Hot Day

[michael]

Michael bevægede sig ned langs gaderne i Apterta city. Solen stod ned fra en skyfri himmel, og hvis det ikke havde været for den hvisken i krogende, og folks vagtsomme blikke havde man haft svært ved at tro at landet var i oprører, og at verden var ved at komme ud af balance, og ikke til den lyse side. Michael var blevet genoplivet af Azrael nogle dage før, efter at han havde været død i 460.000 år, noget der så vidt som Michael vidste aldrig var sket før, så han vidste udemærket godt hvor slemt det stod til, han skulle bare finde en måde at gå imod det mørke som var ved at samle sig, og få balancen tilbage i landene. Han havde brugt de sidste par dage siden han var kommet tilbage til livet, til at skaffe sig nogle penge. Og det havde været utroligt hårdt arbejde, ikke at det ikke var noget som Michael var vant til, men fordi at hans krop stadig havde været så forbandet stiv, efter at have ligget som et lig i flere tusinde år, havde det alligevel ikke været helt så let som han gerne ville have haft det, og som han vidste at det ville være, når hans krop engang havde fået sin sædvanlige smidighed og styrke tilbage. Han var stadig klædt i sit hullede og ødelagte tøj, alderen havde tæret på det, ligesom det havde tæret på hans våben og rustning, som med en klingen og kliren ramlede sammen i den bylt han havde over skulderen. Den larm han lavede når han gik, fik de fleste folk til at kigge på ham, og så forsatte de med at hviske. Gemmen de mange huller i hans tøj, kunne man få et glimt af hvordan hans krop måtte se ud. den var muskuløs, og med nogle steder var der tydelige ar efter forskellige slags våben, hvilket blot fortalte om hvilken slags liv han havde levet. Dog det meste spetakulærer omkring hans krop var arret ved hans skulder, det var stort, og vidste tegn på at have været utrolig dybt, mens det samtidig ikke vidste tegn på at have været healet eller renset på nogle måder. Det var det sår han havde fået da han døde, og det havde kun lappet sig, ganske kort da han kom til live igen, faktisk var det stadig igang med at heale til et ar, så det lignede mere et nyt sår, dog uden at det blødte på nogen måde. Michael's mørke øjne, gled fra bygning til bygning mens han ledte efter noget bestemt, og det kunne ikke undgås at det engang i mellem ramte nogle mennesker på gaden, og selvom de fleste så ud til at frygte ham når de så ham komme gående, var det som om noget i hans blik fik dem til at slappe af, og give dem håb. Da Michael endelig kom til smedjen, bankede han først høfligt på døren før han åbnede den og gik inden for. Den varme som slog imod ham, var meget naturlig for et sted som denne, og det generede ham ikke det mindste, han havde savnet det at kunne føle noget mens han havde været død, så alt hvad der gav ham en behaglig følelse gik han i møde med åbne arme. "Er her nogen?" spurgte han med en venlig dog hæs stemme. Hans stemme havde stadig ikke vænnet sig til at blive brugt, hvilket selvfølgelig gav ham den hæse stemme. Han lod bylten falde ned fra sin skulder, og lagde den forsigtigt på en stol, selvom det dog ikke kunne undgås af det klirrede voldtsomt. Derefter bevægede han sig længere ind, i sin søgen efter at finde nogen, eller noget som ville kunne give ham en hånd med at få lavet sine våben og sin rustning igen. Selvfølgelig regnede han ikke med at denne ville gøre det gratis, hvem ville det når der var mangle på mad, og den derved blev dyrer, det var også grunden til at han havde haft arbejdet som Bonde nogle dage, og endnu ikke havde fået købt sig noget rent og nyt tøj, for som han så det, var det vigtigst hans rustning og våben, hvis han skulle kunne få ryddet op i det rod, som han var blevet genoplivet til at ordne, selvom han dog måtte indrømme, at hvis han havde kunne få noget tøj som ikke var hullet og som ikke lugtede af mug og rådent jord, ville han være glad, men sådan var det vel når man blev genoplivet af dødsenglen, især ikke når denne ikke ville blande sig i det jordiske liv. Michael stoppede ved et vindue og kiggede ud op gaden uden for, som klart blev oplyst af solen. *sikke et smukt syn. Det er noget af det man savner når man er død* tænkte han mens han lod blikket glide ud over gaden og folkene derude.

