Militær lejr. Klar til kamp.

[theis]

Gabriel havde givet ordre til at hæren, skulle samles ved græsmarkerne, for at lave en lejr som ville ligge op til manjarno. Herfra ville det være nemt at stoppe de mørke væsner som ville komme over grænsen. Og sende patrujler ud til at stoppe oprørene. I lejren var der en konstant klirren af våben og rustninger. Og man kunne tydeligt hører mænds råben, for det meste officere som gav ordre til deres mænd, som de havde fundet ligge og slappe af et eller andet sted. Hvert minut forlod en rytter lejren, eller også kom der en rytter. Hver af disse ryttere indeholdt rapporter, eller ordre frem og tilbage, for at holde hele hæren klar, og for at Gabriel kunne holde styr på alt det der skete i landet. Lejren bestod mere eller mindre af en masse mindre telte, som omkrænsede et stort telt, hvor kommando teltet stod. Dette telt stod dog tomt lige nu, da der ikke var nogen beslutninger at tage. Gabriel selv stod nede ved floden, iført sin rustning, med sit sværd hængende ved siden. Som han stod der, lyste hans rustning virkelig op i lyset fra solen mens Hans store smukke hvide vinger, var foldet sammen på ryggen. Gabriel lod søgende blikket glide over det af grænsen man kunne se fra lejren, men som det var lige nu var der intet liv på den anden side. Gabriel kiggede sig over skulderen, da råb og klangen af sværd som stødte mod hinanden kunne høres, men det gik hurtigt op for ham at det bare var nogle soldater som trænede, hvilket fik ham til at smile. At ingen af soldaterne havde gået med i oprøret var han utrolig glad for, han havde stolet på dem alle sammen, og så langt som nu, så det ikke ud til havde hans tillid ikke været spild. Det pinte ham dog alligevel, at han havde været nød til at samle hæren mod sine egne landsmænd, men når man havde kommandoen over så mange, så var der ikke så meget andet at gøre, når det var begyndt at løbe løbsk som det var nu. Gabriel vendte sig mod vandet igen og gik ned på knæ, hullede sin hånd og sænkede det ned i vandet, hvore efter han hældte noget vand i hovedet.

[Deleted]

Solen stod lavt på himlen, da Marcus endelig kunne forlade landevejen efter at have fulgt den stort set hele vejen fra Apterta til Græsmarkerne. Han red op ad bakken, der rejste sig foran ham, og på toppen holdt han sin hest - en flot, gråskimlet vallak - an med et kort "prr!".
For foden af bakken og cirka en kvadratkilometer længere ud over de grønne enge, lå den procianske hærs lejr. Massevis af hvide lærredstelte var slået op på snorlige rækker, hver og ét med en vimpel vejende på toppen, og hundredevis af mænd befandt sig dernede; nogle lå blot i græsset og drev den af, nogle var ude på engen og trænede deres kampteknikker mod hinanden, og andre igen sad i små grupper om bål og snakkede højlydt. Røg steg op fra ildstedene rundt omkring, og udover alle stemmerne dernede, kunne man høre de syngende lyde fra smedjernes armbolte rundt omkring.
Et par hundrede meter fra teltene snoede grænsefloden sig gennem det åbne landskab. På den anden side af denne flod lå Manjarno. Ude i horisonten var en gruppe soldater til hest ved at krydse floden fra Manjarno til Procias, sandsynligvis efter at have været ude og patruljere området på den anden side.
Marcus betragtede synet et øjeblik. Han trykkede hesten ganske let i siden med hælespidserne, mens han klikkede med tungen, og den begyndte derpå at bevæge sig ned ad bakkeskråningen. De mænd, han passerede, mens han red gennem lejren, sendte ham et kort nik i en respektfuld gestus, hvilket var almindelig kotume overfor officerer.
Marcus var iklædt sin våbenkappe, pryddet af det procianske våbenskjold, som var vævet med guldtråd, og derudover en almindelig, lang kappe, der lå hen over hestens bagparti. Han holdt altid ryggen rank og hovedet hævet højt, og hans ansigtsudtryk forblev alvorligt. Når man var en leder, skulle man også opføre sig derefter - det havde hans far sørget for at minde ham om, siden han var 6.
Marcus spurgte en smed efter Hærfører Gabriel Hawktan, og fik at vide, han var at finde nede ved floden. I let trav drev han hesten ned mod breden, og var ikke et sekund i tvivl, da han så en person i rustning stå med ryggen til; de store, hvide englevinger var ikke til at tage fejl af. Han svingede det ene ben hen over hestens ryg og lod sig glide ned på jorden, tog tøjlerne og gik hen mod Gabriel, indtil han stod med et par meters afstand.
Han rømmede sig for at tilkendegive sin tilstedeværelse og gjorde så honør, som man gjorde for sin overordnede.
"Sir," sagde han højt og tydeligt, "Kaptajn Marcus Bahamondes melder sig til tjeneste."

