Somewhere between the stars..

[Deleted]

Et kraftigt hyl brød en stilhed, der ellers havde lagt sig på denne nat. Natten var på vej bort, den store fulde måne, havde stået smukt hele natten igennem. Det var den sidste at slagsen denne måned. I en kælder, i en lille hytte, løb det ynkelige pib, fra den nydannede ulv. Den knurrede halvvejs af sig selv, til dens knurren blev til et mere overrasket gisp, fra en kvindelige skikkelse. Der løb kraftige knæk, som hendes knogler stille måtte skubbes tilbage på deres retmæssige plads, det var bestemt ikke en behagelig behandling! Den nøgne kvindeskikkelse endte mod det kolde gulv. Ceciliya lå på maven, med det smukke lange hår, der hvilede omkring hendes skikkelse, og måtte svøbe hende ind, som havde det næsten været et tæppe. Hendes øjne var lukkede, ikke at det ville gøre nogen forskel, synet var desværre stadig ikke en gave hun var blevet velsignet med. Hendes hjerte slog hårde slag mod brystet, og hendes åndedræt var endnu klart forpustet. Selvom det føltedes ubehageligt med den direkte overophedede krop mod det kolde gulv, så orkede hun ikke at rejse sig. Hendes krop var direkte udmattet. Ceciliya lyttede intenst.. Der var mørkt i lokalet, og der var ingen lyd at sporer. Var Miquel ikke kommet hjem fra jagten endnu? Hendes puls dunkede selv mod hendes hovede, dog havde hun ikke migræne i aften, hvilket vel også havde at gøre med at det var den sidste nat? Ganske stille og en anelse anstrengt, fik hun strøget de lange lokker væk fra ansigtet, og så stille op. Der var ingen Miquel skjult i skyggerne, ikke fordi hun så ham, men hun plejede at fornemme ham, han plejede at vente på hende, så snart hun igen måtte træde i en menneskelig skikkelse. Et stik af bekymring meldte sig i hendes bryst, hun brød sig i forvejen ikke om at han måtte færdes sådan omkring.De sidste par dage var gået forbi hende, hun havde mistet tidsfornemmelsen fra den aften forvandlingen trådte ind. Om natten var hun ulv, om dagen var hun så udmattet at hun lod den sove væk, sammen med Miquel, hun havde ikke den fjerneste anelse, om det kaos der var sket i Procias. Hun kæmpede sig en anelse vaklende op i en siddende stilling, selvom hendes arme direkte skælvede under hende. Benene trak hun op under sig, og skjulte ansigtet mod hendes knæ. Hvornår ville den smerte engang vælge at gå væk, hendes led var så forbandet stive! ”Sikke en nat” mumlede hun for sig selv, i et forsøg på at bryde den stilhed, der næsten havde en uhyggelig virkning ”Miquel?!” kaldte hun let, hun vidste trods alt at han, med hans hørelse, ville høre hende, selv hvis han sad oven på. Det bekymrede hende når han ikke var omkring, det sagde vel også en del?

[Deleted]

Miquel vidste, at han havde lovet at være hjemme inden at månen ville forlade himlen, men denne gang havde han haft lidt mere på sin dagsorden, end det som han egentlig lige havde regnet med. Jagten for to var noget som i sig selv, tog forbandet med tid efterhånden, for ikke at glemme, at hans færd havde bragt ham hele vejen til Procias, kun for at skaffe sig en enkelt lille ting; Han skulle have skaffet si den tilladelse, så de kunne få muligheden for at være der til den begravelse som måtte vente dem i den nære fortid. Kødet til Ceciliya havde han fået med sig hjem og med blodet som han selv havde mæsket godt i sig, så var det jo selvfølgelig kun noget som måtte tælle som en god ting om ikke andet for deres vedkommende. Turen hjem havde han gjort så hurtigt som muligt og det så i den grad også ud som om, at det måtte være lige i grevens tid, som månen var gået ned, idet at han havde nået døren, kommet ind og smækket den i efter sig, for endnu en gang, at kunne søge til sikkerheden. Ceciliya var alt det som han havde nu og det var så sandelig heller ikke noget som han ville miste for noget som helst i denne verden, om det jo så var noget som man ville vedkendes det eller ikke, så var det noget som betød meget for ham – Hun betød meget for ham.
Miquel lod en hånd vandre igennem hans hår pog med den let tænkende mine. Han vidste at forvandlingen måtte trække sig tilbage nede i den lille celle som han havde fået lavet nede i kælderen. Han havde lovet at være der, og det var i den grad også noget som han agtet at holde! Et svagt træk måtte dog alligevel finde vejen frem til hans mundvige, som han kunne høre, at hun måtte kalde på ham. Et sted kunne han jo næsten spore den bekymring som måtte være i hendes stemme. Han kendte hende efterhånden temmelig godt, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen når det endelig måtte være? Med de rolige skridt, så begav han sig ned mod kælderen. Den dårlige nyhed skulle han nok give hende, men bare ikke lige nu. Kappen vred han roligt af sine skuldre og lagde den over armen, da han endelig kom ned. Hans blik faldt til hendes nøgne skikkelse på den anden side af tremmerne. ”Undskyld at jeg kommer sent hjem, kære,” undskyldte han roligt, som han fik celledøren op, gik hen til hende, blot for at lægge sin kappe omkring hendes skuldre, for at lade hende skjule sig lidt. Måske at hun ikke kunne se, men han bar dog respekten for hende af den grund. Han satte sig ved siden af hende, hvor han roligt lagde den ene arm omkring hende. ”Hvordan har du det?” spurgte han sigende. Han hævede den anden hånd, for let at lade den stryge mod hendes kind. Nu var han hjemme, så hun havde ikke nogen grund til at bekymre sig for ham.

