Moving on(fortsat)

[Deleted]

Akkura kiggede op på hende da hun kom op ved siden af ham *godt valg* tænkte han og tog nu tøjlerne nede omkring hestens mule så hun kunne slappe af, han klappede let hesten ved halsen imens de gik, de havde kurs dirakte mod skoven de skulle jo igennem og han håbede at finde de sidste 2 urter han manglede for at lave hans medicin som kunne forhindre hans forkøldese i at blive værre end den var "hvad bringer dem egentligt til der hvor de nu skal hen?" spurgte han med en venlig lidt lysere stemme end han havde regnet med "hvis jeg må spørge" tilføjede han dog hurtigt da han ikke bare ville være nysgerrig, hvilket han var men han ville ikke være uforskammet, det var dog også for at starte noget de kunne snakke om

[isabella]

Han tog hendes tøjler. Hvorfor gjorde han dét?
For at være en gentleman selvfølgelig. Naturligvis kun i god mening, det var klart.
Men Isabella var særpræget, når det kom til dén slags. Hun ville ikke have hjælp, medmindre hun bad om det. Det lå i hendes natur efter at være blevet opfostret med at skal man have noget gjort ordentligt, må man gøre det selv.
Hun skulede til ham, mens han endnu holdt øjnene på vejen, men besluttede alligevel at lige netop i denne situation var det måske bedst bare at føje ham - ellers kunne hun meget nemt miste sin vejviser og potentielle beskytter ligeså hurtigt, som hun havde slået sig sammen med ham. Så alt imens træerne begyndte at rejse sig tæt omkring dem og den sti, de gik på blev smallere og skovbunden mere dominerende, svingede hun det ene ben over hestens ryg, så hun sad med begge ben på samme side med front ned mod manden. Det føltes ikke specielt meget mere afslappende, men det udtrykte da i hvert fald at hun havde accepteret hans overtagelse af styringen.
Ved hans spørgsmål, tænkte hun sig hurtigt om. Det var måske bedst at holde kortene lidt tæt ind til kroppen lige nu.
"Jeg er på vej til Carino Fattoria" svarede hun, "Til Greven af Procias' herregård". Hun holdt en kort pause og tilføjede så:
"Jeg skal... besøge min slægtning, som arbejder der".
De var nu omgivet af træer på begge sider. Solen skinnede ned gennem træernes bladfyldte kroner og bortset fra fuglenes fredsommelige sang og den klikkende lyd af hestens skridt, var der stille herinde. Umiddelbart virkede det jo ikke som et farligt sted, men Isabella var klar over, man ikke måtte undervurdere det. Når først mørket faldt på og de kom længere ind i skoven, så situationen nok helt anderledes ud.
"Men sig mig nu," sagde hun, "Hvad er Deres navn, min herre? Hvad må jeg kalde Dem?".

[Deleted]

Akkura nikkede sig til takke med at hun skulle besøge hendes slætninge og da hun spurgte hvad han hed skævede han op til hende et kort øjeblik "mit navn er Akkura Gorish" han sagde navnet med stolthed i stemmen, for stolt det var han, i hvertfald over sit navn. At han så havde vanæret det senere i hans liv var en anden historie. "hvad hedder du min unge frøken?" spurgte han, han ville da også vide hvad hun hed, men før hun sådan lige fik nået at svare fik han sat hesten i stop og han skyndte sig hurtigt over til en busk "arh ja lige hvad jeg manglede" han tog nogle blade og proppede ned i en lille pung han havde med sig, han snørrede den og skyndte sig tilbage til hesten og fik den igang igen "lige det jeg manglede" grinte han op til hende

[isabella]

*Akkura Gorish.*
Måden han talte til hende på, var faktisk ikke særlig høflig. Han tiltalte hende "du" i stedet for "De", hvilket kunne betyde to ting: enten at han følte sig afslappet i hendes selskab, eller at han mente, hun havde lavere status end ham. Ud fra hans race at dømme, valgte hun at lade tvivlen komme ham til gode og sætte sin lid til det første.
Isabella havde hørt om Havets Engle - hørt, at de tjente som havets beskyttere og var gode, venligtsindede væsener - men aldrig mødt én selv - hvilket var naturligt nok, eftersom hun heller aldrig havde sat fod udenfor Apterta, og havets folk sjældent kom ind til storbyen, der var så anderledes fra deres naturlige miljø.
Hun åbnede munden for at svare på hans spørgsmål, men i det øjeblik ordene skulle til at forlade hendes læber, stoppede han pludslig, slap hesten og skyndte sig væk.
*Uforskammet,* tænkte hun, men uden at lade sig mærke det mindste med det, *At stille et spørgsmål og så gå sin vej.*
Han kom tilbage kort efter. Havde åbenbart lige fået øje på nogle planter, han havde manglet.
Hun prøvede igen, da Akkura atter trak hesten igang: "Jeg hedder Isabella Vincentz" sagde hun og fortsatte, mens hun betragtede ham nøjeregnende: "Fortæl mig, havengel, hvad du laver i Apterta? Man ser ikke din race særlig tit på disse kanter."

