A step further

[Deleted]

Det var ved at nærme sig aften endnu en gang. Vinteren var tydeligt ved at lægge sig over alle landene i form af de iskolde vinde som mildest talt måtte rive med sig bladene fra de mange træer. Matthew lå i sengen inde på et mørkt værelse i Neutranium, han havde efterhånden ligget der siden han havde indtaget det første paniske åndedrag. Stadig kunne det skræmme ham.. han vidste hverken til eller fra eller hvor længe han egentlig havde været væk, til dels hvor den tanke faktisk havde været ekstrem skræmmende, også selv for ham. Nathaniel havde kigget til ham hver eneste dag, sørget for at han igen var i stand til at se klart, at hjertet slog som det burde og at han ikke ville få yderligere komplikationer som han havde oplevet i tide og utide til nu. Matthew var normalt ikke den som sov tungt, men de sidste dage.. det havde virkelig været ekstremt. Han havde ikke vågnet ved Nathaniels eller Eniqas besøg ved sig, men i det sidste, havde han vågnet så snart døren var gået op.. han var virkelig ved at blive frisk igen og være klar til at slippe for den pleje som han havde været under. Var der noget som han hadet, så var det at ligge som den svage og den som havde brug for hjælpen, han kunne ærlig talt ikke fordrage det! Den stikkende fornemmelse i brystet havde han ikke mærket sig til i et godt stykke tid og han lå formentlig relativt afslappet. Igen og igen hvor han kunne ligge og stirre op i loftet og tænke på det sidste som han faktisk kunne huske.. smerten, skriget og at det hele gik i sort og han var væk, gjorde som lovet, at lade Nathaniel få hans sjæl, hans krop og hans sind og nu lå han der.. det gav virkelig bare ikke nogen mening for ham. Igen var de isblå øjne klare og ikke så forfærdelig matte som de havde været til nu.. han kunne igen se klart, han kunne igen tænke og han kunne ligge uden den bidende smerte som til tider havde forstyrret ham.. revet ham ud af søvnen og sågar også ladet magien melde sig, selvom den virkelig var så forfærdelig trættende. Enkelte brændemærker hvilede tydeligt på væggen når han havde været inde i disse paniske situationer. Eniqa havde kun fået lov til at være ved ham når Nathaniel havde sagt god for det – ergo når han havde ligget i søvnen, det at få hjertet på plads og tvunget igen tilbage til livet, havde kostet ham så tydeligt meget energi, at han stadig kunne mærke det den dag i dag.. flere dage efter. Han sukkede indædt, stadig med den blottede overkrop under dynen og med den let blege hud endnu. Stadig et godt stykke at skulle gå, men han behøvede ikke den pleje og form af omsorg. Han vendte sig om på siden og trak dynen let om sig. Her var så frygtelig stille..

[Deleted]

Eniqa vendte sig uroligt i sengen. Tvang øjnene til at lukke i, men lige meget hjalp det.Unaset hvad hun gjorde var det umuligt for hende at skulle falde i søvn. Med en irriteret mine endte hun med at sætte sig op, skubbe puden med sig og stirre i den tomme luft. Det var ekstremt underlligt at overnatte her, hun følte sig virkelig ikke hjemme på et så fint sted, hun nød at blive beskidt. Vinteren havde lagt sig med langsomme skridt, iskold luft, og nøgne træer var hvad der var, søer som efterhånden var alt alt for kolde at skulle bade i, noget som ikke ligefrem gjorde Eniqa noget. Hånden gled gennem hendes blonde lokker, hun sukkede tungt, vidste at Matthew lå i værelset ved siden af. Nathaniel havde forbudt hende gå ind til ham med mindre han sagde god for det først og kun når han sov, dermed havde hun ikke fået svar på nogen spørgsmål, dems om i øjeblikket holdte hende vågen i nattens timer. Hun måtte vide.. Det gjorde ondt ikke at vide hvad der var sket den aften hun både havde mistet sin lille pige men også manden hun elskede. De sidste par måneder havde været lange og forvirrende, endnu kunne hun græde tårer uden rigtig vide hvorfor, måske fordi livet var blevet så kompliceret efter hun havde mødt Matthew? Alene i skoven kun med Kenara som selvskab, fri til at gøre hvad hun lystede og uden nogen kendte hendes navn, det havde været nemt. De isblå øjne var efterhånden blevet matte, det var tydeligt hun ikke fik nok søvn, desuden så afslørede blodsprængningerne i hendes øjne tydeligt alle de tårer som blev grædt. Dynen trak hun stille ved, kravlede ud af sengen, et sted vidste hun godt det ikke ville være klogt med Matthew sov vel alligevel? Hun savnede bare følelsen af at være ham tæt. Med stille næsten listende skridt endte hun ved døren, kastede et blik mod hendes eget værelse før hun lydløst lod døren glide op og stille fortsætte ud på gangen. Det kølige gulv ramte hendes nøgne fødder, sendte en form for kuldegys hele vejen gennem hendes krop. Med læbende små museskridt valgte Eniqa bevæge sig mod døren lige ved siden af, lydløst men hurtigt glide op, kun for klemme sig gennem en lille sprække for at komme ind, før derefter lade døren med et lille 'klik' atter glide i. Øjnene søgte mod sengen, dette værelse lignede til en stor forveklsing hendes eget. Blikket faldt mod den skikkelse som lå med ryggen til hende. Et sted ville hun bevæge sig tættere og et andet sted så turde hun virkelig ikke, blev stående lænet op af døren. En lille følelse af befrielse et sted i det indre, bare det at han lå der, og hun vidste hans hjerte bankede, og selv på trods af den uro hun følte fra hans side så var hun selv umådelig lettet.

