Twilight

[isabella]

Peula var en livlig havneby med flokkevis af mennesker, der allesammen havde deres grunde til at være her.
Isabella så rige købmænd lægge til med deres handelsskibe, hun så slaveskibe, krigsskibe, fiskerbåde og opdagelsesrejsende komme og gå hele tiden. Og så, i den mere skumle del af Peula, fandt man de mere tvivlsomme sømænd... dem, der sejlede uden flag. Klamphuggere, snydepelse, tyve, pirater. Udskud. Ballademagere. Molen var lidt mere mørklagt, vandet var lidt mere sort i denne del af havnen. Disse mænd holdt sig ganske vist for sig selv, når de var i havn, men man skulle ikke begynde at gå ind på deres territorium uden at være én af dem - medmindre man da altså syntes, det kunne være meget skægt at blive slået ned og røvet.
På en stor klippeblok, der tårnede sig op imellem stranden og molerne, sad Isabella og betragtede piratkvarteret på afstand. Hun sad på en klippeafsats i skrædderstilling lænet op ad en mere glat klippevæg bag sig og med hænderne hvilende i skødet. Hendes veldrejede krop var iklædt en lang, sort kjole, der var snørret stramt ind for oven, men ellers faldt løst. Kjolen var stropløs, udringet og temmelig afslørende - lige præcis sådan noget tøj, som hendes indre sensueldæmon bød hende at gå i. Hun kunne lide at vise sin krop frem og var udemærket klar over, at hun var sådan en pige, mænd vendte hovedet efter på gaden. Hvilket hun nød.
Ude i horisonten var solen ved at gå ned, og himlen og havet var rødt af dens sidste stråler. Lyset reflekteredes i havoverfladen og fik vandet til at glitre som tusindvis af perler, der flød ovenpå; et syn, der var så gudesmukt, at man måtte se det i virkeligheden for at fornemme dets pragt.
Hun lukkede øjnene og nød solens sidste varme. Om et par timer ville hun tage et skib tilbage til Procias for at genoptage sin søgen efter Vladimir Darcy, sin søgen efter sin far. Stadig med øjnene lukkede, lod hun forsigtigt en fingerspids glide hen over Corina Fattoria-slægtsringens kolde guldoverflade. Hun vendte forsigtigt ringen i sine hænder, så påpasselig at man skulle tro, den kunne gå i stykker.
Hvis hun sejlede hele natten, ville hun være fremme på prociansk jord i morgen tidlig, og derefter var det bare at hverve en hest i Apterta og finde til Corina Fattoria på egen hånd.

[kazim]

