå hende ihjel, deres racer havde trods alt været i krig og hadet hinanden længe, men det ville skabe for meget opmærksomhed mod ham, hvis de gik hen og fandt hendes lig.

[Deleted]

Hun hævede det ene bryn ved hans svar og himlede med øjnene, svarede dog ikke da hun ikke helt vidste hvad hun burde svar. De stod og betragtede hinanden ganske kort inden han lod et hav af udfald falde over hende. med ro og elegance hun enten standsede slagende med sit sværd eller flyttede sig væk fra det, et enkelt snittede hende på armen, en anden på toppen hvor den trak en tynd stribe af blod med sig. Hun skar en lille grimasse men skyndte sig at parrer endnu et slag. ”Hvad er der sjovt ved at give ham.. du kunne jo slå mig ihjel og derved bevise at du virkelig er den du udgiver dig for at være” svarede hun. Hendes vejrtrækning var tung, men med god grund nu. Hendes blik forlod ham dog ikke et øjeblik, og de gled skiftevis fra ham til sværdet. Hun strøg en hårlok væk fra øjnene og lænede sig kort op ad muren bag sig, dog med opmærksomheden endnu rettet mod ham så hun kunne parrer hvis han valgte at gøre endnu et udfald. Hun havde haft ret, for han gjorde et udfald som hun parrer dog ikke uden at gispe da slaget havde været hårdt og nær havde sendt sværdet ud af hånden på hende. Hun strammede grebet om sværdfæstet, jorden under dem rystede svagt og pludselig skød klør op fra jorden, eller rettere, knogler. De omringede dem og stod og ventede på ordre. Hun rettede sig fuldkommen op og sukkede svagt inden hun fugtede læberne med tungespidsen hvilket nærmest var udløsningen til ligene der straks kastede sig over ham.

[michael]

Blandt alle slagene som han kom med, lagde han alligevel mærke til hvor behændigt og dygtigt hun bevægede sit sværd, og at hun fik blokeret de fleste af hans slag, selvom nogen dog slap igennem og skar hendes hud, var i sin hvis meget imponerende. Det var ikke noget han havde regnet med at hun havde været i stand til, efter hendes problemer med at undgå de første to slag han var kommet med. Michael sukkede kort og irriteret over hendes svar, mens han betragtede hende opmærksomt, klar til at reagere på hendes mindste bevægelse ”Tror du vi slås for sjov?” spurgte han først hvorefter han rystede på hovedet af hende ”Dumme unge tøs. ”Han sukkede kort og lagde hovedet alvorligt på skrå ”Fordi hvis jeg slår dig ihjel, vil jeg blive opdaget, og det ville være meget skidt når jeg prøver at undersøge landet uden at blive opdaget. Og hvis du pludselig ligger død, ville folk jo prøve at finde ud af hvad der var sket.” sagde han forklarende, som forklarede han det til et lille barn der ikke kunne forstå noget som helst. Han behøvede ikke at slå hende ihjel for at bevise for hende at han var hvem han var, for i princippet var han ligeglad med om hun troede på ham eller ej. Han smilte et kort triumferende smil da hun var ved at tabe sværdet, hvorefter hans øjne blev lagt mod jorden da knoglerne skød op af jorden. Han kiggede på hende før han sukkede irriteret ”Tåbelige pigebarn, tror du de kan stoppe mig?” spurgte han, og netop som de begyndte at kaste sig over ham, svang han sværdet, med den fart og kræft, og elegance som de fleste paladiner, og især han selv var blevet kendt for gennem tiderne, som han skar sig igennem den ene knogle efter den anden med sit sværd i begge hænder.

[Deleted]