[Deleted]

Som foreåret var endt med at tage til, så kunne det i den grad også mærkes på temperaturene. Procias havde i de sidste par dage, haft det smukkeste vejr, selvom det ikke længere var noget der betød noget på samme måde. Der var begyndt at komme en anelse mere liv i gaderne, ikke nok til at handelsmænd ville have noget som helst at lave, men procianerne holdte sig ikke længere i skjul på samme måde. Meadow kunne høre dem når de gik forbi, de snakkede aldrig til hinanden, men hun kunne høre deres skridt, og det i sig selv var lettende, tanken om at Procias efter alt, gik bedre tider i møde. Hendes blik hvilede mod vinduet i håb om at se en skikkelse, men lige i øjeblikket lå det tomt. I hendes hånd hvilede et trækrus med de sidste dråber vand, det var lykkedes hende at samle. De små svedperler lå på hendes pande, selv på trods af at hun havde haft pause de sidste tyve minutter. Ordrene var blevet mindre, hæren behøvede ikke nye hver eneste dag, i det mindste var der stadig en smule at lave. Hun var næsten færdig med kniven til Gabriel. Den havde været umulig at smede sammen, så istedet havde hun måttet smede et helt nyt blad. Det skulle bare slibes, så det atter ville være muligt at bruge som direkte våben. Meadow tvang sig selv ud af den mindre trance igen, og sukkede tungt. Hun burde vel komme igang med det egentlige arbejde? Kruset satte hun var sig på det nærmeste bord med et ’klonk’. Hun gik hen og tog fat om kniven, med et yderst tilfreds smil hvilende om hendes læber. Stadig måtte hun erkende, at være forvirret over hele det lille optrin med Gabriel, ingen skulle komme og fortælle hende, at kvinder kunne være svære at gøre sig kloge på, ikke efter det. I øjeblikket forsøgte hun blot at være professionel, lavede et våben til hendes leder og landets hærfører, det virkede jo tydeligt som om han behøvede det. Roligt satte hun sig ned på den lille træstrub der stod op af en stolpe, så hun ville være i stand til at læne sig tilbageæ. Ved siden af lå en mindre kniv. Hun tog den til sig, og begyndte nøje at slibe kanterne skarpe. Det ville selvfølgelig tage tid, men det var end ikke halvt så hårdt et arbejde som det at smede selve våbenet. Solen faldt ind af vinduerne. Man kunne se hvor støvet lokalet i virkeligheden var, hun skammede sig vel en anelse over rengøringen, men efter Adriel havde forladt hende, så var der ikke tid til både at fuldfører hendes ordre, pase og pleje sig selv, samt holde miljøet i orden.
Klokken på døren dinglede, hvilket øjeblikkeligt fik Meadow til at stoppe op. Gabriel? Nej hun kendte ldyen af hans støvler, og denne var ukendt. Kunde? Hun lagde hurtigt kniven fri sig og rejste sig. Det blonde hår strøg hun bag ørene. Den blege hud var beskidt. Blikket gled mod den ukendte herre. I øjeblikket var hun villig til at gøre hvad som helst for en kunde, der ville være i stand til at hjælpe hende med, at holde blot en anelse gang i smeden, for hun var ærlig talt begyndt at frygtek, at hun før eller siden ville miste den? ”Kan jeg hjælpe Dem?” hendes tone var mild og blid, hun forsøgte at lyde melodisk som en kvinde, men det lå på ingen måde til hende, hun prøvede da, var det ikke hele ideen? Hvem end denne herre var, så var det ikke en hun før havde set, men han så stor ud.. Var Gabriel begyndt at sende budbringere i hans sted? Hendes hjerte slog en anelse hurtigt. Meadow rømmede sig en anelse. Hendes hænder var fugtige, det var heller ikek fordi hun øsnkede at virke direkte desperat, selvom det i den grad var tilfældet lige her. Tungespidsen strøg over læberne, som for at fugte dem, hun følte sig næsten rastløs ”Jeg mindes ikke at have set Dem før?” det var tydeligt et spørgsmål. Han var hende ukendt hvilket i den grad også undrede hende. Han så nærmest ud til at være optaget af noget andet. Hun hævede et øjenbryn, og så i samme retning, som det han gjorde, uden at få synderligt meget ud af det. Hænderne foldede sig roligt foran hende. Et sted håbede hun virkelig, at dette ikke blot var endnu en falsk alarm.