[Deleted]

Ceciliya havde aldrig hørt noget imod mørke, hun så trods alt aldrig andet. Men det gjorde hende i den grad utryg, at han ikke måtte gemme sig et sted i skyggerne, se til mens hun langsomt måtte forvandle sig fra et bæst til en kvinde. Det var ikke fordi hun bebfrejdede Alex, det havde været en ulykke, og i det store og det hele, så var der mange ting der nu var blevet nemmere foruden det faktum at hun var tvunget til at spise rådt kød, hun havde større dyriske lyster og den mand hun faktisk måtte føle for, i bar et grundhad til hendes slags selvfølgelig. Et suk forlod hendes læber. Miquel havde selvfølgelig ikke den fjerneste idé om alt dette, deres første møde havde ikke ligefrem været usccesfuld, og det vidste hun godt. Hun rokkede sig blidt frem og tilbage, der var koldt. Varmen nåede på ingen måde herned, og det var også noget som tydeligt kunne ses på hendes bare hud. Hun hørte skridt ovenpå, et sted måtte det lette hende, men han kunne da ikke lige være kommet hjem?! Hendes øjne var lukket, istedet lyttede hun sig frem, så godt som det var hende muligt, fulgte hans skridt til kældergangen, hvor hun istedet kunne høre ham komme ned af trappen. Flere sten faldt fra brystet, un kunne lugte kødet på ham, og måtte faktisk erkende, at hun var ved at være en anelse sulten. Hun så på ham, uden at se andet end mørke. Men hun forestillede sig alligevel hvordan han måtte se ud, ud fra hans stemme, og hendes kærtegn, følte hans ansigtstræk istedet. Det lille smil spillede over hendes læber, hun lod ham ligge kappen om hende, og puttede sig ind i den. Det var ikke fordi hun ville skjule sig for ham, hun havde ikke den mest fjerne idé om hvordan hun så ud, hvordan hendes krop var, så i det store og det hele var hun ligeglad, for hun behøvede ikke at se hans reaktion, det var bare koldt og her kom kappen hende virkelig som en hjælp ”Du er sent hjemme idag” påpegede hun med lidt hæs stemme, hun hylede selvfølgelig om natten, men det sled ekstremt på hendes stemmebånd. Ceciliya puttede sig en anelse ind mod hans krop, nu hvor han bød den åbent for hende ”Som om en hver knogle i min krop var gået af led, og har sat sig selv på plads” mumlede hun med tydelig sarkamse ”Lidt hovedpine, men ikke så slem. Sulten” svarede hun, og løgn var det bestemt ikke, bare tanken om mad, var i den grad nok, til at få hendes tænder til direkte at løbe i vand ”Pas på jeg ikke spiser dig, du dufter godt” hendes kinder antog en let rød farve, og hun takkede sig næsten lykkelig for, at hun lå gemt ind til ham. Det var ikke løgn, men lige den del med smirg, den var hun altså ikke god til endnu.

[Deleted]

Normalt så ville Miquel også sidde i kælderen sammen med hende og hjælpe hende igennem det, selvom det desværre ikke havde været en mulighed denne gang. Turen til slottet havde været længere end det som han lige havde regnet med, men om ikke andet, så havde det kun været nødvendigt, for han vidste at dette ikke var noget som Ceciliya ville misse for noget i verden, så han gjorde det vel for hendes skyld? Lugten af kød havde sat sig på ham, eftersom han havde slået ihjel for det, han havde båret rundt på det i timer og nu var han jo så endelig kommet hjem. At han kun lige havde nået det med nød og næppe var jo så noget som han kun måtte være tilfreds med, for han var fra før af, ikke særlig begejstret for at skulle lade hende være alene og specielt efter alt det som var sket med Alexis og det.. Han ønskede hende ikke noget ondt, så han ønskede jo faktisk at støtte hende igennem det. Han jagede jo for hende, også af en grund. Mere end glædeligt lod Miquel hende putte sig ind mod ham, hvor han sendte hende et stille smil. At han var sent hjemme, vidste han jo skam godt. ”Tja.. det trak lidt ud i aften,” fortalte han ærligt. Det var jo heller ikke fordi at han ville lyve for hende – Nej, han ville jo faktisk gøre det, som Keischa havde forlanget af ham; At han skulle passe på hende og det gjorde han bestemt ikke med løgne. Smilet måtte jo kun brede sig på hans læber, som han ikke kunne lade være med at slippe en ganske let og kortfattet latter. Hun var sulten, det var noget som han næsten kunne gætte sig til og det at hun havde ondt i sine led, det forstod han da. Forvandlingen så i den grad også forbandet smertefuld ud, og til tider, så måtte det virkelig frustrere ham, at han ikke kunne gøre noget for at lette den bare en anelse. Han trykkede hende varsomt ind til kroppen. ”Jeg dufter godt?” gentog han med en morende mine. Han plantede et varsomt kys mod hendes pande. ”Så må vi vidst få stillet den sult, inden det går så vidt,” påpegede han sigende, som han vendte sig roligt med fronten mod hendes side. Han lod en arm søge under hendes knæ og den anden bag hendes ryg, som han hævede hende ind mod sig. Hun havde ondt, så skulle hun bestemt heller ikke gå selv! Lidt luksus var der skam også på det hele når fuldmånen var gået mod sin ende og specielt på den 3. og sidste dag, der var der jo bare ekstra luksus på! Han bar hende med sig ovenpå, hvor han roligt gik hen og satte hende på sofaen. ”Vent her, så finder jeg det til dig..” Han strøg hende let over håret, som han førte en lok om bag hendes øre og gik hen til den pakke med papir som indeholdt det kød som han havde fået skaffet sig. Hjort stod det på i aften. Det var faktisk langt nemmere at jage nu hvor vildtet havde søgt fra Procias’ skove og hertil.