[theis]

Gabriel lod blikket glide over gruppen af mænd som var på vej overfloden fra Manjarno til Procias. Det at de vendte tilbage uden at være sårede, var både godt og dårligt, for Gabriel. For det betød at de ikke var stødt på nogen fra Dvasias. Det var selvfølgelig godt at de var vendt uskadte tilbage, men det betød samtidig også at væsnerne fra Dvasias, måtte være kommet over en anden vej, end denne. Selvfølgelig var der placeret forposter langs hele grænsen for at holde dem ude, men de var ikke nok. Væsnerne fra Dvasias klarede alligevel at komme forbi, og ind i landet. Og som det ikke var nok så var der jo også oprøret som var igang. Da Gabriel hørte hesten bag sig, vendte han sig rundt og kiggede på den unge kaptajn foran ham. Han nikkede høfligt til Marcus da denne gjorde honør, som det var tilladt for en øvertbefalende. "Godt at du kunne komme. Har du fået noget at vide hvordan det forløber? eller er du først lige kommet?" spurgte Gabriel med et smil. Han vidste jo ikke hvor længe at Kaptajnen foran ham havde været der, og det var jo muligt at nogen havde fortalt ham hvordan det gik. Gabriel strakte kort sine vinger, som man ville stræke sine arme når man havde stået stille længe, hvorefter han samlede dem på ryggen igen og lod blikket glide over den unge mand foran sig. Gabriel lod et højt pift forlade sine læber, og kort efter kom en ung stald dreng løbende hen til dem. Stalddrengen, var klædt i noget beskidt hørbukser, en brun læder vest og en tidligere hvid bluse som nu var smurt ind i jord. Samt ridestøvler. Stalddrengen stoppede foran Gabriel og gjorde honør nøjagtig som Marcus havde gjort det. " Tag dig af Kaptajnens hest, og slå et telt op blandt de andre Officeres, til ham. " Drengen nikkede til hvad han fik at vide og gik over til Marcus og ventede høfligt til han steg af hesten, så han kunne tage sig af den.

[Deleted]

Som følge af at være vokset op i et hjem, hvor faderens opdragelsesprincipper havde bygget på disciplin, disciplin og mere disciplin, var Marcus blevet en alvorlig og lidt reserveret mand, der tog sin rang som kaptajn dybt alvorligt. Han udviste altid den største respekt for sine overordnede, og især nu og her, hvor han for første gang stod overfor Procias' øverste hærfører. Han havde tænkt over, hvordan Gabriel var som person, og han måtte indrømme, at han var overrasket over 1) hans tilsyneladende afslappede holdning og yderst venlige væsen og 2) hans meget ungdommelige og milde udseende. De fleste af de officerer, Marcus havde mødt før, var ældre herrer, stramme i betrækket og med et hårdt ydre, men umiddelbart passede Gabriel overhovedet ikke til denne opfattelse. Han så meget mild ud, havde blondt hår og klare, blå øjne, og han lod ikke til at føle sig det mindste hævet over ham, på trods af, han var den øverste i hele landet.
Marcus lod dog ikke et sekund sin forundring glide over sit ansigt, men tog derimod blot armen ned til siden igen og nikkede kort til Gabriel.
Han overgav hestens tøjler til drengen, der var kommet løbende, og så ham - dén lille, spinkle knægt - trække fuldstændig uanfægtet afsted med den gråskimlede vallak, der nærmest var dobbelt så høj som ham selv.
Med rank ryg og hovedet holdt højt, vendte han atter blikket mod Gabriel.
"Jeg er netop ankommet, sir," sagde han kort, "Men jeg er klar til at gøre hvad end, De måtte forlange af mig."