[michael]

Michael kiggede op da det så ud til at der var liv, dog at det var en kvindelig smed som kom frem undrede ham, ikke at det gjorde ham noget at det var en kvinde. Siden hun jo sikkert var dygtig til hvad hun gjorde, siden hun jo stadig havde åbent. Han lod sit blik hvile på hende et stykke tid, med et varmt smil, før han lod blikket glide rundt i butikken "Ja det kan du faktisk, men først ville jeg ønske at du ville lade være med at kalde mig dem. Jeg er ingen speciel. Mit navn er Michael Rafael Uriel Zerakiel. Men du kan bare kalde mig Michael hvis du vil. Og hvem er du?" spurgte han med et varmt smil. Han vendte sig mod den bylt han havde lagt over stolen, og åbnede den forsigtigt før han tog først et sværd frem, som så ud til at have været utrolig godt smedet, og let af håndtere frem. Det var dog tydeligt at det ikke var noget nyt sværd, meget af klingen manglede, og det var huller og andre skader,som sådan et våben kun ville få af at have ligget under jorden i mange år. Der efter fandt han en normalt udseende kniv frem som var smedet i sølv, også her var der tegn på at den havde ligget under jorden i mange år "jeg vil gerne have gensmedet, eller lavet nogle nye modeller af de her våben. De har tjent mig gennem mange år, og jeg ville ærligtalt være ret ked af at skulle lærer nogle nye våben at kende. Jeg vil gerne være med til at smede dem med dig, for at give dig en hjælpende hånd, og jeg vil selvfølgelig også betale dig for det" sagde han med et smil. Michael rystede lidt på hovedet "Det har du heller ikke. Det er mange tusinde år siden jeg sidst var her i byen. Dengang var der dog meget mere liv end der er nu" sagde han med et smil. Michael kiggede lidt søgende rundt, som om han forventede at se nogle unge drenge eller et eller andet som ville hjælpe hende med hendes arbejde, før han vendte blikket mod hende "Passer du selv forretningen? har du slet ingen til at hjælpe dig?. Ingen unge mænd som blæser gang i ilden for dig eller noget i den stil?" sidste gang han havde været i live, så var det tit af smeden havde mange folk der arbejde der, folk som sled og slæbte sammen for at få de bedste resultater overhovedet. Han lod endnu engang blikket glide rundt før han kiggede på hende igen "Det må jeg sige, det er virkelig flot gjort hvis du kan passe den her smedje alene. Selv i en tid som denne." sagde han næsten med en form for beundring i stemmen, det skulle dog ikke forveksles med lyst, eller forelskelse. Ja selvfølgelig var hun en køn kvinde, men Michael havde aldrig haft tid til det med kvinde, og det havde han da slet ikke nu, dertil var han for pligtopfyldende, hans egne behov og hvad han ville kom i sidste række. men selv hvis han havde ladet den slags ting kommer frem, ville han alligevel ikke have forelsket i hende, han kendte hende jo ikke, og hun var næsten med garanti yngre end han selv var. Han var trods alt 500.000 år, selvom han dog havde været død i 460.000 af de år.

