The first time

[Deleted]

Valencia havde tilbragt de sidste par dage i Manjarno hvor hun personligt havde været ude for at tjekke nogle ting. Hun skulle også gøre visse ting på egen hånd, spionerne var så fummelfingret at de blot ville ødelægge det hele og slet ikke gøre det halve af hvad hun gøre over den samme periode. Hun havde i løbet af de sidste fire dage været rundt i hele området og havde derfor et rimelig stort overblik over området, flere af hendes spioner havde rapporteret til hende omkring de oplysninger de havde indfanget og hun havde derfor en del at arbejde med. Dagens tur havde været til ruinerne hvor hun havde mødtes med endnu en spion. De havde snakket sammen, og hun havde stillet vedkommende så mange spørgsmål at det havde taget mange timer inden de var blevet færdige, og natten var derfor faldet på. Hun betragtede manden idet han besvarede hendes sidste spørgsmål med en utrolig lav stemme. Hun nikkede da denne havde snakket færdig, så ud til at tænke sig om inden hun gjorde tegn til at han kunne gå, denne nikkede, bukkede og skyndte sig af sted dog ret så lydløst. Hendes blik gled hen over himlen hvor solen var på vej væk, og hun smilede et svagt smil over synet. Natten var langt smukkere end dagen, og det var i mørket at hun følte sig hjemme. Smilet forlod hendes læber nogle sekunder efter idet hun strøg hånden gennem det kulsorte hår, det blege hud kunne give indtryk af at hun var vampyr hvilket hun var blevet forvekslede med utrolig mange gange i løbet af sit liv. Hendes læber havde fået en smule rødt, øjnene noget mørkt som stod i kontrast til hendes mørke hud. Hendes grålilla øjne – de øjne der var det eneste man vidste at spionlederen havde - gled nu rundt. Selvfølgelig var hendes sande identittet hemmelig, udover nogle ganske få og så nogle få spioner var de ringen der vidste at hun var spionlederen. Hun var iført stramme tætsiddende bukser, en ret stram nedringet sort trøje og højhælede støvler på. ved siden hang et sværd, skjult af den sorte kappe som dækkede hendes krop. Ved siden af sværdet hang en dolk. Med en hurtig bevægelse slog hun hætten for hovedet og trak den tæt ned over ansigtet. Hun satte sig i bevægelse i retningen af byen. En times gåtur og så ville hun nå kroen hun havde indkvarteret sig i.

[michael]

Michael var endnu engang taget til Manjarno, for at få nogle oplysninger om hvordan det stod til her. Han kunne selvfølgelig altid havde fået hæren til at sende en spion afsted, men den form for uærlighed som mange spioner måtte bruge var ikke noget som Michael brød sig ret meget om. Sidst han havde været i Manjarno var han kommet i problemer med landets hærfører som senere havde efterlyst ham som værende sindsyg, ikke at det var noget der decideret irriterede Michael, for han kunne udemærket forstå hvorfor at det var sådan at han var blevet behandlet, de færreste troede jo endnu på at han rent faktisk var den selv samme paladin, som havde levet for 460.000 år siden. De fleste troede bare at han havde taget dennes navn i håb om at få en høj position og tiltuske sig magt som slet ikke tilkom ham til at starte med. Michael var klædt i noget let rejse tøj, som egentligt bestod af stofbukser, læder støver og en stofbluse. Over blusen havde han en brun læder rustning som kun lige dækkede hans torso. Hans skinneben og arm havde ligeledes fået et stykke læderrustning i form af ben og arm skinner. Fra hans hofte hang en flot hvid læderskede, hvor et sværd selvfølgelig havde sin plads. Over hans skulder hang en langbue og et pilekogger der var fyldt. Michael bevægede sig roligt rundt i ruinen, han vidste egentlig ikke helt hvad der havde fået ham til at komme der til netop denne aften, men han kunne vel altid se om der var noget som kunne give ham et spor omkring hvordan landet havde det, hvis der var spor efter at mange havde boet der, vidste han jo at der stadig var mange procianere tilbage som ikke havde noget hjem. Michael gjorde ikke noget for at skjule at han var der, så hans fodtrin kunne tydeligt hører som han bevægede sig rundt mellem runinerne.

