Cleaning up the mess

[lucas]

Selvom Procias var lysets land, var kendt for sin store pragt og venlighed, så var det hele gået ned ad bakke, da den unge Keischa var trådt på tronen, efter at den dæmoniske greve til Ilosonic var kommet tilbage, og det var før at befolkningen havde vendt sig imod kongehuset, hvor de ønskede den nuværende konge Jason død. Lucas forstod godt folket, selvom at Jason virkelig var en god mand, men de kunne ikke se det potentiale som han havde. Det var dog begyndt at gå op ad bakke for landet igen, da den forhistoriske dronning, Elanya, var kommet tilbage og havde tilbudt sin hjælp. Hun havde godt nok et rygte, som mange ikke brød sig om, men Lucas hjalp hende med at lægge en dæmper på det, for det var tydeligt at folket troede på sladder og de glemte at rygtet var startet af en sladderspalte. Elanya var kommet tilbage på tronen, som hun var blevet gift med Jason, hvilket havde skabt en anelse håb for folket igen, for landet var i færd med store reformer, ikke bare med skiftning i kongehuset, men også med reglementet i landet, og generelt landet, for kongehuset var jo nød til at vise sit værd, vise at de gjorde noget for folket, hvilket de også gjorde, for de var i gang med at jage alle mørkevæsner ud af landet, som ellers havde søgt hertil. Og det var netop det som Lucas var i færd med i øjeblikket.
Stolen stod højt på himlen og Lucas havde forladt slottet fra tidlig morgen. Han var normalt ikke krigsmanden, den som drog i krig, eller den som valgte vold som løsning, men selv han var nød til at komme lidt ud i feltet, hvis Procias skulle bestå. Han var denne dag i færd med at drive mørkevæsner ud, som han gjorde hist og her, for ellers havde de jo hærføreren og kaptajnen for den procianske hær til at drive dem ud. Men jo flere der var sat på sagen jo grundigere blev det gjort. Han selv havde en håndfuld soldater med sig ude, hvor de var kommet til den nedbrændte skov. Der var få planter som var ved at spirer, men området fik jo også hjælp af druider og elverne. Generelt fik de en masse støtte fra Manjarno. Det eneste som egentlig var tilbage fra branden, var den store bæk, selvom at det nok ikke var det bedste vand at drikke af mere, specielt ikke med de mange skader som skoven havde fået, for ja.. der var jo slet ikke nogen skov tilbage! Han og soldaterne havde opsporet nogle mørkevæsner hertil, nogle dæmoner, som tilsyneladende fandt det morsomt at terrorisere Procias, men de skulle ud, og gik de ikke frivilligt, jamen så måtte de jo dø. Han bar et sværd ved sin side, som måtte hvile i dets skede, hvor han ellers havde taget bue og pil med. Han havde gjort tegn til soldaterne at de skulle sprede sig, så de dækkede et større område, hvor han selv havde sat en pil for buens streng og var klar til at skyde, hvis fjenden skulle dukke op. Han gik langs den rislende bæk, hvor de smaragdgrønne øjne undersøgte terrænet.

[michael]

Michael havde endelig fået sine ting tilbage fra Meadow. Hun havde klaret det virkelig godt, det passede perfekt til den gang han havde brugt det første gang. Der var intet som var blevet lavet om, selv hans logo som var på sværdknappen var der. Ligenu stak sværdet op fra en hvid læder sværdskede, så det eneste man kunne se var den buede gyldne parerstang, halvanden hånds håndtaget med det sorte læder, og den femkantede sværdknap med solen og livet træ som var hans logo.Over hans ryg hang en stor langbue og ligeledes et pilekogger hvor en masse pile med hvide styrefjer stak op. På hans krop bar han endnu engang sin rustning. Hun havde fået ordnet hullet i skulderen perfekt, og fået gjort den fuldkommen klar til brug. Hans rustning bestod af en ring brynje skjorte og bukser. Metal arm og ben skinner, og en bryst og ryg plade rustning som ligesom sværdet havde solen og livet træ. udover det hele havde han en hvid kappe på ryggen og læderstøvler på fødderne. Lige nu befandt han sig i skoven, og rundt om ham lå en masse døde mørkets væsner. Det var ikke fordi at han havde opsøgt dem faktisk var han kun lige kommet tilbage til procias og havde taget turen gennem skoven, eller det der havde været skoven før den åbenbart var brændt ned. Og i det næste sekund var han blevet omringet af dem, at de så ikke havde regnet med at de ikke kunne vinde var ikke hans tur. Michael stod lidt og kiggede på ligende omkring ham, før han kiggede op da han hørte lyden af fødder der bevægede sig i skoven. Automatisk røg hand hånd ned på sværdet og trak det i en glidende bevægelse. Han kunne ikke vide om det var endnu en gruppe mørke væsner og denne gang ville han være forberedt.

