Somewhere between the stars..

[Deleted]

Miquel kunne virkelig ikke få sig selv til at gøre andet end at acceptere alle hendes spørgsmål. Som han jo selv havde forklaret hende så mange gange, så var det hele jo heller ikke altid til at vide, eftersom hun slet ikke kunne se noget som helst og han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende. Nu hvor han endelig havde fået den mulighed hvorpå at bevise at han ikke var så slem igen som det han var fremstillet som, så var det jo selvfølgelig også kun en meget god ting selv i hans egne øjne, så var det heller ikke noget som han tog så tungt. Han tog hensyn til hende, som hun også tog hensyn til ham og så var det jo ehller ikke fordi at det var noget som hun direkte ønskede at gøre meget mere med, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han sendte hende et stille og let smil, som han roligt tillod sig selv at plante et let og stille kys mod hendes pande. Det var jo heller ikke fordi at han havde det mindste imod at skulle sidde med hende så tæt på, for det var i den grad også noget som han bare kunne nyde af og noget så frygtelig voldsomt! At hun i det hele taget tillod ham at komme så tæt på, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod, også selvom det virkelig var som at trække det et skridt videre. Han vendte blikket stile ned mod hendes hånd som måtte køre roligt og stille op over hans lår, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde noget imod, for det var virkelig rart. Han smilede et stille smil. ”Mange ser det som flovt eller pinligt at rødme,” begyndte han roligt. Han fandt det nu meget charmerende. Man var ikke mere levende end når man rødmede i hans øjne og desuden, så var det en frygtelig flot farve til hendes ellers så blege kinder. Han hævede den anden hånd som han strøg roligt over hendes kind. ”Men i mine øjne, så er det en smuk ting.. det er en god ting.. Det får dig også til at se langt mere levende ud.” I sig selv, så var det noget som han gik skræmmende meget op i og det var noget som han altid havde gjort det, så var det jo bare sådan at tingene måtte være for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. Det var alle disse ting som slet ikke vejede så meget op for hans vedkommende. I hans øjne, så var hun.. fuldkommen perfekt som hun var. Han trykkede hende let ind til sig ved at lægge armene om hende, nu hvor hun næsten bød til at han gjorde det, så skulle han bestemt heller ikke holde sig tilbage, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. ”Jeg er virkelig ligeglad i de egenskaber, Ceciliya.. Du er dig og det er det som betyder noget.” Han brød sig virkelig ikke om hendes mor, også selvom det nu ikke direkte var en kvinde som han kendte personligt, men at vide at de var en tilhænger af ham selv, var noget som han kraftigt kunne bruge, det var han slet ikke i tvivl om. Han tog fat om et tæppe og kastet det roligt omkring hende. ”Hvis det er det eneste som mændene har set på så ved de virkelig ikke hvad det er, at de går glip af.” Han rystede stille på hovedet og med blikket mod hende. Hun troede på hans ord. Alt det andet var ham virkelig fuldstændig ligegyldigt.

[Deleted]

Ceciliya hadede virkelig at bære den enorme nysgerrighed, det fik hende til at føle sig uintilligent og barnlig, for hvilken kvinde på hendes alder, ville ikke kende svarene på hendes mange spørgsmål? Hun kunne ikke være som alle andre, og det plagede hende. Enhver kvinde var i stand til at se den mand hun elskede, i stand til at se på de smukke blomster han bragte hende, og de kjoler hun gjorde sig umage for at udvælge, blot for at han skulle synes, hun var smuk. Den slags havde hun aldrig været i stand til, hun havde ingen anelse om hvordan Miquel så ud, foruden det hun havde følt, hun havde ingen anelse om hvad farve, og hvilken art de smukke blomster udsprang af, og hun ønskede brændende, at han ville se på hende, og blændes som hende.. af hendes skønhed, lade sig varme af den, men det var hun ikke i stand til at gøre sig til for ham på samme måde som alle andre. Hun kunne ikke engang åbne munden, og fortælle hvad hendes hjerte sagde, selvom det i virkeligheden var hvad hun ønskede! I virkeligheden så gjorde det heller ikke noget, for hun var stærk, og hun havde lært at se det smukke i selv et liv i mørke, hun havde lært at acceptere at hun var anderledes, selvom det i den grad kunne være hårdt. Blikket gled stille i, ved det blide kys han satte mod hendes pande. Det at hans arme hvilede omkring hende, beroligede hende. Efter forvandlingen føltedes hendes krop så øm, men nu hvor hun næsten lå ind mod ham, så føltedes det ikke specielt smertefuldt, fordi hun faktisk slappede af. For et par år siden, ville hun havde gjort alt for at slippe væk fra dette rådne sted, der havde været hendes fangekælder, men idag nød hun hvert eneste sekund, hvor hun ikke var under terror, og Miquel havde bevist sit værd, måske hun var naiv, men han bekymrede sig om hende.. gjorde han ikke? Hendes hånds færd over hans lår, var yderst forsigtig, bange for at krydse hans egen grænse, for de var trods alt ikke et par, ikke så vidt hun vidste vel og mærke. ”Mine kinder.. brænder,” hendes tone og hendes smil var en anelse usikkert, burde hun være flov? At han så lod til at finde det smukt, lettede hende kun en del. ”Jeg er fuldkommen i live,” hun sendte ham et strålende smil, og slog en anelse ud med armene, som klart bevis. Kinden faldt mod hans hånd, kælent som det dyr hun nu måtte være, og et kort øjeblik turde hun næsten sværge, at hun spandt. De andre mænd havde ikke ønsket hende.. jo af de forkerte grunde, men hun kunne hverken lave mad, og hun var for spinkel til at føde børn, alligevel havde de set noget i hende, som hun ikke forstod. Den dag idag måtte hun blot prise sig lykkelig for, at hun istedet for at falde i hendes mors kløer, var endt her hos Miquel, som holdte om hende, holdte hende tryg og sikker. Hendes hjerte slog stærke slag, det var ikke noget nyt efterhånden, ikke når han var tæt på. Hun bed sig en anelse usikkert i læben, formulerede hendes næste spørgsmål for sig selv, uden at få det til at lyde for personligt. ”Hvad ser du i mig? Altså selvfølgelig ikke som..” hun rystede opgivende på hovedet af sig selv – typisk hende! ”Jeg mener.. hvorfor bruge tid på mig? Bekymre sig om mig?” spurgte hun videre.