[Deleted]

Valencina havde kun sat sig i bevægelse i nogle sekunder inden lyden af fodtrin fik hende til at stoppe op og kaste et blik rundt. Hun holdt vejret, lyttede igen og lyden fortsatte. Tanken om at dræbe vedkommende var det første der strejfede hende for uanset hvem personen var, kunne han eller hun have hørt hende snakke med spionen. At den slags oplysninger kunne være blevet overhørt af en tredjepart gjorde hende vred og ikke mindst irriteret over sig selv, hun burde have været mere opmærksom. Ikke at hun ikke havde tjekket stedet ud inden hun var begyndt at snakke, og havde der været en tredjeperson tilstede mens hun havde snakket med spionen havde denne sagt til, for han havde været warlock og kunne nok fornemme hvis andre kom inden for rækkevide. Alligevel kunne det jo være at spionen alligevel ikke havde bemærket det. *Trist at vedkommende skal dø lige nu… eller måske ikke* tanken strejfede hende ret kort for hun havde ikke i sinde at stille spørgsmål eller diskutere med vedkommende om hvorvidt han/hun havde hørt noget eller ej. Hun lagde hånden og sværdfæstet mens hun forsøgte at lokalisere det sted lyden kom fra. Hendes nysgerrig vandt dog alligevel i sidste ende og hun besluttet derfor at snige sig i nærheden af vedkommende blot for at tjekke ham eller hende ud inden hun gik til angreb, lidt sjov kunne man da godt have med sit bytte inden det gik hen og døde. Og skulle han opdage hende kunne hun altid bare spille den søde lille pige hun alligevel kunne finde ud af at spille. Det havde altid været ret så let at narre folk. Ganske som hun lige havde overvejet at gøre begyndte hun at snige sig tættere på lyden af fødder. Hun var forsigtig og lydløs, noget der kunne undre folk når man så hvilke slags sko hun brugte. Højhælede hæmmede hende aldrig, hun hverken snublede, vred om eller andet med disse sko. Lyden af fodtrin blev højere og hun skjulte sig bag et af de faldende murer, her kastede hun et blik ud og snart faldt det på en mandelig skikkelse ikke så langt fra hende. Hun lod blikket glide hen over ham, og rynkede svagt brynene som ikke kunne ses takket hver hætten som skjulte hendes ansigt. Hun genkendte ham ikke, men han så ud til at være ældre end hende. hun rynkede på næsen og så nu mere indgående på ham, at dømme ud fra størrelsen, kropsbygningen og hendes evne til at genkende lige netop denne race som hun mindst i verden holdt af var han en paladin. Hun rettede sig op, trak sig tilbage og lænede sig op ad mureren med blikket rettet mod det faldefærdige loft hvor hun dog afskyede disse væsner, og hvor dog hun havde dårlig minder med dem. Hun nægtede at lade irritationen mod denne race overtage hende, og hvad.. nu havde hun en større grund til at gøre det af med ham. Godt nok dræbte hun ikke alle og enhver men denne var paladin plus kunne han have hørt den diskussion hun havde haft med spionen. Hun var dog rationel, vidste hvilke styrke denne race besad og hvilke gode reflekser de havde så at angribe ham fra langt afstand ville næppe være et godt valg. Hun trak vejret dybt inden hun trådte ud af sit skjul og med rolig lette – dog ikke lydløse – skridt bevægede hun sig hen imod ham. Hun rømmede sig svagt alt imens hun trak kamppen tættere om sig så man ikke var i stand til at se hendes våben.

[michael]