[Deleted]

Matthew havde allerede ænset Eniqas energi inden hun var nået frem til døren. Han havde mærket hende ved sig hele tiden.. at hun havde været lige i nærheden. Træt det var han, selvom han efterhånden var ved at være tilbage på toppen igen og det glædet ham selv så tydeligt. Han var virkelig så træt af, at ligge der.. bare stirre op i loftet og uden at flytte sig det mindste. Så snart han prøvet på det, så var Nathaniel der og tvang ham ned at ligge igen. Allerede til nu havde han da fået stiftet bekendtskabet med de små unger som Nathaniel havde i sin varetægt, så ofte som de faktisk havde søgt til hans værelse og selv tvunget ham ud af selv den dybeste søvn – ikke noget som han have oplevet siden han havde været helt lille faktisk. Han sov jo normalt utrolig let og det var endnu en gang en sindstilstand som han havde faldet til i. Han åbnede øjnene stille, da den let knirkende dør måtte gå op, selvom han dog blev liggende. For alt hvad han vidste, så kunne Nathaniel være der med hende som han altid havde været til nu? Et ganske så svagt smil bredte sig over hans egne læber. Han var ved at få kontrollen over sin egen krop og sit eget sind endnu en gang, hvad skulle hun have at frygte for af den vej? Frygtelig forsigtigt hvor han lagde sig ned i sengen og vendte blikket stille mod hendes skikkelse. Han var skam vågen.. han kunne da ikke fortsætte med at sove hele tiden trods alt og lige nu kunne han bestemt ikke sove. Endnu en gang holdt vågen som et lille barn af det værste mareridt, selvom han dog næppe reagerede med nogen panik. Kniven som føltes som at stikke i hans bryst ved tanken alene om hvad han egentlig havde kastet hende igennem af tid, følelser og tanker ved sin egen handling.. han turde næsten ikke tænke på det, det eneste som han egentlig kunne tænke sig til, var at komme væk.. så hurtigt som muligt og helst inden Angel skulle finde ud af ,at han faktisk var her. Tungen lod han væde de ekstrem tørre læber. Tale havde han ikke rigtigt brugt siden han var blevet tvunget til kroppen og tilbage til livet. Han sendte hende et stille smil. ”Du behøver ikke stå der alene,” påpegede han med en lettere hæs stemme end det som han havde brugt tidligere. Stemmen havde jo trods alt ikke været brugt i ekstrem lang tid nu og det kunne han så tydeligt mærke. Hænderne satte han stille ned i den bløde seng og skubbet sig mere ind på den og gjorde plads til hende.. bød hende næsten til at tage plads og komme ham så tæt på som det nu havde været dengang.. før forbadelsen havde taget over hans krop og sind.

[Deleted]

Eniqa havde hele tiden været lige i nærheden. Måske hun ikke havde fået lov til at skulle være i selve det værelse han selv lå i, ligge stryge ham over kinden og kun håbe på det bedste for ham. Men hun havde nægtet at komme længere væk fra ham end værelset lige ved siden af, et sted hvor hun stadig svagt kunne føle hvad han følte. Tårer var blevet fældet, forvirringen var direkte dræbende, så mange spørgsmål men uden hun selv stod med et eneste svar, hun var nysgerrig.. Nysgerrig på hvad der egentlig var sket, hvorfor han aldrig var dukket op til den fødsel der skulle have været en velsignelse og istedet blev til det rene helvede, hvor Maurus havde hjulpet hende ehele vejen igennem og hvor hun nu kun sad tilbage med en frygtelig samvittighed. Følelserne var der for ham, det var hun slet ikke i tvivl om, men hun elskede Matthew, det havde hun hele tiden gjort, uanset det som oftest havde gjort ondt på hende.. Skulle se ham valse rundt med en anden kvinde altid kort efter hun selv havde valgt at gå, som havde hun aldrig været der. Det billede var endnu noget som kunne sætte alt for store tanker i hendes sind, hun ville ikke miste ham igen det tillod hun sig ikke, hun kunne ikke holde til at miste ham så meget som en gang mere, or hver gang endnu et snit i hendes bankende hjerte. De isblå øjne hvilede mod hans skikkelse, et sted var hun usikekr på om det overhovedet var en god idé søge til ham nu, han havde brug for hvilen, der var bare en længsel der tvang hende i hans nærhed. Hun betragtede hans skikkelse. Intet ord gled over hendes rosa læber, hun blidt lod fugte med tungespidsen. Smilet bredte sig en smule, ord var slet ikke nødvendige hun vidste at han kunne læse hendes blik, ligeså hurtigt som hun læste hans. Hjertet bankede fast mod brystet, hun bed sig let i læben, tvang sig endelig en smule væk fra døren, kun for at træde få skridt tættere på ham. At han bød hende tættere, den hæse stemme som dog var noget af det mest lettende hun havde hørt frygtelig længe, det var ingen drøm, han lagde der i levende live,og hende selv som aldrig havde troet hun skulle se ind i hans øjne igen. Hånden gled gennem de lange blonde lokker der i de uglede krøller lod sno sig over den slanke ryg. Næsten med forsigtige skridt endte hun med at tage kursen op for ende ved sengen satte sig af en grund hun end ikke selv kunne forklare så langt ude på kanten om muligt næstens om havde hun frygtet ham. Det slanke ben gled på kors med det andet, hænderne sammenflettede sig roligt og lod hvile i hendes skød. Eniqa s sig let over skuldere mod hans skikkelse, usikker på mere eller mindre alt.. Der var gået så lang tid, hun havde aldrig været død på den måde hun vidste ikke hvad der skete nr hjertet stoppede med at slå og man kunne ligge der så livløs, vidste ikke hvad han havde oplevet den tid, måske han end ikke huskede det? Hun vidste jo end ikke om.. Om han stadig ønskede hende, vidste ikke hvor meget han huskede.. En yderst skræmmende tanke.. Et sted ønskede hun bare at kunne flade i hans arme, kysse hans læber og kun knuge ham ind til sig selv, men hun manglede et tegn.. Hun var nødt til at vide.. Let bed hun sig i den bløde underlæbe, følte det næsten akavet på en måde. Det var den første gang hun besøgte ham hvor han rent faktisk var vågen ellers havde Nathaniel sørget for kun tage hende med til dette sted når han var sikker på han lå i den søde søvn - Noget som aboslut ikke havde været en trøst for hendes eget vedkommende på nogen måde. Tidligere på aften havde Eniqa haft forlovelsesringen fremme. Først da hans hejrte atter var begyndt at slå havde hun ladet den fjernes fra hendes finger, valget skulle være hans, han var bare nødt til at vide hun elskede ham ligeså højt som hun altid havde gjort, ville ham ligesådan. Denne aften havde hun atter taget ringen på, kun for sjov skyld, betragtet hver lille detalje, ladet den fører hende tilbage til den fantastiske aften den sidste gang han ikke havde haft muligheden for at skulle være hos hende, den samme følelse som satte sig i hende nu.. Det samme smil, de samme tanker.. Den følelse som i aften havde lullet hende ind i søvnens ro, ladet hende slappe af og bare.. Falde stille hen.. Først nu var det gået op for hende at hun ikke havde taget den af, efter hun havde ladet fingrene sammenflettes, følte det kølige smykke slå mod. For sekunder sitrrede det funklende blik kun tomt mod det, hvorefter hun lod den ene hånd dække over den med den anden, vel i frygt for han ville ende med at bede hende om at fjerne den? "Hvordan har du det?" spurgte hun roligt.. Den syngende tone som kun lod sig bære gennem den usynlige luft mellem dem Bekymret var hun i den grad for ham. Overkroppen lod hun let dreje en smule mere for at kunne betragte ham bedre, det var ikke ligefrem fordi hendes lilleplads på den yderste kant hjalp hende til at kunne se i hans blik. Et stille suk forlod hende,lydløst, mere eller mindre kun for kvæle et gab, det var langt fra meget hun havde fået sovet, så mange tanker.. Så mange balndede følelser som kun blev ved og ved stryge igennem.