Ikke langt derfra, ombord på et af de større og pænere skibe, om end det stadig ikek var andet end en luserede fyldt med pirater, skildte en enkelt mand sig ud. Istedet for at knokle med at læsse på og læsse af, lå han dovent i en sammenfoldet sejldug højt oppe i en mast, ak ja, Kazim havde det tit med at forsvinde når den stod på den hårde, fysiske del af arbejdet med ay være sømand. Der var lang tid til at de satte fra land og søgte ud igen, de par dage føltes for hamselv som år. De skulle finde nye besætningsmedlemmer, de skulle have genopfyldt ders lager af mad og drikke, de nuværende sømænd ombord skulle ind og drikke sig fulde på land, og forhåbentligt have lettet trykket lidt.
Kazim ahvde som oftest ingen problemer når det kom til den slags, de største problem for ham var faktisk at ude på havet, når det kun var ham og besætningen, så var der ikke nogen eller noget af interesse overhovedet i nærheden. Nej alt for mange af de svedige, ofte stinkende, vulgære sømænd sagde ham rigtig noget. Måske Jensen, bare fordi det kunne være sjovt at få skovlen under ham, eller Matthiel, hvis man så bortfra at han var død nu, og naturligvis Isobel, fordi hun var en kvinde? Hallo? Men desværre var både Jensen og særligt Isobel efterhånden blevet halvt imune overfor hans tilnærmelser, og hvis de endeligt fornemmede han var ude på narrestreget, så undgik de ham helt.
Kazim strakte sig, og missede dovent med øjnene, måske han skulle tage ind til byen alligevel? Han havde vel ikke noget bedre at lave herude alligevel. Han greb om et af rebenene til sjelet han lå i, som var det en enorm hængekøje, og firede sig umådeligt elegant ned på dækket og forlod skibet.
Han var ikke noget ret langt hen af molen før han allerede blev frarøvet sin opmærksomhed, hvme ialverden var det dog?
Han havde fået øje på noget der mildest talt måtte tælde som en Jackpot, en ung kvinde der sad for sigselv og så rundt. Han fugtede sine læber en gang og begyndte at finde en omvej rundt til hende, for der var da så afgjordt lige en tøs der han måtte hilse på. Han trak sin maske på, som han næsten altid gik rundt med, og glattede den mørkelilla og sorte skjorte han nu måtte bære. Den var nedringet, og han viste nok minimum ligeså meget af sin veludrustede og muskuløse bryst frem som kvinden derovre gjorde. Derudover bar han et par meget dyre sorte læderbukser, der nærmest sad så stramt at intet var overladt til fantasien omkring hans mere intime dele, som levede op til hans status som værende en sensuel dæmon, der kunne pirre og tilfredstille Både kvinder som mænd. Hele hans krop var unaturligt elegant og perfekt bygget celle for celle.
Han havde fundet sig en vej op på klippen, på hvilken kvinden befandt sig på den anden side, og nu lå han ovenpå den, med kvinden på det lille udspring omkring en meter eller to under sig.
" Kan du heller ikke sove? "
Lød det harmonisk og nærmest rytmisk, i en behagelig blød tone fra ham, som hans overkrop stak ud over hende, og han så ned på hende, eller snarere, gnakse tydeligt stirrede lige ned i hendes kavalergang, hvor hendes kjole gjorde det muligt næsten at beskue hele hendes barm fra denne vinkel.

[isabella]

Hun havde lukket øjnene, sad blot tilbagelænet og nød solens sidste stråler varme sit ansigt - men da der pludselig lød en mandestemme over hende, slog hun hurtigt øjnene op igen. Hun lænede sig en smule frem, lagde hovedet tilbage og drejede det en anelse, så hun kunne se personen ordentligt. I præcis det øjeblik, hendes blik faldt på ham, vidste hun lige med det samme, hvad han var. Hun var det jo trods alt også selv, i hvert fald halvdelen af hende. En sensueldæmon. De var ikke til at tage fejl af, når man mødte dem. Faktisk var det ikke deres udseende, der fortryllede folk, selvom en velformet krop og et kønt ansigt kun var et plus - der var bare noget ved sensueldæmoner, noget dragende, noget der fyldte én med begær, selvom man godt vidste, det var farligt. En næsten hypnotiserende effekt, der var umulig at modstå. Et farligt våben, hvis man forstod at bruge det rigtigt.
Selv havde Isabella gennem årene fået lokket mange mænd i fordærv, men havde naturligvis valgt sine ofre med omhu, idet hun tilhørte den type af mennesker, hvis lykke kunne gøres op i penge. Prostitueret var hun ikke, for hun gik sjældent hele vejen med mænd, eftersom hun som regel ikke behøvede at gøre andet end at smile sødt og trække lidt ned i kjolen, før en mand havde overgivet sig og givet hende, hvad hun ville have - og når han så opdagede, han var blevet snydt, var hun over alle bjerge.
Manden, der lå ubesværet strakt ud over et andet klippeudspring et par meter over hende, var iklædt en fuglelignende, fjerbesat maske, og en yderst nedringet skjorte. En persons krop var altid det første, Isabella lagde mærke til, især en mands, og især en mand, som var sensueldæmon. I løbet af et splitsekund havde hendes falkeblik været omkring det af hans krop, som var synligt, og det var tydeligt, at han under den sorte skjorte havde et aldeles veltrænet og markeret bryst.
Hele mandens udstråling, hans bløde tonefald, de glødende, orangerøde øjne og hans skamløse fremtræden, fik varmen til at sprede sig i Isabellas krop.
Et glat smil gled over hendes læber.
"Jeg sover sjældent," sagde hun lavmældt, men med en undertone der var nærmest kælen. Der var ikke nogen grund til at være bange for denne mand, for inderst inde vidste hun godt, hvad han ville. Det eneste, hun kunne frygte, var hvad hun kunne få lyst til at gøre ved ham...