[Deleted]

Ceciliya var faldet langt mere til ro nu hvor han var der igen. Det bekymrede hende, når han var ude længere end det som han havde regnet med. Måske hun var blind og levede i et evigt mørke, men hun var ikke dum, det stod jo klart at dette var hårde tider, og at end ikke Manjarno var et trygt sted at være længere. Krigen var brudt ud for alvor, og det var ikke en tanke hun måtte bryde sig om. Hvilke dårlige nyheder han så måtte bælre med sig hjem, det havde hun ikke den mest fjerne anelse om, de sidste par dage var gået forbi, som havde de aldrig været, hvilket sted var en skræmmende og alligevel lettende tanke, selvfølgelig hvis man så bort fra det faktum, at hun ikke havde spenderet meget tid med Miquel. Hun var begyndt at holde af ham, om hun ville det eller ej. Alting stod som det gjorde, hun var blevet en ulv og det havde da både fordele og ulemper. Lige der kunne hun også ærligt sige, at hun var direkte afhægig af Miquel, det var ikke muligt for hende at jage, hun var et lettere offer end hendes eget ville være hvis det kom så vidt, men hun var glad for at Miquel gad at spilde sin tid med også at jage for hende, selvom det vel i det store og det hele var en god aftale selv for ham? Han fik muligheden for at mæske sig i blodet, og hun kunne tage det overskydende kød ”Hvad tog så lang tid?” spurgte hun nysgerrigt. Hans latter frembragte kun et smil, lod varmen tage fat i hendes indre hvilket ikke ligefrem gavnede hende rødmen. Hun åndede duften af ham, ved hans lille tryk ind mod hans krop. Der var end ikke løgn, ahn duftede virkelig fantastisk! Ceciliya nikkede ivrigt, hendes mave knurrede! Normalt ville hun bestemt ikke have ladt ham bære hende, men hun var alt for udmattet til at sige ham imod ”Normalt havde du fået slag for at prøve” påpegede hun en anelse drillende, men faldt blot ind mod hans krop. Varmen lagde sig straks over hende, som de måtte træde ind i stuen, hvor pejsen knitrede og afgav den varme. Hun trak kappen om sig, og gled ned i sofaen, i repsekt for ham, ville hun heller være blufærdig som sådan, selvom hun ikke havde noget imod at han så hende, tværtimod! Hun strøg selv det sidste lange hår bag ørene, så det ikke ville være hende i vejen, det så trods alt ikke specielt indbydende ud når hun gik ombord i kødet. Duften fulgte ham hele vejen fra køkkenet, hendes tænder løb i vand igen. For et kort øjeblik så hun virkelig plaget ud ”Gud jeg er sulten” nærmest tiggede hun endnu engang, og dog med det lille smil på læben.

[Deleted]

Miquel havde heller ikke regnet med, at det ville tage så lang tid, men det havde været nødvendigt, for han regnede da med, at Ceciliya ville være der til begravelsen, når der var ro nok på til at den kunne stå. At Alexis skulle gravlægges ved siden af Keischa var noget som han måtte erkende, var hende tydeligt fortjent, for hun havde virkelig elsket den mand. Nu havde han denne kvinde ved sig og han kunne virkelig ikke gøre andet end at finde den længe ventede ro, for det var som om, at hun selv var det sted hvor han kunne slappe af, også selvom hun var direkte afhængig af ham. Han var nødsaget til at skaffe hende føde, for det at få hende til at jage på egen hånd, var slet ikke muligt og han vidste det jo udmærket godt. Han rystede på hovedet. Han skulle nok fortælle hende det, for selv han gik meget op i det løfte som han havde skænket til den unge Keischa og det var, at han skulle passe på Ceciliya og det var noget som han agtet at gøre. ”Det behøver du slet ikke at tænke på.. Desuden tog jagten også lidt længere tid, end det som jeg havde regnet med,” fortalte han ærligt. Jagten havde ikke været helt nem, men det var sket og det var vel også det som man måtte definere som det vigtigste? Han grinte ganske let, som han fik hende sat ned på den lille og usle sofa som de havde. Møblerne var langt fra det bedste, men pointen var jo, at der var nogle, så var alt det andet, da fuldkommen ligegyldigt - i alle fald set i hans øjne. Han sendte hende et stille smil. ”Slag har du vidst givet mig nok af,” tilføjede han med en tydeligt drillende stemme. Han havde faktisk fået mange, selvom det jo havde været helt tilbage i starten, hvor han havde lært hende at kende og mødt hende for første gang. At lære hende at kende, var jo selvfølgelig noget som havde taget ham langt længere tid, men det gik da kun i den rigtige retning, hvilket var noget som han i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for. Han kunne sagtens høre hende, og det at hun var sulten, var noget som kun fik ham til at spise. Det var ganske rigtigt ikke særlig appetitligt at skulle se hende æde, men han sagde nu heller ikke noget til det som sådan. Han kom tilbage med hende, med et kæmpe lår af en hjort. Det var nok noget af det mest luksuriøse som man overhovedet kunne skaffe sig. Han satte den store tallerken i træ foran hende. ”Velbekomme,” sagde han med en stilfærdig mine, som han tog pladsen ved siden af hende. Selv vidste han, at hun fint og uden problemer ville kunne finde frem til kødet, ganske enkelt fordi at duften måtte være så stærk som den var, for hun havde jo påpeget det allerede nede i kælderen, selvom han vel også stank langt væk af det? Roligt blev han siddende ved siden af hende. Han ville da lige lade hende fylde maven, inden han ville give hende de direkte dårlige nyheder.