[Deleted]

At vide at Ceciliya var i tryg forvaring var noget som virkelig måtte glæde Miquel, for det var også noget som gjorde at han automatisk faldt til ro. At vide at hans mange anstrengelser faktisk var noget som virkede også for hans vedkommende, var noget som han faktisk kunne prise sig lykkelig med. Jo mere han var sammen med Ceciliya, jo mere tid som han måtte tilbringe sammen med hende, så blev han kun mere og mere klar over kendsgerningerne som han måtte stå med i sine næver, og selvfølgelig var det noget som betød meget for ham; Han havde fundet sin mage. Han var slet ikke i tvivl om det! At sidde med hende i favnen, at få hende til at slappe af og vide at hun faktisk kunne finde bare en smule lys i hendes mørke tilværelse, var noget som selv kunne få ham til at smile. Hendes strøg mod hans lår, var noget som han faktisk måtte nyde af, at vide at hun selv stolede så meget på ham at hun lod ham komme så tæt på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hånden roligt stryge over hendes side som hans blik hvilede på hende. ”Det er ikke en slem ting, Ceciliya.. Den røde farve i dine kinder klæder dig faktisk,” hviskede han roligt og ikke mindst med en rolig og ganske så stilfærdig mime. Ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville skjule det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Hendes videre spørgsmål var noget som faktisk måtte falde ham som en overraskelse. ”Er det ikke åbenlyst for dig, Ceciliya?” spurgte han roligt og ikke mindst med en ganske sandfærdig mine. Han hånede hende ikke for hendes mange spørgsmål, for det sagde lidt sig selv, at hvis man ikke var vant til det eller kendte til det, så var man jo selvfølgelig nysgerrig og det var skam heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det gjorde det virkelig ikke. Han sendte hende et stille smil, hvor han hævede hånden og lod den stryge let mod hendes kind, mere også for at vende hendes blik op mod sig, selvom han vidste, at hun slet ikke var i stand til at se ham, så var det ikke noget som rørte ham på nogen måde. Han sukkede indvendig og vendte blikket ganske kort rundt i rummet, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Måske at det startede ud som et løfte til Keischa.. at jeg lovede at passe på dig.. det var det sidste som hun fortalte mig, men.. det er ikke bare sådan at det forholder sig. Jeg lyver ikke når jeg siger, at.. du betyder noget for mig.. Du betyder rigtig meget for mig,” fortalte han videre. Måske at det var svært at forstå, hvilket han næsten kunne gætte sig frem til, men han kunne vel om ikke andet så prøve? En vampyrs natur var ikke så besværlig igen, selvom den kunne være svær at sætte sig ind i, så det var vel egentlig bare at prøve? Selvom det ikke var nemt altid? Han bed sig let i læben. ”Ceciliya? Hvor meget ved du om den vampyriske natur?” spurgte han videre. Måske at det var noget som ville gøre det langt nemmere for han prøvede virkelig og det var heller ikke været nemt, for han ønskede virkelig ikke at ende med at miste hende. Det var noget af det sidste som han nogensinde ville sætte sig i situationen af!

[Deleted]