[theis]

Gabriel lod blikket hvile på manden foran ham, og havde et venligt smil på hans læber. Han havde ikke mødt denne mand før, men han havde da hørt om han, da han trods alt var den yngste kaptajn, ja faktisk den yngste officer som der var. Gabriel vidste godt hvilken effekt hans væremåde og unge udsende havde på det fleste. Men selvom han virkede ung så var han trods alt 5000 år gammel, og havde trænet med våben gennem hele sit liv. Men han ville bare ikke være typen som råbte op om alting, og han mente at jo roligere og upåvirket en leder virkede, desto roligere var mændende som skulle følge ham. Og så ville han også have at alle respekterede hinanden, ikke bare fordi at nogen var højere rang, men selv de højere rang skulle respektere de lavere, for på den måde at skabe et langt bedre grundlag for at gå i krig. "Du er lige ankommet? og du vil allerede igang med arbejdet?"spurgte Gabriel med et grin. Før han smilte til Marcus "Jeg har godt nok hørt om dit ivrige og pligtopfyldende væsen, men det ser ud til det jeg har hørt er en underdrivelse. Og jeg må indrømme at det imponere mig. Men lad mig lige sætte dig ind i sagerne som de står nu" sagde Gabriel med et smil "Men først skal jeg nok lige præsentere mig, selvom du måske har hørt om mig. Mit navn er Gabriel Hawktan. Og jeg har den ære at kunne kalde mig for Procias hærfører, samt englens leder. og hvis du har nogle spørgsmål, uanset hvad de skulle være, vil jeg altid være villig til at svare efter mine bedste evner." sagde Gabriel med et smil. Før han fandt et pergament frem fra en lille taske i sit bælte. "Hoved styrken er her som du kan se, men det er ikke alle som er her. Der er hele tiden nogen ude og patruljere. Langs grænsen ligger der forposter på en 200-300 mand hver. Og jeg har stationeret mænd i alle de byer som er tilbage for at holde oprørene væk. Der har været nogle få sammenstød med oprørerne, men de tør endnu ikke stille sig op i kamp mod bevæbnede trænede mænd. Men tilgengæld har der været mange sammenstød med Væsner fra Dvasias som har prøvet at komme over. Heldigvis har det været små grupper, som ikke turde komme for tæt på." Gabriel stoppede kort for at se om der var nogen spørgsmål til hvad han havde sagt indtil videre, før han forsatte. "Vi har også prøvet at finde en måde at skaffe mere mad på, men med de fleste madforsyninger væk, og skoven brændt er det besværligt. Vi har dog nogle jægere som er på jagt i Manjarno efter vildt. Og så har jeg sendt en gruppe på 10 mænd til manjarno i håb om at de kan få købt noget mad eller korn."

