forvirring

[swain]

New dale, hvordan i alverden var han kommet derind? Hvorfor var han der egentlig? Var det nu også en god ide? det var bare nogle af de ting Swain gik og tænkte på. Nogle af tingene kendte han godt selv svaret på. Han var selvfølgelig kommet ind gennem byporten. Han var ude og spendere nogle af de penge han havde fået skrabet sammen. han var dog ikke sikker på om han virkelig skulle være taget til new Dale. For det første var han ikke kendt her, så han var sådan set faret temmelig meget vild. Og kortet viste ikke andet end byens torv. Nu gik han ned af en eller anden gade. Rækkehuse på den ene side, rækkehuse på den anden side, nogle få andre mennesker gik på gaden ud over ham, men ikke mange. Det her var bestemt ikke stedet han ledte efter. Han ledte efter et sted at handle ind. Det var ikke så tit han havde haft mulighed for at få nye ting, og slet ikke på ærlig vis. Han kunne egentlig godt lide en mere ærlig livsstil. Der var ligesom mere værdighed over det. Han var iført en lang mørkebrun kutte. På trods af solskinnet var hætten trukket helt op over ansigtet og fik det til at se næsten usynligt ud. Han ville ikke tiltrække sig unødig opmærksomhed. Han drejede om et hjørne og intet så ud til at forandre sig. *hvad var der galt med den her by?* han begyndte at blive irriteret nu. Han ville handle, han ville bruge sin tid på noget fornuftigt, ikke så på rækkehuse. Han så sig omkring efter en ny gade han kunne komme ned af. Det så ud som om der var en større vej nede for enden af den her gade, der så også ud til at være flere mennesker. Han træk hætten længere ned over ansigtet og satte kursen mod enden af gaden. Han kunne ikke se ret langt frem foran sig, men han var ligeglad.

[marrow]

Marrow vidste ikke hvorfor at han havde forladt sit hjem for at gå ud og handle. Normalt ville han have sendt en af sine slaver afsted for at gøre det, for derefter at torturere slaven for at have købt det forkerte. Det gjorde de altid, de købte aldrig det han ville have. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber. *det er nok fordi at jeg alligevel, skriver noget forkert på sedlen* tænkte han med et sadistisk smil. Han var klædt i sort fra top til tå. Med en mørk kappe med hætte på, som skjulte han ansigt helt i en skygge. Hans øjne gled fra side til side, før de faldt på en ung mand ikke så langt fra ham. Han virkede som om at han var fortabt, og når unge mænd virkede fortabte, ville de være nemme at få ram på. Og Marrow kunne bruge en ny slave. Han begyndte at gå over mod manden og stoppede foran ham "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han med en slesk stemme som ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Hans øjne var iskolde at se ind i som om der ingen følelser var, og hans ansigt virkede fuldkommen hårdt, som var det hugget i sten.

[swain]

Swain fortsatte ned af gaden, da han pludselig hørte en stemme ” Kan jeg hjælpe med noget” sagde stemmen, men Swain opfattede ikke det var ham der blev talt til før personens fødder dukkede op foran ham og han nær var gået ind i ham. Han så på ham. hans tøjstil lige hans egen meget, mandens var dog noget mørkere end hans egen. Men hans hjælp? ”jeg har da bestemt ikke brug for deres hjælp” svarede Swain med let foragt i stemmen. Han havde slet ikke lagt mærke til tonen i hverken hans egen eller den fremmedes stemme og tog sig således heller ikke af det, umiddelbart efter kom han med endnu en kommentar. ”men jeg er dog faret lidt vild” sagde han med noget mere almindelig stemme. Det passede også. Han anede faktisk ikke hvor han var henne. Og selvom han hadede at føle sig afhængig ville det være rart med en guide til at vise en rundt, og måske bære ens ting? Han smilede for sig selv. Måske blev det her alligevel en god dag? Den havde i alt fald lige taget en interessant drejning.

[marrow]

Da ordene nåede Marrow, lyste hans røde øjne op under hætten "Jeg ville passe på, hvem jeg snakkede til i det tonefald. Jeg er måske ikke så gammel, men jeg har mere magt end dig." sagde han selvsikkert. Marrow var som en hver anden Warlock snobbet og mente at sin egen race var den bedste, at han så samtidig mente at han var den bedste blandt warlocksne og derfor burde være leder var en anden ting. Hans hånd glødede da den mørke magi samlede sig i hånden, og et øjeblik efter, føg småsten og andet jord op, da noget mørkt slog ned i jorden en milimeter fra fødderne på manden foran ham. Bare sådan for at advarer ham om at han legede med ilden. Et hånligt smil bredte sig på Marrows læber "Det er et dumt sted at farer vild, her er fuld af folk som vil gøre dig ondt. " hans tone var igen tilbage ved den hånlige og sleske tone han havde haft før.

