On a look out

[michael]

Michael var taget til manjarno for at samle noget information om hvad der skete både i procias og dvasias. Det var jo det eneste sted for uden landene selv hvor man ville kunne hører rygter, og Da ingen af hans ting var blevet færdig smedet endnu, turdet han ikke tage chancen for at tage til Dvasias. Godt nok var han sikkert ikke kendt, men alle vidste at det at være ukendt og ubevæbnet var lige så farligt i dvasias som for at være kendt som en af lysets følgere. Han havde dog fået skaffet sig noget ordentlig tøj, som bestod af sorte stof bukser, en sort bluse og en mørk kappe med hætte til. Han havde også været så -heldig- at blive overfaldet af en bevæbnet mand, som havde håbet at han havde penge på sig. Og da manden ikke ville lytte, endte det med at Michael slog ham bevidstløs og tog hans sværd, det var et dårligt smedet kortsværd, men det var bedre end den kæp han havde haft før. Nu sad han i Den brændende flamme, baren i Manjarnos by, Han sad i et hjørne hvor der var mørket for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. samtidig var hætten trukket godt ned foran hans ansigt, så det lå helt i skygge, så det eneste man sådan kunne se uden at skulle stikke sit hovedet helt op i hans ansigt, var hans mund og hage. Han havde en smule skæg omkring munden, da han ikke havde gidet at barbere sig siden at han var blevet genoplivet. Der havde været for meget han skulle tage sig af, og det var der stadig. De mørke øjne gled fra ansigt til ansigt i baren, og hans øre stod på stilke for at kunne hører bare noget af det der blev sagt. Den eneste grund til at han havde valgt baren til at skaffe sig information i stedet for Kroen var at folk havde nemmere ved at snakke over sig når de var fulde. Dog havde han indtil videre ikke hørt noget, og han legede lidt med tanken om at smutte, for at tage hen på kroen i stedet for, for at se om der var noget der i stedet for. Han havde kun lige rejst sig lidt, da han hørte noget som lød interesandt, hvilket fik ham til at sætte sig igen for at lytte med.

[Deleted]

Aerandir var endnu en gang kommet tilbage fra markerne og feltet efter flere dage med rene kampe. Det var virkelig et kaos uden lige som var i færd med at sprede sig fra Procais og videre til Manjarno. Det at holde styrkerne ved lige, var bestemt heller ikke nogen nem opgave, men han gjorde virkelig hvad han kunne. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt at skulle følge i fodsporene som de forhenværende hærførere havde sat før ham; En mand som Destinys forlovede, den kære Fabian havde sat i jorden før ham selv, så det var ekstreme forventninger som han måtte slås med, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nogen nem ting for ham – tvært imod!
Lige hvorfor at han havde valgt ’Den brændende Flamme’ frem for så mange andre steder hvor han kunne benytte sig af tiden, det vidste han ærlig talt ikke. Han havde vel bare brug for et eller andet at sunde sig på, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hans del, for det at slå ihjel var slet ikke noget som lå naturligt til ham, så han brød med alt det som han havde været opvokset med igennem hans barndom og igennem hans liv. Han slog dørene roligt op ind til baren. Kutten havde han trukket over hovedet og med hans bue ved siden af sig, hvor han havde en blodig pil i den anden. Han havde bare brug for noget at slappe af på, inden han ville søge hjem, aflægge den rapport til Destiny, Dronningen af Manjarno og så tage de dage fri. Med de rolige og faste skridt, så passerede han de mange mennesker for at komme op til baren, hvor han placerede sig. Hans blik hvilede på krofatteren. ”Det stærkeste som du har..” Et sted så brød han med mange af hans races principper netop ved at sidde her, men han vidste skam også at han ikke direkte kunne sige sig, at være velkommen tilbage i skovene i Procias. Også selvom nyheden om dens ødelæggelse havde nået ham, så var det noget som i den grad også måtte skræmme ham og noget så frygtelig voldsomt! Han fik hurtigt serveret en stærk whisky, som han tog med sig hen hvor han kunne finde et ledigt bord, hvor han roligt tog plads. Kutten beholdt han hvilende over hans hoved, selvom det var fuldendt synligt af den grund, for der var slet ikke nogen grund til at skjule sig, for de fleste vidste jo allerede hvem han var. De mange som sad i hans nærhed, måtte endda hilse på ham, hvor han sendte dem et træt smil, for at vende blikket mod sin whisky. Han havde bare brug for et eller andet at roe sig ned på, for det var efterhånden umådelig tiltrængt.