Miquel ønskede at passe på hende, og havde hun endelig givet ham lov til at gøre det. Fuldmånen var hård ved hende, men det hjalp med tanken om at hun evigt og altid vågnede op til hans tilstedeværelse. Saften fra det ekstremt lækre kød, han havde bragt hende, løb ned over hendes nøgne krop, hun have lagt de sørgelige rester tilbage på bordet, og var istedet igang med at slikke de lækre rester af hendes læber. Hendes hånd strøg blidt og forsigtigt over hans lår. For blot et par måneder siden, ville hun slet ikke være kommet tæt på ham frivilligt, men hun havde direkte bedt ham om, at komme helt tæt på hende, og hun forsøgte stadig at fortælle ham det usagte, hvad hun i virkeligheden måtte føle. Det sitrede under hans kølige hånd, der vandrede langs hendes nøgne, silkebløde hud. Hovedet hvilede mod hans skulder, hun puttede sig godt ind til ham, han var behageligt kølig, specielt når hun følte at hun måtte brænde op efter forvandlingen. Hendes munvie trak sig i et smil. ”Hvis du synes det, så er det ingen dårlig ting,” konkluderede hun roligt. Hun havde aldrig selv set en rødmen, så hvordan kunne hun vide hvordan det skule tolkes? Blikket gled stille i. Hun nød at han gav hende den tryghed. Hun rystede stille på hovedet. For hende var det bestemt ikke åbenlyst: ”Du har taget dig godt af mig. Men jeg er blind, jeg har brug for hjælp, jeg tager din opmærksomhed efter hver fuldmåne, jeg beder om meget, men jeg.. har ikke givet dig noget igen,” påpegede hun med lettere usikker hvisken. Hun ville virkelig ønske at hun kunne give ham mere, end det som hun havde gjort. Hendes nysgerrighed var slående, og Miquel var den eneste der ville besvare dem, han lo ikke, og hun kunne høre, at han ikke dømte hende på nogen måde. Hun ville gerne være så normal som det var hende muligt, hun drømte om de samme ting som enhver ung kvinde i hendes alder måtte gøre. Kinden faldt mod hans kærtegnende hånd, hun lod blikket tvinges mod ham, også selvom hun ikke så andet end et mørke. Hun lyttede til hans ord, der kun måtte komme en anelse bag på hende. Hendes hjerte slog slag, der efterhånden føltedes så vante, nu hvor han var kommet ind på livet af hende. ”Jeg elsker hende. Hun er den eneste der nogensinde har vist at hun ikke var ligeglad.. Keischa altså. Og nu er du kommet, og jeg havde aldrig troet at jeg ville føle andet end lysten til at slå dig ihjel, for hvad du gjorde mod hende men.. Jeg kan lide dig. Du er ikke ligeglad, jeg er tryg,” hun trak svagt på skuldrene, der var dog ingen tvivl over at hun talte sandt. Hun tænkte sig grundigt om ved hans spørgsmål. ”Jeg ved at i lever af blod. I er stærke og hurtige og... ja ikke meget,” endte hun med at konkludere. Hun så næsten spændt på ham, ville han rent faktisk afsløre noget om hans eget væsen`? det ville hun elske at høre! Han havde været meget lukket omkring det til nu, men det var trods alt hendes natur at hade ham, så hvorfor ikke vide hvad hun var så stærkt imod?

[Deleted]

Miquel ønskede virkelig kun Ceciliya tryg og sikker. Han vidste udmærket godt, at han kunne gå ud og finde alt mulig andet som ville appellere meget bedre til ham, men det var slet ikke en tanke som faldt ham ind på nogen som helst måde overhovedet! For hans eget vedkommende så havde han været indelukket, også fordi at hun var det væsen som hun var og derfor var han jo bange for at åbne op omkring hans svagheder såvel som hans styrker, men han stolede på hende og det var også den eneste grund til at han faktisk valgte at skulle åbne op omkring det hele. Han lagde hånden stille mod hendes kind, som han selv tydeligt måtte falde mere til ro, også ved hendes strøg over hans lår, for det alene, var ikke noget som han havde oplevet igennem frygtelig mange år, så selvfølgelig var det virkelig en intens følelse. ”Det er bestemt ikke en dårlig ting..” endte han roligt med et stille smil på læben. Hvorfor skjule det hele for hende? Han nød faktisk at se den røde farve i hendes kinder, også fordi at det heller ikke var noget som han selv måtte være i stand til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil også selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at se det, men for ham, så var det virkelig underordnet. ”Du giver mig meget mere end det som du tydeligt ved min kære.. Du giver mig et selskab, du giver mig noget jeg kan pusle om og du giver mig samtidig en følelse af at gøre noget rigtigt..” forklarede han roligt og med en ganske stilfærdig mine. Hvorfor lyve for hende, for det var der jo trods alt heller ikke nogen verdens grund til? Han tog roligt omkring tæppet som hvilede ved sofaen og pakket det godt omkring hende. Han vidste udmærket godt at hun kogte efter forvandlingen, hvilket i sig selv, var noget som han kunne hjælpe hende med, for han var jo kold at sidde ind til og så længe, at hun var afslappet og rolig omkring ham, så var det selvfølgelig noget som havde selv den største betydning; Hendes ve og vel. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han selv bare lod hende hvile tæt ind til ham, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Hun gjorde ham virkelig glad. At hun direkte følte sig tryg ved ham, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre! ”Jeg prøvede at udruste hende til et liv i mørket.. Jeg tog bare fejl.. og det beklager jeg,” sagde han stilfærdigt. Han havde måske været en kende hårdere end det som han lige nu valgte at give udtryk for, men det var jo bare noget som man måtte tage som det kom, det var jo heller ikke fordi at man direkte havde noget andet valg i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han trak let på smilebåndet. Var det hendes viden omkring hans væsen? Så var det ikke underligt at hun havde haft de fordomme mod ham! ”Så lad mig starte et sted min kære.. Vi er ikke kolde, døde og hjerteløse som mange fremstiller os som.. vi føler faktisk, vi tænker, vi reagere på impulser og mest af alt.. så beskytter vi dem som vi har mest kære. Vi har det som man kalder for.. en.. mage,” fortsatte han roligt som han vendte blikket mod hende. Hvordan skulle man forklare det? ”Det.. det er den som man ønsker at gøre alt for.. og jeg er helt sikker på, at jeg nu har fundet min,” tilføjede han roligt.