[Deleted]

At Eniqa måtte brænde inde med sine mange spørgsmål, var Matthew virkelig ikke i tvivl om. Det måtte da også undre hende, at hans krop havde været helt fejlfri foruden det knivstik i hans bryst? At der havde været et eller andet galt. Han sad inde med alle svarende, også selvom han vidste, at Nathaniel sad med dem. Han havde jo fint kunne søge ind i hans hoved og finde det sidste som han kunne huske. Nathaniel havde jo trods alt også holdt hende fra at opsøge ham, udelukkende på grund af hans tilstand. Selvfølgelig var han glad for stadig at være til også selvom det havde kostet ham en hel del ved Nathaniel også. Den mand havde virkelig holdt livet i ham, selv da hans hjerte havde været tæt på, at skulle give op, op til flere gange og Nathaniel havde tvunget det i gang igen. Han havde j trods alt været væk så længe, at det var svært at holde sig i gang. De isblå øjne hvilede fast på hendes skikkelse.. mest af alt, ønskede han så brændende at skulle tage hende i armene, knuge hende ind mod sig og så bare holde hende fast der, der var virkelig ikke noget som han hellere ville lige for øjeblikket. At hun måtte gennemgå det helvede efter fødslen til deres lille barn.. som jo også ville have slået ham ihjel hvis han ikke havde gjort det selv, var ikke noget som han kendte det mindste til på noget som helst tidspunkt.. Han kunne næsten kun gætte sig til, at den lille var væk, da hun ikke sad med vedkommende. Bare det alene var faktisk en tanke som gjorde ondt.. at han havde gjort hende ondt ved hans handling, selvom han virkelig ikke havde haft noget andet valg.. Det var direkte skræmmende, at ligge i det mørke som han havde gjort og så bare blive tvunget tilbage til livet på denne måde. Han huskede ikke noget som helst.. hans sjæl havde jo været i Nathaniels besiddelse hele tiden.. han havde aldrig været noget andet sted end det fængsel som den lille kugle havde forårsaget ham. Han lod hende komme hen til ham, hvor han alligevel så tydeligt måtte mærke, at hans hjerte måtte banke mere og mere fast mod hans bryst. Det svage smil som alligevel måtte ende med at skulle brede sig på hans læber. Han hævede hånden stille og lod den falde mod hendes lår. Han havde virkelig savnet hende.. hendes stemme, hendes duft.. hele hende for den sags skyld, det eneste som egentlig i bund og grund, var i stand til at skulle holde ham bare lidt på plads og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Hendes spørgsmål kom dog bag på ham et sted alligevel. Det var ikke lige hvad han havde ventet sig, af en genforening efter… ja gud ved hvor lang tid, han havde virkelig ikke nogen anelse om, hvor længe han havde været væk. Han trak vejret dybt, stadig med den let stikkende fornemmelse i hans eget bryst, selvom han bevidst, valgte at skulle holde mund om. Han ville ikke gøre hende mere bekymret end det som han kunne fornemme på hendes stemme fra før af. Dynen halvvejs dækket til hans krop. Kun det dog svagt synlige ar over brystet som det eneste spor efter kniven som han havde jaget i brystet selv.. alt for at ende den lidelse som var blevet kastet over ham. ”Som jeg er blevet mørbanket og gennemtæsket..” mumlede han stille og med en lettere drilsk stemme. Døden havde aldrig nogensinde skræmt ham.. ikke nær så meget som tanken om at skulle ende med at miste hende på nogen måde. Han sank klumpen stille i hans egen hals og lagde sig helt ned i sengen hvor han blev liggende ganske afslappet og mere end det som han havde været igennem ganske lang tid. De isblå øjne søgte stille hendes eget blik. En længsel var ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Jeg har savnet dig, Eniqa..” indskød han med en mere dæmpet stemme end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Hun havde ikke nogen grund til at være så.. neutral og så fast i minen som det hun var lige i øjeblikket, han kendte hende dog udmærket godt til at vide at det bare var en facade som hun spillet på. Ringen bar han stadig.. han havde aldrig fjernet den og agtet det ikke, ikke før at det virkelig var ville komme frem, at det ville være slut mellem dem, noget som han ikke håbede på, at de skulle blive mødt af.. aldrig nogensinde. Hånden hævede han igen og lod den stille lukke sig omkring hendes ene og uden at skulle se det mindste væk. Måske at han langt fra var i topform, men bedre var han i den grad. ”Drop facaden, Eniqa..” bad han stille. Han ville egentlig bare se hvorvidt om det savn faktisk var gengældt og finde ud af hvor han havde hende.. Stadig var det hende som ejede hans hjerte.. det som var tvunget til at banke og som altid ville banke for hende.