[michael]

Michael, lagde godt mærke til elveren som kom ind, ikke at denne sagde ham noget, da Michael jo først lige var blevet genoplivet efter 460.000 år i graven. Så hvem denne elver måtte være vidste han ikke, dog var der intet ved elveren som ikke blev opdaget af Michael. Han så for det første utrolig træt ud, og den blodige pil kunne kun fortælle noget af historien. Hvorfor at han havde en pil i hånden vidste han ikke, det var de færreste som gik med dem i hænderne, og endnu færre var det, som beholdte pile som var blevet brugt engang. Men selvom alle disse ting gjorde Michael nysgerig på hvem denne mand var, og hvor han kom fra. Så holdt han sig i baggrunden, det gik ikke at blive for optaget af en enkelt mand, det kunne meget vel gøre at han ville overhører noget som ville være vigtigt for ham. Michael rykkede lidt på sig, hvilket et kort sekund fik sværdet ved hans side til at komme tilsyne, før han lod blikket glide videre, rundt i baren. hvad der nok måtte undre andre, var at han ikke have et eneste glas eller krus ved sig, så han havde åbenbart ikke drukket noget, på noget tidspunkt siden han kom. At der var høj musik i baren, irriterede Michael utrolig meget, han kunne dårligt hører hvad folk tæt ved ham sagde, hvilket var utrolig skidt når det nu var det han var ude på. Michael, sukkede da der ikke var noget spændende at hører der hvor han sad, hvilket fik ham til at rejse sig, og gå over i et andet hjørne, hvor han endnu engang lod sig glide i et med skyggen. Hans mørke men dog varme øjne gled rundt på samtlige personer som der var, og han fulgte tydeligvis med i alle samtaler som forgik rundt om ham. Det var dog ikke meget han fik fadt i, noget sladder her, og noget sladder der, men hvad der var sandt, kunne han ikke hører, fordi der ikke var nogen personer som så ud til at have hørt det samme slader, og alle modsagde hinanden. Michael sukkede tungt, og lod et kort øjeblik sit blik glide mod døren, i håb om at der ville komme nogle nye ind, som ville have noget mere interesandt at fortælle om, som han kunne få ud af dem.

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt, at der ikke var særlig mange som ville bibeholde en pil efter at den havde været fyret af, den havde dræbt og så fjernet igen derefter. Af ren og skær respekt for det faldende væsen, om det jo så var et dyr eller om det jo faktisk var en fjende, kom jo faktisk ud på det samme. Denne gang havde det været en fjende eller ti som det var gået ud over, og her sad han.. en anelse tilskadekommet, men ikke nok til at han ville reagere på det, for han var ganske enkelt for stædig til at lade sig slå ud af så lidt! Det var han simpelthen alt for stolt eller stædig til!
Manden som måtte sidde mere eller mindre over for ham, var nu ikke noget som han rigtigt tog sig af for øjeblikket, selvom han dog havde faldt ham i øjenkrogen. Måske at han selv ikke var særlig gammel, men han var dog alligevel meget erfaren indenfor hans felt, ellers havde han da heller ikke stået som hærfører den dag i dag. Til dels kunne man sige, at han faktisk så frem til den ene dag eller to, hvor han kunne smide sin rustning og kaste sig ned i en seng og bare blive liggende der, selvom det slet ikke så ud til at det ville være noget som ville vare ved, hvilket faktisk var noget som i den grad måtte frustrere ham og forbandet meget endda! Han hævede blikket, hvor de skovgrønne øjne måtte falde direkte til hans skikkelse og med den samme kortfattede, dog ganske varme og spørgende mine. Det var vel bare det faktum, at smide den hærfører lidt på hylden når han ikke var ude i markerne og bare acceptere, at han faktisk havde fri for en gangs skyld? Nu hvor det var noget som skete så forbandet sjældent.
”Er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte han roligt. I sig selv, så måtte det være tydeligt, at han ikke var dvasianer, også selvom han bar våben af denne slags og endda i fuld offentlighed. Som hærfører så bar han jo også et vis ansvar overfor befolkningen i Manjarno og det var i den grad også et ansvar som han agtet at leve op til fulde! Han tog en slurk af sit glas og satte det fra sig igen. Denne mand mindes han dog på ingen måde, at have set her før og han var efterhånden temmelig godt stedskendt. Fremmed var han bestemt ikke.