[Deleted]

Ceciliya havde altid været tilpas med hendes tilstand, hun havde vænnet sig til at leve med den blindhed, men nu hvor hun havde mødt Miquel, så var sagen helt anderledes. Hendes hjerte bankede så hurtigt, når han var i nærheden, og hun havde end ikke den mest fjerne idé om, hvordan han faktisk måtte se ud. Det var frustrerende! Sammentidig, så ønskede hun at være hvad hun kunne for ham, med andre ord, hun var nødt til at udkonkurrere, de mange smukke kvinder der måtte nærme sig ham, det var selvfølgelig ikke noget han vidste endnu! Hun puttede sig ind til hans kølige krop, med det stille smil hvilende på hendes læber. Hun fornemmede hans hånd nærme sig. Nu hvor hun var blevet ulv, så måtte hun ærligt erkende at det hele var blevet nemmere, hun kunne om ikke andet gøre brug af helt andre sanser. Hans søde duft nåede hendes næsebor. Hendes hånd vandrede endnu med forsigtighed over hans lår. Hun forsøgte trods alt at afsløre hendes følelser ved hjælp af handlinger, også selvom hun til tider, måtte føle at han var nøjagtig ligeså blind som hende selv. ”Godt,” hviskede hun en anelse kort for hovedet, og plantede et stille kys mod hans kind. Hvis han kunne lide den røde farve, så ville hun ikke skamme sig over den, også selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvordan det så ud. En anelse forundret, lod hun et slankt øjenbryn hæves. ”Siger du til kvinden du tog ved tvang?” der var en tydeligt drillende undertone. Selovm den aften virkelig havde været forfærdelig, så havde hun tilgivet ham, hun kunne vel endda grine lidt af det, den dag idag? Hendes hånd faldt stille mod hans bryst, ved at føle sig fra fra hans lår, mens et stille suk forlod hendes læber. ”Du gør en masse rigtigt, Miquel,” hun klappede ham roligt på brystkassen. Det var selvfølgelig også noget hun skulle huske at nævne for ham, for han gjorde i den grad en masse, hun kunne faktisk bevæge sig rundt. Hendes krop føltedes brændende varm, hun lænede sig godt ind mod hans kølige, det var utrolig behageligt! Desuden stolede hun mere på ham, end hun havde gjort på nogen anden end Keischa. Hun nikkede lettere forstående. ”Hun er jo glad nu. Alexis gør hende glad. Ligesom du gør mig glad,” tilføjede hun med en lidt forsigtig tone. Det var trods alt næsten at sige det direkte, men hun var ærlig. Hendes kinder antog endnu engang den skarpe røde farve. Idet han faktisk begyndte at fortælle om hans væsen, lyttede hun intenst. HUn vidste ikke meget om hans væsen, og det var bestemt ikke fordi hun ikke ønskede! Langsomt begyndte brikker at falde på plads, hendes hjerte slog hurtigere, det var slet ikke noget hun direkte turde at håbe på! ”Det troede jeg i flere år, end du aner. Særligt efter den aften jeg mødte dig. Men det har jeg fået afkræftet, for du lader ikke til at afsky mig,” påpegede hun stille. Hendes hovede dalede mod hans skulder, og fandt hvile. ”Denne mage.. Den som i ønsker at gøre alt for.. Er det.. Er det..” hun tav og tænkte sig om et øjeblik. ”.. Er det et romantisk forhold, eller kan det være alle? Ens mor, søster, en veninde eller noget i den stil?” spurgte hun roligt. Hun var umådelig nysgerrig af væsen, men det vidste han jo allerede. Et sted så måtte hun vel også bare vide, hvad hun skulle forholde sig?

[Deleted]

Miquel var virkelig ikke den bedste til følelser og hentydninger, så selvfølgelig var det noget som han endnu skulle prøve at finde ud af i det store og hele. Der kunne man vel godt sige, at han var lige så blind som hende selv? Selvom hendes handicap ikke var noget som rørte ham, for han havde fundet charmen i det. Han nød det at han kunne hjælpe hende, pusle om hende og hjælpe hende efter fuldmånen, ligesom det han gjorde nu. Han vidste hvordan hun følte at hun kogte når forvandlingen gik mod sin ende, hvor hans kølige krop var behagelig at sidde ind til. Mange ville ganske rigtigt se på ham som en skændsel, også fordi at hun var det væsen som hun var, men det var virkelig ikke noget som gjorde ham det mindste. Et stille smil passerede let hans læber. Han vidste godt at han havde taget hende ved tvang, hvor han vendte blikket mod hende. Hånden blev liggende mod hendes kind, som hendes blev liggende mod hans lår. Han kunne faktisk godt lide det – og normalt var han ikke meget for at blive berørt på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Indrøm det.. jeg jog benene væk under dig, og du kan lide det..” endte han med en drilsk stemme mod hendes øre. Den dag i dag, kunne han selvfølgelig fortryde at han havde gjort hende ondt, for det gjorde han. Det havde ikke været en hensigt. Ja, han var vel også en forandret mand? På grund af hende, selvom det var noget som selv han havde svært ved at finde ud af. At hånden gled videre mod hans bryst, var noget som satte en voldsom sitren i ham, selvom det var noget som satte en form for varme som hun efterlod i ham på denne her måde, for det var virkelig en utrolig følelse som hun efterlod ham med! Han lagde armene roligt om hende, kun for at trykke hende ind mod sig igen. ”Jeg prøver Ceciliya,” sagde han dæmpet, idet at han kyssede hendes tinding og med den samme rolige og stilfærdige mine som tidligere. Han prøvede om ikke andet at gøre hende glad, han prøvede i hvert fald, selvom han vidste, at han nok havde haft mærkelige måder at gøre tingene på, også med henblik på Keischa.. Og nu hvor de var inde på emnet.. Der var jo en dobbeltbegravelse inden alt for lang tid og det var også noget som han ikke havde fortalt hende endnu. Han lod hende bare sidde der, også som han havde valgt at forklare lidt mere omkring hans væsen og de følelser.. det hele havde været på stand-by frem til nu. Han vendte blikket mod hendes skikkelse ved hendes ord. Det kunne nemlig godt se ud som om, at der var gået et lys op for hende. Han trak let på smilebåndet ved hendes ord, hvor han blot endte med at nikke. ”En mag er den eneste som kan vække.. følelser i et væsen som mig,” begyndte han roligt. Hendes rødmen og det at hun næsten blev så forfjamsket, var noget som et sted måtte overraske ham, for han havde aldrig set hende på denne her måde. ”En mage er den som.. er den eneste ene i ens liv.. Kærligt ment,” forklarede han stille og et sted.. varsomt? Han ønskede selvfølgelig ikke at træde hende over tæerne, for det ville han ikke få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke.