[Deleted]

Eniqa sad med mange flere spørgsmål end det som hendes hovede egentlig kunne klare. Nathaniel havde ikke villet besvare dem og Matthew havde sovet hver eneste gang hun havde fået lov til at skulle kigge til ham, noget som havde været så dybt fustererende, hun ville bare vide besked.. Noget som hun stadig ville, men nu hvor hun sad der var det som om.. Hun bare ikke kunne få sig selv tilkomme ud med de ord hun egentlig gerne ville. Nathaniel var en stor mand der havde givet hende så meget mere end det som hun et sted kunen drømme, der var en grund til den mand altid havde været hendes ven, det var næsten sydn de havde haft mistet den kontakt, nu huskede hun ekstra meget hvorfor hun egentlig bar den store respekt overfor ham. Et sted ønskede hun kun at søge til hans favn lade ham knuge hende ind til sig og selv knuge ham, vide at han var der nu, han ikke længere var væk, og et andet sted såkunne hun ikke få sig til det. En underlig skræmmende følelse, det var som noget holdte hende tilbage en form af frygt, for hvad vidste hun virkelig ikke, men gid hun gjorde. Fødslen havde været hår. Nu kunne man ikke længere se på hende hun havde haft gennemgået den, den aften havde virkelig været rædselsfuld. Maurus som havde stukket deres lille datter i hendes arme, mens hun havde været syg af bekymring for hvor Matthew blev af, Alaster som slog den lille skabning ihjel, lige foran hende på trods af Matthew's bror virkelig havde kæmpet. At hun var gået i chok i øjeblikket blot sat stille, mens hun blev revet tilbage til en grusom fortid det var noget hun endnu kunne sidde at skamme sig over hun brude virkelig have reageret anderledes. Han opførte sig som var intet aldrig sket, det var som.. Den rolighed, det blide smil, hans blik mod hende og i det hele taget den måde han reagerede på, hun var ikke sikker på hvordan hun selv skulle reagere. Den hånd som endte mod hendes lår, det som i den grad kunne sætte en omgående hjertebanken igang, lade varmen tage så stærkt til. Hun havde savnet ham, det var der ingen tvivl om, hans mystiske jeg og den måde han kunne tirre hende på uden egentlig at gøre noget, hun var altid så nysgerrig på ham, hans varme stemme og det smil. Så mange tårer var grædt, hun turde vædde på der ikke var flere tilbage nu, de var alle sammen faldet efter hans død, efter det mareridt af en aften der underligt nok havde.. Ændret hende? At se Alaster igen, se den lille dø for hendes blik for dagen efter få at vide Matthew ikke vil dukke op for at trøste hende, det havde sat et spor et sted i hendes hjerte, vel også noget som blandt andet gjorde at hun holdte igen som det hun nu gjorde`? Eniqa vidste at dette måske ikke ligefrem var det man kunne forvente af en genforening mellem to elskende der havde udværet hinanden så længe, utroligt mange spekulationer havde eksisteret i hendes tanker så snart hun fik muligheden for at tænke, og hver gang drejede de sig om hvordan hun ville reagere når hun sad her foran ham, men nu vidste hun ikke hvordan. Hun følte sig virkelig på det som var et sted på herrens mark, den facade var kun det nemmeste at opretholde med så mange spørgsmål, og den følelse af forvirring, frygt et sted. Hun vidste virkelig ikke hvordan. Ved hans ord måtte et ganske kort smil passere hendes læber.. Hans humor, en meget karakteristisk ting hun i den grad var faldet for "Det vil jeg gerne tro.." endte hun i et stille nik, hvor hun sædvanligvis havde svaret igen med en eller anden kæk kommentar. Døden var ej heller en tanke som havde skræmt hende, men det at miste ham skræmte hende næsten til døde, og efter han var forsvundet.. Ikke at det var første gang det blev jo efterhånden en vanesag, men alligevel. Stram sad hun i den grad. Neutral men også bestemt, helt ude på kanten af sengen hvor hun næsten ville falde ned, siddende stiv som aldrig før, næsten i frygt for at gjorde hun så meget som en enkelt bevægelse ville et eller andet gå helt galt "Og jeg har savnet dig" svarede hun roligt tilbage, med det lille smil der endte med pryde hendes læber, mere elelr midnre påtvunget, ikke fordi hun ikke mente ordene men fordi det var for svært for hende ligenu, måske hun ikke var klar til se ham? Ringene hvilede selv på hendes finger, den havde ikke været fjernet før den dag han var blevet genlivet og i aftes havde hun blot glemt at trække den af.Hånden endte i hans, hun lod den stille hvile gav den et ganske blidt klem. Hans ord var nogen som kom som en dyb overraskelse for hende "Facade? Ja..Nej, Det ikk.. Jamen" prøvede hun hun næsten med en panik i stemmen, endte dog til sidst med blot give et tungt suk fra sig, vidste at det intet ville nytte at forsvare det og påstå det ikke var en facade, han kendte hende for pokker og dette var virkelig intet som plejede at ligne hende på nogen som helst måde "Undskyld" hviskede hun stille, rystede på hovedet hvor de lange blonde lokker måtte følge hendes bevægelser. Blikket gled mod hendes skød på trods hun mest havde lyst til se på ham, se ind i hans øjne give ham de store ord og ligge sig ind til ham. Han havde været væk så længe..og nu lå han der, opførte sig nøjagtig som han plejede, som om intet var sket, den samme Matthew som inden han døede, og hun vidste ærlig talt ikke hvad hun havde forventet men hun vidste ikke hvordan pokker hun skulle reagere.

[Deleted]