[Deleted]

Det at der lå en begravelse forude, det var slet ikke en tanke der faldt hende ind. Det havde selvfølgelig gjort ondt at høre at Marius og Melody var gået bort, men det var ikke ligefrem nogen der havde stået hende nær. Hendes mor havde trods alt sørget for, at hendes kontakter i Procias havde været yderst begrænsede, kun Keischa havde været der hele vejen igennem. Hvorfor var hun egentlig ikke kommet endnu? Den aften hende og Miquel havde valgt at opsøge slottet for at ligge hans ring, havde Keischa givet hende et løfte, om at tjekke op på Miquels behandling af hende, sikre sig at han måtte passe på hende, men hun havde ikke set hende så meget som en eneste gang siden. Et suk forlod hendes læber. I det store og det hele gjorde det vel ingen forskel, Miquel behandled ehende med respekt og beskyttede hende. Ceciliya havde altid været selvstændig, og til tider måtte hun erkende, at det var en kende pinligt at Miquel måtte jage for hende, passe på hende og beskytte hende, men på den anden side så nød hun hans dragende omsorg ”Løb det fra dig?2 spurgte hun nysgerrigt, og dog med tydelig drillende tone. Billedet af Miquel, rende rundt som en sindssyg efter en hjort, den tanke morrede hende lidt, udelukkende fordi hun plejede at være den klumpede af de to. Hun satte sig til rette i sofaen, og viklede kappen godt omkring sig, for at skåne ham fra det syn som end måtte være. Til tiderne glemte hun, at andre altså kunne se. Måske deres møblement ikke var halvt så fint, som det hun egentlig kom fra, men hun nød det her, her var fredeligt og hun skulle ikke være bange for at ødelægge noget, og dermed straffen for det senere. Hans lille påpegelse fik hende kun til at smile. Hun lod hovedet glide på skrå, og så yderst tilfreds ud som hun måtte tænke tilbage på deres første møde, som ikke ligefrem havde været en succes ”Mhmm du bad om det, kære” hendes blik lå fuldkommen tomt, alligevel fandt hendes fingrer hurtigt vej til kødet. Hun tog det i hænderne, og tog tålmodigt en mundfuld. Duften gav hende lyst til at flænse det, men hun ville heller ikke være svinsk at se på, det var jo ikke ligefrem fordi det var tiltalende at se på i forvejen. Hjort. Hun sukkede af nærmest fryd, det smagte direkte fantastisk! Tungen fangede de små rester af blod, det var trods alt frisk og ikke tilberedt på nogen måde, hvilket var sådan hun nød det mest. Blikket gled i, blod dryppede ned over hendes hage og fulgte i et spor over hendes slanke hals, og videre ned af det fyldige bryst. Verden omkring hende var glemt, når først tænderne var sat i det saftige kød. Til tider måtte hun i den grad skræmme sig selv.

[Deleted]

Miquel vidste godt, at begravelsen i den grad var noget som Ceciliya ville tage tungt, men han ville i den grad ikke holde hende fra den, nu hvor han vidste hvilken betydning at Keischa havde for hende, så igen så var dette noget som han havde gjort helt og holdent for hendes skyld og intet andet. Han vendte blikket mod hende, hvor han ikke kunne lade være med at smile. ”Det kunne du lide at se, hva´? Mig storme rundt efter den hjort?” Han grinte ganske let, for tanken kunne faktisk være underholdende. Så var det jo heldigt at det var til hans fordel, at han efterhånden virkelig var en erfaren jæger, han vidste hvad han gjorde og han vidste i den grad også hvordan at byttet skulle fanges, og det var i den grad også noget som han ønskede sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han serverede roligt det stykke lårben som han havde til hende og satte sig ved siden af. At hun prøvede at holde fast i hendes manerer, var heller ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han holdt faktisk af hende og han ønskede virkelig heller ikke, at hun skulle komme galt af sted og derfor havde han bestemt heller ikke noget imod, at skulle jage for hende, for hun var jo heller ikke i stand til at gøre det selv. Han rystede smilende på hovedet, for det var jo i sig selv, også kun frygtelig tydeligt at hun virkelig måtte være sulten og at det måtte falde godt og tungt til hendes mave, ås var det også kun noget som han måtte være storslået tilfreds med i den anden ende, for han ønskede hende virkelig kun det bedste og nu hvor det i sig selv, også havde været et løfte som han havde skænket til Keischa, så kunne det jo heller ikke blive bedre end det som det var. ”Jeg bad om det ganske rigtigt,” sagde han roligt, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hende. Han hævede hånden og lod den ganske roligt stryge over hendes hår, for at fjerne det fra hendes ansigt, så det ikke blev dækket af blodet, selvom det var tydeligt at skaden allerede var sket, så det måtte jo resultere i et bad her senere uanset hvordan de ville vende og dreje det. Han smilede let for sig selv. Bare alene tanken om at de jo faktisk… stadig måtte have hinanden. ”Jeg håber virkelig, at det smager,” tilføjede han roligt, for det havde bestemt heller ikke ligefrem været nemt for ham, at skulle få fat i den hjort, for den havde virkelig været hurtig og havde bestemt heller ikke haft nogen intentioner om at skulle ende på hendes middagstallerken her til morgen!

