Pink water

[Deleted]

Det var solnedgang og en sommervejret var fugtigt i grænselandet. Dens store sø strækte sine breder vidt omkring, hvilket gjorde det nemt at finde steder og enkelte pletter i nærheden af den, hvor der ikke var nogen. Venner og bekendte kunne mødes til en sludder og have det hyggeligt, men det var ikke helt det som den mørke kvinde higede efter. En del af søbredden er fyldt med siv, men blandt dem er der et mellemrum, som nærmest skaber en lille vej ned til vandet. Sandbunden var ikke særligt dyndet og man kunne se klart igennem vandet. Det skvulpede op og ned af nogle glatte algebefængte sten uden den store forandring, well det vil altså sige indtil et nærmest undersøisk slør af noget der ligner rød røg breder sig lydløst. den røde farve fortyndedes af vandet og farvede det...pink

-Plasma. Yewande sad på knæ i vandet. Hendes sorte hår var fyldt med tørrede kager af blod. Stedet - nærmest uberørt. Perfekt efter som at en så vellykket jagt helst ikke skulle tiltrække opmærksomhed. Nu manglede hun bare liiige at skylle sig ren og i et snuptag ville hun være væk, på vej tilbage til hendes hjemmebane i Dvasias.
Det her var Manjarno.. Manjarno med sine regler - hun kunne ikke være mere ligeglad.
Hendes vejrtrækning er rolig og hun smilede med lukkede øjne, som at hun rislede vandet igennem sit pandehår med de fugtige hænder. Det kølede så dejligt og hun glemte tid og sted for en stund. Hun var iført en kort og praktisk kjole i tyndt stof. Den nåede hende ikke længere end til låret, for at den ikke skulle forhindre hendes løb, og det våde stof klistrede sig ind mod hendes former. Når hun var tilbage i Dvasias kunne det tænkes at Azrael-dyrene havde et par opgaver til hende, så hun lod sine tanker glide væk, forsøgte at slukke sit hoved og returnerede dermed til det dyr der for få øjeblikke siden havde fældet en animagus og flået hendes hals op..
Alene igen.. bare lige-

[Deleted]

Aimée sad allerred ved søen, den gamle slidt sort kappe var alt for stor og dække hele hendes sne hvide krop. hætten var trukket over hovede og skjult hendes Isblå og glas klar øjne, og det sne hvide hår der var meget kort. de små fine pige hænder var i vandt og før vandt op på den smule arme man kunne se, hvor der var små snit sår. efter det møde med vagterne var hun nød til at sikker sig de ikke fandt hende, så hun måtte begynde at vise sig i dagtimerne. hun vaske forsigtig armen og bed den svag smert i sig, på afstand line hun bare en lille pige på 14-15 år, men hun var meget ælder inde det. de isblå øjne var fokuser på de hvid arme der nu var rene for blod, man kunne skimte under kappen hang noget der skind og lyst isblå som hendes øjne, hendes krystal hendes livs linje uden den til at samle sjæle ville hun ikke overleve, selv om var halv engel var hendes dødsnymfe gener stærkere, og normal mad ville ikke kunne holde hende i liv. hun lage slet ikke mærke til kvinden der nu kom ved søen, hun tog lidt vand og før op under hætten først drak hun lidt af det resten kom hun i ansigt og vaske det roligt hvor efter hun tørt det med kappen, hun kigge ned på sit spejl billede ganske kort før hun begyndet at vaske sin arme igen.

[Deleted]

Yewande slog sine dybbrune øjne op med et sæt, som var hun vågnet fra en dyb drøm. Hendes blæksorte hår hang hen foran hendes ansigt og hun kørte det langsomt bag over sit ansigt da hun kunne lugte at hun ikke var alene. Hver fiber i hendes krop stivnede og hendes pupiller udvidedes indtil hendes blik endelig fandt det hun søgte efter, for så at blive stikkende, som en kat der havde set en mus. Hun spejdede bag mod vejen gennem sivene. Det første indtryk, der slog hende var at hun skulle trække sig tilbage. Hurtigt og nu inden vedkommende så hende. Hun kunne risikere at blive meldt til Manjarnos vagter, men da hun slog blikket overvejende på personen igen faldt der hende mere ind.
Det var en pige.. tydeligvis ung og ud fra skaderne på hendes arm så hun selv en anelse forfulgt ud. Ikke umiddelbart en person der ville gå hen og melde hende. Måske var hun endda lidt dum og ville tro at blodet var Yewandes eget. Hendes tunge gled hen over de fyldige læber og hvide, spidse tænder.. For hende her havde jo vinger.