Hun havde fægtet i flere år! så noget kunne hun da, det største problem var nok hendes manglende styrke, uanset hvad hun gjorde kunne hun aldrig blive så stærk eller så stor, som en mand! Irriterende, især når hun som nu stod overfor en mand med enorm styrke og som var en del større end hende fysisk. Om hun troede de lås for sjov? Hvis ikke for sjov so for hvad? ”Måske.. hvad slås du for?” spurgte hun med så meget ro hun kunne mønstre, det var dog svært med den tunge vejrtrækning hun havde fået. Hun kunne ikke andet end le da han kaldte hende dum. Helt ærligt! troede han at hån virkede? Det var jo hende der normalt brugte hån på folk, at ende i samme skuffe var slet ikke muligt! da han forklarede hvorfor han ikke bare slog hende ihjel hævede hun det ene bryn. Var han dum eller var han dum? Havde hun været i hans sted ville hun helt klart havde slået ham ihjel, hvilket hun nok også ville gøre nu hvis hun fik muligheden, at tage hans hoved med hjem ville være vidunderligt, slået ham ihjel, brændt ham eller begravet ham, det ville tage et godt stykke tid inden man fandt liget, næppe et problem der. Da han kaldte hende tåbelig og fortsatte hævede hun det ene bryn ”Ja det tror jeg faktisk” svarede hun med et blændende smil. hun observeret ham mens han kæmpede imod hendes små dukker som faldt til jorden, de samlede sig atter og rejste sig, gik igen imod ham og sådan blev det ved. hver gang han havde slået nogle ned dukkede der nye op igen.

[michael]

Michael vidste intet om hvor længe hun havde fægtet, men med sin viden omkring hendes alder, vidste han at han havde langt mere erfaring end hun havde, grundet sin utrolige alder, så hun havde fået en dårlig modstander da hun valgte at kæmpe mod ham, ikke at det generede ham at hun ville dø, det ville mere være det at han ville risikere at blive opdaget, når hun var død. ”hvad jeg slås for? Jeg slås fordi det er nødvendigt for at overleve. ” sagde han roligt, han var så småt begyndt at have en tung vejrtrækning men langt fra lige så tung som hendes. At hans hån eller det som han kaldte ærlighed, ikke rørte hende, var han ligeglad med, han sagde det trods alt ikke for at håne hende som hun troede, men for at oplyse hende om hans mening om hende. Han slog det ene skelet ihjel efter det andet, men det virker mere som om at en ny bare kom til og tog dens plads. I en flydende bevægelse, bukkede han sig ned, trak en kniv fra sin støvle og kastede den mod kvinden foran ham, han vidste at necromagi krævede meget koncentration, så enten var hun nød til at miste sin koncentration eller også ville hun blive ramt af kniven, begge ting ville hjælpe ham, så han var i bund og grund ligeglad med hvad det endte med. Han forsatte med at hugge det ene skelet ned efter det andet, mens han dansede rundt om hende. Desværre fulgte skeletterne med, selvom de dog ikke kunne bevæge sig helt ligeså hurtigt som han selv kunne, grundet at de var lig og knogler

[Deleted]

Valencia smilede skævt ved hans svar, det gjorde han vel… og det gjorde hun delvist også selvom hun så gerne ønskede hans hoved med hjem, det ville være en kæmpe præmie i sig selv at komme med lige denne mands hoved, træls at hans hoved så måtte forlade hans fantastiske krop men nogle gange skulle man jo ofre ting. Han kæmpede videre mod hendes skabninger, og hun blev ved med at sende flere efter ham uden at lade blikket forlade ham et eneste sekund. Hendes vejrtrækning var faldet men ikke helt endnu, da han pludselig bukkede sig og fandt en dolk frem som han kastede imod hende fik det hende til at miste koncentrationen og flyttede sig i sidste øjeblik så den snittede hendes venstre arm. Skeletterne vaklede og faldt til jorden mens hun forsøgte at samle tankerne igen og få dem på benene, det lykkedes delvist men ikke helt da en smerte skød fra det nye sår. Hun kastede et blik på armen og bemærkede at det blødte en del, han havde været heldig, for han havde ramt en åre og hun forblødte nu. hun bed tænderne hårdt sammen og vidste at hun måtte gøre noget, med en hurtig bevægelse var hun hen ved sin kappe for det formål at rive et stykke af det og vikle det om armen.

[michael]

Michael var travlt optaget af at kæmpe mod hendes skeletter, som blev ved med at rejse sig, så han lagde slet ikke mærke til at hun smilte skævt. For selvom han var en dygtigt sværdkæmper, så det at de blev ved med at dukke op igen, var ved at blive for ensformigt. Da hans kniv snittede hendes arm, og hendes skabninger faldt fra hinanden, slappede Michael af og lod sit sværd hænge ned langs siden. Hans vejrtrækning var blevet hurtigt og ståkåndet. Selvom han var en erfaren kriger, så kunne selv så lange kampe gøre ham utrolig træt. Han begyndte at gå frem mod Valencia da han endelig var færdig med at få vejret, og mens hun stadig kæmpede for at få revet sin kappe i stykke og vikle den om armen. Han løftede sit sværd og prøvede at ligge det mod hendes hals, i håb om at få hende til at give op, de var begge to meget trætte, hun var såret, alvorligt. Han var også såret lidt, men langt fra knapt så alvorligt, da det var hendes skabninger der havde skadet ham,og de havde ikke hjerne nok til at få det gjort alvorligt nok da de angreb ham. ”Giv nu bare op, inden du dør. Du burde have indset nu, at selv med dine små venner, kan du ikke vinde over mig” Hans åndedræt var allerede tilbage til normalt og han kiggede alvorligt ned på hende, stadig med sværdet klart mod hendes hals, den skarpe klinge var en smule plettet af det blod den havde trukket allerede, men det var intet som man ikke kunne tørre af.