Matthew lå mere eller mindre og ventet på, at Eniqa skulle spørge de mange spørgsmål. Han kunne se på hende, at hun sad inde med så meget, også selvom han ikke kunne få sig selv til at spørge ind til det.. ikke bare sådan. De isblå øjne, dog alligevel med den typiske glans endnu en gang på plads og ikke bare matte, paniske som de havde været dengang, at livet endnu en gang var endt med at skulle vende tilbage til ham på denne grufulde og smertefulde måde.. det var virkelig som da han havde ladet kniven falde i hans eget bryst. Og den følelse var virkelig ubehagelig. Døden havde aldrig nogensinde været en faktor som havde skræmt ham på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Hvad han så end havde placeret hende i ved hans handlinger, var jo så det som måtte gøre ham mest usikker.. endnu mere på.. hvor han egentlig måtte have hende.. Om de stadig havde hinanden og kunne kalde hende for hans og omvendt. Han blev siddende med hendes hånd i sin og med et svagt smil på læben. Han elskede hende stadig, det havde virkelig aldrig nogensinde ændret sig det mindste på noget som helst tidspunkt. Han gengældte blidt hendes klem og uden at smilet falmet det mindste. Han havde ingen grund til at skulle være anderledes end den mand som han altid havde lavet. Han var i live og på bedringens vej, det kunne vel ikke være bedre end det? Hvordan Angel ville reagere på at finde ham i live, vidste han ikke og det var noget af det som han havde ligget og tænkt en hel del over.. Han ønskede virkelig ikke at møde hende.. ikke i denne tilstand og specielt ikke nu hvor han slet ikke var i stand til at skulle sige nej. At Eniqa havde fundet en støtte i hans egen lillebror, var heller ikke noget som han kendte det mindste til overhovedet. At Maurus overhovedet var derude, var ikke en tanke som havde faldet ham ind.. han havde ikke set den fyr i ekstremt lang tid efterhånden. ”Ja ikke?” sagde han med et skævt smil på læben. Han satte den ene hånd stille i sengen og skubbet sig skælvende op at sidde. Puden støttede ham dog ganske fortrindeligt i ryggen og med blikket hvilende på hende. Han turde virkelig ikke spørge ind til deres lille.. det var virkelig kun tydeligt for ham, at den lille familieidyl var noget som var faldet til jorden lige så hurtigt som det var dukket op. Ikke bare overraskelsen over hendes graviditet som havde ført til et enormt skænderi.. og nu sad han der og ønskede virkelig at han ville have haft muligheden for at holde den lille.. men igen.. hvordan ville hun reagere på at fødslen af deres lille, faktisk ville have taget livet af ham med det samme at vedkommende ville have set dagens lys? Det kunne han ikke nænne at lade hende gå igennem, selv der måtte han virkelig sætte foden ned! ”Det er jeg glad for at høre..” sagde han med en dæmpet stemme. Smilet falmet ikke det mindste. Måske ikke charmerende som hans bror, mere mystisk og hemmelighedsfuld. Han havde altid været den som måtte trække det tunge læs hjemmefra.. leve op til forældrenes forventninger og Maurus som altid bare havde levet livet som det var ham lystet og fristet.. det sagde vel lidt sig selv, at forældrene ikke brød sig stort om ham på den måde som de gjorde med ham selv? ”Jeg kender dig Eniqa.. Du behøver ikke spille overfor mig,” sagde han stille. Han gav hendes hånd et stille og let klem og trak let til, som han ønskede hende tættere på end det som hun allerede var. Han havde i den grad lært af sine fejl på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede hende i sin favn, at mærke hende tæt på sig og bare.. indånde hendes duft endnu en gang. Det var virkelig længe siden.. alt for længe siden! ”Du har absolut ikke nogen grund til at skulle undskylde,” afveg han med en dæmpet stemme. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle fjerne blikket fra hende på noget som helst tidspunkt. At Nathaniel havde holdt dem fra hinanden, vidste han jo.. det havde kun været ham som han havde set, når han endelig havde været vågen.. direkte frustrerende og specielt fordi at han vidste, at hun havde været lige i nærheden hele tiden! Han trak vejet stille og dybt og bed sig let i læben. ”Du brænder sikkert inde med mange spørgsmål.. ikke?” spurgte han videre. Stadig var stemmen en anelse hæs, selvom den jo kun blev bedre, jo mere han måtte bruge stemmen og det var sådan som han agtede at skulle gøre det.. han var stadig den mand som han altid havde været.. vel bare.. lidt anderledes på en underlig måde? Han havde i den grad lært af sine fejl og det var noget som han i den grad vidste, at han måtte vise hende. Han vendte blikket stille ned mod hans eget bryst. Arret var knapt nok synligt, men han kunne i den grad mærke det.. velvidende om, at det ikke var det hjerte som han var blevet født med, som måtte banke i hans bryst, dog det som måtte holde ham i live, som kroppens vigtigste og stærkeste muskel. ”Nu ved jeg ikke hvor meget Nathaniel har fortalt dig..” indskød han dæmpet. Han åbnede favnen ved at slippe hendes hånd og føre dem let ud fra sig. Han ønskede virkelig at skulle mærke og føle hende helt tæt på.

[Deleted]