[michael]

Michael havde haft sit blik fæstet på døren, og var så småt faldet hen i sine egne tanker, hvilket også var at se på hans ansigt. Af den grund opdagede han første efter lidt tid at nogen han snakket til ham, han vendte blikket efter hvor lyden kom fra, og lagde mærke til elveren som var kommet ind efter Michael selv. Han lod kort blikket glide over manden før han lod sit blik glide tilbage "Du ligner en som lige har været oppe og slås, så jeg går ud fra at den pil ikke blev brugt til at jagte et dyr?" han valgte bevidst ikke at svarer på spørgsmålet, det så han virkelig ingen grund til, han skulle jo helst forblive ubemærket, og derved kunne han ikke fører en alt for lang samtale. Dette var også grunden til at han gik direkte til sagen, denne mand kunne sagtens være en som havde været i krig, det var faktisk højst sandsynligt sådan som sagerne stod lige nu, og hvis han havde været i krig, ville han vel også vide hvad der skete, i øjeblikket. At Eleveren foran ham var Manjarno's hærfører vidste han intet om, så ville han måske have fundet ham ekstra interesandt, selvom det dog ikke ville ændre på hans væremåde over for ham. Under den mørke hætte hvilede de mørke, men dog venlige øjne på elveren, og fangede hver en detajle ved ham. Selv var det meste af michael's ansigt skjult i hættens mørke, og hans krop var selvfølgelig dækket af tøj, så det ville være næsten umuligt for den anden at kunne genkende ham hvis de så hinanden igen, hvis altså ikke det havde været fordi at han havde hørt hans stemme. Godt nok var den endnu hæs, efter ikke at være blevet brugt i mange tusinde år, men den ville alligevel være til at kunne genkende.

[Deleted]

Ganske rigtigt var det at konkludere, at Aerandir havde været i krig, selvom man ikke kunne definere det helt som en krig som sådan. Det var oprørene som til tider skulle sættes lidt på plads og til tider så kappet det lidt over, ligesom det havde gjort i dag. Det kunne direkte vise sig at være livsfarligt at bevæge sig udenfor nu om stunder. At denne mand var gledet lidt i sine egne tanker, var noget som kun svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Han rettede sig en anelse op og lagde pilene roligt på bordet. At de måtte snakke fra det ene bord til det andet, var nu heller ikke noget som sådan måtte genere ham, for det gjorde det faktisk ikke. For det var jo faktisk bare rart, at have nogen at snakke med foruden dem på Neutranium. Det var rart med lidt afvekslings for en gangs skyld.
”Du undviger mit spørgsmål..” påpegede han sigende og med den rolige stemme. Der var jo ikke nogen grund til at gøre det til noget direkte stort, for det var jo bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge ganske let og roligt på sned, selv uden at den rolige og dog så intetsigende mine måtte falde af. Det var jo som en maske i hans ansigt – noget som ikke bare faldt fra bare sådan. Blikket vendte han roligt mod pilene. ”Nej.. De har aldrig nogensinde siddet i et dyr, så meget kan jeg da fortælle dig.” Armene gled roligt over kors som han satte sig tilbage på stolen, selvom det nu var en handling som han hurtigt opgav. Det gamle sår strammede endnu og det gjorde faktisk ondt! Han rettede sig hurtigt op igen og rystede let på hovedet.
”For pokker da også..” mumlede han en anelse irriteret, som han vendte blikket mod denne mand. Hvem han var eller hvad han var, det vidste han ikke, men han tog skam sine forholdsregler, også fordi at han havde spottet at denne mand bar med sig egne store våben. Ikke fordi at mange gjorde det den dag i dag.. Det var faktisk en meget efterspurgt vare som ikke blev udleveret.