[Deleted]

Marcus havde indtil videre holdt blikket rettet stift ud i luften på allermest veldisciplinerede måde. Det var vigtigt for ham at gøre et godt indtryk på Gabriel og vise ham, at han var en dygtig og seriøs soldat, og i øvrigt havde han tænkt sig at arbejde hårdt for ikke at give ham blot den mindste anledning til at tro, han var for ung eller uerfaren til sin rang. Det var et problem, Marcus tit var løbet ind i, og nogle af de ældre officerer i den procianske hær havde ikke lagt skjul på, de var utilfredse med hans forfremmelse. Men han ville vise Gabriel, at de tog fejl, og derfor holdt han denne hårde og millitære overflade.
Han kunne mærke, at Gabriels venlighed uvilkårligt fik ham til at løsne lidt op. Det gik ham på, fordi han som den stræber, han var, altid fokuserede på at opføre sig helt korrekt overfor sine overordnede. Han følte sig svag, når han stod overfor én, der fik ham til at slappe af, og i virkeligheden havde han nok nemmere ved at forholde sig til de af hans overordnede, der var strenge - dem vidste han præcis, hvordan han skulle opføre sig overfor. Men med Gabriel, var han inderst inde lidt i tvivl.
Marcus nikkede en enkelt gang til det første, Gabriel sagde, dét om at han havde hørt om ham og at det han havde hørt, nok var en underdrivelse.
"Ja, sir," svarede han stilfærdigt, mens han så på ham med antydningen af et skævt smil.
Resten af Gabriels ord lyttede han kun til, mens han lænede sig lidt frem og fulgte koncentreret med på pergamentet, han stod med.
Det var tydeligt, at Procias' hærfører havde helt styr på, hvad han lavede, og Marcus måtte nok indrømme, at det var lettende at se, at han inde bag det blide, ungdommelige og uspolerede ydre, rent faktisk var en dygtig officer, der kunne sit kram. Han kunne ikke lade være med at spekulere på, om Gabriel nogensinde havde kæmpet med samme problem, som ham selv; havde nogen mon nogensinde betvivlet hans unge udseende? Nu var han selvfølgelig en engel, så selvom han lignede én i begyndelsen af 20'erne, var han jo nok et par 1000 år... men alligevel? Udadtil så man blot en ung mand på cirka samme alder som Marcus selv. Og med sin lyse, glatte hud og det afslappede smil på læberne, ville man nok ikke umiddelbart anslå, at han var den øverste millitære leder i dette land.

[theis]

At Marcus gjorde så meget ud af at stå ret og stirre ud i luften som han gjorde. Fik bare Gabriel til at grine lidt. Det var selvfølgelig klart at Marcus ikke vidste det når han ikke havde mødt Gabriel før, men han var ikke typen som gad bruge tid på at alt virkede korrekt. Når de ikke decideret var i krig med nogen, så kunne Gabriel bedre lide at man var afslappet især når man var i nærheden af ham. Da han blev kaldt sir endnu engang rullede Gabriel lidt med øjnene "Når vi ikke er på en slagmark, kan du bare kalde mig Gabriel. Det der sir. for mig til at føle mig så gammel" sagde han med et drilsk smil i håb om at få løsnet Marcus lidt op. Gabriel havde altid styr på tingende, da det hele kunne falde sammen, det øjeblik han glemte noget. Og i hans position ville det kunne koste liv. Ikke kun soldaters liv, men også uskyldige som kom i klemme.

[Deleted]

Marcus kiggede lidt forundret på Gabriel. Han vidste ærlig talt ikke rigtig hvad han skulle stille op med denne hans noget atypiske personlighed og fremtoning, som slet ikke passede sammen med alt hvad hans far og hans trænere havde banket ind i hovedet på ham igennem de sidste 20 år.
Han slog blikket kort ned i jorden, men kiggede så op igen med antydningen af et smil ved Gabriels kommentar.
"Javel," sagde han lavmældt og nikkede.
Han havde trods alt lært, at det vigtigste i verden, var altid at adlyde. Og det betød vel, hvad enten Marcus kunne finde ud af det eller ej, at hvis Gabriel bedte ham om ikke at kalde ham "sir" - så skulle han ikke kalde ham "sir". Så enkelt var det vel?
"Jeg har hørt om Dem," sagde han så med et ansigtsudtryk, der forblev alvorligt, men med beundring i blikket, "De red i krig med min far, Varian, for 40 år siden."
Ja... Marcus' far havde fortalt ham om Gabriel. Han havde aldrig brudt sig om hærførerens måde at gøre tingene på, idet hans egne benhårde metoder og barske ydre, stod i skarp kontrast til Gabriels venlige person og afslappede opførsel overfor sine soldater.
Havde det ikke været for sin mor, var Marcus nok i virkeligheden endt som en utiltalende og fjendtlig mand med en spoleret barndom bag sig - men moderen havde også engang mødt Gabriel, og hendes opfattelse af ham havde været helt anderledes. Fra hende havde Marcus hørt, at der næppe fandtes et med godsindet væsen og dygtigere millitære leder i denne verden - og efter at have kendt Gabriel i fem minutter, var han allerede klar over, at det var hans mor, der havde ret.

