Betrayed?

[nathia]

Nathia havde set Nathaniel komme hjem med 2 andre børn. Og det ville hun altså ikke! Han havde befriet hende og flyttede nu bare børnehjemmet hjem til dem.. Hun følte sig virkelig tilsidesat. Hvad ville han også med 2 mere?! Hun sukkede.. Måske kunne hun få dem til og skride? Det ville være hende en glæde. Ekstrem glæde hende. Det måtte hun arbejde på. Hun sukkede let. Hun græd. Nu ikke fordi hun var blevet væk, men fordi hun ikke vidste om hun nogensinde skulle stole på nogen igen.. Og Nathaniel havde næsten brudt hendes tale, der var blevet mere.. men nej.. Hun var lukket i igen, medmindre hun skulle sige noget vigtigt. Det var aften, selvom lyset dog endnu skyllede lidt ind over området.

[elina]

Bare igennem parken, og så ville Elina være hjemme igen. Varulve jagten var nu ovre, og hun havde fået det, hun var kommet for. Den blodige trøje var smidt om i hendes rygsæk. Den var blevet udskiftet med en mindre varm bomuldstrøje. Nederdelen, som gik helt op i begge sider, havde også fået lidt, men det havde lykkes hende at vaske det meste af. Desuden kunne den fjernes, men Elina fortrak at have både den og leggins på. Der var stadig et pænt stykke hjem og det ville snart blive mørkt og rigtig koldt. Ikke noget hun så frem til.
Hun gik og vente medaljonen, som hun havde taget af varulven i hånden. Hvorfor havde den været så vigtig for ejeren?? Elina legede med tanken om at åbne den, da hun hørte barnegråd. ”Hallo, er her nogen??” Et dumt spørgsmål eftersom hun allerede kunne høre barnet. Hvad lavede et barn også ude på denne tid af døgnet. Hun gik imod lyden. ”Hallo??”

[nathia]

Nathia stivnede let da hun hørte nogen. Hun trak vejret let dirrende. Hun vidste egentlig ikke hvordan hun skulle takle det med Nathaniel, den eneste grund til hun var herude. Hun havde selv lige overstået fuldmånen også. Hård som altid. Hun gned sine øjne tørre, og rejste sig stille. Hun skubbede sig op at stå ved træet hun sad på og hastede om bag det. Hendes øjne vendtes rundt, mens hun søgte efter hvad som kaldte..

[elina]

Elina kiggede sig rundt. Hun havde stadig ikke fundet barnet. Det undrede hende også meget at der var et barn herude. En hel masse tanker og ideer løb igennem hende. Nogle mindre rare end andre. Hun sukkede. Barnet var sikkert bare blevet væk. Hvilket også ville være en god og fornuftig grund til, at det græd. Elina havde ikke set andre i parken. Selvom hun forsøgte berolige sig selv, så vidste hun, at hun ikke ville finde ro, før hun fandt barnet. Hun opdagede at noget kom imod hende, inde fra træerne. Elina stoppede op og holdte øje med væsnet. Der gik ikke længe, før hun opdagede at det var et barn. ”Hej lille skat, hvad laver du her ude??” Hun gik rolig imod barnet og kunne nu se, at hun havde grædt.

[nathia]

Nathia var kun 5 år gammel. Hun blev dog 6 næste gang, så meget vidste hun faktisk. Det havde hun jo snakket meget med Nathaniel om. Blikket faldt til skikkelse som kom nærmere hende. Hendes øjne var rødmalede pga. af det, så det var ikke svært at se hun havde grædt. "Mig.. væk.." sagde hun stille. Hun kunne jo ikke sige hun var stukket af. Hun kom stille frem fra træet og lagde armene omkring sig selv. Hun sagde ikke noget, selvom hendes sprog var meget mere udvilket nu end det havde været da Nathaniel første gang havde fundet hende.

[elina]

Elina ville faktisk bare skynde sig over, og give den lille et knus. Hun lignede en der kunne bruge det. Men nu ville ikke skræmme hende. Ikke nok med at en fremmede som kommer buldrende imod en, når man er helt alene i verden, er skæmmende nok. Elina viste at hun til tider gjorde folk utrykke, med sit anderledes udseende. Hun gik derfor stille frem. ”Er du blevet væk?? Kom, så hjælper jeg dig med at finde dine forældre.” Hun sendte den lille pige et venligt smil og rækkede hånden frem imod hende. ”En pige på din alder burde heller ikke være ude på den her tid af døgnet. Det bliver jo snart mørkt.”

[nathia]

Nathia vidste ikke om hun egentlig ville hjem.. ikke endnu måske. Hun så stille på damen og undgik at tage hendes hånd. Hun holdt armene omkring sig selv, og så på hende. Studerede hende. Hun skræmte hende ikke rigtigt. Ikke andet end at hun egentlig kom hen til hende. "Nej.. mig må godt," sagde hun. Altså.. nej, hun måtte ikke være ude men altså det havde hun lige bestemt på Nathaniels vegne at hun godt måtte. Hun smilede svagt usikkert. "Alså sent.." sagde hun.. Som at sige, hun godt måtte være ude sent. Men altså det ville man jo vide, at det måtte hun jo højst sandsynligt ikke.