[michael]

At det morede Manden at han var gledet i sine egne tanker, var da bare godt for ham. Unge mennesker kunne vel finde sjov og alt nu om dage. Men nu hvor han tænkte over det, så havde det vel sagtens også været noget han kunne have fundet sjovt dengang han var i live første gang. Det var dog frygtelig mange år siden, så helt hvad han havde fundet sjovt dengang, kunne han ikke helt huske. At de sad ved hvert deres bord, var dog hårdt for Michael's stemme, selvom han ikke lod sig mærke med det. Det kunne jo være at det at skulle råbe ville få hans stemme tilbage på normal. Han kunne også selv bare heale det, eller hvad man nu gjorde, men han var dog alligevel typen som ville lade tiden gå sin gang, og han syntes selv kun at man skulle tage sig af sine egne sår når de var livstruende, eller gjorde en ubevægelig "Ja det gjorde jeg ganske rigtigt, Godt set" sagde han med et venligt smil. Før han kort lod blikket glide gennem rummet "Men Nej der er ikke noget du kan hjælpe mig med, ellers mange tak fordi du tilbyder det" Michael var jo ikke nogen uvenlig person, så det bare at undvige spørgsmålet uden at sige noget, virkede lidt for uhøfligt i hans øjne, hvilket jo selvfølgelig var grunden til at han sagde noget tilsidst. Han lod blikket glide hen på pilen et kort øjeblik, før han forsigtigt rakte frem mod den, han tog den dog ikke før et noget spørgende udtryk havde dukket frem i hans øjne, som var blevet mere tydelige af at han bukkede sig frem. "De har ikke siddet i et dyr siger du? tja det er nemt at gætte, Hvem er den så blevet brugt imod?" spurgte han og tog så pilen og vippede lidt med den mellem sine fingere, den var godt velafbalanceret, og spidsen så ud til at være skarp. Han sad sådan med den lidt før han rakte den tilbage til Manden foran sig uden et ord. "Hvis det er en skade, burde du få nogen til at kigge på det, jeg kan godt tage et kig hvis du vil have det" Da han havde set at det havde gjort ondt på ham, var der ingen tvivl om at han havde brug for hjælp. Måske var det ikke livstruende, men som en Paladin ville han selvfølgelig gerne hjælpe denne mand. Det våben som Michael havde med sig, kunne betegnes som alt andet end stort, det var et lille, dårligt lavet og ikke særlig godt vedligeholdt sværd. Men det havde jo trods alt været bedre end en kæp indtil hans eget var blevet ordnet.

[Deleted]

Efterhånden så var Aerandir så vant til at holde fokus, at det var svært for ham at lægge den facade fra sig, selvom det var noget som faldt ham ganske naturligt til i det helt rette selskab, selvom det nu ikke var noget som man fandt meget af mere, for det at finde nogen som ikke ønskede nogen ondt, skulle man efterhånden søge længe efter. Han var kun en mand som var ude på at sætte en orden i Manjarno og han gjorde i den grad også det som han kunne hvis det var ham menneskelig muligt, så måtte det jo trods alt også bare være sådan, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Han trak svagt på den ene mundvig, som han lod hovedet søge let på sned. Hvem manden var, vidste han ikke, men han havde jo allerede fundet ud af og konkluderet, at denne mand slet ikke var noget som han havde set nogen andre steder før. Han trak ganske let på skuldrene. Med venlighed så kom man længst – desuden, så var han da langt mere optaget af at skaffe sig venner frem for det modsatte. ”Som De ønsker..” Han kunne sagtens være høflig, hvis det var det som han ønskede sig, og det var vel også noget af det som faktisk måtte stå øverst på listen denne gang, om det jo så var noget som an ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var.
At han tog hans pil og kiggede den igennem, havde han dog intet imod. Han havde mange flere hvor de kom fra, i tilfælde af, at denne mand skulle vise sig at være fjendtlig indstillet. Han var efterhånden ved at være god til at læse folk, så denne gang følte han faktisk for at kunne slappe helt af, hvis det skulle vise sig at blive en tænkelig mulighed, og det var virkelig ikke noget som han var direkte indstillet på lige netop i aften. ”Hvad de er blevet brugt på? Som en sidste udvej på at holde de oprørske grupper på plads,” svarede han roligt. Oprørene som havde bredt sig i Procias, var også kommet hertil og det var noget som vækkede en ubehagelig opsigt. Hvis de dog bare vidste hvor de holdt til, så havde det hele været så langt nemmere for dem alle sammen! Han vendte sig let om, som han ømmede sin ryg og side ganske let. Han fnøs ganske let. ”Det skal De ikke tænke på.. Det er bare en gammel skade..” Sandt var det jo faktisk. Det var fra sidst han var ude i feltet. Umiddelbart, så ville han da bare regne med at såret var gået op endnu en gang, hvilket jo faktisk måtte irritere ham mest, for det var faktisk noget som virkelig måtte gøre ondt i det store og det hele! ”Det er bestemt ikke trygt at gå ud længere.. Man risikere at blive stukket ned eller det som er værre.. om du er militær eller civil” Et sted så var det i den grad også noget af det som måtte bekymre ham mest. Han endte med at tage sin whisky og rejste sig, hvor han tog pilene med op og satte sig ved denne mands bord i stedet for. Det var da langt nemmer end at snakke mellem bordene. ”Det er pænt af Dem at hjælpe, men det er virkelig ikke nødvendigt. Jeg har den nødvendige lægehjælp på hjemmefronten,” afveg han stilfærdigt.