[Deleted]

For blot år tilbage, havde hendes liv været et direkte helvede. Hun havde altid hadet hendes familie, særligt hendes mor for hendes mange forsøg på tvungen ægteskab, og hendes plads som det sorte får i familien. HUn havde boet på et sted, hvor der var kmange mennesker, dermed også mange genstande, hver dag havde det været nye mærker, nye fald og nye smerter. Ingen foruden hendes søster, der oven i købet var blevet gift før hun havde forladt stedet, havde værdiget hende så meget som et ord, hun var den der helst skulle skjules for omverdenen, og det var en tanke som direkte irriterede hende, for det var hendes egen familie selv, der jog denne forbandelse over hendes, det handicap som de så på som noget flovt. Selv havde hun lært at leve med det, hun forsøgte at leve en normal hverdag, og hun havde aldrig ladet sig stoppe af, at hun var blind, og efter Miquel var dukket op, så var det kun blevet meget bedre! Han havde skænket hende et hjem hvor hun kunne bevæge sig frit, hvor hun blev set på som et levende individ der skulle behandles med respekt, frem for en genstand til fri udnyttelse, og han slog ikke når hun begik fejl.. Ikke foruden deres første møde altså. Hun var den mand evigt taknemmelig, han havde virkelig gjort mere for hende, end det han lige var klar over. Tanken om hvordan de måtte sidde i øjeblikket, ham med hans hånd mod hendes kind, og hende med hendes hånd mod hans lår, til en forveksling kunne de virkelig minde om et par, og af en eller anden grund, fik den tanke hende til at smile. Hans direkte selvsikre mine, fremtvang en mindre fnisen hos hende. Deres første møde havde været en alvorlig sag, hun havde hadet ham! Den dag idag, var det noget som de begge faktisk var i stand til at sidde og grine lidt af. Ceciliya daskede ham blidt på låret. ”Hey du skræmte mig faktisk,” påpegede hun en anelse drillende. Hovedet hvilede mod hans skulder, hans kulde generede hende ikke længere på samme måde. ”..Men jo. Du jog benene væk under mig,” erkendte hun en anelse forsigtigt, efter flere minutters stilhed. Det lille smil hvilede om hendes læber, han havde virkelig lært hende, at se lyst på verden, på trods af at mørket herskede over hende. Hånden strøg stille langs hans bryst, også selvom det var forsigtigt. Selvom hun en gang før, direkte havde bedt ham om at komme hende helt tæt, så var hun stadig forsigtig med hendes berøringer, det var lidt ironisk. Blikket gled i, som han måtte give hende et klem ind til sig. Hun tog glædeligt imod det lille kys mod hendes tinding, hun nød at han passede på hende, og at hun ikke var i tvivl om at han gjorde. Et sted var et lys gået op for hende. Hun nikkede stille. ”Den absolut eneste?” gentog hun, mere for at være sikker, for hun ville bestemt ikke misforstå noget! ”Er det, det samme for mig?” spurgte hun en anelse forvirret, hun vidste trods alt intet om det væsen hun var blevet til. ”Oh.. På den måde. Fortæl mig så, Miquel, hvem du mistænker for at være denne mage,” hun satte sig til rette, og så på ham med et direkte afventende blik, hun ville ikke trænge sig på, men hun var nysgerrig!

[Deleted]