Michael lod forsatte roligt og upåvirket med at bevæge sig rundt langs Ruinerne komplet uvidende om at der var andre i nærheden og ligeså uvidende omkring at denne ville kunne øsnke at slå ham ihjel. Det var nu ikke fordi at han frygtede at skulle i kamp, for han havde stor erfaring, og når man lagde det sammen med hans racers styrke og fart som jo kom fra lysets side, så var han en utrolig farlig modstander at stå over for. Dog var våben det sidste han ikke ty til, da han virkelig ikke så nogen grund til at kæmpe med andre. Michael stoppede med et op og kiggede sig rundt, han havde haft på fornemmelsen af nogen så på ham hvilket fik ham til at kigge rundt med sine mørke øjne. Det var noget at det der gjorde at folk sjællendt troede på at han faktisk var Paladin, fordi hans tøjvalg, når han ikke var i rustning, tit var mørkefarve, ligeså var hans øjne og hans hår. Dog havde han jo altid et varmt glimt i øjet, men i et mørke som det der var rundt om dem, var det ikke til at se. Et kort øjeblik hvilede hans blik lige mod det sted som den der kiggede på ham var, dog uden at Michael selv vidste det før han lod det glide væk igen. Han var så småt begyndt at gå, da han hørte skridt bag sig, et smil kom frem på hans læber da han vendte sig rundt mod kvinden som kom ham nærmere "Godaften frøken, hvad laver du her ude i ingen mands land?" spurgte han med et skævt smil og lagde hovedet lidt på skrå. Han gjorde ingen tilnærmelser til at ville trække sit sværd, rent faktisk var hans hænder ikke engang i nærheden som han stod lige nu.

[Deleted]

Hans venlige stemme, venlige hilsen og smil ville have fået hende til at fnyse. Hvor hun dog hadede den type, ja hvorfor? Fordi de virkede så platte! Tomme! Hjernedøde. Selvfølgelig lod hun sig ikke påvirke af det, hun hverken smilede tilbage eller fnyste selvom hun havde allermest lyst til det sidste. Når hun mødte mænd fra den lyse side kunne kun få kvalme! De var for blide og søde for hende og hun brød sig slet ikke om deres slatne måde at være på. Hendes bevægelser virkede lidt nervøse – skuespil selvfølgelig – hun trak kappen tættere om sig og sørgede for ikke at se direkte op på ham. kun den ene hånds fingerspidser kunne svagt ses over kappen som sørgede for at holde den tæt ind til sig, den anden brugte hun trak at få fat i dolken med ”Eh.. jeg … jeg farede vild og endte her.. jeg er… ikke herfra” det var ikke løgn at hun ikke var derfra.. at hun var faret vild var dog ikke spor sandt selvom det lød sådan. Hun virkede ret lille skrøbelig. Afstanden mellem dem var omkring en meter lidt over, hun ønskede blot at komme helt tæt på så han ikke havde mulighed for at trække sit sværd. Hun vidste at hvis han trak sværdet ville det blive en hård kamp. Lyden af et ulvehyl fik hende til at gispe og trække sig et lille skridt tilbage, selvfølgelig var dette også skuespil, men sådan var hendes liv… et rent skuespil! Hun elskede det, elskede legen og elskede udfordringerne der fulgte med legende.

[michael]

Michael stod roligt og betragtede hende da der i starten ikke rigtig kom nogen reaktion fra hende. Det virkede mere som om at hun endnu ikke rigtig havde lagt mærke til ham. Det var også af den grund at han ikke gjorde noget andet end bare at kigge på hende. Han lagde roligt sine arme over kors mens han betragtede hende som hun stod der, hun virkede utrolig bange, eller forvirret som det var lige nu, hvilket han dog også godt kunne forstå hvis hun virkelig var faret vild sådan som hun sagde "Tja jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig, men jeg er heller ikke her fra, det eneste jeg ved er at byen ligger i den retning" sagde han helt roligt og nikkede kort i den retning som selve byen lå. Hendes reaktion over ulvehylet fik ham bare til at smile venlig til hende, selvom han virkede venlig, og godtroende som det foregik lige nu, så stolede han stadig ikke på kvinden foran ham, man skulle jo være forsigtigt hvem man stolede på i disse dage, især om natten når de mange mørkevæsner fra dvasias. " hvis du ikke kommer her fra, hvorfra er du så fra?" spurgte han med et smil, ud fra hendes fnys over hans venlige hilsen og generalt at han var venlig overfor hende, fik ham til at tro at hun var fra dvasias, men det var jo ikke nødvendigvis rigtigt der var også andre steder hun kunne komme fra.