[michael]

Michael vendte blikket mod den elver der sad foran ham, da han begyndte at sige de til ham. Michael kunne ikke lade være med at grine, det var ikke en høj og larmende latter, men mere en varm og dæmpet klukken der kom fra ham, før han rystede afværgende på hænderne "Nu skal du ikke begynde at kalde mig De. jeg er ingen speciel. Du kan kalde mig Michael, da det er mit navn. Michael Rafael Uriel Zerakiel, for at være helt præcis, og hvem er du så om jeg må spørge?" spurgte han med et venligt smil. Der var vel ingen grund til at have hætten på længere, nu da han havde sagt sit navn. Så det første han gjorde derefter var at fjerne hætten. frem kom et ansigt som ville tilhører en mand engang i 30,erne. Med skulderlangt pjusket sort hår, en smule skæg omkring munden og på kinderne og mørke øjne, der dog havde en varme i sig. Michael så straks mere interesandt på elveren foran sig da han nævnte de oprørske grupper "Det må så være de procianske oprørske grupper der er tale om her? Er de kommet til Manjarno? hvorlænge har de været her. Og hvad gør I for at de ikke skal sprede sig?" spurgte han intereseret og nysgerigt. Han stoppede dog sig selv og kiggede undskyldende på manden foran sig "Undskyld min ligefremhed, men det er meget vigtigt for mig at jeg finder ud af alt hvad jeg kan omkring hvad landende gør for at genskabe den balance som er blevet ødelagt. For hvis den balance ikke bliver genskabt hurtigst muligt, vil det få alvorlige konsekvenser for alle racer" han vidste godt at det var meget at smide i hovedet på en han lige havde mødt, men sådan var det jo bare når man var Lysets tjener, han kunne ikke lyve, uanset hvor meget han gerne ville var det ham bare ikke muligt. Michael lagde hovedet lidt på skrå da han åbenbart afslog hans hjælp, "Tja det er jo meget godt alt sammen. Men siden at det er en gammel skade som genere dig stadig væk, så vil jeg stadig mene at jeg kan gøre et væsentlig bedre job med at hjælpe dig end den som gjorde det sidst" det var ikke for at prale at han sagde det, men hvis såret kunne blive ved med at gå op, var det ikke en som kunne heale såret, ved hjælp fra lyset som havde healet det, for så ville der ikke engang være et sår, selvfølgelig der ville sikkert være et lille ar hvor huden havde lukket sig, alt efter hvor alvorligt det var. Men det ville ikke kunne springe op endnu engang.

[Deleted]