Begyndte hun at påstå hun intet havde at spørge om ville hun lyve noget så frygteligt. Hun havde stillet sig selv det ene efter det andet, men uden selv at finde det mindste svar på noget som helst, noget som virkelig fusterede hende. Hvad var der sket? Hvorfor var han aldrig dukket op? Hvem havde gjort det? samt alle de spørgsmål der egentlig vedkom dem som om hun stadig kunne regne med hans kærlighed? Elskede han hende endnu? En tanke som hun slet ikke turde tænke, hun ville virkelig aldrig kunne acceptere det faktum at han nu levede men at hun måske ville være nødt til leve adskilt fra ham uanset, en tanke der virkelig gjorde frygtelig ondt. Døden var ikke en ting man burde tænke på.. Ikke en ting man burde frygte men blot se det som en naturlig del af livet, Eniqa's evne til at gøre som det var blevet revet fra hende allerede da hun var en ganske ung pige og havde været fanget i Alaster's greb, frygten for at de en dag ville finde hende kedelig havde været utrolig, frygten for de ville ende hendes liv hurtigere end det som hun havde nået at leve. Hun bed sig fast i læben. Matthew ville end ikke vide hvad han havde ladt hende i.. Tårer dag og nat, savnet til ham på trods af at Maurus hver dag havde taget sig af hende, så mange spørgsmål og så megen forsvirring, tanken om hun havde agt sig sit ansigts sved født den lille yndige pige som var blevet revet ud af hendes arme så kort tid efter, at han ikke valgte at spørge ind til det var noget som hun på sit vis var glad for og noget der på et andet plan sårede hende, hun kendte jo til hans syn på børn.. Måske han ville være lettet når han fik det at vide? På trods af alt, så ville hun stadig stå ved hans side om han ville lade hende, hvad hun var mest usikker på i øjeblikket var ham. Hånden lod hun blot hvile i hans, en underlig nervøsitet der var opstået i det indre,e n underlig følelse af at hun ikke selv havde en idé om hvordan hun skulle opfører sig overfor ham, han opførte sig som..Matthew. Tanken om at hun kunne være så overrasket over det var direkte morsom, hvad hun havde forventet så mange ting, nu lå ham der samme humor, samme smil, samme mand, og hun kunne end ikke få sig selv til smile det smil der som oftest hvilede over hendes læber. Kvinder.. Det var den ene faktor hun ikke havde gennemtænkt ved at vække ham, men på den anden side var det vel dumt at tro hun kunne slippe for at skulle dele ham? Sådan havde det altid været og sådan ville det vel blive ved at være, så længe de var efter ham og Matthew var ude af stand til at skulle afvise dem? "Bliv nu liggende" endte hun i et bestemt tonefald, det kunne umuligt være behageligt at bevæge sig og han skiftede hele tiden mellem sætte sig og ligge sig, bekymringen var tydelig i hendes stemme "Det er bedre for dig at ligge roligt" rettede hun sig selv, sendte ham et stille smil, det var langt fra for spille hans mor, men hun vidste ikek hvad pokker hun ellers skulle sige eller gøre. Maurus var den tydelig charmerende. Det var ham som fik et pigehjerte til at smelte med hans kærlige jeg og en helt anden ting var at hun lod til at være frygtelig trofast, en side hun ville have ønsket Matthew havde væretbesidder af. Men ud over det måtte hun nok indrømme hun foretrak mystikken. Måden den kunne gøre hende så nysgerrig, måden den kunne fange hende på alle måder, og det var en ting han altid havde været besidder af, for hver dag ænskede hun kun lærer ham bedre at kende, selv nu efter et godt stykke tid kendte hun ham ikke til fulde, han var den der kunne være rasende det ene øjeblik og dybt kærlig i det næste, det tilføjede i den grad den spædning hun som eventyrprinsesse næsten enærede sig på. En stille rødmen tog til i hendes ellers blege kinder ved hans ord, hun havde virkelig ikke ment at... "Du kender mig for godt efterhånden" tilføjede hun stille lod atter et kort smil passere.. Hvad hun så ikke nævnte var den del hvor han mere eller mindre var fremmede for hende på så mange punkter, hun glædede sig til lærer også de felter at kende, han var en spændende personlighed uden tvivl. Eniqa ønskede sig tættere på ham, ønskede at skulle hvile i hans favn, kærtegne ham og bare nyde at kunne føle hans nærhver, indånde hans duft, føle den tryghed ham omringede hende med, hun vidste blot ikke om det var hendes ret "Jeg ved det.. Det er bare svært" mumlede hun usikkert, kæmpede næsten med at skulle holde tårer inde, hvorfor de overhovedet ville trille var virkelig intet som hun havde svar på. Hun endte med at nikke stille "Så mange spørgsmål du ikke drømmer om det.. Men der er et eller andet der siger mig jeg ikke klar til at høre svarene ligenu" de sidste ord endte i en blid hvisken. Hun så væk fra ham tilbage i hendes skød næsten som for at gemme sig på en måde vel? Hun vidste virkelig ikke om hun var klar til at høre de fulde sandheder, for nu ville hun bare tilbringe tiden med ham som for at sikre sig den sidste gang ikke havde været.Som han slap hendes hånd kunf ro at åbne favnen op for hende, lod hun sig stille glide ned i sengen ved hans side, lod hovedet glide mod hans skulder for at skulle ligge sig til hvile, hvor hun selv lagde sig på siden for at kunne lade en hånd glide mod hans mave og blidt stryge over, mest af alt for at udngå komme til røre aret over hans bryst. Hun vidste at han ønskede hende tæt hun kunne føle det, også den eneste grund til hun rent faktisk havde lagt sig.. Et blidt kys blev plantet mod hans bryst, de isblå øjne gled stille i bag øjenlågene i en blanding mellem træthed og kun det at hun ville nyde tiden, bare trække vejret i den søde duft fra ham "Nathaniel har nægtet fortælle mig noget som helst" hviskede hun stille, lod det ene ben glide over hans som næsten for at komme tættere, jo tættee jo bedre, det var virkelig alt hun ønskede ligenu.

[Deleted]

At Nathaniel have ladet ham selv sidde igen med muligheden for at skulle lade Eniqa vide det hele, var han på bunden af, ganske taknemmelig for. Måske, at Nathaniel vidste og kendte lige så godt til det som han selv gjorde, at han selv havde ladet kniven finde vejen til hans eget hjerte, alt for at ende den lidelse og smerte som han var blevet kastet under. Måske en så ekstrem egoistisk handling, men hellere før end senere i hans øjne.. han nægtet virkelig at falde om ved deres lille fødsel, det var virkelig ikke noget som han kunne nænne at lade Eniqa gå igennem. At hun dog valgte at lægge sig ind mod ham, var nu noget som han alligevel kunne smile af, selvom.. hun var så utrolig forsigtig? Han lagde armene så frygtelig forsigtig omkring hendes krop og trykkede hende så varsomt ind mod sig. Han havde aldrig nogensinde fjernet ringen som han måtte bære.. han bar den stolt og han bar den lykkeligt og havde gjort det fra den stund, at den havde fundet sig vejen til hans finger ved det spørgsmål, som hun så glædeligt takket ja til.. dengang i hvert fald.. hvad nu hvis det var anderledes nu? Tanken måtte han faktisk sige at skræmme ham en hel del. Han vendte blikket mod hende, hvor han ganske forsigtigt plantet et kys mod hendes pande. Hvad han skulle sige og hvad han skulle gøre, det vidste han virkelig ikke, han måtte vel bare tage det stille skridt af gangen og så se hvor de faktisk endte.. ligesom de havde måtte gøre det dengang. De isblå øjne vendte han stille mod hende, han var ikke i tvivl om, at det måtte være hendes fortjeneste, at han stadig kunne se det hele som et levende individ og væsen. At det var hende som havde givet ham det hele tilbage igen ved at skænke ham det nye hjerte. Hvor hun så havde fundet og skaffet det, vidste han ikke, men glad for det, det var han dog i den grad. Tårer var hun bestemt ikke den eneste, som havde fældet. Han havde ikke gjort andet i den tid kort før han havde ladet kniven ende det smertefulde liv. Alligevel et sted, hvor han følte, at hun muligvis kun havde gjort dette af en grund og det alene, var ikke en tanke som han brød sig synderlig meget om overhovedet. ”Jeg tror jeg har ligget mere end rigeligt, min egen..” sagde han dæmpet som det første. Han lod den ene hån ganske roligt og forsigtig. Han kunne næsten gætte sig til at hun havde mange spørgsmål.. om hun så ville kunne tåle svaret var han jo ærlig talt i tvivl om. ”Det kunne jeg næsten gætte mig til.. Spørg om hvad du lyster.. du fortjener svarene,” sagde han stille. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sin egen krop. Alt for bare at mærke hende tæt på sig endnu en gang, det var virkelig det som han ønskede lige nu og her, det var der ikke nogen tvivl om. Ej behøvede hun at stille spørgsmål.. han kunne jo vise hende hvad der var sket. Den ene hånd lod han falde mod hendes kind og med en pegefinger som blidt måtte lægge sig mod hendes tinding. Simpelt magi for dem som vidste hvordan det skulle bruges. Han koncentrerede sig. I hendes hoved ville hun kunne se det hele.. mødet med Anastasia som havde tvunget ham til det.. liggende i en isblok, besvimet idet hun havde kastet den forbandelse over ham.. råbt af ham, at han ville falde bort så snart hans ufødte barn ville komme til verden.. scenen skiftede – det forfærdelige regnvejr som havde pisket mod hans krop. Ham vandrende igennem marsken og med kniven i hånden, tårerne trillende ned af hans kinder og med det samme ord som måtte forlade hans læber hele tiden – undskyld. Han stoppet op, lod kniven hvile mod hans hjerte, hvor han i takt med et lyn som måtte flække over himlen, endte med at lade kniven bore sig igennem brystet og hjertet idet han faldt om med et smertefuldt skrig. Matthew fjernede hånden kort efter at det var sket. Han så hende i øjnene. ”Vil ikke Nathaniel fortælle, så må jeg vise.. du fortjener at vide det.. hvorfor jeg gjorde det,” tilføjede han dæmpet. Alligevel hvor han vidste, at det var en risiko at løbe, men alligevel.. hun måtte vide.