[Deleted]

Hvad han synes om hende, eller hvad han overhovedet tænkte var skam vigtigt men ikke desto mindre kunne hun ikke finde ud af det nøjagtigt, blot se det ud fra hans reaktion. Han virkede fortsat venligt hvilket ikke undrede hende, ja hun havde jo intet gjort for at han skulle reagere, jo blot set skræmt ud hvilket vel var tilstrækkeligt til at han blev ved med at smile. Da han svarede hvilke retning byen lå nikket hun ”Tak..” at han ikke var derfra var ikke så underligt, hun havde også regnet med at han var fra Procias men selvfølgelig kunne han også høre til Manjarno, landet var jo rimelig neutralt. Hun ville have sat sig i bevægelse idet han fortsatte og spurgte til hvor hun var fra, spørgsmålet kunne blive svært at lyve sig ud af når hans race var kendt for at gennemskue løgne i stedet for svarede hun ganske ærligt ”Alt og intet.. jeg har efterhånden være overalt… ” svarede hun hvilket vel ikke var løgn, hun havde jo været overalt så det var så sandt som det kunne blive medmindre hun skulle sige hvilke lands statsborgerskab hun besad, eller hvilke land hun var tro. Dolken i hendes hånd ændrede greb og hun holdt den nu klar til at hugge den i ham ”Undskyld jeg spørg.. men … hvor længe har De stået her? Eller blot været her?” spurgte hun og undgik hans blik under hætten som endnu hvilede på hendes hoved, dog lå den der kun i få sekunder inden en brise gled ind over dem, satte tøj og hætte i bevægelse og en lidt hårdere vind tog til de næste sekunder hvilket resulteret i at hætten blev skubbet af. Hun hævede nu blikket mod ham, lod de grålilla øjne kort lægge sig i hans, viste derved en viljestyrke og intensitet som sjældent kunne ses hos kvinder. det kulsorte hår, det blege hud var så genkendetegnene for en vampyr… men mørket var kun lige faldet på så enten var hun en vampyr som havde skjult sig i ruinerne eller også var hun noget andet…

[michael]

Michael lagde roligt hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende, han lod prøvende blikket glide over hende, for at kunne bedømme hvad og hvem hun var, og om hun ville være en trussel for ham eller ej. "Så lidt" sagde han igen lige så roligt, mens han betragtede hende, han lyttede til hvad det var hun sagde bagefter, og selvom han ikke rigtig fik svar på sit spørgmål så vidste han dog at hun talte sandt, det var irriterende men han kunne ikke gøre noget ved det. "Det var ikke rigtig det jeg tænkte på. jeg mente nu mere, hvilket land du tilhørte. jeg ved jo allerede at du ikke er fra Manjarno, og jeg tror et eller andet sted heller ikke at du er fra Procias" sagde han roligt og kiggede på hende med et smil, i håb om at kunne lokke det ud af hende, det var selvfølgelig ikke det nemmeste at gøre. "Hvor længe jeg har været her? noget tid, har prøvet at se om jeg kunne finde nogle spor efter de procianske flygtning som er kommet hertil." sagde han med et smil. Da hætten faldt ned lod han blikket glide over hendes ansigt med et skævt smil. "ja nu er jeg da hvertfald sikker på at du heller ikke er fra procias" sagde han med et smil. Han kunne dog ikke lade være med at flytte hånden bare lidt ned mod sværdet ved hans side, han vidste ikke helt om han kunne stole på hende, men han ville da ikke være den første til at trække våben, han ville bare være klar til at trække det, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt.

[Deleted]

Hendes blik var naturligvis rettet fuldkommen mod ham og da han svarede at det ikke havde været hvad han havde tænkt på, ja så havde det ikke undret hende for hun havde hurtigt gættet at han ønsket at høre hvilke land hun var fra og dog havde hun ikke givet ham det svar. Hun brød sig ikke om at han spurgte, på den anden side var hun jo selv fræk nok til at stille spørgsmål så mon ikke det også var okay den anden vej rundt. Da han så besvaret hendes spørgsmål nikkede hun blot mens hun for sig selv tænkte at han da måtte have hørt hendes snak med spionen selvom det måske ikke så sådan ud når man så på ham. Han virkede ikke til at ane noget men på den anden side kunne han jo være en lige så god skuespiller som hun selv. hadet mod hans race var i sig selv grund nok til at slå løs på ham og selvom hun på ingen måde var svag så var hun nok ikke så stærk nok til at slå ham i gulvet, så hun måtte satse på overraskelsesmetoden og sin egen hurtighed. Det ville ikke undre hende hvis han var mistænksom overfor hende, det var vel kun almindelig sund fornuft hvis han var. Ordene der forlod hans læber idet hætten fløj af hendes hoved fik hende til at smile skævt ”Nej Procias høre jeg ikke til, dømmer De mig for min race vil De nok placere mig i Dvasias… ” svarede hun og inden han spurgte hvilke race hun var gav hun ham gerne den oplysning – hvis han da endnu ikke helt havde opdaget hvad hun var - ”Jeg er som De måske kan se… necromancer” hun tav på ny betragtede ham roligt og bemærket hans hånd der kort gled ned over sværdet hvilket fik hende til at holde fastere om sin egen dolk og hun trak sig et enkelt skridt tilbage. Hendes blik hvilede på ham, køligt og afmålt inden hun med en hurtig bevægelse fik dolken skudt ud og i retningen af ham. Han skulle dø! Sådan var det bare!