Aerandir gik frygtelig meget op i at skaffe sig venner frem for fjender, for dem var der virkelig alt for mange af nu om dage. Det var jo heller ikke fordi at der var nogen som helst som kunne vide sig sikker, så selvfølgelig var det jo naturligt, at folk reagerede med uro og specielt når der var kommet nye til. Han kunne jo allerede nu høre, at folk måtte snakke om dem i krogene. Det var ikke fordi at hans hørsel var skærpet som sådan, men det var bare noget som faldt ham ganske naturligt – også fordi at han stod med den plads i Manjarno som han nu gjorde, så var det noget som kun tydeligt måtte falde ham frygtelig naturligt til. Smilet hvilede let på hans læber.
”Det må du jo selv om. Jeg er Aerandir.. Aerandir Carnesír,” præsenterede han sig roligt. Det var jo heller ikke fordi at hans navn sagde ham noget som helst, men igen, så var det nok ikke det som man fik meget at vide om, også selvom det var tydeligt for ham, at denne mand måtte være en procianer, så var det også noget som gjorde ham langt mere lettet end som så, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte ham et roligt smil, også selvom det endte ud i en tydelig undren. Balance? Hvilken balance var det dog han snakket om? Konsekvenser? Der måtte være et eller andet som han ikke havde fået med sig om ikke andet. Han rystede let på hovedet. ”Våbenbrug er sidste vej eller alternativ for at holde ro på oprørerne. De har bredt sig hertil med deres krav, deres forventninger. Umiddelbart tror jeg at det er sultne fra mit hjemland som tvinges hertil for fødens skyld,” begyndte han roligt. Han var ikke bange for at snakke om det, også fordi at det var hans egen personlige mening, og det som han måtte tro i den anden ende. ”Og så må du jo fortælle mig.. Konsekvenser og balance? Hvad er det du taler om?” spurgte han nysgerrigt. Det var da noget som han slet ikke vidste eller kendte til og så sagde det vel også sig selv, at han ønskede at vide det?
Aerandirs mine blev omgående fuldstændig fast, som han roligt satte sig tilbage på stolen. Det var heller ikke fordi at han ønskede at lade denne mand håne Lynnethia for hendes arbejde med hans sår! Han sendte ham en rolig mine, dog med et langt mere fast blik. ”Jeg kan forsikre dig om at landets grevinde har gjort et yderst fint stykke arbejde med mine sår, Michael,” sagde han ganske kortfattet. Det var bestemt heler ikke fordi at han ville lade denne mand sige noget andet! Han holdt af grevinden, han ønskede at beskytte hende ,og det var også derfor at han var i fuld sving med at organisere grupper som kunne hjælpe til med vogtelsen af grænsemuren. De mosgrønne øjne hvilede stift på ham. At han sad og hånede landets greve for hans øre, var slet ikke noget som han ville finde sig i!

[michael]

Michael lagde hovedet let på skrå mens han betragtede elveren foran sig. At han tydeligvis hellere ville være venner, end fjender glædede virkelig Michael, han var trods alt ikke kommet for at slås med nogen, det ville ikke ligefrem hjælp hans sag med at få sig nogle oplysninger om hvad det var der forgik, her såvel som i procias og dvasias. Michael nikkede høfligt til Aerandir da han præsenterede sig "Godt at møde dig Aerandir. Må man spørge, hvilken rang har du her i landet? du virker som en vigtig person" Sagde Michael roligt med et varmt smil. Han lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede elveren foran sig, Andet end hans navn, vidste han jo egentlig ikke hvem han var, eller hvad han lavede andet end at holde styr på oprørene. Michael lagde tydeligt mærke til den undren som bredte sig hos den anden, og invendigt sukkede han tungt. Så det var altså sandt, at denne generation slet ikke vidste noget om livet balance, og hvad der kunne ske når den blev ødelagt af en række hændelser som der var netop nu. Michael lyttede opmærksomt til hvad han sagde før han nikkede billigende, at det kun blev brugt som sidste udvej var noget han var glad for at hører. selvfølgelig ville han ønske at der ikke var sket noget overhovedet, men så igen så ville han ikke have fået en chance til. Michael forblev stille lidt efter at den anden havde spurgt ham hvad han talte om. Det var ikke fordi at han ikke ville sige det, det var mere fordi han ikke vidste hvordan. Med et suk kiggede han på Aerandir "Som du sikkert ved kræver alt balance. Et dyr kræver balance for at kunne komme nogen steder, og for at overleve, et våben, som en pil kræver balance for at man skal kunne stole på at det flyve ret og stærkt. Ligeså har verdenen en balance. Den balance blev ødelagt da det kaos begyndte at sprede sig i Procias, samtidig med at mørket fra Dvasias begyndte at vokse frem i Procias. Det er et under i ikke har lagt mærke til det endnu. Hvis procias falder helt, vil der ikke gå længe før at verdenen går i sig selv, fordi balancen derved ikke vil kunne blive genoprettet. Og hvis balancen ikke bliver genoprettet. Vil det nok ikke vare længe før verdenen går i sig selv. Som du sikkert ved er Procias lysets land, og dvasias mørkets land?. Hvis procias falder vil mørket kunne sprede sig og tilsidst vil verdenen være helt opslugt af mørke." forklarede Michael roligt. Om Aerandir ville stole på hvad han snakkede om vidste han ikke, men han håbede at han forstod at det var rigtigt, og at det var vigtigt. Michael løftede undskyldende hænderne ved Aerandirs ord "Det er jeg sikker på, det er såmen ikke det jeg mener. Men hun er nødsaget til at bruge urter, bandager og tråd og nål, er hun ikke? ikke fordi det ikke er godt og hjælper. Og jeg siger ikke at hun ikke ved hvad hun laver. Det at du kan stå oprejst med et sår der genere dig så meget siger noget helt andet. Jeg mener bare at jeg har en anden og mere effektiv metode" sagde han roligt og vente blikket mod Aerandir igen.