[kazim]

Kazim's smil blev blot større ved hendes aldeles venligtsindede respons, det lod til at han da ihvertfald ikke behøvede at skrue alt for meget charme på for at vride et par ord ud af denne her pige, en stor og mægtig fordel når man ikke var i humør til noget kostbart. Ja, at tale med kvinder for Kazim var jo nærmest som at bestille mad for de fleste andre, simpelt og ligetil, og man skal have det der ser bedst ud.
Hans blik gled over hendes ansigt, og han tog sig god tid til at betragtede detaljerne, med ganske stor interesse. Hun var sandelig ikke et dårligt fund, og de små undertoner i hendes stemme satte gnister igang i Kazim, og de gnister kunne meget hurtigt tage fat og blive til et ordentligt bål. Der var ingen tvivl, han kunne fornemme at hun havde den samme udstråling som hamselv. Typisk for sammenstød imellem dæmoner af deres slags på denne her måde var jo lige netop den eksplosion af indre lidenskab der blev sluppet ud, det var jo nærmest som at ens egen magt over det menneskelige sind blev reflekteret lige tilbage i ansigtet på en, som at forelske sig i sit spejlbillede, om end hun var lidt mere feminin end hamselv, ihvertfald lige nu. Hendes udstråling var så kraftig som hans egen, man kunne nærmest lugte det, smage det, høre det! i luften omkring dem, en sanselig oplevelse der pirrede samtlige sanser i det menneskelige sind på en og samme tid, lokkende og ondskabsfuld, men med en duft som roser og nybagt brød.
" Virkelig? Ja, søvn tager også for meget af ens tid, nattetimerne er så sparsomme. "
Sukkede han, som beundrede han nærmest sine egne poetiske evner med de ord. Hvis noget ord kunne beskrive Kazim, så var selvglad jo nok et af dem. Han betragtede hende stadig, alt hvad han kunne se fra denne vinkel slugte han grådigt og skamløst, som et rovdyr der hungrede efter et måltid. Ikke at det egentligt var helt løgn.
" Hvad laver en ung, smuk kvinde som dem mon egentligt her? Er de slet ikke bange? Der kunne jo nærmest hvert øjeblik komme en glubsk ulv forbi og kidnappe dem? "
Spurgte han igen smurt og glidende, blødt sog sukkersødt som var ahns stemmebånd smurt med frisk honning, og talte til hende som var hun den lille rødhætte ude i skoven. Han talte meget i billeder.

[isabella]