[michael]

Michaels blik var ligeledes rettet mod hende, med et vagtsomt om end venligt glimt i øjet, for selvom han ikke stolede på hende, så var det bare hvem han var, at han altid virkede venlig overfor folk. Han undrede sig over hvorfor det var at hun ville vide hvorlænge han havde været der, så vidt som han vidste var hun jo først lige kommet til området. Da hun sagde at hun var fra dvasias sukkede han bare tungt og samtidig lukkede hans hånd sig om fæstet på sit sværd "Den konklussion var jeg allerede kommet frem til, at du var necromancer havde jeg dog aldrig gættet, men så kan det vel ikke være anderledes" det sidste var sagt med en hård stemme som han endnu ikke havde brugt på noget tidspunkt. Han lagde mærke til bevægelsen under hendes kappe, og det var da også den eneste grund til at han nåede væk i tide til at knive ikke hamrede ind i brystet på ham. Han var dog ikke helt hurtigt nok til på den korte afstand at flytte sig helt, så knive snittede hans arm, og fik lavet et pænt snit så i hans arm, før den fløj videre ud i mørket. Michael vendte sig igen med fronten mod hende mens han trak sit sværd. Selve klingen var helt lige og lavet at noget meget skinnende og special smedet stål, som ikke var nemt at knække. Det eneste sted formen ikke var lige, var i midten af klingen hvor der var lavet en lille fordybning hvor der stod nogle runer på. Michael lod spidsen af sværdet pege ned mod jorden ved siden af ham mens han tog nogle rolige skridt frem mod hende, der var ingen grund til at bruge ekstra energi på at løbe hen til hende, for ud fra hvad han havde set var hun villig til at kæmpe, og det skulle da ikke undre ham hvis hun havde flere våben på sig. " det var virkelig ikke smart at du valgte at angribe mig, om du er necromancer eller ej" sagde han, mens han rullede lidt med sine skuldre "hvis du ikke havde angrebet mig, og havde fortalt mig hvad du var, ville du kunne være på vej væk nu. I stedet vælger du at tage kampen op mod en modstander du ikke ved noget om." Han stoppede nogle skridt fra hende og løftede sværdet så spidsen pegede mod hendes hals.

[Deleted]

Ved hans svar betragtede hun ham blot roligt. at han ikke havde gættet hendes race kunne der jo være flere grunde til men det var alligevel underordnede, og dog ikke, for nu så han jo på hende med et helt nyt perspektiv hvilket hans svar også indikeret. Hans hårde stemme bragte et svagt skævt smil frem over hendes læber, endelig lidt kulde, hun elskede at høre den slags selvom hun måtte indrømme at det lød anderledes at høre tonen fra denne mand end fra dem hun plejede at høre fra. Dolken skød gennem luften, desværre ramte den ikke hvor hun havde ønsket men den strejfede hans arm hvilket da også var noget, selvom det ikke var særlig meget. ærligt havde hun heller ikke regnet med at den vil ramme ham lige i brystet, det var for meget at bede om. Da han trak sit sværd og trådte tættere på fulgte hun ham naturligvis med et opmærksomt blik. Noget ved hans sværd, formen på den runerne fik hende til at blive opmærksom men hun vendte hurtigt blikket mod ham igen. Hans svar fik nu et fnys til at forlade hendes læber og da han fortsatte himlede hun blot med øjnene. Hun førte hånden op til sin kappe og med en hurtig bevægelse fik hun løsnede den med venstre hånd og trak på samme tid sværdet ud af skeden. Kappen smed hun hen over ham blot for at lade den komme i vejen så hun atter kunne forøge afstanden mellem dem hvilket hun gjorde ved at bakke enkelte skridt. ”De glemmer at du heller ikke ved noget om mig… vi kender begge hinandens racer men hvad så? Hvis De virkelig tror at De er så farlig og at jeg har dummet mig må De jo enten give mig et navn som muligvis kunne sige meget noget… eller lade sværdet tale for Dem!” hun tav rettede sværdet op og holdt det fuldkommen roligt. selvfølgelig foretrak hun bue og pil for hun var en fantastisk skytte, med fægtning kunne hun skam også blære sig for hun kunne overraske men heller bue og pil end et sværd. Desværre måtte hun stille sig tilfreds med dette, og skulle det vise sig at blive et problem for hende måtte hun ty til snyd.