[Deleted]

Aerandir måtte ærligt erkende, at han ikke rigtigt vidste eller kendte til denne mand, men han brød sig bestemt heller ikke om hans måde at gå frem på. Ikke fordi at det var noget som han sagde ham, at han skulle være varsom med denne mand og hvad han fortalte ham, for han havde da tydeligvis ikke helt hjernen med sig, hvis det var sådan at han bevægede sig frem. At han ikke vidste hvem han var, var noget som tydeligt forundrede ham. Han rynkede let på næsen og betragtede ham ganske kort. ”Min stilling her til lands?” gentog han en kende forvirret, selvom han dog temmelig hurtigt måtte genvinde fatningen igen. Han satte sig en anelse op og betragtede ham med et roligt og sigende blik. ”Jeg er hærfører i Manjarno,” endte han dog med en ganske så stilfærdig og stolt stemme. Han var selvfølgelig stolt over hans stilling og hans arbejde, selvom han virkelig havde utrolig meget at se til, for nemt, det var da noget af det sidste, som man kunne kalde det for!
Hvad denne mand måtte være bagklog på, var ikke noget som Aerandir kunne sætte en finger på, men det var noget som lød temmelig.. stort et sted. At det jo så ikke var noget som han havde hørt noget om før, var jo så noget som han bare måtte bide tænderne sammen om. Hvis det var noget som denne mand kunne fortælle ham, så ville det da være udmærket, ville det ikke? ”Jeg ved ikke om du er ekstrem klog, eller om du er direkte tosset, Michael. Jeg ved udmærket godt, at mit eget hjemland er lyset og Dvasias er mørket.” Hvis der var noget som Aerandir ikke brød sig om, så var det at blive fremstillet som en direkte idiot eller hvis man hånede dem som han elskede eller holdt af – begge disse grænser havde denne mand i den grad overtrådt! At han hånede Lynn for ikke at have gjort sit arbejde godt nok, var slet ikke noget som han ville høre tale om, for hun havde i den grad gjort det fortrindeligt! Og det var slet ikke noget som denne mand skulle have lov til at ødelægge på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han fnøs ganske kortfattet. ”Jeg tror minsandten godt, at hertuginden af Manjarno, som urtekyndig og drude, ved hvordan man skal tilse et sår, Michael,” afveg han ganske kortfattet og med en mindre irritabel stemme, for det var virkelig noget som gjorde ham direkte vred! Han lod armene roligt falde over kors, som han valgte at betragte manden med et meget nøje og meget indgående blik. Han havde nu alligevel fanget ham med en tydelig nysgerrighed, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille ind for hans vedkommende, for han var virkelig den nysgerrige type.
”Men nu hvor du er inde og snakke om denne… såkaldte balance.. Så fortæl mig noget mere om den.. Mere om hvad der sker når den ryger ud af kontrol. Det må da være noget som du har fra nogen.. eller noget, ikke sandt? En vismand som det du næsten kunne lyde til at være, er noget som gik tabt længe før min egen tid.” Et sted, så sagde han det vel udelukkende for at teste manden. Han var nemlig ikke særlig begejstret for ham som person.