*En engel?.. Det her kan gå hen og blive sjovt *
Hun gnæggede lavt og rejste sig i sin fulde højde. Der var øjnet en chance for noget interesandt. Langsomt løftede hun benene fra vandet, et efter et for ikke at plaske for meget. Havde man ikke vidst bedre, ville man have gættet på at hun havde været en animagus hjort, så yndefuldt hun bar sig ad. Hun gik ind mellem nogle siv, som var i vandet og knælede igen. Aime'es hvide vinger fangede hendes opmærksomhed. De fyldige fjer bevægede sig svagt i vinden og lokkede hendes indre legebarn til at tage fat i dem, men foreløbig sad hun stille der inde, med et lidt djævelsk smil, som at hun kørte de våde lokker om bag ørerne og fik sine øreringe til at rasle en anelse. Hun havde altid været fascineret af engles renhed og det sugede hende til sig, som var hun en magnet, dog vidste hun at de var kræftfulde væsner, og hun havde før været i slagsmål med en for et par udåder. De var som svaner, og man skulle ikke lade sig narre af deres blide udseende. Præcis som dem kunne de med lethed brække ens knogler og hun måtte gå varsomt frem, skønt hun var slagen flere gange, men som et brændt pyromanbarn, der alligevel higede efter mere...
Ja pigen havde vinger, men der var nu alligevel noget over hende.. Var hun virkelig en engel?
* Det skal jeg nok finde ud af min ven.. bare bliv hvor du er*

[Deleted]

Aimée sad forsat stille ved bredden, uviden om den kvinde der lige nu hade fået øje på hende. og nu også kom nærmer og gemt sig i sivende ikke langt fra hende, hun vaske forsat sin arme det sveg lidt men beder ind vis der gik betændelse i det, hun kunne jo ikke heale som andre engle hendes dødsnymfe gener var gået stærkt i gennem. hun holdt forsat hele sin krop und tagen armen skjult under den gamle og for stor kappe, hun mærke vinden der blidt kørte gennem vingerne. hun syntes kort hør noget rasle og så rundt i små hurtig bevægelser, lige som en hjort når den hade hørt noget. hun rejste sig op og trak armen under kappen mens, hun lukke hånden om krystallen. hun kunne sagtens sloges, og vis hun ville kunne hun nemt æde sjælen af den der angreb selv om hun hade fået ri lig med sjæle fra den sidste kamp, hvor hun hjælp Adelio ved at red ham fra nogle vagter der ville anholde ham, hun fatte stadig ikke hvorfor hun hade hjulpet ham men der var bare et eller andet over ham.. Aimée så rundt igen hvor efter hun trak vingerne ind i kroppen, så de forsvandt helt. hun burte nok heller komme hvider, der var noget i hende der sag det var bedste at forsvinde nu. hun så kort ned i vandt før hun vente ryggen til vandt og ville til og begynd at gå væk fra søen hun måtte over grænsen vis hun ville finde lidt fred bar længe nok til de hade glemt alt om hende og hun kunne vende tilbage og arbejde hvider som leje spion.

[Deleted]