[lucas]

Lucas bar ikke det vildeste tøj, for han ville helst kunne bevæge sig ordentligt, når han endelig var ude. Han havde derfor ingen rustning på, for han var et lysvæsen med et fredeligt sind og ingen kriger. Han var let til fods og kunne desuden kæmpe med kroppen til perfektion, som han havde sin egen kampsport. Han bar en kogerbrun lædervest, som måtte sidde perfekt til hans overkrop, som også viste hans muskulatur, og ellers nogle halvløse sorte bukser, så han var i stand til at bevæge sig så frit man kunne. Fordi hans arme var frie, så ville man kunne ane arret på hans venstre overarm, der gik videre om på ryggen, som han engang havde fået i et sammenstød med en af mørkets racer. Håret var for en gangs skyld kortklippet, så det ikke kom i vejen på noget tidspunkt. Han bar ellers sin slægtshalskæde, som han altid gik rundt med, som bestod af en enkelt sølvkæde, ganske enkelt, men den betød alverdens for ham! De sorte støvler der gik op over hans læge, var allerede en anelse mudret til, faktisk en blanding mellem mudder og aske, for området der førhen havde udgjort skoven, var blevet et sort område, med halvbrændte træer og buske, hvor det meste var smuldret bort. Hans smaragdgrønne øjne søge over landskabet, for at være sikker på at han ikke blev ført i nogen former for fælder. De andre soldater gik også i området, men så langt væk at han ikke kunne se dem, desuden stod der stadig nogle få brændte træstammer tilbage, så man kunne stadig gemme sig bag dem og lave et baghold, hvis det var det. Egentlig havde han ikke brug for buen eller sværdet, for han havde jo faktisk sin lyse magi, og når solen var oppe, som den var denne dag, jamen så var hans magi ekstra stærk, for den fandt jo styrke fra solen og dens varme. Blikket faldt på manden der var omgivet af andre døde folk, hvilket fik ham til at sigte direkte mod manden med pilen, selvom at han ikke skød – endnu. ”Hvem er du?!” spurgte han fast og med en tydelig stemme som klart måtte kræve svar. Han kunne ikke rigtig se manden ordentligt, da han stadig stod på afstand, så han bevægede sig tættere på ham. Dog kunne han tydeligt genkende ansigtet, jo tættere på at han kom. De soldater som havde fulgtes med Lucas kom frem fra sit skjul med deres våben sigtende på Michael, så han stod omringet og ikke var i stand til at flygte. Lucas sænkede roligt sin bue, som han kunne se at det var Paladinernes leder, for et skævt smil gled over hans læber. Han gjorde tegn til soldaterne at de skulle sænke deres våben. ”Michael!” Hans navn blev mere udtalt i en form for hilsen. Han gik roligt tættere på, hvor de smaragdgrønne øjne faldt på de døde væsner. ”Jeg går ud fra at du har klaret mit arbejde?” Det var mere en konstatering end et spørgsmål, for det var tydeligt at Michael havde gjort det af med mørkevæsnerne som han selv havde været ude for at dræbe. ”Undersøg området.” Hans ord var henvendt til soldaterne, som uden tøven fulgte ordrer, så Michael og Lucas stod tilbage alene. Han havde godt hørt om at Michael var vendt tilbage, desuden så burde han jo næsten også skulle vide alt om alle, når han stod som kongelig rådgiver og han kendte skam godt til Michaels bedrifter.

[michael]

Michael stod helt roligt mens han ventede på at finde ud af hvem eller hvad det var der nærmede sig ham, man kunne jo aldrig være forsigtigt, ikke sådan som landet havde det lige nu, med oprører og mørkevæsner som alle prøvede at dræbe hinanden. Han kunne tydeligt hører at der var flere omkring ham, ud fra de nummer af fodtrin han kunne hører i den knasende og brændte jord som jo trods alt var over alt rundt om dem. Han strammede grebet om sværdet en del, da den første mand trådte frem og sigtede på ham med en bue. Dog slappede han fuldkommen af da han hørte stemmen og stak sværdet tilbage i sin skede med et skævt smil "Hej Lucas" sagde Michael med et høfligt nik som var rettet mod manden som kom tættere på. Han kendte ikke Lucas særlig personligt, men han havde da set ham nogle få gange efter at han var kommet tilbage, og han havde da også hørt om ham og hvilket arbejde det var han gjorde for Procias. Da Lucas kommenterede det med de døde mørke væsner som lå rundt om ham trak Michael bare på skulderne med et skævt smil "Det ser sådan ud. Men der er sikkert flere endnu som der skal findes. " sagde han med et roligt smil. Michael fulgte soldaterne med blikket da de forlod dem og bredte sig ud på området "De er godt trænet, hvem er det der har stået for det? " Michael havde endnu ikke mødt hærføren for Procias, ikke den som havde jobbet nu i hvertfald, så han vidste ikke engang hvem han var. Men Michael måtte da indrømme at det så ud til at han havde gjort et flot stykke arbejde med at få Soldaterne trænet. Michael vendte blikket tilbage mod Lucas, nu med et mere alvorligt ansigts udtryk "Hvordan står det til i Procias i øjeblikket? Er der begyndt at komme styr på oprørerne eller manglen på mad?" spurgte han, tydeligvis bekymret for Procias og dets indbyggere.