[elina]

Pigens dårlige sprog overraskede Elina. *Men hun er da gammel nok til at kunne snakke normalt…* Pigen tog ikke Elinas hånd, og hendes kropsprog var afvisende. Elina trak stille hånden til sig. Det glædede hende, at pigen var kommet hen til hende. Hun betragtede pigen. Elina fandt det meget tvivlsomt, at hun måtte være ude så længe uden opsyn. Desuden havde hun også sagt, at hun var væk. ”Var du ikke blevet væk??” Hun kunne selvfølgelig have misforstået noget. Men hvad skulle, ’mig væk’ ellers betyde?? At hun gerne ville væk?? Elina så afventende på pigen.

[nathia]

Nathia kunne være forvirrende, fordi hendes sprog ikke var meget udviklet. Hun ville dog snakke lidt nu. Hun var bare dårlig til at lave store sammenhængende sætninger. Det gav ingen mening i hendes hoved, altså alle de ord som skulle bruges på samme tid. "Jo.. mig væk fra hjemmet.. men mig må være ude," sagde hun. Nok en af de længste sætninger hun sagde, uden at stoppe op pludseligt og så fortsætte efter at have trukket vejret en gang. Hun så op mod himlen, heldigvis var månen en dag bagude. Hun så dog selv utrolig træt ud, og på hendes arm havde hun gnavet sig selv da der sad 2 bidemærker. Hun gabte svagt, og missede let træt med øjnene.

[elina]

”Okay så…” sagde Elina tøvende. Hvilke forældre ville lade deres barn være alene ude efter mørkets frembrud? Hun opdagede at pigen ikke bare havde grædt, hun så også ud til at være meget træt. Elina skulle til at åbne munden, da hun så bidemærkerne. *Gode gud. Er det derfor hun ikke vil hjem??* Uden at tænke over det, rakte hun ud for at gribe fat i armen, så hun kunne se sårene.

[nathia]

Nej. Bidemærkerne var langt fra Nathaniels skyld. Og hun huskede heller ikke selv hvordan hun havde fået dem, selvom hun havde fået forklaret det var sidste fuldmåne. Hun lagde hovedet på skrå og kom med et chokeret gisp da kvinden bare tog fat i hendes arm. Hun prøvede at hive den til sig. "Stop," bad hun lidt skræmt. Hun ville ikke. Hun stod dog nærmest som en statue, helt stiv, eftersom hun ikke var stærk nok til bare at skulle trække sig væk.

[elina]

Bidemærkerne var fra et dyr, de var dybe. Ikke noget med et hurtigt bid. Elina opdagede først for sent sin fejl. Hun gav omgående slip. ”Undskyld, jeg ville skræmme dig. Jeg så bare at du var såret.” Hun sukkede og rystede på hovedet. Sikke en fin start. Det havde lykkedes hende at skræmme livet af den lille. Elina rettede sig op. ”Du burde ikke være herude. Det bliver snart mørkt…” Hun kunne virkelig ikke lide ideen om, at en lille pige skulle være alene ude i parken om natten. Hun kunne ikke bare efterlade hende her.

[nathia]

Nathia fnøs. Hun sagde dog intet om, at det var hende selv som havde gjort det.. Ville jo lyde mærkeligt, når hun så så uskyldig ud. "Det ikk' noget," sagde hun roligt og trak på skuldrene. I hendes øjne var det ikke noget, fordi at det var jo en månedsting for hende at blive forvandlet ved fuldmånen.. Nathaniel som passede på hende. Ville han stadig det, når de 2 andre var der? Det skulle hun vidste lige have sat sig ind i. "Mørke ikke farlig," svarede hun stille. Det havde hun da ikke følt, men måske fordi hun altid var beskyttet?

[elina]

Elina smilte lettet. Hun havde bare overrasket ungen, ikke skræmt hende fra vid og sans. Hun var lige ved at grine over pigens svar. Hun var en modig en. ”Nej, det er rigtig. Mørket er ikke farligt. Men man ved aldrig hvad der gemmer sig i det.” Det så ud til at være en lang kamp, at få pigen hjem. Elina havde ikke lyst til at stå her i evigheder og diskuterer med en den lille tøs. Faktisk ville hun bare gerne hjem. Desværre viste hun, at pigen ville hjemsøge hende. Hvis ikke Elina sørgede for at hun kom hjem. ”Hvad er dig navn, lille skat??”

[nathia]

Nathia nikkede bare, og lidt ligegyldigt til hendes ord. Mørket for hende var ikke farligt. Hun havde hørt nogen snakke om varulve som udskud, og derfor kunne hun godt blive lidt frustreret da hun egentlig selv følte sig slugt af mørket ved fuldmånen. "Jeg er Nathia," sagde hun stille. Et navn var et navn, kunne mange ikke hedde det? Hun var nok ikke den eneste. Efternavnet undlod hun dog, selvom hun godt kendte til det.. som et hint til hendes race. Hun så på hende. "Hvad med dig?" spurgte hun, søgte også kvindens navn.