[swain]

*magi!* var det eneste Swain tænkte da småstenene landede foran hans fødder. Hans nye ven var åbenbart også bekendt med magi. Han opførte sig også ret underligt, sådan over selvsikkert. Sådan som et barn ville være det hvis det troede dets forældre ville komme og passe på det. men ham har var vist ikke noget barn mere, han virkede til at være ældre end ham selv, hvor meget vidste han ikke. det kunne være svært at se. Han kunne være alt fra samme alder som ham selv, eller han kunne være 4000 år ældre. ”jeg kan også trylle, vil du se?” spurgte Swain med næsten uforandret stemme. Hans højre hånd lyste op og forsvandt i et vidt lys, mens små tynde lyn sprøjtede ud og ned i jorden. Ret opsigtsvækkende hvis man stof tæt på, men han kunne ikke se noget problem i det, det var jo bare blær. Desuden hvis småsten var alt hvad hans ven kunne klare, så var han ikke ret imponeret. ”vi vil da ikke gøre hinanden fortræd vil vi? Jeg vil bare handle” fortsatte han igen, denne gang med svagt overlegen stemme, denne gang intentionelt, han var sjældent blevet udfordret, hvis han overhovedet var blevet det. Denne her dag var nok ikke så god alligevel. Dumme mand.

[marrow]

Marrow kiggede roligt på den højrehånd som lyste op, *nå så det er en pisse konkurrence han vil have? så er det da en pissekonkurrence han skal få* tænkte Marrow hånligt. Hvis den anden kun kunne kaste små lyn ud af sin hånd var han intet iforhold til Marrow. Selv havde han kun brugt en lille del af sin Magi, for at advarer manden foran ham, men det så ud til at han ikke var så let at skræmme, eller også var han rigtig godt dum. Marrow, lukkede kort sine øjne, og lod sin mørke magi omringe hans krop som en kæmpeskygge af en massiv energi. Han kunne ikke angribe på den måde, for at bruge så meget magi på engang ville slå ham ud, hvis han lod det forlade sin krop, men for at demonstrer at han ikke var en lille svag ting var det alt hvad han behøvede. Hans røde øjne vendte sig mod Manden, ved hans ord, mens et hånligt smil kom frem på hans læber. Han lod sin magi forsvinde ind i kroppen igen "Nogle gange er man nød til at sætte folk som dig på plads. Og jeg er ikke bange for at skade dig, det vil jeg gøre med den største fornøjelse" sagde han og kiggede roligt på manden foran sig. Måske var han ikke så gammel, men han vidste hvordan man kæmpede, og han nød faktisk at se andre lide, han havde specialliseret sig i at ramme punkter, som gjorde så ondt som muligt. både med våben og magi.

[swain]

Det lykkedes faktisk manden at få Swain til at se overrasket ud, men det var ikke de sorte skygges skyld, jo det var da ganske imponerende, og han havde da heller ikke luret af hvordan han lige klarerede den endnu. Han havde nok undervurderet den anden mand, det forklarede også hans attitude, han forstod ikke hvorfor han reagerede så voldsomt. Der var jo heller intet formål med skyggen, ja han så stor og farlig ud, men efter hvad Swain vidste om magi, så ville det dræbe ham hvis han slap al sin energi ud på en gang. Han mente så alligevel at det var tid at trække sig lidt, for han var blevet en smule imponeret over mængden af magi. ”imponerende, men der er nu ingen grund til at komme med trusler, det jo bare blær” sagde han og så intenst på manden foran ham. Han var oprigtigt blevet imponeret, også selvom han mente det var en nær latterlig måde at vise sin styrke på. Det begyndte efterhånden også at gå op for ham at det her nok ikke var en han skulle ligge sig ud med, men det var ikke noget han gad tænke meget over, det skulle nok gå. Han begyndte dog at huske hvorfor han ikke brød sig om byer og mennesker. Mandens sidste sætning havde mindet ham om hvor farligt det kunne være at miste kontrollen.