[lucas]

At se at det var Michael, Paladinernes leder, var da kun et glædeligt syn, og det så ud til at Lucas ikke fik dræbt nogen mørkevæsner denne dag, for Michael havde tilsyneladende dræbt dem alle, eller de fleste om ikke andet. Det gjorde ham dog intet, for skulle han være ærlig, så ville han helst blive fri for at tage flere liv, men han havde da været godt i gang med uddrivningen af mørkevæsnerne, og de fleste gad ikke at gå frivilligt men hellere ville kæmpe for at blive, så han havde faktisk været nødsaget til at tage mange liv. De smaragdgrønne øjne faldt stille på de døde væsner, der måtte ligge døde for hans fødder. Det gik da fremad med at få dem ud, hvilket også havde fået folket til at slappe af, de manglede jo så bare en enkelt, den største af mørkevæsnerne her, og nok også den farligste, netop fordi manden besad den magt som han gjorde: Ilosonic Demoniqz. Havde han ikke været greve af landet, så var han blevet sparket ud med det samme! Men så måtte de jo tage hans dæmontøs i stedet for. Han vendte blikket mod Michael igen, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han så kort efter soldaterne der måtte sprede sig igen, blot for at se tilbage på Michael. ”Gabriel Hawktan.. hærføreren,” svarede han stilfærdigt. Gabriel havde faktisk gjort et godt stykke arbejde, den mand hjalp jo også med at få mørkevæsnerne ud af landet, lige såvel som manden også hjalp med at holde stand imod de som prøvede at komme ind ved muren, for sikkerheden var klart blevet skærpet efter at der var sket de nye reformer i landet. Efter at Elanya var kommet hertil, så var alt faktisk begyndt at gå lidt bedre. Desværre så var der bare sket utrolig mange skader, såsom ved skoven. Den var fuldstændig ødelagt, men de havde da fået tilkaldt elver og druider, som var begyndt at se på den, for at se om de kunne få det hele til at spire igen, noget som han faktisk ville se frem til. Han så roligt på Michael ved hans andet spørgsmål. Han trak svagt på skuldrene. ”Det går fremad,” fortalte han stilfærdigt, måske ikke en lang forklaring, men der var få forhindringer på vejen, dog gik det da kun den rette vej. ”Oprørerne er faldet langt mere til ro, nu hvor deres ønsker og behov begynder at blive hørt og stillet.. det kniber dog med maden, men vi er nød til at vinde befolkningens tillid igen, inden vi kan føre et samarbejde og få markerne og alle andre afgrøder på plads igen,” forklarede han stilfærdigt og smilede skævt. Befolkningen var faktisk faldt mere til ro, selvom at nogle stadig var skeptiske og han forstod dem faktisk godt.

[michael]

Michael lod endnu engang blikket glide ned på de mørke væsner som lå døde for hans fødder før et suk forlod hans læber, det var aldrig sjovt for ham at dræbe. Men han var blevet trænet til at gøre det uden tøven når det var nødvendigt, og det havde det været ved denne lejlighed, eftersom at de havde overfaldt ham og han endnu ikke havde gjort sin pligt. Der lå stadig meget arbejde foran ham, det vidste han skam godt men sådan var det vel bare engang i mellem, og han ville som altid gøre sit bedste for at være sin title som leder værdig. En svag og kølig brise slog ind mod dem og fik Michaels kappe til at danse lidt, selv vendte Michael hovedet mod himlen med lukkede øjne og nød bare den blide og kølige vind. Da han havde stået sådan lidt vendte han igen blikket mod Lucas, mens han lyttede til hvad der blev sagt "jeg har ikke selv mødt ham. Men har da mødt en af hans Kaptajner, han var godt nok meget ung, men ud over det så virkede han som om at han kunne sit kram" sagde Michael med et skævt smil. Han havde godt hørt om hvad Gabriel havde gang i, han var bare altid blevet omtalt om Hærføren så Michael havde aldrig fået fadt i navnet, hvertfald ikke før nu. Med en svag raslen bevægede Michael sig over til en sten som han satte sig ned på, mens blikket forsat hvilede på Lucas "Ja jeg håber bare snart at procias er ved sit gamle selv igen. Hvem er det som sidder på tronen nu?Og hvilken slags person er han eller hun?" spurgte Michael roligt. Han havde kun hørt noget om at den tidligere droning var blevet fundet død, men hvem der havde slået hende ihjel, eller hvem der havde overtaget efter hende vidste han intet om, han havde været alt for optaget af andre ting, til at kunne følge med i det hele.