[Deleted]

Tiderne skiftede, fler eog flere kvinder, var begyndt at overtage de stillinger der i virkeligheden var tilegnet mændene. Meadow var en kvinde af let uskyldhed. Hendes blonde lokker var sat op i en knold, og selvom hun bar en rosa kjole, så var det tydeligt at se, at hendes krop avr mere robust end det en iddel kvindes ville være. Meadow sukkede og himlede med øjnene, det der var hun slet ikke i humør til! Ikke efter Gabriel! ”Lad mig pensle det ud med det samme Sir. Mit tag mine regler, enhver er af ren høflighed ’Dem’. Foruden det så glæder det mig at møde DEM Mr. Zerakiel, mit navn er Meadow Lanés, ejer af smeden” hendes tone var en anelse utålmodig, hun var en hårdfør kvinde, efter flere år i Dvasias kunne hun ikke undgå at lade sig påvirke. Blikket fulgte hans bevægelser mod våbene. Allerede idet han trak dem frem, var det tydeligt at de var gamle. Der var julelys malet i hendes øjne, det var yderst sjædne våben han stod med i hænder. Hun trådte tættere på, fænget af dem, som havde det været store ædenstene og diamanter. De var meget ødelagte. Specielt sværdets klinge, og det ville være synd og skam at lave et helt nyt, mon hun ville være i stand til at omsmede matrialet det var i forvejen? ”Det er nogle yderst sjældne og antikke våben De bære med Dem Sir. Sværdet er jeg bange for kan blive en udfordring, og jeg ville næsten se det som synd og skam, at smede en ny klinge til det, eftersom det netop er antikt. Mit forelsag ville være at omsmede mat..” hun stoppede op ved de sidste ord, og så på ham, som havde han netop sagt noget virkelig pinagtigt. Så han hende hende ikke som god nok? Hvis han var så skeptisk med hendes arbejde, at han ville hjælpe hende, så var hun ganske sikker på at der var andre der ville hjælpe ham ”Det er alt sammen meget gavmildt Sir, men jeg foretrækker at arbejde selv, jeg forsikre dem om at en betaling vil være mere end rigeligt” mumlede hun sammenbidt, og forsøgte virkelig at forblive høflig og blid, men han irriterede hende.. det gjorde de fleste i denne tid. Blikket lod hun hvile mod våbene, hun tog fat i sværdet ”Om for lov” mumlede hun egentlig at vente på svar. Den slanke pegefinger søgte stille op af bladet, for at tjekke hvor skarpt og tykt det måtte være ”Som sagt jeg klare mig selv. Min bix, mit arbejde, hårdt eller ej jeg er ikke fintfølende” mumlede hun en anelse distraheret af det yderst bedårende våben i hendes hånd, der stod stadig ligefrem juleglimt, det var sjældetn hun fik lov at arbejde med noget så gammelt og så antikt som lige netop disse. Som sagt ændrede tiderne sig ligeså, der var ikke nok til at hun kunne få en hjælpende hånd, og det var ikke nødvendigt med så få ordre ”Jeg er dygtig” mumlede hun blot sanfærdigt. Det var bestemt ikke fordi hun ville lyde pralende, men sagen var netop den at hun var umådelig dygtig, sådan holdte hun live i dette sted selv i en tid som dette. Desuden regnede hun bestemt ikke med, at han flirtede med hende, blot fordi han gav hende et kompliment. Ganske bevidst valgte hun ikke at se på ham, det var virkelig en elendig dag, og det var heller ikke fordi hun ønskede at skræmme en kunde som ham væk, men der fandtedes grænser, selv for hende.