Igennem hele sit 57-årige liv havde Isabella ikke en eneste gang ligget med en mand, fordi han ville det. Hun havde aldrig klædt sig af foran én, der blot var middelmådig, og hun havde kun ladet sig berøre af mænd, der virkelig forstod kunsten at forføre en kvinde. Hun var kræsen ud over det sædvanlige, men det kunne man også uden problemer tillade sig, når man var af hendes slags.
Når hun skulle have noget ud af en mand - hvad enten det var penge, oplysninger eller tjenester - valgte hun ligeledes med omhu. Det var bare en helt anden slags mænd, hun udså sig til disse formål, det var dem, der betingelsesløst deltog i hendes små lege, hvor de var møllet og hun var flammen. Desperate mænd. Utiltalende. Ugifte. Præster havde sågar krydset hendes vej indimellem. Denne type mænd var næsten så nemme, at det gjorde ondt. Mænd var svage; alt hvad det krævede var at køre hænderne langsomt op ad sin egen krop, kigge ham dybt i øjnene, mens man bed sig i læben - eller blot lod en finger køre lokkende hen over læben, den var også ret effektiv. Åh ja, Isabella havde masser af den slags tricks. Små fiduser, der gjorde, at man ikke engang behøvede at lade sit offer røre ved én, men blot lade ham tro, at man gerne ville have ham til det. Det var det, der var kunsten. Og i årenes løb havde Isabella lært at mestre dén kunst ret godt, ikke mindst fordi hun var vokset op i en burlesquebar.
Hendes glødende, mørkebrune øjne søgte hans bagved den fjerbesatte maske.
"Burde jeg være bange?" sagde hun kun lige netop så højt, at han kunne høre det, mens hun på alle fire langsomt begyndte at klatre op ad klippen, op mod ham. Hun smøg sig hen over stenoverfladen med den smidighed og elegance, hendes indre kattedyr tilførte hende, og som hun aldeles ubesværet kom ham nærmere, blev hans dragende udstråling kun kraftigere. Hendes grådige blik veg ikke fra ham et øjeblik, og det frække smil på hendes læber, var ligeledes konstant.
"Jeg kan godt tage vare på mig selv," spandt hun med hæs stemme. Hun lod kort sit blik løbe ned ad hans veltrænede krop, før det atter fandt vej til hans maskerede ansigt. Med et tonefald der bedst kunne beskrives som sigende, hævede hun let det ene øjenbryn og nærmest hviskede: "Kan De?"

[kazim]

Det lod til virkeligt at spille til hans fordel, at denne kvinde var en varyl, og hendes flamme derfor ikke blussede helt ligeså voldsomt som hans egne, når det kom til udstråling og opførsel, for hvis ikke det var for det, ville han næppe kunne vise så glimrende et pragt-eksempel på kunsten at holde igen og have tålmodighed som han gjorde lige nu, for sandt at sige så var hans sulten og hungrende efter lige netop dette kvindfolk, det var nok ikke nogen hemmelighed, og det virkede ganske kraftigt somom at hun var klar over det, og heller ikke havde tænkt sig at holde igen mere end højst nødvendigt. Hvad hun ønskede fra ham var dog uheldigivs i denne situation, denne intime katten efter musen, meget uklart, hvilket så ikke rigtigt spillede ud til hans fordel. Var hun mon blot tiltrukket af ham, som han var hende, og ønskede at kaste sig ud i et passioneret hav af længsel, eller var det noget andet der motiverede hende? Forsøgte hun mon at lokke ham i en musefælde og berøve ham? Ikke at han som sådan bar noget af større værdi på sig, kun hans dyre og eksotiske smykker, ringe og øreringe og den slags, men det var vel næppe værd at løbe risikoen med en som ham for de sølle værdier, var det? Eller var hun mon bare virkeligt grådig? Det var svært at regne ud.
" Ak ja, en brav og tapper ridder som jeg kan fint stå på egne ben! "
Lød hans stemme heroisk og mandigt, som en stolt og mægtig ridder der ksulel til at drage ud for sin elskede prinsesse.
" Men når man nu er så træt af at stå, kunne man jo godt ønske sig at blive lagt ned? "
Lød hans stemme smurt og med ganske tydelige undertoner af åbenlys interesse for hende i sit lille ordspil. Han forstod at snakke det gjorde han. Som han langsomt vendte sig om og selv elegant og flydende rettede sig op på alle fire, som en imitation af hendes kattelignende bevægelser, lod han igen sit blik glide over hendes krop, langt mere synlig nu, meget tættere på, det kløede nærmest i hans hud efter at mærke hendes varme imod sig. Det var sjældent at Kazim blev så opstemt, når han nu normalt plejede at være den der var i kontrol over situationen.
Det at han meget insisterende stadig bar sin maske, og at han åbned ehelt op for alle sluser og lod sin passion og nærmest magnetiske tiltrækningskraft flyde frit omkring sig, gav ham blot et langt mere bizart udtryk, langt mere mystisk og eksotisk, forskellen på hamselv og en ordinær almindelig mand var tydelig, for Kazim forstod sig virkeligt på denne her form for erotisk ping-pong, og lod sig ikke så let tvinge i knæ for hendes charme, at være en dæmon gjorde ham langt stærkere end et almindeligt menneske, og han kunne lege med, istedet for at trygle og bede om tilfredstillelse, han lod hende ikke slippe afsted med at sløre hans blik.
Langsomt, som hun havde gjordt sig vej op til ham, begyndte han selv at kredse omkring hende, ganske langsomt, som en stor hankat, elegant og flydende, uden at fjerne sit blik, uden at skjule sit begær, uden at blinke, fulgte han hende og slugte hver detalje, hvert lille træk, han noterede sig hvordan hun reagerede på hans blik, og på at den cirkel han smukt og flydende kravlede omkring hende pinefuldt langsomt blev mindre og mindre, som han nærmede sig, uden tøven eller tvivl på sigselv, kune brændende begær og nysgerrighed, som et ægte dyr udviste sin interesse for en mulig partner.