[Deleted]

Alle de dårlige nyheder var endnu ukendte for hende. Netop på grund af fuldmånen, havde det ikke været hende muligt at følge med i den normale dagligdag, der ellers foregik i landene omkring. Det var 3 dage i måneden, der gik tabt i hendes bog et sted. Ceciliya lo blidt, for sit indre mørke, kunne hun ikke lade være med at se det for sig. Miquel løbe som en sindssyg, efter det forbandede dyr, der nægtede at lade ham komme til, det morrede hende virkelig! Hun nikkede ivrigt ”Skal jeg være ærlig.. Så ville jeg nyde at se dig, hvad end det var stavrende efter en hjort eller..” der opstod en længere pause, hun bed sig selv i læben mens en rød farve tog til i hendes kinder ”.. noget andet” afsluttede hun, selvom det slet ikke var hvad der foregik i hendes sind. Tiden gik stærkt, hun havde hvilet i hans favn hver eneste nat, igennem lidt mere end et års tid, han havde taget sig af hende, holdt af hende, endda vist hende ting som.. ingen anden mand havde vist hende før. Det var vel ikke underligt, vis de stærke følelser af et venskab, lod til at udvikle sig? Blodet dryppede ned over hendes hage, og fortsatte ned over hendes nøgne krop. Det så ganske vidst makabert ud, men det smagte direkte fantastisk! Ceciliya forsøgte dog at holde igen for hans skyld, hun ønskede ikke at han skulle se hende som et sådanne bæst. Hun nikkede stille til hans ord. Han havde bedt om hver eneste slag den aften, besudlet hende.. selvom han i den grad havde gjort op for det senere. Når hun ikke kunne se andet et mørke for hendes blik, måtte hun vel lade fimlen trille over hendes nethinde, som hun huskede det? Saften løb imellem hendes fingrer, kødet var allerede nu flået af hendes ellers så uskyldige udseende. Hun ænsede end ikke de lange bølgede lokker, der kom i vejen for hendes sult, det hjalp dog at han måtte fjerne det en anelse, hun nød når han legede med hendes lokker ”Delikat” mumlede hun med hæs drømmende stemme, og slugte det rå kød, selvom hun måtte tvinge sig selv til at huske, at tygge, hun var så sulten at det ligefrem stod mere fristende bare at sluge det. Den nøgne krop ænsede hun end ikke selv, hendes hjerte slog, hendes krop var atter blevet varm, specielt af de tanker hun gjorde sig i øjeblikket, samtidig med at den udsøgte føde gjorde sit. Hun trak benene op under sig, lænede sig tilbage i det slidte møbel, og lod aften glide ned i svælget med største behag. At være et dyr var jo ikke ligefrem nyt for hende, dette var bare.. større, voldigere, stærkere og langt mere.. dyrisk end hendes forrige havde været, også selvom det lød dumt, selv i hendes ører.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Miquel ville overfalde hende med de dårlige nyheder, den dobbeltbegravelse vidste han jo allerede, at hun mere end gerne ville med til, udelukkende fordi at Keischa havde den betydning for hende – som hun også havde fået for ham efter deres sidste møde, hvor man virkelig for alvor, kunne sige, at de havde fået begravet den endelige stridsøkse, for det var dem virkelig også nødvendigt, for den havde virkelig været fremme længe. At hun var faldet var han jo så ked af, men det var jo så en ting som var heldigt for ham i denne situation; Som vampyr, kunne han lukke af for følelserne, så de var svære at spore ved ham. Han vendte blikket mod hende. At det ville more hende, var slet ikke noget som han betvivlede på nogen som helst måde! Han rystede smilende på hovedet, hvor han hævede hånden og strøg den over hendes kind. Det rødmede da tydeligt op, også selvom han aldrig havde været den bedste til alt det der følelsespladder, så var det noget som måtte more ham alene af den grund. Han lod hovedet søge let og stille på sned. ”Du rødmer,” bemærkede han, som alt det andet have mistet sin mening fuldkommen. At se hende rødme, kunne han end ikke huske at han havde oplevet før. Han måtte jo desværre erkende, at han var blevet glad for hende, også selvom det nu heller ikke var noget som han direkte satte snuden op efter som sådan, for.. han ville da aldrig have en chance ved en kvinde som hende og specielt ikke efter det som han havde gjort ved hende. Selvom han vel efterhånden havde gjort op for de stygge handlinger? Slagene havde han i den grad fortjent og det var noget som han kun havde formået at slå sig til ro med i den anden ende. Han smilede let til hende. At hun kunne lide det, var i den grad også noget som kun måtte gøre ham glad. ”Det er jeg glad for at du siger, min kære,” sagde han stilfærdigt. I sig selv, så var det bare noget som faldt ham direkte naturligt ind. De dage om måneden hvor hun ikke havde kontrol på det som skete, så var han der til at passe på hende, og det var noget som han forhåbentlig også ville være i fremtiden. Han vendte blikket mod hende. Hovedet som dækket i det saftige blod og nedover den nøgne krop endda. ”Jeg tror vidst at du trænger til et bad. Du er som smurt ind i blod,” sagde han sigende, som han tog sin kappe og lukkede den tæt om hende, så hun heller ikke følte nogen frygt for at sidde blottet for ham, for han respekterede hende skam og det gjorde han til fulde! Denne gang blev han dog siddende tæt på hende. Direkte så havde hun jo heller ikke vist noget direkte ubehag ved det, så… han tog vel bare chancerne når de endelig måtte falde for hans fødder.