[lucas]

Mange ting var sket på det sidste, og det var begyndt kun at gå fremad i Procias, på grund af de mange potentielle mænd som de måtte have. Der var mange gode procianere som hjalp til med at få landet tilbage på fode igen, hvilket faktisk også var på tide. Mange af soldaterne havde flygtet til Manjarno, så det var blevet tyndet ud selv i kriger til landet, de fleste var korrupte, de lod sig betale til at lukke mørkevæsner ind, men nu hvor alt var ved at blive nyt, alt var ved at blive lavet om, så begyndte det faktisk at gå bedre, selvom at det meste også skyldtes den hjælp som de fik af Manjarnos kongehus. Han betragtede roligt Michael med et skævt smil og nikkede medgivende til hans ord. ”Enig.. Marcus er utrolig ung. Men han har virkelig kæmpet sin sag, vist sit værd, og han er god nok på bunden.. en sand procianer. Vi kan ikke være mere heldige at have en mand som Marcus i hæren,” svarede han stilfærdigt. De soldater som de havde tilbage, de havde disciplin, de havde troen på Procias og ønskede at hjælpe deres fædreland og bedre soldater kunne man virkelig ikke finde! Han så blot til, som Michael valgte at gå hen og sætte sig på en sten, hvor han dog selv valgte at blive stående. Han betragtede kort terrænet bare for at være sikker på at der ikke var flere mørkevæsner, selvom at det så ud til at Michael havde fået klaret dem alle, for der lå en håndfuld af dem på jorden omkring ham. Han så roligt mod Michael igen. ”Procias skal nok klare sig. Vores nye dronning skal nok sørge for at få landet ind i en storhedstid.. igen.” Han lod roligt sin bue glide over hans skulder, for det så ud til at området var sikret. ”Hun har været dronning før.. sidst hun var det, førte hun landet ind i en storhedstid, hun er det bedste bud på en regent for Procias. Desuden.. så er landet allerede på vej ind i en ny tid, landet får nye reformer, det er også derfor vi er i færd med at jage mørkevæsnerne ud,” forklarede han stilfærdigt, som han smilede skævt. Han havde allerede jaget mange ud, også ved hjælp af den procianske hær, så man kunne godt sige at de var i gang med en ordentlig oprydning i landet, for alt skulle bygges op fra bunden af, afgrøderne, markerne, skoven, ja det hele.

[michael]

Selvom Michael kun havde været tilbage i Procias, i meget kort tid, havde selv han, ud fra de rygter han havde hørt, se at det så småt var begyndte at gå bedre for landet. Selvfølgelig var dette stadig med meget hjælp fra Manjarno, hvilket Michael kun var glad for. Han håbede dog stadig et sted, at landet snart ville kunne klare sig selv. Han var Procianer helt ind til marven, og dette gjorde også at det smertede ham en del, at se at landet var nødsaget til at tage imod hjælp fra Manjarno, men så igen, hellere at de modtog Hjælp fra Manjarno, end at de var blevet rendt over ende af Dvasianerne. Som det lå nu, lå hans lod egentlig bare at sørge for at procianerne i sidste ende ikke ville gå imod Dvasias. For måske var det Dvasianernes skyld og selvom Procianerne var væsner af lyset, var det ikke umuligt for dem at havde ønsket til at gøre gengæld, men en krig som det ville fører til ville bare skade mere end det ville hjælpe, for begge parter. Michael vendte blikket mod Lucas med et stift nik "Ja han er en af de få unge mænd, jeg har mødt som man faktisk Kan kalde for en sand procianer. Det skal dog ikke forstås som at de er en mangel vare, men de fleste der er så unge som ham, plejer sjællendt at være så pligt opfyldende, hvertfald ikke i starten." Michael kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken, da han selv var så ung som Marcus måtte være, havde han været pligtopfyldende til en hvis grad godt nok, men han havde været lige så meget oprørsk, og havde skabt mange problemer for folk, og givet sine forældre grå hår. Det gik dog over da han første gang fik et ansvar, da han blev sendt til jorden. Michael rejste sig op fra stenen og gik hen foran Lucas igen, mens lucas snakkede om droningen. "Droning før? er hun da blevet genoplivet?" spurgte Michael undrene, dengang han havde været i live, var Droninger og konger kun blevet skiftet ud når de døde, så hvis denne kvinde havde været droning før, måtte hun da have været død engang i fortiden. Michael kiggede undrene på Lucas lidt tid, mens han ventede på at få svar.Men det var ikke kun forundring som plagede Michael lige nu, han var også bekymret, det at kvinden havde været droning før, og nu var blevet det igen, der var en chance for at denne kvinde ville blive magtsyg, og måske havde hun først Procias ind i en storhedstid før i tiden, men ville det være muligt endnu engang?. Alt dette bekymrede Michael, og det var tydeligt at noget plagede ham.