[michael]

Michael stod forsat med sit sværd pegende mod hende, klar til alt hvad hun kunne finde på at kaste mod ham. Hun havde overrasket ham engang med den kniv hun havde kastet, og det havde kun været rent held at han havde set hvad hun var i gang med før hun kastede den, som gjorde at den ikke sad begravet dybt i brystet på ham. Han lod kort blikket glide over sin arm, hvor blodet meget stille og roligt var begyndt at gøre hans ærme en smule mørkere, ikke fordi at der var nogen farer for at han ville forbløde foreløbigt, og for den sags skyld så det heller ikke ud til at det lille snit hendes kniv havde givet ham, ville give ham nogle problemer med at svinge armen og der ville nok ikke gå længe før at såret lukkede sig igen, han skulle bare lige gøre sig færdig med kvinden foran ham, uden at kommer alt for slemt til skade i kampen, som der uden tvivl måtte være. Han lod blikket glide over sværdet i hendes hånd, og da hun kastede kappen mod ham for at den skulle komme i vejen, førte han blot sit sværd op, og lod den skarpe klinge skære kappen i to dele, hvorpå begge dele blev taget med vinden og båret væk der fra. ”jeg er ingen speciel person sandt og sige. Det er de færreste som endnu kender mit navn. Jeg hedder Michael Rafael Uriel Zerakiel, Og du er?” spurgte han roligt mens han rullede lidt med skulderne. Han lod sværdet hænge blidt ned langs hans ende side, mens han samtidig holdt sig klar til at svinge det op, og forsvarer sig selv det øjeblik det skulle være. Han lod sit blik hvile fast på Kvinden foran ham, velvidende at han ikke skulle stole på hende, ikke endnu. Indtil videre var det hende som havde angrebet ham, og på en meget snedig måde. Det havde kun været på grund af at han havde været heldig, og sin races naturlige fart som havde gjort ham i stand til at flytte sig væk fra angrebet, og det havde end ikke helt været nok, eftersom hendes kniv stadig havde ramt ham. Han lod forsigtigt blikket glide væk fra kvinden mens han undersøgte området for at finde ud af om der var nogen eller noget, andet end dem i området, og hvis der var, for at finde ud af om de ville blande sig eller ej. Han åndede dog en smule lettet op da han lagde mærke til at der ikke så ud til at være andre omkring dem. Han vendte igen blikket mod kvinden, og stillede sig igen i hans vente position med sværdet ned langs siden, mens han ventede på en reaktion fra hende måtte den være et angreb, eller nogle ord fra hendes mund.

[Deleted]