[Deleted]

Keischa havde altid haft en enorm betydning for hende, næsten ligesom en søster. Ceciliya var klar over at hun levede et risikofyldt liv, men hun ville ikke gå og frygte hendes kære venindes død, at det så var sket, det vidste hun endnu ikke, og hun ville nok heller ikke ligefrem kunne tackle så store nyheder lige efter en fuldmåne, hvor hendes sind ligefrem havde været i en anden verden, og hvor hendes krop stadig måtte være så udmattet og øm, forvandlingen var jo heller ikke ligefrem blid. Låret var allerede nu til dels væk. Hun lagde de kedelige rester af knogler fra sig, og klappede sig på den nøgne mave. Saften var løbet en anelse ned og fedtede hende ind, det stod allerede nu klart, at det ville ende ud i et bad senere, hvilket hun bestemt heller ikke ville takke nej til, det hjalp på ømheden. Det gippede en anelse i hende, da hånden uden videre endte mod hendes kind. Hun var ikke i stand til at forudse sådanne ting, mens hans kærtegn gjorde hende intet. Smilet bredte sig, og hun lod kinden falde mod hans ru hånd. Den føltedes så kold, en intens følelse der lod det sitre behageligt. Hun elskede når han rørte ved hende. Ceciliya forsøgte end ikke at skjule den rødmen i hendes kinder, hun havde glemt ordets betydning, og dermed så hun det ej heller som noget flovt. En blid latter forlod hendes læber, hun rystede på hovedet, det var heller ikke fordi følelser var hendes stærke side, hun kunne meget vel have været en isdronning, med det hjerte hun bar ”Undskyld” mumlede hun svagt. Ingen burde undskylde for en rødmen, men hun kendte trods alt til betydningen af den, og at sætte snuden op efter mere end et tæt venskab med ham.. det ville være direkte naivt, han var en stor mand, og hun var en blind ulv, intet særligt bare.. Ceciliya. Alligevel så valgte han at beskytte hende, hjalp med at holde hende i live, og holdte af hende, og det måtte hun vel bare stille sig tilfreds med? Tankerne skubbede hun en anelse fra sig, og slikkede sig istedet om munden ”Det smagte fantastisk.. i den grad jagten værd” tilføjede hun med en klar drillende undertone lagt i ordene. Ceciliya nikkede, hun kunne ikke være mere enig! Alligevel blev hendes blik en anelse beskeden ”Jeg er ked af hvis jeg er utiltrækkende og ucharmerende i øjeblikket” påpegede hun. Sandheden var vel et sted, at hun end ikke vidste om hun normalt var en smuk kvinde, men med blodet løbende ned af hende, følte hun sig ihvertfald ikke specielt smuk. Hun lod sig falde en anelse ind mod hans favn, hun kunne mærke ham sidde tættere. Hovedet lagde sig mod hans skulder. Det var ikke fordi hun fandt det ubehageligt overhovedet, hun havde endda en gang bedt ham om, at tage hende så tæt så muligt, det sagde vel lidt? Ganske forsigtigt lagde hun en hånd mod hans lår, og satte sig ellers roligt til rette.

[Deleted]

At lade det hele ende med et voldsomt brud, ved at fortælle hende om Keischas død, var slet ikke noget som Miquel kunne få sig selv til. Måske at han ikke kunne være den bedste hvad angik følelser, for det var jo bare sådan at tingene nu måtte være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han brød sig bestemt ikke om at skulle gøre hende ked af det, for han vidste, at det var sådan at det ville blive, for hun holdt af Keischa, for han havde jo også set hvordan hun havde taget sin kære veninde i forsvar, selvom det nu var de to som måtte sidde sammen.. Keischa havde set at han passet på hende, for enhver som kendte til Ceciliya, burde vel også vide, at hun ikke bare satte sig i enhver mands favn? Hun havde siddet i hans og endda udtrykkeligt bedt om at have lov til at blive siddende. Ikke fordi at det var noget som havde gjort ham det mindste, for han nød virkelig den tanke, at det var ham som skulle holde om hende. Så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Han smilede let for sig selv, også selvom han tydeligt kunne dufte blodet som måtte komme fra det saftige lår. Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt at få fat i det dyr, for det havde det bestemt heller ikke! En let latter slap hans læber. ”Der er slet ikke noget at undskylde for kæreste.. Jeg kan bare godt lide den farve.. Den klæder dig,” sagde han roligt, og ikke mindst med en ganske stilfærdig stemme. Han vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at han ville se på hende som grim, for skulle han være helt ærlig, så var hun noget af det smukkeste som han nogensinde havde set. Han ønskede at værne om hende og han ønskede at beskytte hende, og det var bestemt heller ikke noget som han bare gjorde af medlidenhed, for man kunne vel snildt sige, at det ikke var et begreb som han kendte til som sådan? Han havde aldrig været den bedste til følelser, men pointen var vel også at han prøvede og gjorde et forsøg på det? Han kunne da tydeligt se, at det gav pote, så var det i den grad også det hele værd! At hun kom så tæt på, at hun lagde hovedet mod hans skulder og hånden mod hans lår, var noget som tydeligt måtte få ham til at spænde, hvor han blev siddende for adskillige sekunder, inden han roligt lagde den ene arm forsigtigt om hende. Hun skulle have et sted hvor hun følte tryghed. Det var noget af det som stod højst på hans prioriteringsliste og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle lave om på noget som helst tidspunkt! ”Så lang tid at du går mæt i seng, så er alt sammen godt,” sagde han roligt og med det stille smil på læben. Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han ganske varsomt tillod sig, at plante et kys mod hendes pande. Han ønskede jo heller ikke at krydse hendes grænser, specielt ikke når han følte for at.. blive her sammen med hende. Han lod hånden stryge hende roligt og stille langs hendes side. ”Og utiltrækkende og ucharmerende?” Han lod hovedet søge let på sned, hvor han smilede let for sig selv. ”Det er da noget af det sidste, at du er,” påpegede han sigende, dog med en ganske bestemt og rolig mine. Han løj ikke når han sagde, at han faktisk holdt af hende.. og meget endda.