[theis]

Det forundrede udtryk som dukkede frem på Marcus's ansigt fik blot Gabriel til at grine lavt. Det var overhovedet ikke ondt ment, at han grinte af ham nu. Men det var bare så typisk, det var det forundrede blik som alle sendte til ham, når de første gang mødte ham og fik at vide de ikke skulle kalde ham sir. Gabriel lod kort blikket glide mod en gruppe spydsoldater som var i et rask marsh på vej over floden indtil manjarno. Godt nok var de spyd krigere, men Gabriel havde forlangt at alle soldater i hæren bar et sværd til nødsituationer, og ligså havde de spydsoldater som var på vej afsted nu. Da Marcus sagde javel, ventede Gabriel spændt på at hører om han havde fattet det, og da der ikke kom noget Sir vendte han sig mod Marcus med et smil "Det var da ikke så svært, du har allerede lært det" sagde han med et drilsk smil, i håb om at få manden foran sig til at slappe endnu mere af. Gabriel begyndte langsomt at gå langs floden, men vendte sig om for at kigge på Marcus. "Altså nu er det der med at ride jo ikke lige min ting, men jeg kan godt huske en mand som hed Varian. En barsk og utrolig vred mand. har jeg ret?" spurgte Gabriel med et smil. Han var selvfølgelig ikke fuldkommen sikker på at han havde ret omkring at det var hans far, men det var jo også meget at forlange at Gabriel skulle kunne huske navnet på en soldat som var under ham 40 år tidligere. "Nå hvad har du så hørt? ikke kun noget dårligt håber jeg?" spurgte han med et smil, men han så afventende på Marcus. I mellemtiden betragtede han også den unge mand, for at se hvad slags soldat han var, og for at finde ud af hvad han helt nøjagtig skulle sætte ham til.

[Deleted]

Marcus' besvarede blot Gabriels "Det var da ikke så svært"-kommentar med et lidt anstrengt smil, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Selvom han havde svært ved at forholde sig til hans uformelle opførsel, som stræd mod alt hvad han havde lært op gennem hele sin barndom, måtte han alligevel erkende, at Gabriels yderst smittende venlighed og milde væsen et eller andet sted var meget rart. Eller... at det kunne blive det i hvert fald, for Marcus kunne godt selv mærke, at det ville tage tid før han nogensinde kunne slappe så meget af overfor sin overordnede, som Gabriel selv gjorde.
Da han begyndte at gå langsomt langs med floden, fulgte Marcus fredsommeligt efter og kom op på siden af ham. Gabriel kunne altså godt huske hans far. Der var ingen tvivl om, at den barske og utrolige vrede mand - jep, det var Varian Bahamondes. Han havde trods alt også haft en høj rang i hæren, og derfor havde det været problematisk at han tog så stor afstand fra Gabriels milde metoder, der stod i skarp kontrast til hans egen brutale tilgang til tingene.
"Ja..." svarede Marcus med antydningen af et smil, "Det var ham."
Ved Gabriels næste spørgsmål, spørgsmålet om, hvad han havde hørt om ham, vendte Marcus et øjeblik hovedet væk og kiggede eftertænksomt ud over floden.
"Jeg har hørt, De er meget speciel," sagde han, stadig med blikket vendt væk.
"Min mor beundrede Dem meget. Hun sagde, der næppe fandtes en bedre mand i denne verden". Hans ansigtsudtryk blev alvorligt, men hans øjne var milde.
"Jeg har set frem til at finde ud af, om hun havde ret," sagde han så.