[lucas]

Meget var sket i Procias og hvorvidt hvis skyld det var, var svært at sige. Man kunne selvfølgelig beskylde dvasianerne, eftersom det var dem der befandt sig i landet, det var dem som havde brændt skoven ned, men.. oprøret var sket fordi befolkningen havde været utilfredse med kongehusets indsats. Dengang Keischa havde stået som dronning havde de set at alle problemer havde været hendes skyld, fordi befolkningen havde følt at mørkevæsnerne var kommet med ind i landet efter hun var kommet på som regent. Ilosonic, Alexis, Jason, alle var adelige eller med høj status og det havde befolkningen ikke brudt sig om. Jason var en god mand, det havde Alexis også været, han havde også trænet hærens soldater utrolig godt, så det var også den mand man kunne takke for at soldaterne i dag kunne deres kram. Derimod var Ilosonic den rådne frugt imellem alle de friske. Og hvis det blev muligt, så ville han personligt smide den mand ud af landet, sammen med resten af mørkevæsnerne! Det var til gengæld bare en anelse svært, når manden stod som den retmæssige greve af landet, men så snart de fandt beviser på bare lidt af det han have gjort, så ville de kunne få ham ud af landet på et splitsekund! Hans smaragdgrønne øjne faldt roligt til Michaels skikkelse, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Tja.. der er en grund til at manden er blevet kaptajn i hæren. Han er den yngste indtil videre, der så hurtigt har skaffet sig en så høj status.. men han har potentiale,” medgav han roligt og smilede et venligt smil. Han havde godt hørt om Michaels historie, og også det at han var blevet genoplivet af selveste dødsenglen, dog var det første gang at han mødte manden i egen høje person, så det var naturligvis også en ære at møde ham. Han lod blot Michael rejse sig og gå hen til ham, hvor han selv forblev stående på sin plads, dog uden at han veg blikket fra ham. Han lod hovedet søge en anelse på sned til hans spørgsmål, hvor han nikkede ganske let. ”Jo.. Elanya er blevet genoplivet, tilmed af sin egen søn, kongen før Keischa, som blev dræbt under et maskebal i et attentatforsøg,” forklarede han roligt og smilede et stille smil. Han så ganske let omkring. ”Nu sidder hun så på tronen igen og der er ingen der kunne passe bedre til det job,” forsikrede han ham, hvor smilet roligt bredte sig på hans rosenrøde læber. Han lagde dog godt mærke til at Michael begyndte at se en anelse bekymret ud. ”Noget galt? Du ser.. bekymret ud,” konkluderede han roligt, hvor han lod hovedet søge til den anden side, som han så en anelse spørgende på Michael. Måske manden var bekymret for landet? Dog kunne Procias ikke være i bedre hænder end det som det var nu. Elanya gjorde et godt stykke arbejde, og de var i gang med de nye reformer som han selv havde udarbejdet sammen med hende og Jason. Han var sikker på at det hele nok skulle falde på plads stille og roligt. Det ville nok tage lang tid, men landet skulle nok komme til at se sine lyse dage igen.

[michael]

Michael havde fra flere kilder hørt mange forskellige historie om hvis skyld det var at landets tilstand var som det var, og da han ikke havde været der da det hele gik galt, da han på daværende tidspunkt stadig var død, kunne han ikke sige til eller fra for nogle af anklagerne, han kunne dog udelukke nogle af de mest usandsynlige, af dem. Det var også derfor at han var endt omkring den konklussion at det var denne greve, denne ilosonic som var skyld i det. Langt det fleste mennesker havde peget i retning af ham. Michael havde dog ikke kunne gøre noget ved denne mand, for han var trods alt greve, og indtil andet var bevist kunne Michael ikke rører ham, som greve stod han jo et stykke over Michael på rangstigen. At det skulle have været dronningens egen svagheds skyld var også en mulighed han ikke kunne udelukke, men hendes svaghed alene var ikke skyld i at landet var kommet så langt ud på randen af fornuft, og hun havde jo heller ikke slået sig selv ihjel. Michael nikkede bare enigt til hvad Lucas sagde, han havde godt nok ikke snakket med knægten særlig længe, men han havde da klart fået det indtryk af at han var dygtig til det han gjorde og han kunne finde ud af det, og sikkert en hel del mere. Michael lyttede roligt til hvad Lucas forklarede omkring den nye dronnings genopståen, og åbentbart også mordet på den tidligere konge, det var godt nok noget rod alt sammen, så kunne man vel bare håbe at vagterne fra nu af ikke ville lade nogen komme ind til dronnigen for at skade hende, hvis hun virkelig var så god som Lucas sagde. Michael forblev stille lidt, efter at Lucas havde ramt hovedet på sømmet med sit spørgsmål før han nikkede "NU ved jeg jo af gode grunde ikke noget om den nye dronning, jeg var ikke i live dengang hun sidst sad på tronen, men jeg er måske bekymret for at det ikke vil være så smart at sætte en tidligere dronning tilbage på tronen. Folket vil på den måde have tillid til at hun kan rette op på alt dette rod og fører procias tilbage i en ny storhedstid, og derfor vil de være meget nemmere at skuffe og vende mod hende, og derved få hele landet til at falde tilbage i oprøret endnu engang" sagde Michael tænkende før han vendte blikket mod Lucas for at se hans reaktion. Som paladin var det ham ikke muligt at lyve og han ville da heller ikke have skjult sin bekymring alligvel selv hvis han kunne lyve, men det var heller ikke sikkert at Lucas ville bryde sig om hvad det egentlig var som Michael sagde, selvom det jo egentligt var fornuftigt nok, hvertfald i hans hovede.