[michael]

Et næsten uhørligt suk forlod Michael's læber ved hendes ord, og det tog lidt tid før han sagde noget, men da han gjorde var det varme glimt i hans øjne igen at se "Jamen så vil jeg da følge deres regler Frøken Lanes, eller er det frue?" spurgte han venligt. Uanset hvad hun sagde var det sådan at hvis hun ville kalde ham dem, de og mr. så ville han kalde hende frøken,dem og de. De julelys der nærmest kom i hendes øjne da han fandt sine våben frem fik ham til at smile bredt til hende. Han vendte derefter igen sin opmærksomhed mod bylten og frembragte derefter et ringbrynje set, en plade og ryg rustning, og arm og ben skinner. Alle lavet af det samme materiale som sværdet, og alle havde set det samme. Dog var der i ringbrynjens og pladerustningens højre skulder et dybt hak hvor det var tydeligt at noget skarpt og tungt var sluppet igennem. På brystpladen var der det samme symbol som var ingraveret på sværdknappen,bare noget større. En sol hvor et træ stod i cirklen. "Det var skam bare et forslag jeg kom med, fordi jeg nu kom med så meget og fordi det er meget vigtigt at det bliver lavet utrolig hurtigt, men samtidig fejlfrit. Men så vil du kun få betalingen for det, hvor meget vil det blive og hvor længe vil det tage?" spurgte han med et venligt smil. Det var slet ikke fordi han ikke stolede på hendes evner som smed, det var af ren høflighed siden han kom og forlangte så meget af hende. Han var trods alt kommet med et sværd,en kniv og en rustning som alle havde ligget begravet under jorden i over 400.000 år og nu kom han bare og ville have at hun skulle lave det tilbage til sin perfekte form som det havde været dengang han havde brugt dem. For selv den gang hvor de var blevet lavet havde de været noget specielt, godt nok havde de ikke været magiske men det havde taget lang tid at få dem smedet. Sværdet havde været et mesterværk i sig selv, hvilket det stadig var når det engang var blevet repareret.
//der er en utrolig lang beskrivelse der er af sværdet så du kan finde den på min profil //

[Deleted]

Meadow var allerede nu klar til at sætte ham på plads igen, hun sendte ham et skulende blik, selbvom hun hurtigt klappede i, før hun overhovedet havde nået at åbne munden. Han ville følge hendes regler? En mand ville følge hendes regler? For et kort øjeblik så hun virkelig dumt på ham, før hun uden et smil rynkede let på panden og rystede på hovedet, det var dog noget af det mest mærkværdige hun havde hørt længe ”Det værdsætter jeg” endte hun blot roligt, og måtte se på ham næsten skeptisk på hvad han måtte fedte for ”Frøken.. Frøken Lanés” hendes blik var igen gledet mod det smukke sværd, der i øjeblikket ikke bar nogen værdi for ham i en kamp, men hun skulle nok redde dette antikke våben, det ville kun være en skam at lade det gå til grunde. Det kunne vel heller ikke være mere tydeligt, at hun virkelig måtte brænde for hendes arbejde? Det var bedre end juleaften, og det kunne ses i hendes blik, fuldkommen fascineret, kærlighed ved første blik? Roligt lagde hun sværedet fra sig, uden at synes påvirket af at det var forholdsvis tungt, hun holdte som regel det der var værre. Istedet lod hun fingrene danse over pladerustningen. Den behøvede ikke nær så meget opmærksomhed, men der var lidt at lappe. Hun hævede et slankt øjenbryn. Havde han overhovedet hørt om hende? Hun var dygtig! ”Det er venligt af dem, Sir.. Men jeg forsikre Dem at jeg vil være grundig, jeg har ikke bedre at give mig til” hun trak på skuldrene, og kastede et blik mod de mange ting, han ønskede at hun skulle reparere ”Har du.. 4 dage?” det var måske meget overvurderet, men hun kunne arbejde effektivt og hurtigt, og sammentidig.. fejlfrit? Materialer havde hun heller ikke, men det ville hun personligt afhente i Manjarno senere. Meadow kunne roligt love ham, at hans ting ville blive så gode som nye, når først hun var færdig. Allerede nu måtte hun nærmest sitre efter at komme igen, hun trippede en anelse utålmodigt. Det ville blive fantastisk, umådelig sjældent, at hun måtte stå med så gamle og ikke mindst antikke genstande!