Miquel vidste udmærket godt at Ceciliyas liv bestemt heller ikke havde været nemt, men at han nu var en del af det og faktisk var i stand til at hjælpe hende, var noget som faktisk gjorde ham glad. Han vidste at fuldmånen var hård ved hende, hvor han selv til tider virkelig måtte bide sig ekstrahårdt i læben, for ikke at ende med at bryde ud i had og foragt, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Han.. elskede hende jo. Selvom det nu heller ikke var ord som han havde sagt åbent eller direkte, for han ønskede bestemt heller ikke at skræmme hende væk, hvis det var noget som han ellers kunne glemme på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han lagde roligt armene trygt omkring hendes skikkelse og trykkede hende ind mod sig. Hun afskyede ham ikke og hun havde det faktisk fint med at han var der, hvilket han også havde ønsket at Keischa havde gjort, men det var vel bare tydeligt at Ceciliya var mere fornuftig end det som hendes kære veninde havde været? Han smilede let til hendes ord. Han vidste godt at han under deres første møde virkelig havde skræmt livet af hende, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige sig, at have gjort med vilje, for det havde han virkelig ikke – Ja, det var jo så noget som han kunne sige nu, for det kunne han bestemt ikke have sagt tilbage den gang. ”Mhmm.. Jeg er god til at skræmme..” sagde han med en morende stemme, idet at han i en hvisken måtte knurre ind mod hendes øre, selvom han slet ikke kunne lade være med at grine. Han nød det selv når hun havde det så godt efter sin forvandling, for så følte han skam også at det som han gjorde, var… rigtigt? At han faktisk godt kunne gøre noget rigtigt i hans liv? Han strøg hende roligt over armen, som hun fortsatte over hans lår, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var virkelig behageligt. At han direkte havde jaget benene væk under hende, var noget som kun fik ham til at smile bredt, for det var vel også en god ting?
At Miquel direkte havde fået gjort Ceciliya så nysgerrig, var noget som direkte måtte more ham! Han smilede let for sig selv. Stillede hun spørgsmålene så stod han klar med svarene. Hun så jo verdenen på en anden måde. Han satte jo trods alt bare ord på det hele. Hånden mod hans bryst var nu heller ikke noget som han havde noget imod i det store og hele, for det havde han virkelig ikke. Det var rart og det var noget af det bedste som hun længe havde oplevet, så det var bestemt heller ikke nogen tvivl om at det efterlod hende med en ekstrem følelse af et behag. Han nikkede stille. ”Mhmm.. Den eneste ene. Den absolut eneste ene,” forklarede han roligt. Den dag hun stillede spørgsmålene, så vidste han et sted også at hun var klar til at kunne tage imod en klar besked, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Han trak let på skuldrene. Lige hvordan varulven havde det, var han faktisk usikker på, men.. det måtte da næsten være hen af det samme? ”Jeg vil da næsten tro, at det vil være lidt hen af det samme, når du møder din alfahan,” sagde han med et morende smil. Han rystede stille på hovedet. Et sted lidt bange for hvordan hun ville tage beskeden? Selvom det nu var noget som han fandt ud af. Han ønskede jo heller ikke at lyve for hende, hvis det var noget som han kunne undgå på denne her måde. ”Hvem der er min mage? Hun sidder i min favn.. lige nu,” sagde han roligt, som han vendte blikket mod hende. Afventende til hvordan hun ville reagere på det.

[Deleted]

Hendes nye væsen, havde bestemt gjort tingene mere besværlige, det var mere end en gang, hun faktisk havde taget Miquel i at snerrer af hende, på en måde hun ikke have hørt ham snerrer før. De var dødsfjender, om de ville det eller ej, og det gjorde hende et sted urolig. Miquel var til nu den eneste foruden Keischa, der faktisk havde valgt at respektere hende, som den kvinde hun måtte være, og selv det der måtte følge med, i form af hendes handicap, det ønskede hun virkelig ikke at miste! Ceciliya lod sig trykke ind mod hans krop. Måske han var iskold og hun det stik modsatte, men hun kunne godt lide effekten, og hvem sagde egentlig at en varulv og en vampyr, ikke kunne finde sammen, de var trods alt begge dyr, og hun elskede Miquel, hvilket kun var en tanke der gjorde hende mere frustreret. Keischa hadede manden, hun havde hørt så meget skidt om ham, ting der var svære at tro på, nu hvor hun sad trykket ind i hans trygge favn, også selvom hun vidste at det bæst hvilede i ham, han havde gjort hende ondt, for flere måneder havde han gjort hende ondt, men der var noget andet også.. noget Keischa ikke havde set. Det lille smil spillede om hendes rosa læber. Hun skubbede det umådeligt lange hår langs den ene side, så det ikke ville være i vejen for ham. ”Mhmm, det må jeg give dig,” Erkendte hun med et lille grin. Hans knurren mod hendes ører, var faktisk noget der måtte lege lidt med hendes eget dyr, hendes negle strøg roligt over hans bryst som et stille kærtegn, ikke at hun selv lod sig mærke af det. Ceciliya sitrede af den rene nysgerrighed, hun vendte blikket mod ham, næsten som havde hun været i stand til at se hans blik, også selvom det hele desværre forblev helt sort. Hendes muligheder for at se verden, var helt anderledes end hans, hun havde været tvunget til at se ved hjælp af hendes fingrer, og via hendes hørsel, det var ikke altid let, derfor havde hun utrolig mange spørgsmål, hun var nysgerrig på verden, på ham og på det liv som hun gik i møde, hun blev trods alt ældre, og selvom hun var blevet forsøgt bortgiftet, gennem flere år, så var det først nu hun faktisk begyndte at fornemme, hvad livet måtte gå ud på, ingen før Miquel havde ønsket at dele den viden med hende. Hun nikkede forstående. Så hans mage var den eneste han kunne føle for på den måde? Det var en tanke der næsten satte en håbefuld sitren i hendes eget bryst. Hun hævede et øjenbryn. ”Så.. Jeg skal møde en anden ulv?” spurgte hun en anelse forundret, for hvis det var tilfældet, så var hun altså ikke sikker på, at hun havde lyst til at skulle møde sin.. alfahan. Hendes tanker var gledet en anelse hen. Hun vidste intet om hendes eget væsen, hvilket faktisk var ret ringe. Hendes mindre frustrationer blev brugt af hans pludselige erkendelse. Varmen bredte sig, og steg endnu engang til hendes kinder, der antog den røde farve. ”Er du sikker? Du er nødt til at fortælle mig hvad det betyder,” hviskede hun tydeligvis overfældet. Hånden følte sig vejen frem til hans kind. Hvis dette betød at der var en chance for, at han måtte føle det samme for hende, som hun var meget sikker på at hun følte for ham så..