[lucas]

Nu havde Lucas aldrig mødt Michael før, eftersom han selv ikke var født, dengang Michael sidst havde været på Jorden, men det var da klart en ære at møde manden nu, selvom han stadig ikke rigtig havde dannet sig et billede af ham, men nu hvor manden stod som paladinernes leder, så var det jo også tydeligt at manden måtte have noget fornuft mellem ørerne? Lucas kunne dog forestille sig at Michael bare havde et andet syn på verdenen end det som mange andre havde, for han kom jo trods alt for flere tusinder år tilbage, og verdenen havde ændret sig en del siden dengang, hvilket Michael vel også selv havde kunnet mærke? Verdenen var faktisk blevet et utroligt egoistisk sted med tiden, mange var begyndt at tænke på kun sig selv og deres familie, specielt her i Procias, det var jo også en af grundene til at de fleste bare var flygtet til Manjarno. Lucas lyttede til Michaels ord, selvom han måtte ende med at rynke en anelse på næsen, som han faktisk sagde han var imod Elanya, hvilket var ord han nok ikke var helt tilfredse med, men han sagde dog intet til det, for folk havde ret til at have deres egen mening, hvilket han ikke ville stille sig op imod, men derfor kunne han jo stadig godt forsvare Elanya. ”Det kan du have ret i,” medgav han stilfærdigt, ”men der er en grund til at hun ikke står alene, hun har både sin mand Jason, kongen af Procias og så mig, den kongelige rådgiver, til rådighed og til at hjælpe hende, for jeg ved godt at det kan gå galt, men eftersom at folket allerede er ved at vise hende tillid, så er det også den vi i kongehuset prøver på at bevare.” Han smilede et roligt og dog venligsindet smil, for han var skam ikke ude på at meje Michael ned, faktisk kunne han godt se det fornuftige i hans ord, for det var lang tid siden at Elanya havde styret landet sidst, og det havde han faktisk også selv påpeget for hende; verdenen var ikke som den engang havde været, men hun var opsat på at hjælpe og hun gjorde det også godt, så han ville ikke stå i vejen for hende, desuden havde hendes genindsættelse også fået befolkningen til at åbne øjnene op, for at se muligheder igen, hvilket kun var godt. Han ønskede for alt i verdenen at redde Procias, at få det på rette fod igen, for han kunne virkelig ikke bare stå og se til på sidelinjen uden at gøre det mindste ved alle disse skader! Det nægtede han simpelthen! ”Men alle har vel fortjent en chance til?” spurgte han roligt, som han vendte de smaragdgrønne øjne imod Michaels skikkelse. ”Det fik du trods alt også,” tilføjede han stilfærdigt og smilede skævt. Han var jo også genopstået, fået en chance til for at hjælpe folk her i Procias, så han stod jo faktisk i samme båd som Elanya selv.

[michael]

Mens stilheden sænkede sig mellem dem, lod Michael blikket glide rundt omkring området. Selvom at Lucas havde sendt sine soldater ud for at tjekke om der var flere dvasianere ville det alligevel været utrolig dumt for dem begge at lade slappe af, det kunne de trods alt gøre når de kom til et sted hvor det var lidt mere sikkert. Han nåede dog lige at vende blikket tilbage til Lucas til at se at han rynkede på næsen over de ord der var blevet sagt, og det var da også forståeligt nok, siden han nu stolede så blindt på denne dronning som nu var blevet sat på tronen, men hvis en mand som Lucas kunne stole på hende, var det vel også muligt for Michael at gøre det samme. Han lyttede tålmodigt til hvad Lucas sagde og nikkede roligt til hvert et ord ”Selvfølgelig, hvis hun allerede nu har fået tilliden fra Folket, kan det jo ikke være bedre” sagde han roligt. Han kiggede bare roligt på Lucas med et venligt smil, det samme som han havde haft lige fra starten af. ”Ja jeg fik også en chance til det er sandt, men derfor er der stadig stor forskel på Dronningen og mig selv. Jeg har ingen reel magt, ingen der endnu er i live kendte mig dengang jeg levede første gang. Ingen kender mig af navn eller af gavn og ved siden af det, har jeg ingen reel magt i landet. Dronningen, levede godt nok for mange år siden, men langt fra ligeså mange som jeg, og af den grund er der stadig mange som kan huske hvad hun gjorde for landet dengang, og ved hvem hun er. Og oven i det har hun magt over de fleste om end ikke alle Procianerer som lever i Procias. Det er ikke så meget fordi jeg ikke stoler på hende, for hvis hun er så dygtig til det som du siger hun er, så vil jeg støtte hende med alt hvad jeg er, selvom det nok ikke er så forfærdelig meget værd længere. Men vi skal bare også passe på at vi ikke falder for meget tilbage på at stole på hvem hun var sidste gang hun var i live, døden kan ændre folk, det burde jeg trods alt vide alt om, for jeg har set det ske” sagde han roligt og kiggede på Lucas. Det var tydeligt at han ikke sagde dette fordi at han var imod Elanya, tværtimod burde et værd fornuftigt væsen kunne se at han bare var mere opsat på at tjene landet og folket, end dronningen og derfor kun ville landets bedste. Michael rullede lidt med nakken da han følte det som om at den var blevet godt stiv, og som han gjorde dette knirkede det let fra hans rustning. Men efter at han stoppede og stilheden sænkede sig over dem, var den eneste lyd der var tilbage den svage vind som løb over området. Michael kunne ikke lade være med at tænke over om dødens engle havde vidst noget om at det var gået så let for landet, for hvis han havde, hvorfor var Michael så blevet ladt tilbage i livet?