Hende blik var fuldkommen rettet mod ham mens jan blot skae hendes kappe i to dele. Hun så lettere irriteret ud og betragtede roligt kappens to dele falde til jorden. Hendes irritation så ud til at være over at have mister sin ellers så fine kappe. Hendes blik var dog igen rettet mod ham efter nogle sekunder. Da han svarede på hendes spørgsmål og endelig sagde sit navn så hun målløs på ham. Hun havde i hele tre-fire sekunder mistet mællet. Kunne der virkelig passe at hun stod overfor den berømte Zerakil? Hun. Troede ham faktisk, troede ham af flere grunde og den første var nok at hendes spioner havde nævnt noget i den retning, og fordi hun vidste at hans race ikke er i stand til at lyve. Hun havde igen taget sig sammen og så nu roligt på ham, hvad skulle hun svare? Hun kunne på ingen måde fortælle ham hvem hun selv var. Efter nogle sekunder så hun atter ind i hans øjne "Valenica" svarede hun da han spurgte om det. Hun var selvfølgelig ikke tvunget til at svar men gjorde det blot alligevel. Det gik nu op for hende at hun stod overfor en af verdens bedste krigere så jo.... Det ville være dumt at bryde ud i kamp med ham. Hun pressede læberne hårdt sammen, hvad skulle hun dog nu gøre! hun kunne bruge er sværd men mod ham ville kampen næppe blive lang. Hun hadede den situation hun var endt i, hun hadede at være det svage led! "De lever virkelig..." sagde hun langt om længe mest for at vinde tid mens hun tænkte over hvad hun skulle gøre. Beslutningen blev dog truffet og hun så roligt på han idet hun angreb ham få sekunder efter. Han var nok stærk men hun havde da også et trick eller to hun kunne vise ham. Hun lagde styrke i slaget som hun rettet mod hans sværdarm og håbede på at såre ham endnu mere.

[michael]

Michael kunne se irritationen i hendes øjne, da han skar hendes kappe i stykke, men han trak bare lidt på skulderne, hvis hun ikke havde kastet den efter ham for at binde ham med den, ville hun have en kappe som ikke var skåret i to dele. Han lagde hovedet let på skrå da hun bare stod at stirrede på ham, han undrede sig over at hun ikke begyndte at kalde ham løgner og sindsyg som alle andre der kendte hans navn havde gjort. Dog undrede han sig også over at hun ikke virkede så utrolig overrasket over det han sagde, som om hun allerede havde hørt om det. "Jamen goddag Valencia." sagde han med et roligt ansigts udtryk, der slet ikke passede til hvor de var netop nu, tæt på hinanden begge med våben i hånden klar til at angribe den anden ved den mindste provokation. Michael kunne ikke lade være med at grine af hendes ord, før han kiggede ned over sig selv før han vendte blikket mod hende "Ja det ser sådan ud, gør det ikke" sagde han igen roligt og rettede sig op igen, fulgte hende med blikket klar til at forsvare sig ved hendes angreb. Da det endelig kom flyttede han sit sværd i vejen og lyden af stål mod stål hørtes klart gennem området. "Hvorfor giver du ikke bare op?" sagde han samtidig med at han svang sværdet i en bue nede fra og op mod hendes armhule, da det ville være nok til at såre hende og gøre hende ukampdygtig.

[Deleted]

At han blot hilste hjerteligt på hende som om de var ude en almindelig sommerdag havde nær givet hende kvalme. Alligevel stod hun og overvejede hvorvidt han kunne være en svindler. Følelsen i hende sagde at det var ingen svindler men det rigtig vare, alligevel ville hun lige bekræfte det, og hvordan gjorde man det? ingen måde var bedre end at prøve en lille duel med ham, en duel der muligvis ville koste hende livet eller kropsdele men ærligt, frygtede hun ikke at dø for hånden af sådan en kriger. For pokker! Han var kendt for sin styrke og evner så hvorfor være ked af at dø for hånden af ham? Han parrede hendes slag hvilket hun faktisk havde forventet og håbede lidt på. Ved hans ord gled et charmerende, feminint smil frem over hendes fyldige perfekte læber ”Hvorfor sætter du mig bare ikke på plads” svarede hun. Han ville jo have hun skulle give op, fint! Så måtte han vel få hende til at give op! ved slaget nåede hun kun lige akkurat at parrer alligevel virkede hun fuldkommen rolig og fattet. Hendes hjerte hamrede dog vildt, hun havde faktisk været tæt på at blive skadet, så tæt på en skade havde hun ikke været længe. Hun flyttede på sig så deres sværd kom fri af hinandens, det gjorde faktisk ondt i hendes underarme så hårdt som slaget havde været. Hendes blik forlod ham ikke, men hun vidste at hun ikke kunne bakke særlig meget længere, for hun ville snart have en mur mod sin ryg. Ikke godt!