I en hurtig bevægelse havde Yewande dukket sig, da Aime’e kiggede hen mod hende. At fjerne smykkerne var ikke en mulighed hun fandt acceptabel og hvis hun gjorde – hvor var spændingen og kunsten så henne? I et hurtigt øjeblik fik hun glimt af en smule af aime’es ansigt, da hun tittede fra side til side og tiltede hovedet en anelse overvejende, for så at konkludere at der var noget ikke rent over hendes øjne. Hvad kunne man sige? De mindede hende på en måde om noget familiært og velkendt. Måske hende selv? Mørket?
I et sidste snuptag, en rettelse kørte hun hånden ned i vande, for at føre det op i håret, hvor det meste af blodet nu var væk. Hendes tøj var dog stadig en anelse tilsølet. De flotte vinger forsvandt og efterlod Yewande med et ansigtsudtryk, som et lille barn der lige havde fået stjålet sin slikkepind, med underlæben skudt surmulende frem, men da Ai’mee gjorde mine til at gå oven i købet rejste hun sig fra sit skjul bag sivende og skønt fart ikke var en dæmons største styrke, fik hun sprunget så hurtigt frem i vandet, at hendes skridt/plask lød som næsten sammenhængende. Hun cirkulerede, som en hyæne rundt om Aime’e og fik stillet sig i vejen for bredden. Nu tog hun sig ikke længere af blodet på tøjet, lige meget tøsens reaktion. -
For det første måtte hun sikre sig hun ikke var blevet set. Det kunne have løst sig selv, hvis hun var blevet blandt sivene, men hvis tøsen havde lagt mærke til det ekstra blod i det klare vand måtte hun ikke bare gå. Slet ikke hvis hun var et væsen af lyset. Godt nok sagde Yewandes mavefornemmelse noget ganske andet, men det havde før fået hende i urede. Og hvorfor misse chancen for et nyt legetøj?
Hun stod rank, med en hånd hvilende på sin ene hofte og tiltede hovedet på skrå igen. Hun smilte smørret og kørte den anden hånd kælende gennem sit hår. Kneb øjnene en anelse sammen for at få et bedre syn på væsnet under kappen. Hendes øjne kørte med elevatorblik ned på hendes arm. Vurderende, for så at hæve næsen lidt overlegent og tog en dyb indånding.
”Hej lille ven… Du ligner da noget katten har slæbt ind” konstaterede hun med smørblød stemme, som havde hun talt til et lille barn.

[Deleted]

Aimée hade ikke nåde at blinke eller tænke før, hun opdage kvinde der først kræse om hende som et eller andet dyr til at stå i vejen for hende. hun så roligt på kvinden, dog stadig med hele ansigtet skjult under hætten. man kunne dog svagt se de isblå øjne skinde, kold og tomme for følelser. Aimée kendete ikke rigtig til ægte følelser ude over sorg og smerte, hun lod til heller ikke at være påvirket af hendes ord. "du skulle heller se på dem selv" sag hun stille og roligt, ikke bange over hovede. hun kunne tydelig fornemme hun var dæmon og i sær sensuel selv om det ikke rørt hende, da hun ikke var til kvinder men hun viste enlig ikke om hun var til mænd, hun hade jo aldrig prøve kærlighed fra nogle af de køn ud over hendes mor som jo var familie kærlighed, på hendes mors egen lidt underlig måde. Aimée lukke hånden om krystallen, den kvinde skulle ikke for tæt på hun ville ikke tøve med at trække dolken eller nogle af sin 10 kaste knive der var skjult op under den helt hvid kjole, eller bruge krystallen og æde hendes sjæl, hun ville i vært fald brug hendes sjæl som mad vis det skulle være hun skulle ikke have børn, hvilken grund skulle der dog vær at få børn? hvad var meningen med det? de larme og svine alt til som små gris? hun ryste tanken ud af hovede og holdt bare øje med kvinden, hvor efter hun vente sig for at gå rundt om søen i steden for hun hade en dårlig mave fornemmelse omkring den kvinde.

[Deleted]

”De skulle hellere se Dem selv”
-Yewandes blik vandrede kort ned på hendes spejlbillede, som bugtede sig i søen. Hun fnyste med en klukkende grin og nappede sig selv blidt i pegefingeren med en hjørnetand, inden hun rykkede på skuldrene og brummede – mest til sig selv ”Det kunne være værre”
Hun tog sig god tid, for hun var sikker på at hun kunne indhente tøsen hvis hun kom for langt væk og foreløbig stod hun jo bare og kiggede. De blå øjne skinnede som ædelsten under Aime’es hætte og Yewande strækte derfor hals en anelse. Nu var hendes nysgerrighed for alvor vækket. Hun cirkulerede blot endnu en gang rundt om Aime’es skikkelse, da hun vendte sig, da hun så igen stod ansigt til ansigt (eller ansigt til hætte nuvel) satte hun sig på hug med et grin. Det var altså (som hun nok havde gættet) en kvinde. Alt efter tøsens stemmeklang, ville hun nok sige en forholdsvist ung kvinde. Et sted i de sene teenageår måske, men alt afhængigt af race kunne hun sagtens være ældre.
Yewande klikkede tungen et par gange mod ganen, mens hun rystede langsomt på hovedet, så det lange hår dansede bag hende. Hun kneb øjnene en anelse sammen . Tilsyneladende var hun ikke specielt påvirket af Aime’es tilbagesnappen, og hun tænkte nok heller ikke så meget over hvad hun sagde – ikke mindst hvad hun selv sagde lige nu. Hun var i sit drilske, legesyge hjørne – og Aime’e skulle nu være underholdningen.
”Tsk tsk tsk. Oh myyy~.. Hvad har DU dog laveet?
Du burde få det renset. Søvand kan være så slemt til at skabe materie i sår…” Hendes stemmeføring var svær at tolke mod en egentlig hensigt. Hvis sandheden skulle frem overvejede hun stadig egentlig hvad den skulle være, og tonen i hendes stemme lød, som om hun oprigtigt viste interesse omkring tøsens tilskadekomst.
Hun rynkede en anelse på næsen, inden hun munden, blinkede tre gange med det lange øjenvipper og nappede sig så i underlæben.
”Sikke pæne øjne du har. Hvad er du for en?” Hun lukkede kort øjnene, for bedre at koncentrere sig om duften inden hun så tilføjede ”-Lille varyl. Hvor skal du hen?”