[theis]

Gabriel stoppede endnu engang, da han lagde mærke til en ny gruppe mænd, som var på vej gennem lejeren, efter at have været ude på en patrulje. Ud over at deres tøj og grej var ret beskidt så det ikke ud til at de havde haft nogle synderlige problemer, dog var der en af mændende som blev båret på en båre, om manden var i live eller ej, Kunne han ikke se fra den afstand, men det måtte healerne vel stå for. Gabriel vendte blikket mod Marcus igen, "Så er det derfor, at du lidt stiv i det, men tror mig, du kommer længere ved bare at slappe af når der ikke er grund til at du skal stresse, på den måde er du også mere afslappet og vil sove bedre." sagde han med et smil. Søvn var en af de få ting, som Gabriel var blandt de vigtigst, det var også derfor at han havde lavet et vagtskema, som gav alle en chance for at få mindst 10 timers søvn om dagen, hvis ikke man blev angrebet selvfølgelig. Gabriel vendte sig helt mod Marcus og lagde hovedet på skår "Jamen, så håber jeg da ikke at jeg ender med at skuffe dig Marcus." sagde han med et venligt smil. Han begyndte at kigge noget tænkende på Marcus, mens han prøvede at regne ud hvilken post han mon ville passe bedst på, skulle han stå på vagt eller ville han være bedst til at gå på patruljer. "Hvad vil du mene at du vil egne dig bedst til Marcus? Vi skal jo have dig igang med at bestille noget, der er ingen af os der har tid til at stå stille og gro mos" sagde han med et smil. Siden at Marcus var en kaptajn, ville han jo blive sat til at skulle lede en større gruppe mænd. Gabriel kiggede lidt rundt og piftede så til en ældre udseende mand, som skyndt sig der over "Hvordan ser det ud med garrisonen ved Stor byen?" Den gamle mand fandt nogle papirer frem og bladrede lidt i dem før han rystede på hovedet "De har en kaptajn" sagde han før Gabriel bare nikkede og sendte manden væk igen. "Lige forløbig kan jeg kun finde på at du hjælper med at træne de nye rekrutter. De vil have godt af at lærer en kaptajn at kende, og når de er klar, tror jeg at jeg vil sætte dig i spidsen for dem. Hvis du er så god som jeg har hørt, vil et par ny trænede rekrutter klare sig godt sammen med dig" sagde Gabriel noget tænkende mens han kiggede på Marcus, for at se om det var iorden med ham, ikke at Marcus egentlig ville have noget at skulle have sagt i den sag, Da Gabriel jo var den øvertbefalende, men hvis Han ikke ville tage jobbet seriøst, ville det kunne koste rekrutterne livet.

[Deleted]

Marcus havde trænet mange soldater allerede inden han var fyldt 26, og mange af de mænd, han havde haft under sig var på alder med ham selv. Unge mænd, der af egen fri vilje var gået ind i hæren af ren og skær kærlighed til deres land og deres familie eller var blevet indkaldt af kongen til at tjene deres værnepligt, nu hvor Procias havde brug for det mere end nogensinde før.
Så snart Gabriel var færdig med at tale, rettede han sig med det samme op og nikkede en enkelt gang.
"Som De ønsker," sagde han kortfattet, men høfligt.
Marcus tog alle opgaver alvorligt og gik altid til sit arbejde med værdighed og velvilje, uanset opgavens karakter. Han skulle nok få nogle formidable soldater ud af de nye menige, om det så skulle tage ham 100 år - men det skulle det forhåbentligt da ikke, tænkte han flygtigt.
"Jeg skal sørge for at gøre de nye rekrutter Procias værdig," sagde han med et diskret smil, alt imens han bøjede hovedet i respekt for sin overordnede.