[Deleted]

Hendes sind stod åbent, på trods af at det vasr lige efter fuldmånen, så var hun ved god fatning og et strålende humør, hvilket i sig selv var noget nyt. Hun nød tanken om at Miquel sad med hende, selv på trods at hun ikke var i stand til at se ham, hvilket i sig selv var noget som måtte frustrere hende. Hun sukkede. Det var vel også bare noget hun måtte vænne sig til, for der var ikke meget at gøre ved det. De sørgelige rester af det flåede kød ladge hun fra sig, og lod tungen slikke sig om munden, for at få den sidste savn. Hendes krop var svøbt i det løbende blod, ikke ligefrem man ville se som charmerende.. foruden hvis man var vampyr selvfølgelig. Ceciliya lo go rystede en anelse på hovedet, den røde farve blev kun siddende. Hvis han synes den var pæn, så ville hun næsten ønske at den skulle blive, selvom det brændte så underligt i hendes krop. ”Jamen så..” hun sendte ham et storslået smil, og ærgede sig næsten over, at hun aldrig ville være i stand til at se hans rødmen.. kunne han overhovedet rødme? Hun hævede et øjenbryn, halvvejs undrende ”Rødmer du?” spurgte hun nysgerrigt. Hun var ikke en kvinde der stod meget i vejen for sig selv og hendes nysgerrighed, og eftersom hun havde været blind, mere eller mindre så længe hun huskede, så var hun også gået glip af frygtelig meget. Efterhånden var Ceciliya kommet tæt på ham, han havde passet på hende holdt sit løfte til Keischa, selvom det nu ikke var noget hun lod til at tjekke op på, hvilket faktisk måtte undre hende. Hendes kære veninde havde vel bare travlt? Hovedet hvilede mod Miquels skulder, hun lod blikket glide i, og lod sig selv nyde det. Det var ikke fordi at hun ville være påtrængende, men hun kunne godt lide at være i nærheden af ham. Hendes hjerte slog en anelse mere fast mod hendes bryst, det var trods alt først nu hun begyndte at tage chancer, som for eksempel at lade hånden glide mod hans lår på den måde. Først da han lod armen glide omkring hende, slappede hun mere af, udelukkende fordi hun mærkede at det var i orden. Hun sukkede og lod sig falde ordenlig ind til ham, han gav hende den tryghed som faktisk behøvede ”Min mave er proppet” bekræftede hun roligt, og dog en anelse drillende. Det havde i den grad været en delikatesse. Uden den mindste smule tøven, tog hun imod kysset mod hendes pande, gav sig selv et klem ind til ham, selvom dette var fremmede selv for hende. Hun sitrede under hans varme kærtegn, så forsigtige, hvilket kun et sted morende hende, under deres første møde havde han været knapt så forsigtig. Hun lod blikket glide mod ham, med et intenst glimt ”er det?” dengang hun var yngre gik hun ikke meget op i udseende, og den dag idag havde hun ikke den fjereste idé om, hvordan det havde ændret sig med årene. Hun var vel bare lovlig nysgerrig?

[Deleted]