[Deleted]

Aimée måtte igen stoppe da kvinden igen var i vejen, og nu sad hun på hug hvad var der lige galt med den kvinden hun var ikke et lille barn mere hun var dog 1.70 høj! hun var dog stille stadig ikke påvirke af hendes ord, "kunne være vær" gentog hun bare, de små skrammer var ingen ting over hovede. hendes stemme var blidt og smuk som en engle men den forføren undertone af en dødsnymfe, at kvinden hade set hendes øjne var hun også lige glad med, hun følt sig utilpas med den måde kvinden var på og snakke til hende, og hendes krops sprog gjorde det ikke beder. "kommer ikke dem ved" sag hun da hun spurte hvad hun hade lave, hvad rage det hende hvad hun gik og lave og hvorfor skulle hun vid hun hade hjulpet sin aller første ven med at komme væk fra vagter. da hun så spurte til hvad hun var og lige frem sag hun var varlye måtte hun vel sige det, "Engle og Dødsnymfe" sag hun meget stille, hun var ikke vand til at snakke særlig meget hade hun aldrig være og kom hun nok heller aldrig til. "hvor jeg skal hen.. kommer ikke dem ved" sag hun stille og blev ståenden mens hun så på kvinden selv om hun hade mest lyst til at kigge væk, hun var ikke tryg ved den kvinde hun ville heller løbe sin veje og håbe at kvinden ikke løb efter hende, hvad ville kvinden med en som hende, hun var hvid som sne fra top til tå under kappen, alle flygte når de så hendes udsende da hun så meget anderledes ud, så hvorfor snakke den mørke kvinde til hende og for slet ikke at tale om hun var dæmon, "hvad vil du mig.. dæmon" spurte hun så som var det første spørgsmål hun enlig hade stille nogle den dag, hun hade stadig hånden om krystallen klar til at bruge den vis det blev nødvendig.

[Deleted]

Aime’es monotone gentagelse af Yewandes egne ord fik hende til at grine lavt. Tøsen forstod da at hive det komiske ud af en situation. ”Én engel?” gentog hun, stadig med den samme smørbløde stemme. Hun skød fornærmet underlæben en anelse frem og sænkede brynene, da hun ikke svarede på hendes spørgsmål. Og en dødsnymfe. Se det ødelagde jo lidt hende plan. Hun havde lyst til at gøre noget ved hendes vinger, men faktummet at hun kunne få sin sjæl ædt ved samme lejlighed stoppede nærmest processen. Havde dæmoner, som hende i det hele taget en sjæl? Folk sagde jo at de var det ondeste onde, så hun tvivlede lidt på det, men tanken var ikke noget hun skulle nyde noget af.
”Ikke så hurtigt – Ser duu. Jeg synes at du skal blive her. Faktisk kan jeg ikke lade dig gå” Der var noget muntert over hendes stemme og smilet på hendes læber blev en anelse lusket, selv om der paradoksalt var alvor i det hun sagde.
”Du lyder ikke til at være bange for mig, men du opfører dig sådan. Vær ikke bange! Jeg er ikke så meget til kylling. Har du et navn?” Yewande førte ringefingeren op til sine våde lokker og snoede en tynd stribe pandehår et par gange rundt om den, i takt til den smalltalk hun kørte. Hun ignorerede hendes spørgsmål om hvad hun ville Aime’e. Hun måtte passe på ikke at virke fremfarende, eller skubbene. Frem for alt måtte hun ikke slippe væk, før hun havde fået hende til at tie. Det ville bare sætte hende mere på vagt, end hun tilsyneladende allerede var blevet. Der var altid noget, som fik hende til at nyde disse små spil og intriger.