[lucas]

Det var ikke fordi at Lucas ville gå imod Michaels ord, for manden havde skam ret til at mene præcis det som han gjorde, hvilket Lucas ikke ville sætte sig det mindste op imod. Men selvfølgelig så han at Michael stolede på Elanya, ikke fordi at han ville tvinge manden til det, for et sted var det jo kun fint at manden var så påpasselig, for han havde jo ret i sine ord, man skulle aldrig stole blindt på folk, uanset hvordan de så end havde været førhen i tiden, for alle kunne ændre sig, så meget vidste han da. Selv den lyseste mand kunne blive forgiftet af mørket, hvis det fandt sin vej ind, så det var klart at man skulle være forsigtig, men Lucas havde nu troen på at Elanya ville gøre det godt, hun var det bedste bud man kunne sætte på tronen, og nu hvor hun var blevet gift med Jason og hun dermed var blevet dronning af landet, så ville han bestemt også følge hende i tykt og tyndt, for det var jo faktisk ham selv der havde fået Elanya ind på den trone, for han havde faktisk hjulpet hende en del. Han lyttede blot roligt til Michaels ord, uden at afbryde ham på noget tidspunkt, for han gik skam meget op i høflighed og at det også var gengældt. Han slap en munter latter, som han roligt gik Michael i møde der endnu måtte sidde på den større sten, hvor han roligt lagde en hånd på mandens skulder, imens et muntert smil spillede ud på hans rosenrøde læber. ”Jeg kunne ikke være mere enig med dig Michale!” svarede han sandfærdigt og smilede skævt. Han var skam enig med ham i det han sagde, men af den grund, så valgte han stadig at stole på Elanya, for han hjalp hende selvfølgelig også til at gøre det rette, til at hjælpe landet, som hun selv også havde virket så opsat på at hjælpe. Han trak roligt hånden til sig som han kort så rundt i terrænet, bare for at være sikker på at der ikke var nogen i nærheden af fjender eller modstandere der ikke burde være her. ”Men hun klarer det nu godt, og jeg ville sætte pris på hvis du gav hende en chance, lige såvel som jeg sætter pris på at du støtter landet.” Det var ingen ordrer og det var bestemt ikke ment som at være imod ham, hans ord var mere udtalt som for at sige at han godt kunne stole på Elanya, for det var da hans eget indtryk. Han var sikker på at med så gode folk i landet, så gode ledere og regenter, så skulle Procias nok klare sig. Han sendte Michael et muntert og dog venligt smil. ”Og hvad får du ellers tiden til at gå med? Foruden at gøre mit job og dræbe mørkevæsnerne?” spurgte han roligt, det var ikke ment som var han sur, for han var faktisk glad for at Michael måtte være her, for så havde han da heller ikke selv skulle dræbe dem, ikke fordi at han ikke kunne, men han ville da foretrække fred frem for vold, sådan havde han altid været. Kunne han undgå vold så gjorde han det, selvom at han selvfølgelig allerede havde dræbt mange af mørkevæsnerne, specielt når de ikke havde gået ud af landet frivilligt.

[michael]