[Deleted]

Nathaniel havde abolsut intet nævnt overfor Eniqa, noget som på en tid havde været så ganske fustrerende, hun ville vide hvad der var sket hvorfor og så videre. Forvirringen var der virkelig endnu, så mange tanker som havde søgt gennem hendes sind, så mange følelser der var skudt gennem hendes krop, for det første sevlfølgelig savn og længsel uanset hvor meget hun egentlig hadede det så var det en realitet. Hun havde følt kærligheden til ham om muligt kun blive stærkere mens han havde været væk, og et andet sted så havde tvivl været en frygtelig stor del af alle de tanker og alle de følelser.. Tvivl og usikkerhed på hvorvidt hun gjorde det rigtige og hun var stadig ikke sikker. Tanken om at Maurus var et sted derude, hun følte næsten samme savn til ham, han havde stået der hele vejen igennem og nu anede hun end ikke hvor han var? Et lille stik i maven af samvittighed hun egentlig bare ville have til at gå væk, endnu kunne hun føle sig fanget på trods hun havde gjort sit valg, hun elskede jo Matthew det var der virkelig ingen tvivl om, men et andet sted så gjorde.. Tanken ondt? På trods Eniqa havde ladet sig glide ned ved hans side, så var der i den grad stadig frygtelig forsigtigt, hun var bange for at tage for tæt på ham, i frygt for hans reaktion når hun ville fortælle omkring de tanker der havde eksisteret hos hende så længe. Det kærlige jeg han viste overfor hende gjorde langt fra nememre hvad hun måtte gøre, tanken gjorde ondt det skabte den nervøse sitren i hende, men igen gjorde hn det ikke nu ville det ende med i den grad at svide til hende senere. Roligt blev hun liggende hos ham lod sig trykke tæt til ham, følte næsten kvalmen ved den tanke om hun slet ikke var værdig til ligge med ham på den måde.. Ville han accpetere hendes valg? Ville han stadig kunne se på hende som en kær? Hun håbede virkelig af hele sit hjerte, hun elskede den mand uhyggeligt. Billeder som begyndte at køre som en film for hendes hovede, hvor hun som først blev liggende roligt uden rigtig gøre sig nogen notitis af det, før filmen kørte for hendes sind, ham stående i regnvejret.. Tårerne som faldt fra hendes kinder, et syn der lod hendes eget hjerte hamre ekstremt meget hurtigere, kniven som endte med at glide i hans bryst - Ført af egen hånd. Hun satte sig op med et sæt, tog sig til hjertet som havde det været hendes bryst kniven havde borret sig i.. Han havde selv ført den kniv? Blikket gled mod ham, underligt følelsesløst "Du..Du" prøvede hun men ingenting kom over hendes læber. En lydløst tårer trillede gennemsigtig som en perle over hendes blege kind Undskyld Matthew jeg kan ikke.." startede hun stille. Der var ingen vej tilbage det var nødvendigt noget som hun gang på gang sagde til sig selv, bare få at få det en smule bedre med tanken. Det gjorde ondt, sved som bare fanden at tænke på "Jeg kan ikke være sammen med dig.. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, men.." tårerne trillede flere og flere ned over kinderne hun ønskede virkeig bare at kunne gå et par måneder tilbage hvor alt havde været et paradis. De billeder havde netop udløst lysten til blot lade de ord hun havde forberedt flyde ".. Men du.. Du stak kniven i dig selv? eg har tænkt så meget på det sidste at mit hovede har været ved at eksplodere, de billeder beviste kun for mig hvad jeg er nødt til at gøre.. For vores begges skyld, sker det ikke nu sker det senere og så vil det måske være som fjender, jeg ønsker dig virkelig stadig i mit liv, men ikke som nu" hviskede hunstille hvor ordene endte i en svag hæs hvisken. Blikket gled mod den ring på fingeren, hun var den ikke værdig..De to hørte ikke sammen og hun håbede han ville se det, hun håbede han ville huske hende, at han endnu ville vedkendes hende lade dem dele tid sammen blot på et venskabeligt plan.. Hun ville virkelig ikke miste ham.

[Deleted]