Ved tøsens sidste spørgsmål vendte hun siden af hovedet til hende, stadig med blikket vendt mod hende. Nu en anelse stikkende. De spidse tænder lod sig blotte i et lidt provokerende smil.

[Deleted]

Aimee så roligt på hende, mens hun holdt om krystallen. "mit navne kommer ikke dem ved.. de skal ikke vide mere om mig i hvad de allerred ved" sag hun roligt, mens hun bar stod ret op og så på hende. "og jeg går når det passer mig" sag hun koldt da der ikke rigtig var nogle følelser i hende, eller de var der men forsejlet selv om hendes engle gener presse på for at lukke dem ud, hun vente ryggen til kvinden igen. hun begyndt at gå igen, den kvinden gjorde hende virkelig utilpas hun hoste kort for at få kvalmen til at lægge sig. den kvinden gjorde hende virkelig utilpas, så det var med at komme væk selv om hun forvente at den sære dæmon bare ville forhindre hende i at flygte igen, hun hev hætten lidt længer ned over ansigt mens hun holdt fast om krystallen der hang i et kors formet vedhæfte af sølv, hun hade selv lave det og det var simpel og meget smukt. *bare den skør kvinde ikke kommer efter mig* tænke hun og forsatte med hurtig men dog stadig pæn kvinde skridt selv om hun ikke kendt så meget til at være feminin tror hendes dødsnymfe gener, hende hade uden kvinde hade set det trukket dolken bare som en sikkerhed vis nu kvinden sprang på hende kunne jag den ind i siden på hende eller snitte hende et sted på kroppen.

[Deleted]

”Du er da ikke alt for klog pigebarn. Hørte du ikke hvad jeg sagde?” Hendes stemme formørkedes til en snerren. Det her begyndte at irritere hende. ”Halvt væsen af lyset og halvt væsen af mørket. Du bor vel her, hvor din splittelse er velkommen? Siden du ikke vil informere mig om dit erhverv, eller hvem du er, vil jeg ikke lade dig forsvinde!”
I en hurtig bevægelse kom hun på benene og sprintede efter hende. Den korte kjole supportede hendes bevægelser og inden længe var hun nået hen på siden af Aime’e , hvor hun hvæste af hende og greb ud efter hendes skulder.
Hendes negle skød sig frem til skarpe kløer, klar til at grave sig ind i hendes hud for at få et bedre greb i hende. Hun kunne absolut ikke tillade sig at risikere noget med det her, og hun kunne jo se at hun ikke kom nogle vegne med pigebarnet. Det begyndte at snurre i hendes hud, som at hun førte sin evne ned i sine hænder. Godt nok var det ikke kærtegn og nærhed hun var ude efter, men hun kunne ikke se at hun havde noget andet valg. Hvis det lykkedes hende at få fat i Aime’e kunne det nok være at det ville sætte et lidt andet lys over tingene.
”Stop dit fjols!” Hvæste hun.

[Deleted]

i det kvinden rakt mod amiées skulder var dolken fremme ved kvindens strube, hætten var røgen af og det sne hvide kort hår kom til syne, de lyse næsten hvide ansigt, de lysen isblå øjne klar som glas rette stift mod kvinden frem holdt hun krystallen der lyse mere isblå ind hendes øjne selv, "du gør klogt i at trække den hånd til dig.. jeg er små sulten og din sjæle kunne nemt blive mit næste måltid" sag hun koldt det her var en af de få gange hvor hun snakke meget, vis nogle prøve at gør hende ondt. "jeg mener ikke du på nogle måder har ret til at kende til mit arbejde eller mit navn.. og siden du ikke selv giver dig til kende.. dæmon.. vil jeg anbefal dig at trække dig langt tilbage og lad mig gå" hun så ikke spor vred ud, hendes holdning var rolig og hun viste tydelig vis hvad det var hun lave. hendes isblå øjne var fast rette mod kvindens ansigt, hun kæmpe dog for ikke at få det mere dårligt at kvindens charme og udsende det gjorde hende stadig utilpas, hun holdt roligt fast i dolken holdt den kun få cm fra hendes hals mens krystallen der hade en lang kæde var små 30 cm fra hendes mund komme den bare 5 cm hen til kvindens mund ville hendes sjæl blive opslugt og så hade hun fået ind nu en sjæl at leve af.