[Deleted]

Klingen mod hendes hals fik hende til at vende blikket mod ham. Hendes vejrtrækning var mere roligt nu men hendes arm blødte en del og lugten af blod var ret tydelig. Hun pressede læberne hårdt sammen ved hans ord og så irriteret på ham. Hun slap ikke sit sværd men det var vel begrænsede hvor længe hun kunne holde sig på benene med det sår hun havde pådraget sig, alligevel gjorde hun ingen mine til at smide sit våben i stedet for flyttede hun sig således at spidsen af hans sværd blev pressede mod hendes hud og hals ”Så dræb mig! For det er den eneste måde du kan stoppe mig på” sagde hun og mente det. Selvom hun mente det sagde hendes sårede arm noget andet. Hendes hånd blev fyldt med hendes eget blod og idet hun så ned på det pressede hun læberne hårdere sammen, det så ikke for godt ud når hun blødte så meget. Der ville nok gå noget tid inden hun faldt død om af blodmangel men på samme tid skulle han jo bare holde hende hen.

[michael]

Michael kiggede afventende på hende, som klingen lå mod hendes hals. Han gengældte hende irriterede blik, med et hårdt og klodt blik, det var tydeligt at han ikke ville tænke to gange for at slå hende ihjel hvis hun prøvede på noget. Han var tydeligvis træt af denne leg, for det var tydeligt at hun ikke havde haft en chance til at starte med, hendes lille nummer med sine skabninger, havde givet hende mere tid, men så heller ikke mere end det. Han hævede et øjenbryn ved det hun sagde før han rystede på hovedet med et suk "Vi ved vidst begge at det ikke er nødvendigt for at stoppe dig, du har ikke en chance for at vinde nu, slet ikke med den arm. Så længe den bløder sådan, vil du ikke kunne koncenterer dig om at holde dine skabninger, og du vil ikke kunne vinde over mig i sværdkamp, med kun en rask arm" sagde han roligt, han lagde lidt pres på klingen da han prøvede at få den til at prikke hul på hendes hals, så det ville bløde let. "Hvis du bare giver op, får du lov til at beholde livet, men hvis du nægter, så slår jeg dig ihjel, det er dit valg" sagde han koldt og slap presset på sværdet, mens han kiggede hende ind i hendes øjne.

[Deleted]

Hun fnyste af ham ”Ja jeg dør nok under alle omstændigheder så det kan vel være lige meget for dit vedkommende, for mig vil jeg hellere dø med sværdet i hånden end af blodmangel” svarede hun med en kulde i stemmen og en lettere ligegyldighed. Han pressede sværdet mod hendes strube, hvilket fik hende til at bløde en smule men ikke til at vige så meget som et skridt tilbage. Hendes reaktion var at trække sig to skridt tilbage og hæve sværdet igen i forsvarsposition. ”Jeg må indrømme at du er den første jeg står overfor der beder mig trække mig tilbage.. men det er vist typisk jeres race… al det pladder med respekt for livet gøre jer bløde” sagde hun med en mental hovedrysten af hans naivitet. Han havde nok ret, hun vil ikke kunne bruge sine evner, i hvert fald ikke særlig længe igen. Hun åndede tungt og fornemmede hvordan hele den ene arm var sølet ind i blod, og var fuldkommen ubrugelig nu. det var irriterende at stå i sådan en situation, blikket i hans øjne havde gjort det klart at han kunne dræbe hende hvis han ønskede men at trække sig tilbage var umuligt for hende. Hendes selvrespekt og stædighed forhindrede hende i at trække sig tilbage, så hellere dø.