[Deleted]

Ceciliyas tilstand var bestemt heller ikke noget som gjorde det hele nemmere for dem. Tvært imod, så var det noget som gjorde det hele langt mere besværligt, men det var vel bare at prøve sig frem og så tage tingene som de måtte komme? Han holdt forbandet meget af tøsen som hvilede i hans arme og det var slet ikke fordi at han ønskede at skulle give slip på hende, ofr det var noget af det sidste som han havde lyst til! Han kunne godt snerre af hende, men det var egentlig kun når hun fremtrådte som det hans slags ville betragte som.. truende? Når hun kom hastende, bare braste ind i rum eller lignende, for det var virkelig ikke noget som han gjorde med vilje, hvilket han selvfølgelig håbede at hun vidste. Hendes negles leg over hans bryst, var noget som i den grad også måtte lege med hans eget dyr, det var helt sikkert, hvor han slet ikke kunne lade være med at brumme ganske tilfredst. Han kunne godt lide, at hun havde den effekt på ham. Han havde prøvet at vise Keischa hvor hårdt det faktisk var at leve i mørket, for han havde prøvet at give hende de muligheder og de redskaber som det kræves, selvom det var tydeligt at det ikke havde haft nogen ønsket effekt. Lige nu måtte han ærligt indrømme, at det ikke var det som betød mest for ham, men Ceciliyas ve og vel. Hårdt sagt måske, men han var færdig med Keischa. Det var kun denne kvinde som måtte have nogen betydning for ham lige nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han smilede et stille og let smil, hvor han let rystede på hovedet. Han rystede stille på hovedet. Alexis og Keischa havde været et glimrende eksempel på at det ikke nødvendigvis var nødsaget til at være en ulv som hun ville støde på som sin eneste ene alfahan. Det kunne vel godt være.. ham? Han rystede let på hovedet. ”Jeg tror ikke på at det nødvendigvis behøver at være en ulv du skal møde.. Alexis faldt jo for Keicha.. og hun er ikke ulv,” forklarede han roligt og med en rolig go ganske så stilfærdig mine. Det var ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule for hende. Når hun stillede spørgsmålene, så svarede han også hvis han kunne og det var noget som hun vidste. Han hævede hånden og lagde den trygt omkring hendes ved hans bryst, idet han vendte blikket mod hende. Han var hendes øjne og det var noget som han var stolt af. Han ønskede virkelig at hjælpe hende og det var jo selvfølgelig noget som han håbede at hun vidste. Hånden som hun lod falde mod hans kind, var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, for det fik ham til at lukke øjnene af rent og skært behag. ”Hvad det betyder?” gentog han roligt. Han sukkede dæmpet, det var jo faktisk en svær forklaring som han skulle til at give hende! ”Magen har en ganske særlig betydning for en vampyr, Ceciliya.. Det er den eneste som kan vække varme, mening og følelser i os.. Det er en følelser som giver os lysten til at gøre alt for at sikre os at vedkommende er i sikkerhed.. Jeg tror at det begreb som I bruger omkring det er.. kærlighed,” sagde han roligt og med en let tænkende mine. Han var ikke den bedste til denne slags, men det var egentlig bare at forsøge sig med det, var det ikke? Han prøvede da. ”Jeg.. kan mægtig godt lide dig, Ceciliya.. Du gør mig helt blød i knæene.. du er min mening med mit liv,” endte han med en dæmpet hvisken mod hendes øre.

[Deleted]