Matthew var udmærket godt klar over, at det virkelig var en risiko at skulle løbe, ved at vise hende det på denne måde. Han kunne vel blot håbe på, at hun kunne se hvorfor at han havde valgt at gøre det? Hvad hun havde i tankerne for dette møde, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men han måtte vel også bare bide det så voldsomt i sig? Tage det hele som det km.. knald eller fald med andre ord. Han slap hende helt, da hun tvang sig op at sidde, næsten som havde det været af chok. Det kunne næppe være den reaktion som han havde håbet på. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse, hvoraf han blot endte med at nikke igen. Han havde ført kniven selv, alt for at lade den smerte ende og så tage den derfra. At hun så måtte fremstamme det, gjorde det jo ikke et hak bedre for ham. Tvunget i en isblok, halvvejs druknet under det møde med Anastasia og så forbandelsen til sidst.. han havde virkelig ikke haft noget andet valg i hans øjne.. måske foruden det faktum, at han burde have givet hende den besked, selvom han bare ikke havde fået sig til det.. han havde virkelig bare nægtet at skulle erkende det nederlag som ville have taget hans liv langsomt og dog så smertefuldt som det havde gjort.. han havde virkelig bare været tvunget til at skulle ende det hele og på den måde som han havde gjort det. ”Jeg førte kniven selv..” sagde han dæmpet. Det kunne han jo ikke skjule og for hende, så ønskede han det så sandelig eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod sin ring, selv hvor han endte mere bleg i ansigtet ved hendes ord. Gjorde hun det slut? Matthew bed sig svagt i læben, hvor han blot endte med at nikke. Han forstod hende.. han vidste hvordan det i sindet, faktisk kunne gå hen og ende, og det alene, var noget som han ikke ønskede at udsætte hende for. ”Du… du gør et slut?” spurgte han pludseligt. De isblå øjne søgte hendes blik igen, stille og næsten forsigtigt. Kniven som endnu en gang føltes som den have boret sig i hans bryst og gennemboret det bankende hjerte. Vækkede hun ham udelukkende for den besked?! Han blev siddende fuldstændig ulæseligt i blikket, også selvom han faktisk følte for at græde på indsiden, selvom det nu alligevel måtte være et lille faktum som han nægtet at vise for hende.. specielt lige nu. Det var vel slemt nok fra før af? Han sukkede dæmpet og lod blikket falde mod ringen på hans finger igen. Den føltes pludselig tung.. ønskede hun ikke, at han skulle bære den? Han fjernede den stille fra sin finger, også selvom han følte sig så forfærdelig nøgen uden at skulle have den på. Hun ønskede ham stadig i sit liv, hvilket så kun måtte våre ham en trøst på en underlig måde.. at han ikke ville miste hende helt vel at mærke. ”Jeg… jeg forstår..” sagde han dæmpet, selvom det alt i alt, var en stor løgn. Hvorfor hun gjorde det nu og på denne måde, forstod han virkelig ikke. Hun vækket ham kun for at skulle skænke ham den forfærdelige besked? Kunne hun ikke bare have kastet ringen helt af helvede til og så lade ham ligge i det fængsel af en kugle i Nathaniels hånd? Han tvang sig helt op at sidde, tog om hendes hånd og lagde ringen i den inden han lukkede hendes fingre om den. ”Gør hvad du vil med den, Eniqa.. Ønsker du os ikke sammen, så skal jeg bestemt ikke bære den,” sagde han stille. Han forstod hende dog ærlig talt ikke, selvom det dog i den grad var ham en trøst, at hun ikke ønskede ham helt ud af livet. Han ville dog holde afstand. Han elskede hende af hele hans hjerte og nu var det hele tabt i gulvet. ”Jeg elsker også dig.. af hele mit hjerte..” afsluttede han stille. Det som bestemt ikke var en løgn men den rene sandhed.

[Deleted]

Det syn.. Det var langt fra et hun ville slippe det næste lange stykke tid.Hele grunden til han ikke havde været der til at tage imod deres lillepige, til at beskytte dem mod Alaster var fordi han selv havde ført den kniv i hans bryst? Måske Maurus havde stået der hele vejen igennem men han var ikke Matthew det ville han aldrig blive.Dette var virkelig noget som Eniqa havde opvejet op til flere gange, en tanke som virkelig havde gjrt ondt men hun kendte ham. Snart ville han være stærk nok til at kunne fortsætte som før og før eller siden ville noget gå galt, det var risikoen med at skulle leve ved hans side, men hun.. Kunne bare ikke bære det i længten alle de tårer der allerede var grædt på grund af ham og så længe havde de for pokker heller ikke været sammen. Hendes hjerte føltedes virkelig så tungt som om det havde mistet sin grund til at banke.. At gøre det på denne måde var den mest fornuftige, håbet om at de stadig kunne fortsætte som nære venner frem for blot skulle skilles og aldrig ses igen, det delte så mange minder sammen hun aldrig ville kunne slippe, det var noget hun ønskede langt hellere end at skulle ende med gå fra ham under et skænderi hvor det ville blive som bragende uvenner. Hun kunne føle hans fustration, noget som gjorde ekstremt ondt, oven på hendes egen sorger, var det så meget værre end kniven i hjertet. Hun endte med at nikke så stille go forsigtigt til hans ord "Jeg er nødt til at gøre det, Matthew. Tro mig jeg elsker dig..Det gør jeg virkelig, men jeg har indset at det ikke er sådan jeg kan leve livet, du er ikke manden for mig og jeg er ikke kvinden for dig" endte hun stille, genvandt en smule kontrol, på trods af dette var noget af det sværeste hun havde gjort. Da Eniqa havde vækket ham var det langt fra de tanker hun havde sat med, på det tidspunkt gjorde hun sig end ikke de overvejelser, han kunne vel ikke bebrejde hende? Han avr den som gennem hele livet havde været skyld i hendes tårer, hun vidste dette ikke ville blive den sidste gang, sådan kunne hun ikke leve, det var ikke hende. At Matthew ikke forstod var klart for hende, det var dumt atprøve skjule når hun følte det han gjorde, den indre sorg som kun blev lagt på hendes egen, noget som gav hende en hovedpine der ikke var til at holde ud, det var ved at eksplodere hende op indefra. Ringen som fadt i hendes hånd og som hun blidt knugede om, en perfekt lussing der ramte direkte "Nej Matthew de forstår ikke.. Du forstår det virkelig ikke.. Jeg håber du en dag vil. En dag når du elsker igen og det vil gå op for dig at jeg havde ret.. At vi to bliver lykkeligere hver for sig" endte hun hæst, rejste sig stille op. Han smurte virkelig tykt på noget som slet ikke gjorde det nemmere for hende "Og jeg elsker dig.. Det vil jeg gøre til den dag mit hjerte stopper dets banken på den ene eller den anden led.. Jeg håber inderligt du ikke forlader mig helt, jeg har stadig brug for dig.. Bare ikke som elskende.. Jeg forstår hvis det er for svært eller imod dine principper, du skal bare vide det" endte hun stille, tog de rolige skridt mod døren hun stille åbnede, kastede et blik tilbage mod ham. Hun måtte væk inden kroppen ville eksplodere af følelser noget som var en klar ulempe ved hendes gave "Aldrig forlad mig" hviskede hun næsten bedende ikke klar over om han overhovedet høre det. Stille svandt ud af døren, lukkede den bag sig. Hnedes hjerte var knust i flere tusinde dele.. Før eller siden ville det vel hele igen? Før eller siden ville den smerte vel gå vlk.. Men for nu måtte hun leve med den.

//OUT