[michael]

Michael stod helt roligt og betragtede Kvinden foran sig, mens han ventede på en reaktion. At hun allerede nu skulede til ham, fandt han sørgeligt og lettere morsomt, ingen af disse følelser var dog til at se på ham, da det eneste der var at se, var det venlige smil og det varme glimt i hans øjne, som havde været der lige fra han var trådt ind af døren. Smilte kunne ikke undgå at blive større da hun så dumt på ham "Man får næsten det indtryk, at det er sjællendt at folk følger deres regler, frøken Lanés." sagde han noget undrene, han gjorde altid sit bedste for at følge de regler der nu engang var i det område han befandt sig i. Om det var i en butik, eller på gaden, i byen eller på landet. Det betød på det punkt intet for ham. For som han så det, så var de regler blevet lagt frem fordi at det var det som dem der havde lavet dem ville,selvfølgelig til andres såvel som deres egne sikkerhed og glæde. Michael fulgte hende med øjnene som hun stod med hans sværd i hånden, og et skævt smil kom frem på hans læber, da han nærmest fik et tilbage blik, hvor han så den som oprindeligt havde smedet sværdet til ham, stod sådan med det. Ikke så meget fordi at de lignede hinanden, men det var blikket i deres øjne som var det samme, denne forkærlighed for deres arbejde. "Det er godt at høre, men så vil jeg da lade dem være i dine kyndige hænder." Hans rolige og venlige blik blev dog hurtigt noget overrasket da han hørte hvor kort tid hun ville bruge på det "4 dage?" spurgte han næsten forvirret, før han fik rystet det af sig "Jeg har alt den tid du har brug for, jeg kan ikke rigtig gøre ret meget uden disse genstande alligevel" sagde han med et venligt smil. og kiggede på hende. Han vidste ikke helt om hun bare ville have at han skulle gå så hun kunne komme igang, eller om hun ville snakke om prisen først.

[Deleted]

Det var ikke for at være direkte afvisende, men hun var ikke let at have med at gøre, der skulle ikke meget til at fornærme hende, og hun havde virkelig ikke tid til småligheder. Det var svære tider i Procias, og denne mand, lod hende ikke bare gøre hendes job, hvilket også måtte irritere hende. Hun tog sig på ingen måde af det lille glimt i hans øjne og det smil der sad klistret på hans ansigt, det eneste hun var interesseret i, var de fantastiske våben, han var ejer af. Det ville blive hende en direkte ærer at arbejde på det. ”Hvad kan jeg sige, det er ikke let at være kvinde i dette erhverv,” svarede hun kort for hoedet, og sandt var det. Det at hun var en kvinde, gjorde også at folk så ned på hende, og dermed ikke fulgte hendes regler, men i det store og det hele, så stammede det alt sammen fra episoden med Gabriel. Meadow nød virkelig hendes arbejde, og det kunne vel heller ikke være meget tydeligere? Det glimt i hendes blik, den længsel efter bare at komme igang. Hun nikkede stille, og vendte sig endnu engang mod sværdet ”Jeg vil tage mig godt af dem,” påpegede hun ærligt. Fingeren løb langs det blad der var blevet slidt efter de mange år begravet, kunne hun bevare det originale, så ville det klart være at foretrække. Hun nikkede bare stille ”Okay. Kom tilbage om en uge, så ser vi hvor langt jeg er nået. Prisen kan vi altid tage senere,” de smaragdgrønne øjne betragtede det som var det en gave til en lille pige på jule aften. Måske hun kun ville stå med det i hendes hænder, for en kortere periode, men det gjorde ingen større forskel. Hun ville foretrække at komme igang så hurtigt, som det ville være hende muligt. Det var heller ikek for at være uhøflig bare at smide ham ud, men helt ærligt, hun kom ikke meget videre ved at stå og glo. Hun sendte ham et ikke særligt overbevisende smil. ”Undskyld mig, jeg vil gerne igang,” hun trådte forbi ham, og bagom, for at finde det nødvendige.

//Out