[isabella]

I Procias, og særligt i hovedstaden, var der ikke mange mørke væsener, og derfor havde andre sensuelle dæmoner kun meget sjældent krydset Isabellas vej. Hun havde aldrig ligget i med en sensuel dæmon, og derfor havde hun heller aldrig begæret en mand så meget som i dette øjeblik.
Da hun var nået op hvor han lå, satte hun sig med sine ben under sig, hænderne liggende på hver sit lår og sit blik hvilende sultent på ham som et rovdyr på sit bytte. Uvilkårligt måtte hun bore neglene ned i sine lår for at få afløb for noget af det begær, der var stadigt voksende inde i hende, og som begyndte at blive pinefuldt.
Normalt var Isabella ikke til pyntesyge, androgyne mænd, men hun havde aldrig været typen, der dømte folk på forhånd, og det absolut eneste der betød noget for hende i dette øjeblik, var alle de forbudte ting, hun ønskede, at denne mand skulle gøre ved hende. I en leg som den her, nød hun dog både at være den dominerende og den dominerede, så hun gjorde sig umage for at opretholde denne balance. Det var helt tydeligt, at den fremmede, maskerede mand - androgyn eller ej - vidste, hvordan han skulle behandle en kvinde, og blot tanken om hvad han kunne gøre ved hende, gjorde hende ør. Hans påklædning overlod ikke meget til fantasien, skjorten var mere udringet end hendes kjole var, men idet det blot afslørede et markeret og muskuløst bryst, fristede det kun endnu mere Isabella til at række ud og røre ved ham - men hun bed det med nød og næppe i sig lidt endnu. Han var iklædt stramme, uden tvivl dyre læderbukser, der helt klart kun havde tjente til det formål at vise hans - hun bed sig i læben i rent begær - fordele frem; nøjagtig som hende selv, der bare fokuserede på en andel del af kroppen, den som kun var skænket en kvinde.
Dette spil, denne leg, der lagde op et samleje, nød hun mindst ligeså meget som selve akten, hvis ikke mere; for hende var forventningens glæde som regel den største. Den måde, hvorpå han åd hende med øjnene, virkede berusende og forførende på hende i en grad, der var stort set umenneskelig.
Da han begyndte at bevæge sig rundt om hende som et rovdyr om sit bytte, mærkede hun sit hjerte begynde at slå hurtigere. Hans flammende, dyriske øjne og varme duft fyldte hendes hoved med alle mulige forbudte tanker om, hvad hun havde lyst til at gøre ved ham. De små hår rejste sig i hendes nakke som han langsomt, diskret, pinefuldt bevægede sig nærmere, men hun forblev stille. Han skulle ikke have den fornøjelse at få hende så nemt, for længslen ville kunne vokse, jo længere hun kunne trække den.
"Men før jeg lægger Dem ned," sagde hun i et lavmældt, skamløst tonefald, der var mildest talt uartigt, "Må jeg så udbede mig Deres navn?"