Michael flyttede sig ikke fra stenen efter at han havde sagt sin mening, det var jo egentlig også lige meget om han stod op eller om han sad ned, den eneste forskel ville bare være at hun hurtigere ville blive træt af at skulle stå oprejst, grundet vægten fra hans rustning. Michael kunne sagtens forstå hvorfor at Lucas så gerne ville have ham til at stole på hende, det sidste der var brug for i øjeblikket var jo at landet blev splittet fordi at der var nogen som ikke stolede på den nye dronning. Men problemet var bare det, at Michael aldrig nogensinde havde mødt denne dronning, Han havde levet og var død længe før at hun overhovedet var blevet født første gang, og endnu længere tid før at hun havde siddet på tronen. Men at han var i live endnu engang, gav ham til gengæld også den mulighed for at lære hende at kende, og finde ud af om hun var hans tro værdig, ikke fordi at han regnede med at det ville blive et problem, ud fra hvad han hørte fra Lucas så var hun jo åbenbart det bedste der kunne ske for landet. Michael kiggede noget undrende på Lucas da han begyndte at grine, men det tog ikke lang tid før Michael blev smittet af latteren og lod sin egen dybe, men dog milde og muntre latter stemme i med Lucas’s. ”Godt, for så forstår du også hvorfor jeg er lidt tilbageholdende med at stole fuldt og fast på hende.” sagde Michael før han holdt en lille pause så han lige kunne få lov til at trække vejret efter at han havde grint. Hans krop var stadig ikke kommet sig helt efter at han var død, så det både at kæmpe mod så mange væsner som han havde, for derefter at fører en samtale og grine, gjorde at han hurtigt blev forpustet. Det var dog blevet meget bedre siden han var blevet genoplivet, men 460.000 år hvor intet i kroppen var blevet brugt, ville selvfølgelig tage noget tid før han ville være helt klar igen. Michael lyttede roligt til hvad det var Lucas sagde, men han svarede dog ikke lige med det samme, da han lige skulle tænke over det. Han rejste sig med et stille suk og vendte blikket mod Lucas igen, da han stod oprejst ”Du virker som en man kan stole på Lucas, en som kun vil landets bedste. Så hvis du stole på hende, så kan jeg vel også. Men jeg skal stadig skaffe mig noget information omkring hende, fra dengang hun levede sidst. Så jeg kan danne mig det rigtige billede af hvem hun var, eller rettere hvem hun er. Jeg går ud fra at disse informationer vil være til at få på slottet? Der er vel stadig et bibliotek ikke?” sagde Michael noget spørgende. Han lod blikket glide lidt rundt omkring dem indtil at han igen vendte blikket mod Lucas ”tja ud over gøre dit job, ser det ud til at jeg har fået nogen fra Manjarno til at tro jeg var sindssyg. Men jeg havde jo på det tidspunkt også kun være i live i forholdvis kort tid, og havde ikke helt fået lært hvordan verdenen hang sammen. Og ud over det, prøver jeg bare at holde den ro som der er lige nu ved lige” sagde Michael roligt og med et smil som ville få det fleste som til at føle tillid og håb omkring ham.
//sorry det korte svar skal lige igang igen //

[lucas]

Lucas var ikke en mand der blev overrasket over forhistoriske ting så let. Michael havde levet tilbage fra en tid, hvor Lucas ikke havde været i live, men han var en mand, som kendte til alle nyheder og han havde altid styr på sin research, så der skulle mere til før han blev overrasket over noget. Han vidste at denne mand som sad foran ham, var Michael Rafael Uriel Zerakiel den selvsamme mand, som havde levet for flere tusinder af år siden, selvom de fleste nok ikke ville tro på det. Men han havde godt hørt at manden var blevet genoplivet. De smaragdgrønne øjne hvilede på Michaels skikkelse, som han måtte sidde på den store sten. Manden var leder for paladinerne, hvilket der vel også måtte være en grund til? Så hvorfor skulle man ikke tro på ham? Desuden så fulgte manden landet, og han kunne vel med tiden også lære at stole på Elanya? Det var jo ikke fordi at Michael i så fald ville være den første der havde mistillid til hende, for det var der mange fra landet der havde, generelt til den nye regering i landet, men Lucas selv gjorde virkelig sit for at få det hele til at køre som på skinner. Han var tilmed ude for at få mørkevæsnerne ude af landet, selvom Michael havde dræbt de som var i dette område. Han nikkede ganske let til Michaels ord og sendte ham et venligt smil. ”Jeg beder dig ikke om at stole fuldt og fast på hende nu, bare på grund af hvad jeg fortæller dig, men jeg beder dig om at give hende en velfortjent chance, for at bevise at hun er for landets bedste, ikke mere,” forklarede han stilfærdigt og uden at smilet ville falme det mindste. Han havde intet imod Michael, manden virkede til at være loyal for sit land, hvilket var det eneste de havde brug for, selvom at det naturligvis heller ikke ville gøre noget som helst at man også var tro mod sit kongehus, for efter de mange skader prøvede de virkelig kun at rette op på det hele, for nok var nok! Mange nye var kommet til på slottet, og de gjorde alle en indsats for at få landet op at køre igen. Han nikkede ganske stilfærdigt til hans ord. ”Biblioteket er fyldt med de nødvendige informationer som du søger, så at tage et kig forbi skal du være velkommen til,” svarede han stilfærdigt. Biblioteket var åbnet for alle, selvom at sikkerheden var blevet godt skærpet efter at Keischa var blevet dræbt på biblioteket, så der ville jo nok blive holdt et vågent øje med de som besøgte slottet. ”Ellers kan bibliotekaren Yessica nok hjælpe dig med at finde informationerne,” tilføjede han roligt, selvom at han ikke kunne love noget, for han vidste at mange på slottet var skeptiske, så han vidste ikke engang om Yessica ville være Michael behjælpelig, men det plejede hun om ikke andet. Han slap en munter latter til hans ord. Han var blevet dømt sindssyg? Et sted måtte det ikke undre ham, for hvem ville tro på en mand der var over 400.000 år gammel? ”Det bedste er vidst at holde lav profil min ven,” svarede han stilfærdigt, som blikket gled mod soldaterne han havde fulgtes med der var på vej tilbage igen. Det så ikke ud til at der var flere mørkevæsner i området.