[michael]

Michael lyttede hendes ord of sukkede irriteret "Så har du forseglet din skæbne, så må vi se hvor længe du kan kæmpe videre" sagde han og gjorde klar til at angribe hende igen, denne gang uden nåde. "Måske, men alle ville vel sagtens bede dig om det, i min situation. For selv der er ingen ærer i at slå en ihjel, som ikke har en chance for at vinde. Du er svag, og dumdristig" sagde han irriteret. Da hun stod klar med sværdet sprang han frem, og slog hårdt mod siden af sværdet, i håb om at slagkraften ville få sværdet til er flyve ud af hendes hånd, derefter sendte han sværdet flyvende mod hendes arm, ved skulderen, i håb om at skærer dybt i hendes arm, så hun ikke ville kunne bruge sige sværd. Efter udfaldet trak han sig lidt tilbage og stod og betragtede hende længe "Har du stadig ikke lyst til at give op? Er dit ubrugelige liv virkelig så lidt hver for dig?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han svingede sværdet lidt i luften, så man svagt kunne hører hvordan det skar igennem luften. Han vendte igen blikket mod hende og løftede sværdet så det var på højde med hendes bryst, selvom de dog ikke var tæt nok på hinanden til at det kunne rører hende.

[Deleted]

hun himlede svagt med øjnene ved hans dramatiske svar, forseglede sit skæbne! Hvor dramatisk! Hun fnyste ved hans næste sætning ”Der tager du fejl! Ikke alle vil bede mig om at trække mig tilbage, for ikke alle er lige så ærefulde, eller bruger det begreb. Mange vil nok ikke gøre det du gøre, især mine fjender ville nok glæde sig over at se mig sådan her.” svarede hun med et smil over læberne, ikke et smil af glæde men et smil der sagde at hendes situation faktisk ikke var så slem som den kunne have været. Denne mand kendte hende ikke, vidste ikke hvem han tog livet af og det i sig selv var nok en stor mangel fra hans side, havde han vidst hvem hun var ville han næppe have bedt hende trække sig tilbage og beholde livet. Han angreb og hun parrede velvidende at slaget langt fra var let, derfor flyttede hun samtidig på sig og trak sig ud af rækkevidde, hans sværd snittede dog hendes arm, men ramte kun stoffet og ikke huden. Med en hurtig bevægelse fik hun endelig revet et stykke af kappen af som hun viklede om den sårede ham med en hurtig bevægelse. Hendes blik var rettet mod ham og hun brugte den sårede ham samt tænderne til at binde den hårdt fast. Hun så kort ned af sig selv ”Se hvad du dog har gjort ved mit tøj! Det er jo total ødelagt” sagde hun med et suk som om det var det værste der kunne ske hende. ved hans næste ord vendte hun atter blikket mod ham ”Gider du lige… mit ubrugelig liv er ikke lige så ubrugeligt som du tror.. men at give op for mig er lige så slemt som hvis du skulle droppe dit ære-snak!” svarede hun.

[michael]

Da hun sagde at han tog fejl trak han roligt på skulderene, han kunne virkelig ikke tage sig af om han tog fejl eller ej, eller om hendes andre fjender ville have slået hende ihjel allerede uden at bede hende flygte. Han var ikke dem, han ville aldrig være dem, og af den grund gjorde han ikke som dem, Så let var det bare der var ikke andet at gøre eller sige til det. At hun parrarede hans slag i hendes tilstand imponerede ham dog, selvom det dog alligevel fik ramt hende, eller rettere ramt hende tøj. Han sukkede irriteret da hun forbandt sin arm, og sendte sig så afsted i et stød, hvor han svang sværdet ned mod hendes skulder med begge arm, for ekstra kræft. Han var træt af denne her kamp, og han ville bare have den overstået, og de vidste begge to, at den nok først ville stoppe når en af dem lå døde eller døende på jorden, og han havde ingen planer om at det skulle være ham. "Jeg vil da sige at det er en forbedring" sagde han med et flabet smil da hun beskyldte ham for at have ødelagt hendes tøj. At hun gik op i sit tøj i sådan en situation var noget som gik ham på, og det var den eneste grund til hans flabede svar. "så har vi et problem, men så må jeg jo bare slå dig ihjel" sagde han og svang sværdet med begge hænder igen, denne gang mod hendes lår, samtidig med at sværdet ville ramme, havde han grebet sin kniv og stak efter hendes ribben med den anden hånd, hun ville næppe kunne undgå begge, ikke så afkræftet som han gættede sig til at hun var.