[michael]

Michael kiggede indgående på Aerandir foran ham, det var tydeligt at elveren ikke brød sig om ham, hvilket han godt kunne forstå, det virkede som om at de var kommet utrolig skævt ind på hinanden, og det var jo slet ikke det Michael havde været ude på. Michael kiggede noget overrasket på elveren, om end kun et kort sekund, inden at han bare vendte tilbage til sit oprindelige, og rolige blik. "Må man så spørge, hvad Procias Hærfører laver her I Manjarno? og burde du ikke være en engel, ved Navn Gabriel for at være det?" spurgte Michael roligt. Han var stille lidt mens han indgående vendte blikket mod Aerandir "Hvad siger du til, at vi starter forfra på samtalen og prøve at sige hvad vi virkelig mener, og hvem vi virkelig er?" spurgte han roligt. Jo Michael havde skam hørt om Gabriel, så at denne elver påstod at han var hærfører i Procias kom direkte bag på ham. "Skal jeg lægge ud endnu engang?. Mit navn er som sagt Michael. Og min rang, vil så være Paladinernes leder." sagde han roligt, dog med et venligt smil på sine læber. Den andens spydigheder omkring hertuginden af Manjarno kommenterede Michael ikke, han skulle nødig få sagt noget han ville komme til at fortryde, og på dette punkt ville det være langt smartere at have allierede end at have fjender, specielt i det land som måtte hjælpe procias. Ved det sidste spørgsmål omkring Balancen forblev Michael stille i noget tid "Det kan jeg ikke svare dig på, det tror jeg ikke at der er nogen som kan svare dig på. Alt jeg kan sige er, at du nok ikke skal regne med at overleve det, hvis det sker. Det tror jeg ikke nogen vil" sagde Michael tydeligvis bekymret. Han skubbede sin stol lidt ud og rejste sig. Hvorefter han vendte sig mod Aerandir "Må du have en forsat god aften" sagde han, samtidig med at han gav en høflig hilsen, i form af et lille nik, før han vendte rundt og forlod baren i et rask trav.
/out/

[Deleted]

Aerandir måtte ærlig talt erkende, at han slet ikke var ude på at lyve for denne mand. At han havde tolket hans ord som Procias i stedet for Manjarno, var nu ganske tydeligt. Han var ganske rigtigt bosat i Procias når han ikke var på arbejde, ellers holdt han til i dette land. Han rynkede let på næsen, selvom han nu ikke valgte at kommentere det. Det var jo kun tydeligt, at denne mand måtte være lettere sindsforvirret? Måske at han havde været på en længere rejse og ikke rigtigt kunne finde hoved eller hale i noget som helst? Nu var det heller ikke fordi at han havde bemyndigelsen til at skulle sige det ene eller det andet, men bare tolke ud fra hvad han kunne se. ”Jeg tror at De har misforstået mig, Michael,” sagde han ganske kortfattet. Det var nu heller ikke fordi at han ville gøre sig uvenner med denne mand, for det var da noget af det sidste som han kun måtte sige sig, at have lyst til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han var hærfører, selvom han nu heller ikke regnede med at det var en stilling som han ville fortsætte med at holde fast i særlig længe. Han gjorde det egentlig bare for en god ven, frem til at den næste som skulle vise sig værdig, var klar til at skulle tage over i stedet for, for han var en bueskytte og det var hans retmæssige plads. ”Som leder for paladinerne, så burde du være klar over situationen i landet.. og hvem jeg er,” påpegede han sigende og med et let hævet bryn. At denne mand så tilsyneladende ikke så ud til at ville ønske at snakke med ham, var noget som han da tydeligt kunne se, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget. Han ønskede egentlig bare at slappe af for en kort stund, inden han endnu en gang ville hjemvende til den kære hertuginde som kunne tilse hans sår. Hun var stadig den bedste til det, selvom Michael havde prøvet at bilde ham andet ind. Hvem var det lige som måtte lyve for hvem? En ting var at være god til noget, men at sætte sig selv højere, var bestemt heller ikke noget som han var vant til at høre fra en paladin! Alt den snak om balance var noget som virkelig måtte forvirre ham, selvom det var noget som han i den grad agtede at gå mere til bunds i når alt endelig måtte komme til alt. Hans mosgrønne øjne måtte følge ham med blikket og yderst tænksom. ”Fortsat god aften.. Michael,” sagde han ganske kortfattet, som han let himlede med øjnene. Han lod manden gå alt imens han blev siddende tilbage i hans egne tanker.

//Out