[Deleted]

Da aime’es hætte røg af spærrede Yewande øjnene op. Det var jo som om hun var lavet af den fineste sne! Hun stivnede, blot i det sekund for at kunne suge, så meget af det nye indtryk til sig så muligt. Derfor blev hun også overrasket i næste øjeblik, da hun havde fået dolken mod sin hals, som øjeblikkeligt spændte alle sener, som en form for forsvars mekaniske. Hun grinte. Bare tanken om at en gemen kniv ikke kunne gøre hende noget. Hun slog munden op, som om hun drastisk overvejede at bide tøsens hånd af. Igen stivnede hun dog, da krystallen blev nærmet hendes nu åbne mund. ”A…ah? hmmm”
Et tungt suk forlod hendes læber, som hun så langsomt trådte to slæbende skridt baglens. Ganske modvilligt, men hun skulle under ingen omstændigheder have den krystal i nærheden af sig. Hendes øjne rullede op mod den lyse himmel, som om hun søgte hjælp fra et højere sted… Sinken ville jo ikke gøre som hun sagde. Hvordan skulel hun klare sig ud af det her? De lange sorte øjenvipper slog hendes øjenlåg i, som skodder for et vindue og hun var stille i et øjeblik inden hun åbnede dem igen og rystede på hovedet, for at få pandehåret under kontrol..
”Mig? … Jeg har haft mange navne over længere tid og de har varieret fra person til person. Yewande” fnøs hun.
Hun ville ikke give hele sit dæmonnavn. Det var ikke sikkert..
”Men efter som at du ikke vil dele dit eget går jeg ud fra du har en mere lyssky dagsorden?”
Det drilske smil spirede atter frem på hendes læber af sig selv..

[Deleted]

Aimée stod roligt stadig med krystallen fremme, og dolken mod hendes hals. hendes navne var ikke noget hun kendt til og det lød underligt men hendes navne var nok heller ikke helt normalt, "jeg normalt ikke ud i dagtimerne men det kommer ikke dem ved hvad jeg laver" hun holdt dolken forsat mod hendes hals, hun burte komme hvider hun skulle over grænsen gerne inden nogle fandt hende. hun trak dolken til sig inde under kappen og op under kjolen igen, men krystallen var stadig fremme. de isblå glas klar øjne stirre stadig på den sær kvinde. "burte du ikke selv komme væk.. du liner en der jagtes gennem stort set alt" hun holdt fast om sin krystal mens hun hev hætten over sit hovede igen, hun tog krystallen under kappen igen men var klar til at hive den frem lige når det skulle være. hun begyndt at gå igen stille og roligt, så længe hun bare opførte sig stille og roligt ville folk vis der var nogle ikke lægge så meget til dem.

[Deleted]

Som at Aime’e begyndte at gå, fulgte Yewande efter hende i roligt tempo, med omkring to meters afstand. Hun nægtede dog at slippe hende ud af syne, før hun kendte lidt mere til hende. Hun kunne være tyv, eller en morder, hvilket hun teknisk set under alle omstændigheder var, når nu hun fortærede folks sjæle, men der var mange fattige i Manjarno, og man kunne få et ret stor sum for at udlevere regelbrydere til byvagterne.
’burde du ikke selv komme væk.. du liner en der jagtes gennem stort set alt’
Med en klukkende latter, slikkede hun sig hen over sine hjørnetænder. Der var noget hoverende i hende stemme. ”Det plejer ikke at være mig et problem… Med mindre andre gør det til et for mig?” Hun stirrede nu lidt spørgende på den hvide pige, som om hun prøvede at regne ud om hun kunne få hende i vanskeligheder ved det her.- Det vil sige ud over at hun truede med at æde hende, hvilket egentlig irriterede hende.
”Men det sker så ofte at dem der jagter mig, ikke bliver dem der jager… Hvis de absolut insisterer” Der dannede sig en utydelig mørk brummen, som hun tilføjede det sidste. Det pigebarn skulle kende sin plads.