Det handicap hun var blevet skænket allerede som barn, var bestemt ikke noget der gjorde noget som helst lettere, hun var så forbandet uvidden, det havde uden tvivl sat hende tilbage i en personlig udvikling, hvilket var noget hun i sig selv hadede, for hun var for pokker da en voksen kvinde! Lige på det punkt var Miquel dog perfekt! Han havde virkelig forsøgt at gøre det til et trygt miljø, hun kunne gå frit omkring, og han så ikke ned på hende for at spørge, for den slags havde der ikke været tid eller overskud til i hendes familie, de mange nysgerrige barnespørgsmål, var nogle hun først nu fik lov til at stille, og få et svar på. Somme tider vrissede han af hende når hun spurgte, men hun vidste også at de var forbandet forskellige. Han var en vampyr, hun var ment til at foragte ham som omvendt, hvilket i den grad også gjorde det svært, somme tider havde hun virkelig bare lyst til at flå hovedet af ham, uden ham i det store og det hele havde gjort det mindste. Ceciliya pakkede sig godt under tæppet, og trykkede sig ind mod ham. Hun havde altid været en ung kvinde med attitude, for hun havde ikke haft noget andet valg, men nu hvor hun ikke længere blev leet af, så var det også noget der gjorde, at hun kunne være sig selv, uanset hvor meget hun havde hadet denne mand før i tiden. En svag fnisen brød hendes læber, ved den veltilfredse brummen, hun nød at det var hende der fik ham til det, desuden lød det ret komisk. ”Bæst,” mumlede hun, også selvom det var med en tydelig drillende tone, hun var trods alt ikke meget bedre selv.
Hun nikkede forstående. Han havde meget at lærer hende, særligt om hende selv, for hun vidste intet om dette dyr hun var blevet til. ”Det kan du have ret i,” medgav hun roligt. Alexis og Keischa var jo faldet for hinanden, så hun kunne vel sagtens føle for denne kolde, døde mand? Ganske stille, lod hun den brændende hånd, stryge over hans kølige kind. ”Mhmm,” mumlede hun tålmodigt. Hans tøven gjorde hende et sted.. urolig? Det lød som noget alvorligt. Selvom hun ikke så ham i øjnene, så havde han hendes fulde opmærksomhed, men uanset hvor hun kiggede hen, så ville hun ikke se andet end et tæt mørke. Hun lyttede til hans forklaring med en kraftig hjertebanken. Kærlighed? ”Det.. jeg..” hun tav. Hvad skulle hun egentlig sige? Hun sukkede lettere opgivende, og satte sig op. ”Det er virkelig store ord, Miquel. Hvad der er mere.. skræmmende er at du lader til at mene dem. Jeg ved ikke meget om kærlighed. Men jeg.. holder ekstremt meget af dig Miquel, men.. det ved du godt, for du kan høre mit hjerte,” konkluderede hun med et stille smil, selvom den sidste del var mere en påmindelse til hende selv, end det var til ham. Hendes håndflader var fugtige, hvad var det egentlig hun prøvede at sige? ”Jeg har meget at lærer. Jeg er ikke mere en kvinde, end min niece og vi har lang vej endnu, selvom din hjælp virkelig har gjort en hel del. Altså, det jeg egentlig prøver at sige er.. der er så meget du ved ikke ved om mig som omvendt. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, men jeg.. jeg tror, at jeg er forelsket i dig Miquel. Men den tanke er stadig en smule skræmmende,” hun lod hovedet dale mod hans skulder, en anelse frustreret, hun håbede virkelig at han forstod, at hun ikke afviste ham, men blot forsøgte at sige, at de følelser var gengældte, men at hun måske var en anelse bange for selv samme. Hun var bare ikke god til dette!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Ceciliyas handicap, var noget som generede Miquel, for det gav ham kun endnu en grund til at passe på hende og vogte over hende, hvilket var noget som han gjorde selv med den største glæde! Tøsen havde allerede fået en utrolig betydning for ham, så man skulle tro at det var løgn, for det var det bestemt ikke. Han holdt af hende, han ønskede at være der for hende, også der hvor hun havde fundet ud af, at han ikke hånede hende for hendes barnlige spørgsmål, for hvis der ikke var nogen som havde fortalt hende de mange ting, hvem kunne da så kræve, at det var noget som hun skulle kende til? Han var måske ikke god til alle de følelser, men han kunne da forsøge om ikke andet, og det var noget som han gjorde selv med den største glæde! At de kunne lave lidt sjov med hinanden, var noget som kun morede ham, for det behøvede bestemt ikke alt sammen at køre rundt i alvor, for selv det var noget som han kunne blive utrolig træt af, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han grinede ganske let. Han kuklo ganske let. ”Er det virkelig det værste som du kan komme på, min kære?” spurgte han direkte morende. Han tog det nu ikke så tungt, for han vidste – og håbede selvfølgelig ikke, at der var noget hånligt eller nedladende ved det. Han var ikke den bedste til følelser, men han havde trods alt sine mange fornemmelser.
Keischa og Alexis havde ikke været decideret præget af renracede tilstedeværelser, så Miquel var nu temmelig sikker på at det også var noget som Ceciliya burde slippe for. Hendes hånd mod hans kind, var noget som kun fik ham til at smile, for det føles virkelig godt. At tøve i hans udtalelse, var egentlig ikke noget som han gjorde med vilje, men fordi at han ikke vidste hvordan han som sådan skulle forklare tingene, for han var altså ikke særlig god til det, men det var vel bare at forsøge så godt, som man nu kunne? Det var sådan at han så på det om ikke andet. Han vendte blikket mod hende, også selvom han vidste, at hun slet ikke kunne gengælde det, men det var nu ikke noget som gjorde ham det mindste, for hun var virkelig perfekt som hun var – i hans øjne om ikke andet. At se hende reagere på den måde, var noget som et sted også gjorde ham en anelse usikker, selvom han nu heller ikke kunne sige noget til det. Han var et sted direkte bange for at skubbe hende væk, for det var bestemt heller ikke hans mening på nogen måde. Han bed sig ganske svagt i læben, også selvom det heldigvis ikke var noget som hun kunne se. ”Jeg kan høre på dit hjerte, at du brænder inde med noget. At det er en besked som du måske ikke ligefrem havde regnet med. Jeg.. er måske ikke ligefrem den bedste til det dersens kærlighedspladder, men.. jeg ved det, når jeg føler det.. og jeg føler det, Ceciliya,” endte han dæmpet. Hendes ord var noget som fyldte hans krop med en varme uden lige, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile. Han lod hende blot lægge hovedet mod hans skulder, hvor han lagde armene godt og trygt omkring hende. ”En vampyr behøver bare at lægge et blik til en kvinde, og så ved de om det er ens mage eller ej. Måske at jeg ikke kender dig endnu, Ceciliya, men.. der er ingen som siger, at vi skal bringe den så langt så hurtigt. Tanken er skræmmende.. Men jeg ønsker at hjælpe dig igennem det.. ligesom altid,” endte han dæmpet mod hendes øre. Han havde aldrig været så rolig omkring en kvinde, som han var omkring hende, og det føles virkelig rart!