[kazim]

Umenneskelig. Lige netop det ene ord var fantastisk, når det kom til at beskrive hvordan Kazim opførte sig omkring kvinder, umenneskelig, provokerende og lokkende. Hans tydelige mangel på skam og forlegenhed var noget der tændte ild i mange kvinder, rige som fattige, den måde han behandlede alle lige, den måde fattige blev til bedårende mål for denne mand, den måde de rigeste og smukkeste blev til et objekt, et legetøj for ham, det pinte og det pirrede på én og samme tid, det mystiske slør af mystik der lå om ham, som han hyppigt brugte til at vikle sit bytte ind i, og efterlade dem forsvarsløse overfor hans tilnærmelser, som hverken nogen kvinde eller mand endnu havde modstået, udover én, men hende ville han ikke frivilligt snakke om.
" Hvis du siger dit, så må du få mit. "
Lo han lavt og arrogant, han var så tæt på nu at selv en hvisken skar igennem den korte distance som var det et råb, han var blot centimeter fra hvor hun ahvde sat sig, i midten af den spiral han langsomt havde tegnet omkring hende som han langsomt kredsede tættere og tættere på hende med sine flydende, yndefulde bevægelser, som en sulten tiger. Han fugtede provokerende sine læber, og hans øjne, bogstaveligt talt, glødede af hunger, en farlig, intim glød, der gjorde det mere end tydeligt at han ønskede tilfredstillelse af denne kvinde.
Han fortsatte sin kravlen omkring hende, tættere og tættere på. Han lænede sig ind imod hende nu han stod bagved hende, han satte sig bag hende, med benene strak ud på hver side af hende, blot centimeter imellem deres kroppe, men han rørte hende ikke endnu. Han lænede sig frem og indåndede provokerende højt den søde duft af hendes hår, sukkede varmt i hendes øre, og lod endeligt sine fingerspidser berøre hendes skuldre, blidt som fjer, og lod dem stryg ned langs hendes arme, blidt og langsomt, og placerede sine hænder ovenpå hendes på hendes lår.

[isabella]

Der var noget perfekt og eventyrligt over hele dene situation. Solen havde varmet den jævne klippeoverflade op i løbet af dagen, og himlen og skyerne var røde af det sidste sollys, som var ved at forsvinde bag horisonten. En mild forårsbrise tog ganske let i Isabellas såvel som den fremmedes lange, mørke hår, og selvom natten var ved at falde på, var det ikke spor koldt; om varmen så skyldtes den lune havluft eller den ild, der var blevet tændt inde i hende, var ikke til at sige.
Her sad hun så, på en stor klippeblok ved Peulas strand med en gudeskøn mand, mens solen var ved at gå ned. Og når den stod op i morgen, ville hun være forduftet, og hun ville aldrig se ham igen. Denne tanke gjorde hende blot endnu mere opstemt, tanken om at hun lå med ham i nat - hm, gerne flere gange, hvis det stod til hende - og derefter aldrig mere, ville kun give dem begge så meget desto mere tilfredsstillelse, fordi hun i løbet af natten simpelthen skulle nå at realisere alle de uartige fantasier, som den fremmede mand havde sat i gang i hendes hoved.
Det føltes som om tiden var gået i stå, og at de var de to eneste mennesker i verden. Hun sansede kun hans varme ånde mod sin hals og hans fingerspidser, der langsomt og blidt strøg ned over hendes bare arme.
Isabella lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene, som en kat der labbede en varm solstråle i sig, og et lykkeligt og begærligt smil bredte sig på hendes læber. Mhm, Herre, jeg takker dig!
Men han ville ikke af med sit navn, før han havde fået hendes? Hun udstødte en svag, ligegyldig latter ved hans ord.
"Jeg ved ikke, om det vil være nogen særlig god byttehandel for mig," mumlede hun så med et hemmelighedsfuldt smil i mundvigen.
Stadig med lukkede øjne, drejede hun sit hovedet en anelse, så hendes mund var kun få millimeter fra hans øre og hans blanke, sorte hår kildede hende i ansigtet. Hun fugtede begærligt sin overlæbe med tungespidsen.
"Jeg har kun én regel," hviskede hun med en så gennemgående undertone af lyst, at den næsten var giftig, "Du må ikke kysse mig på munden."