[theis]

Gabriel lagde armene over kors mens han betragtede Marcus. At alt i ham ændrede sig så hurtigt som det gjorde, fik et smil til at brede sig på hans læber. Nu hvor at han havde noget at gå igang med, virkede han som en helt anden person. "Og selvom det sikkert ikke er nødvendigt at sige, så husk nu at du skal være villig til at lægge dit liv i de rekrutters hænder. for når de er færdige med at blive trænet vil du skulle stå i spidsen for dem" Gabriel vidste endnu ikke hvor meget, han kendte til at styre soldater, men hvis han klarede det med at træne dem godt, ville han jo blive sat i spidsen for dem. Det gjorde det meget lettere at de havde en officer de kendte, i stedet for at de fik en som de skulle lære at kende. "Det tvivler jeg ikke på. Men så må du hellere komme igang med dit arbejde." sagde han og nikkede venligt til Marcus, før han vendte ryggen til ham og lod blikket glide langs grænsen igen.

[Deleted]

At have mænd under sig var ikke nyt for Marcus, men han havde aldrig før selv skulle træne dem op. Ikke helt fra bunden i hvert fald. Han så frem til at skulle stå i spidsen for dem, men - inderst inde - havde han en nagende fornemmelse af, at det ikke ligefrem var nogen nem opgave, han havde fået. Fra sin egen tid som menig, kunne Marcus nemlig godt huske, hvordan man opførte sig, når man var splinterny som soldat. Ingen disciplin, ingen styrke, ingenting. Menige var - for at sige det ligeud - dovne, uduelige og svage, og de drak og sloges og bandede. Og nu var det så hans ansvar at gøre dem til veltrænede, kampklare soldater. Men meget vel; hvis det var dét, han blev bedt om af Gabriel, så gjorde han det. Ingen tvivl dér. Han kunne direkte mærke, hvordan Gabriel ville komme til at få rigtig god indflydelse på ham det næste stykke tid. Inspirere ham. Være ham et mesterligt forbillede. Han rørte noget i Marcus, og fik ham til at ville være en bedre kaptajn - men helt uden vold, uden at råbe ad ham eller køre hårdt på ham, som hans far havde gjort.
Faktisk besluttede Marcus lige præcis i dét øjeblik, at han ikke ville ende sådan. Indebrændt, vred og fjendtlig. Aldrig! Og Gabriel måtte ikke tro, at det var sådan, han var, blot fordi hans far var det.
Marcus nikkede kort og respektfuldt, inden han vendte sig og med den ene hånd hvilende på sværdskæftet, begyndte at gå tilbage mod teltene. Han fik dog kun gået et par skridt, før han stoppede og kiggede tilbage på Gabriel med et skævt smil.
"Jeg er ikke som min far," sagde han så, nærmest ligeså meget for at overbevise sig selv, som sin overordnede. Og derpå fortsatte han atter op mod teltene for at finde de nye rekrutter og omgående gå i gang med sit arbejde.

// Out

[theis]

Gabriel vidste udemærket godt at det var en stor opgave han havde givet Marcus, og han havde da også kun givet den til ham, fordi han var sikker på at han ville kunne klarer det. Godt nok var Marcus en ung kaptajn, og selvom mange mente at han var for ung til at have så høj en rang, men samtidig var han tit blevet rost af de andre kaptajner for at få jobbet klaret. Gabriel var ikke i tvivl om at Marcus var klar til at tage sig af de menige, så måtte man jo bare se om han var tilliden værd, eller om Gabriel ville ende med at fortryde det.
"Det regnede jeg heller ikke med at du var Marcus. Ellers havde jeg ikke givet dig den opgave."sagde han med et smil som dog ikke blev set. Det var ikke fordi at hans far ikke havde været en god soldat, men han havde bare ikke været en særlig god leder, da hans mænd nærmest havde frygtet ham mere end dvasianerne som de kunne komme op og kæmpe med.
/out