[Deleted]

Han nikkede til hende som en hilsen da hun sagde hendes navn, det var et kort nøje afmålt nik "Hvad jeg laver i Apterta?" han funderede lidt over spørgsmålet, hans halv lange lettere pjuskede hår fik blev strøget af hans fingre, og han kiggede med sine havblå øjne ned på sit smykke "jeg prøvede at handle nogle urter hjem" sagde han og kiggede så op på hende og smilede "det ville have været en succes tur hvis ikke du var kommet ridende forbi" sagde han og blinkede som for at fortælle det var en joke, han havde et skævt smil. De var nu kommet så langt ind i skoven at de skulle til at holde øje med elverne og druiderne, de ville nok ikke finde ham ret venlig når han sådan gik og tog af urterne i skoven, han trak hesten videre imens han gik og glemte om sin lille ledder pung med urterne i for at de skulle blive most og blandet, han havde to små sten i den som han brugte til at male urterne sammen med, han skulle bare gå og 'lege' med den i den ene hånd hvilket han nu også gjorder

[isabella]

Ja - hun havde jo godt set, at han havde stået ved boden med urter og planter. Hun kunne ikke lade være med at smile ganske let ved hans kommentar, om at hans tur ville have været en succes, hvis det ikke havde været for hende.
Men gad vide, hvad han skulle med de urter dér? Var det noget helt harmløst eller var det et eller andet specielt, han skulle lave? Noget fortroligt, måske?
Nu blev hun lidt nysgerrig.
"Hvad laver du, Akkura?" ((i betydningen: hvad arbejder du med/beskæftiger du dig med)) spurgte hun med hovedet let på skrå og blikket rettet mod ham. Hendes tonefald angav, at hun faktisk var oprigtigt interesseret i at få svar på spørgsmålet.

[Deleted]

Han smilede op til hende "jeg maler urterne" svarede han og viste sin hånd med læderposen, han vidste godt inderst inde at det ikke var det hun mente men hvad han beskeftigede sig med som arbejde "jeg er urtekyndig" han fik det store venlige smil på "og det her i posen er imod min kommende forkøelse" han grinte let men ikke for højt, han ville jo ikke have elvere og druiderene kom randende med deres brokkeri over han ødelagde naturen "hvad arbejde du med frøken?" spurgte han så, han var intrasseret i at vide noget om denne pige når de nu skulle gå sammen igennem skoven. Han kiggede rundt for at se om der ville være nogen fare, elvere, tyve eller det som var værre, han ville gerne sikkert igennem skoven og gerne sørge for hans følgesven også kom sikkert ud på den anden side

[isabella]

*Forkølelse? Det var da ikke noget særligt.*
Isabella havde bemærket, at Akkura indimellem kiggede sig vagtsomt omkring, som om han holdt øje med noget. Med en vis forundring så hun sig også omkring mellem træerne for at se, om det var noget bestemt, han kiggede sådan efter.
Hans spørgsmål om, hvad hun arbejdede med, skulle hun lige overveje. Ikke fordi der var nogen tvivl om det, men hun skulle lige tænke over, hvad hun ville fortælle ham.
Hvis hendes plan holdt stik, så ville hun være fremme ved Carino Fattoria om få dage. Dér ville hun snakke med sin far, kræve sin del af arven og herefter ville hun faktisk ikke behøve at arbejde nogensinde igen.
Men hun følte ikke, hun ville fortælle ham det endnu. Det var indtil videre ikke noget, der vedkom andre end hende og familien Darcy.
I øvrigt følte Isabella heller ikke den store trang til at fortælle Akkura, at hun indtil for nogle dage siden havde arbejdet i en burlesquebar. Dén del af hendes liv var nu et overstået kapitel, og med lidt held skulle hun snart komme til at leve resten af sine dage i luksus og uden at skulle røre en finger.
Så i stedet for at besvare hans spørgsmål, stillede hun selv et nyt:
"Hvad er det, du kigger sådan efter? Er der noget galt?"

[Deleted]

Han kiggede sig en ekstra gang omkring "noget galt?" mumlede han "nej nej" sagde han så højt og smilede til hende "kigger bare efter tyve og så videre, man kan aldrig være for forsigtig du ved" han travede videre og satte farten lidt op, skoven var stor og de havde langt at gå, og han ville gerne ud af skoven igen inden det blev alt for mørkt. Han slap tøjlerne til hesten og åbnede pungen, dog lidt grønt snask på fingerne og spiste det derefter. Nu skulle han bare gumle lidt på det og saften ville få hans forkølse til at forsvinde. han tømte pungen op hovedet og stak den væk igen, hvorefter han tog tøjlerne igen "ved godt det ikke ser alt for lækkert ud men det hjælper" sagde han med et stort smil

[isabella]

Hun smilte tilfreds indvendigt. Godt, at han var på vagt. Men kunne han nu også rent faktisk beskytte hende, hvis det pludselig gjaldt?
Det grønne snask fik hende til at græmme sig en smule.
Hun gav bare et let nik ved hans forklaring om, hvorfor han gjorde det.
Isabella havde indimellem ikke kunne lade være med at skæve til hans store, blå englevinger og det lille, svagt lysende smykke, der hang om hans hals. Hun hankede lidt op i sig selv, og lagde ansigtet i de rette, indsmigrende folder.
"Fortæl mig, Akkura, hvor kommer du egentlig fra?" spurgte hun og så på ham med hovedet let på sned.