Måske at Ceciliya ikke var i stand til at se ham, men for Miquel, så var det virkelig ikke noget som havde det mindste betydning for hende. For det vigtigste for hans vedkommende, var det faktum, at hun havde det godt, at hun havde et sted, hvor hun kunne vide sig tryg og sikker, og så var alt det andet fuldstændig ligegyldigt, også set i hans øjne. Han gjorde ikke dette bare fordi at det var ham et stort løfte til Keischa. Han ønskede desuden også at vise folk rundt omkring ham, at han kunne gøre ting fordi at han ville det og ikke bare fordi at det var noget som han vidste at folk krævede eller forventede af ham, for det var slet ikke meningen at det var sådan at det skulle være – tvært imod! Han sendte hende et muntert smil, selvom han vidste, at hun ikke kunne se det, så var det ham fuldstændig ligegyldigt. Hun kunne vel høre det på hans stemme? At han ikke var nedtrygt, men faktisk det modsatte, selvom han bar inde med en stor nyhed som han vidste, at han ville være nødsaget til at fortælle hende før eller siden. Ikke fordi at det var noget som han ville lige nu.. for han ønskede virkelig ikke at gøre hende direkte chokket efter et endt måltid. Han skulle nok, bare.. ikke lige nu. Han lod hånden roligt stryge hende over siden, da hun heller ikke viste noget direkte ubehag ved det, hvilket kun var noget som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. ”Hvis jeg var levende.. så måske,” hviskede han hende roligt ved hendes øre, hvor han selv ikke kunne skjule smilet. Nej, direkte så kunne han ikke rødme og han vidste det jo godt. Han var død næsten i bogstavelig forstand. Blodet var egentlig det eneste som holdt bare en anelse gang i ham, hvilket han i den grad også var meget, meget tilfreds og glad for. At hun jo så også var blevet god og mæt, var noget som han var tydeligt tilfreds med, for så behøvede han ikke at tænke på det i et mindre stykke tid. Hans smil måtte dog kun brede sig. ”Mhmm.. Ucharmerende og utiltrækkende er du bestemt ikke min kære.. tvært imod, så forundre det mig, at folk ikke er kommet dig tættere på.. end mig.” Han hævede sigende det ene bryn. Hun havde så skræmmende meget at tilbyde, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende, men hun var vel bare kræsen og forsigtig hvad fyrene angik? Ikke fordi at det var noget som direkte forundrede ham som sådan, for det var jo bare sådan at det nu måtte være. ”Det lange mørke hår, de smukkeste øjne og det sødeste smil.. den smukkeste hud og den personlighed.. ja, den taler vidst meget for sig selv..” Et sted så gik han vel bare en smule i selvsving, men hun skulle i den grad også have det at vide.. et sted så gjorde det ham jo heller ikke noget, at hun ikke havde andre tæt på sig – tvært imod, så var der ikke nogen konkurrenter som han direkte skulle have af vejen før han gjorde noget som helst, og det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Hos Miquel havde hun det godt. Det manglende syn, var ikke som sådan noget hun havde savnet, for at se hendes familie, se hver eneste gang de var skuffet over hende, eller se vreden i keischas øjne hver gang de endnu engang havde gjort hende ondt, det ville hun aldrig have været i stand til at bære. Og selvom det nu ikke gjorde hende noget, at det manglede når hun levede med Miquel, udelukkende fordi han accepterede hende nøjagtigt som hun var, så savnede hun det mere end noget andet. Hun var nysgerrig, hun kunne føle ham, foremme hans træk, og føle hans tøj, men hun kunne ikke se ham i øjnene, hun var ikke i stand til at se nogle varme følelser, det eneste sted hun fandt den slags, var i hans favn, og selv der var han yderst forsigtig, ikke noget som hun direkte ville bebrejde ham for, men hun elskede at være lige der, som nu. Fingrene dansede let hen over hans lår, hun kendte ikke hans grænser, og hun vidste ikke om det var i orden, men han trak sig jo ikke væk, så helt skidt kunne det heller ikke være? Hendes hjerte slog mere rolige slag, nu hvor hun ligeså var blevet mæt. Som et rovdyr, så kunne sulten i den grad påvirke og plage en i en forkert retning, det lå heldigvis ikke hende så fremmede til, at skulle være et dyr. Det var for længst gået op for Ceciliya at han var i umådelig godt humør. Ganske vidst kunne hun ikke se smilet, men hun kunne høre det i stemmen, og det var strålende, hvilket kun smittede af på hende selv. Foruden når hun havde været sammen med keischa, så var det først efter hun havde lært ham at kende, at hun faktisk måtte smile permanent. En anelse skuffet sank hun sammen, og sukkede nærmest opgivende. Han kunne ikke rødme? ”Er det pænt at rødme?” hendes tone var ikke ligefrem forsigtig, det var gået op for hende, at han fandt sig i alle hendes spørgsmål, også selvom de i det store og det hele, var ligeså enkelte og logiske som børns, men hun var trods alt ikke i stand til at vide det. Hans hud var kold mens hendes egen måtte brænde, hun havde jo en naturlig højere temperatur. Det skabte en sitren at føle den forskel. Et lille smil sneg sig om hendes læber. Hans ord lod det dog falme igen, og straks erstattes af den samme rødmen. Hendes indre gik i flammer.. forundrede ham ligefrem? ”Jeg har på fornemmelsen, at den charme du ser er blevet ødelagt for andre, når de har taget imod en kold afvisning. Jeg har aldrig villet giftes på min mors ønske, med den hun udser som bedst” hun trak svagt på skuldrene, og plantede et blidt kys mod hans hals. Det var sødt sagt, men hvordan skulle hun reagere på den slags kompliment? Hun var ikke vant til at blive komplimenteret ”Desuden.. Jeg kan ikke lave mad, for jeg brænder mig bare, jeg kan hverken rydde op eller gøre rent i et for stort hus, og jeg ville aldrig kunne tage mig af et kuld unger, desuden er jeg for tynd til at være fødedygtig” det hele kom som en stor remse, omkring det som skræmte mændene væk i virkeligheden, enhver ønskede en hustru, og selvom hun var køn, så havde hun aldrig ikke hvad der skulle til. For første gang i flere årtier følte Ceciliya sig smuk. Hendes hjerte slog hurtigere, hun forsøgte at forestille sig det.. Han synes hun var smuk det var nok. Hun følte sig næsten stakåndet, da hun endte med at trække benene op under sig, og putte sig helt ind mod ham, som en invitation til at ligge armene om hende ”Bejlere eller ej.. Det at du ser mig på den måde, får mig til at føle mig smukkere, end nogen anden mand har formået” hviskede hun blidt og lagde hovedet mod hans bryst. Ingen hjerteslag..