[marrow]

At Manden foran ham så overrasket ud, betød intet for Marrow, han vidste at han var en modstander man skulle passe på, han havde jo selv slået sin egen far ihjel, og hans far var ellers blevet anset for at være en stærk, og utrolig kold Warlock. Men selv han blegnede i forhold til Marrow. Et hånligt smil bredte sig på hans læber ved hans ord, før han rystede på hovedet af manden "Du er Da naiv. Her i landet, er kongen en ondskabsfuld mand. Og dem der tjener ham er lige så ond, hvis det er muligt. Så jo i Imandra, er trusler nok det mest normale" Hvad den anden kaldte blær, var ikke noget specielt for Marrow. Jo han viste ganske vist hvor meget magi han havde, og det var en del, og det voksede kun jo ældre han blev. Men det var mere måden han kunne bruge den på som den anden skulle frygte. Det han selv lige havde gjort, havde kun været ligesom når soldater, eller andre som brugte deres muskler, blærede sig med hvor stærke det var. Mens det dog ville være langt mere fornuftigt at vise hvad man kunne i stedet "Måske er det bare blær som du kalder det, men jeg ville være langt mere bange for, hvad jeg kunne bruge de krafter til, end hvor mange jeg har. Dit lille nummer med lynene skræmmer mig ikke, du må finde på noget bedre end det, hvis du vil have mig til at overveje dig som værdig som andet end en slave." ved det sidste ord, lyste de røde pupiler ondskabsfuldt op, mens han kiggede overvejende på Manden foran ham, mon han ville kunne gøre ham til sin slave?

[swain]

Mens den anden talte vidste Swain godt at det her på et tidspunkt ville ende grimt, eller det var jo nok det mest sandsynlige. Han vidste godt at han nok bare burde trække sig og glemme at det her var sket, men han kunne ikke få sig selv til det, ikke endnu. Da manden var færdig stod Swain bare målløs og så på ham ”du giver jo slet ingen mening” udbrød han og så på manden med en form for målløs forbløffelse, hans slave? Hvad slags planer havde han med ham? den mand måtte jo være skingrende sindssyg, så hellere dø! Desuden havde han slet ikke forsøgt at skramme ham til at starte med, eller jo det havde han måske lidt. Men denne mand foran ham virkede opsat på at ville overgå ham, han forstod det bare ikke. Det eneste fornuftige han havde sagt var det med imandra. Det var der da en hvis logik i, men tjente han virkelig kongen? Næppe, hvad skulle en af kongens loyale tjene lave her midt i ingenting? Som han for øvrigt stadig ikke vidst hvor var henne. Han fortrød det han lige havde sagt, men det var for sent nu. Han skulle bare have haft givet manden ret, men det ville have betydet undskyld, og det ville han ikke. Det var en svær situation den her.

[marrow]

Et hånligt smil bredte sig på Marrow's læber da manden foran ham så ud til at blive målløs "Ja så? giver jeg ingen mening. Så vil jeg da prøve igen. Du har 3 mulighed. men kun en hvor det er sikkert at du vil overleve, hvertfald for noget tid. Din ene mulighed er at prøve at tage kampen op mod mig, hvilket jeg vil fraråde. Du kan prøve at stikke af, hvilket kun måske vil koste dig livet, medmindre du kommer væk hurtigt. Eller du kan håbe på at overleve ved at tjene i mit hus som min slave, bare rolig du vil ikke være den eneste." sagde Marrow Roligt. Han havde endnu ikke mødt andre end Inkarno, kongen af landet. Som havde kunne få hans respekt, og som alle warlocks så han sig selv som overlegen i forhold til alle, selv andre Warlocks så han som var de mindre værd end ham, et synspunkt som var gået fra far til søn, via hans opdragelse. Folk var hurtigt smuttet fra gaden da de var begyndt at prøve kræfter, så de eneste liv der var lige nu, var de to stridende menneske som stod overfor hinanden. Marrow lod sine røde øjne hvile på manden foran sig, mens han ventede på at se hvad denne kunne finde på, han håbede næsten at han ville prøve at tage kampen op. Marrow havde ikke haft en god Kamp meget længe, og han ville gerne få brugt nogle kræfter igen, at sidde stille I sit Mansion blev hurtigt kedeligt, når alt man havde at lege med var gamle slaver som alligevel var så vant til hans tortur at de stort set var holdt op med at skrige, det mindede ham forresten om at han skulle finde nogle nyde tortur middler, så han rigtigt kunne pine sine slaver i mange år.